De to helte sad på Cosses kontor hver med et glas i hånden og hjalp hinanden med at huske detaljerne, således at han kunne udfylde papirarbejdet der derefter skulle sendes ind til Ministeriet så denne kunne holde øje med hvad der skete på byplanet. Det var almen viden at disse ofte blot blev gemt bort og ville kun blive hivet frem hvis der var en sag eller lignende der skulle kigges nærmere på; det er ikke helt rigtigt, enkelte rapporter blev læst kort efter at de var blevet sendt ind, det var stikprøver, så kunne man med god samvittighed sige at man havde gjort det.
– Du er nu sikker på at du ingen problemer får? De patroner du brugte virkede ikke synderlige… legitime.
– Jeg har en speciel tilladelse til dem. I øvrigt så er det ikke dét jeg får lort for.
– …
– Mens du var ude at hente kaffe fortalte Ottis mig at en demonstration er under opsejling.
– Kan det ikke ordnes med lidt spin?
– Jo, sagtens og det er ikke demonstrationen der er problemet, eller dét at det gik ud over nogle tæpper; den slags sker jo, det ved folk, men efter at shiagruppen mistede kontrollen over sektoren8 er der små utilfredse grupper, eller celler, der tager enhver chance de kan få for at skabe problemer; det er blandt andet overarbejdet disse bringer med sig jeg er nervøs for. Dét, og så det at vi kørte ud af sektoren hér, det må jo vi ikke, ved du jo. Ham Barbar…?
– Barbariaruz, hvad med ham?
– Ja, hvad med ham?
– En småkriminel, biltyv, jeg burede inde for en del år siden, tolv-tretten stykker for at være upræcis.
– Biltyv, siger du? Det forklarer meget.
– Det forklarer at han ikke kunne ramme en skid.
– Tolv-tretten år er lang tid for biltyveri.
– Han var ikke inde at sidde for biltyveri. En række biler var blevet stjålet, så jeg tog ud for snakke med ham, lægge lidt pres på du ved; jeg fandt ham i hans værksted med hænderne nede i bukserne på en elleveårig pige han havde luret med hjem. Det var dét han fik de tretten år for, han var inde og sidde i tretten ikke tolv.
– Børnelokkere har det svært i spjældet.
– Især ham hér, pigens onkel sad samme sted hvor han endte.
– Nå for satan… men er vi enige om at det er ham der forsøgt at nakke dig de to andre gange?
– Indtil videre, ja; men helt sikre kan vi jo ikke være.
– Jeg tror at vi er færdig hér, skal vi få noget at æde?
– Fint.
– Hov, vent lidt, jeg glemte alt om det før men jeg fik en af drengene til at tage din post med inden de lukkede dit kontor af… her.
– Tak. Hvornår kan jeg bruge det igen, kontoret?
– Der går cirka et par dage; du kan læse den post dér når vi kommer hjem, jeg har brug mad. – – –
På trods af Obersturmführerens sår – kødsår hvis man spurgte den – kørte den dem hjem til Cosses lejlighed hvilken befandt sig i et middelklasses kvarter; de fleste af bygningerne var lejlighedskomplekser hvoraf mange af dem var ejet af virksomhederne med henblik på at kunne leje boliger ud til de ansatte der ikke var vigtige nok til at få sig én i selve hovedkvarteret. Vejene var rene og oplyst af de utallige gadelamper der alle var fire meter høje kopier af Clarté nymfen. De mange komplekser, hvilke alle lignede små fort, var adskilt af storcentre, skoler, ældrehjem, med mere.
Folk i nabolaget havde med tiden vænnet sig til Obersturmführeren, dog kiggede de nu en ekstra gang da den kom kørende med en manglende siderude og et virvar af skudhuller i og omkring førerdøren. Den kørte ind i et større nyklassicistisk trelænget kompleks, en kantet og lysende hestesko; fem meter fra bommen passérede bilen en skrigende mørkegrøn lysvæg der skannede ikke blot den men også dens fører. En vogn kunne ikke få adgang medmindre personen bag rattet var registreret i bygningen, var man en gæst skulle dem der var dennes mål give bygningens Virtuelle Intelligens besked om tidspunkt, bilmærke samt det skanbare kodenummer. Bommen sænkede sig hurtigt ned i asfalten og Obersturmführeren passérede uden problemer hvorefter den kørte ned ad en rampe, hvilken var placeret foran en kæmpemæssig projektøroplyst park der prydede midten af komplekset, og efter at have kørt rundt og rundt og længere og længere ned i parkeringskælderen gjorde den holdt i den plads der tilhørte Cosses lejlighed.
