JEG HAVDE STADIG ikke fået den foregående aftens hændelser – eller reaktionen på disse – ud af hovedet da hun trådte ind i på sin arbejdsplads. De fleste af kollegaerne var allerede godt i gang, morgenen omhandlede altid mise en place: Dagen blev planlagt, telefonerne ringede, blyanter blev spidset, stiftblyanter blev fyldt op, papir og notesblokke blev hentet fra depotet; viskelædere blev gnubbet på bordflader, nicher blev tændt, post blev sorteret og en kam blev kørt gennem håret for sidste gang inden fyraften. Her var altid travlt, hvilket var kommet bag på hende da hun først havde startet her, hvem skulle have troet at der var så meget paranormal aktivitet at rapportere om i sektoren? Måske havde det noget at gøre med at aktivitet tiltrak aktivitet og til tider også inaktivitet, de ubrugelige æggestokke satte sig jo på myretuen og stedet hér var vitterligt en kulturel myretue hvis mange lange gange nåede hele vejen ned til det rindende vand; Mysterier & Fænomener var en brønd, hvilket man nok kunne bevise hvis man forsøgte sig ad med en pilekvist. Gennem vinduerne skinnede lyset fra de holo-skilte hun ofte faldt i staver over, DU ER IKKE ALENE var tilsyneladende titlen på pop-psykologens Dr. Traverts nye bog. Der var intet holo-folie hér. Tonen på kontoret var let, hvilket jo var at forvente når nu man tænkte på hvad folk arbejdede med.
Jeg passérede sit parti og gik i stedet hen mod Tabarins kontor, der blev gjort holdt ved Torris’ skrivebord, Tabarins sekretær: Ingen i foretagendet havde det overblik hun havde, ligeledes sørgede hun for at holde moralen oppe via sjofle vitser der kunne få selv den mest garvede sømand til at løfte et øjenbryn eller med anekdoter fra sin tid bordelmutter, hvilke alle var både saftige og chokerende – som gode anekdoter jo har det med at være.
– Er Tabarin derinde?
– Ja, gå du bare derind, han er meget opsat på at snakke med dig.
Tabarins kontor var et lille mørkt rum med nikotingule vægge, en tyk tåge af piberøg blev fremhævet af den smule lys der fandt vej gennem persiennerne. Samtlige udgaver af bladet stod i tårne hist og pist. På hans lille skrivebord befandt en lille brun lampe sig, det eneste lys i rummet bortset fra det førnævnte; en telefon og hans pibeholder hvor der var plads til fire styk, man kunne ud fra hvilken pibe han brugte dømme hans gemyt, han sad med en mellemstor af porcelæn, det vil sige at han var i godt humør dog en anelse spændt.
Manden havde næse for nyheder – hvis man kan kalde kryptozoologi og det paranormale for dét – men han havde også sans for forretning og han vidste at nyhedsmediet, uanset dens form, var lige så meget underholdning som det var nyheder. Sandheden – hvilken jo er et begreb hvorom det er ganske svært at holde masken når man ytrer det – måtte formidles således at modtageren aldrig kedede sig for kedsomhed, kedsomhed var fatalt hos de voksne; et barn dérimod havde ingen fortid, ingen erfaring, når barnet slyngede sig hen ad sofaryggen, lagde sig på gulvet, satte sig ved et bord med hagen i hænderne så gjorde det sig ingen tanke om før og efter, men blot det kedelige i nuet – eller det var i hvert fald hans, Tabarins, læsning. Et barn søgte en kreativ løsning på sit problem, det var et spørgsmål om handling, om at lave og gøre noget. Den voksne derimod medicinerede sig selv, det var et spørgsmål om at holde sig i mental inerti, om ikke at tænke hvilket var noget kedsomhed unægtelig førte til; man ønskede ikke at være bekendt med den kroniske trussel, han så det i sig selv og andre, folk trivedes i larm.
