AKKOMPAGNERET AF HVAD Jeg mente var den bedste sarabande stod hun foran det eneste objet d’art i lejligheden, et maleri hun egentlig var ganske glad for. Maleren var ukendt, ikke ukendt ukendt, hans navn stod nederst til højre, men han var ukendt på den dødelige facon, han var ej en af dem man havde hørt om men ikke var personligt bekendt med. Hun lod for så vidt ikke mærke til det til dagligt, maleriet, men i ny og næ fandt hun sig stående foran det ganske som nu. Selve billedet var halvtreds gange halvtreds centimeter, tæt sort skrift på hvid baggrund, det skulle forestille – ifølge skriften – en kvinde. Kunstneren – hvilken Jeg var villig til at kalde ham – havde nøje detaljeret kvindens udseende: Han beskrev øjet, bevægede sig derefter over til en arm, et bryst, et knæ, en albue, håret og så videre – det var vitterligt et kubistisk maleri.
Efter at have forladt det og sat sig på sofaen tog hun fjernbetjeningen og skiftede fra musikken over til mikromediet; uden at rent faktisk at være klar over hvad det var hun søgte, skiftede hun mellem programmerne – lidt for hurtigt ville nogle måske sige – der blev gjort holdt på et samtale der lige skulle til at starte. Fra sofabordet tog hun en hvid termobakke med fedtede nudler og svinekød – rester fra dagen før som hun havde glemt at stille væk – der blev lugtet til maden, det virkede stadigt spiseligt hvilket var godt nok.
– …tak fordi du ville komme.
– Det var så lidt.
– Din nye film X OPPE I Y har fået blandet kritik, Den Daglige Journal har kaldt den for et ”mesterværk” og en ”spirituel rejse på ryggen af en helleflynder”. Veritas Tidende skrev at den var ikke mindre end ”en tour de force af teknisk overlegenhed”. Derimod kaldte Folkets Dagblad den for ”en omgang opreklameret lort,” og Proletaren skrev at den blot var ”tre timers grotesk idioti uden lige.” Hvorledes forholder du dig til kritikken?
– Jeg er bedøvende ligeglad.
– ?
– …
– Kunne du uddybe lidt?
– Sagtens. Altså, jeg laver ikke film for andre. Du må forstå at jeg er en slave af kunsten. Jeg skaber den ikke men dén hjælper mig med at vække dén til live via et spontant overflod af mægtige følelser.
– Aha… kunne du fortælle lidt om den, filmen?
– Ja, det burde ikke være noget problem. Jeg satte mig for, i sin tid, at jeg ville lave et studie i esoterisk automisia. Jeg sagde til mig selv: Hvad nu hvis manden med nyren og sæben på epifanistisk vis erkendte at han var et “prokaryotisk” væsen ledsaget af en hidtil ukendt skabshomofili? at han led af kryptogenisk mental impotens? Ville dette føre til prostataisk angst? eller krøblende spleen? ville glasklokken sænkes ned over ham? ville han fortsætte rutinen i et pragmatisk paradigme af apati?
– … aha… du har valgt udelukkende at filme den med små digitale kameraer påspændt diverse hunde. Hvordan fik du den idé?
– Altså, jeg valgte at arbejde med plebejisk digitalisme navnlig fordi at den simpelthen er det nye værktøj inden for det kinematografiske medie. Og med hensyn til kameraføreren, så brugte jeg kun en enkelt hund, en kataraktøs grand danois. Og dét var der en ganske god grund til. Ser du, livet er uforudsigeligt, ganske som hunden selv, og det gik op for mig, i en drøm faktisk, at ved at bruge dyret således ville jeg formå at kunne skildre dette. Nogen gange kigger dyret til venstre, andre gange til højre og ofte ganske uprovokeret. Livets uforudsigelighed. Det er ikke længere Sturm und Drang, men Sturm? oder Drang?
– Er det derfor at kameraet på et tidspunkt panerer væk fra en af protagonistens enetaler og begynder at jage en due?
– Nej, det var fuldstændig planlagt og i øvrigt var det en apostrofe. Jeg ville blot pointere at menneskehedens frihed lider under en heisenbergisk effekt.
– Aha… du har valgt at skrive, instruere, klippe, sy kostumer og lægge musik til filmen selv; hvorfor?
– Fordi der ikke er nogen der kender min vision som jeg gør og dét, at skulle nedværdige min idé med noget så mangelfuldt og fejlet som verbal kommunikation således at jeg kunne få et professionelt forhold op at køre med et andet menneske, var en absolut umulighed.
– Aha… hvorledes fik du idéen til udelukkende at bruge ukulele og jødeharpe til musikken?
– Det er de eneste instrumenter jeg kan spille på.
– Du har taget et lille klip med, kunne du lige hurtigt forklare hvad det er vi skal se?
– Ja, dette er scenen hvor G finder ud af at hans kone, hvilken han har været gift med i to og tyve år, rent faktisk er et insekt og han dérfor ikke er hovedrolleindehaveren i sit eget liv.
