64. E. Albrectsen, 2000, s. 100.
65. E. Albrectsen, 2000, s. 102-103.
Herremand og hirdmand
66. N. Hybel, 1988, s. 325.
67. K. Prange, 2001, s. 33.
68. K. Prange, 2001, s. 40.
Som fremført af Aksel E. Christensen så har forskningen i herremandsstanden især 69. L. Bisgaard, 2001, s. 209-210.
været optaget af èn stor problemstilling, nemlig klarlæggelsen af hvorvidt en herremand var at forstå som en hærmand, altså en milites, eller om denne i stedet er at se som en 70. E. Kroman, 1945, bd. 2, kap. 8, s. 231.
”herres mand”? Man kunne tilføje; eller begge dele? Hvis der ses på kildeudsagnene, da 71. H. Christensen, 2001, s. 232.
ses omtalen af herremænd i flere kilder, eksempelvis i forordninger og håndfæstninger.
72. P. Ingesman, 2001, s. 269.
Men hovedkilderne til forståelsen af herremanden er dog særligt Jyske Lovs ledingsbestemmelser. Selvom det blot er i Jyske Lov, kapitel 15 i bog 3, at der ses en 73. H. Christensen, 2001, s. 225.
direkte omtale af en herremand, hærræman, så er det udbredt i forskningen at antage at 74. L. Jespersen, 2001, s. 371.
en herremand tillige må være identisk med de i kapitel 7 og 8 i Jyske Lov, bog 3 omtalte 75. L. Jespersen, 2001, s. 371.
mænd. Af kapitel 7 ses følgende bestemmelser:
76. H. Christensen, 1988, s. 209.
”Vm konings mæn oc biscops. Hwor thær konings mæn oc biscops mæn æræ. hwat heldær the hauæ eth bo eth fleræ. tha æræ the scyldigh ath hauæ full wapen. oc faræ i lething a theræ eghnæ kostæ. Æn sithæ 77. S. Keynes, 1980.
the hiemmæ vten laghæ forfalth æth orloff. gialdæ koning aff hwær gaerth en thrithings hafnæ. æth 78. H. Christensen, 1988, s. 211 samt 216-217.
wæIIræ innæ bondæ af han wyl ey gialdæ sum saght ær.”81
79. H. Christensen, 1988, s. 217 samt 220.
Af tekststykket ses det således at kongens og biskoppens mænd skal bære fuld våben 80. E. Ladewig-Petersen, 1966, s. 239-240.
og fare i leding på egen bekostning, og undlader de dette, da er straffen for ledingsforsømmelserne at betale tredingshavne af hver gård de ejer. Gøres dette ikke, falder de i rang til innebonde. Der vendes tilbage til ledingssanktionerne i gennemgangen af skatteleding og frelse. Et indblik i hvorledes kapitel 7 i Jyske Lov kunne foregå i praksis i biskoppedømmerne haves fra biskop Gunner af Viborgs levned, skrevet i Øm kloster antageligt ikke længe efter biskoppens død i 1251. Heri ses at: 40
41
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 41
09-08-2021 12:49:55
”Når kongen udbød leding, anvendte Gunner så stor omhu på dem af sine folk, som han måtte stille til For selvom det ofte har været hævdet at fyrstelensmændene, og dermed de kongelige hæren, at han sørgede for fuld mands våben og panserede krigsheste til hver enkelt, og selv holdt han frænder og andre adelsfolk, rådede over ledingshæren i eget len, og dermed også fik regnskab over alle deres udgifter og fornødenheder.”82
overdraget denne rettighed fra kongen, så er dette muligvis først en senere innovation, Det ses af det citerede tekststykke at biskoppen selv forestod at udruste krigerne i og der sås eksempelvis mellem kongemagten og hertugerne af Sønderjylland, som var et bispedømmet, og det må forstås af ordvalget at der her har været tale om herremænd.
af de første fyrstelen givet til Valdemar Sejrs børn, gentagende konflikter om netop Ifølge kapitel 7 i Jyske Lov, bog 3 skulle biskoppens mænd ellers som nævnt selv sørge dette militære spørgsmål, idet kongemagten, lig ordlyden i Jyske Lov, forventede at for fuld udrustning og ”fare i leding på egen bekostning og tage deres sold,” så det forstås af hertugen og undersåtter indgik som en del af den kongelige ledingsflåde, mens omvendt ovenstående hyldestskrift til biskoppen at denne har været ganske generøs. Det ses hertugen ønskede flere af de kongelige regalier overført til hertugen. Dette fremgår tillige at herremændenes hær var et kavalleri. Selvsamme biskop angives iøvrigt tillige i eksempelvis af en kilde fra år 1254, der kunne give et muligt indblik i hvordan det dette værk at havde været til stede ved mødet i Vordingborg år 1241, hvor Jyske Lov kongelige ledingsudbud har skullet fungere i forhold til hertugen af Sønderjylland. Af blev nedskrevet og det fortælles ovenikøbet at kongen ved udarbejdelsen af loven ”tog brevet ses det at kong Kristoffer 1 giver Valdemar, søn af Kristoffers bror, Abel, for største delen hans [Gunners] råd til følge.”83
hertugdømmet i Slesvig, på følgende betingelser:
Næste tekststykke omhandlende herremændene i Jyske Lov er kapitel 8, hvoraf det
”idet han gav ham hertugdømmet Sønderjylland, der også kaldes Slesvig, i hænde med Banneret som len, fremgår:
så at han skulle være Riget huld og tro og forpligtet til tjeneste, når han tilsagdes. Han skulle sidde i Rigens Råd og være Rigets fyrste. Fra Urne landsting og fra ham skulle der appelleres til Riget. Når
”Hwo mæn ma taghæ. Koning ma sægh mæn taghæ yuær alt hans rigi i hwylk skipæn sum han wyl. oc leding og skibsfærd udbødes, skulle undersåtterne i Fyrstedømmet følge kongen. Dog blev det ikke hærtogh i hans hertogh dom. oc andræ konings børn. æth frendær. æth greuær. taghæ ey mæn vtæn theræ udtrykkeligt skrevet i brevet, hvorvidt han skulle have lenet som arveligt len eller ikke.”85
ræth. oc theræ eghæn lææn. Æn bispær sculæ och ey mæn taghæ vdæn theræ biscops dom.”84
Teksten er fra Hvitfelds Cronologia, en samling diplomer nedskrevet af Hvitfeld selv Der opnås således et indblik i hvem der kan ”tage” herremænd, nemlig foruden baseret på nu tabte kilder, og det har længe været debatteret hvorvidt den sidste sætning kongen, biskopperne, hertugen [af Sønderjylland], greverne samt kongens frænder.
i brevet ikke er Hvitfelds egen bemærkning, snarere end en passage fra den oprindelige Dette sidste henviser angiveligt til de mange fyrstelen, som kongerne udstedte. Hvor tekst. Den resterende tekst tænkes dog som en valid kopi, og det ses, her 13 år efter kongen ifølge loven må udtage herremænd overalt i Kongeriget, da måtte biskoppen og Jyske Lovs udstedelse, at hertugdømmet stadig tænkes at udgøre en del af den hertugen kun tage mænd i deres eget henholdsvis biskoppe- og hertugdømme.
kongelige ledingsflåde og være underlagt kongens ledelse, som loven ville det. Men Spørgsmålet er endvidere om fyrstelensmændene fik overdraget ledingsrettighederne, denne idealsituation forblev ikke i praksis, og fremme i år 1295 høres det i et værnebrev både over udgærdsleding og skatteleding? Det er særligt i studiet af Kong Valdemars udstedt af Hertug Valdemar II af Slesvig/Sønderjylland til Trinitatiskirken i Slesvig, at: Jordebog og dennes lakuner, hvoraf det vides fra andre kilder at flere af disse udeladte områder i jordebogen har være givet bort som fyrstelen, eksempelvis Lolland. Når disse
“Vi tilstår samme kirke dette gods, frit og undtaget af være til evig tid for al ledingstynge, ombudsmandskrav, inne, stud, kværsæde og alle ydelser, byrder og tjenester, som vides at tilhøre vor ret områder ikke er medtaget i kongens regnskab over skatteledingsindtægterne og andre såvel på landet som også i staden.”86
indtægter må det således betyde at andre har overtaget disse rettigheder fra kongen.