Begge mænd trådte ind i lejligheden, smed skoene og Cosse førte dem ind i køkkenet.
– Der kan man bare se, jeg tror ikke at Grete og knægten er hjemme.
Det var en veloplyst familielejlighed på to etager med entré, køkken, stue, gæstebadeværelse og altan i stueetagen og tre soveværelser samt et relativt stort badeværelse øverst. Køkkenets vægge var æggeskalshvide, en tredjedel nede fra loftet af kørte der tre brune lister hele vejen rundt og henover emhætten; de seks centimeter tomme rum mellem listerne var i den samme beige farve som skabslågerne og den førnævnte hætte. Håndtagene på lågerne var i samme brune som listerne. Under hætten befandt komfuret sig og på dennes sider var køkkenbordet, hvilket var pinligt rent og i fauxmarmor; på væggen over køkkenbordet var der påsat fliser i samme matte grønne farve som udsugningsrøret. Køleskabet var i rustfrit stål ganske som komfuret og vasken. Midt i rummet stod et rundt glasbord med brune ben og fire stole med æggehvidt betræk.
Ved blot at kigge på lejligheden skulle man ikke have troet at Cosses kone havde taget deres hæslige unge og forladt ham. Der var rent, meget rent, takket være den husholderske som han havde følt sig nødsaget til at ansætte, ikke fordi han som sådan var hjælpeløs uden en kvinde i huset – få mænd var – men fordi han bare ikke gad at gøre det der skulle til for at der var orden i hvad der nu udelukkende var hans hjem.
Husholdersken var en stor middelaldrende kvinde hvis nylonstrømper gik hende til midten af skinnebenene og holdt fast der udelukkende grundet de åreknudede bens diametre. Dagen efter at han havde hyret hende og aftenen før hendes første arbejdsdag havde han ryddet op i hytten, og selv om han havde vidst at grunden til hun overhovedet kom var for at gøre rent, så havde han ikke kunnet få sig selv til at lade hendes første indtryk af ham være at han var et svin; følelsen var ikke helt ulig tanken om rene underhakkere i tilfælde af en ulykke – borset fra tanken om undertøjet først dukker op når man sidder i bilen på vej til arbejde og ikke når man traf valget om blot at vende dem på vrangen. Ligemeget havde det dog været for den første sætning hun havde ytret dagen derpå havde indeholdt ordet svinesti, hvilket havde såret ham i et kort øjeblik da oprydning fra hans side af var vitterligt en begivenhed – han havde på det tidspunkt været ganske stolt af sig selv og havde ligefrem glædet sig til at vise sit hjem frem – dog havde han senere på dagen, da han var kommet hjem igen, godt kunnet se at der havde været en markant forskel på hans rengøring og hendes – han vidste godt nok ikke helt præcist hvad den var. Hun kom tre gange om ugen og tre gange om ugen efterlod hun mad i en gryde til ham, den dag i dag var en af de tre dage og den labskovs der stod og ventede var fra hende.
Der var ikke gået lang tid før han havde vænnet sig til sin nye situation, hvilket både behagede og generede ham. Det behagede ham fordi han vidste – eller rettere sagt håbede på – at det ville gå Grete på, at han havde adapteret sig til et liv uden hende og deres gyselige søn så hurtigt som han nu engang havde. Mens han om aftenen sad og fik sig en lille én inden han gik i seng, forstillede han sig at hun kom på visit og han holdt audiens, skænkede nedkølet hvidvin op i et par rene og ens glas samt serverede tiramisu og jordbær; hun ville fortælle ham hvor glad hun var på hans vegne og han ville vide at hun indvendig havde visnet en smule, for det eneste hendes handling havde bevist var hvor ubetydelig hun egentlig havde været. Det generede ham fordi han vidste at han burde savne dem hvilket ikke var tilfældet og det var ikke fordi han ikke holdt af dem, for det gjorde han: Han holdt af knægten fordi den var hans afkom, han havde holdt af konen som man holdt af et par gamle behagelige bukser, men så var det vist også dét.
