Horisontér by Martin Møller Andersen - HTML preview

Noter

1. Ester vidste ikke hvem, hvornår eller hvordan. Hun vidste ikke hvem det var der havde skiftet hendes søster ud med en kopi. Hun vidste at det var sket før hendes fald fra taget, for det var efter hændelsen at hun havde opdaget det. Det nyttede ikke at spekulere på hvordan. Hvad hun dog var hundrede på var at hendes søster, Alda, ikke var hendes søster Alda. Det var de små ting, de små detaljer, der fortalte hende at den person som hun havde kendt var væk og det havde de gjort i snart et år.

Hun var ikke kommet synderlig til skade – en brækket arm og intet andet – dog havde hendes søster, den forlorne søster, været bekymret og dét havde været det første tegn: I de tolv år de havde kendt hinanden – hun regnede ikke de år der gik før man dannede sig en bevidsthed med, hun var nu seksten og Alda var sytten – havde hun aldrig set sin søster udvise bekymring. Men denne bekymring havde været et af mange tegn. Aldas personlighed havde ændret sig, ikke markant for ingen andre havde lagt mærke til det, men alligevel nok til at hun, Ester, havde luret at der var et eller andet der ikke helt stemte.

Ester var et rationelt menneske og tanken om at der havde været en erstatning, en ombytning, havde ikke været den første der havde vist sig og efter at den havde, var den blevet viftet bort da den trods alt havde taget form som barnagtig tankespind. Ester var nemlig ikke typen der ikke kunne kende forskel på fiktion og virkelighed men til tider, efter at beviserne og de åbenlyse tegn havde presset på, var man nødt til at give op for ikke at miste sin rationalitet til ønsketænkning. Hvad der var virkeligt var, at Alda ikke var Alda længere, og selvom at Ester var den eneste – bortset fra Alda selv og dem der stod bag – der vidste hvorledes det stod til, var det ikke ensbetydende med at det ikke var sket.

Og hvem var disse Dem? Det var et spørgsmål hun havde tænkt længe over, det fyldte en stor del af hendes samlede notater og nedskrevne tanker, hvilke hun havde i en bog med lås. Det var en dagbog, udadtil, hvilket jo var noget forældreenhederne kunne stå bag, dog begge med hver deres egne årsager: For moderen var det et tegn på personlig udvikling, dét at have en dagbog var en mulighed for at lære sig selv at kende, en metode hvorpå man kunne øve sig i formidlingen af éns følelser, eller det havde hun i hvert fald læst et eller andet sted; fra faderens synsvinkel var det at skrive i en dagbog blot en øvelse i det at skrive, at blive familiær med bogstaver, ord, sætninger og måske også de absurde komaregler der marede sproget, hvilke var egenskaber man kunne drage nytte af hele livet. Og derfor respekterede de begge de uskrevne konventioner der hørte til sådan en bog. Ester havde vidst at det var sådan de ville reagere, hvorfor det var for hende det perfekte medium til, i fred og ro, at få styr på hvad end det var der hændte omkring hende.

Hvem var disse De? fyldte som sagt en stor del af bogen, og med bogen menes der de indtil videre samlede værker. Hun havde lagt ud med en liste over hvem disse de kunne være men da listen var blevet genlæst, havde hun luret at hun havde været på vej mod et sted hun ikke burde: spekulation og gætværk. Det var vigtigt at holde hovedet koldt og udelukkende holde sig til det man kendte til. Så hun havde gemt spørgsmålet væk, hvilket ikke var ensbetydende med at hun havde glemt det, for når hun stødte på nyheder eller lignende om virksomheder der arbejdede på kloning, bioteknologi og alt det dér, skrev hun deres navn ned og til tider klistrede hun en artikel ind i bogen men så var det også dét, for hun var meget påpasselig med ikke at blive paranoid.

