Jeg spiste færdig, drak sin øl og betalte sin regning hvorefter en kurs hjemad blev sat, hvilken i dette tilfælde var mod et hotel, hvilket vidste hun endnu ikke. I stueetagen så hun i et af de mange spejle en mand i sort der gik ikke så langt bag hende, tøjskifteriet havde været spild af tid; i det øjeblik hun trådte ud af centeret satte hun farten op, først ilmarch, så en hurtig lunten, kort efter var hun i fuldt løb; hun kiggede tilbage, manden fulgte efter. Retningen var blevet sat mod Shinrin-yoku-rummet og da hun så at hun var ved at nærme sig den dansende bums, sagtnede hun farten og hev nogle sedler frem; hun gjorde et kort holdt foran artisten, stak ham de penge der var blevet hevet frem, pegede på manden i sort og løb derefter videre; et brøl der lød som et vaskeægte krigshyl hørtes, hun kiggede tilbage og så bumsen udføre en yderst voldsom takling på manden i sort. Hun forsatte derefter sit løb. Cirka femten meter fra indgangen ned til rummet begyndte hun at tage sin jakke, hvori hun havde alle sine ting, af og smed den ned i paternostrets kasse; hun skyndte sig gennem detektoren, tog imod nøglen til kassen og løb ned i rummet.
Ganske som læseren der åbnede værket for første gang med en hvis selvsikkerhed blot for – hvis værket var godt nok – at opleve en type fortabelse trådte hun ind rummet. Et Shinrin-yoku-rum var i bund og grund en underjordisk skov bygget som en irhave. Loftet med de mange tætsiddende og derfor usynlige højtryksnatriumlamper samt væggenes velplacerede spejle gjorde rummet endnu større end det var; træerne var forholdsvis små men stod så tæt at de udgjorde tynde uigennemtrængelige vægge. Stierne bestod af jord og mos afgrænset af bregner, violer og liljer; alle sammen, ganske som træerne, gensplejsede. Dulgte højtalere sørgede for liv i krattet samt lyden af en fjern rindende bæk – syntetisk fytoncid blev udskilt lydløst. Rummet – et produkt fra Extropia – var et patenteret koncept rettet mod de større virksomheder med den salgstale, at idéer og nye koncepter ofte kom udenfor selve kontorområdet, når folk stod i gården og røg en smøg, under kaffepausen og så videre; ligeledes, fortalte folk fra Extropia, var disse rum designet til at fungere à la en sorbet mellem retterne, de ”rensede hovedet”. Lige dette var et af mange der var placeret rundt omkring i byen, hvilke primært fungerede som demonstrative reklamer.
Jeg skyndte sig at få noget distance fra indgangen samt hendes efterfølger. Stedet var ikke en labyrint som dem man fandt bagerst i bladene til børn: Det var ikke let at finde ud og man kunne ikke starte ved enden og tage den derfra; tanken var at tvinge folk til at blive i rummet i så lang tid som muligt, at bryde tiden, at få emnet til at komme ud på den anden side af tidsbaseret nervøsitet, at glemme intuitiv tid, det efemeriske; og selvom at den fremprovokerede klarhed måske var kortvarig, så var effekten mærkbar, for essensen hos de snerler der kun blomstrede i en time var ikke anderledes den hos fyrren der levede i tusind år. Og dét var alt sammen meget vel men Jeg ville gerne ud så hurtigt som muligt, da spirituel velvære var ganske ligegyldig hvis man var biologisk død, hvilket højt sandsynligt ville være konsekvensen hvis hun blev indhentet før hun nåede ud.
