26. F. Blatt, 1938, bd. 1, rk. 2, nr. 257, s. 177.
27. E. Arup, 1925, s. 96, bd. 1.
28. L. Jacobsen & E. Moltke, 1942, s. 376 samt 381-382.
Høj -og lavadel
29. E. Arup, 1925, s. 95-96, bd. 1.
30. A. A. Lund, 2000, s. 203.
I dette kapitel ses nærmere på adelens sociale grupperinger. Der er mange måder at 31. H. Bekker-Nielsen, 1977, s. 57-58 samt 60.
fastsætte adelsfolks status på, eksempelvis økonomisk eller ved at bestemme graden af 32. N. Hybel & B. Poulsen, 2007, s. 357-359.
disses indflydelse og magt i samfundet. Her vil begyndes med det sidste.
33. A. Englert, 2015, s. 291-294.
En af de kilder hvor middelalderens forskellige adelsfolk grupperes er i Saxos Gesta Danorum, hvori der opereres med en række titler, der alle refererer til adelsfolk, og det 34. F. Hocker & A. Daly, 2003, s. 187-193.
fremgår af værket at Saxo anvender betegnelsen magnates, principes og nobilites om en 35. S. Sindbæk, 2007, s. 41-67.
gruppe af mænd som gentagende gange i kilden høres at optræde som rådgivere for 36. I. C. Rosenørn-Teilmann, 1906, s. 108-109.
kongen, også på den militære front.39 Den første gruppe af adelsfolk, magnates, er angiveligt at sidestille med de stormænd som omtales i kapitel 8, bog 3 i Jyske Lov, 37. E. Albrectsen, 1976, år 836, s. 28.
som havde muligheden for at kunne udvælge mænd til ledingstogterne, nemlig udover 38. G. Ilsøe, 1966, s. 331 samt 334-336.
kongen selv, hertugen [af Sønderjylland] og greverne samt bisperne og kongens frænder.40 Den sidste gruppe af frænder behøver ikke nødvendigvis at være genealogisk forbundet med kongen. Som Lars Hermanson har vist i dennes afhandling Släkt, vänner och makt, da synes middelalderens samfund at være præget af forskellige adelige magtgrupperinger, der var forbundet med kongemagten gennem ægteskaber og venskabsbånd:
”Det bör även framhällas att dätidens elitgrupperingar på intet sätt var några väl avgränsade släktkollektiv. De horisontella förbindelserna mellan magnaterna innebar att flera överlappande band knöt familjerna samman.”41
24
25
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 25
09-08-2021 12:49:54
Hermed kan det tænkes at frænder kunne være fostrebrødre fra adelstanden eller ledingsflåde, ærkebiskop Eskil af Lunds ledelse af den skånske flåde samt tillige adelsfolk der via ægteskabsalliancer var forbundet med kongefamilien nært eller fjernt.
Absalon, her i position som biskop af Roskilde, i front for sjællænderne, dog i et samarbejde med hertug Kristoffer [af Sønderjylland] kong Valdemar Ìs søn. Det høres Erslev bemærker dertil at adelsfolk synes at optræde i Gesta Danorum i to af Saxo endvidere i samme passage at Kristoffer med blot en hær fra eget hertugdømme havde opdelte klasser, og ifølge Erslev da hørende til såvel en øvre og som en nedre foretaget et mindre ledingstogt, der dog var forbundet med samme førnævnte større adelsgruppe:
fælles togt.44 Kommandoen over den samlede ledingsflåde var dog kongens, men denne
”Over det menige folk, over plebs, agrestes, hæver sig to forskellige klasser. Højst står, hvad Sakse oftest ses at uddelegere dette i flere tilfælde til andre, blandt andet i flere omgange til Absalon, betegner som principes, Høvdinger, men for hvem han har talrige og vekslende navne, magnates, eksempelvis i et af Vendertogterne, hvor biskoppen af Roskilde tillige med kong majores, principes, optimates, primates, duces, alt ubestemte betegnelser for noget over folket Valdemars søn, Knud, den senere kong Knud VI, stod i spidsen for den kongelige fremragende. Den anden, noget lavere klasse kalder han hyppigt milites; de tjener kongen eller også
principes, er deres satellites, danner deres clientela.”
ledingsflåde grundet kongens sygdom. Ifølge Saxo frygtede Absalon her sammen med 42
ætlingen Knud at skulle indtage den militære kommando, over ikke blot sjællændere Men spørgsmålet er om Erslev har ret i dennes snævre opdeling? Der synes samt skåninge, men tillige over jyderne, idet denne frygtede at sidstnævnte ikke ville eksempelvis at havde været en forskel mellem principes og magnates i disses relation til adlyde denne, hvilket viste sig at holde stik. Striden endte dog med at de jyske ducibus, kongemagten. Ifølge Saxo tør principes eksempelvis ikke sige til kongen at de ønskede i Karsten Friis-Jensens oversættelse, hærførere, sidenhen lovede kongen at ville lyde at afbryde et felttogt, men prøver i stedet at opilne de menige, plebem, som principes dennes ordre, også når det ikke var kongen selv der i praksis varetog hvervet som tilsyneladende havde den militære kommando over, til mytteri. Ydermere forlyder det at øverstbefalende.45 Andetssteds i Gesta Danorum høres det endog at Absalon principes været i en position, hvor de ikke har kunnet rådføre sig direkte med kongen, egenhændigt samler og fører både den sjællandske og skånske ledingshær mod Rügen, men dog også på samme tid har kunnet se hen til en angivelig større og mere mens kongen opholder sig i Jylland, og at kongen opgiver at følge efter med den jyske omkostningsfuld straf end de menige. Af rang har de sandsynligvis været en ledingsflåde grundet en større forsinkelse af sendebudet til Jylland. Dertil hævder Saxo mellemgruppe af adel med befalingsret militært over andre krigere. I al fald høres det at tilbage i Sven Estridsens tid havde endog stormanden Skjalm Hvide befalingen over hos også Saxo at principes havde hverv som hærførere over mindre enheder i tropperne fra hele Sjælland, såvel som det andetsteds fremgår at Skjalm Hvide i Erik ledingsflåden, og et andet sted i værket udbryder en Skorre Vagnsøn: ”Stormænd Ejegods regeringstid af kongen havde fået det militære ansvar for ikke blot Sjælland,
[principibus] skal føre, og krigere [militibus] følge!”43 I modsætning hertil berettes det at men også Rügen.46 Ydermere fortæller Knytlinge saga at kong Valdemar ikke selv tager magnates ikke har samme forbehold, men direkte adspørger kongen om ikke felttogtet afsted til et ledingstogt til Venden, men ”indsatte så høvdinger over hæren.”47 Andre steder i bør indstilles. Det synes således som om magnaterne har været af en højere rang Gesta Danorum berettes det endvidere om andre adelsfolk der forestod ledelsen af militært og socialt end principes, og disse første kan angiveligt, som før anført, mindre hærenheder, eksempelvis at adelsmanden Knud Prislavsøn skulle lede en identificeres som den førnævnte gruppe af verdslige og gejstlige stormænd omtalt i tredjedel af ledingsflåden, som kongen ville lade blive tilbage og beskytte rygboerne, Jyske Lov, der kunne udtage mænd til ledingshæren. Mere herom senere.
efter ledingsflådens tilbagetrækning. Det forstås af kildestykket at Knud Prislavsøn var Om den militære ledelse over ledingsflåden høres det endvidere hos Saxo at blandt en yngre adelsmand, som af kongen havde modtaget Lolland som fyrstelen.
andet biskopperne ofte indtog hvervet som ledere over et helt landeområdes Tilsyneladende havde Knud Prislavsøn mulighed for at undslå sig denne opgave og ledingsflåde, eksempelvis ærkebiskop Sven af Århus militære ledelse over den jyske argumenterede ved denne lejlighed for at denne ikke var nært beslægtet med kongen og 26
27
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 26
09-08-2021 12:49:54
Hermed kan det tænkes at frænder kunne være fostrebrødre fra adelstanden eller ledingsflåde, ærkebiskop Eskil af Lunds ledelse af den skånske flåde samt tillige adelsfolk der via ægteskabsalliancer var forbundet med kongefamilien nært eller fjernt.
