DE FOLDEDE ET kort over byen ud på Obersturmführerens frontende.
– Det er godt nok langt ude.
– Ja.
– Du sætter dig bag rattet.
– Du gider ikke at køre?
– Jeg har bedre ting at tage mig til.
Cosse foldede kortet sammen – eller rettere sagt han gjorde et forsøg på det – gik om bag bilen, åbnede bagagerummet, smed kortet ind – hvilket foldede sig ud igen i det øjeblik han gav slip på det – og tog en sort taske ud hvilken blev lagt ind på bagsædet hvorefter han satte sig i passagérsædet.
Obersturmführeren kørte ud af komplekset og satte kursen mod Gråulveskoven hvilken lå en fem og halvfems kilometer fra Arkadias centrum og omringet urbansk natur; en oase var den, et naturligt shinrin-yoku-rum. På trods af navnet så var der ingen ulve i skoven, den sidste af dem var blevet skudt et sted i midten af det nittende århundrede, omkring højindustrialiseringen.
Bilens to lyskegler oplyste skævt vejen og dens afmærkninger. Cosse havde åbnet for den sorte taske og var begyndt at hive de våben han mente kunne være nyttige frem. Han påmonterede et rødpunkt sigte på en maskinpistol med udfoldelig kolbe og med en stor kantet aftrækkerbøjle der skød således frem at den var parallel med løbet, og satte derefter et udvidet magasin i.
– Tror du jeg får brug for ekstra magasiner?
– Øøh nej, jeg tvivler.
– Nej, du har fuldstændig ret, hvis jeg ikke kan klare mig med det hér så er jeg sgu også selv ude om det.
– …
Han tog med besvær sit skulderhylster af, lagde det ned i tasken sammen med Næsehornet hvorefter han fandt og påførte sig et sidehylster og derefter fiskede han en revolver i krom op; dens størrelse var mildt sagt forrykt.
– Hvorfor tager du ikke bare begge revolvere med?
– Tror du jeg får brug for dem begge?
– Det var en spøg.
– Nå ja, man ved sgu aldrig.
– Men hvorfor har du valgt den ene frem for den anden?
– Aah, Næsehornet bruger jeg på arbejdet navnlig fordi folk skider i bukserne når jeg hiver den frem, mere skal der ikke til. Man skal sgu være noget af en hård satan hvis man ikke tømmer ryggen når der bliver viftet et seks tommer langt løb lige i fjæset på én. Men Svinehunden hér, prøv at se…
Cosse holdt revolveren op, på toppen af det sorte greb sad der en lille plastiktingest.
– …kan du se den dér? Det er et lasersigte, hvilket jo kan være ganske nyttigt.
– Aha.
Han satte revolveren i hylsteret og begyndte at rode rundt i tasken igen.
– Hvor fanden er den henne?
– Har du brug for mere?
– Jeg mangler blot min pjæs de ræsistáns. En lille ting som jeg har glædet mig til at bruge, jeg har bare ikke rigtig haft muligheden.
– …
– Der er den.
– En håndgranat?
– Nej, en distraktionsgranat. Hvad fanden skal jeg med en håndgranat? vi skal jo ikke i krig. Må jeg i øvrigt byder dig på noget? Der er rigeligt med godter tilbage i tasken.
– Nej tak du, jeg tror du har rigeligt til os begge. – – –
De kom til udkanten af skoven og Obersturmführeren kørte ind til siden.
– Jeg er lige nødt til at kigge på kortet.
– Intet problem, jeg henter det.
Cosse steg ud og hentede kortet fra bagagerummet; det blev studeret intenst.
– Fint, der er ikke så langt igen, cirka en sytten kilometer, jeg forslår at vi holder ind, hér, en kilometer fra målet og så går vi resten ad vejen. Overraskelsesmomentet, du ved.
– Nåh ja, overraskelsesmomentet.
– Lige præcis.
Bilen satte i gang igen og det sidste stykke kørtes i stilhed. – – –
Vejen hørte op og blev erstattet af en lille grusvej der ville føre dem til deres destination. Trækronerne afskærmede for det spage oppefra kommende lys. Som planlagt kørte de bilen ind til siden cirka en kilometer fra målet. Begge mænd steg ud og strakte sig; Cosse tog riflen ud fra bagsædet og hang den over skulderen, revolveren forblev i sit hylster, den taktiske granat sad i bæltet og med maskinpistolen siddende afslappet mellem hænderne begyndte han at trave af sted; han valgte at efterlade sin jakke i bilen. Cosse førte an, begge mænd undgik grusvejen og banede sig i stedet vej gennem træerne og buskene og bregnerne og det tog ikke lang tid før de kom til en stor cirkulær plæne, i midten af denne stod en lille maskinæstetisk hytte; grundet gigt havde mosekonen pakket sit grej sammen og flyttet herud, en strålingståge havde lagt sig over det høje græs. Cosse gik ned på hug bag en busk.