Paranoia var hendes fjende mere end hvem end der nu stod bag alt dette, og hun var derfor uhyre agtsom for hun kunne jo blive opslugt. Når hun til tider havde ladet tankerne og pennen vandre og derefter gennemlæst hvad hun havde skrevet, endte hun ofte med at tegne en knapt så vellykket tuborgklamme ved afsnittets side og et lille p, således at hun vidste, at hvad end der var blevet skrevet dér, så var det noget der skulle tages med et gran salt. Der blev arbejdet hårdt på ikke at bide på krogen.

Når en bog blev fyldt ud, gennemlæste hun den og kopierede hvad der kunne bruges over i en ny, således at hun altid havde et solidt fundament at arbejde ud fra. Gennemlæsning var et værktøj hun havde lært at læne sig op af, for éns tanker og idéer i nuet viste sig ofte, i fremtiden, at være ganske ubrugelige; kun en tåbe troede at hun havde ramt rigtigt første gang og Ester var på ingen måde en tåbe.

Det der fyldte mest var de små ting som Alda gjorde og ikke gjorde, de ting som hun mente skilte denne Alda ud fra den rigtige Alda, og selv hér var hun skeptisk over for hvad hun så og skrev, for en handling der måske var ulig den ægte Alda kunne jo blot være idiosynkratisk. Hun kendte det fra sig selv: Hvem som helst kunne til tider gøre noget der var ulig dem, hvilket jo ikke nødvendigvis betød at de ikke var dem selv; så Ester forsøgte udelukkende at forholde sig til gentagende handlinger, med andre ord kunne man sige, at hun læste, analyserede og fortolkede den nye Alda ganske som hun ville gøre en bog. Ligeledes måtte hun også tage højde for deres alder og at de begge, i denne periode, havde markante personlighedsskift forårsaget af hormoner og indtryk fra universet omkring der dag for dag udvidede sig.

Der var dog en ting hun ikke rigtigt kunne få styr på – udover det åbenlyse, selvfølgelig – og det var: Hvem skrev hun for? Hvem ville hun overbevise med dette arbejde? Ester vidste at næsten ingen gjorde noget for sig selv, at alle på et eller andet plan forsøgte at bevise noget over for andre, der var altid et mål. I starten fantaserede hun om at stå overfor en autoritet med alle sine bøger og beviser, at overbevise denne med retorisk perfektion hvorledes landet lå. Hun havde sågar anskaffet sig et spejl i menneskestørrelse således at hun kunne øve sig foran det. Der blev reciteret digte, monologer og enetaler; ikke fordi hun fandt noget af det synderligt interessant men fordi det var en glimrende måde at vænne sig til at lære større mængder tekst udenad. Ingen ville tage hende alvorligt hvis hun var nødsaget til hele tiden at skulle kigge på sine notater, nej, det var vigtigt at gøre et godt indtryk når hun engang i fremtiden skulle præsentere sin sag, og derfor havde hun også brugt tid på sin positur: Hun havde engang set et program hvor modeller lærte at gå strunkt med en bog balancerende på hovedet, og det tog hun til sig og ville man en dag have kommet til at gå ind i hendes værelse uden at banke på, ville chancen for at man fandt hende foran spejlet med den tykkeste bog man kunne finde i det lille hjem på hovedet, mens hun med stentorrøst reciterede digte, monologer eller enetaler samtidigt med at hun indøvede sin gestikuleren, have været ganske stor.

Med tiden blev hun dog i tvivl, ikke om Aldas identitet, nej, men om hvad hun ville få ud af det. Ligeledes præsenterede der sig et andet problem, for på trods af at Alda ikke var Alda, så havde hun lært at holde af Alda, ikke at hun ikke ville have sin rigtige søster igen men den falske var ikke så slem endda. En dag besluttede hun sig for at handle, for at lade sin dronning stå frit fremme i håb om at modstanderen bed på, og fortalte derfor den falske Alda at man udmærket godt vidste at hun ikke var den ægte Alda, men også at hun var blevet accepteret som en del af familien. Der var to grunde til dette, et: at lade dem vide – hvem end dem nu var – at hun udmærket vidste hvorledes landet lå, også selvom at hun ikke gjorde; b: at fortælle hendes nye søster at de ikke var fjender. Og dér skete der noget vigtigt der ændrede hendes tankegang, for reaktionen fra Alda var forbavselse og forvirring, to ting der ikke bare lige kan imiteres. Det gik op for Ester, at Alda måske ikke var klar over at Alda ikke var Alda.