Absalon, her i position som biskop af Roskilde, i front for sjællænderne, dog i et samarbejde med hertug Kristoffer [af Sønderjylland] kong Valdemar Ìs søn. Det høres Erslev bemærker dertil at adelsfolk synes at optræde i Gesta Danorum i to af Saxo endvidere i samme passage at Kristoffer med blot en hær fra eget hertugdømme havde opdelte klasser, og ifølge Erslev da hørende til såvel en øvre og som en nedre foretaget et mindre ledingstogt, der dog var forbundet med samme førnævnte større adelsgruppe:
fælles togt.44 Kommandoen over den samlede ledingsflåde var dog kongens, men denne
”Over det menige folk, over plebs, agrestes, hæver sig to forskellige klasser. Højst står, hvad Sakse oftest ses at uddelegere dette i flere tilfælde til andre, blandt andet i flere omgange til Absalon, betegner som principes, Høvdinger, men for hvem han har talrige og vekslende navne, magnates, eksempelvis i et af Vendertogterne, hvor biskoppen af Roskilde tillige med kong majores, principes, optimates, primates, duces, alt ubestemte betegnelser for noget over folket Valdemars søn, Knud, den senere kong Knud VI, stod i spidsen for den kongelige fremragende. Den anden, noget lavere klasse kalder han hyppigt milites; de tjener kongen eller også
principes, er deres satellites, danner deres clientela.”
ledingsflåde grundet kongens sygdom. Ifølge Saxo frygtede Absalon her sammen med 42
ætlingen Knud at skulle indtage den militære kommando, over ikke blot sjællændere Men spørgsmålet er om Erslev har ret i dennes snævre opdeling? Der synes samt skåninge, men tillige over jyderne, idet denne frygtede at sidstnævnte ikke ville eksempelvis at havde været en forskel mellem principes og magnates i disses relation til adlyde denne, hvilket viste sig at holde stik. Striden endte dog med at de jyske ducibus, kongemagten. Ifølge Saxo tør principes eksempelvis ikke sige til kongen at de ønskede i Karsten Friis-Jensens oversættelse, hærførere, sidenhen lovede kongen at ville lyde at afbryde et felttogt, men prøver i stedet at opilne de menige, plebem, som principes dennes ordre, også når det ikke var kongen selv der i praksis varetog hvervet som tilsyneladende havde den militære kommando over, til mytteri. Ydermere forlyder det at øverstbefalende.45 Andetssteds i Gesta Danorum høres det endog at Absalon principes været i en position, hvor de ikke har kunnet rådføre sig direkte med kongen, egenhændigt samler og fører både den sjællandske og skånske ledingshær mod Rügen, men dog også på samme tid har kunnet se hen til en angivelig større og mere mens kongen opholder sig i Jylland, og at kongen opgiver at følge efter med den jyske omkostningsfuld straf end de menige. Af rang har de sandsynligvis været en ledingsflåde grundet en større forsinkelse af sendebudet til Jylland. Dertil hævder Saxo mellemgruppe af adel med befalingsret militært over andre krigere. I al fald høres det at tilbage i Sven Estridsens tid havde endog stormanden Skjalm Hvide befalingen over hos også Saxo at principes havde hverv som hærførere over mindre enheder i tropperne fra hele Sjælland, såvel som det andetsteds fremgår at Skjalm Hvide i Erik ledingsflåden, og et andet sted i værket udbryder en Skorre Vagnsøn: ”Stormænd Ejegods regeringstid af kongen havde fået det militære ansvar for ikke blot Sjælland,
[principibus] skal føre, og krigere [militibus] følge!”43 I modsætning hertil berettes det at men også Rügen.46 Ydermere fortæller Knytlinge saga at kong Valdemar ikke selv tager magnates ikke har samme forbehold, men direkte adspørger kongen om ikke felttogtet afsted til et ledingstogt til Venden, men ”indsatte så høvdinger over hæren.”47 Andre steder i bør indstilles. Det synes således som om magnaterne har været af en højere rang Gesta Danorum berettes det endvidere om andre adelsfolk der forestod ledelsen af militært og socialt end principes, og disse første kan angiveligt, som før anført, mindre hærenheder, eksempelvis at adelsmanden Knud Prislavsøn skulle lede en identificeres som den førnævnte gruppe af verdslige og gejstlige stormænd omtalt i tredjedel af ledingsflåden, som kongen ville lade blive tilbage og beskytte rygboerne, Jyske Lov, der kunne udtage mænd til ledingshæren. Mere herom senere.
efter ledingsflådens tilbagetrækning. Det forstås af kildestykket at Knud Prislavsøn var Om den militære ledelse over ledingsflåden høres det endvidere hos Saxo at blandt en yngre adelsmand, som af kongen havde modtaget Lolland som fyrstelen.
andet biskopperne ofte indtog hvervet som ledere over et helt landeområdes Tilsyneladende havde Knud Prislavsøn mulighed for at undslå sig denne opgave og ledingsflåde, eksempelvis ærkebiskop Sven af Århus militære ledelse over den jyske argumenterede ved denne lejlighed for at denne ikke var nært beslægtet med kongen og 26
27
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 27
09-08-2021 12:49:54
derfor var uværdig til opgaven. I stedet for Knud Prislavsøn overtager da Absalon bestående af magnates indbefattende de fornemmeste mænd i samfundet, der havde det kommandoen.48
til fælles at disse var forbundet med kongeslægten gennem ægteskaber, fosterskab og venskaber, og indtog de betydeligste positioner i samfundet, og som af Saxo betegnes Hvor der som nævnt allerede forefandtes sanktioner over for de som undslog sig at som nobilites eller magnates, hvoraf enkelte, særligt biskopper, kongefrænder samt ville deltage i et ledingstogt, da gjaldt tilsyneladende andre regler for magnaterne, og kongeætlinge, har kunnet udøve den øverste befaling over ledingsflåden, når kongen har det høres i forbindelse med Absalons overtagelse af kommandoen fra Knud Prislavsøn, været fraværende. Men ved siden af denne gruppe synes der hertil at være en knap så
at biskoppen efterfølgende kontaktede flere venner blandt de sjællandske stormænd, indflydelsesrig lavadelsgruppe, der har indtaget forskellige positioner, eksempelvis som hvoraf nævnes Thorbern, Peder Thorstensen, samt [Skjalm Hvide-frænderne] Sune ombudsmænd eller mindre hærførere, og denne gruppe synes at være sammensat af
[Ebbesen] og Esbern [Snare] for at høre om de stadig ville deltage i togtet under dennes flere sociale grupperinger.
kommando, og at de gav tilsagn om at de gerne ville deltage, hvilket førte til at kongen takkede de sjællandske stormænd samt Absalon. Absalons militære ledelse berettes det Troels Dahlerup har argumenteret for at der har eksisteret en række niveauer af dog af Saxo faldt flere af stormændene for brystet, særligt de jyske stormænd, som det lavadelsfolk, som har forsøgt at komme videre op ad den sociale rangstige. Denne høres ”klynke som kællinger” og klage over:
opadstræben iblandt lavadelen er tænkt formentligt at være foregået både via gejstlige, og dertil militære og andre verdslige embeder, og hyppigt ses disse lavadelsfolk optræde
”at i gamle dage støttede kongerne sig på store mænds vurderinger, men nu til dags tog de mod råd og som ikke blot væbnere og svende, men tillige som fogeder. Det er hertil tænkt at vejledning fra de dummeste folk de kunne finde.”49
tilgangen til lavadelen især er kommet nedefra via et opadstræbende bondelag, og Tilsyneladende har stormændene vanligt været taget med på råd af kongen militært, Dahlerup har endog hævdet at ikke blot avancement fra bondestanden til lavadelen-og kongen ikke, som i den opståede situation, forladt sig ensidigt på dennes fosterbrors gruppen, men sågar i sjældent tilfælde tillige fra fæstestanden, er forekommet. Den ideer.
