Værelset var mørkt og rodet; Konradsen tog den eneste stol der var og stillede den foran sengen hvilken han selv satte sig i.
– Tag plads.
Jeg satte sig og hev sin notesblok frem.
– Du får ikke brug for den.
Konradsen rakte ind under sin pude og hev en gul plastikpose med to brede elastikker på kryds frem og lagde den på sit skød. Elastikkerne blev taget af, indefra posen af blev et plastikchartek med en bunke papirer – hvorpå der var skrevet med barnagtige blokbogstaver – samt en brun kasse hevet frem.
– Hvad er der i kassen?
– Godt spørgsmål, hvad er der i kassen? Jeg ved ikke præcist hvad der er i den, jeg har ikke åbnet den og har ej heller noget ønske om det; jeg tror ikke engang at jeg ville kunne åbne den hvis jeg ønskede. Hvad jeg dog ved er, at dét der er i den er en vigtigt del i udviklingen af den teknologiske singularitet. Et “produkt” som det firma jeg arbejdede for, Kollektivet, var i gang med at udvikle, forske i. Hvad der er i kassen er roden til alle vore problemer.
– Teknologisk singularitet?
– …
– Jeg er ikke helt med, hvad er det?
– Det meget begrænset hvad jeg ved, jeg er ikke en ”videnskabsmand”, mit arbejde med dette var udelukkende ”intern marketing”; hvad jeg ved er blot hvad jeg har kunne læse mig frem til.
– Ja, jeg har set dine bøger og papirer.
– ?
– Da jeg var i din lejlighed, da vi skulle mødes første gang.
– Nåh.
– Hvad mente du med ”intern marketing”?
– Ja, det var dér at det blandt andet gik op for mig at der var noget galt; marketing – hvis vi skal koge det helt ned – omhandler salg af et produkt fra en virksomhed eller en person til forbrugeren – sådan nogenlunde, kogt ned – men i dette tilfælde var mit arbejde at sælge denne forskning til os selv, til dem der skulle arbejde med det, især til dem der skulle til at arbejde med det; se det som en form for propaganda.
– Jeg er ikke helt med, jeg går ud fra at de fleste af jer allerede var ”for” forskningen af hvad end I nu havde gang i, ellers ville I jo forså vidt ikke have været i den position hvor I kunne forske i det, eller i dit tilfælde arbejde med det.
– Det var vi, og det var derfor at jeg fandt det mærkeligt, og jeg brugte lang tid til at tænke over det og det gik op for mig at mit arbejde var ”præventativt”. At sørge for at folk ikke ændrede holdning og mening… at folk ikke endte med at gøre hvad jeg nu har gjort.
– En marketingsmand med en samvittighed.
– Ja, det er en smule idiosynkratisk; det er vel hvad man kan kalde for en kosmisk vittighed. Faktisk så anskaffede jeg mig den litteratur du så et stykke tid før at jeg besluttede mig for at gøre hvad jeg har gjort, ikke at min senere handling direkte var mit eget valg. Jeg tror at det blandt andet var et forsøg på at overbevise mig selv om at mit arbejde ikke var sådan som mine paranoide tendenser fortalte mig at det var. I det hele taget lærte jeg ikke synderligt meget af den, litteraturen. Vi siger at modstanden – når det kommer til at det hér felt indenfor bio-teknologien – er bygget på frygt, og først og fremmest en frygt der er baseret på folks personlige værdier samt bibeholdelsen af disse. Tilhængernes argumenter er for så vidt ikke meget bedre – faktisk en smule barnagtige – for selvom at tilhængerne gør brug af mange forskellige argumenter, jamen, så – hvis man presser dem ind i et hjørne – er det tydeligt at det hele er baseret konceptet om rettigheder, hvilket jo er ganske på mode lige i øjeblikket. Hvad de siger er at det er min krop, og jeg kan gøre med den som jeg vil. Og det er i sig selv også en fin tanke – individualitet, autonomi og alt det dér – problemet er at den ikke tager højde for at implementering af teknologi bliver først og fremmest styret af dem der har pengene, især hvis forskningen bliver holdt hemmeligt. Og nu kommer vi til hvorfor jeg gjorde hvad jeg gjorde, og hvorfor jeg kontaktede dit blad. Jeg tænkte, blandt andet, at hvis det kom frem i lyset, at folk lærte om det, ville det måske føre til en regulering af det – etik eksisterer udelukkede hvis der er et publikum.
