eksistentielle filosofi og terapi indeholder en række konsistente træk i udlægningerne af en eksistensetisk livskunst, hvis mål er at kvalificere en fuld udfoldelse af livet. Som sådan består ambitionen i at revitalisere eksistensfilosofien som en praksisfilosofisk tilgang til kvalificering af menneskelivet, der udgør et alternativ til den moderne teknologiske fornuft. Således bliver sigtet at tilvejebringe en helhedsorienteret kvalificering af det unikke menneskes fulde livsudfoldelse modsat en instrumentel beregneliggørelse og funktionalisering af menneskelivet som ressource for en normbestemt optimering.
Dernæst kobles sundhedsbegrebet og det pædagogiske dannelsesideal om livsduelighed med den forhåndenværende erfaringshorisont i den hellenistiske og eksistentielle tradition for at definere et eksistentielt begreb om livsduelighed. Ambitionen er, at der på tværs af de forskellige teoretiske og historiske positioner kan indfanges en konsistent erfaring af, hvordan den fulde udfoldelse af livet forudsætter udviklingen af en særlig duelighed til at leve livet. I den forbindelse er målet at skitsere et begreb om livsduelighed, der netop ikke dækker en funktionel kompetence eller teknik. En kompetence til livstilpasning, som det selvberoende menneske kan indlære eller optimere instrumentelt som det f.eks. gør sig gældende i nyere livsteknologiske teorier om mestring, self-efficacy, coping og resiliens (fx Southwick 2012; Lazarus 1984; Bandura 1997). Begrebet må derimod for det første indfange en eksistentiel duelighed for det enkelte menneske til at håndtere sit eget liv i en åben væren-i-verden. En duelighed, der for det andet udvikles igennem en eksistentiel dannelse, og som er udtryk for en eksistentiel sundhed i forhold til at udfolde livets muligheder i frihed (jf. Colaizzi 1998; Gadamer 2010; Austveg 1989; Schmidt 2002)