198. K. Robberstad, 1952, bog XIII, kap.12, s. 276-277.
199. S. Iuul & E. Kroman, 1968, s. 97-98.
200. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 3, s. 120.
Skatteleding og frelse
201. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 3, s. 120 samt S. Iuul & E. Kroman, 1968, s. 97-98
202. S. Iuul & E. Kroman, 1968, s. 97-98.
I dette kapitel ses hertil nærmere på frelse, den skattefrihed som herremændene nød, og 203. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 20, s. 130.
som ses omtalt i Jyske Lov, bog 3, kapitel 15 og 18. Da sanktionerne for ledingsbrud for 204. B. Christensen, 2002, nr. 52, s. 95.
herremænd dog indbefatter bøder der beregnes efter skatteledingen således som den optræder i den såkaldte ”bondeleding,” berøres denne del af havnebøndernes 205. F. Blatt, 1941, bd. 2, rk. 2, nr. 77, s. 69.
skatteledingsbestemmelser dog også her. Disse regler for den fiskale erlæggelse er 206. J. Steenstrup, 1874, s. 206.
primært at finde i Skånske Ledingsret samt Jyske Lov og i mindre omfang i de 207. E. Kroman, 1945, bog 3, kap. 18, s. 90-91.
sjællandske landskabslove.
208. K. Erslev, 1972, s. 187-189.
Med skatteledingen trædes ind i et af de store debatemner i forskningen, nemlig 209. S. Bolin, 1934, s. 90.
beregningen af skatteledingsydelsen, og især igen hvorvidt denne har haft ligheder imellem de enkelte landskaber. Kristian Erslev argumenterede i Valdemarernes 210. H. Bekker-Nielsen, 1977, s. 51-52.
Storhedstid for at erlæggelsen af betalingen til skatteledingen i midten af 1200 tallet 211. S. Aakjær, 1926-1943, s. 103.
blev ændret fra at havde været ensartet værdisat efter bolet overalt i det danske område 212. S. Aakjær, 1926-1943, s. 126.
til nu at være blevet mere ulig i de forskellige lande, både i omfang og i beregning, idet denne tænkte at det jyske lovområde blev opregnet efter en guldvurdering som tog sit 213. S. Aakjær, 1926-1943, Hallandslisten.
udgangspunkt i den matrikulerede ejendom, det vil sige, i den værdisættelse af ejendommen som forelå på købstidspunktet, mens det sjællandske lovområde blev beregnet efter den såkaldte skyldtaksation, hvori jorden blev værdisat efter hvor meget udsæd den kunne tage på det givne tidspunkt. Grundet denne afvigelse i beregningsmetoder fremkom dermed en større forskel i ydelser mellem især det jyske og det sjællandske lovområde til skatteledingen. Hvad angik de skånske landskaber, da udelod Erslev dette område, der allerede var velstuderet af Sture Bolin. Ifølge Bolin var 84
85
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 85
09-08-2021 12:49:57
bolet beregningsgrundlaget i det skånske lovområde. Hybel og Poulsen mener at og landboere, men Erslevs forklaring på hvorfor de fiskale ydelser fra det jyske skyldens, eller landgildens, samordning med skatteledingen, kun er evident for det lovområde er angivet i guld, der som nævnt har sine rødder i en tese om en anderledes østdanske områdes vedkommende, og det er muligt at det samme billede for det øvrige ejendomsvurdering i Jylland baseret på en matrikulering af den hele ejendom, mens Danmark ikke nødvendigvis har været gældende.214 Jyske Lov opstiller dog et lignende omvendt kun tilliggender blev beskattet på Sjælland, synes dog ikke at kunne havde system for fæsterne:
været tilfældet. Blandt andet fordi adskillige kildestykker i Landskabslovene angiver at toften og tilliggender ikke må adskilles i beregningen.219 Altså må den hele ejendom i
“En landbo der svarer otte ørtug i landgilde, skal udrede tredinghavne.”215
begge lovområder havde været anvendt som beregningsgrundlag for værdisættelsen.
mens omvendt selvejerbønderne synes at beskattes efter et andet system end Endvidere er det spørgsmålet om der kan tales om en matrikulering, altså en ældre på
Sjælland. Hvad angår Skåne da kan skyldtaksationen muligvis være indført senere, men angiveligt købstidspunktet værdisættelse af den fulde ejendom, som Erslev mente var som udgangspunkt har Sture Bolin nok ret i at bolet stadig ved Landskabslovenes sket i det jyske område. Hvorfor skulle man havde indført og fastholdt et hurtigt indførelse var beregningsgrundlaget.
forældet beregningsgrundlag i Jylland, der eksempelvis ikke medtog jordforrentning og Som jeg tidligere har argumenteret for så blev der i det jyske område ydet til andre værdistigninger- eller -fald over tid? Dette har været særligt nødvendigt i skatteledingen fra selvejerbønder af det høstede udbytte, mens der fra det sjællandske, perioden fra begyndelsen af 1300 tallet og fremefter præget af, måske ikke ligefrem en som Erslev ville det, og angiveligt dertil måske det skånske område i stedet blev ydet landbrugskrise, men måske snarere en recession, ifølge Nils Hybel og Bjørn Poulsen.220
via en beskatning af såsæden.
C.A. Christensen har eksempelvis hævdet at jordpriserne er faldet drastisk i perioden, 216 Dette første fremgår nemlig af Jyske Lov, bog 3, kap.
16, hvor der står at:
og ud fra beregninger af tidens kapitalisationsfaktor hævdet at denne lå på blot 10, i modsætning til Kristian Erslev som antog denne for at ligge på et stabilt leje på 24 fra
”Leding skal altid udredes af den afgrøde, som man har fået, og ikke af den, der vokser, eller som skal Jyske Lovs opkomst og frem til begyndelsen af 1500 tallet.221 I fald Christensen har ret sås.”217
ville dette betyde at en jordejers forventede udbytte, kapitaliseringen, for eksempel i Hertil ses i Jyske Lov, kapitel 17, bog 3 at:
form af skyld fra landboere og fæstere, også har ligget lavt. C.A. Christensen kristiserede med rette Erslevs tendens til at tage udgangspunkt i sene kilder, her fra
”Leding eller kværsæde udredes der, hvor laden står og (korn) lad lægges”218
1500 tallet, og dernæst slutte tilbage i tid – som jo tillige går imod Erslevs egen At det er fra laden at skatteledingen for selvejerbønder beregnes og betales fra metodelære – og dertil forvente at jordpriserne ville være de samme så mange år efter.222
bestyrker igen at det må havde været det høstede udbytte som skattebetalingerne i det Men der er nu generelt flere indvendinger at bringe mod begges antagelser.
jyske lovområde blev beregnet ud fra. Dette kan måske forklare den store forskel Kapitalisationsfaktoren beregnes ved at dividere jordprisen med skylden, og med mellem de sjællandske og de jyske områders erlæggelse af ledingsskat, idet man fra det udgangspunkt i Jyske Lov, kapitel 13, bog 3, derfor 1 mark guldjord med skylden fra de jyske område skulle yde tredingshavne efter 1 mark gulds jord, mens der fra det landboere der ydede tredingshavne, 8 ørtug i landgilde. Dette skal dog igen omregnes sjællandske lovområde ifølge kilderne, eksempelvis Roskildebispens Jordebog fra år fra mark metal til mark penge, eller til mark korn, afhængig af hvorledes 1370, blev ydet blot i skyld, terræ in censu, den af Erslev benævnte skyldtaksation. Det skatteledingsydelsen blev erlagt, og det er her problemerne opstår. Det er nemt at finde kan være Erslev har ret i at forskellen skyldtes at det sjællandske område i denne kapitalisationsfaktoren hvis der regnes fra mark metal til mark metal, men skal der periode var overgået til en beregning af såsæden, eller udsæden, for både selvejerbønder omregnes til fx mark korn eller mark penge, så går alle studier siden Erslev ud fra 86
87
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 86
09-08-2021 12:49:57
bolet beregningsgrundlaget i det skånske lovområde. Hybel og Poulsen mener at og landboere, men Erslevs forklaring på hvorfor de fiskale ydelser fra det jyske skyldens, eller landgildens, samordning med skatteledingen, kun er evident for det lovområde er angivet i guld, der som nævnt har sine rødder i en tese om en anderledes østdanske områdes vedkommende, og det er muligt at det samme billede for det øvrige ejendomsvurdering i Jylland baseret på en matrikulering af den hele ejendom, mens Danmark ikke nødvendigvis har været gældende.214 Jyske Lov opstiller dog et lignende omvendt kun tilliggender blev beskattet på Sjælland, synes dog ikke at kunne havde system for fæsterne:
været tilfældet. Blandt andet fordi adskillige kildestykker i Landskabslovene angiver at toften og tilliggender ikke må adskilles i beregningen.219 Altså må den hele ejendom i
“En landbo der svarer otte ørtug i landgilde, skal udrede tredinghavne.”215
begge lovområder havde været anvendt som beregningsgrundlag for værdisættelsen.
mens omvendt selvejerbønderne synes at beskattes efter et andet system end Endvidere er det spørgsmålet om der kan tales om en matrikulering, altså en ældre på
Sjælland. Hvad angår Skåne da kan skyldtaksationen muligvis være indført senere, men angiveligt købstidspunktet værdisættelse af den fulde ejendom, som Erslev mente var som udgangspunkt har Sture Bolin nok ret i at bolet stadig ved Landskabslovenes sket i det jyske område. Hvorfor skulle man havde indført og fastholdt et hurtigt indførelse var beregningsgrundlaget.
forældet beregningsgrundlag i Jylland, der eksempelvis ikke medtog jordforrentning og Som jeg tidligere har argumenteret for så blev der i det jyske område ydet til andre værdistigninger- eller -fald over tid? Dette har været særligt nødvendigt i skatteledingen fra selvejerbønder af det høstede udbytte, mens der fra det sjællandske, perioden fra begyndelsen af 1300 tallet og fremefter præget af, måske ikke ligefrem en som Erslev ville det, og angiveligt dertil måske det skånske område i stedet blev ydet landbrugskrise, men måske snarere en recession, ifølge Nils Hybel og Bjørn Poulsen.220
via en beskatning af såsæden.
C.A. Christensen har eksempelvis hævdet at jordpriserne er faldet drastisk i perioden, 216 Dette første fremgår nemlig af Jyske Lov, bog 3, kap.
16, hvor der står at:
og ud fra beregninger af tidens kapitalisationsfaktor hævdet at denne lå på blot 10, i modsætning til Kristian Erslev som antog denne for at ligge på et stabilt leje på 24 fra
”Leding skal altid udredes af den afgrøde, som man har fået, og ikke af den, der vokser, eller som skal Jyske Lovs opkomst og frem til begyndelsen af 1500 tallet.221 I fald Christensen har ret sås.”217
ville dette betyde at en jordejers forventede udbytte, kapitaliseringen, for eksempel i Hertil ses i Jyske Lov, kapitel 17, bog 3 at:
form af skyld fra landboere og fæstere, også har ligget lavt. C.A. Christensen kristiserede med rette Erslevs tendens til at tage udgangspunkt i sene kilder, her fra
”Leding eller kværsæde udredes der, hvor laden står og (korn) lad lægges”218
1500 tallet, og dernæst slutte tilbage i tid – som jo tillige går imod Erslevs egen At det er fra laden at skatteledingen for selvejerbønder beregnes og betales fra metodelære – og dertil forvente at jordpriserne ville være de samme så mange år efter.222
bestyrker igen at det må havde været det høstede udbytte som skattebetalingerne i det Men der er nu generelt flere indvendinger at bringe mod begges antagelser.
jyske lovområde blev beregnet ud fra. Dette kan måske forklare den store forskel Kapitalisationsfaktoren beregnes ved at dividere jordprisen med skylden, og med mellem de sjællandske og de jyske områders erlæggelse af ledingsskat, idet man fra det udgangspunkt i Jyske Lov, kapitel 13, bog 3, derfor 1 mark guldjord med skylden fra de jyske område skulle yde tredingshavne efter 1 mark gulds jord, mens der fra det landboere der ydede tredingshavne, 8 ørtug i landgilde. Dette skal dog igen omregnes sjællandske lovområde ifølge kilderne, eksempelvis Roskildebispens Jordebog fra år fra mark metal til mark penge, eller til mark korn, afhængig af hvorledes 1370, blev ydet blot i skyld, terræ in censu, den af Erslev benævnte skyldtaksation. Det skatteledingsydelsen blev erlagt, og det er her problemerne opstår. Det er nemt at finde kan være Erslev har ret i at forskellen skyldtes at det sjællandske område i denne kapitalisationsfaktoren hvis der regnes fra mark metal til mark metal, men skal der periode var overgået til en beregning af såsæden, eller udsæden, for både selvejerbønder omregnes til fx mark korn eller mark penge, så går alle studier siden Erslev ud fra 86
87
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 87
09-08-2021 12:49:57
dennes regne-teknik opstillet i Valdemarernes Storhedstid, og disse regnestykker er ikke
”Allerede tidligt må i det østlige Danmark ved ordet BOL (mansus) være forstået et jordstykke med uden problemer.
bestemt størrelse og kvalitet.”227
223 Ud over at Erslev igen formoder at finde et stabilt og længerevarende leje for både mark korn såvel som mark penge, igen forløbende frem til 1500 tallet, så
idet det må formodes at også Steenstrup har antaget at størrelsen her ikke er et viser kilderne fra 1200-1300 tallet at kornsorterne blev vurderet forskelligt i pris. Igen fastlagt areal men skifter efter lighedsprincippet, og at jævnlig rebning har sikret at alle er dette kritisabelt, idet der ses store forskelle i værdierne for de forskellige mark-havde lige meget. Dette giver tillige mening i forhold til ganske vekslende skyld-enheder.
takseringer over tid som vist i blandt andet C.A. Christensens studier, hvoraf det fremgår at skylden er gået ned i dårlige tider, og op i bedre.
Som jeg tillige har forsøgt at vise tidligere, så giver det mest mening at forstå
228 Fæstebonden, eller
landboeren, som det hed på Landskabslovenes tid, er, i al fald i det jyske område, med selvejerbøndernes skatteydelser, og beregningerne af en ejendom med tilliggenders andre ord blevet beskattet ud fra jordforrentning og kapitalisationsværdi som følger værdi, ud fra en værdisættelse af jordens bonitet, hvormed der her gøres op med en skylden. Det forklarer vel også at der ikke har været flere oprør eller protester fra tidligere opfattelse i historiefaget om at værdisættelserne ikke var forbundet med fæstebønder og landboere. En beskatning lig Kristian Erslevs ville havde presset jordens kvalitet.224 Kildebelæggene taler dog stærkt for at det netop har været således.
landboerne betydeligt dersom en fast beskatning havde været gældende i 300 år uagtet Dette synes eksempelvis at være udgangspunktet i det skånske område, idet det af vind og vejr, sol og regn og hvad der ellers har betydning for jordernes ydeevne. I stedet Skånske Lov fremgår at når der skulle foretages arveskifte så skete fordelingen af ses den slags oprør snarere ved indførelse af ekstraskatter, hvor reaktionen kom markjorder og hustofter således, at dersom en arving fik en jord af dårligere kvalitet end prompte.
de øvrige, så havde denne ret til at få mere jord i kompensation, men denne kompensation måtte dog tilbageleveres, dersom jorden siden blev forbedret.225 Det må
Skatteledingen kan dog endvidere ses, som angivet af Sture Bolin, som værende antages at der her er tale om jordens ydeevne. Dertil høres det hos Anders Sunesen, at opdelt i en række særskilte ydelser. Først og fremmest ”den almindelige ledingsydelse,” men jorden tillige kunne skiftes hvis der kom klager over at bolene var af forskellig dertil tillige i studen, og endelig kværsæde. Ud fra en granskning af Hallandslisten i størrelse, og igen må det formodes at størrelse har at gøre med bonitet. Bolet angives Valdemars Jordebog bemærkede Bolin at nogle havne ydede stud, mens andre igen hertil af Anders Sunesen som værende lige store opdelte jordlodder, en lighed angiveligt kværsæde, og Bolin konkluderede deraf at studen måtte være en anden form for referende til igen jordens kvalitet. Sunesen angiver dertil at en bondes ejendom med ledingsskat ved siden af den almindelige. Da studen blev erlagt i havre, foreslog Bolin tilliggender skal være af lige størrelse, hvormed et lignende lighedsprincip har været hypotetisk at studen kunne være en forpligtelse til at yde havre til ledingens riddere og rådende her.226 De opdelinger af bolet som ses i samme lov i fjerdinge, ottinge og deres heste, mens kværsæden måske var en form for frikøb for leding.229 Det er hertil halvdele, må igen tænkes at hidrøre fra angivelserne af jordens bonitet. Den praktiske antaget at studen angiveligt har været en ganske ældre fiskal ydelse der mere bredt har udførelse af denne værdisættelse af bolene ses muligt angivet hos Anders Sunesen, hvor omfattet en form for ydelse eller service til kongen på dennes rejser, en ydelse der kan af det fremgår at der blev udført rebning dersom bolene var af ulig størrelse. Jorden blev havde været ganske nødvendig da kongens nathold tænkes at havde varet frem til den således opmålt med reb på ny, for at gøre bolene ensartet i værdi. Som Johannes sene del af middelalderen.