– Se, hvad jeg stadig ikke forstår er, at siden at du er for teknologien at du så er hér, at alt dette er sket?
– Ja, men ser du, jeg har ikke et problem med selve teknologien, som du siger, men jeg har et problem med hvordan og hvorledes. Jeg kunne ikke være sikker på at teknologien var i de rette hænder. Lad mig give dig et eksempel, de våben man forskede i under borgerkrigen – og endte med at bruge – var lige præcis det, våben, terrorvåben, men selve teknologien gjorde det muligt for os at bygge raketter og derved satelitter og derved Satnettet. Det omhandler alt sammen implementering, og jeg, jeg var ikke den eneste der ikke var helt sikker på at Kollektivet var den bedste virksomhed til at bestemme hvordan og hvorledes. Bare fordi at jeg er for teknologien er det ikke ensbetydende med at jeg er et uetisk menneske.
– Ok, fint. Men hvad er singulariteten?
– Der er jo flere former for singularitet, altså man har snakket om flere former, om hvorledes de kan tage sig ud, og i øvrigt omhandler begrebet ikke så meget selve teknologien, nej, men det punkt hvor den bliver implementeret og derfor også konsekvenserne af dette; men lad os nu bare bruge begrebet som et synonym for selve teknologien – det gør det lidt lettere. Som sagt er der flere former, den vi har forsket i omhandler forbedringen af den menneskelige intelligens via bio-teknologi. Hvis vi antager at det er vor bevidsthed der gør at mennesket er i stand til at opfinde væsentligt bedre værktøjer end dyret, så er denne ”singularitet” baseret på konceptet om at skabe et værktøj, der vil udvide bevidsthedsfæren således at vi kan skabe endnu bedre værktøjer; punktet hvor denne udvidelse sker, er hvad man kalder for den teknologiske singularitet. Som sagt så har man spekuleret på flere forskelige former; nogle udgaver omhandler maskiner der er mere intelligente end selve mennesket, en form for kunstig intelligens eller en videreudvikling af VI’en; eller en kombination, altså en maskine der kan udvide menneskets intelligens, højt sandsynligt via en eller anden form for opkobling. Hvad man, Kollektivet, endte med at forske i var den førstnævnte, skabelsen af en metode hvorved man kunne udvide mennesket intelligens in vivo; hvordan må du ikke spørge mig om, det har sikkert noget at gøre med nogle implantater eller lignende.
– …
– Jeg kan ikke sige, at der blev tænkt synderligt meget på det etiske, selvom der er visse ganske interessante spørgsmål angående konsekvenserne ved at skabe et menneske der er væsentligt mere intelligent end hvad naturen har dikteret. Der er et interessant spørgsmål om dominans; det er, blandt andet, menneskets intelligens der sørger for at det befinder sig på toppen af ”fødekæden” og skulle der komme noget der er os overlegne på det plan, jamen, så siger man at vi derfor må ryge en tak længere ned – og det er jo uacceptabelt for mange. Det er dog en smule irrelevant for os, hvad der er vigtigt er at hvad Kollektivet forskede i var forhøjelsen af den menneskelige intelligens, og nøglen til den ligger i kassen dér. I øvrigt så er spekulation om hvad der vil ske ganske tåbelig, for når det kommer til det hér, så omhandler det alt sammen en begivenhedshorisont.
– Jeg er ikke med.
– Nej… forstil at du arbejder på et rumskib engang langt langt ude i fremtiden. I støder på et sort hul. Kaptajnen fortæller dig at den kommende dag vil de sende en båd ind i hullet med dig ombord. Han fortæller dig også at du skal pakke en rygsæk med alt hvad du kan få brug for – hvad putter du i sækken?
– Det ved jeg ikke, hvad er der på den anden side af hullet?