2. [i]

MAKRO: Vi er næsten færdige.

– Jep.

MAKRO: Alma og hendes nærmeste er væk…

– Ja, jeg hørte om branden… er Hadžić på plads?

MAKRO: Ja.

– Så kan kan du godt trække din folk tilbage.

MAKRO: Fremragende.

– Sig til Mikkelsen at det skal med i nyhederne.

MAKRO: Jeg har allerede talt med ham. Han venter bare på vort signal.

– Hvad har han tænkt sig at sende ud i æteren?

MAKRO: Det vi havde aftalt. At den, kriminaliteten, er faldet tretten procentpoint, navnlig med hjælp fra de styrker vi har lånt sektoren.

– Fremragende, hvad med resten af listen?

MAKRO: Alle på listen er ordnet.

*

MAKRO: Må jeg lykønske Dem, åh mægtige Herre?

– Hvad fanden fabler du om?

MAKRO: Du er nu den mægtigste mand i byen.

– Er det gjort?

MAKRO: I den grad, jeg har lige fået tallene, du er den nye Kasserer.

– …

MAKRO: Byen er vor.

– Vor?

MAKRO: Undskyld, jeg mener din.

– Jeg tager røven på dig, selvfølgelig er den vor, du har sgu arbejdet lige så hårdt som jeg, og dét takker jeg dig for.

MAKRO: Tak, jeg mener, selv tak.

– Det manglede da bare. Jeg tror, at det er på tide, at vi åbner for…

MAKRO: Veuve Clicquot’en?

– Hold op med at savle, ja, Veuve Clicquot’en.

MAKRO: Fremragende. Jeg henter glas.

– Skide være med glas.

MAKRO: Op i røven med glas.

– Og bagefter synes jeg, at du skal tage hjem til familien; det er vist et stykke tid siden, at de har set dig.

MAKRO: Ja, det er det, tak.

– Nej, det er mig, der takker.

*

[ii]

BEATRIZ: Tillykke med forfremmelsen til direktør for Drusilla og Deres udnævnelse som byens Kasserer.

– Tak, det er pænt af Dem. Jeg havde nu forventet at blive direktør via mindre tragiske årsager…

BEATRIZ: Men De havde forventet det?

– Ja, det havde jeg, og det har aldrig været en hemmelighed. Jeg arbejdede side om side med Markus i mange år, der var konsensus, når det kom til emnet, om hvem der skulle tage over.

BEATRIZ: Hvad med posten som byens Kasserer?

– Hvad med den?

BEATRIZ: Markus havde den før Dem, og nu har De den.

– Ja?

BEATRIZ: Man kunne spørge sig selv, om det er en arvelig position? Det er trods alt et meget magtfuldt sæde, De er blevet valgt ind i. Er byen under et autokratisk styre?

– Autokratisk? he he, nej, overhovedet ikke. Til at starte med så sagde De jo selv, at jeg var blevet valgt…

BEATRIZ: Man…

– Må jeg tale færdig?

BEATRIZ: Ja, selvfølgelig, undskyld…

– Det gør ikke noget, jeg sætter pris på Deres ildhu. Jeg er blevet valgt ind i posten og i øvrigt, så er det ikke så magtfuld en position, som folk går og forestiller sig. Når man er byens Kasserer, er det ikke ensbetydende med, at man har uindskrænket magt. At man med impunitet kan gøre, hvad man vil. Konklavet har vetoret, og folk, der kender mig, ved, at jeg lytter til dém, der er omkring mig; dette er ikke et monodrama. Og i øvrigt må man ikke glemme, at en person i min position kan stilles for retten, skulle denne handle på måder, der er… ulegitime.

