ABAKUS BANK, HVILKEN var placeret i stueetagen i et kontorkompleks, var en kølig næsten tom kube delt i to af en blågrå ækvatorial skranke, hvorpå der var monteret skudsikkert glas der gik fra den ene side over til den anden. Bag glasset sad tre kvinder – det er altid kvinder – til at betjene kunderne og foran disse var en rund højtaler monteret og under den en slids; længst til venstre så han en glasdør der førte ind bag skranken. Gulvet bestod af fliser i ætset glas hvorfra der kom blåt lys op. Væggene var i samme blågrå farve som skranken; på hver side af rummet hang der tre skærme der hver især viste det samme akvarium med de samme eksotiske fisk. På væggene og under skærmene var der placeret en lang bænk i form af en forvokset vægliste med afrundede kanter. Fra loftet, der var i en mørkere nuance af den blågrå farve, hang der lange vertikale rektangulære lysstofrør. Bag ham var vinduerne der ville have vist gadebilledet hvis det ikke havde på grund af det holografiske folie der var påklistret dem; ruderne udviste i stedet et designet blik ind i en anden realitet der mærkeligt nok lignede den stammerealitet banken befandt sig i. En let elektronisk flamenco svansede rundt i rummet blot for at blive afbrudt af en kvindestemme.
– Nedtrykt grundet Deres udseende? Nedtrykt fordi De ikke har midlerne til at ændre på det? Vi hos Abakus sympatiserer med Deres problem og vi tilbyder muligheden for et skræddersyet lån, så Dé kan få det udseende, Dé fortjener. Abakus tilbyder Dem et nyt liv…
Han talte fire bevæbnede vagter – uden tvivl flere end der havde været før røveriet – iklædte sorte støvler med sølvfarvede såler, sorte taktiskebusker med store tomme lommer, sorte bælter hvorpå sidehylstre hang med hver deres revolver – hvilken var en af de få typer hvor tromlen ikke svang ud til siden når man skulle lade den, men i stedet knækkede man den; ligeledes havde den den finurlige detalje at patronhylstrene ville springe ud efter knækket – en sorte højhalsede striktrøjer hvorpå de skudsikreveste med de sølvfarvede plader sad over. Deres hjelme var ligeledes sølvfarvede ganske som visirerne også var det. I deres hænder, der havde fingreløse handsker på, havde de hver hvad man nu om dage kaldte for et personligt selvforsvarsvåben – han anså det som værende mellemledet mellem den halvautomatiske riffel og maskinpistolen – lige denne type havde et tydeligt ergonomisk design; faktisk lignede den et legetøjsvåben der var blevet lavet ud af et stykke træ med en stiksav og en ordentlig røvfuld sandpapir, og derefter dyppet i en spand med grå neglelak.
For en del år siden ville han have sagt at det var spild af penge at have dem her men en gammel kollega, hvilken nu arbejdede for et sikkerhedsfirma, havde fortalt ham at deres job var seks og firs procent af gangene at sørge for tryghed, en følelse af sikkerhed men egentlig ikke så meget beskyttelse – man kunne anse beskyttelsen som værende en bonus.
Disse fysiske banker ville snart ikke være andet end glorificerede pengebokse da de fleste nu yndede at bruge Satnettet fremfor at trave ned til banken, og efterhånden blev man jo frarådet til at betale med kontanter og tilrådet at bruge den indopererede chip der i sig selv ikke var obligatorisk men dag for dag sværere at komme udenom. Om fire måneder ville stedet hér lukke, røveriet havde sikkert skåret det ned til to, en enkelt hvis Abakus’ hovedkvarter handlede hurtigt. Efter den uundgåelige lukning ville stedet her nok blive ombygget til en neuroklinik, en klinik hvor man kunne bliver det menneske man altid havde ønsket sig man var; her ville være læger, neuromekanikere og livsstilseksperter; alt ville kunnes kureres eller ændres med implantater, hæmmere eller lignende. Uanset hvilket produkt man valgte ville en chip blive installeret men det var i orden, for det stod i den kontrakt man underskrev, den man ikke gad at læse og hvorfor skulle man? den var jo så frygtelig lang. Hver gang man derefter kom ind og blev tunet eller kalibreret blev chippen opdateret og et tillæg til kontrakten skulle derefter også underskrives; det var en lille pris at betale for at kunne komme til at se igen eller blot bedre; for nye legemer eller organer; personlighedskalibreringer, svedhæmmere, B-vitamin udskillende toupéer mod l'ennui de vivre, eller muligheden for at skrue op og ned for hørelsen til de nybagte forældre og brudgomme; dette er stedet hvor man bliver bedre til sit arbejde, har De arbejdet i minerne? Vi har lige fået nogle lunger, en hel ny model, næsten ikke brugt; dette er teknologien der genopbygger testpiloter, kom ind og spørg vore ansatte om de sidste nye produkter.