Steenstrup siger, da er bolene vel at se i lighed med det senere Hartkorn, og baseret på
En anden udlægning af kværsæde definerer denne som en form for sanktion for en kvalitetsbestemmelse ud fra størrelse og skyld, og som jo i sidste ende må bero på
manglende ydelse til ledingen:
hvor meget jorden kunne give i afkast:
88
89
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 88
09-08-2021 12:49:57
dennes regne-teknik opstillet i Valdemarernes Storhedstid, og disse regnestykker er ikke
”Allerede tidligt må i det østlige Danmark ved ordet BOL (mansus) være forstået et jordstykke med uden problemer.
bestemt størrelse og kvalitet.”227
223 Ud over at Erslev igen formoder at finde et stabilt og længerevarende leje for både mark korn såvel som mark penge, igen forløbende frem til 1500 tallet, så
idet det må formodes at også Steenstrup har antaget at størrelsen her ikke er et viser kilderne fra 1200-1300 tallet at kornsorterne blev vurderet forskelligt i pris. Igen fastlagt areal men skifter efter lighedsprincippet, og at jævnlig rebning har sikret at alle er dette kritisabelt, idet der ses store forskelle i værdierne for de forskellige mark-havde lige meget. Dette giver tillige mening i forhold til ganske vekslende skyld-enheder.
takseringer over tid som vist i blandt andet C.A. Christensens studier, hvoraf det fremgår at skylden er gået ned i dårlige tider, og op i bedre.
Som jeg tillige har forsøgt at vise tidligere, så giver det mest mening at forstå
228 Fæstebonden, eller
landboeren, som det hed på Landskabslovenes tid, er, i al fald i det jyske område, med selvejerbøndernes skatteydelser, og beregningerne af en ejendom med tilliggenders andre ord blevet beskattet ud fra jordforrentning og kapitalisationsværdi som følger værdi, ud fra en værdisættelse af jordens bonitet, hvormed der her gøres op med en skylden. Det forklarer vel også at der ikke har været flere oprør eller protester fra tidligere opfattelse i historiefaget om at værdisættelserne ikke var forbundet med fæstebønder og landboere. En beskatning lig Kristian Erslevs ville havde presset jordens kvalitet.224 Kildebelæggene taler dog stærkt for at det netop har været således.
landboerne betydeligt dersom en fast beskatning havde været gældende i 300 år uagtet Dette synes eksempelvis at være udgangspunktet i det skånske område, idet det af vind og vejr, sol og regn og hvad der ellers har betydning for jordernes ydeevne. I stedet Skånske Lov fremgår at når der skulle foretages arveskifte så skete fordelingen af ses den slags oprør snarere ved indførelse af ekstraskatter, hvor reaktionen kom markjorder og hustofter således, at dersom en arving fik en jord af dårligere kvalitet end prompte.
de øvrige, så havde denne ret til at få mere jord i kompensation, men denne kompensation måtte dog tilbageleveres, dersom jorden siden blev forbedret.225 Det må
Skatteledingen kan dog endvidere ses, som angivet af Sture Bolin, som værende antages at der her er tale om jordens ydeevne. Dertil høres det hos Anders Sunesen, at opdelt i en række særskilte ydelser. Først og fremmest ”den almindelige ledingsydelse,” men jorden tillige kunne skiftes hvis der kom klager over at bolene var af forskellig dertil tillige i studen, og endelig kværsæde. Ud fra en granskning af Hallandslisten i størrelse, og igen må det formodes at størrelse har at gøre med bonitet. Bolet angives Valdemars Jordebog bemærkede Bolin at nogle havne ydede stud, mens andre igen hertil af Anders Sunesen som værende lige store opdelte jordlodder, en lighed angiveligt kværsæde, og Bolin konkluderede deraf at studen måtte være en anden form for referende til igen jordens kvalitet. Sunesen angiver dertil at en bondes ejendom med ledingsskat ved siden af den almindelige. Da studen blev erlagt i havre, foreslog Bolin tilliggender skal være af lige størrelse, hvormed et lignende lighedsprincip har været hypotetisk at studen kunne være en forpligtelse til at yde havre til ledingens riddere og rådende her.226 De opdelinger af bolet som ses i samme lov i fjerdinge, ottinge og deres heste, mens kværsæden måske var en form for frikøb for leding.229 Det er hertil halvdele, må igen tænkes at hidrøre fra angivelserne af jordens bonitet. Den praktiske antaget at studen angiveligt har været en ganske ældre fiskal ydelse der mere bredt har udførelse af denne værdisættelse af bolene ses muligt angivet hos Anders Sunesen, hvor omfattet en form for ydelse eller service til kongen på dennes rejser, en ydelse der kan af det fremgår at der blev udført rebning dersom bolene var af ulig størrelse. Jorden blev havde været ganske nødvendig da kongens nathold tænkes at havde varet frem til den således opmålt med reb på ny, for at gøre bolene ensartet i værdi. Som Johannes sene del af middelalderen.
Steenstrup siger, da er bolene vel at se i lighed med det senere Hartkorn, og baseret på
En anden udlægning af kværsæde definerer denne som en form for sanktion for en kvalitetsbestemmelse ud fra størrelse og skyld, og som jo i sidste ende må bero på
manglende ydelse til ledingen:
hvor meget jorden kunne give i afkast:
88
89
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 89
09-08-2021 12:49:57
”Kværsæde var det, de ledingspligtige til enhver tid måtte betale, når de ikke ydede den leding, de skyldte og 2 mark guld, således at denne først ydede flere tredingshavne, når en ekstra hel mark kongen.”230
guld var nået. Erik Arup tog det således som givet at det var muligt at betale flere Ifølge denne tolkning gjaldt denne bøde alle former for ledingsforsømmelser til tredingshavne, og med udgangspunkt i igen bøndernes skatteleding, kap.12, mente kongen, såvel i forhold til udgærdsledingen fra bønderne, som herremandsledingen eller denne endvidere at selvejerbønderne skulle erlægge en ny ekstra tredingshavn hver gang andre militære tjenester. Med denne udlægning blev der gjort op med en årelang de erhvervede nye jorder og ejendomme af en værdi af en mark guld. Det må dog formodning om at der fandtes forskellige områder hvorfra der enten blev ydet til tænkes at der maksimalt kunne ydes en tredingshavn som Jyske Lov også fastsætter, idet ledingen eller erlagt en kværsædeafgift. I stedet blev det tænkt at kværsæden indgik som selvejerbøndernes ydelse af tredingshavne gjaldt for de som havde en mark gulds jord en del af ledingen og ikke som et alternativ hertil. Udgangspunktet for denne
“eller mere,” æth meræ.233
fortolkning for i al fald de jyske landskaber var kapitlerne 16 og 17 i Jyske Lov, bog 3.
En stor diskussion i historiefaget har været hvem der skulle yde til skatteledingen, Af kapitel 16 fremgår det at:
og særligt hvorvidt herremændenes frelse indbefattede disses undergivne? I den nyere
”sidder en mand i kværsæde og pløjer jord i et skiben og lægger i lade der, hvor han sidder, og ikke andet forskning har vanligt Ulsigs teser været fulgt. Denne mente at selvom Jyske Lov siger at sted, da skal han udrede kværsæde og ikke leding. Men sidder manden i et skiben og pløjer jord, der landboere betaler skatteleding til kongen, så gjaldt dette ikke for herremændenes ligger i kværsæde, og lægger lad i det skiben, som han sidder i, da skal han betale leding og ikke undergivne.234 Hvad angår denne antagelse om at en herremands landboere var kværsæde.”231
skattefrie, da er dette udsyn især forbundet med begrebet familia, idet det afgørende er Begrebet kværsæde, qwærsæth, har der dog ikke endnu været nogen tilfredsstillende at landboerne regnes for at være en del af en herremands husholdning. Det er antaget at forklaring på, ej heller fra filologisk side. At begrebet refererer til noget til militæret termen er indkommet med kirken og dens latin i den nordiske middelalders skrevne knyttet er der ingen tvivl om, måske en afgift til at dække de udgifter der har været for dokumenter, og her i en verdslig kontekst blandt andet har henvist til folk der var kongen til at restaurere forsvarsværker eller andet. Det vides ikke med sikkerhed ud fra underlagt en herre, og fik værn af denne mod at betale ydelser, lig det i den tyske de kildebelæg der haves til rådighed. Det er tillige tænkt at kværsæde kan havde været forskning benævnte Grundherrschaf.
en ydelse fra jorder der ikke var blevet indtaget under havnene, måske i de tilfælde hvor Omvendt mente Johannes Steenstrup ikke at herremændenes frelse omfattede disses de var sent opdyrket.
fæstere, omend denne dog tænkte at disse sidste kunne opnå skattefrihed ved et Ud fra læsning af Skånske Lov må en havn i forhold til skatteledingen være lig privilegium, og det skulle derfor ud fra denne tese være en særskilt tilladelse givet af henholdsvis 1 mark sølv, der ifølge Anders Sunesen i denne periode var lig 3 mark kongen, og ikke blot et følge af herremændenes skattefrihed.235
penge, mens en havn i det jyske lovområde var lig 3 mark guld, og fra Sjælland angiver I forhold til gårdsæderne, da er det spørgsmålet om også disse har ydet til den senere Eriks Sjællandske Forordning fra år 1284:
skatteledingen og i fald hvor meget? Selvom gårdsædernes mulige skattebetalinger ikke
”Den, som har en mark skattejord eller ni øre eller ti øre eller ogsaa elleve øre i jord, skal deraf rede fuld nævnes i Landskabslovene, så haves dog i de kirkelige jordebøger optegnelser over havne: men har han tolv øre skattejord, da skal han rede for halvanden havne.”232
gårdsædernes ydelser i skyld, og i fald disses mulige ydelser til en skatteleding også er Erik Arup tolkede Jyske Lovs udsagn om at havnebonden der havde 1 mark guld i bundet til skylden som for landboerne, da kan det tænkes at man, eksempelvis i det jord ”eller mere” skulle udlægges som at dette ”eller mere” var lig alle decimaler mellem 1
90
91
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 90
09-08-2021 12:49:57
”Kværsæde var det, de ledingspligtige til enhver tid måtte betale, når de ikke ydede den leding, de skyldte og 2 mark guld, således at denne først ydede flere tredingshavne, når en ekstra hel mark kongen.”230
guld var nået. Erik Arup tog det således som givet at det var muligt at betale flere Ifølge denne tolkning gjaldt denne bøde alle former for ledingsforsømmelser til tredingshavne, og med udgangspunkt i igen bøndernes skatteleding, kap.12, mente kongen, såvel i forhold til udgærdsledingen fra bønderne, som herremandsledingen eller denne endvidere at selvejerbønderne skulle erlægge en ny ekstra tredingshavn hver gang andre militære tjenester. Med denne udlægning blev der gjort op med en årelang de erhvervede nye jorder og ejendomme af en værdi af en mark guld. Det må dog formodning om at der fandtes forskellige områder hvorfra der enten blev ydet til tænkes at der maksimalt kunne ydes en tredingshavn som Jyske Lov også fastsætter, idet ledingen eller erlagt en kværsædeafgift. I stedet blev det tænkt at kværsæden indgik som selvejerbøndernes ydelse af tredingshavne gjaldt for de som havde en mark gulds jord en del af ledingen og ikke som et alternativ hertil. Udgangspunktet for denne
“eller mere,” æth meræ.233
fortolkning for i al fald de jyske landskaber var kapitlerne 16 og 17 i Jyske Lov, bog 3.
En stor diskussion i historiefaget har været hvem der skulle yde til skatteledingen, Af kapitel 16 fremgår det at:
og særligt hvorvidt herremændenes frelse indbefattede disses undergivne? I den nyere
”sidder en mand i kværsæde og pløjer jord i et skiben og lægger i lade der, hvor han sidder, og ikke andet forskning har vanligt Ulsigs teser været fulgt. Denne mente at selvom Jyske Lov siger at sted, da skal han udrede kværsæde og ikke leding. Men sidder manden i et skiben og pløjer jord, der landboere betaler skatteleding til kongen, så gjaldt dette ikke for herremændenes ligger i kværsæde, og lægger lad i det skiben, som han sidder i, da skal han betale leding og ikke undergivne.234 Hvad angår denne antagelse om at en herremands landboere var kværsæde.”231
skattefrie, da er dette udsyn især forbundet med begrebet familia, idet det afgørende er Begrebet kværsæde, qwærsæth, har der dog ikke endnu været nogen tilfredsstillende at landboerne regnes for at være en del af en herremands husholdning. Det er antaget at forklaring på, ej heller fra filologisk side. At begrebet refererer til noget til militæret termen er indkommet med kirken og dens latin i den nordiske middelalders skrevne knyttet er der ingen tvivl om, måske en afgift til at dække de udgifter der har været for dokumenter, og her i en verdslig kontekst blandt andet har henvist til folk der var kongen til at restaurere forsvarsværker eller andet. Det vides ikke med sikkerhed ud fra underlagt en herre, og fik værn af denne mod at betale ydelser, lig det i den tyske de kildebelæg der haves til rådighed. Det er tillige tænkt at kværsæde kan havde været forskning benævnte Grundherrschaf.
en ydelse fra jorder der ikke var blevet indtaget under havnene, måske i de tilfælde hvor Omvendt mente Johannes Steenstrup ikke at herremændenes frelse omfattede disses de var sent opdyrket.
fæstere, omend denne dog tænkte at disse sidste kunne opnå skattefrihed ved et Ud fra læsning af Skånske Lov må en havn i forhold til skatteledingen være lig privilegium, og det skulle derfor ud fra denne tese være en særskilt tilladelse givet af henholdsvis 1 mark sølv, der ifølge Anders Sunesen i denne periode var lig 3 mark kongen, og ikke blot et følge af herremændenes skattefrihed.235
penge, mens en havn i det jyske lovområde var lig 3 mark guld, og fra Sjælland angiver I forhold til gårdsæderne, da er det spørgsmålet om også disse har ydet til den senere Eriks Sjællandske Forordning fra år 1284:
skatteledingen og i fald hvor meget? Selvom gårdsædernes mulige skattebetalinger ikke
”Den, som har en mark skattejord eller ni øre eller ti øre eller ogsaa elleve øre i jord, skal deraf rede fuld nævnes i Landskabslovene, så haves dog i de kirkelige jordebøger optegnelser over havne: men har han tolv øre skattejord, da skal han rede for halvanden havne.”232
gårdsædernes ydelser i skyld, og i fald disses mulige ydelser til en skatteleding også er Erik Arup tolkede Jyske Lovs udsagn om at havnebonden der havde 1 mark guld i bundet til skylden som for landboerne, da kan det tænkes at man, eksempelvis i det jord ”eller mere” skulle udlægges som at dette ”eller mere” var lig alle decimaler mellem 1
90
91
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 91
09-08-2021 12:49:58
jyske område, i tiden blot har anvendt de betalingsbetingelser der blev krævet i Jyske fra år 1282, hvor det kundgøres at bønderne fortsat er forpligtet til at betale skat af deres Lov af de allerfattigste landboere:
egen jord, herunder ledingsafgifter, til kongen, også i fald at de bliver bryder hos andre.
