bliver to af hellenismens og Romerrigets mest kendte filosofiskoler. Her møder vi en tilgang til det gode liv, som henholdsvis består kunsten at leve som en hund og kunsten at leve i tvivl. Desuden sætter stoicismen fokus på at blive et godt og modstandsdygtigt menneske. Selv i dag bruger vi udtrykket stoisk ro om en person, der kan blive stående i mødet med livets udfordringer. Desuden har vi epikuræismen, der viser os, hvordan vi kan opnå et godt liv uden frygt og smerte.
Augustin bliver ofte regnet for historiens største kristne filosofi. Han står i Senantikken for en kobling af kristendommen med den græsk-romerske livskunst. Augustin sætter ikke mindst fokus på, hvordan vi som mennesker har det med at være drevet af et uroligt hjerte. Vi får imidlertid først ro når vi lærer at overvinde os selv og åbner os for en højere mening med livet. Igennem den efterfølgende middelalder går den filosofiske livskunst næsten i glemmebogen. Indtil renæssancen som direkte oversat kan forstås som en genfødsel af den filosofiske livskunst. Den franske renæssancefilosof Michel de Montaigne lægger afstand til middelalderens fundamentalistiske religion. Igennem sine mange essays skildrer Montaigne en ny og mere frimodig humanistisk livsindstilling.
Den danske filosof Søren Kierkegaard markerer et nybrud i livskunstens filosofihistorie. Kierkegaard sætter nemlig begrebet eksistens i fokus. Dermed viser han, at det gode liv afhænger af, hvordan vi som enkeltmennesker forholder os til vores eget liv. Kun ved at vi lærer at acceptere os selv fuldt ud, kan vi blive hele mennesker, der er åbne for at indgå i en større helhed.