I det øjeblik hun havde sagt vi skal lige snakke sammen, havde han vidst hvad det betød, og mens hun havde fremført en længere patetisk monolog om sine følelser og fremtiden og fortiden og plads i hjertet og venskab og alt det ævl, havde han siddet og nikket og tænkt på hvorledes han nu ville være nødt til at omstrukturere sin dagligdag; de havde gledet fra hinanden havde hun sagt og det var helt normalt havde hun ligeledes ytret, men hvad det egentlig betød var han ikke helt sikker på; jo, han havde hørt udtrykket før, flere gange, i programmer, serier og så videre, men hvad det egentlig betød kunne han ikke lure. Han havde dog bidt mærke i at efter at hun havde afsluttet sit melodramatiske ordgyderi og var gået ud ad døren – dog ikke uden lige at have kastet et indøvet empatisk blik tilbage på ham – at det eneste hun havde taget med sig havde været hendes håndtaske, hvilket jo ikke havde været synderligt meget når nu hun ikke havde tænkt sig at komme igen. Han havde dog hurtigt fundet ud af hvorfor: Alle hendes ting havde allerede været væk, ligeledes knægtens, hvilket kun kunne betyde at hun havde pakket det hele mens han havde været på arbejde og havde fået nogen eller nogle til at komme og hente det inden han kom hjem, måske endda over flere dage. Det havde været planlagt og tilrettelagt, hvilket havde gjort ham vred, harm; dét, at hun havde organiseret det og højt sandsynligt over længere tid, havde han fundet uanståeligt – man var blevet ført bag lyset – men den, vreden, forsvandt og han havde ganske hurtigt faldet tilbage i den mentale rille han oftest befandt sig i hvilken var et sted mellem utilfreds og tilfreds.
Hvorfor han ikke havde fortalt nogen om det, var han ej heller klar over, men mon ikke det havde noget at gøre med, at bare var lettere at fortsætte som om ingenting var hændt? Og skulle han være helt ærlig, så var der skam ikke den store forskel mellem før og nu, rollelisten havde blot ændret sig en smule.
– Tag plads. Grete har efterladt noget labskovs til os.
Cosse åbnede køleskabet og hev to guldbajere samt noget rugbrød i skiver og et glas syltede rødbeder frem; han stillede det på bordet hvorefter han tog to dybe tallerkener fra et skab og stillede dem ved siden af komfuret, hvorpå der stod en gryde med rent viskestykke og en grydeske henover. Skeen blev taget op, stykket hevet til en side og der blev kigget ned i gryden.
– Det er koldt; kan vi spise det eller skal jeg varme det op?
– Koldt er fint.
– Godt.
Tallerkenerne blev fyldt godt op og sat på bordet, bajerne blev åbnet med Cosses engangstænder og begge mænd gik til sagerne. Efter et spand tids skovlen, grynten og slugen brød Cosse tavsheden.
– Du tror ikke at Barbar…?
– Barbariaruz.
– …havde noget med sagen du arbejder på? Tror du at han likviderede journalisten?
– Næppe, Barbariaruz var et nokkefår. Hvis han var indblandet så var det fordi at han var blevet hyret til at gøre det af med mig, og hvem ville hyre ham? Han var en svagelig mand, karakterløs, skulle han blive snuppet ville han få kæften på gled med det samme, og sådan en mand hyrer man ikke. Jeg er sikker på at det var et tilfælde.
– Det er noget af et tilfælde.
– Det sker.
– …
– …
– Fik du noget godt med posten?
– Nåh ja, for helvede, den havde jeg glemt alt om.
Posten blev taget op af inderlommen i frakken som hang over stolens ryglæn; han tog den brede brune elastik der holdt bundtet sammen af og begyndte at kigge kuverterne igennem.
– Et par regninger og lidt af hvert… næh, se så dér, se så dér, et brev med afsenderadresse men ingen afsender.
– Uuuh, spændende spændende.