omvendte vej, en social deroute fra adel til bondestand eller fra høj- til lavadel, synes Et andet eksempel på adelsfolks overtagelse af militære forpligtelser høres om i dog også at kunne havde været en mulighed, særligt i den såkaldte agrarkrise, hvor Knytlinge saga, hvor kongen overlader forsvaret af Bornholm til den førnævnte mange adelsfolk ifølge tidens diplomer ses at havde måtte pantsætte ejendomme, oftest stormand, Egil Ragnarssøn, og det fortælles at kongen da siger til denne: til kirken, i kortere eller længere tid, for at klare krisen. Troels Dahlerup mente at disse pantsættelser især ramte lavadelsgruppen, hvis økonomi var sårbar, og at vi i perioden
”...det skal være din pligt at sørge for alt søforsvar og hvad der ellers påligger kongen; dog vil vi tage tre derfor ser en opadgående og nedadgående social mobilitet ved den laveste del af gårde fra som vi ejer der; og så skal du styre de andre kongelige gårde jeg har på Bornholm.”50
lavadelen og øvre del af bondestanden.51
Ud fra denne passage kunne det tyde på at Egil har været kongelig ombudsmand, og at adelsmanden i denne funktion har fungeret som blot forvalter af kongens pligter. Der Modstand mod social mobilitet fra lavadel til højadel ses sent i 1400 tallet hvor der synes således ikke at havde været tale om et fyrstelen, hvor adelsmanden egenhændigt udstedes en række forordninger der synes at skulle begrænse såvel udlændinge som har overtaget den militære kontrol over et område, og igen har Egil Ragnarssøn måske lavadelsfolks køb af adeligt gods og ejendom. Dette, tillige med en nedgang i antallet af været en adelsmand med en anden social rangering end eksempelvis de føromtalte mulige forleninger, er efter Dahlerups mening retteligt det der udgør en krise i denne magnater. Erslevs simple opdeling i blot en todelt gruppe af høj- og lavadelsfolk synes sene periode for, ikke adelen som helhed som man tradionelt har ment, men derimod derfor at måtte udvides. For det synes muligt at der blot har været en homogen højadel blot for lavadelen, idet den øvre højadel ikke blev ramt.52 Denne antagelse er taget til 28
29
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 28
09-08-2021 12:49:54
derfor var uværdig til opgaven. I stedet for Knud Prislavsøn overtager da Absalon bestående af magnates indbefattende de fornemmeste mænd i samfundet, der havde det kommandoen.48
til fælles at disse var forbundet med kongeslægten gennem ægteskaber, fosterskab og venskaber, og indtog de betydeligste positioner i samfundet, og som af Saxo betegnes Hvor der som nævnt allerede forefandtes sanktioner over for de som undslog sig at som nobilites eller magnates, hvoraf enkelte, særligt biskopper, kongefrænder samt ville deltage i et ledingstogt, da gjaldt tilsyneladende andre regler for magnaterne, og kongeætlinge, har kunnet udøve den øverste befaling over ledingsflåden, når kongen har det høres i forbindelse med Absalons overtagelse af kommandoen fra Knud Prislavsøn, været fraværende. Men ved siden af denne gruppe synes der hertil at være en knap så
at biskoppen efterfølgende kontaktede flere venner blandt de sjællandske stormænd, indflydelsesrig lavadelsgruppe, der har indtaget forskellige positioner, eksempelvis som hvoraf nævnes Thorbern, Peder Thorstensen, samt [Skjalm Hvide-frænderne] Sune ombudsmænd eller mindre hærførere, og denne gruppe synes at være sammensat af
[Ebbesen] og Esbern [Snare] for at høre om de stadig ville deltage i togtet under dennes flere sociale grupperinger.
kommando, og at de gav tilsagn om at de gerne ville deltage, hvilket førte til at kongen takkede de sjællandske stormænd samt Absalon. Absalons militære ledelse berettes det Troels Dahlerup har argumenteret for at der har eksisteret en række niveauer af dog af Saxo faldt flere af stormændene for brystet, særligt de jyske stormænd, som det lavadelsfolk, som har forsøgt at komme videre op ad den sociale rangstige. Denne høres ”klynke som kællinger” og klage over:
opadstræben iblandt lavadelen er tænkt formentligt at være foregået både via gejstlige, og dertil militære og andre verdslige embeder, og hyppigt ses disse lavadelsfolk optræde
”at i gamle dage støttede kongerne sig på store mænds vurderinger, men nu til dags tog de mod råd og som ikke blot væbnere og svende, men tillige som fogeder. Det er hertil tænkt at vejledning fra de dummeste folk de kunne finde.”49
tilgangen til lavadelen især er kommet nedefra via et opadstræbende bondelag, og Tilsyneladende har stormændene vanligt været taget med på råd af kongen militært, Dahlerup har endog hævdet at ikke blot avancement fra bondestanden til lavadelen-og kongen ikke, som i den opståede situation, forladt sig ensidigt på dennes fosterbrors gruppen, men sågar i sjældent tilfælde tillige fra fæstestanden, er forekommet. Den ideer.
omvendte vej, en social deroute fra adel til bondestand eller fra høj- til lavadel, synes Et andet eksempel på adelsfolks overtagelse af militære forpligtelser høres om i dog også at kunne havde været en mulighed, særligt i den såkaldte agrarkrise, hvor Knytlinge saga, hvor kongen overlader forsvaret af Bornholm til den førnævnte mange adelsfolk ifølge tidens diplomer ses at havde måtte pantsætte ejendomme, oftest stormand, Egil Ragnarssøn, og det fortælles at kongen da siger til denne: til kirken, i kortere eller længere tid, for at klare krisen. Troels Dahlerup mente at disse pantsættelser især ramte lavadelsgruppen, hvis økonomi var sårbar, og at vi i perioden
”...det skal være din pligt at sørge for alt søforsvar og hvad der ellers påligger kongen; dog vil vi tage tre derfor ser en opadgående og nedadgående social mobilitet ved den laveste del af gårde fra som vi ejer der; og så skal du styre de andre kongelige gårde jeg har på Bornholm.”50
lavadelen og øvre del af bondestanden.51
Ud fra denne passage kunne det tyde på at Egil har været kongelig ombudsmand, og at adelsmanden i denne funktion har fungeret som blot forvalter af kongens pligter. Der Modstand mod social mobilitet fra lavadel til højadel ses sent i 1400 tallet hvor der synes således ikke at havde været tale om et fyrstelen, hvor adelsmanden egenhændigt udstedes en række forordninger der synes at skulle begrænse såvel udlændinge som har overtaget den militære kontrol over et område, og igen har Egil Ragnarssøn måske lavadelsfolks køb af adeligt gods og ejendom. Dette, tillige med en nedgang i antallet af været en adelsmand med en anden social rangering end eksempelvis de føromtalte mulige forleninger, er efter Dahlerups mening retteligt det der udgør en krise i denne magnater. Erslevs simple opdeling i blot en todelt gruppe af høj- og lavadelsfolk synes sene periode for, ikke adelen som helhed som man tradionelt har ment, men derimod derfor at måtte udvides. For det synes muligt at der blot har været en homogen højadel blot for lavadelen, idet den øvre højadel ikke blev ramt.52 Denne antagelse er taget til 28
29
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 29
09-08-2021 12:49:54
efterretning i en stor del af historiefaget, og enkelte røster har endog trukket På trods af at Ulsig lig Erslev har plæderet for at den sociale mobilitet til krisetendenserne for lavadelen længere tilbage i historien. Således mener Erik Ulsig at herremandsstanden ikke nødvendigvis var forbundet med en anseelig formue målt i der allerede ganske tidligt i middelalderen har været tiltag for at standse bøndernes forhold til omfanget af godsbesiddelser ifølge kilderne, da indtager Ulsig andetsteds i adgang til den såkaldte herremandsstand.53 Dette finder Ulsig belæg for i blandt andet dennes epokegørende værk, Danske adelsgodser i middelalderen, det standpunkt, at kapitel 14, bog 3 i Jyske Lov:
omfanget af jord- og ejendomsbesiddelser, såvel som graden af arrondering, kan anvendes som et parameter til at vurdere social op- og nedgang for de enkelte
”Den mand som bor på sin egen jord og tager en anden mands fællig til sig, han skal – hvad enten han er adelsslægter, idet Ulsig antog at strøgods var mest udbredt hos lavadelen: herremand eller ikke – udrede lige så meget deraf, som han gjorde før,”54
og Ulsig mener at dette skal ses som et forbud mod at selvejerbønderne tager stilling
”Fænomenet med social fremgang og tilbagegang for de enkelte slægter findes naturligvis til alle tider, men o. 1300 eller lidt senere er der snarest tale om et skred i forbindelse med en nivellering.”57
som bryde hos herremænd og derved undgår at betale skat. Men dette forudsætter at man, som Ulsig, mener at herremændenes skattefrihed også indbefattede deres Hermed er der således her rykket ind i de økonomiske tilgange til at fastslå adelens undergivne, en problematik der vendes tilbage til senere i værketss gennemgang af sociale position. Ulsigs kildemateriale dækker dog mest af alt det sjællandske område, i skatteleding og frelse. Det har dertil været hævdet af Erik Ulsig at bøndernes sociale et mindre omfang det skånske, mens især det jyske område halter efter, og det kan opadstigen endog kunne nå helt op til højadelsgruppen:
derfor give nogle skævheder. I andre dele af forskningen har Ulsigs tilgang været kritiseret for ikke at medregne at rigdom ikke blot kan måles på egentlig personlig
”Tiden o. 1300 er imidlertid først og fremmest kendetegnet ved, at man møder en langt talrigere højadel godsbesiddelse, men at eksempelvis biskopper tillige kunne indtage magtfulde end tidligere. Det kan bero på, at herremandsprivilegierne har givet de rigeste og driftigste storbønder mulighed for at hæve sig op i højadelens rækker.”
