Ved fortovet, ikke langt fra døren ind til den bygning hvor hans kontor befandt sig, stod en prædiker.
– …du spørger måske dig selv, hvordan fungerer dette? Du spørger måske dig selv, hvor er den store automobil? Du fortæller måske dig selv, dette er ikke mit smukke hus…
Flere af lejerne havde forsøgt at få ham fjernet, prædikanten, dog uden det store held; selv havde han ingen problemer med manden, der var en mærkværdig rytme ved hans elokution, den var syret. Mandens stemme fulgte ham et godt stykke ad vejen mod stoppestedet. Der var ikke synderlig meget trafik i dette nabolag, de enkelte biler der kom forbi kørte langsomt, i ny og næ drejede en enkelt ind til siden og sideruden rullede ned; en prostitueret eller flere ville dérefter nærme sig bilen, bukke sig ned og handle med bilisten. Gadelamperne var af en ældre model, støbejern med en enkel sfærisk skærm der ikke var af polykarbonat glas – ikke alle fungerede. Hvad der primært oplyste gaden var ikke disse lamper – eller lysforureningskuplen der dækkede byen og var det eneste ovenfra kommende lys – men de mange skilte, dog var disse ikke holo-skilte da de var ikke til at finde i nabolaget hér; lyset kom fra de mange lokale butikkers mangefarvede neonskilte, hvilke var placeret ikke blot lodret op ad bygningerne men hang ligeledes ud, henover gaden, således at de dannede et blikkende og lysende tag hvilket i dette øjeblik blev reflekteret af regnens efterladenskaber.
Han passérede noget vejarbejde: Et krater i mellemstørrelse med en rød og hvid holografisk afspærring rundt om, hvilken nu mere var til for at advare end for at holde nogen tilbage. Han havde ikke set en demiurg arbejde her i flere år og krateret var med tiden blevet forfremmet til offentlig skraldespand. Hvem end der havde fundet på at kalde Ministeriets ansatte for demiurger var et geni og en usympatisk skiderik; titlen hældte benzin på det bål der var den bureaukratiske megalomani som størstedelen af Ministeriets ansatte led af, hvilket jo gjorde at langt de fleste borgere undgik enhver kontakt med dem af frygt for at blive suget ind i en kafkask labyrint af absurditet. En halvfed kvinde i en lyserød t-shirt og cykelshorts joggede forbi med en stærk-øl i hånden og i samme øjeblik passérede han en gyde der lå op ad den bistro hvor Alda ofte hentede deres frokost; to af kokkene stod og røg mens en elev med et forvirret udtryk løb ud på gaden i en søgen efter en komfurforlænger. – – –
Omnibussen kom til tiden, en gammel model, de nye kom sjældent herud; den var bygget som en lastbil, forvogn og ladvogn: Førstnævnte var gul, pansret og med et rusten gitter foran ruderne; her kunne chaufføren side trygt uden nogen form for kontakt med kunderne, og skulle der ske noget i ladvognen kunne forvognen blot efterlade den og køre væk. Sidstnævnte var metallisk grå med et stort bredt vindue på hver af dens sider, under denne befandt en bred plakat sig hvorpå der var en ovenud lykkelig kvinde på en cykel samt sætningen garanteret lindring stående henover resten – det var en reklame for hæmoridecreme. Omnibussen gjorde holdt, forrest på ladvognens side åbnede døren sig og et lille trin skød sløvt frem med et hvin; han trådte op og ind. Indvendig var vognen delt i to rum, et lille hvilket fungerede som en entré samt et større hvor passagérerne sad eller stod; disse var adskilt af en skydedør der først åbnede sig når man enten havde smidt et par dalere i den gule tragt der hang ved dens side eller man havde kørt hånden henover skanneren der var monteret lige over tragten; skanneren skannede den skanbare indopererede chip folk havde i hånden, via den kunne den virksomhed der stod for sektorens transport hæve beløbet direkte fra kundens konto.
I denne lille del af sektoren havde de færreste chippen, folk var bange for at få hånden skåret af, dog uden grund for chippen fungerede kun hvis der var konstant blodomløb, en chip i en afskåret hånd var derfor ganske ubrugelig. De gamle hippier frygtede at byen og virksomhederne kunne overvåge dem med disse, hvilket egentligt var mere sund fornuft end det var forfølgelsesvanvid.
Omnibussen var ganske fyldt men han formåede at finde en plads bag et teenage-par. Pigen – der var iklædt en stram rustfarvet jakke med enorme oliventressede pufskuldre og hvide pibemanchetter, en hvid højhalset trøje indenunder og stramme sorte bukser – havde indtaget sin lytteposition samt omsorgsfuldt lagt sin ene hånd på sin partners ene overarm, hvilken forsøgte at hidkalde stilen fra den ældre periode med en benittet sort lædervest med diverse påsyede mærkater, slidte bukser og militærstøvler – forsøget var falleret: Vesten var tydeligvis ny, ganske som bukserne og støvlerne, men dét der vitterligt røbede hans egentlige stand var kvaliteten af hans hvide og sorte syntetiske arm, hvilken var ganske høj. En god tommelfingerregel var at jo højere op man kom kvalitetsmæssigt – og prismæssigt – desto mere organisk så det syntetiske legeme ud; ikke at man nogensinde kunne være i tvivl om dets ægtehed. Og organisk skulles forstås således, at det, legemet, faktisk lignede et legeme, i modsætning til en maskine.