BEATRIZ: Hvad med Markus' død?

– Hvad med den?

BEATRIZ: Den kom meget pludseligt.

– Ja, det gjorde den. Selv i livets midte kommer døden, som man jo siger.

BEATRIZ: …

– …

BEATRIZ: Vi har på avisen lavet en bydækkende undersøgelse om, hvorledes borgeren forholder sig til Deres nyerhvervede magt, og det ser ikke godt ud. Det siges, blandt andet, at De er et hensynsløst menneske; hvordan har De med det?

– Hensynsløs, nej, det er jeg ikke. Realist, ja, i den grad. Jeg ved, at mennesket er tvesindet. Alle ”normale” mennesker er i bund og grund pacifister, ingen tvivl om det. Vi vil alle leve i fred og harmoni med hinanden og naturen. Problemet er bare, at det ikke er en mulighed, da vi konstant modarbejder os selv, og der er helt i orden, for uden modsætninger kan der ikke være noget fremskridt. Jeg er nemlig, som sagt, en realist, og jeg ved, at for at opnå noget som er til gavn for flertallet, for at opnå fremskridt, er man nødt til at træffe nogle valg, der måske ikke altid er lige populære. Jeg er i stand til at træffe disse beslutninger, det er mit talent, og det ved folk. Det er dérfor, at jeg er dér, hvor jeg er, hér. Jeg kender forskellen på, hvad jeg vil, og hvad der skal til, men det er ikke ensbetydende med, at jeg er hensynsløs. Stod det til mig, hilste man på hinanden med en udveksling af blomster, men desværre er det ikke en mulighed, endnu. Det er dét, jeg sigter efter, men jeg er også nødt til at se realistisk på det; der er folk, der modarbejder mig, os, folk der er drevet af grådighed og begær, men det er deres modstand, der presser mig til progressivitet, med deres modstand vil vi sammen ramme den gyldne middelvej. De er min drivkraft, dampen i mit maskineri. Og derved byens fremtid. Vi er alle byens fremtid. Og hvis De nu vil have mig undskyldt, der står en masse mennesker derude, som er ivrige efter at høre om mine beskedne planer for byen.

*

– Et kosmos, et land, en by hvor mennesket var frit. En by hvor kunstneren kunne kreere uden censur, hvor forretningsmanden kunne tjene sine penge uden at skulle give ufrivillige almisser, hvor lobbyisterne ej dikterede din livsstil. Dette var min ungdommelige drøm. Et helle hvor menneskets profit var hans og ej statens; et refugium hvor din sjæl var din egen og ikke en organisations. Et fristed hvor lov var baseret på logik og ej en bog. En oase hvor frugten var din, hvis du havde plantet træet; hvor pelsen var din, hvis du havde flået dyret; et sted hvor dine mønter var dine og ej den enlige moder, der ikke kunne få det til at køre rundt. Dette var min drøm, var. Jeg blev ældre. Drømmen om et helle døde ikke, men det skulle ikke længere være folkets refugium, men mit. Hvorfor skulle jeg arbejde for et folk, der i bund og grund var stupidt? Nej, jeg fik et nyt mål, jeg ville være en tyran, en despot, en diktator uden gode hensigter. Jeg er nu staten; jeg tager, hvad jeg vil og føler ingen skam. Din sjæl er godt nok din egen, jeg har ingen interesse i den, nu hvor guden blot er det monster, der kommer og tager de små børn, der ikke opfører sig pænt. Jeg har ikke udryddet religion, det lader jeg folket om, men det er ikke længere deres åg, opium er nu et valg. Staten vil jeg ej heller udrydde, det ville være selvdestruktivt. Jeg vil passe på jer, hvis I gør, hvad jeg siger. Jeg er ikke uden følelser, jeg vil vælge dét, der har jeres velbefindende for øje, altså, hvis det først og fremmest har mit. Nu er det vist tid til at møde folket, men før jeg træder ud på balkonen, lad mig lige sørge for at jakkesættet sidder, som det skal; lad mig lige rette på slipset, sådan, nej, jeg er ikke forfængelig, ikke fordi det er en synd, det er blot et spørgsmål om etos. Jeg er klar, lad ridderne danse[iii].