Men betød det også at rettighederne over ledingen blev bortgivet, herunder indtægterne Tilsyneladende har de mange tvister sent i 1200 tallet mellem hertugdømmet og fra og strafudøvelsen over de herremænd der undlod at stille når leding blev udbudt?
kongemagten åbnet op for at fyrstelensmændene generelt har overtaget 42
43
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 42
09-08-2021 12:49:55
”Når kongen udbød leding, anvendte Gunner så stor omhu på dem af sine folk, som han måtte stille til For selvom det ofte har været hævdet at fyrstelensmændene, og dermed de kongelige hæren, at han sørgede for fuld mands våben og panserede krigsheste til hver enkelt, og selv holdt han frænder og andre adelsfolk, rådede over ledingshæren i eget len, og dermed også fik regnskab over alle deres udgifter og fornødenheder.”82
overdraget denne rettighed fra kongen, så er dette muligvis først en senere innovation, Det ses af det citerede tekststykke at biskoppen selv forestod at udruste krigerne i og der sås eksempelvis mellem kongemagten og hertugerne af Sønderjylland, som var et bispedømmet, og det må forstås af ordvalget at der her har været tale om herremænd.
af de første fyrstelen givet til Valdemar Sejrs børn, gentagende konflikter om netop Ifølge kapitel 7 i Jyske Lov, bog 3 skulle biskoppens mænd ellers som nævnt selv sørge dette militære spørgsmål, idet kongemagten, lig ordlyden i Jyske Lov, forventede at for fuld udrustning og ”fare i leding på egen bekostning og tage deres sold,” så det forstås af hertugen og undersåtter indgik som en del af den kongelige ledingsflåde, mens omvendt ovenstående hyldestskrift til biskoppen at denne har været ganske generøs. Det ses hertugen ønskede flere af de kongelige regalier overført til hertugen. Dette fremgår tillige at herremændenes hær var et kavalleri. Selvsamme biskop angives iøvrigt tillige i eksempelvis af en kilde fra år 1254, der kunne give et muligt indblik i hvordan det dette værk at havde været til stede ved mødet i Vordingborg år 1241, hvor Jyske Lov kongelige ledingsudbud har skullet fungere i forhold til hertugen af Sønderjylland. Af blev nedskrevet og det fortælles ovenikøbet at kongen ved udarbejdelsen af loven ”tog brevet ses det at kong Kristoffer 1 giver Valdemar, søn af Kristoffers bror, Abel, for største delen hans [Gunners] råd til følge.”83
hertugdømmet i Slesvig, på følgende betingelser:
Næste tekststykke omhandlende herremændene i Jyske Lov er kapitel 8, hvoraf det
”idet han gav ham hertugdømmet Sønderjylland, der også kaldes Slesvig, i hænde med Banneret som len, fremgår:
så at han skulle være Riget huld og tro og forpligtet til tjeneste, når han tilsagdes. Han skulle sidde i Rigens Råd og være Rigets fyrste. Fra Urne landsting og fra ham skulle der appelleres til Riget. Når
”Hwo mæn ma taghæ. Koning ma sægh mæn taghæ yuær alt hans rigi i hwylk skipæn sum han wyl. oc leding og skibsfærd udbødes, skulle undersåtterne i Fyrstedømmet følge kongen. Dog blev det ikke hærtogh i hans hertogh dom. oc andræ konings børn. æth frendær. æth greuær. taghæ ey mæn vtæn theræ udtrykkeligt skrevet i brevet, hvorvidt han skulle have lenet som arveligt len eller ikke.”85
ræth. oc theræ eghæn lææn. Æn bispær sculæ och ey mæn taghæ vdæn theræ biscops dom.”84
Teksten er fra Hvitfelds Cronologia, en samling diplomer nedskrevet af Hvitfeld selv Der opnås således et indblik i hvem der kan ”tage” herremænd, nemlig foruden baseret på nu tabte kilder, og det har længe været debatteret hvorvidt den sidste sætning kongen, biskopperne, hertugen [af Sønderjylland], greverne samt kongens frænder.
i brevet ikke er Hvitfelds egen bemærkning, snarere end en passage fra den oprindelige Dette sidste henviser angiveligt til de mange fyrstelen, som kongerne udstedte. Hvor tekst. Den resterende tekst tænkes dog som en valid kopi, og det ses, her 13 år efter kongen ifølge loven må udtage herremænd overalt i Kongeriget, da måtte biskoppen og Jyske Lovs udstedelse, at hertugdømmet stadig tænkes at udgøre en del af den hertugen kun tage mænd i deres eget henholdsvis biskoppe- og hertugdømme.
kongelige ledingsflåde og være underlagt kongens ledelse, som loven ville det. Men Spørgsmålet er endvidere om fyrstelensmændene fik overdraget ledingsrettighederne, denne idealsituation forblev ikke i praksis, og fremme i år 1295 høres det i et værnebrev både over udgærdsleding og skatteleding? Det er særligt i studiet af Kong Valdemars udstedt af Hertug Valdemar II af Slesvig/Sønderjylland til Trinitatiskirken i Slesvig, at: Jordebog og dennes lakuner, hvoraf det vides fra andre kilder at flere af disse udeladte områder i jordebogen har være givet bort som fyrstelen, eksempelvis Lolland. Når disse
“Vi tilstår samme kirke dette gods, frit og undtaget af være til evig tid for al ledingstynge, ombudsmandskrav, inne, stud, kværsæde og alle ydelser, byrder og tjenester, som vides at tilhøre vor ret områder ikke er medtaget i kongens regnskab over skatteledingsindtægterne og andre såvel på landet som også i staden.”86
indtægter må det således betyde at andre har overtaget disse rettigheder fra kongen.
Men betød det også at rettighederne over ledingen blev bortgivet, herunder indtægterne Tilsyneladende har de mange tvister sent i 1200 tallet mellem hertugdømmet og fra og strafudøvelsen over de herremænd der undlod at stille når leding blev udbudt?