– Lige præcis, lige præcis, hvad er der på den anden side af hullet? Og før du overhovedet kan komme til hullet er du nødt til at passére en tærskel, begivenhedshorisonten, men i det øjeblik den er passéret er det for sent, for så er der ingen vej tilbage. Det er det samme med teknologisk singularitet. Menneskets grænse, intelligensmæssigt, bliver brudt, vi kommer ud på den anden side af membranen men det er umuligt at sige hvad det vil føre med sig – hvordan denne intelligens vil manifestere sig i personen, dem omkring denne og i samfundet – før selve akten. Der er selvfølgelig nogle idéer, nogle hypoteser om hvordan og hvorledes men vi ved faktisk ikke hvordan det hele vil ende med at se ud. Hvad der ligger i kassen dér er ikke singulariteten eller en magisk pille der vil gøre dig klogere, det er, som sagt, nøglen, nøglen der måske vil gøre denne form for singularitet for en realitet; selve produktet ligger flere år ud i fremtiden. Vi ved derfor ikke hvorledes at det vil tage sig ud, vi har faktisk ikke en anelse om det, indtil videre; ud fra hvad jeg har læst, deler tankerne sig op i to. Den ene gruppe siger at det endelige produkt vil være en form for hurtigttænkende person, en person der vil kunne fortage lynhurtige udregninger, og ikke blot udregninger i en matematisk forstand; forestil dig en opgradering af en niche hvis det hjælper. Den anden gruppe siger at det er for snævert, at intelligens er mere end blot udregninger, at det bliver et bevidsthedsspørgsmål; hvis jeg skal gætte – og med hensyn til dette så kan jeg kun gøre dét, gætte – så bliver det nok nærmere sidstnævnte. Selvom vi nærmer os punktet så ved vi stadig ufatteligt lidt om det menneskelige sind og bevidsthed, det er indtil videre ikke meget andet end et filosofisk spørgsmål. Hvad vi har med at gøre er som sagt en begivenhedshorisont, vi ved ikke hvad der vil ske før det sker, det er dog ikke ensbetydende med at vi ikke skal forske i det. Modstanderne og tilhængerne har alle mange argumenter angående for og imod, men i og med at ingen af dem kan se ind i fremtiden – og hvis de kunne er det ikke ensbetydende med at de ville kunne forstå den – jamen, så er disse argumenter ganske svære at tage alvorligt. I øvrigt er det bedøvende ligegyldigt nu, selvom folk har argumenteret imod så blev der jo forsket i det alligevel. Personligt mener jeg, at fordi det er en begivenhedshorisont vi har med at gøre er det lige præcis derfor at vi skal forske i det, for hvad nu hvis dét, der er på den anden side, er godt? Burde vi i det mindste ikke forsøge? Hvilken er en af grundene til at jeg ikke blot har smidt kassen i et bål. Jeg er lige nødt til at indskyde at de aldrig nåede til selve forsøgene på et menneske.
– Aha, fortæl lidt om hændelserne op til… alt det hér.
– Ja… som sagt så fik jeg skrubler; jeg vidste på det tidspunkt ikke meget om hvad det var vi havde gang i men det var nødvendigt at jeg vidste en smule, nok til at jeg kunne passe mit arbejde. Skrublerne var egentligt ikke baseret på den smule viden jeg havde men nu mere alt den viden jeg ikke havde; jeg sad og skrev propaganda for noget jeg ikke vidste synderligt meget om, jeg bildte folk ind at hvad der blev arbejdet med var fremtiden, at det var løsningen på alle de menneskelige problemer og så videre. Det var ikke en unaturligt tanke der dukkede op, at der måske lå noget mere bag… ja… jeg kan godt se nu at hvad jeg kalder skrubler nu mere var nysgerrighed… jeg ved ikke hvad jeg har forsøgt at bilde mig selv ind…
– …
– Nåh, hvorom alting er, så valgte jeg en dag at tage en lille tur ned til laboratorierne – eller rettere sagt kantinen hvor kitlerne spiste – jeg ville bare stille nogle spørgsmål om dit og dat til dem mit egentlige arbejde var rettet mod. Jeg fik ingen svar, løftede øjenbryn var der til gengæld nok af, og heldigvis for mig så var de af den rette slags. Ser du, kitlerne havde ligeledes skrubler, og de havde noget af have dem i, men det fandt jeg først ud af senere. Jeg opgav mit fortagende og besluttede mig for at passe mit arbejde, indtil at der sådan cirka en uge efter blev banket på min hoveddør. Det var en af de kitler jeg havde stillet et af mine spørgsmål til, en middelaldrende kvinde, en af dem der havde løftet et øjenbryn. Først skældte hun mig ud, jeg havde ikke båret mig diskret nok ad, min handling kunne gøre at Kollektivet strammede tøjlerne endnu mere, hvilket jo var noget disse ikke ønskede; ser du, de havde en plan, en plan som hun valgte ikke at fortælle mig om. Nåh, over et par kopper kaffe, apropos må jeg byde på en kop?
