I rudens genspejling så hun sig selv, derefter de to ældre damer lige bag hende, på deres venstre side sad en ung mand med røde øjne, fokus skiftede, der blev kigget på skinnen der kom ud ad tågen og rygsækken hvilede på hendes skød til højre for den, skinnen.
Så kassen indeholdt altså noget der kunne frembringe teknologisk singularitet, bringe mennesket ud på den anden side af begivenhedshorisonten, som Konradsen så fint havde kaldt det. Hun var ikke helt ubekendt med konceptet om disse horisonter, på bladet havde man arbejdet med dem til dagligt, ikke med dem de kloge fysikere regnede på men den bløde af dem, den lommefilosofiske horisont. Hendes arbejde havde omhandlet spekulation om det ukendte, science fiction, kontekstmæssig futurisme, religion, det overnaturlige, det mystiske og mytiske; alle disse var rettet mod hvad der var på den anden side af membranen – dét bevidstheden ikke kunne nå, kollektivt eller individuelt – alt det der, i øjeblikket, befandt sig bag tågen. Hun havde med tiden lært, luret, at der ingen forskel var på historierne om rumvæsenerne og myterne om guderne; nu var det ikke fordi at hun fejede det hele bort som blot overtro – ikke at hun kunne argumentere for at det ikke var – Jeg brød sig ikke om begrebet og dets negative konnotationer. Hun anså det alt sammen som en del af menneskets futile ønske om at kende det ikke-kendte, at vide hvad der var på den anden side af bevidstheden.
Hvad alle de såkaldte UFO-eksperter der gennem tiden var kommet forbi hendes skrivebord havde haft tilfælles, havde været at dét de beskrev var dét omkring dem, en ubevidst social kommentar på et uhyre lavt plan og hvordan kunne de andet når de intet andet end en lyskuppel kunne se? Hvad havde de forventet? At føre en samtale med hvad end der var på den anden side? og blive troet på? At opleve en skygge ledsaget af engle? Det de så var blot de materialer Hera brugte til Helenas klon, materialer der ej gjorde andet end at påvise hvor fertil bevidsthedens luner og fantasi var, en understregning af havets potens; det var som at kigge efter stjerner og kometer med et spejl der var parallelt med de to linser, lys penetrerede aldrig spejlet og skulle det en dag gøre det, så var hun sikker på der ingen vej tilbage ville være. For den lille grå mands imperialistiske tendenser var menneskelige på trods af at han ej selv var, det var menneskets egne tendenser, ganske som guden – der var så perfekt at intet andet kunne være det – ligeledes var drevet af følelser såsom skinssyge, vrede eller hovmod; man var ikke skabt i hans billede men han i éns, ganske som alt det på den anden side af horisonten var; spekulation om hvad der var på den anden side endte med en afspejling af én selv – tågen reflekterede ethvert skud.
Hun tog en avis som en passagér havde efterladt, eller glemt, på det tomme sæde ved hendes side og begyndte at skimte den igennem; der blev gjort holdt ved en artikel der fangede opmærksomheden, den omhandlede et kadaver man havde fundet i en lejlighed – hendes nabolejlighed, så det ud til. Ifølge artiklen havde naboen nu været død i næsten tre år men var først blevet opdaget nu da huslejen for den sidste måned ikke var blevet betalt. Viceværten og en låsesmed havde fundet hende siddende på sin sofa med nichen kørende, man havde ikke fundet nogen årsag til hendes død, tilsyneladende holdt hun bare op med at trække vejret; uden at hun havde været klar over det havde hun hørt op med at eksistere og ingen havde lagt mærke til det. Hun havde sagt sit arbejde op og derfor var der ingen der havde fundet det underligt at hun ikke havde dukket op på jobbet; familie og venner så der ikke ud til at være nogen af eller måske havde de med tiden blot sluset mindet om hende bort da de ikke havde hørt fra hende – øje og sind som man siger. Det så ud til at lige omkring hendes død var der blevet indsat en større sum penge – hvilken hun havde vundet i et lotteri – ind på hendes bankkonto; siden at hendes regninger var blevet betalt automatisk, ganske som alt andet, så var der ingen der havde opdaget hendes manglende tilstedeværelse og det var først da pengene efter tre år var sluppet op at man bankede på hendes dør.