kongemagten åbnet op for at fyrstelensmændene generelt har overtaget 42
43
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 43
09-08-2021 12:49:55
ledingsrettighederne i disses len som det synes at fremgå af senere kilder, hvilket især magnatgruppens ejendomme, mente at den omtrentlig eneste kilde til herremændenes blev bestyrket af at mange forleninger begyndte at gå i arv til sønner. Det var i øvrigt besiddelser var Kong Valdemars Jordebogs Falsterliste, følgende her Kristian Erslev.91
primært rigsråds-adelen der var indehavere af fyrstelenene tillige med kongefrænderne, Af Falsterlisten ses 74 navngivne mænd, der ifølge Erslevs opfattelse var at identificere i al fald i det sene 1300 til 1400 tallet.87
som hørende til herremandsstanden. På trods af at disse 74 mænd hørte til de større godsbesiddere på øen, da havde godt halvdelen af disse 74 falstringe, ifølge Erslev, ikke Som omtalt før da skulle herremændene selv dække udgifterne til disses deltagelse i engang gårde der i omfang levede op til Jyske Lovs krav til en normalejendom, eller de adelsledingen. I Jyske Lov, bog 3, kapitel 7, Codex Holmiensis manuskriptet, tilføjes beregninger som tillige er gjort i forskningen for at stadfæste hvor stor en det endvidere at herremændene mod at bekoste deltagelsen i ledingstogtet, vil modtage normalejendom på Falster har været, eksempelvis Svend Aakjærs beregninger og mæce,88 der som oftest ses oversat med sold. Den vanlige udlægning af termen sold i sammenligninger med sjællandske ejendomme.92 Erik Ulsig mener hertil at forskningen er at anse denne som en betaling til et følge af mænd, der har indvilliget i at herremændenes skyld og besiddelser generelt på denne liste viser at disse omtrentligt deltage i et togt mod at få en andel af afkastet fra plyndringer og tribut. Dette ses har været som bønder at regne, og Falsterlisten kan således ydermere påvise at eksempelvis at havde været anvendt i allerede vikingetiden hvor deltagerne i togter til herremandsstanden kunne være særdeles fattig.93
udlandet modtog sold finansieret gennem blandt andet Danegeld. Sture Bolin har en anden udlægning af Jyske Lovs term, mæce. Ifølge Bolin har mæce snarere været en Andre igen har ment at herremændene havde ganske andre fornemme aner og at form for fast aflønning mere end blot en arbitrær udbetaling af afkast i forbindelse med disse udgjorde en form for ”udvidet hird” der blev rekrutteret fra ”en kreds af store slægter, togterne.89 Hos Saxo ses det latinske ord ”stipendium” tillige oversat med sold, men mægtige ved godsbesiddelse, ved slægtsskab indbyrdes, samt ved betroede statserhverv.”94 Det synes stipendium anvendes her dækkende et bredt spektrum af betalinger for udført militær dog at være den sidste gruppe af adelsfolk der her mest af alt blev refereret til, idet det tjeneste, det være sig i forbindelse med deltagelse i private ledingstogter, lith eller i blev videre forudsat at disse var ”kun Kongens tjenestemænd og landets embedsmænd; deres funktionen som hirdmand. Et eksempel på udbetalingen af stipendium høres om hos begunstigelse var kun grundet i denne deres stilling.”95 Af anden mening var J. Kinch, der i igen Saxo, som fortæller af en af kongens regis militiam, Plov, mødte op hos kong Erik dennes værk Om den danske adels udspring fra thinglid, argumenterede for at Emune i Ribe for at modtage denne ydelse.90 Af denne titulering, samt tillige ud fra den herremandsklassen havde direkte rødder i Knud den Stores Thinglith, omtalt i Sven øvrige kontekst, må det udlægges at dette stipendium har været givet til en kongelig Aggesens udgave af Vederloven, idet Kinch, modsat den store skare af historikere, kriger, og der er i oversættelsen valgt termen ”kongens hirdmand” for regis militiam. Helt godtog Vederlovens eget udsagn om at denne regelsamling havde sit oprindelige ophav unikt høres endog i Gesta Danorum at den danske kong Sven plyndrer en russisk flåde tilbage i det tidlige 11.århundredes vikingetid. Ifølge Kinch var der allerede i midten af for at kunne betale sold til dennes mænd. Studier af Danmarks Riges breve viser en det 11. århundrede etableret også et thinglith i Knuds skandinaviske rige i takt med at glidende overgang fra Landskabslovenes betaling af herremændene med sold, til i stedet den økonomiske byrde ved at holde en stående hær i England blev for belastende for
”betaling” ved skattefrihed, retten til jurisdiktion og andre privilegier, som samtidig i Knud den Store og dennes sønner, omend dog et mindre thinglith blev bevaret i stigende grad ses at blive bundet til ejendomsbesiddelse. Senere følges denne udvikling England. I Kinchs ideverden havde medlemmerne af disse thinglith allerede i af arveret til disse privilegier.
vikingetidens sidste år udviklet sig til en herremandsklasse bestående af en jordejende stand, der havde megen ligheder med de angelsaksiske thaner, eller thegns.96 Andre har Herremændenes godsbesiddelser har endvidere været omdiskuteret. Erik Ulsig, der i tillige spundet andre tråde mellem herremændene og Vederloven, idet det er tænkt at dennes undersøgelse af middelalderens adelsgodser primært beskæftigede sig med 44
45
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 44
09-08-2021 12:49:55
ledingsrettighederne i disses len som det synes at fremgå af senere kilder, hvilket især magnatgruppens ejendomme, mente at den omtrentlig eneste kilde til herremændenes blev bestyrket af at mange forleninger begyndte at gå i arv til sønner. Det var i øvrigt besiddelser var Kong Valdemars Jordebogs Falsterliste, følgende her Kristian Erslev.91
primært rigsråds-adelen der var indehavere af fyrstelenene tillige med kongefrænderne, Af Falsterlisten ses 74 navngivne mænd, der ifølge Erslevs opfattelse var at identificere i al fald i det sene 1300 til 1400 tallet.87
som hørende til herremandsstanden. På trods af at disse 74 mænd hørte til de større godsbesiddere på øen, da havde godt halvdelen af disse 74 falstringe, ifølge Erslev, ikke Som omtalt før da skulle herremændene selv dække udgifterne til disses deltagelse i engang gårde der i omfang levede op til Jyske Lovs krav til en normalejendom, eller de adelsledingen. I Jyske Lov, bog 3, kapitel 7, Codex Holmiensis manuskriptet, tilføjes beregninger som tillige er gjort i forskningen for at stadfæste hvor stor en det endvidere at herremændene mod at bekoste deltagelsen i ledingstogtet, vil modtage normalejendom på Falster har været, eksempelvis Svend Aakjærs beregninger og mæce,88 der som oftest ses oversat med sold. Den vanlige udlægning af termen sold i sammenligninger med sjællandske ejendomme.92 Erik Ulsig mener hertil at forskningen er at anse denne som en betaling til et følge af mænd, der har indvilliget i at herremændenes skyld og besiddelser generelt på denne liste viser at disse omtrentligt deltage i et togt mod at få en andel af afkastet fra plyndringer og tribut. Dette ses har været som bønder at regne, og Falsterlisten kan således ydermere påvise at eksempelvis at havde været anvendt i allerede vikingetiden hvor deltagerne i togter til herremandsstanden kunne være særdeles fattig.93
udlandet modtog sold finansieret gennem blandt andet Danegeld. Sture Bolin har en anden udlægning af Jyske Lovs term, mæce. Ifølge Bolin har mæce snarere været en Andre igen har ment at herremændene havde ganske andre fornemme aner og at form for fast aflønning mere end blot en arbitrær udbetaling af afkast i forbindelse med disse udgjorde en form for ”udvidet hird” der blev rekrutteret fra ”en kreds af store slægter, togterne.89 Hos Saxo ses det latinske ord ”stipendium” tillige oversat med sold, men mægtige ved godsbesiddelse, ved slægtsskab indbyrdes, samt ved betroede statserhverv.”94 Det synes stipendium anvendes her dækkende et bredt spektrum af betalinger for udført militær dog at være den sidste gruppe af adelsfolk der her mest af alt blev refereret til, idet det tjeneste, det være sig i forbindelse med deltagelse i private ledingstogter, lith eller i blev videre forudsat at disse var ”kun Kongens tjenestemænd og landets embedsmænd; deres funktionen som hirdmand. Et eksempel på udbetalingen af stipendium høres om hos begunstigelse var kun grundet i denne deres stilling.”95 Af anden mening var J. Kinch, der i igen Saxo, som fortæller af en af kongens regis militiam, Plov, mødte op hos kong Erik dennes værk Om den danske adels udspring fra thinglid, argumenterede for at Emune i Ribe for at modtage denne ydelse.90 Af denne titulering, samt tillige ud fra den herremandsklassen havde direkte rødder i Knud den Stores Thinglith, omtalt i Sven øvrige kontekst, må det udlægges at dette stipendium har været givet til en kongelig Aggesens udgave af Vederloven, idet Kinch, modsat den store skare af historikere, kriger, og der er i oversættelsen valgt termen ”kongens hirdmand” for regis militiam. Helt godtog Vederlovens eget udsagn om at denne regelsamling havde sit oprindelige ophav unikt høres endog i Gesta Danorum at den danske kong Sven plyndrer en russisk flåde tilbage i det tidlige 11.århundredes vikingetid. Ifølge Kinch var der allerede i midten af for at kunne betale sold til dennes mænd. Studier af Danmarks Riges breve viser en det 11. århundrede etableret også et thinglith i Knuds skandinaviske rige i takt med at glidende overgang fra Landskabslovenes betaling af herremændene med sold, til i stedet den økonomiske byrde ved at holde en stående hær i England blev for belastende for
”betaling” ved skattefrihed, retten til jurisdiktion og andre privilegier, som samtidig i Knud den Store og dennes sønner, omend dog et mindre thinglith blev bevaret i stigende grad ses at blive bundet til ejendomsbesiddelse. Senere følges denne udvikling England. I Kinchs ideverden havde medlemmerne af disse thinglith allerede i af arveret til disse privilegier.