Cosse rejste sig op og hentede to øl til mens brevet blev åbnet og læst. De er blevet hyret til at finde noget, som jeg har i min besiddelse; dog er De nok ikke helt klar over, hvad det egentligt er, De leder efter: Dét, De søger, er en kasse. Det lyder ikke af meget, men sådan forholder tingene sig; De leder efter en kasse, og De er skam ikke den eneste.
Den blev for lidt over to uger siden stjålet fra Kollektivet, dens oprindelige ejer, af en hvis Professor Geisteskrankerkopf. Hvordan han gjorde det, ved jeg ikke, og det har næppe nogen interesse. Jeg skal være ærlig, jeg ved heller ikke hvorfor, faktisk så ved jeg ej heller, hvad der er i den; jeg har forsøgt at åbne den, dog uden held.
Kort tid efter det oprindelige tyveri fik jeg et brev fra en Baruti van Rooyen, der præsenterede sig selv som Professorens assistent. Han skrev, at han havde århundredets historie, hvilken jo senere viste sig at være historien om kassen. I løbet af de næste seks dage kontaktede han mig dagligt med breve, der indeholdt uhyre detaljerede beskrivelser og forklaringer af hans arbejde med Professoren. Jeg forstod selvfølgelig meget lidt af det; videnskaben er ikke ligefrem dér, hvor jeg brillerer. I det sidste brev jeg fik, stod der, at han ville stjæle kassen og gemme den i et sikkert sted. Hvad der skete med van Rooyen derefter, ved jeg ikke. I dette brev fortalte han mig også, hvorledes jeg kunne kontakte Professoren selv; jeg tror, at han på dette tidspunkt var blevet klar over, at løbet mere eller mindre var blevet kørt. Han fortalte mig, at Geisteskrankerkopf søgte en personlig assistent. Der stod, hvad jeg skulle sige, når jeg mødte manden; jeg fik svarene til alle de mulige spørgsmål, jeg ville blive stillet, således at jeg kunne få jobbet. For at gøre en lang historie kort: Jeg fik stillingen to dage efter det sidste brev. En lille detalje som De måske kan få brug for: Geisteskrankerkopf ligner uhyggeligt meget Jarisch-Herxheimer, hvilket, lærte jeg, ikke er noget, man må kommentere på.
Jeg mødte aldrig van Rooyen, han var væk, og jeg kunne jo for så vidt ikke spørge ind til ham, da jeg, i det førnævnte brev, havde fået fortalt, at jeg på ingen måde måtte nævne ham.
Det var begrænset med informationer, jeg kunne få snuset mig frem til; jeg kunne jo ikke spørge ind til, hvad det var, de gik og lavede, men jeg overhørte dog nogle enkelte ting: Før min ankomst var kassen blevet stjålet fra dem, jeg gik ud fra, at det var van Rooyen, der havde stået bag; dog vidste de nogenlunde, hvor den var: i en bankboks et eller andet sted i byen. Hvordan de var kommet frem til dette, ved jeg heller ikke; det er først nu, hvor jeg sidder og skriver dette, at det går op for mig, hvor uhyre lidt jeg egentlig ved. Kort tid efter læste jeg om bankrøverierne, og det var dér, at jeg kontaktede en bekendt, der arbejder i en af de banker, der endnu ikke var blevet ramt. Det var et skud i tågen, men jeg følte, at jeg måtte forsøge.
Jeg har mødt mange mennesker, mange, men Kesef, min bekendt i banken, er uden tvivl den person, jeg afskyr mest. Heldigvis havde han de informationer, jeg havde brug for; van Rooyen havde en bankboks, eller rettere sagt en mand der lignede ham på det billede, jeg viste Kesef; for van Rooyen havde sendt mig et billede af sig selv. Da jeg først så dette, virkede det en smule underligt, hvorfor sendte han mig et billede? Nu kan jeg godt se, at han var flere skridt foran os andre; faktisk tror jeg, at van Rooyen valgte at kontakte mig navnligt grundet mit bekendskab med Kesef, ellers er det alt sammen lige en tand for tilfældigt; så kan man jo passende spørge sig selv om, hvorledes han kendte til dette.