positioner. Hertil må der mod Ulsigs indlæg gøres den generelle indsigelse at 55
tilhørsforholdet til højadelen ikke nødvendigvis ensidigt kan bestemmes ud fra Det ses her at Ulsig sidestiller herremændene med højadelen. Spørgsmålet er dog økonomiske parametre. For selv om det uden tvivl har været en god økonomi der i om herremændene hørte til denne del af adelen. Der vil vendes tilbage til dette i næste fortiden har indskrevet en bestemt slægt i denne stand, da ses det eksempelvis af kapitel.
kilderne forbundet med Sorø, hvor Hvide-slægten havde ejendomme i stort antal og Troels Dahlerup har ydermere argumenteret for at en større del af lavadelen, både begavede områdets kirker og klostre, at de enkelte Hvider rangerede økonomisk fra gejstlige og verdslige, i senmiddelalderen endog ikke blot er kommet fra landet, men ufattelig velhavende slægtsmedlemmer og til ganske fattige, de sidste med formuer på
dertil fra den opadstræbende borgerstand i byerne, og at disse ikke har været størrelse med en bonde, og det endda en af de fattigste bønder, ifølge Sorø Gavebog.
ihændehavere af større godsbesiddelser, men i langt de fleste tilfælde har været Dette til trods har tilhørsforholdet til denne mægtige slægt angiveligt givet fordele for embedsmænd og administratorer for, og/eller har haft forleninger på kongelige eller de enkelte medlemmer, således som Vederloven tillige viser det, idet som det vil ses kirkelige ejendomme på landet, og til dels i byen. Dahlerup tænker at blot i ganske få
senere, de udtagne til kongens følge ikke blot var de velhavende, men også de som kom tilfælde har disse lavadelsfolk angiveligt kunnet opnå ejendomsbesiddelser nok til at af ædel byrd, såvel som at flere Hvider ses indtræde i vigtige embeder, eksempelvis kunne besidde en hel hovedgård. I forhold til deres funktioner på gejstlige gårde ses ærkebiskop Absalon. Ydermere skal der tillige tages forbehold for også skiftesystemet i disse eksempelvis at havde forestået de militære pligter som kirkens folk i denne sene perioden, som medførte at strøgods ses at være det almindeligste i middelalderen trods periode ikke længere selv måtte udføre i Danmark.56
måske et ideal om at opnå et så velarronderet gods som muligt.58 Som følge af 30
31
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 30
09-08-2021 12:49:54
efterretning i en stor del af historiefaget, og enkelte røster har endog trukket På trods af at Ulsig lig Erslev har plæderet for at den sociale mobilitet til krisetendenserne for lavadelen længere tilbage i historien. Således mener Erik Ulsig at herremandsstanden ikke nødvendigvis var forbundet med en anseelig formue målt i der allerede ganske tidligt i middelalderen har været tiltag for at standse bøndernes forhold til omfanget af godsbesiddelser ifølge kilderne, da indtager Ulsig andetsteds i adgang til den såkaldte herremandsstand.53 Dette finder Ulsig belæg for i blandt andet dennes epokegørende værk, Danske adelsgodser i middelalderen, det standpunkt, at kapitel 14, bog 3 i Jyske Lov:
omfanget af jord- og ejendomsbesiddelser, såvel som graden af arrondering, kan anvendes som et parameter til at vurdere social op- og nedgang for de enkelte
”Den mand som bor på sin egen jord og tager en anden mands fællig til sig, han skal – hvad enten han er adelsslægter, idet Ulsig antog at strøgods var mest udbredt hos lavadelen: herremand eller ikke – udrede lige så meget deraf, som han gjorde før,”54
og Ulsig mener at dette skal ses som et forbud mod at selvejerbønderne tager stilling
”Fænomenet med social fremgang og tilbagegang for de enkelte slægter findes naturligvis til alle tider, men o. 1300 eller lidt senere er der snarest tale om et skred i forbindelse med en nivellering.”57
som bryde hos herremænd og derved undgår at betale skat. Men dette forudsætter at man, som Ulsig, mener at herremændenes skattefrihed også indbefattede deres Hermed er der således her rykket ind i de økonomiske tilgange til at fastslå adelens undergivne, en problematik der vendes tilbage til senere i værketss gennemgang af sociale position. Ulsigs kildemateriale dækker dog mest af alt det sjællandske område, i skatteleding og frelse. Det har dertil været hævdet af Erik Ulsig at bøndernes sociale et mindre omfang det skånske, mens især det jyske område halter efter, og det kan opadstigen endog kunne nå helt op til højadelsgruppen:
derfor give nogle skævheder. I andre dele af forskningen har Ulsigs tilgang været kritiseret for ikke at medregne at rigdom ikke blot kan måles på egentlig personlig
”Tiden o. 1300 er imidlertid først og fremmest kendetegnet ved, at man møder en langt talrigere højadel godsbesiddelse, men at eksempelvis biskopper tillige kunne indtage magtfulde end tidligere. Det kan bero på, at herremandsprivilegierne har givet de rigeste og driftigste storbønder mulighed for at hæve sig op i højadelens rækker.”
positioner. Hertil må der mod Ulsigs indlæg gøres den generelle indsigelse at 55
tilhørsforholdet til højadelen ikke nødvendigvis ensidigt kan bestemmes ud fra Det ses her at Ulsig sidestiller herremændene med højadelen. Spørgsmålet er dog økonomiske parametre. For selv om det uden tvivl har været en god økonomi der i om herremændene hørte til denne del af adelen. Der vil vendes tilbage til dette i næste fortiden har indskrevet en bestemt slægt i denne stand, da ses det eksempelvis af kapitel.
kilderne forbundet med Sorø, hvor Hvide-slægten havde ejendomme i stort antal og Troels Dahlerup har ydermere argumenteret for at en større del af lavadelen, både begavede områdets kirker og klostre, at de enkelte Hvider rangerede økonomisk fra gejstlige og verdslige, i senmiddelalderen endog ikke blot er kommet fra landet, men ufattelig velhavende slægtsmedlemmer og til ganske fattige, de sidste med formuer på
dertil fra den opadstræbende borgerstand i byerne, og at disse ikke har været størrelse med en bonde, og det endda en af de fattigste bønder, ifølge Sorø Gavebog.
ihændehavere af større godsbesiddelser, men i langt de fleste tilfælde har været Dette til trods har tilhørsforholdet til denne mægtige slægt angiveligt givet fordele for embedsmænd og administratorer for, og/eller har haft forleninger på kongelige eller de enkelte medlemmer, således som Vederloven tillige viser det, idet som det vil ses kirkelige ejendomme på landet, og til dels i byen. Dahlerup tænker at blot i ganske få
senere, de udtagne til kongens følge ikke blot var de velhavende, men også de som kom tilfælde har disse lavadelsfolk angiveligt kunnet opnå ejendomsbesiddelser nok til at af ædel byrd, såvel som at flere Hvider ses indtræde i vigtige embeder, eksempelvis kunne besidde en hel hovedgård. I forhold til deres funktioner på gejstlige gårde ses ærkebiskop Absalon. Ydermere skal der tillige tages forbehold for også skiftesystemet i disse eksempelvis at havde forestået de militære pligter som kirkens folk i denne sene perioden, som medførte at strøgods ses at være det almindeligste i middelalderen trods periode ikke længere selv måtte udføre i Danmark.56
måske et ideal om at opnå et så velarronderet gods som muligt.58 Som følge af 30
31
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 31
09-08-2021 12:49:54
arvelovene har ugifte kvinder og mænd nok i de fleste tilfælde været indehavere af Det var primært den absolut rigeste del af adelen der deltog i handlen i mindre godsbesiddelser indtil et muligt ægteskab har kunnet udvide dette. Denne senmiddelalderen, og ikke lavadelen:
praksis holdt i øvrigt ganske længe viser undersøgelser, og begynder først for alvor at
”Når det imidlertid ikke blev lavadelen eller mellemadelen, men så udpræget højadelen og bisperne, der i blive ændret fra midten af 1500 tallet og ind i 1600 tallet, hvor brødres arvelodder løbet af 1400 tallet tog handelsindkomsterne hjem, skyldes det den stigende efterspørgsel på korn og begyndte at blive holdt samlet, mens søstre blev forfordelt.59 Først her blev en større kvægprodukter fra Vesteuropa, der blev omsat i fristende opkøbspriser fra hollændere og hanseater. Det arrondering sikret, og generelt set er det da også først fra 1600 tallet at satte gang i de fremmedes forprang, landkøb og handel i ulovlige havne til priser, som torvepriserne slet hovedgårdsdriften begynder at blive almindelig.