vikingetidens sidste år udviklet sig til en herremandsklasse bestående af en jordejende stand, der havde megen ligheder med de angelsaksiske thaner, eller thegns.96 Andre har Herremændenes godsbesiddelser har endvidere været omdiskuteret. Erik Ulsig, der i tillige spundet andre tråde mellem herremændene og Vederloven, idet det er tænkt at dennes undersøgelse af middelalderens adelsgodser primært beskæftigede sig med 44
45
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 45
09-08-2021 12:49:55
denne regelsamling oprindeligt var nedfældet skriftligt som normsæt for en hird, men hvormed der her refereres til kongens uddeling af embeder. I modsætning til igen ganske tidligt efter dens opkomst i stedet i praksis blev en regelsamling rettet mod den Christensen er der andetsteds i forskningen i stedet hævdet at udviklingen af en opkommende herremandsstand.97
fødselsadel snarere skal ses i sammenhæng med herremændene, og det har dertil været fremført at fødselsadelen er opdukket allerede i Erik Menveds tid, idet der i denne Et andet stort spørgsmål i forskningen har netop været hvilken forskel der var på en periode ses opkomsten af arvelige våbenmærker.101 Dermed tænkes herremandens jorde herremand og en hirdmand? Kristian Erslev mente hirdmænd måtte havde været en lille og ejendomme at havde været videreført til dennes sønner, der har indgået i gruppe af mænd hørende til kongens husstand, en art lønnede tjenere, som kæmpede herremandsgruppen via arv. Men som det også fremhæves så er det dog først fra Erik af personligt for kongen. Disse adskilte sig fra herremandstanden, der blot ydede til Pommerns tid at der haves sikre belæg for at denne udvikling er forekommet, som det ledingen mod at få skattefrihed. Ifølge Erslev var herremandsstanden en sen innovation ses af tidens diplomer, hvor skattefriheden gives som et adelsprivilegium til ikke blot fra Valdemarstidens ledings- og skattereformer, og dermed med et ophavstidspunkt nær modtageren, men også dennes efterkommere.
Jyske Lovs oprindelse og udstedelse.98 Aksel E. Christensen mente at hirden i sin oprindelse havde været en kongelig livgarde der i højmiddelalderen blev omformet fra Hirdmændene tænkes at havde stået uden for ledingsordningen efter Poul Johannes at have en ren militær karakter til i stedet en hird hvis medlemmer nu bestred forskellige Jørgensens udlægning, idet denne mente at disse ”så længe de tjente i Kongens gård kun embeder i kongens administration, eksempelvis i hvervet som ombudsmænd. I takt med undtagelsesvis havde været jordjere,”102 og at hirdmændene derfor, i lighed med de senere denne udvikling blev der stillet anderledes krav til optagelsen i hirden, som nu herremænd, havde været skattefrie. Helt afgørende for muligheden for en opkomst af indbefattede blot de mægtigste og rigeste mænd, mens bryderne, som Christensen mente herremandsinstitutionen med dens mulige aflønning i form af sold, var ifølge Poul tidligere havde været en del af kongens hird, nu blev udeladt. Christensen antog således Johannes Jørgensen, netop omlægningen af ledingsvæsenet i 1200 tallet som medførte at bryden var af lav byrd, og selvom Landskabslovene blot nævner bryder forbundet en større indtægt til kongen fra ledingsskat og studen, som kan havde været anvendt til med bondestanden, da kunne man vel også formode at forvalter-bryder kunne varetage at betale herremændene. Der er i første omgang her tænkt på kongens egne herremænd.
ledelsen af godser?
Tilgangen til hirden fra særligt bondestanden tænkes hertil at havde været stor, og at dette førte til næste udviklingstrin; herremandsstanden og endog opkomsten af Ovenstående udsyn falder i tråd med Aksel E. Christensens overordnede ide om adelsstanden.103 Jørgensen mener at hirden og herremandsgruppen forbundenhed er klart udviklingen af en tjenestemandsstand som kom til at være kendetegnende for den at skue idet denne mener at hirdmændenes organisation fortsat bestod nu med i stedet danske adel i perioden frem til det 13. århundrede, hvor den spæde opkomst af i stedet herremænd, eksempelvis ”dens inddeling i fire fjerdinger eller worthhæld, som vistnok nu hver en fødselsadel begyndte at tegne sig.99 Aksel E. Christensens ide om en tjenesteadel er omfattede herremændene fra en vis del af landet.”104 Oplysningerne om dette system fås i blevet imødegået af Lars Hermanson, der mener at Christensens tese, såvel som også
Vederloven og der vil ses nærmere på dette i gennemgang af gårdsretterne. Bolin mente udsynet hos Erik Arup, ligger inden for en bredere formet model, der fremstiller at hirden havde sin oprindelse i det 11.århundrede, men at dens størrelse og omfang har middelalderens samfund, særligt i kong Niels regeringstid, som præget af: varieret gennem tiden, således at hirden til tider har været udgjort af blot et fåtal af
”en toppstyrd institutionell, hierarkisk modell där den politiska makten på ett eller annat sätt var beroende krigere, og i andre perioder været en større hærskare, og Bolin var generelt af den av kunglig delegering,”100
mening at der ikke har været noget markant skel mellem de adelsfolk som blev optaget i kongens hird, og de som ikke gjorde, idet det afgørende for adgangen til hirden var 46
47
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 46
09-08-2021 12:49:55
denne regelsamling oprindeligt var nedfældet skriftligt som normsæt for en hird, men hvormed der her refereres til kongens uddeling af embeder. I modsætning til igen ganske tidligt efter dens opkomst i stedet i praksis blev en regelsamling rettet mod den Christensen er der andetsteds i forskningen i stedet hævdet at udviklingen af en opkommende herremandsstand.97
fødselsadel snarere skal ses i sammenhæng med herremændene, og det har dertil været fremført at fødselsadelen er opdukket allerede i Erik Menveds tid, idet der i denne Et andet stort spørgsmål i forskningen har netop været hvilken forskel der var på en periode ses opkomsten af arvelige våbenmærker.101 Dermed tænkes herremandens jorde herremand og en hirdmand? Kristian Erslev mente hirdmænd måtte havde været en lille og ejendomme at havde været videreført til dennes sønner, der har indgået i gruppe af mænd hørende til kongens husstand, en art lønnede tjenere, som kæmpede herremandsgruppen via arv. Men som det også fremhæves så er det dog først fra Erik af personligt for kongen. Disse adskilte sig fra herremandstanden, der blot ydede til Pommerns tid at der haves sikre belæg for at denne udvikling er forekommet, som det ledingen mod at få skattefrihed. Ifølge Erslev var herremandsstanden en sen innovation ses af tidens diplomer, hvor skattefriheden gives som et adelsprivilegium til ikke blot fra Valdemarstidens ledings- og skattereformer, og dermed med et ophavstidspunkt nær modtageren, men også dennes efterkommere.