Dette gentages i en senere håndfæstning fra år 1376, hvor det ses at bønder nu får
”Men betaler han [landboen] mindre end fire ørtug sølv, skal han – hvad enten hans jord er rebdraget eller tilladelse til at være bryder hos andre, men at de dog stadig skal yde til de kongelige kendeland – udrede otte ørtug sølv til kongen.”236
afgifter og pligter, hvorunder skatteledingen hørte.238
For det er bemærkelsesværdigt at der af kirkens jordebøger fra perioden netop bruges betegnelsen ”terræ in censu,” skyld, som ydelse fra gårdsæderne til kirken, og dermed Omvendt mente Erik Ulsig at herremændenes frelse tillige omfattede disses bryder, netop den betegnelse som der i forskningen anses som værende lig landgilden fra idet denne tolkede kap. 14, bog 3 i Jyske Lov:
landboere til jordejeren, og som bundet til skatteledingen. Hertil haves ikke blot flere
”Den mand som bor på sin egen jord og tager en anden mands fællig til sig, han skal – hvad enten han er diplomer der fritager gårdsæder fra ydelser til ledingen, men dertil også diplomer der herremand eller ikke – udrede lige så meget deraf, som han gjorde før,”239
direkte omtaler gårdsæders ”skattejord.”
som et forbud mod at selvejerbønder blev bryder hos herremænd og derved måske Selv om det er antaget i forskningen at også antallet af gårdsæder er faldende fra undgik at betale skat. Der ses lignende bestemmelser i de senere håndfæstninger af begyndelsen af 1300 tallet, da ses i både Århus Kannikernes og Roskildebispens 1251, 1282 samt 1304. Ydermere må ovenstående citat endvidere betyde at der har jordebøger at antallet af gårdsæder er omtrent lige så stor som antallet af landboere. Et været et højere lag af bryder, muligvis lavadelsfolk, som har kunnet gå i fællig med en andet billede der tegner sig i periodens kirkelige jordebøger er en stor forekomst af herremand.
brydegårde i samme periode. Spørgsmålet er om også bryderne skulle yde til Hvad angår magnaternes skattebyrde, da er det som oftest tænkt at højadelen ikke skatteledingen? Brydernes, i al fald ”fællig-brydens” mulige afgifter til skatteledingen betalte til skatteledingen. Det må dog tænkes at dele af disses gårde, der i praksis var berøres i Jyske Lov, hvori det nævnes at en jordejer, der går i fællig med en anden forvaltet af fogeder eller bryder eller har været udlejet til gårdsæder eller fæstere, har stadig skal udrede det samme som før, hvilket dog ikke udelukker at de to dernæst har været underlagt den almindelige bondeledings skattebetalingsbestemmelser, idet fordelt byrden. Måske i lighed med de fælligbestemmelser for slægtninge som samme magnaternes undergivne mænd kunne fritages for betalingerne gennem privilegier som lov omtaler, og hvoraf det fremgår at slægtninge der er i fællig, sammen betaler afgiften.
det ses ske allerede i 1085-brevet til ærkebiskoppen af Lund og St. Laurentius kirken, En enkel paragraf i Jyske Lov som omhandler det at sværge i en ransag, kundgør og dertil i stigende omfang i kilderne især i den senere del af middelalderen. Det er ydermere at:
tænkt at middelalderens godser primært var administrative centre der indsamlede skatter
”En bryde må godt sværge i ranssag om alt det, der hører til den gård, som han er bryde for. Dog skal og afgifter fra de førnævnte gruppers gårde. Gennem hele perioden forefindes dog både bonden overdrage ham at dele den sag og lyse på tinge, at han er fælligsbryde, fælligh brythi, og ikke blot demesnejord samt udlejet jord til enten fæstere eller gårdsæder. Arbejdet på de redesvend/bestyrer, rætæ swæn. Men har bryden [selv] en gård og en bryde deri, da er han husbonde der førstnævnte jorder blev tilsyneladende udført som arbejdstjenester fra fæstere og og værge for den, selv om han er andetsteds [bryde], og må for den gård dele ranssag, hvis han bliver gårdsæder, omend der dog også findes godser hvorom der ikke er nævnt disse fraranet [noget] der.”237
forpligtelser.240 Det er muligt at godsernes demensejorde ikke har ydet til skatteledingen, Det forstås heraf at bryden retsligt er at forstå som først og fremmest husbonde på
idet kilderne blot nævner landboernes og gårdsæders forpligtelse hertil eller eventuelt dennes egen gård, og herfra har ydet til skatteledingen. At bryder fortsat har skulle yde til skatteledingen også i det sene 13.århundrede fremgår af Erik Glippings håndfæstning 92
93
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 92
09-08-2021 12:49:58
jyske område, i tiden blot har anvendt de betalingsbetingelser der blev krævet i Jyske fra år 1282, hvor det kundgøres at bønderne fortsat er forpligtet til at betale skat af deres Lov af de allerfattigste landboere:
egen jord, herunder ledingsafgifter, til kongen, også i fald at de bliver bryder hos andre.
Dette gentages i en senere håndfæstning fra år 1376, hvor det ses at bønder nu får
”Men betaler han [landboen] mindre end fire ørtug sølv, skal han – hvad enten hans jord er rebdraget eller tilladelse til at være bryder hos andre, men at de dog stadig skal yde til de kongelige kendeland – udrede otte ørtug sølv til kongen.”236
afgifter og pligter, hvorunder skatteledingen hørte.238
For det er bemærkelsesværdigt at der af kirkens jordebøger fra perioden netop bruges betegnelsen ”terræ in censu,” skyld, som ydelse fra gårdsæderne til kirken, og dermed Omvendt mente Erik Ulsig at herremændenes frelse tillige omfattede disses bryder, netop den betegnelse som der i forskningen anses som værende lig landgilden fra idet denne tolkede kap. 14, bog 3 i Jyske Lov:
landboere til jordejeren, og som bundet til skatteledingen. Hertil haves ikke blot flere
”Den mand som bor på sin egen jord og tager en anden mands fællig til sig, han skal – hvad enten han er diplomer der fritager gårdsæder fra ydelser til ledingen, men dertil også diplomer der herremand eller ikke – udrede lige så meget deraf, som han gjorde før,”239
direkte omtaler gårdsæders ”skattejord.”
som et forbud mod at selvejerbønder blev bryder hos herremænd og derved måske Selv om det er antaget i forskningen at også antallet af gårdsæder er faldende fra undgik at betale skat. Der ses lignende bestemmelser i de senere håndfæstninger af begyndelsen af 1300 tallet, da ses i både Århus Kannikernes og Roskildebispens 1251, 1282 samt 1304. Ydermere må ovenstående citat endvidere betyde at der har jordebøger at antallet af gårdsæder er omtrent lige så stor som antallet af landboere. Et været et højere lag af bryder, muligvis lavadelsfolk, som har kunnet gå i fællig med en andet billede der tegner sig i periodens kirkelige jordebøger er en stor forekomst af herremand.
brydegårde i samme periode. Spørgsmålet er om også bryderne skulle yde til Hvad angår magnaternes skattebyrde, da er det som oftest tænkt at højadelen ikke skatteledingen? Brydernes, i al fald ”fællig-brydens” mulige afgifter til skatteledingen betalte til skatteledingen. Det må dog tænkes at dele af disses gårde, der i praksis var berøres i Jyske Lov, hvori det nævnes at en jordejer, der går i fællig med en anden forvaltet af fogeder eller bryder eller har været udlejet til gårdsæder eller fæstere, har stadig skal udrede det samme som før, hvilket dog ikke udelukker at de to dernæst har været underlagt den almindelige bondeledings skattebetalingsbestemmelser, idet fordelt byrden. Måske i lighed med de fælligbestemmelser for slægtninge som samme magnaternes undergivne mænd kunne fritages for betalingerne gennem privilegier som lov omtaler, og hvoraf det fremgår at slægtninge der er i fællig, sammen betaler afgiften.
det ses ske allerede i 1085-brevet til ærkebiskoppen af Lund og St. Laurentius kirken, En enkel paragraf i Jyske Lov som omhandler det at sværge i en ransag, kundgør og dertil i stigende omfang i kilderne især i den senere del af middelalderen. Det er ydermere at:
tænkt at middelalderens godser primært var administrative centre der indsamlede skatter
”En bryde må godt sværge i ranssag om alt det, der hører til den gård, som han er bryde for. Dog skal og afgifter fra de førnævnte gruppers gårde. Gennem hele perioden forefindes dog både bonden overdrage ham at dele den sag og lyse på tinge, at han er fælligsbryde, fælligh brythi, og ikke blot demesnejord samt udlejet jord til enten fæstere eller gårdsæder. Arbejdet på de redesvend/bestyrer, rætæ swæn. Men har bryden [selv] en gård og en bryde deri, da er han husbonde der førstnævnte jorder blev tilsyneladende udført som arbejdstjenester fra fæstere og og værge for den, selv om han er andetsteds [bryde], og må for den gård dele ranssag, hvis han bliver gårdsæder, omend der dog også findes godser hvorom der ikke er nævnt disse fraranet [noget] der.”237
forpligtelser.240 Det er muligt at godsernes demensejorde ikke har ydet til skatteledingen, Det forstås heraf at bryden retsligt er at forstå som først og fremmest husbonde på
idet kilderne blot nævner landboernes og gårdsæders forpligtelse hertil eller eventuelt dennes egen gård, og herfra har ydet til skatteledingen. At bryder fortsat har skulle yde til skatteledingen også i det sene 13.århundrede fremgår af Erik Glippings håndfæstning 92
93
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 93
09-08-2021 12:49:58
fritagelse herfor gennem et privilegium til godsejeren, hvad enten denne var verdslig at det har ifølge denne tese været mere velstående bønder. Hertil mente Arup at skellet eller gejstlig.
mellem havnebønder og andre landsbybønder udviklede sig til en egentlig standsforskel, og at havnebondens skattefrihed førte til at det blev denne gruppe af bønder, der Magnaterne har dertil nok heller ikke været direkte underlagt kongens ledingsflåde, primært deltog i ledingstogterne, og at de øvrige bønder:
men har sidestillet med kongen kunne udvælge herremænd til deres tjeneste, dog blot i deres len eller biskoppedømme, og ikke overalt i kongeriget, idet dette kun var kongen
”i praksis ganske fritoges for den personlige krigstjeneste, havnetjenesten, selv efter tur.”242
forundt. Det nye ved den senere 1600 tals rostjeneste var blandt andet at magnatgruppen Der skulle således ifølge Arups ide havde eksisteret endnu en gruppe, foruden nu var forpligtet til at sende ryttere, de tidligere herremænd, til den kongelige herremændene, der nød frelse, omend dog kun begrænset til maksimum de tre mark ledingshær, og hertil kunne sanktioneres for at misligeholde denne pligt. Selvom gulds jord, mens der af al anden jord derudover skulle betales skatteleding. Igen er det Landskabslovene selv er tavse herom, da har magnatgruppen angiveligt hertil deltaget i tvivlsomt om der kunne ydes mere end 1 mark guld i det jyske område, såvel som at ledingstogterne mere eller mindre frivilligt efter aftale herom med kongen, i al fald ovenstående må forblive en ren hypotese, da kildebelæg mangler.
ifølge Saxo, som er den fremmeste kilde hertil. Indsamlingen af skatteledingspenge under de fyrstelige len, såvel som i pantelenene, er hertil angiveligt blot gået til de Spørgsmålet er endvidere hvorledes skattebyrden var fordelt på de forskellige sociale magnater, der var i besiddelse af lenene. Hvad angik biskoppedømmerne, da er det grupper i samfundet i perioden? Kristian Erslev har anslået andelen af bondegårde i omtvistet om ledingsskatterne herfra gik til biskop eller kongemagt. Det har som nævnt midten af 1600 tallet til godt 80.000, hvoraf blot 5500 tænkes at havde været besiddet af været hævdet at der her var tale om en art len i lighed med fyrstelenene, hvor skatten selvejerbønder, mens resten lå under adelsgårde eller slotte. Ud fra angivelserne af gik til biskoppen alene, men ifølge kilderne fra blandt andet kontroverserne mellem mængden af udsæd i kombination med en ide om et ”normalt tilliggende” for en fæstegård kirke og kongemagt i de såkaldte kirkekampe, da antog kongen som før anført at kirken og Landskabslovenes angivelser i mark guld og sølv for hel(bonde)gårde i Jylland og skulle yde ledingsskat til denne, og det må tænkes at blot et privilegium fra kongen har Sjælland, da konkluderede Erslev at middelalderens gårdes tilliggender har været kunnet ændre på dette.
omtrent lige så store som i 1600 tallet, og må havde fundet sit faste leje der. Desværre er Skåne ikke med i dette ældre danske nationale værk.243 Skåne er derimod at finde hos Måske har der hertil været flere grupper som kunne undslå sig skattebetalinger. Erik Erik Arup, som i tillæg til Erslevs estimerede 80.000 bondegårde, tænkte at disse har Arup har blandt andet hævdet at de i kilderne omtalte “tremarksmænd” ikke betalte til været fordelt på 18.000 i Skåne, 16.000 på Sjælland ”med Hven og Møn,” 31.000 i Jylland skatteledingen. Arup mente at tremarksmændene kom af bondestanden og sidestillede og de sidste 15.000 på de øvrige småøer. Samlet set antog Arup at 10.000 af gårdene har dem med de i kilderne omtalte ”havnebønder”:
været i selvejerbønders besiddelse, og hvad angik fæstebønderne, da anslog denne
”Den landsbybonde, der var i stand til og villig til at møde bondeudrustet paa sin havne på ledingskibet, kongens fæstegårde til at udgøre 12.000 gårde, mens adel og kirke hver havde haft hver gang virkelig leding udbødes. Han fik ret til at have ”fuld plovs ærje,” dvs. i Jylland tre mark gulds 28.000 fæstegårde. De sidste 2000 tænkes af Arup at havde været ”væbnergårde.”244 Hver jord, i Sjælland en mark skattejord skattefri.”241
bondegård hørte under landsbyfællesskabet og bestod af en tofte i landsbyen hvorpå
Den ekstra indsats for kongens ledning medførte således ifølge Arup en skattefrihed gårdsbygningerne lå placeret, og dertil spredte tilliggender, flere jordstykker, der lå
for også denne gruppe af bønder, som Arup tænkte at der i hver landsby højst måtte placeret overalt i bymarken, med et stykke i hvert agerskifte. Hertil havde alle gårde havde været en til to af. Disse stillede da op med de i slægten nedarvede folkevåben, og tillige en andel i fælleden, græsningsområdet. Hver landsby bestod desuden af et fastsat antal bol, mens hver gård i landsbyen havde enten et helt bol, en halvdel, en fjerdedel, 94
95
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 94
09-08-2021 12:49:58
fritagelse herfor gennem et privilegium til godsejeren, hvad enten denne var verdslig at det har ifølge denne tese været mere velstående bønder. Hertil mente Arup at skellet eller gejstlig.
mellem havnebønder og andre landsbybønder udviklede sig til en egentlig standsforskel, og at havnebondens skattefrihed førte til at det blev denne gruppe af bønder, der Magnaterne har dertil nok heller ikke været direkte underlagt kongens ledingsflåde, primært deltog i ledingstogterne, og at de øvrige bønder:
men har sidestillet med kongen kunne udvælge herremænd til deres tjeneste, dog blot i deres len eller biskoppedømme, og ikke overalt i kongeriget, idet dette kun var kongen
”i praksis ganske fritoges for den personlige krigstjeneste, havnetjenesten, selv efter tur.”242
forundt. Det nye ved den senere 1600 tals rostjeneste var blandt andet at magnatgruppen Der skulle således ifølge Arups ide havde eksisteret endnu en gruppe, foruden nu var forpligtet til at sende ryttere, de tidligere herremænd, til den kongelige herremændene, der nød frelse, omend dog kun begrænset til maksimum de tre mark ledingshær, og hertil kunne sanktioneres for at misligeholde denne pligt. Selvom gulds jord, mens der af al anden jord derudover skulle betales skatteleding. Igen er det Landskabslovene selv er tavse herom, da har magnatgruppen angiveligt hertil deltaget i tvivlsomt om der kunne ydes mere end 1 mark guld i det jyske område, såvel som at ledingstogterne mere eller mindre frivilligt efter aftale herom med kongen, i al fald ovenstående må forblive en ren hypotese, da kildebelæg mangler.
ifølge Saxo, som er den fremmeste kilde hertil. Indsamlingen af skatteledingspenge under de fyrstelige len, såvel som i pantelenene, er hertil angiveligt blot gået til de Spørgsmålet er endvidere hvorledes skattebyrden var fordelt på de forskellige sociale magnater, der var i besiddelse af lenene. Hvad angik biskoppedømmerne, da er det grupper i samfundet i perioden? Kristian Erslev har anslået andelen af bondegårde i omtvistet om ledingsskatterne herfra gik til biskop eller kongemagt. Det har som nævnt midten af 1600 tallet til godt 80.000, hvoraf blot 5500 tænkes at havde været besiddet af været hævdet at der her var tale om en art len i lighed med fyrstelenene, hvor skatten selvejerbønder, mens resten lå under adelsgårde eller slotte. Ud fra angivelserne af gik til biskoppen alene, men ifølge kilderne fra blandt andet kontroverserne mellem mængden af udsæd i kombination med en ide om et ”normalt tilliggende” for en fæstegård kirke og kongemagt i de såkaldte kirkekampe, da antog kongen som før anført at kirken og Landskabslovenes angivelser i mark guld og sølv for hel(bonde)gårde i Jylland og skulle yde ledingsskat til denne, og det må tænkes at blot et privilegium fra kongen har Sjælland, da konkluderede Erslev at middelalderens gårdes tilliggender har været kunnet ændre på dette.