Han boede alene i et fredeligt kvarter der aldrig var stille, der var altid en eller anden form for baggrund, et sikkerhedsnet, et landskab af lyde og skulle hans hjerne i et kort øjeblik gå i stå, jamen, så havde den noget at falde tilbage på; den ville opfange larmen om den så var musik, et program, en film og derved give sig selv en saltvandsindspøjtning ud fra hvad end den fik på krogen; en sætning i et vers i en sang kunne sende tankerne frem, tilbage eller ind i en alternativ realitet og det kunne derfor være vigtigt at larmen var nøje udvalgt så man ikke blev mindet om det man ikke ønskede at tænke på – man sørgede for at undgå de negative konnotationer og udelukkende fremprovokere de positive. Arbejde var ligeledes endnu en metode til at holde kedsomheden væk, hvilket var ganske interessant i og med at langt det meste arbejde det almene menneske havde adgang til var ekstremt kedeligt. En bekendt havde brugt femten år foran en skærm i en bureaukratisk maskine, femten år på at kigge på navne og tal, han blev fyret og efter seks måneder som arbejdsløs endte han med at stikke sig selv i brystet med en køkkenkniv.
Tabarin vidste, at når han mødte en person for første gang ville emnet arbejde dukke op indenfor de første ti minutter; han vidste også at når en person sagde jeg arbejder med dit og dat, sagde personen ikke jeg interesserer mig for dit og dat, eller jeg er dit og dat, men i stedet jeg har valgt at holde krøblende depression og måske endda selvmord i armslængde ved at gøre dit og dat i ni timer fem til seks dage om ugen. Hvad han fandt morsomt – morsomt på en ganske trist måde – var at folk i overgangen mellem barn og voksen – hvis de var nogenlunde privilegerede – valgte deres fremtidige uddannelse og arbejde ud fra en idé om hvad der interesserede dem, hvad de ville lære mere om, hvad de fandt spændende, blot for at realisere at efter at de havde lært den basiske viden der skulle til for at blive hvad end de ønskede at være, efter at have kigget bag tæppet, efter at have lært fiffene, at det man nu skulle beskæftige sig med indtil pensionen, kræft eller en faldene ambolt satte en stopper for det, var ligegyldigt og banalt nu mystikken var væk – men banalitet var unægteligt bedre en kedsomhed. Og takket være denne bevidste frygt for kedsomheden formåede han selv at kunne holde sin væk. Han leverede underholdning og nyheder, og var der noget der var mere underholdende end det ukendte? eller dét der havde med det ukendte at gøre? Om dét der var på den anden side og alt hvad det indebar? Det unheimliche? det mærkværdige? det mirakuløse? det mytiske? det teologiske? det pseudovidenskabelige? Det var alt sammen, om man troede på det eller ej, underholdende. Om han selv troede på det eller ej var noget han valgte ikke at tænke på, dog fandt han det nødvendigt at udvise et åbent syn på verdenen, at lade andre tro at han troede – det var et spørgsmål om at være professionel.
En anden ting han valgte ej heller at tænke over var, hvor trivielle og infantile alle disse tanker var.
Han kiggede op fra en ældre læderindbundet bog.
– Nå, der er du…
– Hvad er det du har rodet mig ud i?
– Har jeg rodet dig ud noget?
– Ja.
– Sæt dig ned og start fra en ende af.
Jeg satte sig ned og tændte en cigaret, Tabarin skubbede et askebæger frem, det var et kranie med toppen skåren af: Ifølge Tabarin selv skulle det, kraniet, havde tilhørt en sannyasin fra det attende århundrede, hvilket Jeg ikke kun så som et tegn på Tabarins position her i bladet men ligeledes hvordan Tabarin anså sig selv: En kriger mod en større magt, et eller andet med Postumius’ kranie – hvilken jo havde været Tabarins intention da han i sin tid havde bestilt den over Satnettet.
– Til at starte med så var han der ikke engang, Konradsen.
– …
– Hans dør var dog åben så jeg gik bare ind.
Tabarin pulsede nydelsesfuldt på piben.
– Det var en svinesti. Jeg tror at stedet var blevet ransaget.
– Interessant.
– Interessant?
– Ja, meget, ser du, den mand jeg snakkede med over telefonen, Konradsen altså, var uhyre nervøs. Han var meget ængstelig for at vi skulle komme ud til ham så hurtigt som muligt.
– Aha.
– Men fortæl du bare din historie først.
– Jamen, jeg gik ind i lejligheden hvorefter jeg hørte nogle biler ankomme udenfor, ja, det var næsten lige efter at jeg havde trådt ind. Jeg kiggede ud, så dem, bilerne, og nogle personer der gik ind i bygningen hvorefter jeg flygtede.
– Intet andet?
– Er det ikke nok?
– Ork jo… men der var ikke andet?
– Næh, joh, ved dørkarmen, nederst ved dørkarmen sad en lille sort kasse med en form for linse der pegede mod døren.