Der var ingen skridt at høre men hun var ganske sikker på at hun var blevet fulgt herned, men, det gik nu op for hende at hvis de vidste hun var hernede, jamen, så kunne de jo bare vente på hende ved udgangen; det havde været et uhyre stupidt valg at løbe herned, nu var man jo fanget; hun måtte ud før at de tilkaldte hjælp og omringede stedet, ganske som fiktionen dikterede at de ville. Hun hørte nu skridt, det kunne være efterfølgeren, det kunne også være en af de andre besøgende, ikke at hun havde mødt nogle. Blindgyde, og på den anden side af den ene væg hørte hun tydelige skridt og hvem end det nu var der kom, så ville han, hun, de komme rundt om det selv samme hjørne der førte ind til Jeg. Ud fra skridtene blev personens placering dømt og inden denne kom helt rundt om hjørnet, påbegyndte hun tilløbet; det sidste hun huskede var kontakten mellem hendes skulder og skikkelsen.
Nu stod hun med hænderne på knæene og forsøgte at få vejret, den sortklædte mand lå ganske stille på jorden, bevidstløs, på ryggen – kombinationen af spyt, blod og udåndet ilt dannede små bobler omkring munden – Jeg gik ned på knæ, lagde manden i aflåst sideleje og fortsatte derefter videre. Tilbage til punktet, skillevejen, men modsat teksten så ændrede disse gange sig ikke med erfaringen vundet via fejl, forsøg og fejl, den var i stedet statisk; læsningen af irhaven skulle gøres i den perfekte fart således at betydningen ikke gik tabt, man skulle passe på at man ikke gik for langsomt eller for hurtigt. Hun forsøgte ikke at gøre holdt og skulle det ske så gjaldt det om ikke gøre det for længe for ej at overtænke, og gik hun for hurtigt kunne det være at hun overså udgangspunktet; via arbejde, flittighed, kontrol, instinkt og ved ikke at gå i panik nåede man enden, der på sin vis altid var det samme sted men altid så anderledes ud – farvet og formet af rejsen. Hun overvejede i et kort øjeblik at vende om, at genfinde starten, men hun vidste ikke hvor hun befandt sig; at finde begyndelsen kunne vise sig til at være lige så svært at finde som enden, og i øvrigt havde paternostret sikkert allerede sendt alle hendes ting til udgangen. At starte forfra var ej heller en garanti for at man ville finde udgangen hurtigere, hun var jo ikke den samme person som hun havde været da hun trådte herind – rattigan glumphoboo beskrev forløbet bedst – koderne var blevet ændret og derfor også irhaven; begyndelsen var ikke den samme, punktet havde flyttet sig, labyrinten var plural; uden at have fundet enden først var det til ikke at vide om handlingen, dét at starte forfra, ville føre hende på afveje for måske var hun på rette vej nu. – – –
Endelig. Foran hende befandt udgangen sig: En rektangulær portal der ville føre hende ud, sammensmelte den ene realitet med en anden. Ved den, mellem træerne, i en lille bid af et spejl, hvilket befandt sig i lårhøjde, så hun sit venstre håndled: Uret var revnet og havde udtværet blod på sig; armen blev ført op og der blev taget et direkte kig på kronometret, det var gået i stå. Trappen der førte op og ud blev taget, en dørvogter nikkede.
– Dav.
– Dav.
Jeg fandt sin kasse, hev jakken frem, tog den på og begyndte at gå væk men var ikke nået mere end en fem meter da en hånd på hendes skulder tvang hende til at vende sig om; hun stod nu vis-à-vis med endnu en mand i sort hvilken havde hånden i lommen på sin frakke, det var tydeligt at han havde en gøb dernede – det lignede en malplaceret erektion. Det var kun en ting at gøre i sådan en situation og Jeg gjorde det: Hun skreg voldtægt og hun skreg det højt. Jeg ønskede at hun kunne have taget et billede af mandens forvirrede ansigtsudtryk, og hun ønskede det endnu mere da hun så dørvogteren plante en solid højre lige i ansigtet på ham; Jeg benyttede sig af øjeblikket og løb, og det blev hun ved med indtil hun mente at hun var kommet langt nok væk til at man kunne tage sig tid til at finde en hyrevogn.
– Jeg bliver forfulgt, er det noget du kan gøre noget ved?
– Det kan du bande på at jeg kan, søster.
Chaufføren kørte ud i trafikken og jokkede furiøst sømmet i bund.