Hvorom alting er, så fik jeg overtalt Kesef til at lade mig tage et kig i boksen, hvor kassen lå. Jeg tog den, kassen, med mig og kørte ud til et lille refugium, jeg kender til, hvor jeg ynder at arbejde, hvis jeg har en skæringsdato; det er et ganske sikkert lille sted. Kort tid efter slog de til i banken.
Det er hér, at De kommer ind i billedet.
Jeg går ud fra, at Professoren lurede, at nogen var kommet ham i forkøbet; for han sendte sin datter, Kleinerstiefel, hvilken jeg nu var begyndt at følge efter, når jeg fik chancen til det, ud til flere individer med selv samme profession som Dem; højt sandsynligt for at få disse til at finde kassen for dem. Årsagen, til at jeg valgte at kontakte Dem og ikke en af de andre, er fordi De, tilfældigvis, endte med at skulle kigge ind til den bank, hvor kassen havde befundet sig.
De spørger måske Dem selv om, hvorfor jeg ikke blot sendte dette brev til at starte med, i stedet for den seddel jeg hang udenfor Deres kontor, hvilket fra mit perspektiv blot var for en times tid siden. Efter at have afleveret sedlen kunne jeg godt se, at det ikke rigtigt var nok, at det mild sagt var ganske tåbeligt. Mit mål med dette brev er, at videreføre ”al min viden” til Dem og jeg håber, at De kan bruge denne til noget, da jeg selv kan ikke gøre mere; og det er nu min intention at gå under jorden, da det lader til, at den er begyndt at brænde under mig. Med venlig hilsen, V. M.
– Det er fra journalisten, hér læs selv.
– …
– …
– Det var da noget af en smøre. Af en journalist at være skrev hun ikke særligt godt.
– Har du nogensinde læst noget skrevet af en journalist som var velskrevet?
– Nu du siger det, nej.
– …
– Hvad med halskæden?
– Jeg har sgu aldrig rigtig troet at der har været nogen halskæde.
– Det fortalte du ikke Ottis.
– …
– Hvad siger adressen på kuverten?
– Den siger ikke så meget. Det er ikke sted jeg kender.
– Lad mig se… næh, men jeg har et kort i bilen.
– Ville det ikke være lettere at bruge PPS?
– Sikkert, men der er stil over et kort. Vi er vel mænd af den gamle skole. I øvrigt så er de kort man finder på Satnettet ikke nært så detaljerede som de “rigtige” kort. Folk er ikke meget for at opdatere de digitale udgaver, ubenyttede og glemte veje og stier er enhver bilist drøm, forstår du. Ligeledes må vi gå ud fra at adressen hér er den samme som den til det lille refugium hun skrev om og hvis det vitterligt er et refugium, jamen, så dukker den nok ikke op på Satnettet, vel?
– Du er sgu ikke så dum som du ser ud til, og lad os være ærlige, du ser ud til at være uhyre stupid.
– Og når vi kommer tilbage kan det være retsmedicineren har en rapport om dem der brød ind på dit kontor liggende klar til os.
– Det var modigt af hende, så at sige, at sende brevet hér med posten.
– Årh, det ved jeg nu ikke, under omstændighederne var det nok det mest fornuftige. Postvæsenet mister ikke post medmindre de selv ønsker at den skal gå tabt. Og mens det er i deres hænder, brevet altså, så er der sgu ikke nogen andre end modtageren der kan få fat i det, du ved, den uskrevne postkontrakt og alt det dér, den går de meget op i. Det vil sige at indtil at det brev blev smidt ind gennem din brevsprække, jamen, så var det i ganske sikre hænder. Jeg tror jeg ville have gjort det samme.
– Tja, det kan der være noget om.
– Noget siger mig at dette brev var dét de var ude efter da de mødte op på dit kontor.
– Det er nok ikke helt forkert, men hvordan kunne de vide at det var blevet sendt? eller skrevet for den sags skyld?
– Godt spørgsmål.
– Hvad med hendes lejlighed?
– Måske troede de at kassen befandt sig der.
– …
– Lad os få skyllet bajerne ned så vi kan komme af sted. Jeg må også hellere lige skrive en seddel til fruen ellers får jeg bare lort når jeg kommer hjem igen.