HUN HAVDE IKKE talt usandt om sin hovedpine, den var stadig grov men i det mindste var der ingen kvalme og det var da altid noget. Naboens niche kunne høres, man kunne ikke opfange præcist hvad der blev set, det var det for lavt til men i ny og næ dukkede der et enkelt ord eller to op. Hun kiggede sine vinylskiver igennem for at se om der ikke var noget hun kunne lytte til som ikke propellerede hovedpinen til nye højder. Grunden til at hun brugte vinyl fremfor blot at hente musikken fra Satnettet9 eller lytte til hvad der allerede var på nichens drev havde intet at gøre med at det lød bedre, eller at det var et symbol på hvem hun var. Jo, lyden var anderledes, den var mere fyldig, den havde krop og vigtigst af alt den var på et kvalitetsmæssigt plan på ingen måde nær så god som den musik der kunne hentes via en niche. Forskellen var ikke helt ulig den som man fandt mellem smør fra pakken og afklaret smør, enkelte ting var ganske enkelt bedre hvis de var lidt beskidte; Apollos popularitet skyldtes, ifølge Jeg, at udover hans ellers så fine træk så var han også en beskidt satan.
Årsagen til at hun tit og ofte valgte vinyl var grundet ritualet, processen der hørte til.
Og hun var ikke den eneste der godt kunne lide sine ting en smule beskidte; disse gamle kunstnere, hvilke ofte var dem man fandt på vinyl, kunne vitterligt nogle ting, og de kunne dem uden teknologisk augmentation. En del af musikken den dag i dag var i den grad præget af denne, og det kunne høres, og det var godt, det var god musik på alle planer, dét var det, men folk var også klar over at de gamle drenge kunne de det de kunne – begrænset som det var – uden teknologisk hjælp; det var ofte en tour de force af talent og gefühl, og det vidste man, hvorfor der var væsentligt mere ærefrygt indblandet når man hørte de gamle navne end når man hørte de augmenterede navne. Og det var vel også derfor at ikke alle kontemporære musikere, og kunstnere generelt, hoppede med på vognen, hvilket de ikke gjorde mest af alt for at kunne sige at det var dem selv, ene og alene dem, der stod bag hvad end det nu var at de havde produceret. Modtageren selv satte også pris på det, på den ene side fordi det var beskidt, det var ikke perfekt – relativt set – men måske også fordi at det var svært at ignorere sådanne koncepter à la medfødt talent. Det var ikke ensbetydende med at de musikere der valgte at blive augmenteret ikke var talentfulde, at de ikke var gode, at de ikke var hårdtarbejdende og at de ikke var succesfulde, det var de, men det endelige produkt mistede et hvis je ne sai quoi; på den side kunne man jo sige at augmenterede kunstneriske produkter ligeledes erhvervede sig et andet jeg ved ikke hvad.
Det var egentligt ganske interessant, dem der valgte at blive bedre til noget via augmentation, valgte ofte at blive bedre til noget de allerede var gode til; det var sjældent – dog ikke uset – at folk der ikke havde et medfødt talent for, for eksempel, at spille cello men som kun kunne det på et basisk niveau valgte denne metode, hvorimod én der rent faktisk havde formået at skabe sig en karriere inde for feltet, ville til tider vælge at få gjort noget mere ved det. Faktisk viste statistikerne at de langt de fleste augmentationer der blev fortaget hovedsageligt var baseret på karriere eller udseende, status på kom en tæt tredjeplads.
I hænderne havde hun nu tre plader: I højre hånd en lang række forskellige variationer af L????? MEFISTOVALS NUMMER FIRE og i venstre et dobbeltalbum med C?????? samlede nocturner – begge havde kæmpet om pladsen, og gjorde det på sin vis stadigvæk, om titlen som den ypperste trækfløjtevirtuos nogensinde. Hun lagde L???? fra sig og med C????? i den ene hånd hentede hun en stol, hvilken blev placeret foran nichen, og stillede derefter albummet oprejst på den, stolen, således at komponisten – der i al sin fesenhed prydede forsiden – fik en plads på første række. L???? blev sat til at spille af to grunde, A: Valsen var aldrig blevet færdiggjort og var dérfor en smule beskidt. To: L???? var aggressiv men aldrig kakofonisk; og hvad med C?????? Joh, han kunne forblive siddende på første række og lytte og tage ved lære.
Hun slukkede det meste af lyset og satte sig ned på sofaen med skrinet foran sig og efter at have gjort et ordentligt indhug i denne lille kasses indhold – en luksus man kunne tillade sig fordi der var rigeligt af dét men en akt hun ville komme til at fortryde når det punkt blev nået hvor man endte med at skrabe bunden for lige at få det sidste med – lænede hun sig tilbage og kiggede på skyggen fra vinduet på den bare hvide væg: Fire frit svævende kvadrater der til tider rykkede sig på når en bil kørte forbi udenfor.
Firkanten nederst til højre trådte frem og ligeså gjorde mellemrummet mellem de to øverste; mellemrummet, der nu var en bue der forbandt loft og væg, kastede selv en skygge; de tre andre firkanter voksede ligeledes, fire højhuse og en rampe; i krydset hvor den ene gade førte op til rampen bevægede tapetets ujævnheder, vævet, sig symmetrisk, trafik, små skygger der kørte op og ned ad gaderne hvilke var alt andet end ensrettede; rampen førte trafikken til en sort revne der havde dannet sig ved enden på loftet, og mens den slugte alt hvad der kom kørende ned ad rampen kravlede en lidt større sort skygge ind og ud ad sprækken mens den banede sig vej fra den ene ende til den anden, en flue, en biologisk nål på en menneskeskabt flade; da den var færdig havde sprækken vokset sig større, slået rødder, fluen baskede med vingerne, teleporterede sig over til en rod, kravlede ind og ud, teleporterede over til en anden, kravlede ind og ud; i sprækkerne pulserede nu de sorte og hvide og grå farver; alt havde en ramme, en bevægende ramme, en ramme man ikke kunne se; farverne i sprækkerne boblede polyedisk, boblerne sprang og udskilte en uklarhed der slørede éns syn.