ikke kunne hamle op med. Storgodserne sad inde med hovedparten af landbrugets overskudsproduktion, navnlig når de fik landgildeindkomsterne ind i naturalier.”62
En anden økonomisk indgangsvinkel til at bestemme om adelsfolk hørte til høj- eller Den danske højadelen klarede sig generelt godt igennem de mange økonomiske lavadel er endvidere disses deltagelse i handelsaktiviteter. Kilder hertil forefindes udfordringer som senmiddelalderen bød på. Ulsigs studier har vist at nok gik visse særligt fra senmiddelalderen, hvor der som tidligere nævnt findes omtale af klage- og adelsfamilier under, men dette skyldtes børnedødelighed og ingen til at videreføre erstatningssager over ran og pirateri af adelens handelsskibe. Hertil ses endog egentlige arven, selvom en aktiv ægteskabspolitik blev ført.63
handelsaftaler overleveret. Det er særligt tidens Rigsråder og de mest velhavende adelsfolk, såsom de skånske slægter Laxholm og Bille, og hertil den jyske Anderledes så det ud i eksempelvis Norge, der ofte er fremhævet i denne periode Gyldenstjerne-familie, såvel som også den skånsk-hallandske slægt, Thott, der markerer som et særligt praverende tilfælde, og måske kan der af denne vej udledes hvorfor sig ifølge kilderne. Den sjællandske Gøye familie ses dog også, tillige med en række adelen i Danmark kriserne så godt. For modsat det danske område og Sverige, hvor biskopper fra hele landet, og dertil den hallandske Krummedige-slægt. Adelen fra de adelen overlevede de økonomiske, politiske og andre udfordringer som skånske landskaber fylder generelt godt op i kildematerialet. Flere slægter ses at havde senmiddelalderen bød på, da var der ikke meget tilbage af den norske adel. Pesten været indehavere af egne handelsskibe, til tider flere familiemedlemmer i fællesskab.60
tilskrives en rolle her: ”så døde i 1349-50 alle landets bisper, alle lagmænd bortset fra to samt en Tilsyneladende har disse slægter indgået i de store handelscentre uden for hanseaternes række medlemmer af Rigsrådet.”64 Dette ramte særligt mærkbart den øvre del af adelen også: monopol, nemlig blandt andet Danzig samt Holland, hvorfra internationale handelsruter
”Højadelen uddøde næsten helt i mandslinjerne i anden halvdel af 1400 tallet, og når vi når frem i til Norden var forbundet. Kilderne viser at eksempelvis krydderier blev bragt til Norden 1520èrne, er der stort set kun slægten Galle tilbage. Der udnævntes ikke ny adel, og det er stastistisk set katastrofalt.”
af disse adelsskibe, men den største eksportvare var dog kvæg, primært okser til 65 Traditionelt har årsagen til den norske adels nedgang hertil fundet årsagsforklaringerne i den norske adels ringere ressourcegrundlag end den danske og Tyskland og det øvrige nordvestlige Europa, samt til dels korn, sild, heste og huder.
svenske adels, eksempelvis mindre godsdannelser og deraf færre indtægter, samt dertil Denne handel ses at fortsætte frem til cirka 1560, hvorefter byens købmænd i stedet landgildefald grundet pestens hærgen også i bøndernes og fæsternes rækker. Dette emne videreforhandlede produkterne fra godserne, og ikke godsejerne selv. Hvorfor har ofte været berørt i forhold til studierne af ødegårdsproblematikken, og det har blandt adelshandlen standsede her har undret:
andet været vist at Norge var det land i Europa som blev hårdest ramt af ødegårde i
”Men èn ting kræver stadig en forklaring: at den danske adels egenhandel – modsat den norske – ophørte forbindelse med pesten i senmiddelalderen, og andre ødelæggelser, fx krige, langt større omkring 1560. Det beror næppe så meget på Syvårskrigens trængsler, men snarere, som Erik Arup og end England og Tyskland, og ”i de fleste tilfælde oversteget frekvenserne i de voldsomtst ødelagte Albert Olsen antog, på at nederlændernes rationelle handel, internationale priser og lave fragtrater gjorde områder i Tyskland.”66
adelshandlen urentabel.”61
32
33
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 32
09-08-2021 12:49:54
arvelovene har ugifte kvinder og mænd nok i de fleste tilfælde været indehavere af Det var primært den absolut rigeste del af adelen der deltog i handlen i mindre godsbesiddelser indtil et muligt ægteskab har kunnet udvide dette. Denne senmiddelalderen, og ikke lavadelen:
praksis holdt i øvrigt ganske længe viser undersøgelser, og begynder først for alvor at
”Når det imidlertid ikke blev lavadelen eller mellemadelen, men så udpræget højadelen og bisperne, der i blive ændret fra midten af 1500 tallet og ind i 1600 tallet, hvor brødres arvelodder løbet af 1400 tallet tog handelsindkomsterne hjem, skyldes det den stigende efterspørgsel på korn og begyndte at blive holdt samlet, mens søstre blev forfordelt.59 Først her blev en større kvægprodukter fra Vesteuropa, der blev omsat i fristende opkøbspriser fra hollændere og hanseater. Det arrondering sikret, og generelt set er det da også først fra 1600 tallet at satte gang i de fremmedes forprang, landkøb og handel i ulovlige havne til priser, som torvepriserne slet hovedgårdsdriften begynder at blive almindelig.
ikke kunne hamle op med. Storgodserne sad inde med hovedparten af landbrugets overskudsproduktion, navnlig når de fik landgildeindkomsterne ind i naturalier.”62
En anden økonomisk indgangsvinkel til at bestemme om adelsfolk hørte til høj- eller Den danske højadelen klarede sig generelt godt igennem de mange økonomiske lavadel er endvidere disses deltagelse i handelsaktiviteter. Kilder hertil forefindes udfordringer som senmiddelalderen bød på. Ulsigs studier har vist at nok gik visse særligt fra senmiddelalderen, hvor der som tidligere nævnt findes omtale af klage- og adelsfamilier under, men dette skyldtes børnedødelighed og ingen til at videreføre erstatningssager over ran og pirateri af adelens handelsskibe. Hertil ses endog egentlige arven, selvom en aktiv ægteskabspolitik blev ført.63
handelsaftaler overleveret. Det er særligt tidens Rigsråder og de mest velhavende adelsfolk, såsom de skånske slægter Laxholm og Bille, og hertil den jyske Anderledes så det ud i eksempelvis Norge, der ofte er fremhævet i denne periode Gyldenstjerne-familie, såvel som også den skånsk-hallandske slægt, Thott, der markerer som et særligt praverende tilfælde, og måske kan der af denne vej udledes hvorfor sig ifølge kilderne. Den sjællandske Gøye familie ses dog også, tillige med en række adelen i Danmark kriserne så godt. For modsat det danske område og Sverige, hvor biskopper fra hele landet, og dertil den hallandske Krummedige-slægt. Adelen fra de adelen overlevede de økonomiske, politiske og andre udfordringer som skånske landskaber fylder generelt godt op i kildematerialet. Flere slægter ses at havde senmiddelalderen bød på, da var der ikke meget tilbage af den norske adel. Pesten været indehavere af egne handelsskibe, til tider flere familiemedlemmer i fællesskab.60
tilskrives en rolle her: ”så døde i 1349-50 alle landets bisper, alle lagmænd bortset fra to samt en Tilsyneladende har disse slægter indgået i de store handelscentre uden for hanseaternes række medlemmer af Rigsrådet.”64 Dette ramte særligt mærkbart den øvre del af adelen også: monopol, nemlig blandt andet Danzig samt Holland, hvorfra internationale handelsruter
”Højadelen uddøde næsten helt i mandslinjerne i anden halvdel af 1400 tallet, og når vi når frem i til Norden var forbundet. Kilderne viser at eksempelvis krydderier blev bragt til Norden 1520èrne, er der stort set kun slægten Galle tilbage. Der udnævntes ikke ny adel, og det er stastistisk set katastrofalt.”
af disse adelsskibe, men den største eksportvare var dog kvæg, primært okser til 65 Traditionelt har årsagen til den norske adels nedgang hertil fundet årsagsforklaringerne i den norske adels ringere ressourcegrundlag end den danske og Tyskland og det øvrige nordvestlige Europa, samt til dels korn, sild, heste og huder.