Klassemæssigt var der noget interessant ved objektet – eller personernes forhold til det – for hver af de to ekstremer, høj og lav, ejede ofte en version af det samme objekt, da man gik henholdvist efter dyr æstetisk ineffektivitet eller efter billig effektivitet – han havde en klar idé om hvilken af disse to havde fat i den lange ende – dog var det ikke ensbetydende med at man ikke kunne købe produkter der var æstetiske, pæne at se på, til billige penge, det kunne man, men de betød ikke noget, de havde ingen anden mening andet end deres funktion – de kunne sjældent blive ikoniske.
Hvad der var interessant ved denne gren af teknologien var at enkelte modehuse havde taget den til sig, nogle af de nyere beklædningsgenstande var lavet til at fremhæve de kunstige legemer, som for eksempel briller hvis eneste arbejde var at lede opmærksomheden hen mod de kunstige øjne. Knægten var sikkert flyttet herud for at gøre oprør mod forældrene og boede nok i en lejlighed betalt af selv samme undertrykkende og uretfærdige autoriteter. Han stirrede ud luften, det var det indadvendte blik man ofte fandt hos yderst traumatiserede mennesker, tusindmeter blikket hvilket – ifølge hans monolog – stammede fra at forældrene havde sat en stopper for lommepengene.
På sædet han havde sat sig på havde der været en avis og under turen blev den skimtet igennem; han faldt over samtalen med nye Kasserer samt analyserne af hans udtalelser og talen han havde holdt til inaugurationen;2 det så sløvt ud med hensyn til nyheder da samtalen nu var et par år gammelt. Som borger i byen var han klar over at han burde læse det men det interesserede ham ikke, og hvorfor skulle det det? Det interesserede ikke nogen. Hvad der skete hos og med de høje herrer vedkom ikke ham. Om byen havde de, de høje herrer, den holdning at de kunne kontrollere den; han derimod, ham og størstedelen af indbyggerne, borgerne, almuen, havde indset at der ingen kontrol var at få; nye love blev indført, andre blev afskaffet men lige meget var det, der var altid en eller anden form for status quo, hvilken disse mænd og kvinder mærkelig nok selv sørgede for. – – –
Omnibussen satte ham af ved et kryds ikke langt fra selve banken. Det var tydeligt at han nu befandt sig i den højere ende af sektoren, samfundsmæssigt. Mellem de tresporede veje stod gadelamperne – høje aluminiums engle med udfoldede, strømlinede vinger og armene ud til siderne, således at de kryptonlamper de holdt i hver hånd lyste ned på vejene – ikke at der var synderligt brug for dem, gaden blev hovedsagelig oplyst af de mange to-dimensionelle holografiske reklameskilte der prydede bygningernes facader: Isbjørne sad og drak sodavand; fornemme slanke kvinder i sort og hvidt med en lille hyperdesignet beholder indholdende gyldent væske i deres hænder; en kvinde med tykt bølgende unaturligt rødt hår der blafrede i vinden; en kanin på amfetamin; en splinterny sportsvogn med en kendt skuespiller bag rattet; ni ud af ti læger røg Vergnügen. De var store, skiltene, og kom i alle mulige geometriske former, enkelte af dem bredte sig over flere bygninger, det betød dog ikke at de beboere og kontorer der befandt sig bag dem ikke kunne se ud; holo-skiltene – ganske som holo-foliet – kunne kun ses hvis man stod på den rette side af dem, på sin vis fungerede de som jalousier. Når det var agurketid – hvilket enkelte akademikere påstod det altid var – kunne man ofte læse lange og skræmmende artikler om de kræftfremkaldende egenskaber disse skilte måske havde – dog er det vigtigt at huske på, at alt er kræftfremkaldende når det er agurketid. Det var ikke alt sammen reklamer, enkelte af skærmene tilhørte makromediet, hvilket, ifølge puristerne, var det paraplybegreb hvorunder de mange mikromedier hørte til; i daglig tale var makromediet det samme som Ministeriets mikromedie.
Mange af bygningerne skiltene sad på var i den arkitektoniske stilart Sant’Elia havde fremprovokeret: De var farveløse, symmetriske med rene linier; man kaldte det for gotisk-futurisme. I modsætning til bygningerne i hans del af sektoren så var disse sjældent under halvfjerds etager i højden men det var intet i forhold til de bygninger man fandt ved boulevarden hvor de største virksomheder holdt til, hvilke ofte var små samfund i dem selv.
Midtvejs mellem banken og stoppestedet – ved en yderst pekuliær bygning, hvis dybe indgang var prydet af fire store uorganisk polymerbeton klunker – hørte han noget bag sig: enkelte skrig, kollision af metal mod plastik; han vendte sig om, en ældre rød vogn var kørt op på fortovet og havde sat kursen mod ham; han trådte hurtigt og instinktivt et par skridt tilbage og stillede sig i ly ved en af de enorme kvaster; nu hørtes lyden af metal mod beton, bilen susede forbi ham, han trådte ud, så den køre ud på gaden igen og dreje til venstre ved det nærmeste kryds. Han kiggede ned, stykker fra bilens sidespejl og blinklys lå omkring ham; folk var begyndt at samle sig i en bue, bilen havde sigtet efter ham mente de og han var forholdsvist enig med dem. Han ville have tændt en smøg men kunne ikke finde sin tænder, den dryppende næse blev tørret af på ærmet i stedet. På det modsatte fortov skubbede en transvestit – i en turkis taft ballonkjole og med en hat i form af en omvendt højhælet sko – en gejlet barnevogn foran sig.