omtrent lige så store som i 1600 tallet, og må havde fundet sit faste leje der. Desværre er Skåne ikke med i dette ældre danske nationale værk.243 Skåne er derimod at finde hos Måske har der hertil været flere grupper som kunne undslå sig skattebetalinger. Erik Erik Arup, som i tillæg til Erslevs estimerede 80.000 bondegårde, tænkte at disse har Arup har blandt andet hævdet at de i kilderne omtalte “tremarksmænd” ikke betalte til været fordelt på 18.000 i Skåne, 16.000 på Sjælland ”med Hven og Møn,” 31.000 i Jylland skatteledingen. Arup mente at tremarksmændene kom af bondestanden og sidestillede og de sidste 15.000 på de øvrige småøer. Samlet set antog Arup at 10.000 af gårdene har dem med de i kilderne omtalte ”havnebønder”:
været i selvejerbønders besiddelse, og hvad angik fæstebønderne, da anslog denne
”Den landsbybonde, der var i stand til og villig til at møde bondeudrustet paa sin havne på ledingskibet, kongens fæstegårde til at udgøre 12.000 gårde, mens adel og kirke hver havde haft hver gang virkelig leding udbødes. Han fik ret til at have ”fuld plovs ærje,” dvs. i Jylland tre mark gulds 28.000 fæstegårde. De sidste 2000 tænkes af Arup at havde været ”væbnergårde.”244 Hver jord, i Sjælland en mark skattejord skattefri.”241
bondegård hørte under landsbyfællesskabet og bestod af en tofte i landsbyen hvorpå
Den ekstra indsats for kongens ledning medførte således ifølge Arup en skattefrihed gårdsbygningerne lå placeret, og dertil spredte tilliggender, flere jordstykker, der lå
for også denne gruppe af bønder, som Arup tænkte at der i hver landsby højst måtte placeret overalt i bymarken, med et stykke i hvert agerskifte. Hertil havde alle gårde havde været en til to af. Disse stillede da op med de i slægten nedarvede folkevåben, og tillige en andel i fælleden, græsningsområdet. Hver landsby bestod desuden af et fastsat antal bol, mens hver gård i landsbyen havde enten et helt bol, en halvdel, en fjerdedel, 94
95
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 95
09-08-2021 12:49:58
eller mindre. I Jyske Lov ses hertil at nye områder begynder at blive dyrket, og nye Hvad angår Herremændenes skattefrihed, eller frelse, da fremgår det af Jyske Lov, torper at dukke op i takt med at visse af bønderne i adelbyen, i ”moderbyen” valgte at bog 3, kap. 18, at disse skulle opkøbe jord til de besad en plovs jord, idet som nævnt flytte ud til torper i stedet, eller til vangen. Dette krævede dog det øvrige sanktioner for ledingsbrud for herremandsledingen var betalinger i bøder der rettede sig landsbyfællesskabs tilladelse:
efter bondeledingens skatteleding. Altså skulle en herremand lig bonden besidde mindst 1 mark guld i jord i Jylland. Hertil udsiges det i kap. 15 at en herremand nok skal eje en
”Nedlægges adelbyen skal det, der før var forte, skiftes, ligesom al anden jord til by og til bol.”245
hel plovs jord, men at denne dog alligevel ikke skal udrede leding heraf.248 Ganske Carsten Porskrog Rasmussen støtter Erslevs estimering af andel af adelens godser, mange kilder viser dog at flere – måske yngre – adelsfolk hørende til højadelen havde men mener at fra den sene del af middelalderen, fra cirka 1400 tallet og fremefter, må
jordbesiddelser under det for herremandsledingen krævede niveau af ejendom og jorder.
tallet været steget til et sted mellem en tredjedel og halvdelen af alt gods. Mere sikre Som nævnt var det højadelen der udtog mænd til herremandsledingen, men man kan belæg haves ifølge denne fra år 1600, hvor adelens gods helt nøjagtigt opgøres til 44 %
måske tænke sig at eksempelvis de unge højadelsfolk har ydet til denne leding i kortere af de danske jorder. Reformationen spiller selvfølgelig en stor rolle for disse tal, idet eller længere tid, således som det er set i kilderne at disse tillige ydede til hirden?
megen kirkegods blev overtaget af adel og kongemagt i denne forbindelse, men som Hvis der ses på herremændenes økonomi igen baseret på omfanget af ejendomme og allerede anført så skyldtes denne udvikling nok snarere den stadige afgrænsning af jorde, da ses det af Jyske Lov at disse kunne have
jorder og anden kapital samt politisk magt i hænderne på en ganske smal gruppe af
”eth bo æth fleræ” og det må forstås af
den efterfølgende tekst i samme paragraf at det drejer sig om en hel gård eller flere.
højadel. Det er hertil anslået at adelen i tal har omfattet cirka 1800-1900 personer i Ydermere fremgår det af samme lovstykke at straffen for en herremands ledingsbrud første halvdel af 1600 tallet, men at godsbesiddelserne blot var fordelt på 434-491
var at betale tredinghavne af hver gård, som de besad. Dette afveg fra personer, hvoraf godt 75% var mænd og de 25 % kvinder, både ugifte og enker.246
ledingsbestemmelserne for havnebønderne, idet disse som nævnt betalte til Et andet spørgsmål er hvorledes skatteledingen blev betalt i praksis? Poul Johannes ledingsskatten efter maksimalt en tredingshavn. Som tidligere nævnt identificerede Jørgensen mente at skatteledingsbetalingerne i begyndelsen af 1200 tallet var overgået Erslev 74 navngivne ejendomsbesiddere i Falsterlisten som værende herremænd, og det fra betaling in natura og til i stedet penge, i kilderne omtalt som eksempelvis denarii er hertil bemærkelsesværdigt at disse 74 mænds ejendomsbesiddelser var af en ganske expeditionales, ledingspenge. Dette står i kontrast til eksempelvis Valdemars Jordebog ringe størrelse. Som tidligere omtalt er det af såvel Erslev som Ulsig tænkt at der her var fra midten af 1200 tallet, der viser at skatteledingsbetalingerne så sent stadig blev erlagt at gøre med lavadelsfolk estimeret ud fra økonomiske parametre. Men dette gjaldt dog i både mark penge og i naturalier, som oftest i korn. Helt lavpraktisk blev betalingerne også for magnatgruppen, som udtog herremændene. Eksempelvis ses Skjalm Hvides fra eksempelvis bønder underlagt Jyske Lov givet til styrismanden, og tvister mellem søn Toke blot at havde haft et hovedlod på kun 1½ bol i en by samt 3 ottinger, ifølge bønderne og styrismanden vedrørende betalingen blev afgjort af de såkaldte Sorø Klosters gavebog, og dette er blot et af flere eksempler i samme kilde på adelsfolk skurdsmænd eller skibsnævninge, som fastsatte hvor meget der skulle erlægges.
forbundet dynastisk med større ellers ganske formuende adelsslægter, som Landboerne under samme lov skulle som nævnt betale en skatteledings-afgift som en tilsyneladende dog ikke selv besad nogen større ejendomme og jorder, og som tidligere andel af disses skyld eller fæste som de betalte til husbond, og erlægge dette til kongens nævnt viser flere andre kilder at disse stormandssønner kunne være ihændehavere af gård, men det fremgår ikke af Jyske Lov hvilke sanktioner udeladelse af denne betaling ganske små hovedlodder. Det må hertil formodes ud fra tidens arveregler at disse sønner medførte.247
med tiden ville overtage mere jord og ejendom, idet nok de fædrene og mødrene 96
97
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 96
09-08-2021 12:49:58
eller mindre. I Jyske Lov ses hertil at nye områder begynder at blive dyrket, og nye Hvad angår Herremændenes skattefrihed, eller frelse, da fremgår det af Jyske Lov, torper at dukke op i takt med at visse af bønderne i adelbyen, i ”moderbyen” valgte at bog 3, kap. 18, at disse skulle opkøbe jord til de besad en plovs jord, idet som nævnt flytte ud til torper i stedet, eller til vangen. Dette krævede dog det øvrige sanktioner for ledingsbrud for herremandsledingen var betalinger i bøder der rettede sig landsbyfællesskabs tilladelse:
efter bondeledingens skatteleding. Altså skulle en herremand lig bonden besidde mindst 1 mark guld i jord i Jylland. Hertil udsiges det i kap. 15 at en herremand nok skal eje en
”Nedlægges adelbyen skal det, der før var forte, skiftes, ligesom al anden jord til by og til bol.”245
hel plovs jord, men at denne dog alligevel ikke skal udrede leding heraf.248 Ganske Carsten Porskrog Rasmussen støtter Erslevs estimering af andel af adelens godser, mange kilder viser dog at flere – måske yngre – adelsfolk hørende til højadelen havde men mener at fra den sene del af middelalderen, fra cirka 1400 tallet og fremefter, må
jordbesiddelser under det for herremandsledingen krævede niveau af ejendom og jorder.
tallet været steget til et sted mellem en tredjedel og halvdelen af alt gods. Mere sikre Som nævnt var det højadelen der udtog mænd til herremandsledingen, men man kan belæg haves ifølge denne fra år 1600, hvor adelens gods helt nøjagtigt opgøres til 44 %
måske tænke sig at eksempelvis de unge højadelsfolk har ydet til denne leding i kortere af de danske jorder. Reformationen spiller selvfølgelig en stor rolle for disse tal, idet eller længere tid, således som det er set i kilderne at disse tillige ydede til hirden?
megen kirkegods blev overtaget af adel og kongemagt i denne forbindelse, men som Hvis der ses på herremændenes økonomi igen baseret på omfanget af ejendomme og allerede anført så skyldtes denne udvikling nok snarere den stadige afgrænsning af jorde, da ses det af Jyske Lov at disse kunne have
jorder og anden kapital samt politisk magt i hænderne på en ganske smal gruppe af
”eth bo æth fleræ” og det må forstås af
den efterfølgende tekst i samme paragraf at det drejer sig om en hel gård eller flere.
højadel. Det er hertil anslået at adelen i tal har omfattet cirka 1800-1900 personer i Ydermere fremgår det af samme lovstykke at straffen for en herremands ledingsbrud første halvdel af 1600 tallet, men at godsbesiddelserne blot var fordelt på 434-491
var at betale tredinghavne af hver gård, som de besad. Dette afveg fra personer, hvoraf godt 75% var mænd og de 25 % kvinder, både ugifte og enker.246
ledingsbestemmelserne for havnebønderne, idet disse som nævnt betalte til Et andet spørgsmål er hvorledes skatteledingen blev betalt i praksis? Poul Johannes ledingsskatten efter maksimalt en tredingshavn. Som tidligere nævnt identificerede Jørgensen mente at skatteledingsbetalingerne i begyndelsen af 1200 tallet var overgået Erslev 74 navngivne ejendomsbesiddere i Falsterlisten som værende herremænd, og det fra betaling in natura og til i stedet penge, i kilderne omtalt som eksempelvis denarii er hertil bemærkelsesværdigt at disse 74 mænds ejendomsbesiddelser var af en ganske expeditionales, ledingspenge. Dette står i kontrast til eksempelvis Valdemars Jordebog ringe størrelse. Som tidligere omtalt er det af såvel Erslev som Ulsig tænkt at der her var fra midten af 1200 tallet, der viser at skatteledingsbetalingerne så sent stadig blev erlagt at gøre med lavadelsfolk estimeret ud fra økonomiske parametre. Men dette gjaldt dog i både mark penge og i naturalier, som oftest i korn. Helt lavpraktisk blev betalingerne også for magnatgruppen, som udtog herremændene. Eksempelvis ses Skjalm Hvides fra eksempelvis bønder underlagt Jyske Lov givet til styrismanden, og tvister mellem søn Toke blot at havde haft et hovedlod på kun 1½ bol i en by samt 3 ottinger, ifølge bønderne og styrismanden vedrørende betalingen blev afgjort af de såkaldte Sorø Klosters gavebog, og dette er blot et af flere eksempler i samme kilde på adelsfolk skurdsmænd eller skibsnævninge, som fastsatte hvor meget der skulle erlægges.
forbundet dynastisk med større ellers ganske formuende adelsslægter, som Landboerne under samme lov skulle som nævnt betale en skatteledings-afgift som en tilsyneladende dog ikke selv besad nogen større ejendomme og jorder, og som tidligere andel af disses skyld eller fæste som de betalte til husbond, og erlægge dette til kongens nævnt viser flere andre kilder at disse stormandssønner kunne være ihændehavere af gård, men det fremgår ikke af Jyske Lov hvilke sanktioner udeladelse af denne betaling ganske små hovedlodder. Det må hertil formodes ud fra tidens arveregler at disse sønner medførte.247
med tiden ville overtage mere jord og ejendom, idet nok de fædrene og mødrene 96
97
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 97
09-08-2021 12:49:58
hovedlodder, ifølge Landskablovene, blev delt mellem alle sønner og døtre, men med var den eneste årsagsforklaring til krisernes opståen. En af Hybels konklusioner er at dog en mindre andel til sidstnævnte. Stormandssønner, og tillige døtre, var derfor ikke antallet af ødegårde, som nok er forbundet med pesten, blandt andet kan havde betydet nødvendigvis velhavende, eller kunne først forvente at blive det senere ved arv, der at der har været et større udbud af jord til erhvervelse, såvel som at restriktioner for følgelig nok kunne blive større ved bortfald af brødre og søstre. Dette udelukkede hvem og hvordan jord kunne erhverves må være blevet gjort lempeligere, og dette har i endvidere mange unge højadelsfolk fra at kunne havde tjent i herremandsledingen.
sidste ende ført til et rentefald på jorderne. Det tænkes endvidere af Hybel at denne udvikling især er kommet bønderne til gode, samt dertil ”godsbesiddere med frugtbare Spørgsmålet er hertil hvilke implikationer den senmiddelalderlige recession i besiddelser og ophobede rigdomme.”250 Der ses således her en mere nuanceret økonomien havde for skatteleding og ledingssystemet generelt? Hvorledes påvirkede forklaringsmodel på måske ikke årsagen, men i al fald virkningerne, end der traditionelt omstruktureringerne dette system? De faldende jordpriser tænkes i forskningen ikke at har været fremført. En anden ældre antagelse der har været gjort op med i den nyere havde haft en afgørende indflydelse på ledingsvæsenet, men ændringer i brugsforhold, forskning er ideen om et stort fald af selvejerbønder i 1300 tallet og fremefter.
kan derimod havde spillet en rolle. Dette er særligt fremtrædende hvis man, som Erik Eksempelvis fremhæver Anders Bøgh det store antal bønder som senere kilder fra Ulsig, ikke mener at bryden har ydet til ledingsvæsenet, idet brydesystemet ses at stige reformationstiden fremviser, og mener at historikernes tidligere konklusioner bygger på
voldsomt i perioden angiveligt som en følge af de økonomiske udfordringer høj som lav et for ensidigt kildemateriale. Ydermere stiller Bøgh spørgsmålstegn ved om Troels i samfundet stod over for. Den økonomiske udvikling i 1300 tallet førte ydermere efter Dahlerups ide om at selvejerbønderne i stedet gik hen og blev lavadelsfolk har sin Erik Arups mening til at der har manglet arbejdskraft på landet i 1300 tallet, især fra gyldighed. Bøghs konklusion er at der i store dele af middelalderen må havde været et 1360 og fremefter, måske grundet pesten. Samtidig undgår det dog ikke Arups stort antal af selvejerbønder, og at særligt Valdemar Atterdag, og Margrethe I, forsøgte opmærksomhed, at på samme tid skete det at ”ødegården er fra nu af et for fire århundreder at bibeholde et stort antal af denne stand, både for arbejdskraftens skyld, men også for at uudsletteligt træk.”249 Her kommer vi ind i ødegårdsdebatten, der traditionelt, som her, disse kunne yde til ledingen, som det menes er blevet ”revitaliseret” i kampene i antog at de mange ødegårde skyldtes pesten, og at landbruget dermed stod i en 1360èrnes begyndelse. Dette tænkes særligt mærkbart efter år 1365, hvor Valdemar mangelsituation i forhold til arbejdskraft og hertil manglede skatteledingsydere. Men Atterdag opnåede kontrollen over Nørre-Halland samt Vestfyn, idet det menes at netop denne debat har fundet andre årsagsforklaringer i den nyere tid, blandt andet fra Nils disse områder havde et stort antal af selvejerbønder. Bøghs studium viser generelt at Hybel og Bjørn Poulsen.
