DRØMT HAVDE JEG og Jeg havde en idé om hvad det var hun havde drømt men kunne ikke sætte finger på hvad præcist det var der var blevet drømt. Drømmens Idé, post-akt, var markant anderledes end den Artistiske Idé – hun tog en smøg, tændte den og stillede askebægeret på sin mave – begge Idéer befandt sig samme sted – hvilket var grunden til at hun kom til at tænke på dem begge – i den tåge der afgrænsede bevidstheden, sfærens afgrænsning; de kunne anes som en lille silhuet. Forskellen mellem disse to var, at Drømmens Idé trådte længere og længere tilbage ind i tågen for til sidst at dunste, ganske som daggerten der havde skæftet mod én var den ikke til at gribe fat i og hver gang det tredje øje forsøgte at få et greb, at hive idéen frem, mistede den mere og mere af sin form. Den Artistiske Idé derimod var knap så flygtig og kunne fastholdes hvis det enkelte øje koncentrerede sig nok, hvis det var øvet, og når først der var kontakt og denne bibeholdt kunne den ganske langsomt trækkes frem og ganske langsomt fik den form, ganske som fisken der hives op til søens overflade.
Hun gjorde intet forsøg på at se nærmere på den, drømmen, hun var ligeglad, for drømme var jo ganske betydningsløse – in somnis veritas var det rene ævl. Som ung, da hun havde været i den alder hvor spiritualitet havde en værdi der fyldte mere end den gjorde hos en voksen, før hun var kommet til skelsår – ikke det officielle for selv dér var man nu om dage blot et barn men det uofficielle, hvilket lå et sted mellem fire fem år efter, dog flere år før hjernen rent faktisk blev færdigudviklet – var der blevet gjort et forsøg på at grave dybere ned. Man havde fået fortalt at drømme var mere end blot det de egentligt var, ukontrolleret fantasi; hun havde sågar købt bøger, skrevet en drømmejournal og man havde på livet løs fortolket. Det havde omhandlet symboler men drømmenes symbolik var markant anderledes end den litterære, da sidstnævnte havde en konkret basis i historie, samfund, kultur og kunst – den var med andre ord empirisk – drømmetydning derimod, havde hun hurtigt fundet ud af, lænede sig mere op ad koldlæsning: Drømmesymboler var ikke blot generelle og mangfoldige i deres betydning men også modsigende i deres natur, således at hvis et emne skulle have drømt om et specifikt objekt så blev dette påsat et virvar af betydninger, både negative og positive, så man kunne finde én der passede til emnet – man klippede puslespilsbrikken til. Nu var det ikke fordi at hun havde truffet sit valg om at lægge drømmetyderiet til en side ud fra nogle intellektuelle præmisser – ikke at det på sin vis var helt forkert – der havde også været noget andet der havde spillet en rolle. En kammerat fra skolen havde ligeledes været besat af drømme og det havde endt galt, meget galt; knægten endte med at købe sig en envejsbillet til den lukkede hvor man stillede diagnosen Oneiromani.
Dette kunne måske have noget at gøre med hendes nuværende holdning til verden omkring hende, til først og fremmest at forholde sig til emner der havde en konkret værdi i en fysisk verden, men der er dog ikke ensbetydende med at jeg ikke anser mig selv som værende en spirituel person, dét gør jeg, og er jeg er det, men det er en rationel spiritualitet. Jeg forholder mig til universet og Universet er jo blot et andet begreb for Naturen og med Naturen kommer det naturvidenskabelige, planten symboliserer liv, vækst, død og metamorfose; den er cyklisk, en manifestation af kosmiske energier, den forener jord og himmel; vand, ild og ilt; næring, ly; intet af dette er magi eller mirakler, næ nej, det omhandler entomofili og mitose; fotosyntese, elektromagnetisk stråling og kulhydrater; marv, xylem, kambium og phloem. Der er skam noget spirituelt over naturen og det naturlige, og det er måske, måske, dette som anti-melioristerne henviser til når de snakker om at bio-teknologien sætter menneskets natur på spil… nej… nej, ikke rigtigt, det omhandler ikke mennesket som et naturligt væsen, eller som et produkt af naturen, men dét der gør mennesket til et menneske, med andre ord menneskets dignitet, er du med? Problemet med argumentet om den menneskelige natur – tabet eller forvrængelsen af den – er at det stiller en del spørgsmål, lidt for mange ville nogen sige; til at starte med lader konceptet om menneskelig natur til at være ganske