De mange essays dækker et væld af livsnære emner fra rejse og fred til pædagogik og opdragelse. Montaigne genoptager ikke mindst antikkens forståelse af filosofien som kunsten at dø. Denne forståelse rækker helt tilbage til de tidligste græske filosoffer, og den får ikke mindst et centralt udtryk hos Cicero. Det interessante ved Montaignes essays er, at de repræsenterer en form for udvikling i renæssancefilosoffens syn på døden.
I det kendte essay At filosofere er at lære at dø, genfinder vi antikkens konfrontation med døden. Mennesket må se sin egen død i øjnene og derefter give slip på den. Senere ændrer Montaigne imidlertid dette syn på filosofien som en dødskunst. Han har set, hvordan bønderne resignerer over for krig og død. Derfor når han til den konklusion, at den bedste forberedelse til døden er ligegyldigheden.
Montaignes forståelse af filosofien som en livskunst afspejler sig i hans syn på pædagogikken. Det vigtigste formål med pædagogikken er nemlig at lære barnet eller eleven en evne til at leve livet. Kunsten at leve livet med livsduelighed og livskundskab er med andre ord vigtigere end overførsel af viden og arbejdsfærdigheder.
Den vestlige filosofi har i mange år glemt Montaigne. Disse år blæser der dog nye vinde, som skubber mere og mere til de sidste to hundrede års opfattelse af filosofien. Ved overgangen til det 19. århundrede flyttede filosofien ind på det moderne forskningsuniversitet. Men stadig flere mener, at den vestlige filosofi dermed solgte sin egen sjæl. Montaigne er blot et af de mange navne, der bliver hevet frem fra gemmerne i et forsøg på at genoplive filosofien. Hvad var det egentlig, filosofien ville, før den kom til at handle om at skrive fodnoter til Hegel og publicere artikler, som ingen almindelige