Den franske renæssancefilosof Michel de Montaigne har aldrig været særlig populær inden for vor tids universitetsfilosofi. Det skyldes både karakteren af Montaignes forfatterskab og hans filosofiske projekt. Montaignes forfatterskab består nemlig af en mangfoldighed af essays, der sætter fokus på spørgsmålet om, hvordan man skal leve sit liv for at det bliver et godt liv. Det indebærer ikke alene, at Montaignes forfatterskab mangler den systematik, som den moderne universitetsfilosofi forfægter. I modsætning til universitetsfilosofien handler Montaignes filosofi også om det virkelige liv og er derfor andet og mere end bare akademisk teori.
De senere år har Montaignes filosofi ellers fået en forøget opmærksomhed. Den opmærksomhed kom ikke mindst til udtryk med Sarah Bakewells udmærkede udgivelse af How to live. A life of Montaigne in one question and twenty attempts at an answer fra 2011. Bakewells bog skriver sig ind den aktuelle bestræbelse på at føre filosofien tilbage til rødderne, der finder sted over det meste af den vestlige verden. En bestræbelse, der dog især finder sted uden for det moderne forskningsuniversitet, og som derfor ikke har haft noget gennemslag her.
Montaignes skrivestil er blevet kendt inden for litteraturhistorien, fordi han opfinder essay-genren. Hans filosofiske forfatterskab består således af 107 korte eller længere essays, der ikke har noget gennemgående argument eller nogen gennemgående tese. De mange essays kredser derimod netop om selve spørgsmålet om, hvordan man skal leve sit liv, for at det bliver et godt liv. Selve formen er inspireret af hellenismens og Romerrigets skepticisme, der forstod filosofien som en vedvarende undersøgelse. De
107 essays er således undersøgelser, der hver især afprøver nogle umiddelbart selvfølgelige antagelser om livet. Samtidig kredser de mange undersøgelser netop om