EN HOLO-SKÆRM opad bygningen overfor sektorens politistation viste en abnorm fed kvinde. En svævende engangsinjektionspistol sprøjtede skrigende blå væske ind i overarmen på hende, hun blev gradvist tyndere, hendes hud fik kulør, brysterne kravlede fra knæene op til den øverste del af torsoen; en velbarberet ung mand i en hvid laboratoriekittel med en ganske høj krave trådte ind fra venstre …med den nye model Obesus-Nanoider kan vi på ExtropiaMed garantere hurtigt og sikkert vægttab…
Stationen var en høj smal bygning der så ud som om at en større mængde kuber var blevet stablet ovenpå hinanden i en fart. Påhængsvæggen, eller gardinmuren, var hvidt stål med hvidt marmoreret glas. Den nederste etage skilte sig ud fra resten af bygningen: Et halvtag befandt sig over hovedindgangen og blev holdt oppe af seks gange otte korintiske søjler; for enden af trekantsgavlen stod der et akroterion ved hver af de tre spidser. I midten af den hvide trappe der førte op var der en bred rampe der var så glat og stejl at folk i rullestol fortrak at bakke op ad trinene.
Han gik op, passérede søjlerne og trådte ind gennem hovedindgangen der havde to betjente på hver side med deres arme bag ryggen i en autoritær men ikke-truende stilling. Disse havde sorte taktiske støvler på, sorte bukser med grå skinnebens- og knæbeskyttere; brede grå bælter hvorpå der hang peberspray samt grå og sort teleskopiske elektrochokknipler. Over de sorte striktrøjer sad sorte skudsikkerveste med stiv kraver der gik hele vejen op over mundene samt grå albuebeskyttere. På hovederne hjelme i samme grå farve med sorte envejsglas der gik ned over øjnene. På deres skuldre sad det mærkat, et monogram, der identificerede hvilket firma de hørte til, Kollektivet; ikke at mærkatet var nødvendigt da man skulle lige have været kommet ind med Firetoget hvis man ikke vidste at de sorte og grå farver repræsenterede Kollektivet.
Han trådte ind i et stort marmorhvidt rum med de samme typer korintiske søjler der var udenfor, hvilke skabte en syntetisk gang der førte op til skranken; foran hver af søjlerne stod der nedefra oplyst statuer i form af alle sektorens politichefer siden borgerkrigen – hvis man dog havde kendt enkelte af disse mænd ville man have luret at statuerne ikke lignede dem da der var fokuseret på det hellenistiske fremfor superrealismen – hvert andet minut ændrede statuerne synkront deres positur: Diskoskasteren blev til spydbæreren, den hudskrabende akt blev til en yndefuld hilsen. Midt på gulvet befandt en mahogni cirkel med poleret messingkant sig, i midten af denne var et stort sans serif k ligeledes i messing; bogstavets stamme bestod af tre tynde linier. For enden af rummet var receptionsskranken, hvilken var en marmor blok med en uniformeret betjent siddende bag: Han var ikke iklædt kampuniform som de to vagter udenfor men havde i stedet en sort skjorte med et gråt slips på.
Rummet hér var bygget med henblik på borgerne og havde derfor ingen funktionel værdi andet end den ærefrygt den var designet til at indgyde, hvilket måske kunne forklare hvorfor akustikken var som den var: Lyden fra dråberne der faldt fra hans frakke – hvilken havde opsuget så meget af regnen som overhovedet muligt – og ned på det hvide marmorgulv blev forstærket til sådan en grad at den, fra hans position, virkede altdominerende, og konsekvensen var at man følte sig en smule benovet ganske som man gjorde når man trådte ind i et bibliotek, i et religiøst hus eller på kontoret til lægen der havde svarene på éns blodprøver.
Han gik forbi skranken hvor receptionisten på professionelt vis ignorerede ham og hen mod elevatoren hvis geometrisk mønstrede gitterdør havde det samme logo i sin midte som det på gulvet og ligeledes i samme materiale. Ved dens side sad en enkel rund knap, hvilken befandt sig på den nederste del af en fanelignende besætning i messing. Han trykkede på knappen og stillede sig ind i den cylinderformede elevatorstol hvori en glad bossanova udgave af et velkendt stykke populær musik fra de tidligere firsere blev spillet.