svenske adels, eksempelvis mindre godsdannelser og deraf færre indtægter, samt dertil Denne handel ses at fortsætte frem til cirka 1560, hvorefter byens købmænd i stedet landgildefald grundet pestens hærgen også i bøndernes og fæsternes rækker. Dette emne videreforhandlede produkterne fra godserne, og ikke godsejerne selv. Hvorfor har ofte været berørt i forhold til studierne af ødegårdsproblematikken, og det har blandt adelshandlen standsede her har undret:
andet været vist at Norge var det land i Europa som blev hårdest ramt af ødegårde i
”Men èn ting kræver stadig en forklaring: at den danske adels egenhandel – modsat den norske – ophørte forbindelse med pesten i senmiddelalderen, og andre ødelæggelser, fx krige, langt større omkring 1560. Det beror næppe så meget på Syvårskrigens trængsler, men snarere, som Erik Arup og end England og Tyskland, og ”i de fleste tilfælde oversteget frekvenserne i de voldsomtst ødelagte Albert Olsen antog, på at nederlændernes rationelle handel, internationale priser og lave fragtrater gjorde områder i Tyskland.”66
adelshandlen urentabel.”61
32
33
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 33
09-08-2021 12:49:54
Omvendt må det så fremhæves at situationen for adelen i Danmark forholdt sig bondesamfundet, eller på de laveste trin i lavadelens rækker. Selvom det har været bedre på netop disse områder, omend dog børnedødeligheden som nævnt også her udsagt i forskningen at der ikke synes at være nogle grænser for denne slags gaver, der gjorde sit. Hertil stod Danmark handelsmæssigt i en langt bedre position end Norge. De tilmed også kunne begave udenlandske kirker og klostre,69 så må det dog understreges at nordtyske købmænd sad tungt på handlen i Norge allerede ganske tidligt, mens de blot i Landskabslovene stadig var gældende i det undersøgte tidsrum, 1340-1559, og at der en kort periode fik monopol på eksempelvis det givtige Skåne-marked mens det bestod.
var grænser for hvor meget af et hovedlod der kunne tages bort fra arvingene og bruges Derfor fik den norske adel heller ikke del af indtægterne fra denne front. En anden på i stedet sjælegaver, på trods af at kirken ihærdigt forsøgte det anderledes som tidens forskel mellem Norge og Danmark var hertil den store politiske magt som Rigsråderne i diplomer vidner om. Men op til et halvt hovedlod kunne dog bortgives ifølge loven, og Danmark besad, modsat de norske.
det kunne selvfølgelig nok blive en formue.70 Andre studier viser at patronerne var af primært adelig byrd, omend dog enkelte borgerlige også skænkede udsmykning til Som nævnt bød især 1300 tallet og fremefter på økonomiske og demografiske kirker og klostre.71
udfordringer for adelen, som førte med sig at flere af de større adelsslægter gik under.
Hvad angår antallet af adelige i middelalderen, da har det været antaget at der har været Hvis der vendes tilbage til spørgsmålet om hvorledes det er muligt at skelne mellem en stigning i nye slægter i tiden 1300-1400 tallet, grundet blandt andet manglende høj- og lavadel, så kan dette tillige afgøres ved at se på hvilke slægter der havde arvinger i de gamle slægter,67 og det er da også som nævnt korrekt at børnedødeligheden mulighed for og økonomi til at sende deres afkom på uddannelse i udlandet, som i i perioden spiller en rolle. Ydermere tænkes det af Knud Prange at der har været et datiden må havde været en bekostelig affære. For selvom Ingesman mener at også
større ”gennemtræk” i adelen, hvormed Prange her mener at de adelige har giftet sig ind i lavadelsfolk kan havde været rekrutteret til endog bispeembeder,72 da har andre i stedet både borgerskab og bondestand, og i sidste instans endt i disse sociale grupper. Denne ment at det blot var højadelens sønner der kunne studere på de ganske dyre uddannelser tilslutter sig hermed Troels Dahlerups ide om åbningen mod bunden, hvorfra der i udlandet, og at lærde fra andre stænder blot blev latinlærere, skrivere eller strømmede nye lavadelsfolk ind, men tilsyneladende også den modsatte vej, ifølge landsbypræster.73 Denne udvikling synes at fortsætte ind i 1500 og 1600 tallet, hvor man denne hypotese. Denne proces mener Prange dog er stoppet fra 1536 og fremefter, hvor i nyere tid har plæderet for at embedsmændene især havde akademiske uddannelser bag adelen i stedet er blevet en ”afgrænset stand.” Der opereres her med begrebet ”smalle slægter”
sig, som oftest støttet af stipendier givet af tronen. Fokus på adelsfolkenes stigende forstået som at disse slægter har været mindre i antal og omfang.68
tendens til at uddanne sig, og til læsning og intellektuelle sysler generelt i standen fra allerede særligt 1400 tallet og fremefter i Skandinavien, har dertil været fremhævet i Ved tillige studiet af tidens donationer til eksempelvis kirker og klostre er det måske den nyeste forskning som en modpol mod tidligere antagelser om adelens hensygnen i hertil muligt at se hvem der udgjorde laget af høj- og lavadelige. Og dog, for det har tøjlesløs dekadence. Adelens læse- og skrivekyndighed ses endvidere af 1500-1600
været hævdet at det ikke nødvendigvis har været de rigeste som var patroner for kunst tallets adelsbreve, private breve skrevet af adelen selv, som er overleveret i et stort og udsmykninger i perioden. Axel Bolvig mener at der i senmiddelalderen ses et overtal antal. I forlængelse heraf menes det endvidere at fremme i 1600 tallet var en af de af motiver i kalkmalerier der ofte viser bøndernes verden, og at årsagen hertil skyldes væsentligste faktorer for ulighed i adelsstanden netop forskellen i uddannelse.74 Dette
”de sociale og landbrugsmæssige ændringer” som førte til ”skabelsen af en relativt velstillet og førte, ifølge Leon Jespersen, til at adelen i Danmark fra midten af 1500 tallet begyndte selvstændig fæstebondestand, der....trådte i karakter også i forhold til kirkerne og kalkmalerierne.” Det at dele sig i to lag. Det forudsættes således her at i perioden op til 1500 tallet var adelen er dog næppe fæstebondelaget, der har bidraget til kalkmalerierne som patroner, og det
”formelt set ikke lagdelt” ...”i modsætning til eksempelvis den svenske adel.”75 Hermed tænkes det at er dertil tvivlsomt om vi endog skal finde bidragsyderne i det øvre opadstræbende lag af 34
35
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 34
09-08-2021 12:49:54
Omvendt må det så fremhæves at situationen for adelen i Danmark forholdt sig bondesamfundet, eller på de laveste trin i lavadelens rækker. Selvom det har været bedre på netop disse områder, omend dog børnedødeligheden som nævnt også her udsagt i forskningen at der ikke synes at være nogle grænser for denne slags gaver, der gjorde sit. Hertil stod Danmark handelsmæssigt i en langt bedre position end Norge. De tilmed også kunne begave udenlandske kirker og klostre,69 så må det dog understreges at nordtyske købmænd sad tungt på handlen i Norge allerede ganske tidligt, mens de blot i Landskabslovene stadig var gældende i det undersøgte tidsrum, 1340-1559, og at der en kort periode fik monopol på eksempelvis det givtige Skåne-marked mens det bestod.
var grænser for hvor meget af et hovedlod der kunne tages bort fra arvingene og bruges Derfor fik den norske adel heller ikke del af indtægterne fra denne front. En anden på i stedet sjælegaver, på trods af at kirken ihærdigt forsøgte det anderledes som tidens forskel mellem Norge og Danmark var hertil den store politiske magt som Rigsråderne i diplomer vidner om. Men op til et halvt hovedlod kunne dog bortgives ifølge loven, og Danmark besad, modsat de norske.
det kunne selvfølgelig nok blive en formue.70 Andre studier viser at patronerne var af primært adelig byrd, omend dog enkelte borgerlige også skænkede udsmykning til Som nævnt bød især 1300 tallet og fremefter på økonomiske og demografiske kirker og klostre.71
udfordringer for adelen, som førte med sig at flere af de større adelsslægter gik under.