[i]. ”Man gør sig selv en tjeneste ved at have i mente, at på trods af at forfatteren selv har skrevet “drama“, så skal man anse det som et læsedrama fremfor et klassisk drama. [D]og kalder vi det et læsedrama ikke grundet de opførelsesmæssige vanskeligheder eller værkets struktur, ej heller fordi det ikke kan placeres inden for de rammer, der påkræves af det klassiske drama, [??????] er et læsedrama, udelukkende fordi det ikke er et “drama“.”

Ehrlichmann, K., (19??) ”Drama og Konsekvens”, s. iv, Akademeia.

[ii]. ”Spørgsmålet, om hvorfor forfatteren valgte at skrive sin egen udgave af det efterhånden polemiske interview fremfor at blot at bruge det oprindelige, er blevet stillet før. Svarene til dette er blevet vejet og fundet lette. Mit svar bygger jeg op omkring mit eget begreb: Entgrenzung (Fiktion og Virkelighed: Ægteskabet mellem Himmel og Helvede, (19??), red.). Ved at udskifte det ene interview med et andet, det ægte med det fiktive, udvider han grænsen, således at det ikke blot omfatter en kommentar og kritik af byens politiske liv og Kassereren, hvilket det jo udelukkende ville have gjort, hvis interviewet havde været verbatim et litteratim, […] men ligeledes giver en kommentar af dialogens modtagere. Dialogen gengiver ikke blot folkets frygt, men hvad der skal til, fra politikerens side af, for at dulme den.”

Althaus, K., (19??) ”F/V: Når det falske er mere sigende end det ægte”, s. 75, V.T. Forlaget.

[iii]. ”[Denne] henvisning til Montaguerne og Capuletterne er blot endnu et tegn på, hvorledes forfatteren afviger fra sin egen tråd, henviser for henvisningens skyld og ligeledes ikke har styr på sine begreber. Forsøget på at lede modtagerens tanker over på den totalitære stat mislykkes, da han i selv samme enetale, som denne henvisning afslutter, påpeger, at Kassereren ikke har i sinde at skabe sådan et regime. Karakteren ytrer: Din sjæl er godt nok din egen, jeg har ingen interesse i den; og: Jeg har ikke udryddet religion (…) opium er nu et valg. Karakteren viser ingen tendenser til den sociale mikroforvaltning, hvilken er en af de karakteristiske elementer hos totalitarismen, [det lader til, at] forfatteren blot har hørt stykket og derefter valgte at tage den med i et forsøg på at understrege sin intellektuelle kunnen.”

Bouchard, X., (19??) ”??????: Den dårlige forfatter”, s. 143, Die Tablette.

3. – Goddag hr. Kesef, jeg er Doktor Homais. Tag venligst plads.

– Goddag Doktor, tak.

– …

– …

– Jeg ser hér at De ønsker et par syntetiske øjne…

– Ja tak.

– Ingen grund til at takke mig endnu.

– …

– Papirerne fortæller mig, at De er langsynet og det er derfor De ønsker nye øjne, korrekt?

– Ja.

– Deres synsproblem kan ordnes uden at skifte øjnene ud, så med mindre at lægen, der har henvist Dem til mig, er en imbecil, så er jeg nødt til at gå ud fra at der ligger en anden årsag bag Deres ønske.

– Joh, altså…

– …

– …

– Lad os gemme det spørgsmål til senere. Har De tænkt over hvilken model De ønsker?

– Nej, ikke rigtig.