Jyske Lovs oprindelse og udstedelse.98 Aksel E. Christensen mente at hirden i sin oprindelse havde været en kongelig livgarde der i højmiddelalderen blev omformet fra Hirdmændene tænkes at havde stået uden for ledingsordningen efter Poul Johannes at have en ren militær karakter til i stedet en hird hvis medlemmer nu bestred forskellige Jørgensens udlægning, idet denne mente at disse ”så længe de tjente i Kongens gård kun embeder i kongens administration, eksempelvis i hvervet som ombudsmænd. I takt med undtagelsesvis havde været jordjere,”102 og at hirdmændene derfor, i lighed med de senere denne udvikling blev der stillet anderledes krav til optagelsen i hirden, som nu herremænd, havde været skattefrie. Helt afgørende for muligheden for en opkomst af indbefattede blot de mægtigste og rigeste mænd, mens bryderne, som Christensen mente herremandsinstitutionen med dens mulige aflønning i form af sold, var ifølge Poul tidligere havde været en del af kongens hird, nu blev udeladt. Christensen antog således Johannes Jørgensen, netop omlægningen af ledingsvæsenet i 1200 tallet som medførte at bryden var af lav byrd, og selvom Landskabslovene blot nævner bryder forbundet en større indtægt til kongen fra ledingsskat og studen, som kan havde været anvendt til med bondestanden, da kunne man vel også formode at forvalter-bryder kunne varetage at betale herremændene. Der er i første omgang her tænkt på kongens egne herremænd.
ledelsen af godser?
Tilgangen til hirden fra særligt bondestanden tænkes hertil at havde været stor, og at dette førte til næste udviklingstrin; herremandsstanden og endog opkomsten af Ovenstående udsyn falder i tråd med Aksel E. Christensens overordnede ide om adelsstanden.103 Jørgensen mener at hirden og herremandsgruppen forbundenhed er klart udviklingen af en tjenestemandsstand som kom til at være kendetegnende for den at skue idet denne mener at hirdmændenes organisation fortsat bestod nu med i stedet danske adel i perioden frem til det 13. århundrede, hvor den spæde opkomst af i stedet herremænd, eksempelvis ”dens inddeling i fire fjerdinger eller worthhæld, som vistnok nu hver en fødselsadel begyndte at tegne sig.99 Aksel E. Christensens ide om en tjenesteadel er omfattede herremændene fra en vis del af landet.”104 Oplysningerne om dette system fås i blevet imødegået af Lars Hermanson, der mener at Christensens tese, såvel som også
Vederloven og der vil ses nærmere på dette i gennemgang af gårdsretterne. Bolin mente udsynet hos Erik Arup, ligger inden for en bredere formet model, der fremstiller at hirden havde sin oprindelse i det 11.århundrede, men at dens størrelse og omfang har middelalderens samfund, særligt i kong Niels regeringstid, som præget af: varieret gennem tiden, således at hirden til tider har været udgjort af blot et fåtal af
”en toppstyrd institutionell, hierarkisk modell där den politiska makten på ett eller annat sätt var beroende krigere, og i andre perioder været en større hærskare, og Bolin var generelt af den av kunglig delegering,”100
mening at der ikke har været noget markant skel mellem de adelsfolk som blev optaget i kongens hird, og de som ikke gjorde, idet det afgørende for adgangen til hirden var 46
47
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 47
09-08-2021 12:49:55
erlæggelsen af en troskabsed til kongen, og ikke den sociale baggrund.105 En anden fortælles at Absalon i sin clientela havde islændingen Arnold med på det pågældende mulig kilde til hirdmændenes historie fremgår muligvis af Odensetavlen, hvor de mænd togt for underholdningens skyld, fordi han var en dygtig historiefortæller.108 Endvidere der fulgte Knud den Hellige og blev dræbt sammen med denne i Albani kirke ses fortæller Saxo om Absalons clientela at denne gruppe, såvel som også Absalons stalde, optegnet. Disse mænd omtales her som socii, fæller, hvilket kunne henvise til at disse stabuli, var ledet af en Niels. Det vides ikke meget om denne Nielsśociale var hird-fæller. Mændene er blot angivet ved deres fornavne; Asmundus, Blacca, Suuen, tilhørsforhold, men det berettes dog at denne ved en anden lejlighed tilsyneladende førte Aga, Thurgotus, Bernhardus, Gudmer, Ecskill, Tocki, Palni, Ati, Suna, Rosten, Milo, et skib. Om dette har betydet at denne var skibsfører, gubernator, tillige, eller blot var Radulfus, Thurgotus samt Vilgryp.106 Det bemærkes af flere af disse fæller bærer ikke-indehaver af et skib, fremgår dog ikke entydigt.109 Men flere andre steder i Gesta nordiske navne, og det har været hævdet af Guy Halsall at der overalt i Europa fra Danorum fremgår det at en hirdmand var en del af højadelen. Eksempelvis fortælles det allerede den ældre europæiske middelalder og fremefter, fandtes et følge af mænd, en at kong Sven havde folk af lavbyrd som lønnede hirdmænd, men at dette var imod art bodyguards, der var betalte for at beskytte en stormand eller konge, og som kunne sædvanen.110 Ydermere lader Saxo det fremgå at unge højadelsfolk og kongesønner være af blandet etnisk oprindelse.
lærte krigskunsten i tjeneste hos andre som hirdmænd, eksempelvis Valdemar, Knud den Helliges søn, som var hirdmand hos igen kong Sven.111
Hvad angår kilderne til hirdmand-institutionen, da haves få primære kilder hvori termen optræder, nemlig Vederloven og dertil en række runesten. Så selvom termen Netop hirdmand-institutionen i også kong Niels tid har været særligt omtalt hos hirdmænd ses anvendt i mange oversættelser af latinske tekster, så synes dette dog mest Saxo, idet denne hævder at kong Niels besluttede at reducere dennes hird til blot 6-7
af alt at bero på en udlægning af hirdmand-institutionen med afsæt i fortolkning af mænd. Tage E. Christiansen mener at Saxos tavshed om hirdens udvikling i Saxos egen hirdmændene som de fremtræder i Vederloven. Dette ses blandt andet i oversættelsen af tid må betyde at hirden efter dens nedgang i kong Niels regeringstid aldrig er blevet Saxos Gesta Danorum, hvor termen hirdmand ofte anvendes på trods af at den latinske genrejst, og at den store spalteplads som Saxo levner til dette emne skyldes en tekst anvender flere divergerende betegnelser for krigere. I Gesta Danorum høres hertil idealisering af et netop ikke længere eksisterende, men snarere blot glorificeret om et mindre personligt følge som omgav kongen, bisperne og stormændene, af Saxo fænomen.112 Det har endvidere været hævdet at der har været en stor tilgang til benævnt clientela, men til tider dog også milites. Vi møder disse mænd i eksempelvis herremandsstanden i Valdemars Sejrs tid fra bøndernes rækker, og at dette fortsatte et bog 14 under det første Vendertogt, hvor kong Valdemar og Absalon inviteres til stykke tid efter kongens død, og at denne tilgang har været så omfangsrig at en middag hos den nordtyske fyrste Henrik i dennes telt, og hvoraf det berettes at clientela forordning af 1251 synes at forsøge at standse tilgangen til herremandsstanden. Men det ved denne lejlighed måtte spise for sig selv. Helt unikt og som en særlig gunstbevisning kan dog tænkes at man i denne forordning hverken har forsøgt at mindske adgangen til for den kongelige gæst høres det, ifølge Saxo, at tyske magnates forestod serveringen.107
herremandsstanden endsige fjerne fundamentet for sidstnævnte. Det kunne i stedet At clientela ved en sådan begivenhed har været undtaget fra at deltage i måltidet vidner tænkes at man har forsøgt at fritstille de mænd, der allerede var omfattet af en ed til en måske om en rangforskel mellem magnates og clientela, idet det kan formodes at det herre, således at disse kunne indgå i nye relationer med andre herrer.