Tabarins øjne blev store, han lagde piben fra sig og rejste op. Han begyndte at kigge sig omkring.
– En lille sort kasse siger du?
– Med en linse.
– Aha…
Han gik hen til døren, åbnede den og stak hovedet ud.
– Torris, hvor har vi bladene fra februar sidste år, helt præcist det nummer med varulvene i kolonihaverne?
Torris kom ind på kontoret, gik direkte over til et af de mange tårne, kørte en finger ned oppefra, gjorde holdt to tredjedele nede og hev forsigtigt et blad frem hvorefter hun gav Tabarin det uden at sige et ord; på vej ud klappede hun Jeg på hovedet. Tabarin satte sig ned igen og begyndte at kigge bladet igennem, da han var nået cirka halvvejs gjorde han holdt og rakte det over til Jeg.
– Den dér lille kasse?
Jeg tog imod bladet og kiggede på et sorthvid billede af en lummer mand med slesk hår der holdt den samme lille sorte kasse mellem sine hænder som hun havde set i lejligheden.
– Ja, den var magen til.
– Aha, den mand på billedet dér var en tidligere ansat i Kollektivet, den lille kasse er et af deres produkter. Ikke noget tys-tys eller vanvittig farligt. Det er en føler, en form for alarm.
– ?
– Nu skal jeg fortælle dig hvad jeg tror der skete.
– Ja tak.
– Konradsen ved eller har noget han ikke burde, han kontakter os og vi aftaler et møde. Mellem telefonsamtalen og mødet aflægger en eller anden…
Mens han talte bankede han piben ud, stoppede den igen og fyrede op med et par lange tændstikker.
– …en visit hos ham. Om han var til stede da de kom er umuligt at sige på dette tidspunkt, hvad der dog er sikkert er, at de ikke fandt hvad de ledte efter, derfor var hans lejlighed i den stand du fandt den i, derfor satte de alarmen op og ventede udenfor indtil der var bid, hvilket i dette tilfælde var dig.
Han lænede sig brystende tilbage.
– Aha… vil du gerne have at jeg skriver det ned?
– Nej, der er ikke nok til en ordentlig historie, endnu. Men jeg har dog et spørgsmål…
– Og der er?
– Så disse mænd dig?
– Nej, det er jeg ret sikker på at de ikke gjorde.
– Hvordan så de ud?
– De var sorte, sortladne, klædt i so…
– Godt, for jeg tror at to af dem lige er trådt ind på kontoret.
– …
– Gå du bare ud og sæt på din plads og lad som at du laver noget, hvilket ikke burde være et problem for dig, og så snakker jeg med dem.
Jeg rejste sig op og gjorde som hun fik besked på. På vej mod sit skrivebord passérede hun de to mænd der havde sat kursen mod Tabarins lille rum. Det kunne meget vel være nogle af dem hun havde løbet fra i går, sorte jakkesæt og intet slips. Jeg havde lige sat sig ned da Torris afskar de to mænds rute.
– Hvad kan jeg hjælpe d’herrer med?
– Vi skal blot tale med herren derinde.
Den ene af dem forsøgte at bane sig vej forbi hende. Hun lagde en hånd på mandens skulder.
– Jamen hvis De og Deres lille… ven vil vente hér, så skal jeg se efter om han er ledig.
Det blev sagt med en ligegyldighed og sikkerhed der kastrerede den psykologiske fordel disse mænd havde, som for eksempel den deres styrkepåklædning bragte med sig; ligeledes insinuerede hendes tone – samt elevatorblikket hun havde benyttet sig af i det korte øjeblik før ytringen af ordet ven – at disse to mænd havde et skjult homoseksuelt forhold, om de havde det eller ej var for så vidt ligegyldigt. De to blev stående uden rigtigt at vide hvorfor, mens hun gik ind til Tabarin og lukkede døren efter sig. Et spand tid efter kom hun ud igen.
– Gå I to drenge bare indenfor.
Begge mænd gik ind i det lille kontor og lukkede døren bag dem. Efter at Torris havde sat sig bag sit skrivebord igen lugtede hun til sine hænder. En tendens der stammede fra nogle år siden hvor hun havde haft en periode hvor hun altid havde kunnet lugte fæces i lang tid efter at have været på toilettet; ikke fordi hun havde straffet kummen mere end normalt og lugten – eller duften alt efter éns seksuelle tilbøjeligheder – havde spredt sig, nej, hun havde kunnet lugte det på sig selv. Lugten havde altid været der og det havde gjort at hun alt for ofte havde endt med at gå i bad igen, for at på struktureret vis skrubbe sig selv indtil at hun havde været helt sikker på at der intet fæces havde været på hendes krop, hvilket hun havde kunnet gøre i og med at hun udelukkende gik på toilettet derhjemme.