– Fint, lad os starte dér. En model der er meget populær hos mænd af, hvis jeg må være så fri, Deres alder, er røntgenøjne; med dem er det muligt at se gennem beklædning.

– Virkeligt? Er det muligt?

– Nej, jeg spøger.

– …

– Men nu ved jeg i det mindste at Deres ønske om nye øjne ikke bunder i nød men noget andet.

– …

– Lad mig fortælle Dem et par ting hr. Kesef. De fleste mennesker der træder ind på dette kontor gør det ikke grundet… biologisk nød. Nogle af mine klienter ønsker et produkt der kan gøre dem bedre til deres arbejde, så de kan få et forspring, være foran deres kollegaer. For andre er det et symbol på status, se hvad jeg har råd til, men langt de fleste søger min ekspertise grundet forfængelighed, og lad mig fortælle Dem en ting: Jeg er bedøvende ligeglad med hvorfor folk kommer til mig. Jeg sælger og installerer øjne, intet andet, hvorfor folk vil have disse er deres eget problem. Så fortæl mig, hvad er det De ønsker?

– …

– Hvilken gruppe hører De under? Vi har udelukket nød, så tilbage er der blot arbejde, status, eller forfængelighed.

– …

– …

– De to sidste.

– Status og forfængelighed, udmærket. Hvad De ønsker er et par øjne der ikke kun har en æstetisk værdi, men ligeledes viser at de er kunstige og derved Deres økonomiske stand, korrekt?

– Korrekt.

– Fremragende. Lad mig foreslå denne model…

– …

– Dette er Uraeus-K de-Lux øjet. Som De kan se så er senehinden ikke kridhvid, det bliver derfor ikke helt så syntetisk at se på, hvilket jo ofte har den modsatte effekt end den De søger, den uhjemlige dal og alt det dér. Vi kan med denne model give den, hinden, en svag tone af en anden farve således at man lige kan ane at der er et spil med lyset; lilla er meget populær af en eller anden årsag. Tag et kig på irissen… flot ikke?

– Meget.

– Dette er standard mønsteret, hvis De vælger denne model vil vi sammen finde frem til det mønster der passer Dem bedst.

– Den skinner…

– Ja, det er pupillen, personligt syntes jeg at det lige er i overkanten, men folk er meget glade for denne lille detalje.

– Hvad kan det?

– Hvad det kan? Øjet? Ikke noget specielt, altså Deres syn vil altid være perfekt men ellers så kan det ikke noget. Dét De betaler for er designet og håndværket, og mærk Dem min Herre mine ord, kvalitet er noget man gerne vil betale lidt ekstra for, især når det kommer til øjne. Det kan ikke understreges nok. Men hvis De ønsker noget der ”kan noget” så forslår jeg Platin modellen, også et Uraeus-K produkt.

– …

– Som De kan se så ligner de to modeller hinanden udadtil, men med Platin får De en masse ekstra ting med, med andre ord så “kan det noget”. For eksempel, så kan det fremkalde et ur oppe i højre side af Deres synsfelt, typen af ur vælger De selv, og siden øjet altid er opkoblet Satnettet, jamen, så er uret altid præcist. Det kan gøre brug af Polis Positionerings Systemet, PPS; den har også zoom samt flere forskellige filtre.

– Hvad med…

– Prisen? Hvis De spørger så har De ikke råd.

– …

– Jeg spøger, vi kan sagtens finde ud af en ordning. Så De vælger altså Platin modellen?

– Ja tak.

– Godt, vi skal selvfølgelig lige have lavet et par enkelte prøver på Dem, samt have målt Deres øjenhuler et cetera før jeg kan bestille et par hjem.

– …

– Der går et par uger. De får besked når de ligger klar til Dem.

4. ALMA: Schenck, du er her stadig, ser jeg.

SCHENCK: Ja, det er jeg Frøken.

ALMA: Kald mig bare Alma.

SCHENCK: Javel.

