MED EN CIGARET i hånden stillede Jeg sig ved vinduet, der blev slukket for foliet således at hun kunne kigge ud. På den marineblå bygning på anden side af gaden stod der Tekhrationik bøjet i grønt neon i samme højde som hende selv, under navnet var der en lystavle med røde dioder, ordene …ANTHYPOFORA! den bedst sælgende bog i nyere tider… kørte henover. ANTHYPOFORA! var L. Lucipectus gennembrudsværk og ligeledes den bog Tekhrationik udsprang fra. Lucipectus – LL blandt familie og undersåtter – havde startet sin kultleder karriere som science fiction forfatter og lystløgner, med mindre man forholdt sig til nyreligionens egne biografiske værker om manden, jamen, så havde han haft en baggrund som opdagelsesrejsende, nuklearvidenskabsmand, spion, bekæmper af det okkulte, krigshelt, psykolog samt healer, og dér talte man ikke hvad han havde været i sine tidligere liv med.
ANTHYPOFORA! havde været en kioskbasker kort efter borgerkrigen, spurgte man tekhrationisterne om denne succes ville de svare, at det havde været fordi bogen indeholdt sandheden, den pure upopulære sandhed samt de værktøjer som var nødvendige for at få et fuldt og lykkeligt liv– med andre ord harmoni. Spurgte man akademikerne fik man et andet svar: ANTHYPOFORA!’s succes hang sammen med perioden og folks desillusionering efter borgerkrigens rædsler. Akademikerne ville også fortælle at ANTHYPOFORA! ikke var unik men blot en bog ud af mange med pseudo-videnskabeligt indhold der havde trivedes i det øjeblik; kun få havde dog formået at være så sejlivede som denne, samt dét der havde sprunget op omkring den og dens forfatter. Jo, den havde skam været på listen over de bedst sælgende værker, flere gange faktisk, men kun den første havde været ægte, de andre var blevet manipuleret af tekhrationisterne selv. Det forlag der udgav ANTHYPOFORA! var ejet af Tekhrationik hvilket havde haft en gruppe ansatte hvis arbejde udelukkende havde bestået i at genopkøbe bogen – samt andre værker der var blevet udgivet under kirkens navn – fra boghandlerne rundt omkring i byen; bøgerne kom så tilbage til forlaget som så havde gendistribueret dem på ny, og således havde man propelleret værkerne til toppen af listerne uden de helt store økonomiske vanskeligheder eller noget hensyn til værkernes indhold.
Det havde været grundet ANTHYPOFORA!’s oprindelige succes at LL kunne starte Tekhrationik og det havde været på grund af denne at han havde holdt op med at skrive science fiction for udelukkende at fokusere på bøger der uddybede hans nye kirke, bøger såsom: MENNESKETS HISTORIE; VIDEN OM RADIOAKTIVITET; LYKKE: BROEN DERTIL og mange flere; i sine sidste år havde han igen forsøgt sig med science fiction og havde skrevet KAMPEN OM MENNESKET, et mammut værk på over tusinde sider tætpakket med homofile undertoner, hvilket var blevet udgivet posthumt i slutningen af firserne.
På en skærm under lystavlen kørte en cyanoptisk reklame vædet med linserefleks: En ung pige sad i en omnibus med hovedet hvilende mod ruden, hvide piller på et samlebånd, en lille udsultet dreng, en ung mand omringet af skæve undertrykkende bygninger; hvid skærm, blå bogstaver… Tekhrationik… er studiet i Viden… Viden om dig selv… Viden om Familie… Viden om Venner… Viden om Verdenen… Viden om Livet… Viden om Universet… 2.6 millioner nye medlemmer hvert år, Tekhrationik er den hurtigst voksende religion nogensinde… en lille pige pustede til de hvide kronblade på sine håndflader, bladene svævede forbi kvinden i omnibussen, flyvende duer, manden mellem bygningerne, en kolibri og en blå blomst …dette er en invitation til Frihed… kvinden trådte ud af bussen og ud i lyset; et wulfilsk T slynget ind imellem to trekanter; manden ved bygningerne tog en dyb indånding og klatrede over hegnet der adskilte ham fra en eng af mælkebøtter; mørk skærm, ordet Tekhrationik brød lysende og gnistrende frem.