flere jyske områder havde mange selvejerbønder, med dog undtagelse af det vestlige Ødegårdsdebatten har, som anført af Hybel, især anset fænomenet som værende Jylland.251
forbundet med
”de væsentligste af den moderne kriseforsknings økonomiske parametre – pris-, løn-, og renteudviklingen,”
og særligt her med som nævnt pesten som den udslagsgivende faktor, specielt fra det sene 1300 tal. Hybel fremhæver her dels Erslev og dels den engelske forsknings anderledes opfattelser, blandt andet Erslevs ide om den storslåede Valdemarstid som præget af fremgang, og hertil den engelske forsknings tendens til at mene at pesten ikke 98
99
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 98
09-08-2021 12:49:58
hovedlodder, ifølge Landskablovene, blev delt mellem alle sønner og døtre, men med var den eneste årsagsforklaring til krisernes opståen. En af Hybels konklusioner er at dog en mindre andel til sidstnævnte. Stormandssønner, og tillige døtre, var derfor ikke antallet af ødegårde, som nok er forbundet med pesten, blandt andet kan havde betydet nødvendigvis velhavende, eller kunne først forvente at blive det senere ved arv, der at der har været et større udbud af jord til erhvervelse, såvel som at restriktioner for følgelig nok kunne blive større ved bortfald af brødre og søstre. Dette udelukkede hvem og hvordan jord kunne erhverves må være blevet gjort lempeligere, og dette har i endvidere mange unge højadelsfolk fra at kunne havde tjent i herremandsledingen.
sidste ende ført til et rentefald på jorderne. Det tænkes endvidere af Hybel at denne udvikling især er kommet bønderne til gode, samt dertil ”godsbesiddere med frugtbare Spørgsmålet er hertil hvilke implikationer den senmiddelalderlige recession i besiddelser og ophobede rigdomme.”250 Der ses således her en mere nuanceret økonomien havde for skatteleding og ledingssystemet generelt? Hvorledes påvirkede forklaringsmodel på måske ikke årsagen, men i al fald virkningerne, end der traditionelt omstruktureringerne dette system? De faldende jordpriser tænkes i forskningen ikke at har været fremført. En anden ældre antagelse der har været gjort op med i den nyere havde haft en afgørende indflydelse på ledingsvæsenet, men ændringer i brugsforhold, forskning er ideen om et stort fald af selvejerbønder i 1300 tallet og fremefter.
kan derimod havde spillet en rolle. Dette er særligt fremtrædende hvis man, som Erik Eksempelvis fremhæver Anders Bøgh det store antal bønder som senere kilder fra Ulsig, ikke mener at bryden har ydet til ledingsvæsenet, idet brydesystemet ses at stige reformationstiden fremviser, og mener at historikernes tidligere konklusioner bygger på
voldsomt i perioden angiveligt som en følge af de økonomiske udfordringer høj som lav et for ensidigt kildemateriale. Ydermere stiller Bøgh spørgsmålstegn ved om Troels i samfundet stod over for. Den økonomiske udvikling i 1300 tallet førte ydermere efter Dahlerups ide om at selvejerbønderne i stedet gik hen og blev lavadelsfolk har sin Erik Arups mening til at der har manglet arbejdskraft på landet i 1300 tallet, især fra gyldighed. Bøghs konklusion er at der i store dele af middelalderen må havde været et 1360 og fremefter, måske grundet pesten. Samtidig undgår det dog ikke Arups stort antal af selvejerbønder, og at særligt Valdemar Atterdag, og Margrethe I, forsøgte opmærksomhed, at på samme tid skete det at ”ødegården er fra nu af et for fire århundreder at bibeholde et stort antal af denne stand, både for arbejdskraftens skyld, men også for at uudsletteligt træk.”249 Her kommer vi ind i ødegårdsdebatten, der traditionelt, som her, disse kunne yde til ledingen, som det menes er blevet ”revitaliseret” i kampene i antog at de mange ødegårde skyldtes pesten, og at landbruget dermed stod i en 1360èrnes begyndelse. Dette tænkes særligt mærkbart efter år 1365, hvor Valdemar mangelsituation i forhold til arbejdskraft og hertil manglede skatteledingsydere. Men Atterdag opnåede kontrollen over Nørre-Halland samt Vestfyn, idet det menes at netop denne debat har fundet andre årsagsforklaringer i den nyere tid, blandt andet fra Nils disse områder havde et stort antal af selvejerbønder. Bøghs studium viser generelt at Hybel og Bjørn Poulsen.
flere jyske områder havde mange selvejerbønder, med dog undtagelse af det vestlige Ødegårdsdebatten har, som anført af Hybel, især anset fænomenet som værende Jylland.251
forbundet med
”de væsentligste af den moderne kriseforsknings økonomiske parametre – pris-, løn-, og renteudviklingen,”
og særligt her med som nævnt pesten som den udslagsgivende faktor, specielt fra det sene 1300 tal. Hybel fremhæver her dels Erslev og dels den engelske forsknings anderledes opfattelser, blandt andet Erslevs ide om den storslåede Valdemarstid som præget af fremgang, og hertil den engelske forsknings tendens til at mene at pesten ikke 98
99
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 99
09-08-2021 12:49:58
237. P. Skautrup, 1941, bog 2, kap. 66, s. 88-89.
214. N. Hybel & B. Poulsen, 2007, s. 308.
238. E. Kroman, 1971, stk. 9, s. 83.
215. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 3, s. 126-127.
239. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 14, s. 126-127.
216. H. Schmidt, 2020, Appendix.
240. N. Hybel & B. Poulsen, 2007, s. 187.
217. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 16, s. 128-129.
241. E. Arup, 1925, bd. 1, s. 286.
218. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 17, s. 128-129.
242. E. Arup, 1925, bd. 1, s. 286-287.
219. S. Iuul & E. Kroman, 1968, kap. 75, s. 25.
243. K. Erslev, 1972, s. 108.
220. N. Hybel & B. Poulsen, 2007, s. 402.
244. E. Arup, 1961, bd. 2A, s. 117-118 samt 122.
221. C. A. Christensen, 1930-1931, rk. 10, bd. 1, s. 450-452.
245. P. Skautrup, 1941, bog 1, kap. 51, s. 40-41.
222. C. A. Christensen, 1930-1931, rk. 10, bd. 1, s. 450.
246. C. P. Rasmussen, 2001, s. 502.
223. K. Erslev, 1972, s.11-13.
247. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 13, s. 126-127.
224. H. Schmidt, 2020, Appendix.
248. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 15 og 18, s. 126-129.
225. S. Iuul & E. Kroman, 1968, kap. 56, s. 17.
249. E. Arup, 1961, bd. 2A, s. 122.
226. E. Kroman, 1945, kap. 26, s. 116-117.
250. N. Hybel, 1988, s. 318-319 samt 331-332.
227. J. Steenstrup, 1874, s. 54.
251. A. Bøgh, 2007, s. 117-119.
228. C. A. Christensen, 1930-1931, rk. 10, bd. 1, s. 446.
229. S. Bolin, 1934, s. 71.
230. N. Lund, 1999, bd. 99, hf. 2, s. 385.
231. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 16, s. 128-129.
232. E. Kroman, 1971, s. 141.
233. E. Arup, 1914-1915, bd. V, rk. 8, s. 168-171.
234. E. Ulsig, 1981, s. 149.
235. J. Steenstrup, 1874, s. 112.
236. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 13, s. 126-127.
100
101
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 100
09-08-2021 12:49:58
237. P. Skautrup, 1941, bog 2, kap. 66, s. 88-89.
214. N. Hybel & B. Poulsen, 2007, s. 308.
238. E. Kroman, 1971, stk. 9, s. 83.
215. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 3, s. 126-127.
239. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 14, s. 126-127.
216. H. Schmidt, 2020, Appendix.
240. N. Hybel & B. Poulsen, 2007, s. 187.
217. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 16, s. 128-129.
241. E. Arup, 1925, bd. 1, s. 286.
218. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 17, s. 128-129.
242. E. Arup, 1925, bd. 1, s. 286-287.
219. S. Iuul & E. Kroman, 1968, kap. 75, s. 25.
243. K. Erslev, 1972, s. 108.
220. N. Hybel & B. Poulsen, 2007, s. 402.
244. E. Arup, 1961, bd. 2A, s. 117-118 samt 122.
221. C. A. Christensen, 1930-1931, rk. 10, bd. 1, s. 450-452.
245. P. Skautrup, 1941, bog 1, kap. 51, s. 40-41.
222. C. A. Christensen, 1930-1931, rk. 10, bd. 1, s. 450.
246. C. P. Rasmussen, 2001, s. 502.
223. K. Erslev, 1972, s.11-13.
247. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 13, s. 126-127.
224. H. Schmidt, 2020, Appendix.
248. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 15 og 18, s. 126-129.
225. S. Iuul & E. Kroman, 1968, kap. 56, s. 17.
249. E. Arup, 1961, bd. 2A, s. 122.
226. E. Kroman, 1945, kap. 26, s. 116-117.
250. N. Hybel, 1988, s. 318-319 samt 331-332.
227. J. Steenstrup, 1874, s. 54.
251. A. Bøgh, 2007, s. 117-119.
228. C. A. Christensen, 1930-1931, rk. 10, bd. 1, s. 446.
229. S. Bolin, 1934, s. 71.
230. N. Lund, 1999, bd. 99, hf. 2, s. 385.
231. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 16, s. 128-129.
232. E. Kroman, 1971, s. 141.
233. E. Arup, 1914-1915, bd. V, rk. 8, s. 168-171.
234. E. Ulsig, 1981, s. 149.
235. J. Steenstrup, 1874, s. 112.
236. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 13, s. 126-127.
100
101
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 101
09-08-2021 12:49:58
Det er hævdet at der i denne periode, særligt i Landskabslovene, ses indførelse af generelle hårde sanktioner og at årsagen hertil skyldes at der er at gøre med forseelser som tidligere var forbundet med hærværksforbrydelsen, det vil sige forbrydelser udført Kapitel 6
af en mindre gruppe mænd med krænkelse af husfreden som omdrejningspunktet, hvad enten det handlede om ran eller voldsforbrydelser. I stedet tænkes Landskabslovene i stigende grad i stedet at opdele disse forbrydelser enkeltvis. Hertil ses en øget tendens til at reglerne bliver rettet mod blot en gerningsmand og ikke en gruppe. Det har hertil Gårdsretter
været hævdet at samme udvikling gør sig gældende nogenlunde samtidig i også de svenske og norske landskabslove, men her kan dog gøres et par indvendinger, og det samme gør sig gældende for de danske landsskabslove, som der vendes tilbage til.
I dette kapitel ses nærmere på de såkaldte gårdsretter, regelsamlinger eller mindre love Opgøret med hærværksforbrydelsen i midten af 1200 tallet i de danske landskabslove for den rette opførsel for mænd og kvinder i kongens og dronningens samt adelens betød at hærværksforbrydelserne nu blev splittet op i individuelle straffe med 40 marks slotte og godser. Den ældste skandinaviske gårdsret er den danske Vederlov, som følges bøder, tab af ejendom og landsforvisning som de hyppigste sanktioner. Iblandt de af de norske og svenske gårdsretter fra henholdsvis kong Haakon 5 den ældres mange forbrydelser der før hørte under hærværket var de særligt æreskrænkende Borgarasrettr (1299-1319) samt Magnus Erikssons Gårdsrätt fra cirka 1319.
forbrydelser, såsom hug og stik, drab, voldtægt og majestætsfornærmelse, og de som Det har været hævdet i den svenske forskning af Åke Holmbäck og Elias Wessen at udførte udåden blev anset for niddinge, uslinge. Men landskabslovene er nu ikke de de svenske landskabslove har flere lån fra de danske landskabslove, og at der særligt i første kilder, der nævner hverken individuelle straffe for lignende forbrydelser endsige grænseområderne mellem de tre skandinaviske lande angiveligt er sket en overførsel af de føromtalte sanktioner. Dette ses allerede i den danske gårdsret, Vederloven, der retsbrugen, selv om der dog ikke direkte findes belæg herfor, men: forefindes i tre udgaver og flere manuskripter, og alle med et ophavstidspunkt i det sene 1100 tal.
”Om ej Smålands- och Värmlandslagarna, som gällt i gränstrakterna till Danmark och Norge, samt Eidsiva – och Borgartingslagarna, som gällt i östra Norge, hade gått förlorade – så när som på
Vederloven er gengivet i tre kildeskrifter, nemlig i Saxos latinske Gesta Danorum, Smålandslagens kyrkobalk och de båda norska lagarnas ”kristenrätters” - skulle vi kanske även kunnat bog 10, dertil i en tekst udarbejdet af Sven Aggesen samt i en anonym udgave. Hvis der konstatera, huru redan före konungamaktens ingripande rättsregler ha vandrat över riksgränserna från ett begyndes med Sven Aggesens Vederlovstekst, da forefindes denne i to landskap till ett annat inom den enhetliga nordiska kulturkretsen.”252
manuskriptsamlinger forbundet med Sven Aggesens arbejder. Det første af disse to Iblandt de lån fra de danske landskabslove fremtrækkes her blandt andet Birger Jarls manuskripter benævnes Codex Arnæmagnæanus 33, 4to og tænkes at have den arvelov, men frem for alt udskiftningen af 3 marks bøderne med 40 marks bøderne, som 16.århundredes kongelige historiograf, Lyskander, som ophavsmand og det sidste ifølge Holmbäck og Wessen kom ind i de svenske landskabslove i løbet af 1200 tallet.
manuskript, Contextus editionis Stephanianæ, antages at havde Stephanus som Spørgsmålet er dog om lånet er fra de sene danske landskabslove? Et andet bud på
ophavsmand og udarbejdet i det 17.århundrede. Hertil findes endvidere et hvorfra 40 marks bødens indførelse kunne havde haft forlæg er dertil de tidlige danske tillægsmanuskript, De La Gardie 44 fol. 159r, også kaldet Uppsala manuskriptet. Det gårdsretter. I det følgende vil ses nærmere på indførelsen af 40 marks bøden og har været hævdet af filologen Gertz, at de to overleverede manuskripter til Sven baggrunden herfor.
102
103
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 102
09-08-2021 12:49:58
Det er hævdet at der i denne periode, særligt i Landskabslovene, ses indførelse af generelle hårde sanktioner og at årsagen hertil skyldes at der er at gøre med forseelser som tidligere var forbundet med hærværksforbrydelsen, det vil sige forbrydelser udført Kapitel 6
af en mindre gruppe mænd med krænkelse af husfreden som omdrejningspunktet, hvad enten det handlede om ran eller voldsforbrydelser. I stedet tænkes Landskabslovene i stigende grad i stedet at opdele disse forbrydelser enkeltvis. Hertil ses en øget tendens til at reglerne bliver rettet mod blot en gerningsmand og ikke en gruppe. Det har hertil Gårdsretter
været hævdet at samme udvikling gør sig gældende nogenlunde samtidig i også de svenske og norske landskabslove, men her kan dog gøres et par indvendinger, og det samme gør sig gældende for de danske landsskabslove, som der vendes tilbage til.
I dette kapitel ses nærmere på de såkaldte gårdsretter, regelsamlinger eller mindre love Opgøret med hærværksforbrydelsen i midten af 1200 tallet i de danske landskabslove for den rette opførsel for mænd og kvinder i kongens og dronningens samt adelens betød at hærværksforbrydelserne nu blev splittet op i individuelle straffe med 40 marks slotte og godser. Den ældste skandinaviske gårdsret er den danske Vederlov, som følges bøder, tab af ejendom og landsforvisning som de hyppigste sanktioner. Iblandt de af de norske og svenske gårdsretter fra henholdsvis kong Haakon 5 den ældres mange forbrydelser der før hørte under hærværket var de særligt æreskrænkende Borgarasrettr (1299-1319) samt Magnus Erikssons Gårdsrätt fra cirka 1319.
forbrydelser, såsom hug og stik, drab, voldtægt og majestætsfornærmelse, og de som Det har været hævdet i den svenske forskning af Åke Holmbäck og Elias Wessen at udførte udåden blev anset for niddinge, uslinge. Men landskabslovene er nu ikke de de svenske landskabslove har flere lån fra de danske landskabslove, og at der særligt i første kilder, der nævner hverken individuelle straffe for lignende forbrydelser endsige grænseområderne mellem de tre skandinaviske lande angiveligt er sket en overførsel af de føromtalte sanktioner. Dette ses allerede i den danske gårdsret, Vederloven, der retsbrugen, selv om der dog ikke direkte findes belæg herfor, men: forefindes i tre udgaver og flere manuskripter, og alle med et ophavstidspunkt i det sene 1100 tal.