Hvad angår antallet af adelige i middelalderen, da har det været antaget at der har været Hvis der vendes tilbage til spørgsmålet om hvorledes det er muligt at skelne mellem en stigning i nye slægter i tiden 1300-1400 tallet, grundet blandt andet manglende høj- og lavadel, så kan dette tillige afgøres ved at se på hvilke slægter der havde arvinger i de gamle slægter,67 og det er da også som nævnt korrekt at børnedødeligheden mulighed for og økonomi til at sende deres afkom på uddannelse i udlandet, som i i perioden spiller en rolle. Ydermere tænkes det af Knud Prange at der har været et datiden må havde været en bekostelig affære. For selvom Ingesman mener at også
større ”gennemtræk” i adelen, hvormed Prange her mener at de adelige har giftet sig ind i lavadelsfolk kan havde været rekrutteret til endog bispeembeder,72 da har andre i stedet både borgerskab og bondestand, og i sidste instans endt i disse sociale grupper. Denne ment at det blot var højadelens sønner der kunne studere på de ganske dyre uddannelser tilslutter sig hermed Troels Dahlerups ide om åbningen mod bunden, hvorfra der i udlandet, og at lærde fra andre stænder blot blev latinlærere, skrivere eller strømmede nye lavadelsfolk ind, men tilsyneladende også den modsatte vej, ifølge landsbypræster.73 Denne udvikling synes at fortsætte ind i 1500 og 1600 tallet, hvor man denne hypotese. Denne proces mener Prange dog er stoppet fra 1536 og fremefter, hvor i nyere tid har plæderet for at embedsmændene især havde akademiske uddannelser bag adelen i stedet er blevet en ”afgrænset stand.” Der opereres her med begrebet ”smalle slægter”
sig, som oftest støttet af stipendier givet af tronen. Fokus på adelsfolkenes stigende forstået som at disse slægter har været mindre i antal og omfang.68
tendens til at uddanne sig, og til læsning og intellektuelle sysler generelt i standen fra allerede særligt 1400 tallet og fremefter i Skandinavien, har dertil været fremhævet i Ved tillige studiet af tidens donationer til eksempelvis kirker og klostre er det måske den nyeste forskning som en modpol mod tidligere antagelser om adelens hensygnen i hertil muligt at se hvem der udgjorde laget af høj- og lavadelige. Og dog, for det har tøjlesløs dekadence. Adelens læse- og skrivekyndighed ses endvidere af 1500-1600
været hævdet at det ikke nødvendigvis har været de rigeste som var patroner for kunst tallets adelsbreve, private breve skrevet af adelen selv, som er overleveret i et stort og udsmykninger i perioden. Axel Bolvig mener at der i senmiddelalderen ses et overtal antal. I forlængelse heraf menes det endvidere at fremme i 1600 tallet var en af de af motiver i kalkmalerier der ofte viser bøndernes verden, og at årsagen hertil skyldes væsentligste faktorer for ulighed i adelsstanden netop forskellen i uddannelse.74 Dette
”de sociale og landbrugsmæssige ændringer” som førte til ”skabelsen af en relativt velstillet og førte, ifølge Leon Jespersen, til at adelen i Danmark fra midten af 1500 tallet begyndte selvstændig fæstebondestand, der....trådte i karakter også i forhold til kirkerne og kalkmalerierne.” Det at dele sig i to lag. Det forudsættes således her at i perioden op til 1500 tallet var adelen er dog næppe fæstebondelaget, der har bidraget til kalkmalerierne som patroner, og det
”formelt set ikke lagdelt” ...”i modsætning til eksempelvis den svenske adel.”75 Hermed tænkes det at er dertil tvivlsomt om vi endog skal finde bidragsyderne i det øvre opadstræbende lag af 34
35
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 35
09-08-2021 12:49:54
tendensen til stigende ekskludering af lavadelen, som det har været hævdet af Ulsig, i I Harry Christensens studium konkluderes det generelt at materialet er for spinkelt til denne sene periode har nået et højdepunkt.
at kunne sige noget sikkert om de verdslige råder, men det ses at alder ikke har betydning, da unge kan placeres før ældre. Omvendt fremgår det at de rigeste og mest Adgangen, eller manglen derpå, til Rigsrådet, og dermed til den mindre snævre anseete, særligt hoffets rigsembedsmænd og ”højadelsfolk” har været placeret ganske højt forsamling af Råder i modsætning til det større Hof, kan endvidere anvendes til at sætte på vidneslisterne.79
en mulig afgrænsning mellem høj- og lavadel. Som tidens diplomer viser, da var Rigsrådet ofte besat af kongetro adelsfolk, i svære perioder endog mest af alt af folk Det er som før nævnt antaget i forskningen at laget af lavadelsslægter gradvist med familiære forbindelser ind i kongeslægten, og med andre former for relationer til svinder bort i løbet af senmiddelalderen, hvorunder hører den mulige opadstræbende kongefamilien. Adelsforskeren Harry Christensen har undersøgt vidneslisterne i tjenesteadel af måske tidligere bønder, hvis denne ide tages til efterretning. Lavadelen diplomer fra 1400 tallet for at afklare hvorledes datidens Rigsråd har været sammensat.
tænkes derfor helt at være forsvundet i slutningen af middelalderen, hvor kun få og Tanken hos Christensen har været, idet kilderne er fåtallige, at gå ad indirekte veje til at mægtige højadelsslægter er tilbage. Årsagen hertil er at finde dels i senmiddelalderens finde frem hertil:
kamp om ressourcer som følge af blandt andet landbrugskrise og dens eftervirkninger og dertil også grundet magtkampe internt i adelsstanden, forbundet blandt andet med
”En gammel, nok hvad man ville kunne kalde fiks ide hos mig – men i øvrigt en tanke, som ikke er vekslende loyaliteter og magtrelationer i forbindelse med konflikter forbundet med fremmed for modtageren af dette skrift- går ud på, at rådernes optræden i brevene, specielt deres rækkefølge, måtte kunne bidrage til spørgsmålet.”
kongehuset. Reaktionen på den økonomiske krise i 1300 tallet og fremefter tvang især 76
mindre godsbesiddere ud i pantsættelser, såvel som at mange lavadelsfolk endte som Simon Keynes har anvendt en lignende metode i dennes diplomatiske studier fra underordnede hos højadelen i takt med at sidstnævnte opkøbte lavadelens mindre godser 1980, så helt uholdbar er tilgangen vel ikke.77 Af Harry Christensens studier fremgår det og hovedgårde. Det er hertil hævdet at højadelen også vandt på deltagelse i at de danske breve viser at de samme mænd optræder på vidneslisterne i en bestemt udenrigshandelen i senmiddelalderen, hvoraf igen kan nævnes den skånsk-hallandske rækkefølge, og at Rigsrådet i 1400 tallet ses at være sammensat efter rang på følgende Thott-familie fra Varberg. Ladewig Petersen mener ydermere at i den sene del af 1400
vis; efter kongen kommer bisper, verdslige rigsembedsmænd, gejstlige abbeder, priorer tallet, og dermed efter cirka år 1440 hvor landbrugskrisen og de ændringer denne og provster, øvrige verdslige riddere samt endelig væbnere. Det ses endvidere at medførte tænkes at havde fundet et stabilt leje, har endvidere en øget landbrugseksport rådsmedlemmerne tilsyneladende er placeret efter hvornår de blev optaget i Rigsrådet.
betydet en yderligere økonomisk vækst for højadelen, eller magnatgruppen, en For eksempelvis biskoppegruppen er dette gældende i 47 tilfælde ud af hele 51, og der udvikling der især afspejles i denne adelsgruppes køb af jord. Dertil mener Ladewig er således blot fundet 4 undtagelser hvor der er sket brud på princippet. Men dette er Petersen at:
dog, ifølge Christensen, kun muligt at påvise for biskoppernes vedkommende, og forsøget på at opstille en ”normalrækkefølge” og orden for de verdslige rigsråder kommer
”aristokratiseringen af den danske højadel og de sociale skel over lavadelen må være dybt forankret i den efterfølgende til kort. Blandt andet fordi de verdslige rigsråder ikke altid alle er tilstede, økonomiske situation. Godssamlingsprocessen tjente højadelens produktion af korn og kvæg,”80
ofte af geografiske årsager, og det synes som om at blot verdslige råder fra en bestemt som det som nævnt er tænkt har været eksporteret til Tyskland og Nederlandene.
region har mødtes til rigsrådsmøderne i dette område. I modsætning hertil har det dog Den største årsag til lavadelens forsvinden synes dog at havde været forbundet med de også været fremhævet i forskningen at der var en tendens til at jyderne ikke var vel ældre adelsslægters stadige forsøg på, ikke blot at lukke for tilgangen til adelsstanden repræsenteret i Rigsrådet.78 Andre årsagsforklaringer kan derfor tillige tænkes.
