HUN TRAK HÆTTEN udover kasketten og forsøgte at bane sig vej gennem de mange mennesker; motortrafikken var spærret, gaden var nu en gågade med et kompleks net af boder hvilke solgte mad, beklædning, smykker, litteratur, ornamenter med mere – det var nemlig kulturdag i dag. Jeg kunne ikke fordrage konceptet, hun anså det som kulturel prostitution, et produkt af den kulturelle marxisme der hærgede middelklassen. Hvis man kiggede ordentligt efter så var de besøgende, de interesserede, ikke sjældent blegfede mennesker der gik med deres gennemsigtige, larmende, små plastikposer hvis indhold oftest var små ting de kunne pynte deres små hjem med således at når der kom folk til kaffe og kage, så kunne de besøgende se hvor udviklede og åbne og oplyste og varme værterne var – alle andre stammekulturer var så meget bedre end éns egen – veganere sad under plastikpavilloner og lod som om de røg på vandpibe eller chibuk; en mand købte et hjemmelavet smykke til sin kæreste som hun ville hade men føle sig nødsaget til at bruge af frygt for at blive stemplet som racist hvis hun ikke gjorde; en gruppe musikere spillede ude af takt på ustemte etniske instrumenter og alligevel dansede folk da dette jo var autentisk og fremmed; genuin Beduin mad blev spist og nydt på trods af dens exceptionelle dårlige kvalitet og fordægtige hygiejne.
Jeg afskyede kulturel marxisme, ikke fordi at den var en trussel mod hendes egen kultur og levestil men fordi i dens forsøg på at fremme venlig diversitet, endte den i stedet med at devaluere unikke kulturelle aspekter i håbet om at ramme den absolutte middelmådighed – det var jo vigtigt at alle kunne følge med. Forløbet slusede de kulturelle kompleksiteter bort, alle de små detaljer forsvandt; man havde haft to halskæder, begge smukke, begge sirlige, begge fantastiske, begge udsøgte, den ene prydet med smaragder den anden dekoreret med rubiner, men de var ikke ens og dét var et problem; det man gjorde var at man fjernede de glitrende sten, jo, der var stadig en håndværksmæssig forskel på de to men de havde begge mistet deres sjæl, deres essens, men det var i orden for nu var forskellen minimal og alle kunne være med – de var ikke for meget det Ene i forhold til det Andet og vice versa.
Uhyre meget energi blev brugt på at fremme en såkaldt tolerance, et begreb der for hende var et fy-ord, et begreb der modarbejdede hende yderst blåøjede tanke om et ordentligt samfund; hvis hun sad i et tog eller en omnibus og en kvinde i løsthængende ninjauniform satte sig ved hendes side, så satte hun ikke dér fordi Jeg tolererede hende men fordi det havde kvinden lyst til. Begrebet var, mildt sagt, grotesk – dog var det en tanke hun aldrig ytrede højt for dét ville være et socialt faux pas. – – –
Hotel Norn var en forfalden bygning og det havde aldrig været andet, det havde ingen mystisk eller glamourøs historie, ingen kendte forfattere eller musikere havde nogensinde boet der, det havde ingen hemmelig trettende etage eller lignende – det var blot et lille hotel. Jeg kiggede op; gennem et vindue, i en lille sprække dannet af to gardiner, kunne hun se en skikkelse, det var sikkert Konradsen.