Ja joh, hun havde for så vidt ikke rigtig steget ud, hun havde kravlet; et lille spand tid før at toget havde kørt ind på perronen var hun gået ned på alle fire således at hun var skjult af sæderne, da dørene åbnede sig kravlede hun, som sagt, ud og derefter hurtig ind til en af siderne således de ikke ville kunne se hende indefra når toget satte i gang igen. Det måtte have set underligt ud for de nærmeste medpassagérer men på den anden side, hvis de tog toget til hverdag så havde de nok set mærkeligere ting.
Stationen var en af dem der havde både tag og vægge, og derfor var hun forholdsvis sikker på at helikopteren ikke kunne se hende; hun kunne dog høre den, den fløj et sted over hende, højt sandsynligt for at se om hun kom ud af stationen hvis det nu var at hun havde steget af hér; et par minutter efter fløj den videre, hun rejste sig op, gik ned ad trapperne og ud.
Det var et ældre område og et af de få der ikke var blevet ombygget eller renoveret, bygningerne var gamle og i forhold til de andre i resten af byen var de små; stedet var intet andet end rå beton, rust og bare mursten; knuste ruder og gadelamper; de høje skorstene blev udelukkende brugt til storkereder, på gaderne lå noget det efterladte inventar efter at have været blevet smidt ud ad vinduerne af teenagebørn på jagt efter eventyr i et sted hvor vandalismen ingen ofre havde andet end det inanimerede objekt det gik ud over, og objektet selv var glad for opmærksomheden – måske havde det ligefrem planlagt det hele på forhånd.
Først nu lagde hun mærke til hvor stille der var, komplet stilhed, der var noget ærefrygtsindgydende over det; hun var jo ikke vant til det, der var få bebyggede områder i byen hvor naturlig stilhed var at finde, og hun havde ved et tilfælde fundet en af disse lommer. Midt på den gade hun nu stod på var sporet til den nu forældede dampsporvogn lagt, rummene mellem skinne og brosten var fyldt med aske, slagger og snavs; planter – ukrudt kunne man vel kalde dem – voksede mellem stenene og det eneste lys der var var kuplens.
Hun besluttede sig for at gå en lille runde inden hun gik tilbage op til stationen for at tage det næste tog; som sagt så var stilhed ikke noget hun var vant til, og chancen for at hun i den nærmeste fremtid ville få tid til at komme tilbage hertil var ganske lille, og selv om hun måske engang fik den, chancen, så var det ikke sikkert at hun ville tage den. Der var ligeledes noget ganske æstetisk, ligefrem behageligt, over forladt industri, men hun fik ikke lov til at gå særligt længe før hun hørte helikopteren igen, den var dog stadig et stykke væk – det er fordelen ved stilhed, man kan ligefrem høre noget. Hendes tanke var at de to kvinder havde – efter at de havde undersøgt toget til ende – luret at hun ikke længere var om bord, lagt to og to sammen og konkluderet at hun var steget af hér; højt sandsynligt havde de derefter kontaktet helikopteren. Hun skyndte sig ind i den nærmeste bygning og gik endnu engang ned på hug, denne gang ved hvad der engang havde været et vindue således at hun kunne titte ud. Lyden blev højere, den var tæt ved, hvorefter den igen blev lavere, så lav at hun nu kunne høre en del tunge skridt og flere stemmer – hun kunne dog ikke se noget.
Jeg vendte sig om for at se om hun finde et bedre sted at gemme sig. Bygningens stue var blot et stort dunkelt rum, og de karte- og spindemaskiner der før havde været placeret i fine parallelle rækker lå nu adskilt og sporadisk hen ad gulvet; dog fik man ikke den følelse af det var et produkt af det kaos og anarki som hærværk bragte med sig, det så nu mere ud som om at maskinerne var blevet skilt ad for at nå ind til deres dele, ganske som der var forskel på en massegrav og en begravelsesplads. Fordi at alt inventaret lå på spredt ud på så lavt et plan kunne man lige ane konturer af døre samt ståltrappen der førte op til et kontor der hang i det nordvestlige hjørne af rummet. Hun valgte at løbe hen til den nærmeste dør hun kunne finde, på det rustne skilt ved dens side stod der Lagerrum Et og Omklædningsrum; hun tog fat i håndtaget, den bandt og hun var nødsaget til at skubbe den op med skulderen; døren blev lukket i og hun listede ned ad trappen ganske gelinde for ikke at røbe sin position eller falde da der var bælgragende mørkt.
Tænderen blev taget op og tændt; enden af trappegangen kunne ikke ses, væggene og loftet var beton inficeret med skimmelsvamp, man kunne ligefrem smage fugten. Turen ned gik langsomt; på et tidspunkt gjorde hun holdt for at tage sig et kig tilbage, udgangspunktet kunne nu ej heller ses, det eneste der var var væggene, trappen og loftet i en – efter hendes mening – alt for lille omkreds omkring hende.