”Om ej Smålands- och Värmlandslagarna, som gällt i gränstrakterna till Danmark och Norge, samt Eidsiva – och Borgartingslagarna, som gällt i östra Norge, hade gått förlorade – så när som på
Vederloven er gengivet i tre kildeskrifter, nemlig i Saxos latinske Gesta Danorum, Smålandslagens kyrkobalk och de båda norska lagarnas ”kristenrätters” - skulle vi kanske även kunnat bog 10, dertil i en tekst udarbejdet af Sven Aggesen samt i en anonym udgave. Hvis der konstatera, huru redan före konungamaktens ingripande rättsregler ha vandrat över riksgränserna från ett begyndes med Sven Aggesens Vederlovstekst, da forefindes denne i to landskap till ett annat inom den enhetliga nordiska kulturkretsen.”252
manuskriptsamlinger forbundet med Sven Aggesens arbejder. Det første af disse to Iblandt de lån fra de danske landskabslove fremtrækkes her blandt andet Birger Jarls manuskripter benævnes Codex Arnæmagnæanus 33, 4to og tænkes at have den arvelov, men frem for alt udskiftningen af 3 marks bøderne med 40 marks bøderne, som 16.århundredes kongelige historiograf, Lyskander, som ophavsmand og det sidste ifølge Holmbäck og Wessen kom ind i de svenske landskabslove i løbet af 1200 tallet.
manuskript, Contextus editionis Stephanianæ, antages at havde Stephanus som Spørgsmålet er dog om lånet er fra de sene danske landskabslove? Et andet bud på
ophavsmand og udarbejdet i det 17.århundrede. Hertil findes endvidere et hvorfra 40 marks bødens indførelse kunne havde haft forlæg er dertil de tidlige danske tillægsmanuskript, De La Gardie 44 fol. 159r, også kaldet Uppsala manuskriptet. Det gårdsretter. I det følgende vil ses nærmere på indførelsen af 40 marks bøden og har været hævdet af filologen Gertz, at de to overleverede manuskripter til Sven baggrunden herfor.
102
103
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 103
09-08-2021 12:49:58
Aggesens udgave af Vederloven begge har bygget på tabte kilder. Ved en snilt opstillet og det har derfor været nødvendigt at genskabe det oprindelige dokument ud fra den rekonstruktion af et formodet tabt håndskrift som forlæg til Codex Arnæmagnæanus direkte teksttradition med tilføjelser fra tillige en indirekte tradition baseret på
33,4to, tillige med en lignende rekonstruktion af også et tabt forlæg til Stephanius eksempelvis parafraser og citater fra Gesta Danorum fra senere værker, hvori Saxo har udgave af Vederloven og Historia Regum Dacie, har Gertz argumenteret for at været anvendt som forlæg, og hvis passager ikke genfindes i de direkte tekst-forlæg.254
Lyskander og Stephanius ikke har anvendt hverken samme forlæg endsige hverandre Som nævnt høres det hos Aggesen at Saxo var i gang med værket allerede i år 1190, og som kilde, men at Lyskander til udarbejdelsen af Codex Arnæmagnæanus 33, 4to har hvad angår et forslag til datering af færdiggørelsen af værket er årene 1202-1223 nævnt anvendt et originalt, nu tabt, manuskript - samt Saxo - og at ligeledes Stephanius har i forskningen som en mulighed. Dette ophavstidspunkt er udledt af Saxos forord, hvori brugt en anden tabt kilde til at skabe Contextus editionis Stephanianæ. Det tænkes at der ses en dedikering af værket til Anders Sunesen, der var biskop i 1201-1223, og til sidstnævnte tabte kilde er af væsentligt yngre dato, og at Stephanius nok har kendt til kong Valdemar II Sejr, der regerede 1202-1241. Hertil tænkes det at det måske Lyskanders arbejde, da dette nævnes i Stephanius manuskript, men at Lyskanders ovenikøbet er muligt at indsnævre dette yderligere til en periode efter 1208 ud fra de arbejde dog stadig ikke har været brugt som forlæg.253 Selvom Weibull-brødrene har vist nævnte, og udeladte, historiske begivenheder i værket.255
at Saxos Gesta Danorum har flere forlæg i Sven Aggesens værker, da ses omvendt at Hvad angår forholdet mellem Sven Aggesen og Saxos tekster, da har man i den der i den Vederlovstekst, som er overleveret i manuskriptet Codex Arnæmagnæanus, er nyeste udgave af Gesta Danorum ikke fundet direkte sproglige lån fra Sven Aggesens anvendt Saxos Gesta Danorum som forlæg til i stedet Aggesens tekst, hvilket er værker hos Saxo, men flere indholdsmæssige, hvoraf Gesta Danorums bog 10`s tankevækkende, idet Sven Aggesen og Saxo nedskrev deres Vederlovs-udgaver omtrent Vederlovstekst er fremhævet som det tydeligste eksempel herpå, og i en grad at man har samtidig, og Aggesen måske nogle år før Saxo. Sven Aggesen nævner i en anden kilde, valgt at korrigere det latinske sprog til tider med hjælp fra Aggesens tekst. Som oftest dateret til 1190, at Saxo netop var i gang med at skrive en udgave af Vederloven, og ville man ellers her havde anvendt mere sprogligt beslægtede tekster til at rette Aggesens eget værk tænkes at havde et ophavstidspunkt cirka år 1185. Men årsagen til overleveringsfejl.
den delvise brug af Gesta Danorum som forlæg til Codex Arnæmagnæanus 33, 4to skyldes, ifølge Gertz, en senere tekstrecession og denne mener at der ved omarbejdelsen Endelig er der den tredje og sidste udgave af Vederloven, som er en anonym tekst, er indtaget flere tekststykker fra Saxos Vederlovstekst. Umiddelbart kan Codex som ifølge forordet i sin oprindelse blev nedskrevet i Absalon og Knud Valdemarssøns, Arnæmagnæanus således ikke fortælle meget om Sven Aggesens oprindelige arbejde, Knud VI (1182-1202), tid. Kilden er overleveret i Det Rantzauske håndskrift, og da dersom Gertzs hypotese er gældende, idet vi da blot vil se en senere afskrivers dette manuskript ses at være opbevaret mellem kilder forbundet med Skåne, såsom egenhændige indsættelse af elementer fra Saxos tekst i Aggesens værk. I dette projekt Skånske Lov og Skånske Kirkeret, og der hertil ses elementer af skånsk dialekt i anvendes såvel Gertzs to restituerede manuskripter af formodede tabte originaltekster manuskriptet, er det antaget at dette manuskript har sit mulige ophav og ophavsmand i fra Sven Aggesen, Verisimilis archetypi x species og Contextus x restitutus et correctus, dette område.256 Dateringsmæssigt er kilden angiveligt før 1215 da der ses anvendelse såvel som Codex Arnæmagnæanus 33, 4 to, og dertil Contextus editionis Stephanianæ.
af jernbyrd, idet jernbyrden i Skåne først blev afskaffet følgende det 4.
Laterankonsilium i 1215, og i de øvrige lande angiveligt afskaffet på samme tid, men da Hvad angår Saxos udgave af Vederloven, da ses denne nedfældet i flere lovene herfra er yngre end Skånske Lov og Skånske Kirkeret, hvor jernbyrden stadig manuskripter, alle kopier omend dateret tæt på den originale teksts formodede anvendes som bevis i stedet for de senere nævn, vides det ikke med sikkerhed. Alle tre ophavstidspunkt. I alle tilfælde er der dog at gøre med ganske mange kopi-fragmenter, udgaver af Vederloven er således skrevet eller påbegyndt i Knud VÌs (1182-1202) på
104
105
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 104
09-08-2021 12:49:58
Aggesens udgave af Vederloven begge har bygget på tabte kilder. Ved en snilt opstillet og det har derfor været nødvendigt at genskabe det oprindelige dokument ud fra den rekonstruktion af et formodet tabt håndskrift som forlæg til Codex Arnæmagnæanus direkte teksttradition med tilføjelser fra tillige en indirekte tradition baseret på
33,4to, tillige med en lignende rekonstruktion af også et tabt forlæg til Stephanius eksempelvis parafraser og citater fra Gesta Danorum fra senere værker, hvori Saxo har udgave af Vederloven og Historia Regum Dacie, har Gertz argumenteret for at været anvendt som forlæg, og hvis passager ikke genfindes i de direkte tekst-forlæg.254
Lyskander og Stephanius ikke har anvendt hverken samme forlæg endsige hverandre Som nævnt høres det hos Aggesen at Saxo var i gang med værket allerede i år 1190, og som kilde, men at Lyskander til udarbejdelsen af Codex Arnæmagnæanus 33, 4to har hvad angår et forslag til datering af færdiggørelsen af værket er årene 1202-1223 nævnt anvendt et originalt, nu tabt, manuskript - samt Saxo - og at ligeledes Stephanius har i forskningen som en mulighed. Dette ophavstidspunkt er udledt af Saxos forord, hvori brugt en anden tabt kilde til at skabe Contextus editionis Stephanianæ. Det tænkes at der ses en dedikering af værket til Anders Sunesen, der var biskop i 1201-1223, og til sidstnævnte tabte kilde er af væsentligt yngre dato, og at Stephanius nok har kendt til kong Valdemar II Sejr, der regerede 1202-1241. Hertil tænkes det at det måske Lyskanders arbejde, da dette nævnes i Stephanius manuskript, men at Lyskanders ovenikøbet er muligt at indsnævre dette yderligere til en periode efter 1208 ud fra de arbejde dog stadig ikke har været brugt som forlæg.253 Selvom Weibull-brødrene har vist nævnte, og udeladte, historiske begivenheder i værket.255
at Saxos Gesta Danorum har flere forlæg i Sven Aggesens værker, da ses omvendt at Hvad angår forholdet mellem Sven Aggesen og Saxos tekster, da har man i den der i den Vederlovstekst, som er overleveret i manuskriptet Codex Arnæmagnæanus, er nyeste udgave af Gesta Danorum ikke fundet direkte sproglige lån fra Sven Aggesens anvendt Saxos Gesta Danorum som forlæg til i stedet Aggesens tekst, hvilket er værker hos Saxo, men flere indholdsmæssige, hvoraf Gesta Danorums bog 10`s tankevækkende, idet Sven Aggesen og Saxo nedskrev deres Vederlovs-udgaver omtrent Vederlovstekst er fremhævet som det tydeligste eksempel herpå, og i en grad at man har samtidig, og Aggesen måske nogle år før Saxo. Sven Aggesen nævner i en anden kilde, valgt at korrigere det latinske sprog til tider med hjælp fra Aggesens tekst. Som oftest dateret til 1190, at Saxo netop var i gang med at skrive en udgave af Vederloven, og ville man ellers her havde anvendt mere sprogligt beslægtede tekster til at rette Aggesens eget værk tænkes at havde et ophavstidspunkt cirka år 1185. Men årsagen til overleveringsfejl.
den delvise brug af Gesta Danorum som forlæg til Codex Arnæmagnæanus 33, 4to skyldes, ifølge Gertz, en senere tekstrecession og denne mener at der ved omarbejdelsen Endelig er der den tredje og sidste udgave af Vederloven, som er en anonym tekst, er indtaget flere tekststykker fra Saxos Vederlovstekst. Umiddelbart kan Codex som ifølge forordet i sin oprindelse blev nedskrevet i Absalon og Knud Valdemarssøns, Arnæmagnæanus således ikke fortælle meget om Sven Aggesens oprindelige arbejde, Knud VI (1182-1202), tid. Kilden er overleveret i Det Rantzauske håndskrift, og da dersom Gertzs hypotese er gældende, idet vi da blot vil se en senere afskrivers dette manuskript ses at være opbevaret mellem kilder forbundet med Skåne, såsom egenhændige indsættelse af elementer fra Saxos tekst i Aggesens værk. I dette projekt Skånske Lov og Skånske Kirkeret, og der hertil ses elementer af skånsk dialekt i anvendes såvel Gertzs to restituerede manuskripter af formodede tabte originaltekster manuskriptet, er det antaget at dette manuskript har sit mulige ophav og ophavsmand i fra Sven Aggesen, Verisimilis archetypi x species og Contextus x restitutus et correctus, dette område.256 Dateringsmæssigt er kilden angiveligt før 1215 da der ses anvendelse såvel som Codex Arnæmagnæanus 33, 4 to, og dertil Contextus editionis Stephanianæ.
af jernbyrd, idet jernbyrden i Skåne først blev afskaffet følgende det 4.
Laterankonsilium i 1215, og i de øvrige lande angiveligt afskaffet på samme tid, men da Hvad angår Saxos udgave af Vederloven, da ses denne nedfældet i flere lovene herfra er yngre end Skånske Lov og Skånske Kirkeret, hvor jernbyrden stadig manuskripter, alle kopier omend dateret tæt på den originale teksts formodede anvendes som bevis i stedet for de senere nævn, vides det ikke med sikkerhed. Alle tre ophavstidspunkt. I alle tilfælde er der dog at gøre med ganske mange kopi-fragmenter, udgaver af Vederloven er således skrevet eller påbegyndt i Knud VÌs (1182-1202) på
104
105
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 105
09-08-2021 12:49:58
tronen, nemlig Sven Aggesens tekst cirka år 1185, Saxos tekst, cirka år 1190 samt den betale den forholdsvise store bøde af 40 mark. I eksempelvis Jyske Lov i midten af anonyme tekst cirka år 1182-1185, idet denne anvendes hos Aggesen og altså ”fundet,”
1200 tallet ses disse blot at skulle sikkerhedsstille for lovbrydere til 3 marks-bøder, af Aggesen, som denne siger, blot nogle år efter dens ophav. Jørgen Olrik har dog hvormed de således ikke kan anses for nødvendigvis at havde været måske de mest foreslået at Sven Aggesen skrev sin originaltekst i Valdemar II Sejrs tid, fordi Valdemar velstillede. Dertil synes finansieringen af denne sikkerhedsstillelse at havde indkommet I er omtalt som ”Valdemar den første,” mens man i Knud VIs tid endnu ikke vidste at der via disses embede, idet der til styrismanden skulle erlægges flere ydelser fra havnene.
ville komme en senere Valdemar II, og derfor nok ikke ville have betegnet Knud VÌs Dertil idømmes netop roerne eller havnebønderne 3 marks bøder, og dermed 3 mark far som Valdemar I.257
guld der i forhold til den menige havnebonde underlagt Jyske Lov tilllige har udgjort en større sum. Det erindres at en havnebonde fra det jyske lovområde blot var forventet at Vederlovens 40 marks bøder ses optræde i den anonyme udgave af Vederloven fra være indehaver af en gård til en værdi af 1 mark guld, eller en tredingshavn. Igen må det Knud VI Valdemarsøns tid. Her indføres bøden efter forslag fra den jyske stormand betones at 40 marks-bøden i de førnævnte kilder har været begrundet i et muligt oprør Kristiern Svenssøn i stedet for den hårdere sanktion i form af landsforvisning samt tab selvom det ikke direkte fremgår af alle kilderne. Samtidig må det dog tillige forstås at af formue og ære.258 I tillige Saxos Gesta Danorum ses 40 marks bøden, nemlig i denne sum har været anset for en voldsom ydelse at skulle erlægge, hvormed oprørets omtalen af et planlagt ledingstogt i år 1085, hvorom det fortælles at kongen samt karakter igen fremhæves.
ledingsflåden, og det være sig både bønder og adelsfolk, før afsejlingen blev samlet i Limfjorden, angiveligt nær Aggersborg. Her afventer de kongens bror, Olufs, ankomst.