ville havde været æreskrænkende at mænd fra en lavere rang blev serviceret på denne Erik Arup mente at kildernes riddere var de samme i 1100 og 1200 tallet, mens vis af magnaterne. Dertil synes det at fremgå af teksten at clientela normalt ville havde derimod væbnergruppen var ny, og havde fundet sin rekruttering iblandt deltaget i måltidet, angiveligt som udgørende kongens, fyrstens og Absalons personlige havnebønderne, der herved havde en mulig for social mobilitet, ifølge Arup.113 Andre følge. Andetsteds i Gesta Danorum høres igen om biskoppens clientela, idet det igen har foreslået at havnebønderne har været en form for ”foreløbere for væbnerklassen” og 48
49
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 48
09-08-2021 12:49:55
erlæggelsen af en troskabsed til kongen, og ikke den sociale baggrund.105 En anden fortælles at Absalon i sin clientela havde islændingen Arnold med på det pågældende mulig kilde til hirdmændenes historie fremgår muligvis af Odensetavlen, hvor de mænd togt for underholdningens skyld, fordi han var en dygtig historiefortæller.108 Endvidere der fulgte Knud den Hellige og blev dræbt sammen med denne i Albani kirke ses fortæller Saxo om Absalons clientela at denne gruppe, såvel som også Absalons stalde, optegnet. Disse mænd omtales her som socii, fæller, hvilket kunne henvise til at disse stabuli, var ledet af en Niels. Det vides ikke meget om denne Nielsśociale var hird-fæller. Mændene er blot angivet ved deres fornavne; Asmundus, Blacca, Suuen, tilhørsforhold, men det berettes dog at denne ved en anden lejlighed tilsyneladende førte Aga, Thurgotus, Bernhardus, Gudmer, Ecskill, Tocki, Palni, Ati, Suna, Rosten, Milo, et skib. Om dette har betydet at denne var skibsfører, gubernator, tillige, eller blot var Radulfus, Thurgotus samt Vilgryp.106 Det bemærkes af flere af disse fæller bærer ikke-indehaver af et skib, fremgår dog ikke entydigt.109 Men flere andre steder i Gesta nordiske navne, og det har været hævdet af Guy Halsall at der overalt i Europa fra Danorum fremgår det at en hirdmand var en del af højadelen. Eksempelvis fortælles det allerede den ældre europæiske middelalder og fremefter, fandtes et følge af mænd, en at kong Sven havde folk af lavbyrd som lønnede hirdmænd, men at dette var imod art bodyguards, der var betalte for at beskytte en stormand eller konge, og som kunne sædvanen.110 Ydermere lader Saxo det fremgå at unge højadelsfolk og kongesønner være af blandet etnisk oprindelse.
lærte krigskunsten i tjeneste hos andre som hirdmænd, eksempelvis Valdemar, Knud den Helliges søn, som var hirdmand hos igen kong Sven.111
Hvad angår kilderne til hirdmand-institutionen, da haves få primære kilder hvori termen optræder, nemlig Vederloven og dertil en række runesten. Så selvom termen Netop hirdmand-institutionen i også kong Niels tid har været særligt omtalt hos hirdmænd ses anvendt i mange oversættelser af latinske tekster, så synes dette dog mest Saxo, idet denne hævder at kong Niels besluttede at reducere dennes hird til blot 6-7
af alt at bero på en udlægning af hirdmand-institutionen med afsæt i fortolkning af mænd. Tage E. Christiansen mener at Saxos tavshed om hirdens udvikling i Saxos egen hirdmændene som de fremtræder i Vederloven. Dette ses blandt andet i oversættelsen af tid må betyde at hirden efter dens nedgang i kong Niels regeringstid aldrig er blevet Saxos Gesta Danorum, hvor termen hirdmand ofte anvendes på trods af at den latinske genrejst, og at den store spalteplads som Saxo levner til dette emne skyldes en tekst anvender flere divergerende betegnelser for krigere. I Gesta Danorum høres hertil idealisering af et netop ikke længere eksisterende, men snarere blot glorificeret om et mindre personligt følge som omgav kongen, bisperne og stormændene, af Saxo fænomen.112 Det har endvidere været hævdet at der har været en stor tilgang til benævnt clientela, men til tider dog også milites. Vi møder disse mænd i eksempelvis herremandsstanden i Valdemars Sejrs tid fra bøndernes rækker, og at dette fortsatte et bog 14 under det første Vendertogt, hvor kong Valdemar og Absalon inviteres til stykke tid efter kongens død, og at denne tilgang har været så omfangsrig at en middag hos den nordtyske fyrste Henrik i dennes telt, og hvoraf det berettes at clientela forordning af 1251 synes at forsøge at standse tilgangen til herremandsstanden. Men det ved denne lejlighed måtte spise for sig selv. Helt unikt og som en særlig gunstbevisning kan dog tænkes at man i denne forordning hverken har forsøgt at mindske adgangen til for den kongelige gæst høres det, ifølge Saxo, at tyske magnates forestod serveringen.107
herremandsstanden endsige fjerne fundamentet for sidstnævnte. Det kunne i stedet At clientela ved en sådan begivenhed har været undtaget fra at deltage i måltidet vidner tænkes at man har forsøgt at fritstille de mænd, der allerede var omfattet af en ed til en måske om en rangforskel mellem magnates og clientela, idet det kan formodes at det herre, således at disse kunne indgå i nye relationer med andre herrer.
ville havde været æreskrænkende at mænd fra en lavere rang blev serviceret på denne Erik Arup mente at kildernes riddere var de samme i 1100 og 1200 tallet, mens vis af magnaterne. Dertil synes det at fremgå af teksten at clientela normalt ville havde derimod væbnergruppen var ny, og havde fundet sin rekruttering iblandt deltaget i måltidet, angiveligt som udgørende kongens, fyrstens og Absalons personlige havnebønderne, der herved havde en mulig for social mobilitet, ifølge Arup.113 Andre følge. Andetsteds i Gesta Danorum høres igen om biskoppens clientela, idet det igen har foreslået at havnebønderne har været en form for ”foreløbere for væbnerklassen” og 48
49
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 49
09-08-2021 12:49:55
har været en gruppe der synes at havde opnået adelsrettigheder og visse ”fiskale mænd der var under en anden herre modtog et våbenskjold med elementer fra herrens begunstigelser.”
våbenskjold som et symbol på denne forbindelse. Dette gjaldt særligt væbner - og riddergruppen.