fra bondestanden til lavadelsgruppen som antaget i forskningen, men hertil endvidere 36
37
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 36
09-08-2021 12:49:54
tendensen til stigende ekskludering af lavadelen, som det har været hævdet af Ulsig, i I Harry Christensens studium konkluderes det generelt at materialet er for spinkelt til denne sene periode har nået et højdepunkt.
at kunne sige noget sikkert om de verdslige råder, men det ses at alder ikke har betydning, da unge kan placeres før ældre. Omvendt fremgår det at de rigeste og mest Adgangen, eller manglen derpå, til Rigsrådet, og dermed til den mindre snævre anseete, særligt hoffets rigsembedsmænd og ”højadelsfolk” har været placeret ganske højt forsamling af Råder i modsætning til det større Hof, kan endvidere anvendes til at sætte på vidneslisterne.79
en mulig afgrænsning mellem høj- og lavadel. Som tidens diplomer viser, da var Rigsrådet ofte besat af kongetro adelsfolk, i svære perioder endog mest af alt af folk Det er som før nævnt antaget i forskningen at laget af lavadelsslægter gradvist med familiære forbindelser ind i kongeslægten, og med andre former for relationer til svinder bort i løbet af senmiddelalderen, hvorunder hører den mulige opadstræbende kongefamilien. Adelsforskeren Harry Christensen har undersøgt vidneslisterne i tjenesteadel af måske tidligere bønder, hvis denne ide tages til efterretning. Lavadelen diplomer fra 1400 tallet for at afklare hvorledes datidens Rigsråd har været sammensat.
tænkes derfor helt at være forsvundet i slutningen af middelalderen, hvor kun få og Tanken hos Christensen har været, idet kilderne er fåtallige, at gå ad indirekte veje til at mægtige højadelsslægter er tilbage. Årsagen hertil er at finde dels i senmiddelalderens finde frem hertil:
kamp om ressourcer som følge af blandt andet landbrugskrise og dens eftervirkninger og dertil også grundet magtkampe internt i adelsstanden, forbundet blandt andet med
”En gammel, nok hvad man ville kunne kalde fiks ide hos mig – men i øvrigt en tanke, som ikke er vekslende loyaliteter og magtrelationer i forbindelse med konflikter forbundet med fremmed for modtageren af dette skrift- går ud på, at rådernes optræden i brevene, specielt deres rækkefølge, måtte kunne bidrage til spørgsmålet.”
kongehuset. Reaktionen på den økonomiske krise i 1300 tallet og fremefter tvang især 76
mindre godsbesiddere ud i pantsættelser, såvel som at mange lavadelsfolk endte som Simon Keynes har anvendt en lignende metode i dennes diplomatiske studier fra underordnede hos højadelen i takt med at sidstnævnte opkøbte lavadelens mindre godser 1980, så helt uholdbar er tilgangen vel ikke.77 Af Harry Christensens studier fremgår det og hovedgårde. Det er hertil hævdet at højadelen også vandt på deltagelse i at de danske breve viser at de samme mænd optræder på vidneslisterne i en bestemt udenrigshandelen i senmiddelalderen, hvoraf igen kan nævnes den skånsk-hallandske rækkefølge, og at Rigsrådet i 1400 tallet ses at være sammensat efter rang på følgende Thott-familie fra Varberg. Ladewig Petersen mener ydermere at i den sene del af 1400
vis; efter kongen kommer bisper, verdslige rigsembedsmænd, gejstlige abbeder, priorer tallet, og dermed efter cirka år 1440 hvor landbrugskrisen og de ændringer denne og provster, øvrige verdslige riddere samt endelig væbnere. Det ses endvidere at medførte tænkes at havde fundet et stabilt leje, har endvidere en øget landbrugseksport rådsmedlemmerne tilsyneladende er placeret efter hvornår de blev optaget i Rigsrådet.
betydet en yderligere økonomisk vækst for højadelen, eller magnatgruppen, en For eksempelvis biskoppegruppen er dette gældende i 47 tilfælde ud af hele 51, og der udvikling der især afspejles i denne adelsgruppes køb af jord. Dertil mener Ladewig er således blot fundet 4 undtagelser hvor der er sket brud på princippet. Men dette er Petersen at:
dog, ifølge Christensen, kun muligt at påvise for biskoppernes vedkommende, og forsøget på at opstille en ”normalrækkefølge” og orden for de verdslige rigsråder kommer
”aristokratiseringen af den danske højadel og de sociale skel over lavadelen må være dybt forankret i den efterfølgende til kort. Blandt andet fordi de verdslige rigsråder ikke altid alle er tilstede, økonomiske situation. Godssamlingsprocessen tjente højadelens produktion af korn og kvæg,”80
ofte af geografiske årsager, og det synes som om at blot verdslige råder fra en bestemt som det som nævnt er tænkt har været eksporteret til Tyskland og Nederlandene.
region har mødtes til rigsrådsmøderne i dette område. I modsætning hertil har det dog Den største årsag til lavadelens forsvinden synes dog at havde været forbundet med de også været fremhævet i forskningen at der var en tendens til at jyderne ikke var vel ældre adelsslægters stadige forsøg på, ikke blot at lukke for tilgangen til adelsstanden repræsenteret i Rigsrådet.78 Andre årsagsforklaringer kan derfor tillige tænkes.
fra bondestanden til lavadelsgruppen som antaget i forskningen, men hertil endvidere 36
37
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 37
09-08-2021 12:49:55
grundet en generel ekskludering af hele den eksisterende lavadelsgruppe fra Noter til kapitel 2
adelsstanden.
39. K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 14, stk. 17.13, s. 222-223
40. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 8, s. 124.
41. L. Hermanson, 2000, s. 249.
42. K. Erslev, 1972, s. 219.
43. K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 14, stk. 42.12, s. 398-399.
44. K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 14, stk. 43.8 samt bog 14, stk. 45.1, s. 408 og 418.
45. K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 15, stk. 6.2-6.3, s. 506.
46. K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 11, stk. 5.3 samt bog 12, stk. 6.5, s. 14 samt 76.
47. H. Bekker-Nielsen, 1977, s. 168.
48. K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 14, stk. 43.5-43.6, s. 408.
49. K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 14, stk. 42.11, s. 398-399.
50. H. Bekker-Nielsen, 1977, s. 53.
51. T. Dahlerup, 1971, s. 20-21 samt 25.
52. T. Dahlerup, 1971, s. 38.
53. E. Ulsig, 1981, s. 156.
54. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 14, s. 126-127.
55. E. Ulsig, 1968, s. 114.
56. T. Dahlerup, 1971, s. 9-10, 13, 21 samt 34.
57. E. Ulsig, 1968, s. 89.
58. P. Skautrup, 1941, bog 1, kap. 4 og 5.
59. J.V. Jensen, 2001, s. 472.
60. G. Ilsøe, 1966, s. 321-322.
38
39
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 38
09-08-2021 12:49:55
grundet en generel ekskludering af hele den eksisterende lavadelsgruppe fra Noter til kapitel 2
adelsstanden.
39. K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 14, stk. 17.13, s. 222-223
40. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 8, s. 124.
41. L. Hermanson, 2000, s. 249.
42. K. Erslev, 1972, s. 219.
43. K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 14, stk. 42.12, s. 398-399.
44. K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 14, stk. 43.8 samt bog 14, stk. 45.1, s. 408 og 418.
45. K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 15, stk. 6.2-6.3, s. 506.
46. K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 11, stk. 5.3 samt bog 12, stk. 6.5, s. 14 samt 76.
47. H. Bekker-Nielsen, 1977, s. 168.
48. K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 14, stk. 43.5-43.6, s. 408.
49. K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 14, stk. 42.11, s. 398-399.
50. H. Bekker-Nielsen, 1977, s. 53.
51. T. Dahlerup, 1971, s. 20-21 samt 25.
52. T. Dahlerup, 1971, s. 38.
53. E. Ulsig, 1981, s. 156.
54. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 14, s. 126-127.
55. E. Ulsig, 1968, s. 114.
56. T. Dahlerup, 1971, s. 9-10, 13, 21 samt 34.
57. E. Ulsig, 1968, s. 89.
58. P. Skautrup, 1941, bog 1, kap. 4 og 5.
59. J.V. Jensen, 2001, s. 472.
60. G. Ilsøe, 1966, s. 321-322.
38
39
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 39
09-08-2021 12:49:55
61. E. Ladewig-Petersen, 2001, s. 428.
62. P. Enemark, 2001, s. 412.
63. E. Ulsig, 1968, s. 76-82.