Tre og fyrrende etage tilhørte efterforskningsafdelingen. Der var højt til loftet – i en bogstavelig forstand – væggene var gråhvide og tapetseret med skærme der hovedsageligt viste levende billeder fra makromediet og den del af mikromediet der tilhørte Kollektivet. På den ene væg var de høje folierede vinduer, orange lys konstant skinnede ind, i ny og næ fløj en flok ænder forbi – altid den samme og altid i den samme højde. Der var tretten rækker skriveborde med to og tyve i hver, bordene var L-formede med hvert deres skærme og tastaturer samt en glasplade i A3 størrelse og en telefon; der sad to betjente ved hvert af disse, det var kutyme at den højst rangerende havde den største af fladerne. Fra loftet hang der store og brede nøgne lysstofrør hvis lys var dæmpet således at foliets havde dominans. For enden af rummet var kommissærernes kontorer, den længst til venstre tilhørte Cosse: Samuel Cosse havde været en god bekendt lige siden de begge havde startet på stationen og efter at han var blevet fyret havde Cosse været en af de få der med tiden ikke havde sluset bekendtskabet af vejen.
Han bankede på døren.
– Kom ind.
Kontoret var småt men stort nok til at der kunne stå to skriveborde, hvilke de gjorde op ad hvert deres væg således at de stole der var placeret foran dem havde ryggene til hinanden. Op ad den frie væg, der var modsat døren og det persiennedækkede vindue der førte ud til det store rum hvor de andre betjente sad, stod der er tre grå kontorskabe. På Cosses skrivebord var der en skærm, et tastatur, en glasplade, en telefon og et billede af Grete, hans kone, samt deres udseendemæssigt handikappede søn hvis navn han havde glemt. Cosse bar grå kamgarnsflannel bukser, hvid skjorte, peridotgrøn vest og udtrådte okseblods derbysko.
– Nå, det er dig?
– Hvorledes går det?
– Udmærket.
– Og konen?
– Også godt.
– Jeg har brug for lidt hjælp.
– …
– Kleinerstiefel, Alis Kleinerstiefel, siger det dig noget?
– Næh, er det et navn jeg skal tjekke?
– Nej, det er ikke nødvendigt. Kender du noget til de bankrøverier der skete for nyligt?
– Jeg går ud fra at du er på sagen, om man vil? og nej, det er Fede-Mogens der hænger på den.
Fede-Mogens var en speciel mand: Når han tog til en fodboldkamp så medbragte han altid en lille portabel niche så han kunne se genspillet af hvad end der skete, eller det var hvad han fortalte folk, den egentlige grund var at manden var tæt på blind og kunne derfor ikke se hvad der foregik på grønsværen.
– Korrekt, og der er nogen der ikke er så glad for det.
– ?
– På vej ud til en af bankerne, Abakus, var der en eller anden der forsøgte at køre mig ned.
– …
– Lige præcis og mit kontor blev overvåget af en mand der selv var under overvågning. Han formåede dog at efterlade en lille seddel til mig.
– Spændende, spændende, har du den med? For så kan jeg lige køre den gennem systemet.
– Ja, det var dét jeg tænkte.
Cosse tog sedlen, læste den igennem, fnøs og lagde den med forsiden nedad på glaspladen der var integreret i skrivebordet, et grønt skarpt lys med kort levetid kom op under den og skannede sedlen. Han tog og rakte den tilbage.
– Behold den.
– Nuvel, det tager lige nogle minutter. Drink?
– Tak som byder.
Cosse tog en flaske og to glas frem fra skrivebordsskuffen, han hældte op og gav sin gæst det ene.
– Fine sager.
– Ja, det er sgu ikke så tit at jeg får besøg.
Begge mænd tændte en smøg og en af dem tørrede snot af på ærmet. Cosse kiggede over på skærmen.
– Så er der bid.
– Hvem er det så?
– Håndskriften tilhører Virginia Mandelbaum.
– Journalisten?
– Det ser sådan ud, sagde du ikke at det var en mand?
– Jeg kunne ikke se hende ordentligt, jeg gik ud fra at det var en mand.
– Forståeligt nok, hvad jeg dog ikke forstår er hvorfor hun var klædt ud. Hun måtte have vidst at du havde mulighed for at finde ud hvem hun var via sedlen?
– Måske var det ikke på grund af mig at hun var klædt ud. Som sagt så blev hun selv forfulgt. Hun tog en stor chance ved at hænge sedlen dér hvor hun gjorde.
– Hvor hang hun den da?
– På lygtepælen overfor min bygning.
– Tjah, det er sgu noget af en chance at tage, hvis hun blev ”forfulgt” som du siger.
– Jeg tror at jeg vil opsøge hende. Veritas Tidende, korrekt?
– Korrekt.
– Udmærket, tak for hjælpen og hils konen.
– Ja, det skal jeg nok… hov, vent lidt, du sagde at nogen forsøgte at køre dig ned, tror du at det er hende?
– Grete?
– Mandelbaum.
– Næh, men måske er det ham der er efter hende.
– Tjah, burde jeg fortælle Fede-Mogens om det hér?
– Helst ikke du.
– Helt i orden; men det vil sige, hvis det du har sagt er korrekt, at der fiser en eller anden rundt derude som gerne vil have dig nakket?
– Ja, det ser sådan ud. Jeg må hellere holde øjnene åbne, være på vagt, årvågen.