Kristian Erslev var enig med Arup i at ridderstanden havde eksisteret længe, men Opkomsten af en fast social afgrænsning mellem en ridder- og en væbnergruppe ses endvidere at dukke op i kilder fra det sene 1200 tal, hvor betegnelsen anså denne gruppe for at skifte karakter i det sene 1200 tal med indførelsen af ridderslagningen, som første gang blev udført ved et hof i år 1287 i Nyborg:
”milites et armigeri,” som det er tænkt skal oversættes med riddere og væbnere, optræder for første gang i et diplom fra 1282,118 omend dog dette mest af alt forekommer i
”Tidligere var enhver herremand blevet kaldt ridder, miles: nu fremtrådte derimod ridderne som en særlig håndfæstninger fra 1300 tallet og fremefter, blandt andet i Kristoffers IÌs håndfæstning klasse inden for herremændenes rækker.”114
af 1320, hvor termen ”milites et armigeri” ses anvendt i det latinske manuskript, mens en Hermed indtrådte ridderne som en del af herremændene. En lignende ide er siden dansk tekst fra det 15.århundrede bruger ”riddere oc ridder mentz mæn” og en anden dansk fulgt af Erik Ulsig, der mente at der var forskel på herremændene omtalt i midten af tekst fra samme århundrede, i stedet bruger følgende betegnelser, ”Riddere oc swæne.”119
1200 tallet i Jyske Lov, idet disse kan anses for at havde være en anden herres mænd, Ydermere ses i samme periode opkomsten af en ny formel etablering af fire forskellige mens omvendt senmiddelalderens herremænd var at forstå som herre for andre mænd, samfundsstænder, nemlig biskopper/kirkefolk, milites et armigeri, borgere samt bønder.
nemlig for væbnerne:
En fortsættelse af herremandsvæsenet, eller riddervæsenet, ses helt frem til
”Således var da senmiddelalderens herremænd herrer og dermed nogle helt andre end dem, man møder i begyndelsen af 1600 tallet, hvor det afløstes af den såkaldte rostjeneste: Jyske Lov, som ikke var herrer, men herrers mænd.”115
”Den adelige rostjeneste, således som vi møder den på reformationstiden, var i mange henseender en Ulsig tænkte dertil at der har eksisteret flere lag inden for herremandsstanden, en direkte efterkommer efter det middelalderlige ridderopbud.”120
antagelse der har været delvis modgået af Knud Prange, der mente at det ikke var muligt En forskel var der dog, ifølge Knud Jespersen:
med det nuværende tilhåndsværende kildemateriale med præcision at placere de enkelte adelsfolk på forskellige niveauer inden for forskellige lavadelsgrupper, men at der ikke
”den middelalderlige rytterhær bestod af riddere, herremænd, der på kongens bud ydede kvalificeret kan være tvivl om at der fandtes adelsfolk der enten befandt sig ”i toppen eller i bunden af krigstjeneste...uanset størrelsen af deres jordegods, og hermed friede de helt deres gods fra skatten.”121
adelen.”116 En anden ide i forskningen har været at riddertitlen indikerede at adelsmanden Derimod stillede:
hørte til højadelen. Denne ide har igen Knud Prange vendt sig imod. For det første
”den tidlige nytids herremænd...et varierende antal forskriftsmæssigt væbnede ryttere til rostjenestens mener Prange at der er for få kildebelæg til at kunne klarlægge dette med bestemthed, styrke – et antal der var afpasset efter størrelsen af den pågældendes jordegods, og hermed friede han hele da mange riddere oftest kun nævnes en enkelt gang i kilderne, og til tider er nærmest sit gods for skattepligt. Der var med andre ord sket en graduering af krigstjenestepligtens omfang i ukendte, af Prange betegnet som ”skyggeriddere.” Dertil har ikke alle riddere givetvis forhold til jordegodsets størrelse.”122
været velhavende, men i mange tilfælde blot været fattige ”arme riddere.”117 Det synes Det er tænkt at udviklingen væk fra en personlig krigstjeneste og over til i stedet en således at ridderne var at forstå som værende lig herremændene.
militær ydelse baseret på jorden, også har ændret adelsmandens identitet, idet det menes Som nævnt under forskningsoversigten da har Troels Dahlerup argumenteret mod at før denne forandring var den personlige krigstjeneste ”det, der først og fremmest den traditionelle antagelse om at våbenskjoldes optagelse af symboler fra andre slægters konstituerede hans adelsskab.”123
våbenskjolde havde baggrund i en genealogisk forbindelse. I stedet mente Dahlerup at 50
51
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 50
09-08-2021 12:49:55
har været en gruppe der synes at havde opnået adelsrettigheder og visse ”fiskale mænd der var under en anden herre modtog et våbenskjold med elementer fra herrens begunstigelser.”
våbenskjold som et symbol på denne forbindelse. Dette gjaldt særligt væbner - og riddergruppen.
Kristian Erslev var enig med Arup i at ridderstanden havde eksisteret længe, men Opkomsten af en fast social afgrænsning mellem en ridder- og en væbnergruppe ses endvidere at dukke op i kilder fra det sene 1200 tal, hvor betegnelsen anså denne gruppe for at skifte karakter i det sene 1200 tal med indførelsen af ridderslagningen, som første gang blev udført ved et hof i år 1287 i Nyborg:
”milites et armigeri,” som det er tænkt skal oversættes med riddere og væbnere, optræder for første gang i et diplom fra 1282,118 omend dog dette mest af alt forekommer i
”Tidligere var enhver herremand blevet kaldt ridder, miles: nu fremtrådte derimod ridderne som en særlig håndfæstninger fra 1300 tallet og fremefter, blandt andet i Kristoffers IÌs håndfæstning klasse inden for herremændenes rækker.”114
af 1320, hvor termen ”milites et armigeri” ses anvendt i det latinske manuskript, mens en Hermed indtrådte ridderne som en del af herremændene. En lignende ide er siden dansk tekst fra det 15.århundrede bruger ”riddere oc ridder mentz mæn” og en anden dansk fulgt af Erik Ulsig, der mente at der var forskel på herremændene omtalt i midten af tekst fra samme århundrede, i stedet bruger følgende betegnelser, ”Riddere oc swæne.”119
1200 tallet i Jyske Lov, idet disse kan anses for at havde være en anden herres mænd, Ydermere ses i samme periode opkomsten af en ny formel etablering af fire forskellige mens omvendt senmiddelalderens herremænd var at forstå som herre for andre mænd, samfundsstænder, nemlig biskopper/kirkefolk, milites et armigeri, borgere samt bønder.
nemlig for væbnerne:
En fortsættelse af herremandsvæsenet, eller riddervæsenet, ses helt frem til
”Således var da senmiddelalderens herremænd herrer og dermed nogle helt andre end dem, man møder i begyndelsen af 1600 tallet, hvor det afløstes af den såkaldte rostjeneste: Jyske Lov, som ikke var herrer, men herrers mænd.”115
”Den adelige rostjeneste, således som vi møder den på reformationstiden, var i mange henseender en Ulsig tænkte dertil at der har eksisteret flere lag inden for herremandsstanden, en direkte efterkommer efter det middelalderlige ridderopbud.”120
antagelse der har været delvis modgået af Knud Prange, der mente at det ikke var muligt En forskel var der dog, ifølge Knud Jespersen:
med det nuværende tilhåndsværende kildemateriale med præcision at placere de enkelte adelsfolk på forskellige niveauer inden for forskellige lavadelsgrupper, men at der ikke
”den middelalderlige rytterhær bestod af riddere, herremænd, der på kongens bud ydede kvalificeret kan være tvivl om at der fandtes adelsfolk der enten befandt sig ”i toppen eller i bunden af krigstjeneste...uanset størrelsen af deres jordegods, og hermed friede de helt deres gods fra skatten.”121
adelen.”116 En anden ide i forskningen har været at riddertitlen indikerede at adelsmanden Derimod stillede:
hørte til højadelen. Denne ide har igen Knud Prange vendt sig imod. For det første
”den tidlige nytids herremænd...et varierende antal forskriftsmæssigt væbnede ryttere til rostjenestens mener Prange at der er for få kildebelæg til at kunne klarlægge dette med bestemthed, styrke – et antal der var afpasset efter størrelsen af den pågældendes jordegods, og hermed friede han hele da mange riddere oftest kun nævnes en enkelt gang i kilderne, og til tider er nærmest sit gods for skattepligt. Der var med andre ord sket en graduering af krigstjenestepligtens omfang i ukendte, af Prange betegnet som ”skyggeriddere.” Dertil har ikke alle riddere givetvis forhold til jordegodsets størrelse.”122
været velhavende, men i mange tilfælde blot været fattige ”arme riddere.”117 Det synes Det er tænkt at udviklingen væk fra en personlig krigstjeneste og over til i stedet en således at ridderne var at forstå som værende lig herremændene.
