DEN NORDVESTLIGE DEL af Arkadias havn var et samlingsted for de mest skumle, nederdrægtige, infame, amoralske, umoralske skurke, slyngler, niddinger, slubberter, schufter, lømler og skiderikker; dette var stedet hvor hver mand vitterligt stjal og kun en tåbe skuede ikke hunden på hårene. Og selvom at det var almen viden for de fleste forretningsmænd i byen at det til tider var nødvendigt at vende det blinde øje til for at gøre en god fortjeneste, så var dette ikke en mulighed i nabolaget hér, for skulle man kigge væk hver gang der handlet på usmagelig vis ville man aldrig kunne se lige frem og det var unægteligt svært at gøre en god handel – hvilket i dette område betød en handel hvor man ikke fik taget røven på – hvis man ikke kunne se sin modstander lige i øjnene.4
Den Vanærede Albatros var en bar hvor de førnævnte hørte til de daglige besøgende. Det var ligeledes også det bedste sted i sektoren hvis man var til hundeslagsmål; gyden bagved var indrettet som en mindre gladiatorring: På lige dage sloges hundene mod rotter, på ulige mod hinanden og en gang om måneden dystede de mod gadekæmpere. Det var også her man oftest kunne finde David Lieberman, låsesmed/indbrudstyv.
Selvom baren lå et stenkast fra vandet kunne man stadig høre bølgerne; ikke at de var aggressive, det var mærkværdig nok en ganske salig lyd, mærkværdig når man tænkte på hvilket nabolag dette nu engang var. Ligeledes kunne man høre mågerne, skibshorn, et klokketårn der fortalte at klokken var ti, en mand der kastede op og en kvinde der lo af denne, hvilket var noget han kunne sympatisere med, da han havde været i lige præcis den situation flere gange.
Selve stedet var blot et stort rum, på den ene side stod baren, hvilken var en lang disk med et slidt messingrør som fodstøtte og enkelte barstole foran sig samt en stor klokke hængende på ene side hvorved Jørgen med boaen – hvis forhold til sin lille hund man helst ikke skulle tænke for meget over – sad. Bag disken stod bartenderen Tom – hvilken var opkaldt efter sin faders tegnedreng – i sin næsten hvide skjorte med sorte ærmeholdere og seler, og rengjorde et ølkrus med hvad han kaldte for en universalklud. På den anden side af rummet, overfor baren, stod billiardbordet hvis køer hang på væggen og ved disses side stod grammofonautomaten der udelukkende spillede ældre fuldemandsslagere. To enarmede tyveknægte var placeret ikke så langt derfra, hvoraf den ene var itu og foran den anden sad Johnny der selv var en enarmet tyveknægt: Johnny havde mistet armen da en modkørende bilist havde kørt ind i den en dag han, i en brandert, havde stukket den ud af den bil han selv havde befundet sig i. Spurgte man ham hvorledes det var gået til at han kun havde en arm, fortalte han, at han havde mistet den under borgerkrigen; han var dog aldrig villig til at fortælle præcist hvordan det var sket og pressede man ham blev han vred og var han fuld nok – hvilket han jo altid var – så blev der lagt op til håndgemæng hvilket sjældent var et problem: Man skulle bare give ham en lige højre hvilken han jo ikke kunne parere i og med at det var den venstre arm han manglede – i øvrigt befandt han sig også i et sted i slutningen af tresserne, hvilket jo kun var til éns fordel. Johnny havde det samme genetiske problem som ham selv, hans krop afviste implantater, hvilket var årsagen til at han ikke kunne anskaffe sig en ny arm.
Han åbnede en ny pakke smøger og tændte en. Alle borde var runde med tre til fire stole omkring; fra loftet hang der flere loftventilatorer der arbejdede uafbrudt på at sende røgen og dunsten tilbage hvor den kom fra. På den anden side af indgangen var der to døre, den ene – den med mønttelefonen – førte ud til toiletterne, den anden til en gang der i sig selv førte ud til gyden med ringen, mellem dem begge stod Kyklop-Lene og bappede på en snadde mens hun tog sig en pause fra at vaske gulvet.
Han gik hen til baren, bestilte en fad og begyndte skiftevis at drikke af og stirre fortabt på den, hvilket jo var kutyme blandt skumle og fordømte mennesker. Den Vanærede Albatros var ikke et sted hvor man kom for at støve kvinder op; enhver mand der var villig til at stikke dilleren i en af de madammer der kom hér, var ligeledes villig til at smide en mursten gennem en Rembrandt; på den anden side, så var langt de fleste mænd hér i baren typen der var i et parforhold en gang om ugen, et kvarter af gangen – en halv time hvis der var et tilbud eller det var nytårsaften – og dérfor næppe kræsne.
I ny og næ kiggede han op og brugte det revnede spejl bag disken til at spejde lokalet med, Lieberman var ikke så det ud til, til gengæld så han Røven – en af Liebermans bekendte – der sad ved et bord på den anden side af lokalet; han drak ud og gik derover. Røven blev kaldt for Røven grundet hans øjne, faktisk var der ikke noget galt med dem, det var nu mere hvad de sad i: I stedet for øjenhuler havde han hvad der lignede to udspilede røvhuller hvorfra de små organiske kameraer tittede frem.
– Har du set Lieberman?
– Nej.
Det var mere eller mindre det svar han havde forventet, det var en standard respons her i bulen hvis man spurgte efter nogen. Han tørrede sin dryppende næse af på ærmet og overvejede at blive her et stykke tid endnu i håb om at Lieberman måske ville dukke op, men besluttede sig for at tage hjem til kontoret i stedet og vende tilbage på et senere tidspunkt; på vej ud passérede han en mand der spontant disintegrerede hvorefter dennes rester blev sammen med sandet, øllet, skodderne, glasset, tændstikkerne, spyttet og opkastet skubbet op i en fejebakke af Kyklop-Lene. – – –