– Spændende, spændende…
Nogle nudler faldt ned på hendes skød og derefter videre ned på gulvet, med fingrene samlede hun dem op og proppede dem i munden. Jeg holdt meget af kunst men hun kunne ikke fordrage kunstnere, stolte mennesker iklædt midlertidig autoritet så uvidende om det de var så sikre på, hvilket var en af grundene til at hun sjældent forholdt sig til kunstneren når hun nød et værk. Ikke så meget fordi at værket burde kunne stå uden producenten men nu mere fordi at hvis hun skulle dømme et værk – om var det et maleri, et litterært værk, et nichespil, filmkunst eller et stykke musik – ud fra hvem personen eller personerne der havde stået bag skabelsen var, så ville de samlede værker hun kunne nyde ikke være mere end en lille håndfuld af dit og dat. Det var dog ikke det argument hun brugte når hun indgik i pseudo-intellektuelle samtaler, da det unægteligt fortalte mere om hende end det gjorde om hendes holdning, i stedet sagde hun blot at kunst burde være et forhold mellem kunsten og beundreren, og ikke kunsten og producenten; en sætning hun ofte slap ganske godt af sted med, på trods af at den måske ikke var den bedst formulerede sentens, den var dog diffus nok – måske endda intetsigende og banal nok – til at den ikke blot fungerede men ligeledes faldt ganske vel i spænd med alle andre ytringer om kunsten.
Fiffet bag samtalen om kunsten var at man skulle bruge så mange begreber som muligt på at forklare absolut ingenting, eller være så vag i sine argumenter at få var villige til at modargumentere af frygt for at der måske var noget de havde misforstået. Den dilettantiske samtale om kunsten var uhyre interessant, for de færreste vidste hvad begrebet indebar, ja, man kunne for så vidt gå så langt som at sige at ingen vidste hvad begrebet omhandlede; dog var der ingen der var villige til at indrømme deres manglende viden og derfor blev der snakket og snakket og snakket uden at nogen rent faktisk sagde noget, hvilket var – efter hendes mening – det smukke ved kunsten: Alle kunne være med uden rigtig at vide noget som helst for selvom man ytrede jeg forstår det ikke, jamen, så deltog man alligevel – ofte på et mere ærligt plan end dem der påstod at de forstod det hele.
Det lille gyldne skrin – hvis indhold hun var ved at løbe tør for – blev åbnet, hun indtog det der svarede til en større knivspids. Fjernbetjeningen blev taget i brug endnu engang, hun faldt over en opførelse der øjeblikkeligt fangede hendes opmærksomhed, en danseforestilling med en meget suspekt koreografi ledsaget af ganske obskur musik. Hun nød musik, ikke så meget som da hun havde været yngre hvor musik var – som det er hos alle bebumsede teenagere i en verden hvor musik er tilgængeligt – en stor del af hendes søgen efter en eller anden form for identitet; en søgen der den dag i dag gjorde hende forlegen, for tanken om at dømme noget ud fra om man kunne relatere til det eller ej – hvilket er en grim tendens hos teenagere – gjorde hende ilde tilpas, det var et alt for ubalanceret kriterie; ligeledes – hvis man var en af dem der købte idéen om at identitet var et produkt af hukommelse, det vil sige en kæde af minder – var det ganske quixotisk i og med at en teenagers minder først og fremmest omhandlede hvor uretfærdige forældrene var, flettet med nogle scener præget af hormonel hysteri.
Danserinden, iklædt gaze og med en firpunktsstok i hånden, forsøgte at holde balancen mens en forvrænget komponist talte om VARIATIONER; to kvinder med sammenbunde ben, en enkelt med krykker der var så korte at hun var nødsaget til slæbe sine ben efter sig. Jeg smeltede længere ned i sofaen, en sprække var dukket op på loftet, en flue kravlede ud og satte sig til rette et par centimeter fra den og gned lumskt hænderne sammen, den rykkede på sig igen og kravlede ind bag en uklarhed; hendes fokus fandt sprækken der var vokset en smule, med blikket på den, sprækken, kunne man sagtens se fluen, hun førte fokusset tilbage og den forsvandt ind bag uklarheden igen, havde hun fået grå stær? hun lukkede det ene øje, det højre, fedtpletten rykkede på sig uden at flytte sig fra stedet, bag den var fluen; hun forsøgte at lukke det venstre øje, det lykkedes ikke helt så hun var nødsaget til at få en hånd fra hånden, fluen kunne nu ses; sprækken havde udvidet sig, man havde ikke set det men hørt det, den havde fået sig en mørk purpuragtig farve der bevægede sig uden at bevæge sig; fluen rykkede sig en smule, man fik selv en trang til at selv at rykke på sig men man forblev dog liggende ganske stille; den hvide farve omkring kløften var blevet inficeret af det purpure hvilket kastede rødder, små mindre sprækker sprang ud, alle i samme farve, alle kontaminerede området omkring; trangen til at rykke på sig var der stadig men fluen, facetøjnene, kiggede på én, det var bedst at forblive stille; de små rødder var selv blevet til stammer og havde dannet deres egne rødder, den hvide farve omkring var blevet erstattet af blå, rød og flere nuancer af lilla; synet blev endnu mere fedtet, fedtet selv blev påvirket af farverne, mælk og blæk i konstant bevægelse; øjnene blev lukket, fluens små skridt kunne høres, dens kalkulerende og overvågende øjne, hænder der gned sig mod hinanden; dens kalkulerende og overvågende øjne, hænder der gned sig mod hinanden; sprækken udvidede sig, organisk men systematisk, øjnene blev åbnet igen, det meste af loftet var dækket af sprækker, farverne var altdominerende, enkelte steder dukkede fluen op og sugede disse til sig, spiste dem med sit lille muskedonnersugerør. – – –