– Nej tak.
– Er du sikker? Jeg har noget frysetørret liggende et eller andet sted, jeg kan hurtigt koge noget vand.
– Nej tak, ellers tak.
– Over et par kopper kaffe fortalte hun mig ganske overfladisk hvad det var der blev forsket i, men stadig intet om kassen, og selvom det var overfladisk så var det stadig væsentligt mere end hvad jeg vidste. Fordi de vidste præcist hvad det var for et projekt de arbejdede med var de begyndt at få skrubler, rigtige skrubler; ser du, de kunne godt se hvor det kunne føre hen, og som hun selv sagde, så er der ingen der har lyst til at sætte sig selv i en position, hvor man ville være i stand til at citere Bhagavad Gita ude af kontekst… nogen gør vel, måske.
– Og det frygtede de?
– Tilsyneladende, ja. Lige på det tidspunkt syntes jeg at det var en smule dramatisk, men nu kan jeg skam godt se hvad de mente, og det burde du også.
– …
– De tænkte på noget som man i alt iveren havde glemt at tage med i hypoteserne og spekulationen – det menneskelige?
– De frygtede en form for… dehumanisering?
– Nej nej, ikke dehumanisering, men den umenneskelige handling, dét at deres produkt kunne blive brugt til noget det ikke burde og skylden dérfor ville ligge hos dem; det ville jo være noget af en byrde at skulle bære på, det var jo det vi snakkede om tidligere. Dehumanisering var på et vist plan det man sigtede efter, men lad os først og fremmest få noget på det rene: Dét vi til dagligt kalder for den ”umenneskelige handling” er menneskelig, det er en akt der er begået af mennesket, den er præget af det sociale, psykologi, værdier, instinkt, biologi, etik; den er et brud på de universelle sandheder der jo hverken er universelle eller sande. Er du med?
– Der findes kun menneskelige handlinger.
– Korrekt, og der findes ingen umenneskelighed. Fint. Det er tydeligt at der er enkelte fundamentale ting galt med menneskeheden; vore tilbøjeligheder, bevidsthedsmæssigt, gør at vi ikke rigtig kan komme videre; på sin vis er mennesket stagneret, vi har alle meget høje tanker om hvordan og hvorledes det alt sammen bør være, vi kigger frem, håber, tænker, spekulerer, ja, sågar agerer, men vi kommer ikke rigtigt videre, det er futilt, det er at stampe mod brodden.
– Mulgere hircum.
– ?
– Jeg er ikke helt enig med dig, jeg syntes nu at der er rigeligt med fremskridt, ikke blot på et teknologisk plan men også på et socialt. Man skal blot kigge på nyhederne eller læse i en avis for at se at der en daglig progression.
– Ja, men ligeledes skal man blot kigge på nyhederne eller læse i en avis for at se at der intet fremskridt er, eller jo, der er fremskridt men det er overfladisk fremskridt. Det foregår alt sammen inden for menneskesindets grænser, det foregår alt sammen inde i en boble, bevidsthedens sfære.
– En form for Umwelt?
– ?
– Eller er vi mere over i noget à la Eigenwelt?
– Øh, ja, begge to… alt hvad vi skaber bliver skabt inde fra denne sfære, det er uhyre begrænset og lægger op til arrogance; at mennesket, det humane, er den eneste værdi vi burde forholde os til er mildt sagt storsnudet.
– Storsnudet?
– Der skal ikke mere et kort kig på det teknologiske fremskridt for at se hvorledes landet ligger. Generelt set kan teknologi deles op i to grupper, der er den der omhandler levestandard hvilken i sig selv kan deles op to, nemlig livskvalitet og leflen for dovenskaben.