Han vendte sig om og blev forskrækket over at døren var meget tættere på end regnet med.
Cosse fortrød at han ikke havde gjort mere for at hjælpe sin tidligere kollega dengang denne var blevet fyret, ikke at han ikke havde gjort nok, det havde han men han fortrød alligevel. Der var intet Cosse ikke fortrød, uanset hvad han tænkte tilbage på, uanset mindet, så fortrød han det. Det var skam ikke fordi han havde været et slet menneske eller havde truffet nogle ufattelige dårlige valg, han var et middelmådig menneske der havde truffet nogle middelmådige valg; dog vidste han, at selvom han havde været en person par excellence der havde truffet alle de korrekte valg, så ville han alligevel have fortrudt. Han fortrød at han var blevet gift, at han havde fået et barn, ikke at disse ikke havde været nogle gode valg og hvis han havde haft muligheden så ville han have truffet dem igen, velvidende om at han umiddelbart efter ville fortryde det.
Til tider sprang et minde frem – det dukkede bare op, ukatalyseret, ledsaget af et skarp stik – hvilket gjorde at han i et kort øjeblik måtte gøre holdt med hvad end han havde gang i, blot for at drage den samme konklusion om mindet som han havde gjort med alle de andre, at han fortrød. Dérfor holdt han sig beskæftiget, dérfor søgte han støjen. Jo mere han havde at lave, jo mindre blev de vinduer hvor minderne kunne vise sig. Når han arbejdede så arbejdede han uden mål, for et mål var et produkt af et valg man havde truffet og valg krævede ofte tanke. Hans arbejde var ikke drevet af at skulle betale sine gæld af, hvilke ikke var større end alle andres men de var stadig ikke noget han ville huskes på at han havde. I det hele taget var penge noget han forsøgte ikke at tænke synderligt over for uanset hvad ville han altid føle at han ikke havde nok, og med dét kom tanken om at han havde spildt penge hér og dér, hvilket han fortrød.
Men han kunne heller ikke tænke for meget på selve arbejdet for selv dér – på trods af at han var ganske god til det – havde han truffet valg han ikke brød sig om; dog var han heldig i at arbejdet hér tilbød rigeligt med støj han kunne holde sig beskæftiget med. Ligeledes sørgede han for at der var støj derhjemme, i bilen, ja, hvor end han var. Han hørte musik når han kørte hjem, høj musik, ikke noget der kunne frembringe nogle minder, dog godt nok til at hans hjerne var beskæftiget. Når han gjorde brug af nichen sørgede han altid for at han kiggede og lyttede til et eller andet der kunne holde hans fokus, oftest var det dokumentarer og disse kunne omhandle hvad som helst: zoologi, geografi, antropologi, historie og lignende; ældre tegnefilm var også noget han nød, den meningsløse og absurde vold mellem antropomorfe dyr ledsaget af klassisk musik der altid perfekt komplimenterede brudene på fysikkens love kunne holde ethvert minde væk, hvilket i sig selv var ganske interessant for han havde set alle disse tegnefilm før, han havde set dem som barn men der var ingen minder forbundet med disse.
Han kunne for så vidt ikke huske noget fra sin barndom, der var ingen klare billeder, han kendte til hændelserne og aktørerne i disse såkaldte minder, han vidste hvorledes han skulle forholde sig til dem, hændelserne og aktørerne; han vidste at han havde kælket på den og den bakke med den og den ven, og han vidste at det havde været sjovt og at de havde hygget sig; han vidste at det var sket men han kunne ikke huske det og hvornår at det var gået op for filmmaskinisten at filmen var ude af fokus og hvorfor denne aldrig havde rettet op på fejlen, vidste han ej heller. Og når hans kone eller venner eller bekendte startede en samtale med kan du huske dengang man…? kørte han med på legen og talte om hvad han kunne huske, hvad han kunne huske, ikke hvad han vidste, på trods af at han kun vidste men intet kunne huske. I mange år havde han følt sig som en løgner og ganske utilpas når disse samtaler fandt sted, indtil at det gik op for ham at folk var ligeså vage i deres beskrivelser som han var, og at de ligeledes byggede deres viden op som hukommelse. Viden var godt, ingen tvivl om det, en person der vidste meget blev respekteret for det, viden åbnede døre, viden var magt sagde man men hukommelse, følelsesmæssig hukommelse, var en menneskelig egenskab og for at opretholde facaden om at man var dét – et tredimensionalt menneske med følelser og minder og ikke en forprogrammeret maskine med akkumuleret data – omdannede man viden til hukommelse. Han var hundrede procent sikker på at alle andre havde det på samme måde, han var ikke unik, det var der ingen der var; han vidste alt hvad der fløj gennem hovedet på ham var så normalt, at man kunne kalde ham for ordinær, jævn og ubetydelig.