De mest interessante ting ville man dog ikke kunne finde i disse; klinikkerne var for pæne, og hvis man ville have noget der for alvor sparkede røv skulle man ud til de mere lumre kvarterer – hvilke jo fandtes i samtlige sektorer. Disse var alle virksomheders sandkasser: Mikromiljøer hvor de store drenge slusede – i det gedulgte – hylderne med små ladninger prototyper der skulle testes – den bedste måde at afprøve et produkt på er ved at lade undværlige folk lege med det. Tre og halvfjerds procent af disse blev dog opsnuset af rivaler eller af de selv samme folk der skulle sælge dem videre, og sidstnævnte lavede ofte selv de ændringer der skulle til for at udbedre dét de fine hvide kitler følte skulle afprøves inden emnet blev masseproduceret. Dette koncept, med at aktivt at bruge forbrugeren som et forsøgsdyr, var det sidste nye led i en kædereaktion der havde sin start i slutningen af halvfjerdserne, hvor man var begyndt at producere mindre, billigere og knapt så teknologiske versioner af allerede eksisterende produkter, så som kameraer, kopimaskiner, portable nicher, printere og så videre; med andre ord, så havde man begyndt man at rette meget af fokusset mod den personlige brug, og det havde derfor været nødvendigt at tingene blev lettere at have med at gøre. Det var nået til et punkt hvor man producerede engangsversioner af disse produkter, brug den og smid den ud, ikke helt ulig kvinder.
Konsekvensen var ganske interessant. Førhen havde det udelukkende været producenten der bestemte hvordan og hvorledes tingene skulle bruges – hvilket betød, at de skulle bruges til det de var designet til – men fordi man havde åbnet sig for massen skete der det, at forbrugerens egen fantasi kom til at spille en stor rolle i hvordan tingene, til en vis grad, blev designet. Et eksempel på dette var meget af det tøj man oprindeligt havde designet til sikkerhedsstyrker og politi, havde endt med at blive brugt af almindelige mennesker i deres hverdag, da de uhyre mange millioner der var blevet brugt til at skabe et par taktiske bukser, var rent faktisk blevet brugt til at skabe et par bukser der ikke blot var praktiske men ligeledes slidstærke – og disses aggressive æstetik havde ikke været helt uvelkommen. Reaktionen havde været den, at man på disse havde ændret en smule hér og dér, for derefter at markedsføre dem til den almene forbruger; tøj- og modehusene, store og små, var derefter begyndt at inkorporere designene i deres egne produkter. Men det var ikke kun tøj, det gjaldt ligeledes biler, motorcykler, kunstige legemer og meget andet. Det nye led udsprang fra denne evolution: Man vidste nu at den bedste måde at teste en prototype på var ved at lade forbrugeren gøre det selv; man udnyttede altså de ukontrollerede forhold, de forhold man ikke kunne genskabe i et laboratorium.
Et af de få områder hvor neuroklinikkerne ikke inficerede gadebilledet var i Akhdar-sektoren – byens mindste samt det eneste overlevende mikrodemokrati efter borgerkrigen og derfor ganske unik – og det var skam også her at det sorte marked trivedes bedst, især efter det nye mutazilitstyre var kommet på banen. Skiftet var kommet i kølvandet på en række uheld – eller angreb alt efter hvorfra man kiggede – som den forhenværende ledelse havde fået skylden for. Det var en offentlig hemmelighed at disse uheld – der jo havde været uhyre tragiske – var blevet igangsat et meget højere sted end i selve sektoren og at den nye ledelse spillede bold med hvem end der nu havde stået for planlægningen af førnævnte. Hvad man vidste – eller hvad det lod til – var at opponenterne af det daværende styre alle havde befundet sig i de steder hvor uheldene var hændt, og man skulle ikke være et geni for at kunne gætte sig til hvorimod at fingrene derefter var blevet peget; konsekvensen havde jo været at vejen var blevet banet for mutazilitterne.