Hun havde fået chaufføren til at køre hende til Hotel Barok. Hvad hun havde brug for var et sted hvor man kunne sidde i fred, hvor man kunne sidde i sikkerhed, hvilket egentligt var en ganske sjov tanke, for hun havde aldrig regnet med at dét ville være et krav når man ledte efter et hotel – for nogle måske men ikke hende. Hotellet lå i den dyre ende men den service der blev ydet var markant anderledes end den man fandt de steder hvor man kunne leje et værelse for blot en time; nu var det dog ikke fordi at hun havde tænkt sig at bruge rumservice, få sig en massage eller hvad end et etablissement som dette tilbød, der var blot et ønske om at befinde sig et sted hvor man ej skulle tænke på om receptionisten eller stuepigen ville røbe én for en sjat penge, hvilket jo ofte skete i fiktionen. Selvfølgelig var det jo ikke sådan at tingene foregik, hun var jo efterhånden udmærket klar over at uanset hvor man var, så var man ikke sikker men til tider, var man nødsaget til at bilde sig selv enkelte ting ind for at holde det hele kørende; det var ikke et spørgsmål om ikke at ville se tingene i øjnene men nu mere om at sætte sig selv i en position, hvor den viden, at man stod i lort til halsen, måske kunne skubbes en smule til en side – at finde en kortvarig mental oase. Og et billigt hotel ville højt sandsynligt ikke kunne tilbyde et miljø hvor dette kunne lade sig gøre, men på den anden side, mindede hun sig om, så var der jo også den nyere vendning der lagde ud med semper in excretia. Hvad Jeg havde brug for var at glemme lige præcis hvad det var hun havde gang i, hvilket jo var at finde en måde hvorpå hun kunne holde sig selv i live og dét var noget hun ikke var vant til – ja, de færreste var.
Hun tilhørte den gruppe mennesker der spiste når de var sultne og valgte deres mad ud fra personlige præferencer; hun indtog ikke føde for overlevelsens skyld, det at træffe valg ud fra et ønske om at holde sig selv i live13 var ikke blot en ny tanke men ligeledes en voldsom byrde, og hvis et værelse i den højere ende af kvalitetsskalaen kunne lette den blot en smule, jamen, så kunne man ikke bebrejde én for at gøre forsøget.
Hun havde betalt for værelset kontant og det havde gjort et ganske godt indhug i ressourcerne men hvis alt gik vel i morgen med Konradsen, og denne havde noget der ville være hende brugbart, så ville der måske snart være en ende på det hele. Hun tømte sine lommer ud på sengen, hvilken var en handling hun endte med at fortryde, i og med at det der nu lå på sengen var alt hvad hun ejede for hun kunne godt skyde en hvid pind efter at se sin lejlighed – og alt hvad denne indeholdt – igen. Hun var jo en meget overfladisk kvinde, hun var glad for sine ting, hun holdt af materielle goder og især hendes egne, ikke fordi de på en eller anden måde var definerende eller fordi de symboliserede en vis fortid og alt det dér pladder, men fordi de var hendes, hun havde købt dem, hun havde erhvervet dem og det var måske en form for ditthi, for den kontemporære tanke blandt de fleste indbyggere i byen var at materialisme var forkert – dog ikke forkert nok til at de ikke selv lod sig blive ført med strømmen. Den almene person købte noget fordi hun havde brug for det, ikke fordi hun ville have det; jeg vil have var noget børn sagde og så programmerede man dem til at forstå at dét måtte man ikke sige, for hvad med alle de andre som også gerne vil have men ikke kan få? Man lærte at sige at man havde brug for noget fremfor at man blot ville have det, det suspekte var at dét man rent faktisk havde brug for, ikke var synderligt meget, det var faktisk ufatteligt lidt, langt mindre end hvad man bildte sig ind var nødvendigt og ofte væsentligt mindre end man havde.
Nu hvor hun kiggede på sine ting – der alle med lethed kunne ligge på en seng – kunne hun danne sig en vag idé om hvor hendes personlige grænse lå; hun var langt under den og jo før hun kunne komme på ret køl igen, jo bedre. Måske havde dette noget at gøre med hendes middelklasses opdragelse – alle disse tanker om at ville have og at have brug for – éns position i strukturen kunne være svær at komme uden om; som barn blev man allerede præsenteret for emnet klassekamp, ja, den var sågar til at finde polemikken om det bioteknologiske: Venstrefløjen påpegede nemlig at denne krævede så store summer at den udelukkende kunne fremstilles af virksomhederne og at den dérfor var et kapitalistisk og ikke-egalitært værktøj. I og med at der var en pris forbrugeren skulle betale for at få gavn af den, betød det at dem der var lavest i samfundet ikke kunne gøre brug af den og dérved øgede man spalten mellem de sociale lag; ikke nok med at de rige blev rigere, de blev også kropsligt bedre – det var en opdateret version matthæuseffekten man bragte på banen.