ALMA: Det har godt nok ændret sig meget, huset; jeg er ikke sikker på. at jeg er så glad for disse malerier og statuetter. De er en smule…

SCHENCK: Stødende?

ALMA: Mildt sagt.

SCHENCK: Det er kun her i vestibulen, at vi har dem. Herren havde et forskelligt design til næsten hvert rum. Som De kan se, ser det ganske anderledes ud her i hallen. Herren kaldte denne indretning, hvis man kan kalde den dét, for porno déco. Vi havde meget besvær med de to statuer ved trapperne[iv]. De første par gange vi fik dem hjem, var de ikke… veludrustede nok. Den tredje gang var de ikke erigerede nok. Herren sagde, at hvis han ville se på en “halvfed,” så kunne han lige så godt “smække en elastik om sin egen og stille sig foran spejlet.” Fjerde gang lykkedes det dog; Herren var meget tilfreds. Til venstre har vi, som De måske husker, biografen og biblioteket. Dog er cirka halvdelen af sæderne i biografen fjernet, således at ”gæsterne kunne få frit spil, skulle lysterne pible frem.” Biblioteket er det samme, som det altid har været, dog blev der bygget et mindre rum til, så Herren havde plads til sin egen lille forborgne samling. Til højre har vi køkkenet og spisesalen. Køkkenet ligner sig selv, spisesalen er dog fuldstændig ændret, det var for upersonligt og koldt. Herren har… måske er det lettere at vise Dem det… som De ser, fortrak Herren et lectus arrangement; gennem den lille dør til højre finder De en mindre version af denne stue til de mere intime forsamlinger. Til venstre har vi gangen, der fører til køkkenet og tjenestefolkets…

ALMA: Du ser ud til at være den ældste af tjenestefolket Schenck, ham dér kan ikke være mere end seksten…

SCHENCK: Fjorten, Frøken, han er fjorten. Herren mente, at erfaring var overvurderet, og at frisk ler altid var at fortrække. Garagen ligger på den anden side af køkkenet. Skal vi gå ovenpå?

ALMA: Ok.

SCHENCK: Fremragende… til højre finder De alle gæsteværelserne, foran Dem er døren til balkonen, der har udsigt til haven og alle dens mange skulpturer samt irhaven, og hér til venstre har vi Deres faders, undskyld, Deres soveværelse. Ja, det er en prægtig himmelseng; alle dem, der byggede den, var nøgne, et krav fra Herren. Som De kan se, så er der store mængder skabsplads, så det skal De ikke bekymre Dem om. Gennem døren hér finder De Deres kontor og på den anden side af den, finder De den øverste etage af biblioteket.

ALMA: Jeg vil have alt det svineri væk. Huset skal renses.

SCHENCK: Alt, Frøken?

ALMA: Ja alt, skulpturerne, malerierne, især malerierne; er det overhovedet lovligt at besidde sådanne billeder?

SCHENCK: Deres fader var direktør for et af de største virksomheder i byen; det kom med nogle goder. Men for at svare på Deres spørgsmål, så: Ja, det er lovligt. Hvad skal vi gøre med alt det, der skal væk?

ALMA: Kan vi ikke smide det ned i kælderen til at starte med, den er der vel stadigvæk?

SCHENCK: Joh, det er den. Hvis De vil derned, skal De bare tage elevatoren dér.

ALMA: En elevator i soveværelset?

SCHENCK: Ja, Herren var meget glad for kælderen og instrumenterne i den.

ALMA: Instrumenterne?

SCHENCK: Ja, vil De se dem?

ALMA: Nej tak, jeg springer over.

SCHENCK: En skam, Herren var, som sagt, ellers meget glad for dem. Var der andet, Frøken?

ALMA: Kald mig Alma.

SCHENCK: Herren sagde ellers noget lignende i sin tid. Jeg lærte at holde en hvis distance.

ALMA: Jeg er ikke ham.