Hvad angår 40 marks bøden i kilderne, da er det som nævnt bemærkelsesværdigt at Hos Saxo gøres Olaf ansvarlig for et oprør, idet denne med vilje forhaler sin ankomst Vederloven generelt giver en stramning af straffene for ikke blot for at vække flådens utålmodighed og fremkalde mytteri og desertering med det mål at majestætsfornærmelser, men tillige også for andre grovere forbrydelser. Dette følger kongen enten vil tabe ansigt eller straffe synderne så hårdt, at de gør oprør. Ifølge Saxo som før omtalt en tendens i denne periode til at gøre straffene hårdere med indførelse af havde Oluf ikke forregnet sig, idet det forventede mytteri brød ud, tilsyneladende stærkt orbodemål, landflygtighed, og dertil igen 40 marks bøder for de værste forbrydelser, foranlediget af adelsmænd, som prøvede at opilne det menige folk for ikke selv at kunne som det også kan aflæses i Landskabslovene, men Vederloven synes dog at være en stilles til ansvar. Saxo beretter dertil at kongen for dette oprør og ledingsbrud idømte kende strengere, som også Saxo bemærkede. I de danske Landskabslove ses den vanlige styrismændene 40 marks bøder og roerne 3 marksbøder. I Sven Aggesens version bødetakst i eksempelvis Jyske Lov at være 3 mark, mens den sjældne 40 marks bøde opholder kongen sig sammen med ledingsflåden ved Humlum ved Limfjorden, da blot optræder få gange, eksempelvis i forbindelse med tyveri, hvor ombudsmanden, hvis denne får at høre at der er udbrudt oprør i Slesvig og kongen drager derfor i hast til denne ikke vil modtage en tyv i forvaring, må bøde denne hårde straf. 40 marks bøde Slesvig for at standse dette. Dernæst tager kongen tilbage til Humlum, hvor denne gives tillige til den bonde som slipper en tyv løs inden en dom, og hertil ses samme venter at finde ledingshæren, men størsteparten af hæren er dog i mellemtiden taget bøde for valrov, dvs det at tage ejendele fra en dræbt mand samt tillige ved mordbrand.
hjem. Kongen beslutter efterfølgende at idømme styrismændene 40 marks bøder og Ydermere ses 40 marks-bøden eksempelvis anvendt ved betaling til den dræbtes roerne 3 marks bøder. Ved kongens senere inddrivelse af bøderne, først hos arvinger og til kongen, når en mand dræber:
vendelboerne, tændes oprørets flamme og kongen må tage flugten over Lillebælt.259 Som
”en anden i leding, eller i en forsamling, på tinge eller på tingvej, i sit eget hus eller i det herred, kongen det ses er der at gøre med ikke blot bøder for ledingsbrud, men tillige for oprør mod opholder sig i, i kirken eller på kirkegården eller i købstaden eller bonden, når han går og pløjer med sin kongen og majestætsfornærmelser. Det interessante er at det er styrismændene der skal egen plov.”260
106
107
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 106
09-08-2021 12:49:58
tronen, nemlig Sven Aggesens tekst cirka år 1185, Saxos tekst, cirka år 1190 samt den betale den forholdsvise store bøde af 40 mark. I eksempelvis Jyske Lov i midten af anonyme tekst cirka år 1182-1185, idet denne anvendes hos Aggesen og altså ”fundet,”
1200 tallet ses disse blot at skulle sikkerhedsstille for lovbrydere til 3 marks-bøder, af Aggesen, som denne siger, blot nogle år efter dens ophav. Jørgen Olrik har dog hvormed de således ikke kan anses for nødvendigvis at havde været måske de mest foreslået at Sven Aggesen skrev sin originaltekst i Valdemar II Sejrs tid, fordi Valdemar velstillede. Dertil synes finansieringen af denne sikkerhedsstillelse at havde indkommet I er omtalt som ”Valdemar den første,” mens man i Knud VIs tid endnu ikke vidste at der via disses embede, idet der til styrismanden skulle erlægges flere ydelser fra havnene.
ville komme en senere Valdemar II, og derfor nok ikke ville have betegnet Knud VÌs Dertil idømmes netop roerne eller havnebønderne 3 marks bøder, og dermed 3 mark far som Valdemar I.257
guld der i forhold til den menige havnebonde underlagt Jyske Lov tilllige har udgjort en større sum. Det erindres at en havnebonde fra det jyske lovområde blot var forventet at Vederlovens 40 marks bøder ses optræde i den anonyme udgave af Vederloven fra være indehaver af en gård til en værdi af 1 mark guld, eller en tredingshavn. Igen må det Knud VI Valdemarsøns tid. Her indføres bøden efter forslag fra den jyske stormand betones at 40 marks-bøden i de førnævnte kilder har været begrundet i et muligt oprør Kristiern Svenssøn i stedet for den hårdere sanktion i form af landsforvisning samt tab selvom det ikke direkte fremgår af alle kilderne. Samtidig må det dog tillige forstås at af formue og ære.258 I tillige Saxos Gesta Danorum ses 40 marks bøden, nemlig i denne sum har været anset for en voldsom ydelse at skulle erlægge, hvormed oprørets omtalen af et planlagt ledingstogt i år 1085, hvorom det fortælles at kongen samt karakter igen fremhæves.
ledingsflåden, og det være sig både bønder og adelsfolk, før afsejlingen blev samlet i Limfjorden, angiveligt nær Aggersborg. Her afventer de kongens bror, Olufs, ankomst.
Hvad angår 40 marks bøden i kilderne, da er det som nævnt bemærkelsesværdigt at Hos Saxo gøres Olaf ansvarlig for et oprør, idet denne med vilje forhaler sin ankomst Vederloven generelt giver en stramning af straffene for ikke blot for at vække flådens utålmodighed og fremkalde mytteri og desertering med det mål at majestætsfornærmelser, men tillige også for andre grovere forbrydelser. Dette følger kongen enten vil tabe ansigt eller straffe synderne så hårdt, at de gør oprør. Ifølge Saxo som før omtalt en tendens i denne periode til at gøre straffene hårdere med indførelse af havde Oluf ikke forregnet sig, idet det forventede mytteri brød ud, tilsyneladende stærkt orbodemål, landflygtighed, og dertil igen 40 marks bøder for de værste forbrydelser, foranlediget af adelsmænd, som prøvede at opilne det menige folk for ikke selv at kunne som det også kan aflæses i Landskabslovene, men Vederloven synes dog at være en stilles til ansvar. Saxo beretter dertil at kongen for dette oprør og ledingsbrud idømte kende strengere, som også Saxo bemærkede. I de danske Landskabslove ses den vanlige styrismændene 40 marks bøder og roerne 3 marksbøder. I Sven Aggesens version bødetakst i eksempelvis Jyske Lov at være 3 mark, mens den sjældne 40 marks bøde opholder kongen sig sammen med ledingsflåden ved Humlum ved Limfjorden, da blot optræder få gange, eksempelvis i forbindelse med tyveri, hvor ombudsmanden, hvis denne får at høre at der er udbrudt oprør i Slesvig og kongen drager derfor i hast til denne ikke vil modtage en tyv i forvaring, må bøde denne hårde straf. 40 marks bøde Slesvig for at standse dette. Dernæst tager kongen tilbage til Humlum, hvor denne gives tillige til den bonde som slipper en tyv løs inden en dom, og hertil ses samme venter at finde ledingshæren, men størsteparten af hæren er dog i mellemtiden taget bøde for valrov, dvs det at tage ejendele fra en dræbt mand samt tillige ved mordbrand.
hjem. Kongen beslutter efterfølgende at idømme styrismændene 40 marks bøder og Ydermere ses 40 marks-bøden eksempelvis anvendt ved betaling til den dræbtes roerne 3 marks bøder. Ved kongens senere inddrivelse af bøderne, først hos arvinger og til kongen, når en mand dræber:
vendelboerne, tændes oprørets flamme og kongen må tage flugten over Lillebælt.259 Som
”en anden i leding, eller i en forsamling, på tinge eller på tingvej, i sit eget hus eller i det herred, kongen det ses er der at gøre med ikke blot bøder for ledingsbrud, men tillige for oprør mod opholder sig i, i kirken eller på kirkegården eller i købstaden eller bonden, når han går og pløjer med sin kongen og majestætsfornærmelser. Det interessante er at det er styrismændene der skal egen plov.”260
106
107
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 107
09-08-2021 12:49:59
Som nævnt sås i de svenske landskabslove tillige opkomsten af 40 marksbøden med på en mand lagt over stok eller sten, eller det at brænde en mand inde, og dertil mord.
angiveligt danske forlæg. Det er særligt i Östgötalagens Edsöresbalken at de nye 40
Ved niddingsdrab mistede en mand hele dennes formue og blev landsforvist. Af andre marks bøder optræder, og dermed i den lov der behandler de alvorligste forbrydelser forbrydelser der straffes på samme vis er voldtægt, som det ses i Gulatingslovi, bog X, såsom brud på husfreden, voldtægt, drab, hug og sår. I alle tilfælde straffes kapitel 50, som igen medfører landsforvisning samt en 40 marks bøde, og til den lovovertrædelserne i Edsöresbalken med fredløshed og tab af ejendom, og det nye er skadevoldte ”dubbel rettsbot,” og hertil ses 40 marks bøden, bog X, kapitel 63, anvendt dertil at fredløsheden kom til at gælde over hele det svenske rige og ikke blot i det ved eksempelvis 3 slag eller mere, som i loven kaldes for ”full slåing.” Søretslige pågældende landskab.261 Edsöre var en ed der blev givet fra enten kongen eller de paragraffer er dertil at finde i de norske landskabslove, blandt andet i Gulatingslovi. Her mægtigste adelsfolk om at disse ville straffe visse fredsbrud. Der findes ikke en er der i bog X, ”Mannhelgebolk,” kapitel 22 angivet regler for drab om bord på et skib, og lignende bestemmelse i de danske landskabslove, men Vederlagets medlemmers det ses at igen en 40 marksbøde er straffen for forseelsen, hvis rettergang foregik på
edstagning om kollektive afstrafninger af lignende lovbrud kommer ganske tæt på. At landjorden hvortil skibet blev sejlet efter drabet. Landsforvisning kunne dog gives til det kunne være Vederloven, og her den anonyme udgave af Vederloven fra det sene den som ”ror utetter.” I kapitel 23 angives regler for drab ved at kaste en mand over bord 1100 tal, der kan havde givet inspiration til Edsöreslagarna bestyrkes af at det i svensk og igen er bøden 40 mark samt mandebod til dennes frænder.263 I alle de nævnte forskning har været argumenteret for ganske tidlige forløbere til disse love ud fra en forbrydelser er der særligt at gøre med det føromtalte ”niddingsværk.” Det er da også
tolkning af Erikskrönikan. Et andet argument for at forlægget til Edsöresbalkarna ikke er muligt at der her er tale om en art søret specielt for søfarende. Inge Skovgaard-Petersen at finde i de danske landskabslove er dertil at disse sidstnævnte indfører 40 marks bøden har talt for at der har fandtes en form for søretter for de søfarende, således som de i forbindelse med en overgang fra hærværksforbrydelsen og til i stedet en individuel fremtræder i eksempelvis den yngre og ældre udgave af Slesvigs stadsret, hvor der forbrydelse med straf af en enkel person, mens Edsöresbalkarna arbejder med en blandt andet angives retningslinjer for en gubernators, styrismands, adfærd, især i kollektiv og ligelig ansvarsbyrde for alle de som deltager i et edsbrud.
forhold til druk. Selvom der i de fleste tilfælde angives nøje at det er til handelsskibe at reglerne er rettet mod, så forefindes der dog også enkelte passager, hvor det måske Hvad angår de norske landskabslove, da ses også her at flere regler har ligheder med kunne dreje sig om et hvilket som helst skib. Hvad angår termen søret, da skal denne de danske landskabsloves bestemmelser, blandt andet den såkaldte sikkerhedsed, trygh.
forstås som et løsere samlingsbegreb for alle former for, primært adfærdsregulerende, Hertil ses at der i samme periode som i Danmark indføres hårdere straffe såsom bøder retningslinjer forbundet med et skib og dets mandskab. Ikke blot i Slesvig stadsret, men af 40 ”merker” i stedet for de 3 marksbøder som det hævdes i kilden var i brug under tillige andre stadsretter ses der regler for skibsmandskab og styrismænds opførsel mens kong Olav. Som i Danmark er hærværksforbrydelsen dog ikke helt forsvundet i 1200
de er i en bestemt by og havn. I de danske landskablove, særligt Jyske Lov som også
tallets Norge, hvor der ”Um Flokkesdrap” skrives: ”Det heiter flokk når 5 menn er saman, i det den norske ledingsret, Gulatingslovi, findes som omtalt endvidere regler for mændenes mindste,”262 for selvom denne paragraf primært er rettet mod to grupper af mænd der opførsel mens de er ombord på skibet. Eksempelvis fortælles det i Jyske Lov om tyveri angriber hverandre korporligt, da ses hertil tillige en række andre bestemmelser rettet under leding at misæderen, hvis denne ikke tages direkte med tyvekosterne i hænderne, mod også andre former for voldsforbrydelser udført af en gruppe af mænd. Et eksempel skal:
på en hærværksforbrydelse ses omtalt i Gulatingslovi, bog X, kapitel 29, der omhandler
”Heimsokn,” der foruden det at bryde ind i en mands hjem og dræbe denne omhandler en
”værge sig med de to mænd, der sidder ham nærmest paa toften paa den side, hvor han er, og seks andre række andre særligt feje og æreskrænkende forbrydelser, såsom valrov, såvel som drab af mandskabet.”264
108
109
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 108
09-08-2021 12:49:59
Som nævnt sås i de svenske landskabslove tillige opkomsten af 40 marksbøden med på en mand lagt over stok eller sten, eller det at brænde en mand inde, og dertil mord.
angiveligt danske forlæg. Det er særligt i Östgötalagens Edsöresbalken at de nye 40
Ved niddingsdrab mistede en mand hele dennes formue og blev landsforvist. Af andre marks bøder optræder, og dermed i den lov der behandler de alvorligste forbrydelser forbrydelser der straffes på samme vis er voldtægt, som det ses i Gulatingslovi, bog X, såsom brud på husfreden, voldtægt, drab, hug og sår. I alle tilfælde straffes kapitel 50, som igen medfører landsforvisning samt en 40 marks bøde, og til den lovovertrædelserne i Edsöresbalken med fredløshed og tab af ejendom, og det nye er skadevoldte ”dubbel rettsbot,” og hertil ses 40 marks bøden, bog X, kapitel 63, anvendt dertil at fredløsheden kom til at gælde over hele det svenske rige og ikke blot i det ved eksempelvis 3 slag eller mere, som i loven kaldes for ”full slåing.” Søretslige pågældende landskab.261 Edsöre var en ed der blev givet fra enten kongen eller de paragraffer er dertil at finde i de norske landskabslove, blandt andet i Gulatingslovi. Her mægtigste adelsfolk om at disse ville straffe visse fredsbrud. Der findes ikke en er der i bog X, ”Mannhelgebolk,” kapitel 22 angivet regler for drab om bord på et skib, og lignende bestemmelse i de danske landskabslove, men Vederlagets medlemmers det ses at igen en 40 marksbøde er straffen for forseelsen, hvis rettergang foregik på
edstagning om kollektive afstrafninger af lignende lovbrud kommer ganske tæt på. At landjorden hvortil skibet blev sejlet efter drabet. Landsforvisning kunne dog gives til det kunne være Vederloven, og her den anonyme udgave af Vederloven fra det sene den som ”ror utetter.” I kapitel 23 angives regler for drab ved at kaste en mand over bord 1100 tal, der kan havde givet inspiration til Edsöreslagarna bestyrkes af at det i svensk og igen er bøden 40 mark samt mandebod til dennes frænder.263 I alle de nævnte forskning har været argumenteret for ganske tidlige forløbere til disse love ud fra en forbrydelser er der særligt at gøre med det føromtalte ”niddingsværk.” Det er da også
tolkning af Erikskrönikan. Et andet argument for at forlægget til Edsöresbalkarna ikke er muligt at der her er tale om en art søret specielt for søfarende. Inge Skovgaard-Petersen at finde i de danske landskabslove er dertil at disse sidstnævnte indfører 40 marks bøden har talt for at der har fandtes en form for søretter for de søfarende, således som de i forbindelse med en overgang fra hærværksforbrydelsen og til i stedet en individuel fremtræder i eksempelvis den yngre og ældre udgave af Slesvigs stadsret, hvor der forbrydelse med straf af en enkel person, mens Edsöresbalkarna arbejder med en blandt andet angives retningslinjer for en gubernators, styrismands, adfærd, især i kollektiv og ligelig ansvarsbyrde for alle de som deltager i et edsbrud.