– …
– Den anden gruppe omhandler noget så simpelt som metoder til at slå hinanden ihjel på. Det er for så vidt alt hvad menneskelig teknologi er og nogensinde vil være i stand til.
– Det er meget pessimistisk.
– Det gør det ikke mindre sandt.
– Du glemmer dog en vigtig ting.
– Og hvad er så det, om jeg må spørge?
– Det må du. Denne teknologi som jeg så småt er begyndt at gå ud fra at du mener er løsningen til det problem du stiller for…
– …
– …er menneskelig teknologi.
– Dét er den og derfor har den egenskaber som dem jeg lige har nævnt, det er blandt andet déraf problemet med Kollektivet stammer og nu er vi tilbage til citatet, hvilket jo omhandlede en mulig konsekvens af implementeringen af teknologien. Men jeg kan se at det også er nødvendigt for mig at påpege, at ikke alle mennesker er uinteresserede i udviklingen af bevidstheden, i at blive til mere end hvad de er. Og det er lige præcis dét, det hele handler om, bevidsthedsudvikling. Bevidstheden er en finurlig ting… hvor går grænsen? har den form? En dråbe på et kabel, en lille bid, nej, punkt i stammerealiteten. Stammerealiteten selv kan være alt fra et univers til en mindre samling individuelle bevidstheder, et grenbundt af realiteter, af små sfærer – dog vil det umiddelbart kræve noget af en bevidsthed for at fylde et helt univers – sfæren er sin egen realitet, et træ med sit eget harpiks, dug, mos, blade, briser, partikler… men uanset formen så er verdenen fuldendt uden os…
– ?
– …hvorom alting er så er det dét vi burde sigte efter, udvidelsen, puste boblen op. Der er en grænse for hvad menneskets bevidsthed kan opfatte og måske ligger der noget lige på den anden side af sfærens afgrænsning, et eller andet der kunne lede os væk fra denne nedtrådte cirkulære sti. En ting ved jeg, menneskeheden har nået sin grænse, hvis du kigger dig omkring vil du se at det fremskridt der er for så vidt ikke er frem-skridt men igen-skridt; vi fintuner hvad der allerede er, vi genbruger – teknologien har den samme retning den har haft i årtusinder. Skylder vi ikke os selv at forsøge at skifte denne retning, at gå væk fra stien og ind i tågen? Jeg tror singulariteten kunne være en mulig løsning, måske er teknologi det brækjern der skal til for at åbne vort ”tredje øje”, så at sige.
– Hvad nu hvis det går den anden vej? Hvad nu hvis, hvis vi altså antager at det hele står så slemt til som du siger, at det blot gør det værre? Undskyld at jeg siger det, men det lader lidt til at du selv har sporet dig ind på en retning og hvis jeg har forstået dig korrekt, så er det blandt andet det du anser som værende en del af problemet, du lider af de samme symptomer. Du danner næsten tro.
– Symptom… det er et godt ord. Nej, det er ikke et trosspørgsmål, der er ingen tro hér, eller viden… barnagtig naivitet er de eneste ord jeg kan komme på i øjeblikket, de eneste ord der passer; men naivitet er ikke så slemt som vi gør det til nu om dage, alle revolutioner stammer fra en naiv tanke om at det alt sammen kunne være bedre. Men du har fuldstændig ret i at jeg ikke kan vide om det jeg har sagt er rigtigt, det er jo trods alt en begivenhedshorisont.
– …
– …
– Lad os vende tilbage til hændelserne.
– Ja, selvfølgelig. Hun snakkede og jeg lyttede. Efter at hun gik stod jeg tilbage og undrede mig over hvorfor hun overhovedet var kommet, det kunne jo umuligt være for udelukkende at fortælle mig hvad hun havde fortalt mig, for som sagt så det var jo ikke synderligt meget. Senere fandt jeg ud af det havde været for at se mig an. Nå, konsekvensen af mødet var at jeg fik blod på tanden og den næste dag købte jeg en enorm mængde litteratur om emnet og det der hørte til, alt det dér du så i min lejlighed. Der gik en måned før jeg hørte fra hende igen, ganske ligesom sidst dukkede hun bare op, bortset fra at denne gang havde hun noget med sig…
– Kassen.