udefinerbart, især fra et evolutionært standpunkt da det så, for så vidt, ender med at være et produkt af det arbitrære, et koncept bygget af en lang række tilfældigheder, ikke at selve processen er tilfældig; nu skal du selvfølgelig tage hvad jeg siger cum grano salis – det betyder med et gran salt – jeg er jo ikke en ekspert – hvad end det nu engang betyder – når det kommer til det evolutionære, overhovedet ikke. Natur er, i denne kontekst, helt og holden selektiv; natur er et subjektivt begreb baseret på allerede etablerede fordomme, værdier og verdensanskuelser, hvilke i sig selv er baseret på opdragelse, klasser eller miljø. Mange meliorister vil umiddelbart sige at argumentet om at man ikke må pille ved noget så grundlæggende som den menneskelige natur bunder rent faktisk i en romantisering af den, og de argumenterer, at hvis dette vitterligt er tilfældet, så skal man blot slå op i dagens avis for at se at denne natur ikke blot er fejlet, men måske ligefrem noget der ikke er værd at bibeholde; det er jo selvfølgelig blot et retorisk argument hvis egentlige formål er at argumentere for at den menneskelige natur, sådan som den ser ud nu – jeg mener den dag i dag, synkron – måske kan have godt af en stramning af møtrikerne, om man vil. Men det er ikke en hel vanvittig frygt, tanken om at fjerne dét der gør mennesket til dét det er er skam ikke helt unøgtern; problemet opstår når ingen kan blive enige om hvad menneskelig natur rent faktisk er… undskyld?… joh, jeg har selv stillet mig selv det spørgsmål og jeg vil umiddelbart sige at det lader til at være et filosofisk spørgsmål – med andre ord en skrue uden ende – det er subjektivt og selv de anti-meliorister der er enige om at den menneskelige natur er truet kan blandt dem selv ej heller blive enige om hvad denne er. Ligeledes bliver der sagt at denne frygt – angående den menneskelige natur – er bundet til ønsket om at bibeholde en status quo, at vi ikke skal ændre mere på den end vi allerede har gjort – hértil og ikke længere er jo egentlig hvad de forsøger at sige – mest af alt fordi allerede eksisterende og implementeret teknologi er en del af dagligdagen, og den menneskelige natur er derfor allerede ændret; hér påpeger de mere moderate kritikere at det er ikke helt forkert, men alligevel er det ikke ensbetydende med at man har carte blanche. Argumentet der omhandler truslen mod det naturlige eller frygten for det unaturlige – hvilket jo er noget folk kan forholde sig til da de fleste jo trækker på overlæben når de bliver stillet overfor noget som de anser som værende unaturligt – er for så vidt ganske sigende, da det på sin vis understreger folks forhold mellem dem selv og naturen, deres dominans over naturen. Menneskets natur, lader det til, er helt og holdent helligt men dyrenes, for eksempel, er der frit slag på… lad mig give dig et lille eksempel: hunden og hundeejeren. Hunden som man kender den dag i dag har vitterligt intet med den naturlige hund at gøre, jeg vil faktisk gå så langt som at sige at det almene kontemporære menneske aldrig har set en rigtig hund, hverken du eller jeg eller nogen andre. Ser du, det væsen vi kalder for en hund er avlet således at det passer ind med hvad vi skal bruge det til, vi dikterer hvilke fejl der skal udbedres, vi dikterer dets fysiologiske aspekt, vi indoktrinerer det – træner for nu at bruge et mindre aggressivt ord – til at fungere indenfor menneskets struktur. De naturlige instinkter bliver undertrykt ved afklipning af klunkerne, ja, hunden bliver sågar kuperet hér og dér, således at den ikke blot passer til det formål vi havde lagt for den men ligeledes grundet vor personlige holdning til æstetik, så vore børn har noget at lege med, men det er jo helt og aldeles i orden grundet dens, hundens, relation til objektet. Men nu kommer prikken over i’et for dette væsen – hvis natur vi har rettet til, for det er jo vitterligt det vi gør, eller det er mit syn på det i hvert fald – får dérefter et navn, vi bilder os ind at det har en personlighed, vi giver det til tider tøj på, herregud vi anser os for at være dets forældre og det som vort barn, kort og godt, vi antropomorfiserer det.
Hun skoddede smøgen og stillede askebægeret tilbage på natbordet; naboens10 niche kunne høres, dog generede det hende ikke, lyden havde den samme bedøvende kvalitet som man fandt i rød støj.