Montaignes eget liv, og på den måde bidrager de til at give et portræt af den franske renæssancefilosofi.
Montaignes grundtanke er, at portrættet af ham selv kan virke som et spejl for læseren. Der er nemlig noget almenmenneskeligt på spil i Montaignes liv, som læseren vil kunne se sig selv i. Ganske interessant får Montaigne med sine 107 essays fremstillet et billede af selvet som foranderligt. Vi ser altså kimen til den moderne opfattelse af mennesket, hvor vi forandrer os igennem livet og kan være flere personer på én gang. Dermed bliver rejsen også et særligt omdrejningspunkt for forståelsen af menneskelivet. Rejsen er nyttig, fordi den konfronterer os selv med nye sider af livet og gør os i stand til at møde nye livsformer.
Når Montaigne netop kan betragtes som renæssancefilosofi, skyldes det hans afstandtagen til middelalderens dogmatiske livssyn. Her ligger han for så vidt på linje med Martin Luther og andre samtidige, der tog afstand fra fortidens fundamentalistiske religion. Ligesom at Luther gjorde op med munkevæsnet, gør Montaigne op med skolastikken og idealet om den åndelige perfektion. At være menneske er at være uperfekt, og livet handler om at nyde øjeblikket og være til stede. Her ser vi, hvordan Montaigne netop er involveret i en genfødsel af hellenismens og Romerrigets livs- og menneskesyn. Ud over antikkens skepticismen spøger også epikuræismen og stoicismen i Montaignes skrifter. Det handler om kunsten at leve det gode liv som et frit og uafhængigt menneske.
Dermed befinder Montaigne sig dog også milevidt fra Luther. For mens Luther forstod mennesket som helt igennem syndigt af natur, lægger Montaigne vægt på en lang mere let og fri livsform. Montaigne var da også katolik, selv om hans religiøse overbevisninger kun sporadisk stikker snuden frem i hans essays. Fokus er nemlig det menneskelige, humanitas. Til gengæld skriver Montaigne under indtryk fra borgerkrigen mellem protestanter og katolikker. Hans selverklærede mål er at undersøge, hvordan man kan leve i fred midt i en krigstid.