– Vi har brug for en slagplan.
– …
– …
– Jamen du styrer det hér…
– Det kan du bande på at jeg gør. Hvad vi gør er, at en af os bliver hér med riflen og dækker den anden mens han går op og kigger.
– Fint, hvem gør hvad?
– Du bliver.
Cosse gav riflen fra sig og listede sig hen mod hytten med sin maskinpistol holdt oppe i skulderhøjde med mundingen pegende dér hvor øjnene kiggede. Gennem det oplyste kikkertsigte – hvilket kun forstørrede fire gange – kunne man se Cosse gøre holdt under et vindue og ganske forsigtigt kiggede han ind i mørket. Han dukkede sig igen, gik rundt om et hjørne og forsvandt. Et spand tid efter dukkede han op igen, der blev vinket, der var fri bane. De mødtes ved indgangen, åbnede den ulåste, knirkende dør og gik ind.
Hytten var spartansk indrettet, et bord og to stole stod i midten; på den førstnævnte stod en større kandelaber med halvt nedbrændte lys. En lille kakkelovn stod i et hjørne, ved dens side en kommode, modsat den en feltseng samt et skab; et par friluftsmalerier hang på væggene og spindelvæv i hjørnerne. Rummet var støvet men det var ikke uforstyrret: Nogen havde kørt en klud hen over alle overflader, ikke i et forsøg på at rengøre men nu mere for at slette spor, eller det så det ud til. Riflen blev lagt på bordet, stearinlysene og smøger blev tændt og de begyndte begge at lede efter kassen. Den blev fundet under asken i kakkeloven sammen med et lille bundt breve.
Heksaederet lå på bordet, det var af træ med ingen synlige åbninger, hængsler eller lås; Cosse tog det op i hænderne.
– Al det bøvl for en lille kasse. Hvordan åbnes den?
– Aner det ikke.
– Hvad skal den så bruges til?
En tredje stemme svarede fra døren som de begge, dumt nok, havde vendt ryggen til.
– Det skal du ikke bekymre dig om.
De vendte sig begge om.
– Ottis? Hvad fanden?
– Cosse, vi regnede ikke med at han ville blande dig ind i det.
Ottis var stadig iført sit brune jakkesæt – hvilket så ud til at have været blevet købt i en baggyde fra en høker der havde alle sine varer i en sort affaldssæk – i hånden havde han lille revolver hvilken blev holdt i hoftehøjde; han trådte længere ind i rummet og to mænd trådte frem bag ham, hver med deres monstrøse halvautomatiske haglgeværer.
– Ottis…
– Spar mig.
– Fortæl mig lige en ting, hvordan fandt I os?
– Jeg satte en lille himstregims, en sender, under din bil da I begge sad på kontoret.
Cosse kiggede på sin partner, den af dem der ikke var strisser.
– Fortalte du mig ikke på et tidspunkt at det var lige præcis dét hans kone kaldte hans svaber?
– Korrekt, hun kaldte den for en ildelugtende lille him
– Så er det nok, giv mig kassen og lad os få det hér overstået.
– Nuvel.
Cosse vendte sig om, tog kassen op med venstre hånd og skubbede den ind mod sin kammerats bryst. Noget faldt til jorden, hoppede hen foran Ottis og de to andre og faldt til ro dér; den var sort, cylinderformet med en bøjle der gik fra dens top og to tredjedele ned ad kroppen: Cosses taktiske granat.
– Løb…
Cosse kastede sig selv bag- og henover bordet med maskinpistolen i den venstre hånd mens den højre var på vej mod Svinehunden; og helten, med godt greb om kassen, påbegyndte et løb mod det nærmeste vindue; granaten sprang, trykket fik ruden foran ham til at splintre – han var nu blind og døv, bortset fra en ekstrem hylen – springet blev taget, han var heldig i sine beregninger og ramte græsset ude foran vinduet hvorefter han satte i løb. Der blev sponset i zigzag, dog ikke som haren der flygter fra ræven men som en drukkenbolt der flygter fra ordensmagten; han havde ingen balance, kun hvidt lys kunne ses og infam hylen høres; over larmen præsenterede en svag lyd sig dog, flere faktisk, skud: en maskinepistols fesne men lynhurtige spytten blandet med de to revolvere og de halvautomatiske haglgeværers brag. Han løb direkte ind i et træ; fint han var nået til skovkanten. I et kort øjeblik, et sekund eller to, overvejede han om han skulle vende om og forsøge at give Cosse en hånd; det løb var kørt besluttede han sig for og begyndte i stedet, halvblind og halvdøv, at lede efter Obersturmführeren. Det tog noget tid, synet havde vendt tilbage og bragene havde hørt op da han endelig fandt grusvejen hvorved de havde parkeret bilen, og ganske kort tid efter fandt han den, vognen. I og med at han havde kørt den før genkendte den ham og startede uden brok.