militær ydelse baseret på jorden, også har ændret adelsmandens identitet, idet det menes Som nævnt under forskningsoversigten da har Troels Dahlerup argumenteret mod at før denne forandring var den personlige krigstjeneste ”det, der først og fremmest den traditionelle antagelse om at våbenskjoldes optagelse af symboler fra andre slægters konstituerede hans adelsskab.”123
våbenskjolde havde baggrund i en genealogisk forbindelse. I stedet mente Dahlerup at 50
51
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 51
09-08-2021 12:49:55
Denne udvikling tænkes at være påbegyndt i den sene del af 1400 tallet og fundet sin Noter til kapitel 3
endelig stadfæstelse i år 1525. Cirka 1625 ses Rostjenesten derimod at havde været 81. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 7, s. 124.
omformet til to rytterenheder, som adelen supplerede det kongelige rytteri med og hvortil der var sanktioner for ikke at deltage. Næppe var den indført før den, ifølge 82. H. Olrik, 1966/67, s. 9.
historikerne, snart mistede sin betydning, og allerede sent i 1600 tallet ophørte 83. H. Olrik, 1966/67, s. 8.
rostjenesten. Hertil tænkes rostjenesten i vid omfang at havde medført at adelen mistede 84. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 8, s. 124.
dennes ”militære magtmonopol” til i stedet kongen, hvilket igen førte andre ændringer med sig:
85. F. Blatt, 1938, bd. 1, rk. 2, s. 112.
86. C.A. Christensen, 1942, nr. 192, s. 146.
”Under disse omstændigheder er det næppe overraskende, at den adelige godsejer efterhånden kom til at opfatte rostjenesten som en sur pligt i stedet for en ret, som han havde i kraft af sit adelsprivilegium.”124
87. H. Lerdam, 2001, s. 107-110.
Adelens personlige krigstjeneste bestod således indtil 1600 tallet, men blev som det 88. P. Skautrup, 1941, s. 106 samt https://www.kb.dk/permalink/2006/manus/41/dan/49/?var=1
sås ovenfor i praksis gradvist afviklet før da. At krigstjenesten alligevel fortsatte ganske 89. S. Bolin, 1934, s. 141.
længe menes at skyldes at adelen selv nødig ville miste denne, da dette var den eneste 90. K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 14, stk. 1.13, s. 148-149.
“modydelse” for de mange privilegier adelen nød. Knud Jespersen fremhæver her rigsadmiral Herluf Trolles tale fra år 1565, hvori denne stadig omtaler sig og sine 91. E. Ulsig, 1968, s. 33 samt K. Erslev, 1972, s. 201.
adelsfæller som “vi herremænd,” såvel som at Trolle tillige fremhæver standens forrang og 92. S. Aakjær, 1926-1943, bd. 2, s. 45.
privilegier som bundet i at disse skulle forsvare og beskytte fædreland og folk.125 I 93. E. Ulsig, 1968, s. 33.
forskningen har tabet af adelens militære ydelser hertil været anset som en af de største anstødsstene fra de øvrige samfundsgrupper mod adelens forsatte privilegier, og som 94. J. Steenstrup, 1874, s. 105.
førte til modstand og reformer.
95. J. Steenstrup, 1874, s. 105.
96. J. Kinch, 1875, s. 247, 261-262 samt 278-279.
97. K. Erslev, 1972, s. 229 samt 232-233.
98. K. Erslev, 1972, s. 232-233.
99. A. E. Christensen, 1976, s. 29-30 samt 127-129.
100. L. Hermanson, 2000, s. 28.
101. K. Erslev, 1971, s. 205-206.
102. P. J. Jørgensen, 1974, s. 376-378.
103. P. J. Jørgensen, 1974, s. 378.
52
53
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 52
09-08-2021 12:49:55
Denne udvikling tænkes at være påbegyndt i den sene del af 1400 tallet og fundet sin Noter til kapitel 3
endelig stadfæstelse i år 1525. Cirka 1625 ses Rostjenesten derimod at havde været 81. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 7, s. 124.
omformet til to rytterenheder, som adelen supplerede det kongelige rytteri med og hvortil der var sanktioner for ikke at deltage. Næppe var den indført før den, ifølge 82. H. Olrik, 1966/67, s. 9.
historikerne, snart mistede sin betydning, og allerede sent i 1600 tallet ophørte 83. H. Olrik, 1966/67, s. 8.
rostjenesten. Hertil tænkes rostjenesten i vid omfang at havde medført at adelen mistede 84. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 8, s. 124.
dennes ”militære magtmonopol” til i stedet kongen, hvilket igen førte andre ændringer med sig:
85. F. Blatt, 1938, bd. 1, rk. 2, s. 112.
86. C.A. Christensen, 1942, nr. 192, s. 146.
”Under disse omstændigheder er det næppe overraskende, at den adelige godsejer efterhånden kom til at opfatte rostjenesten som en sur pligt i stedet for en ret, som han havde i kraft af sit adelsprivilegium.”124
87. H. Lerdam, 2001, s. 107-110.
Adelens personlige krigstjeneste bestod således indtil 1600 tallet, men blev som det 88. P. Skautrup, 1941, s. 106 samt https://www.kb.dk/permalink/2006/manus/41/dan/49/?var=1
sås ovenfor i praksis gradvist afviklet før da. At krigstjenesten alligevel fortsatte ganske 89. S. Bolin, 1934, s. 141.
længe menes at skyldes at adelen selv nødig ville miste denne, da dette var den eneste 90. K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 14, stk. 1.13, s. 148-149.
“modydelse” for de mange privilegier adelen nød. Knud Jespersen fremhæver her rigsadmiral Herluf Trolles tale fra år 1565, hvori denne stadig omtaler sig og sine 91. E. Ulsig, 1968, s. 33 samt K. Erslev, 1972, s. 201.
adelsfæller som “vi herremænd,” såvel som at Trolle tillige fremhæver standens forrang og 92. S. Aakjær, 1926-1943, bd. 2, s. 45.
privilegier som bundet i at disse skulle forsvare og beskytte fædreland og folk.125 I 93. E. Ulsig, 1968, s. 33.
forskningen har tabet af adelens militære ydelser hertil været anset som en af de største anstødsstene fra de øvrige samfundsgrupper mod adelens forsatte privilegier, og som 94. J. Steenstrup, 1874, s. 105.
førte til modstand og reformer.
95. J. Steenstrup, 1874, s. 105.
96. J. Kinch, 1875, s. 247, 261-262 samt 278-279.
97. K. Erslev, 1972, s. 229 samt 232-233.
98. K. Erslev, 1972, s. 232-233.
99. A. E. Christensen, 1976, s. 29-30 samt 127-129.
100. L. Hermanson, 2000, s. 28.
101. K. Erslev, 1971, s. 205-206.
102. P. J. Jørgensen, 1974, s. 376-378.
103. P. J. Jørgensen, 1974, s. 378.
52
53
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 53
09-08-2021 12:49:55
104. P. J. Jørgensen, 1974, s. 380.
105. S. Bolin, 1934, s. 50-51.
106. M.CL.Gertz, 1907, s. 4.