Havde hun fortalt nogle om dette ville de umiddelbart have givet diagnosen at hun havde en obsessiv-kompulsiv tilstand – fordi dét at stille en diagnose er jo noget alle og enhver kan, især hvis man har haft psykologi på mellemniveau – og lige præcis denne fordi det var en af de sygdomme som medierne kunne lide; den var på det store plan ikke for truende men alligevel ganske trist, hvilket måske var grunden til at mange, i en eller anden forstand, endte med at på et tidspunkt at bilde sig selv ind at de måske også led af den; da mentale problemer der ikke var for truende måske kunne forklare hvorfor personlig tristhed ikke var en ukendt tendens, eller måske gjorde man det således at man kunne føle at man var noget, at der var mere til éns identitet end blot normalitet. Eller måske ville de have fortalt hende at det havde været et symptom på stress, som jo også var en tilstand borgerne i byen yndede at påtage sig. En diagnose som hun ville have viftet bort da Torris havde en idé om at stress var noget som den prostituerede der skulle opfylde en hvis kvota af fellatio om dagen for at undgå at få en skarp kniv på struben eller den femtenårige gravide pige med HIV led af, og den følelse som et almuen mærkede efter at have sat sig selv i gæld, fået børn og igangsat en skilsmisse ikke var stress men blot en reaktion på en lang række dårlige valg.
Men Torris havde ikke været stresset og hun havde heller ikke en obsessiv-kompulsiv tilstand haft, så på det punkt var hun ganske unormal. Der havde ikke været noget galt med hende, problemet havde været den sæbe hun havde brugt, for den havde været en af dem der lugtede godt når man holdt den i hånden og satte næsen til den men efter kontakt med huden, vand og ilt påtog sig en ganske ubehagelig karakter, hvilket ganske enkelt havde været uacceptabelt for hun var ikke bare unormal men også uhyre forfængelig. Det var for hende ikke nok at se godt ud og dufte skønt, næh, det var også et spørgsmål om positur, retorik og at være teatralsk; at indprente sig på de mennesker omkring hende – hvilket kan være svært når man lugter af fæces.
Efter at de to mænd, med meget raske skridt, forlod bladet gik Jeg tilbage ind på Tabarins kontor.
– Hvad ville de?
– De ville spørge om jeg havde talt med Konradsen og i så fald hvad vi havde snakket om.
– Og?
– Jeg gav dem en lang smøre om journalistisk etik, du ved, den sædvanlige.
– Fortalte de hvem de arbejdede for?
– Ja, det gjorde de faktisk, Kollektivet, og det er derfor nødvendigt at vi finder Konradsen før at de gør, og med vi mener jeg dig.
– Mig?
– Ja, har du kontanter på dig?
– Ja, en smule, hvorfor?
Tabarin lagde piben fra sig, rejste sig og begyndte at skubbe til to bladtårne, hvorefter han rakte ind bag dem og hev et lille pengeskab frem; en af de dér små kasser hvilke ikke tog højde for, at hvis der nu skulle være en person der havde fået den idé at stjæle indholdet, så kunne denne blot forsvinde med kassen under armen og åbne den på et senere tidspunkt. Han satte sig tilbage på sin plads.
– Undgå at bruge din chip fremover, bare lige for en sikkerheds skyld.
Kassen blev åbnet og to ganske store seddelbundter blev taget op.
– Brug dem hér i stedet.
– Hold da op.
– Ja ja, ro på, jeg skal have hvad der er tilovers tilbage; faktisk forventer jeg at se det meste af det igen.
Han lukkede kassen i og satte den tilbage på plads, hvorefter han gik ud til de andre ansatte.
– Christensen, Sajid og Cohen, kom lige hér.
Christensen, Sajid og Cohen var trillinger med et mærkværdigt had til hinanden.
– Jeg vil gerne have at I alle tre går ud af bygningen på samme tid og derefter går hver jeres egne veje i cirka en halv times tid, se gerne så mistænkelige ud som muligt.
De tre gjorde som de fik besked på; Tabarin vendte sig om mod Jeg.
– Og du tager bagvejen ud, vi kan mødes i baren engang i aften, ved en seks syv tiden.