Der var også argumentet for at det pseudo-meritokratiske system man havde fået bygget op i byen kunne trues, eller rettere sagt omformes, således at hvor vi nu har et system hvor man forsøger at modarbejde den sociale arv – altså hvor det er viden og vilje, altså uddannelse, der gør at man blandt andet kan få en stilling i Ministeriet – vil det fremover være et system hvor Præsidiet hovedsageligt vil indeholde mennesker der er genetisk modificerede, og at man derfor vil ekskludere dem der kommer fra hjem og klasser hvor man ikke umiddelbart har råd til denne fordel. Man vil få en by, argumenterer de for, hvor de store beslutninger vil blive taget af dem med dette fortrin og vil derfor være plutokratisk, eller måske en hel ny form for -krati der er baseret på genmodificerede ledere. Ligeledes findes argumentet om at dette videnskablige felt vil føre til en kapitalistisk version af medicinalindustrien; modargumentet er jo at medicinal industrien mere eller mindre har været præget kapitalismen i nu flere århundrede, ja, måske årtusinder, og det disse modstandere er skyldige i, er en romantisering af den. Forstår du, de mener at denne teknologi ikke vil forbedre folket men skille den, og sjovt nok deler de venstreorienterede sig i to grupper, den ene forlanger en total bandlysning – i en overført betydning – af feltet da det, som sagt, unægtelig kræver så store summer at udvikle, at kun virksomhederne kan stå for produktionen og grundet dette er dén, bandlysningen, ikke blot det mest etiske valg men også det mest retfærdige. Den anden gruppe argumenterer for at teknologien og maskinen bag skal kollektiviseres og gøres til en del af det generelle velfærdssystem, med andre ord være under Ministeriets og almuens kontrol… ja, nemlig, lige præcis, dette vil kræve en reform af byens politiske opbygning, og derved en omskrivning af aftalen14 da ikke nok med at samtlige licenser virksomhederne har anskaffet sig skal tilbageleveres til Ministeriet, så skal skatterne ligeledes forøges, da kollektivisering kræver at en ny bureaukratisk maskine skal stables på benene på byens regning, hvilket jo ikke er noget der huer det selv samme folk som gruppen taler for, du og jeg. Men denne kommende hypotetiske og teknologiske klassekamp tager ikke højde for, at fremskridtet – generelt og diakronisk set – har udbredt sig væsentligt mere end den har samlet i et enkelt sted, især jo lettere og billigere produktionen med tiden blev… jeg kan se at du er lidt skeptisk men det giver på sin vis mening, hvorfor kun sælge til den mindre gruppe når man med lidt mere forskning kan sælge til den store? Nichen er jo eksempel på dette, i starten da denne teknologi var ny så var det kun en specifik gruppe der havde adgang til den, nu – fem og tyve år efter, plus minusve, sådan cirka – kan den findes i alle hjem, næsten alle… ja… ja, selvfølgelig findes der stadig nicher som kun den lille gruppe har råd til, ja, nicher der er væsentligt dyrere end dem man kan købe i det nærmeste supermarked, men disse er for så vidt kun dyrere grundet det mærke og det design de har, selve teknologien er tilgængelig for alle – næste alle. Om du er enig eller ej med kritikkerne er i dette tilfælde uvæsentligt, men de har fat i noget som enkelte at tilhængerne har nægtet at indse, at det er et samfundsrelevant spørgsmål. Den eneste grund til at vi har et samfund er fordi det er lettere at overleve i strukturerede grupper, og når tilhængerne af, exempli gratia – det betyder for eksempel, hvis du ikke skulle vide det – post-mennesket argumenterer for at de ikke ønsker eller drømmer om et post-menneskeligt samfund men blot om muligheden for at individet selv skal kunne afgøre om det vil være et post-menneske eller ej, så drømmer de faktisk om et samfund hvor individet har den mulighed; med andre ord så taler de for et samfund, en gruppe, hvor individet selv bestemmer metoden hvorved den vil overleve og med den tanke tog hun en notesblok med hotellets logo samt en kuglepen fra sengebordet og gik i gang med det indledende arbejde til artiklen, hvilken måske ikke var så meget en artikel men mere en samling viden hun kunne købslå med.