– Lige præcis, kassen; hun fortalte mig at hvad der var i den var nøglen til hvad de forskede i, intet andet, blot at det var nøglen. Ser du, de havde mere eller mindre været færdige med den ”præliminære” forskning i et stykke tid, dog vidste de høje herrer intet om det. Den Vilde Hippie kendte på dette tidspunkt ikke til kassen, kitlerne ville først rapportere deres fund dagen efter, altså dagen efter at jeg fik den udleveret.
– Hvorfor dig?
– Aner det ikke, det gør jeg vitterligt ikke; det giver ikke rigtigt nogen mening når man tænker over det, vel? Nåh, hvad de havde gjort var, at de havde givet mig den rigtige kasse og ville så præsentere en ersatzkasse til de høje herrer og i og med at man endnu ikke var helt klar til de praktiske forsøg, jamen, så ville der gå noget tid før at de opdagede at den ægte af kasse var væk. Det var i hvert fald planen. Et par uger efter braste det hele sammen. Jeg var lige kommet hjem, jeg stod med nøglerne i hånden da jeg hørte telefonen ringe; det var hende, den falske kasse var blevet stjålet og Kollektivet havde reageret kraftigt, et større maskineri for at få kassen igen var blevet igangsat og alle der kendte til den var i karantæne, altså under bevogtning.
– Men hvorfor ringede hun til dig? Hvis de virkelig var under bevogtning ville det så ikke sætte dig en mulig ubehagelig position?
– Dét ville det og dét gjorde det. Jeg tror simpelthen at hun gik i panik, hvilket måske kunne forklare hvorfor hun sagde at jeg skulle tage benene på nakken; hvilket jeg gjorde, jeg tog kassen og løb.
– Men du vidste ikke om de var klar over at du havde den? Du løb bare.
– Ja, jeg løb bare, og nej, jeg vidste ikke om de vidste. Men det opkald – hvilket Kollektivet uden tvivl havde lyttet til – gjorde mig til en person af interesse. Jeg løb og cirka to ugers tid efter kontaktede jer og nu sidder vi hér.
– Vent lidt, du kontaktede os efter at du tog benene på nakken?
– Ja.
– Hvorfor gav du os så din gamle adresse?
– Jeg tænkte ikke klart. Jeg havde boet dér i over et kvart århundrede, jeg tænkte ikke over det, det var vel lidt ligesom at give sit gamle telefonnummer ud efter at man har fået et nyt. Det var vel en menneskelig fejl. Og da det gik op for mig, hvilket var da du ikke dukkede op dér hvor jeg troede at vi skulle holde mødet, var det for sent, og jeg turde ikke kontakte jer igen. Jeg skal også lige sige at jeg var snotforvirret, jeg havde jo ikke en anelse om hvad jeg havde gang i eller hvad der ville hænde mig, og hvis du spurgte mig hvad jeg gjorde i løbet af disse to uger, så ville jeg ikke kunne svare dig.
– Forståeligt nok. Hvorfor ventede du to uger med at kontakte os?
– Jamen, altså, som sagt så var jeg forvirret, det er det eneste svar jeg kan give dig. Alt var en smule tåget på det tidspunkt.
– Og hvordan vidste du at det var mig du skulle kontakte? Jeg mener med hensyn til brevet, det du smed ind af min brevsprække.
– Nåh, din redaktør fortalte mig hvem det var han ville sende ud for at snakke med mig. Dérefter slog jeg dig bare op, der er jo meget få mennesker i byen der har et pronomen til fornavn.
– Du frygtede ikke at de ville opdage dig?
– Joh, faktisk var det ikke mig der afleverede brevet; jeg betalte en eller anden knægt i området til at gøre det for mig.
– Ved du hvem der stjal den falske kasse?
– Nej, og jeg ved heller ikke om de har fundet dem der gjorde.
– …
– …
– …
– Og nu er den din, kassen.
– Hvad vil du have at jeg skal gøre med dén?
– Det er op til dig.
– …
– …
– Jeg har vist noget at tænke over.
– Og jeg forslår at du gør det hurtigt.
– …
– …
– Nå, hvis der ikke er mere så tror jeg at jeg vil smutte, jeg har jo lige pludseligt fået travlt.