SCHENCK: Hvis jeg må være så fri, det siger alle, selv jeg og jeg er lige præcis den mand, min fader var.

*

ALMA: Sæt dig ned, Admir.

ADMIR: Tak.

ALMA: Hvorledes står det til?

ADMIR: Ikke godt og det har det ikke gjort et stykke tid. Aktierne er holdt op med at dale, men de er stadig på det laveste punkt i næsten tyve år. Kriminaliteten i bydelen[v] er ustyrlig høj, især omkring havnen. Vore styrker har forsøgt at slå den ned, dog uden held.

ALMA: Hvad foreslår du?

ADMIR: Sælg.

ALMA: Undskyld?

ADMIR: Sælg.

ALMA: Men det kan jeg ikke…

ADMIR: Du har ikke noget valg. Hvis du sælger nu, vil du få nok til at kunne leve et ganske behageligt liv, dog ikke som Tiberius, men ganske behageligt alligevel.

ALMA: Jeg agter ikke at leve som ham.

ADMIR: …

ALMA: Men jeg kan ikke sælge.

ADMIR: Det er ikke kun kriminaliteten, vi har et problem med. Mange af vore forbindelser er nærmest væk.

ALMA: Hvordan? Vi ejer to tredjedele af Arkadias havne.

ADMIR: Dårlig reklame går jeg ud fra; vi mistede en del af de mere “etiske” kunder, efter at nyhederne om Tiberius kom op til overfladen. Vi forsøgte, at lægge låg på dem, men det skulle vi aldrig have gjort, det gjorde det kun værre. For de andre af vore tidligere klienter var vi simpelhen ikke “uetiske” nok. Vi har også haft problemer med at kunne sørge for sikkerheden, det har heller ikke hjulpet på det hele. Lang de fleste af dem er rykket over til Kollektivet.

ALMA: Hvorfor har jeg intet hørt om dette?

ADMIR: Du har levet i en anden verden, ifølge mine kilder.

ALMA: …

ADMIR: Sælg.

ALMA: Du er lidt for glad for hele salgskonceptet.

ADMIR: Hør, uanset hvad, så sælger jeg min andel; jeg har i forvejen tabt nok, og jeg har en familie at tænke på. Jeg selv har tænkt mig at sælge til Markus’ hunde.

ALMA: Jamen, hvad nu hvis de har stået bag alt dette.

ADMIR: Dét har de uden tvivl, og det er dérfor, at jeg sælger til dem; hvis de er villige til at sætte så stort et maskineri i gang, så må de også være villige til at betale en pæn pris.

ALMA: Jamen, hvorfor kan vi så ikke sælge til Kollektivet fremfor Drusilla?

ADMIR: Fordi Kollektivet nok ikke vil købe; de fleste af vore forhenværende kunder har de jo fået ganske ”gratis”. Hvorfor skulle de betale for dem nu? Drusilla derimod ønsker at købe, og det er jo til vor fordel.

ALMA: Sælge, siger du…

ADMIR: I dén grad, men hvad du ikke bør gøre er, at godkende det første beløb de kaster efter dig. De vil også gerne have det hér overstået. Hvad de har gang i koster kassen. Der er mange mennesker involveret, og ingen af disse arbejder gratis; der er en grænse for, hvor lang tid de kan holde ud. Det er til tider dyrere at holde et maskineri i gang, end det er at bygge det.

ALMA: Hvorfor venter vi så ikke?

ADMIR: Fordi de har efterhånden flere ressourcer, end vi har. På papiret er det stadig dig, der bestemmer; bydelen er din, så at sige, og de vil have deres eget navn på det papir og derfor, lige præcis dérfor, kan du kræve at få en ordentlig pris for det. Du skal også huske på, at dette er, for Drusilla, den eneste vej ind i Arkadia, den eneste måde de ville kunne få et fodfæste, der er godt nok til at kunne konkurrere med Kollektivet.

*

ADMIR: Jeg har lige fået tallene