Jeg fandt det interessant at i en periode hvor kommunikationsteknologi gav de muligheder den gjorde var det stadigt muligt for folk at forsvinde, og det var ikke første gang at hun havde hørt at dette var sket, jo, det var første gang at det var hændt for en af hendes naboer eller en hun var bekendt med, men dét, at krepere alene og ikke blive fundet før et godt stykke tid efter hændelsen, var for så vidt ikke unormalt, det var faktisk normalt nok til at det var en frygt blandt enkelte. Disse frygtede ikke selve akten at dø eller det at dø alene – hvilket jo i sig selv er noget mange bruger en hel livstid på at undgå – næh, de frygtede at deres krop, kadaver, lig ikke blev fundet før det var gået godt i forrådnelse, hvilket jo i bund og grund var ganske irrationelt; nu var det meste ikke-biologiske frygt irrationel men denne var irrationel plus tre, for kunne individet for så vidt ikke være ligeglad? Næh, det kunne det tilsyneladende ikke. En hel industri var blevet bygget op omkring den døde krop, kadaveret, liget og der var et virvar af muligheder for den snart livløse; skulle man donerer sine organer og indvolde? og hvem skulle man donere dem til? Et museum? et hospital? et universitet? Sådan som landet lå så var der ikke mange der var villige til at modtage disse donationer, der var jo ikke brug for dem nu da de fleste af dem kunne udskiftes med syntetiske organer. Hvad kunne man ellers gøre med et kadaver? Skulle det begraves? kremeres? Og hvad med asken? Skulle det stå over pejsen hos et familiemedlem? skulle det graves ned med et frø således at der kunne vokse et træ? eller strøs ud ved havet i pålandsvind? I lang tid havde hun ment at mange af disse metoder og valg egentligt var rettet mod de sørgende, men jo mere hun tænkte sig om desto tydeligere blev det for hende at det ligeledes havde en hvis betydning for personen der snart – eller blot engang i fremtiden – skulle stille træskoene. Personligt var hun ligeglad med hvad de gjorde med hendes lig, det betød intet om der blev valgt det ene eller det andet, så beslutningen blev truffet om at lade andre træffe beslutningen – endnu en videresending af fæces.
Toget standsede for at fortage en kortvarig transfusion, i rudens spejlbillede så hun at en platinblond ung kvinde stige om bord, øje den unge mand med de blodskudte øjne og sætte sig ved dennes side.
– Heeeeej, hvor er det lang tid siden…
– …
– Bare rolig, bare fordi jeg er blevet kendt så er jeg ikke blevet for fin til at snakke med gamle venner.
– …
– Åh, der er så meget tryk på lige i øjeblikket, jeg er så stresset.
– …
– Jeg har lige fået mit eget program og vi arbejder på højtryk med at få det sidste op at køre, så stressende.
– …
– Det er en form for samtale-program, du ved, men det bliver ikke kun underholdning, vi kommer også til at tage nogle alvorlige emner op.
– …
– Så alt går fantastisk som du jo kan høre, det er en mærkelig ting det at være kendt, det kan jeg godt fortælle dig, en mærkelig ting, nogle gange så stopper folk mig på gaden for at fortælle mig at de godt kan lide mit arbejde, mærkeligt men meget rart, ikke?
– …
– Men jeg har ikke ændret mig, nej, jeg vil ikke være som de andre der bare fordi de har været med i et realitetsprogram så bliver de til helt nye ugenkendelige mennesker, ny personlighed, nyt ansigt, krop og alt det dér, nej, dét er ikke mig, jeg har ikke ændret mig, joh, jeg har jo fået lavet brysterne og fået en indsprøjtning hér og dér men det er på grund af kameraet og lyset, du ved, det er jo en del af mit arbejde, faktisk så er jeg på vej over for at få lavet øjnene men jeg har på ingen måde ændret mig efter at jeg er blevet kendt.
Jeg flyttede sin opmærksomhed over til de to ældre damer bag hende.
– Jeg skal være ærlig, jeg var skam ikke meget for operationen til at starte med men nu, efter, kan jeg godt se hvor meget bøvl jeg egentlig havde med mit gamle knæ.
– Så du er tilfreds?
– Ja, så absolut, men du kender det jo selv, jeg mener, din hofte.
– Åh ja, det gør en verdens til forskel. Det er utroligt hvad de kan.
– Ja, så sandelig.
Hendes fokus skiftede fra dem og til hvad der var på den anden side af ruden, tågen var ved at lette eller måske var det bare fordi man nu havde kørt ind i en anden region i byen. Hun var snart ved sin destination, boulevarden lå under hende og Livia-bygningen kunne ses ikke så langt fremme, banen tabte højde indtil den var kommet ned på bygningens stueplan hvorefter den kørte ind i zigguratens kæmpemæssige gab; fra den krydshvælvede gane rakte der sig parvist lange blankpolerede messing arme ned, i hænderne holdt de store sfæriske lamper hvis gyldne og yderst kraftige lys formåede at gøre det enorme hul ganske attraktivt; mens toget begyndte at sænke farten rejste hun sig op og stillede sig foran døren sammen med alle de andre passagérer der skulle af samme sted. Toget gjorde holdt, dørene åbnede sig men før hun var helt ude mærkede hun et skarpt og uhyre ubehageligt stik i lænden; hun forsøgte at stå imod strømmen af sine medpassagérer, hvilke alle var på vej ud, men i og med at hun på samme tid prøvede at vende sig om – for at se hvad det var der havde stukket hende – mistede hun balancen og blev ført endnu længere ud hvorefter hun holdt op med at trække vejret; hun så en mand inde i toget i et sort jakkesæt med hendes rygsæk i den ene hånd – dens to stropper var skåret over – og i den anden havde han en injektionspistol der blev ført ned i en lomme; dørene lukkede i og mens toget langsomt var ved at sætte i gang faldt hun til jorden som den tilfangetagne og udmattede flue der i et kort øjeblik mistede kontrollen over legemerne for så at tabe kampen mod fluepapiret, og maskinen satte farten op i takt med at verdenen som hun så den rystede. Hun kunne ikke høre det, toget; hvad Jeg dog kunne høre, var stemmerne fra alle tilskuerne der havde samlet sig i en cirkel omkring hende.