I de seneste årtier er idéen om livslang læring blevet fremherskende i uddannelsespolitik og uddannelsessystem. Ud fra et livsfilosofisk perspektiv kan det være relevant at supplere med en idé om livslang aflæring.
Idéen om livslang læring har et fokus på læring af bestemte kompetencer. Dette fokus er knyttet til et bestemt videns- og kompetenceideal. Det gælder så vidt muligt om at have så mange og så gode personlige, professionelle og faglige kompetencer.
Når vi taler om livslang aflæring, flytter vi fokus over mod et visdomsideal. I den forbindelse skal efterstræbelsen af visdom forstås som baseret på en særlig aflæring. Nemlig af vaner, indbildninger og bindinger.
Lige siden Sokrates, Buddha og Laozu har livsfilosofien hævdet, at det gode liv er baseret på aflæring af vores dyriske begær samt på aflæring af de illusioner og indbildninger, som vi har det med at overtage fra vores sociale liv.
På denne baggrund må den livslange læring også afbalanceres af en livslang aflæring. Den livslange læring er snævert knyttet til en forståelse af pædagogikken som en teknologi. Det vil sige en optimering af det enkelte menneskes ressourcer gennem udvikling af dets kompetencer. Den livslange aflæring er derimod knyttet til en forståelse af pædagogikken som en livskunst. Det vil sige som en visdomsbaseret udvikling af det enkelte menneskes evne til at håndtere livets udfordringer og opnå et godt liv.