Lagerrum Et ikke var synderligt stort og var blevet brugt til opbevaring af giner og mannequiner, hvoraf de fleste nu lå eller var blevet stillet i obskøne stillinger; flammen viste hende et skyggespillende orgie af vanskabninger og amputationsofre. Hun skyndte sig forbi denne absurde albino swingerklub og ind ad den eneste dør der ellers befandt sig i rummet, hvilken førte ind til omklædningsrummet som ikke havde været der til de arbejdende men til lederne. På den ene side af det lille rum stod et lille bord samt et par stole, ved siden af det, bordet, stod en lille tom ølkasse beregnet til de buttede ølflasker, de rigtige håndbajere; en bænk stod i midten og ved rummets anden side befandt fire rustne metalskabe sig, hvilke var cirka en halvfjerds i højden, og i og med at der ikke var nogen vej ud end den hun var kommet fra – som hun jo ikke kunne gøre brug af uden at løbe i armene på Kollektivet – forsøgte hun at se om man kunne gemme sig i et af dem. Det var enten dét eller lægge sig blandt medlemmerne af bunkepulet, en tanke hun ikke var synderlig glad for.
Rygsækken blev taget af og Jeg pressede sig ind i et skab, med fingerspidserne formåede hun at lukke lågen igen. Der var ikke meget plads, blot et halvt minut efter at lågen var blevet lukket begyndte det at smerte, først i nakken og ryggen, hvilket jo var at forvente af en kvinde i hendes alder, ja, enhver person over fem og tyve og hun befandt sig et sted langt over dette tal – et sted der grundet respekt skal forblive unævnt – og kort tid efter også i knæene, der var bøjede og stødte mod skabets ene side. Hun glemte dog alt om dette da hun vagt kunne høre nogle skridt fra, hvad hun gik ud fra var, trappegangen, og jo højere de blev desto tydeligere kunne hun høre at der var noget metallisk over dem; det lod til at personen nu var kommet selve lagerrummet, endnu en lyd kunne høres, en tung astmatisk men sikker vejrtrækning; udfra de små nedad pegende riller i skabslågen kunne hun se et rundt lys i bevægelse på gulvet; skridtene og vejrtrækningen kom nærmere og hun forsøgte at kontrollere sin egen, store lange lydløse inhaleringer og ekshaleringer. Hun fortrød nu inderligt at have løbet herned og vitterligt gemt sig det absolut første sted man ville kigge, og mens hun forsøgte at klargøre sig til en personlig og tydeligvis fremkommende ende, lod det til at personen var på vej væk igen. Den var god nok, skridtende blev svagere og hørte op da hun hørte døren ovenpå lukke i.
Jeg valgte at forblive i skabet og dér ville hun blive indtil at det blev uudholdeligt, og så ville hun blive der et stykke tid endnu, hvilket ikke var særlig lang tid for koncentration og ønske betyder absolut intet i forhold til dét at have ondt i ryggen. Lågen blev ganske varsomt åbnet og hun trådte ud; man strakte sig, tog rygsækken på og gik forsigtigt ud af rummet og op ad trappen; inden hun åbnede døren der førte ud til stueetagen lagde hun øret op mod den, der var intet at høre men hun var dog alligevel ikke helt villig til at tage skridtet fuldt ud, så valget blev truffet om at vende om, gå tilbage ned til rummet, sætte sig ned i mørket og vente med rygsækken på skødet. Hun kiggede op og ud gennem brøndens runde åbning, dens vægge var slimede og mosbegroede dog var der fuldstændigt tørt hér på bunden, der var intet for den samaritanske kvinde at hente her; igen blev der kigget op, lugten af vådt græs kom ned fra åbningen eller hun gik ud fra at det var vådt græs, derfra hvor hun stod kunne ikke se det; en flue kravlede på kanten og hun satte sig ret op på stolen igen, hvor længe havde hun sovet? Hun kiggede på urets selvlysende visere men det var for så vidt en ligegyldig handling da det jo var gået i stå, det kunne dog ikke være mere end et par minutter. Jeg var trættere nu end hun havde været da hun satte sig ned, ligeledes en smule gnaven men mest af alt utålmodig. – – –
Hun forsøgte at lægge øret mod døren igen, der var intet at høre, langsomt blev den åbnet og hun stak hovedet ud, der var ganske tomt; der blev trådt helt ud og listet hen til de ødelagte vinduer der førte ud til gaden hun oprindelig var kommet fra, der var intet at se andet end tågen der var kommet i mellemtiden og den store skulptur hun havde overset før. Den var en massiv kæde i irret kobber der rakte højt mod himlen, eller det ville den have gjort hvis ikke den havde fået et af ledene savet over; kæden lå nu ned, et fældet træ, stammen var hul, fyldt til randen med regnvand.
Hun begyndte at vandre tilbage til stationen, hvilken hun ikke gik op til med det samme men i stedet forsøgte at se, derfra hvor hun stod, om der var nogen at se deroppe; det var et håbløst fortagende lurede hun, så hun endte med at chance den. Der var tomt. Denne måtte være en af de eneste stationer i byen hvor man kunne finde sig selv alene, de var ikke designet til det, det var mildt sagt et knapt så behageligt syn – der var intet så uhjemligt og uhemmeligt som en forladt station. På en bænk ventede hun til toget kom hvorefter hun steg ombord og satte sig forrest således at man kunne se banen forsvinde ind under sig efter at det havde sat i gang.