Den nye ledelse havde udvist til alles forbavselse, især de lokales, at være ganske habil; der var blevet lagt vægt på økonomisk vækst og teknologisk progression uden at sælge ud til koncerner udenfor sektoren, hvilken jo var en svær balance at finde; de havde dog fundet den navnlig ved uofficielt at sluse store mængder ressoucer ind i sortbørsen, hvilken ligeledes var den primære grund til at sektoren trivedes – alle havde på en eller anden måde gavn af den. Sektoren var ikke den eneste i byen, det eneste område, der hovedsageligt var præget af en stammekultur, om det så var religiøst, etnisk eller en kombination deraf, men den var som sagt den eneste der var en sektor i sig selv – selvom sektoren selv blot var på størrelse med et større nabolag.
Markedet var ikke blot en legeplads for den nye teknologi, det var også et af de eneste steder folk af de lavere klasser kunne gå hen og få implantater og lignende der tilhørte den højere ende uden at skulle sætte sig selv i en voldsom gæld, dog skulle man være klar over at mange af produkterne ikke var direkte lovlige, så at sige: Det var umuligt at vide om éns nye arm var en del af et overskudslager, en stjålet vognladning, en prototype eller blot revet ud af armhulen på en uskyldig person med henblik på at sælge den videre; men kunne man acceptere dette, kunne man fintune éns etiske syn, jamen, så var man godt kørende; man skulle dog passe på, gud-nåde-trøste én hvis Ministeriet eller koncernerne fandt ud af at éns nye nyre ikke var legitim for det sorte marked var officielt ikke et lovligt fortagende – ellers ville man jo nok bare have kaldt det for markedet.
Han gik op til skranken.
– Er det muligt at kunne komme til at tale med den ansvarshavende?
– Har De en aftale?
– Nej. Jeg kommer på vegne af en af Deres kunder, en kunde som har mistet noget under røveriet.
– Jeg ser… lige et øjeblik.
Den mikrostomiske kvinde rejste sig op; først nu opdagede han den abnorme størrelse hendes røv og hofter havde, hvilket jo betød at hun var i et forhold. Hun gik forbi skrivebordene bag hende og sidelæns gennem døren på den anden side. Hun var iført tøj der højt sandsynligt var blevet erhvervet de samme steder som Alda købte sit; tøj hvilket blev købt under det argument, at den var da meget sød, hvilket egentlig betød at det var billigt og at man nok ikke kom til at ligne en lallende idiot når man iførte sig det; det var masseproduceret tøj hovedsagligt rettet mod ungdommen og de middelaldrende der endnu ikke kunne give slip.
Mens han ventede tog han grådigt en håndfuld tændstikæsker med bankens logo fra en uranglasskål der stod på skranken. Hver gang et menneske i rummet bevægede sig kunne man høre de fire seksløbede roterende maskingeværers gear rotere: Brutalix-XS-h. Disses sensorer opfangede alt hvad der var varmblodet, selve røveriet var derfor lidt af et mysterium – eller rettere sagt, det var et større mysterium end det burde have været. Efter at disse sikkerhedsforanstaltninger var blevet standard i alle bygninger der havde noget at beskytte, var røverierne, eller forsøgene, statistisk set faldet til næsten ingenting. Den første reklame virksomheden, hvilken stod bag disse våben, havde vist, havde faktisk ikke været andet end en optagelse af en optimistisk kriminel der blev skudt i stumper og stykker af en af disse; det havde vakt røre, ja, men salgstallene steg.
Kvinden vendte tilbage med hvad måtte være den ansvarshavende, en ældre mand i et gabardine jakkesæt med vest: Det var gråt og lidt for stort – det så ikke ud til at have været blevet syet således, men nu mere som om at manden fornyeligt havde tabt sig – sættet var fra en af de jødiske skræddere der havde deres butikker på en gade i Prometheus-sektoren – dette var ikke tøj hvem som helst gik i. Hans sko og bælte var sorte, hvilket man måtte sige var et modigt valg; det samme kunne siges om hans hentehår hvis kompleksitet var hypnotiserende. Hans øjne skinnede når lyset ramte rigtigt.3
– Hvad kan jeg hjælpe med?
– Jeg kommer på vegne af Alis Kleinerstiefel.
– Javel ja, hvis du ville være så venlig at komme med mig.