forhold til druk. Selvom der i de fleste tilfælde angives nøje at det er til handelsskibe at reglerne er rettet mod, så forefindes der dog også enkelte passager, hvor det måske Hvad angår de norske landskabslove, da ses også her at flere regler har ligheder med kunne dreje sig om et hvilket som helst skib. Hvad angår termen søret, da skal denne de danske landskabsloves bestemmelser, blandt andet den såkaldte sikkerhedsed, trygh.
forstås som et løsere samlingsbegreb for alle former for, primært adfærdsregulerende, Hertil ses at der i samme periode som i Danmark indføres hårdere straffe såsom bøder retningslinjer forbundet med et skib og dets mandskab. Ikke blot i Slesvig stadsret, men af 40 ”merker” i stedet for de 3 marksbøder som det hævdes i kilden var i brug under tillige andre stadsretter ses der regler for skibsmandskab og styrismænds opførsel mens kong Olav. Som i Danmark er hærværksforbrydelsen dog ikke helt forsvundet i 1200
de er i en bestemt by og havn. I de danske landskablove, særligt Jyske Lov som også
tallets Norge, hvor der ”Um Flokkesdrap” skrives: ”Det heiter flokk når 5 menn er saman, i det den norske ledingsret, Gulatingslovi, findes som omtalt endvidere regler for mændenes mindste,”262 for selvom denne paragraf primært er rettet mod to grupper af mænd der opførsel mens de er ombord på skibet. Eksempelvis fortælles det i Jyske Lov om tyveri angriber hverandre korporligt, da ses hertil tillige en række andre bestemmelser rettet under leding at misæderen, hvis denne ikke tages direkte med tyvekosterne i hænderne, mod også andre former for voldsforbrydelser udført af en gruppe af mænd. Et eksempel skal:
på en hærværksforbrydelse ses omtalt i Gulatingslovi, bog X, kapitel 29, der omhandler
”Heimsokn,” der foruden det at bryde ind i en mands hjem og dræbe denne omhandler en
”værge sig med de to mænd, der sidder ham nærmest paa toften paa den side, hvor han er, og seks andre række andre særligt feje og æreskrænkende forbrydelser, såsom valrov, såvel som drab af mandskabet.”264
108
109
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 109
09-08-2021 12:49:59
Kan han ikke dette, så mister han da sit hovedlod hjemme. Hertil fandtes dertil som kongen, hertugen af Slesvig, to nordtyske grever og en række biskopper samt før omtalt eksempelvis regler for hjælp til at få skibet i søen og op igen efter et ærkebiskoppen af Lund optræder tillige med ”Rigets bedste mænd.” På den skånske ledingstogt, hvis misligeholdelse skulle afgøres af en nævn, det såkaldte skurdsnævn.
Forordnings vidnesliste optræder dertil grev Jacob af Halland. I de senere nedertyske Mere uformelle former for søretter kan måske anes i Gesta Danorum. Om de offentlige udgaver fra 1500 tallet er de sjællandske og skånske forordninger slået sammen.266
ledingstogter som beskrevet hos Saxo ses det blandt andet at man i flåderne fra de Forordningerne indeholder primært adfærdsregulerende regler, som også omfatter regler enkelte lande synes at være forpligtet til at hjælpe hverandre undervejs på togterne.
for Hoffet og en stramning af de værste forbrydelser, og foruden disse haves hertil i Dette kan angiveligt tilskrives det at lande-flåderne var under èn kommando oppefra, disse forordninger tillige enkelte regler for kirken samt visse reformer inden for leding men måske også at der har været regler, måske Vederloven eller en anden regelsamling og skatteleding, såsom regler vedrørende studen, den angiveligt særlige ledingsskat til i lighed hermed, som har været et rådende adfærdskodeks for mandskabet.
foder til herremændenes heste, ifølge Bolin, såvel som en ændring i skyldtaksationen i den sjællandske forordning, der medfører en stigning i skattebyrden for det sjællandske Det ses således at flere innovationer fra Vederloven er at finde i også Gulatingslovi område, og endelig i den jyske forordning en bestemmelse om at skibsleding skal foregå
gældende i det sydlige Norge, og det er muligt at de adelige adfærdskodekser fra den som i Kong Valdemars dage, omend det dog som noget nyt indføres af der af hver havn tidlige Vederlov, nedskrevet som nævnt i allerede 1100 tallet ifølge kilden selv og med skal kræves to mark penninge til dækning af skibsleje.267 Der indføres tillige nye regler i måske rødder tilbage til 1000 tallet i en eller anden form selv om det næppe har været forbindelse med leding for det skånske område. Der ses således at de fleste af reglerne på den vis kilden selv angiver, har spredt sig over grænserne til også dette område?
angiver de samme adfærdsregulerende normer som tillige ses af Vederloven.
Af andre kilder der primært omhandler de større forbrydelser tidligere forbundet Som det sås da blev reglerne i Erik Glippings tre forordninger fra 1284 indført i med hærværksforbrydelsen er Erik Glippings tre forordninger for henholdsvis Skåne, samarbejde med det adelige Hof, og det har været hævdet i forskningen at Hoffet er en Sjælland og Nørrejylland fra år 1284, der alle tre er udarbejdet i samarbejde med senere udvikling af 11-12-tallets Vederlov. Således mener Aksel E. Christensen at: Hoffet, der i alle udgaver ”konstitueres” med et årligt Hofmøde i Nyborg på Fyn. Igen ses det af de alvorligste forbrydelser såsom krænkelse af husfreden og drab straffes med
”Det er Hoffet, der med udgangspunkt i hirdmøderne og de spredte og tilfældige stormandsmøder under fredsløshed i alle tre områder, og hertil ses i Forordningen for Nørrejylland at 40
Valdemarerne nu etableres som en fast og regelmæssig politisk institution.”268
marksbøden tillige er i brug, og i Forordningen for Skåne forefindes både 3 marks og 40
Christensen anså Hoffet, latin curia, som en direkte fortsættelse af Huskarlestævnet, bøden, mens der i Forordningen for Sjælland blot ses en særlig bødestraf for drab i lenet men som nu var udvidet til at indbefatte alle herremænd, og Helge Paludan mente at: Lolland. Krænkelse af hus og gårdsfred, gardfred, samt kirkefred er særligt fremhævet i
”Sin dømmende myndighed havde Hoffet i kraft af sit oprindelige udspring i hirdens huskarlestævner.”269
den jyske forordning, eksempelvis i manuskript III, kapitel 4 og 5, og vidner om måske større uro i dette område.265
Et af de steder, hvor der konkret kan findes et kildeeksempel på retsregler for en hofman, som måske kan sidestilles med Vederlovens regelsæt, er Abels forordning af Forordningerne er ifølge teksterne skrevet som supplement til de love som kong 1251, hvor der ses sanktioner i forhold til en hofmands drab på en anden hofmand. I den Valdemar II Sejr gav, og dermed Landskabslovene, idet der henvises til disse, og dertil dansksprogede tekst fra det 15.århundrede anvendes termen ”hof man,” mens den latinske til håndfæstningerne, ”ther vi gaffwe i Nyborig undhær bæste mænsz incigle, ther i righet vare.” Der tekst fra samme århundrede bruger termen decurio,270 der oversat er en embedsmand haves blot vidneslister i de sjællandske og skånske forordninger, hvoraf det ses at eller en rytter. Som allerede nævnt findes hertil i tillæg til Vederloven det såkaldte 110
111
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 110
09-08-2021 12:49:59
Kan han ikke dette, så mister han da sit hovedlod hjemme. Hertil fandtes dertil som kongen, hertugen af Slesvig, to nordtyske grever og en række biskopper samt før omtalt eksempelvis regler for hjælp til at få skibet i søen og op igen efter et ærkebiskoppen af Lund optræder tillige med ”Rigets bedste mænd.” På den skånske ledingstogt, hvis misligeholdelse skulle afgøres af en nævn, det såkaldte skurdsnævn.
Forordnings vidnesliste optræder dertil grev Jacob af Halland. I de senere nedertyske Mere uformelle former for søretter kan måske anes i Gesta Danorum. Om de offentlige udgaver fra 1500 tallet er de sjællandske og skånske forordninger slået sammen.266
ledingstogter som beskrevet hos Saxo ses det blandt andet at man i flåderne fra de Forordningerne indeholder primært adfærdsregulerende regler, som også omfatter regler enkelte lande synes at være forpligtet til at hjælpe hverandre undervejs på togterne.
for Hoffet og en stramning af de værste forbrydelser, og foruden disse haves hertil i Dette kan angiveligt tilskrives det at lande-flåderne var under èn kommando oppefra, disse forordninger tillige enkelte regler for kirken samt visse reformer inden for leding men måske også at der har været regler, måske Vederloven eller en anden regelsamling og skatteleding, såsom regler vedrørende studen, den angiveligt særlige ledingsskat til i lighed hermed, som har været et rådende adfærdskodeks for mandskabet.
foder til herremændenes heste, ifølge Bolin, såvel som en ændring i skyldtaksationen i den sjællandske forordning, der medfører en stigning i skattebyrden for det sjællandske Det ses således at flere innovationer fra Vederloven er at finde i også Gulatingslovi område, og endelig i den jyske forordning en bestemmelse om at skibsleding skal foregå
gældende i det sydlige Norge, og det er muligt at de adelige adfærdskodekser fra den som i Kong Valdemars dage, omend det dog som noget nyt indføres af der af hver havn tidlige Vederlov, nedskrevet som nævnt i allerede 1100 tallet ifølge kilden selv og med skal kræves to mark penninge til dækning af skibsleje.267 Der indføres tillige nye regler i måske rødder tilbage til 1000 tallet i en eller anden form selv om det næppe har været forbindelse med leding for det skånske område. Der ses således at de fleste af reglerne på den vis kilden selv angiver, har spredt sig over grænserne til også dette område?
angiver de samme adfærdsregulerende normer som tillige ses af Vederloven.
Af andre kilder der primært omhandler de større forbrydelser tidligere forbundet Som det sås da blev reglerne i Erik Glippings tre forordninger fra 1284 indført i med hærværksforbrydelsen er Erik Glippings tre forordninger for henholdsvis Skåne, samarbejde med det adelige Hof, og det har været hævdet i forskningen at Hoffet er en Sjælland og Nørrejylland fra år 1284, der alle tre er udarbejdet i samarbejde med senere udvikling af 11-12-tallets Vederlov. Således mener Aksel E. Christensen at: Hoffet, der i alle udgaver ”konstitueres” med et årligt Hofmøde i Nyborg på Fyn. Igen ses det af de alvorligste forbrydelser såsom krænkelse af husfreden og drab straffes med
”Det er Hoffet, der med udgangspunkt i hirdmøderne og de spredte og tilfældige stormandsmøder under fredsløshed i alle tre områder, og hertil ses i Forordningen for Nørrejylland at 40
Valdemarerne nu etableres som en fast og regelmæssig politisk institution.”268
marksbøden tillige er i brug, og i Forordningen for Skåne forefindes både 3 marks og 40
Christensen anså Hoffet, latin curia, som en direkte fortsættelse af Huskarlestævnet, bøden, mens der i Forordningen for Sjælland blot ses en særlig bødestraf for drab i lenet men som nu var udvidet til at indbefatte alle herremænd, og Helge Paludan mente at: Lolland. Krænkelse af hus og gårdsfred, gardfred, samt kirkefred er særligt fremhævet i
”Sin dømmende myndighed havde Hoffet i kraft af sit oprindelige udspring i hirdens huskarlestævner.”269
den jyske forordning, eksempelvis i manuskript III, kapitel 4 og 5, og vidner om måske større uro i dette område.265
Et af de steder, hvor der konkret kan findes et kildeeksempel på retsregler for en hofman, som måske kan sidestilles med Vederlovens regelsæt, er Abels forordning af Forordningerne er ifølge teksterne skrevet som supplement til de love som kong 1251, hvor der ses sanktioner i forhold til en hofmands drab på en anden hofmand. I den Valdemar II Sejr gav, og dermed Landskabslovene, idet der henvises til disse, og dertil dansksprogede tekst fra det 15.århundrede anvendes termen ”hof man,” mens den latinske til håndfæstningerne, ”ther vi gaffwe i Nyborig undhær bæste mænsz incigle, ther i righet vare.” Der tekst fra samme århundrede bruger termen decurio,270 der oversat er en embedsmand haves blot vidneslister i de sjællandske og skånske forordninger, hvoraf det ses at eller en rytter. Som allerede nævnt findes hertil i tillæg til Vederloven det såkaldte 110
111
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 111
09-08-2021 12:49:59
Uppsala-manuskript, også kaldet ”Kristoffer 1`s forordning om majestætsforbrydelse,” idet ansættelse i kongelig tjeneste” til en stigning af ”begunstigelser” til adelen fra kongemagten, og Uppsala-manuskriptet i overskriften meddeler at loven er udstedt af Kristoffer I ved et iblandt disse ansås opkomsten af det i kilderne benævnte ”det parlament der kaldes Hof.”274 I Hof i Nyborg, og det er derfor antaget at dette manuskript har sit ophavstidspunkt i den tidlige historieforskning blev især håndfæstningen af 1282 anset som en dennes regeringstid, måske 1252-1259. Såvel dette som den senere Erik Glippings forfatningsmæssig innovation, idet der her blev indført en fast mødedag om året for forordning fra år 1276, også kaldet Erik Glippings Forordning for Hoffet i Nyborg, og grundet denne håndfæstnings introduktion af Hoffet er den i Majestætsforbrydelser, omhandler sanktioner og regler vedrørende adelsfolks forfatningshistorien blevet betegnet som en dansk ”Magna Carta.” I kilderne finder vi majestætsforbrydelser. I Kristoffer Ìs forordning ses anvendelsen af termen Withirlagh, desforuden, som før nævnt, Hoffet omtalt som et parlament. I den ældre forskning hvor Vederlag, hvormed dette manuskript ses direkte at relatere til Vederloven, Withirlagh, fokus især lå på studiet af forfatningshistorien var denne håndfæstning hertil anset for at og dennes medlemmer, mens derimod Erik Glippings forordning blot retter sig mod åbne op for en ny tid hvor adelen begyndte at få en langt større indflydelse på landets mænd betegnet principum.271
ledelse sammen med kirke og kongemagt ved Hoffet eller Rigsmøderne. Som allerede fremlagt i dette værk følgende tendenserne i den nyere forskning, da tænkes dog som Som tidligere omtalt sås i Vederloven at hirden var opdelt i en række nævnt adelens magt og indflydelse at havde fungeret uforandret i hele denne studerede undergrupperinger kaldet Worthæld. I Glippings forordning fra år 1276, bestemmes det periode, og der kan snarere tales om at adelen med håndfæstningen af 1282 skriftligt og at kongen i sager af mindre forseelse har ret til at vælge de mænd som skal sværge enten lovgivningsmæssigt får dennes uformelle rettigheder og privilegier nedfældet. I denne for eller imod den anklagede, og at disse mænd skulle udtages fra den anklagedes håndfæstning fremkommer tillige et nyt begreb, nemlig det som kilderne betegner som Worthæld. Når det derimod drejede sig om forbrydelser mod kongens liv, da skulle til
”rigets bedste mænd,” meliores regni. Hvorvidt Hoffets medlemmer har været at finde i gengæld vælges tolv mænd til at sværge, hvoraf tre skulle tages fra hvert Worthæld. Her herremandsstanden eller iblandt blot magnaterne er dog spørgsmålet. De i kilderne oplyses det dog ikke om det stadig er kongen som udvælger edsvidnerne. Ifølge benævnte meliores regni var der angiveligt ganske mange af, idet ærkebiskop Jakob sidstnævnte lov fra 1276 mistede en mand dennes ejendom, dersom han gjorde oprør Erlandsen under kirkekampen blandt andet kritiserede rigsmøderne for at være for mod kongen, og vigtigere endnu, mod enhver herre som denne stod i et tjenesteforhold folkelige og for at kredsen af medlemmer var blevet for omfattende, så Hoffet synes at til. Hermed synes loven specifikt at rette sig mod herremandsstanden.272 Det ses således indbefatte en bredere skare af adelsstanden i modsætning til Rigsrådet, hvor snarere blot at adelsfolk helt fremme i den senere del af 1200 tallet stadig var opdelt efter det i højadelen har været indlemmet.
Vederloven angivne system, og dertil synes at havde hørt til en bestemt hærenhed under denne lov.
I stedet for at anse disse innovationer som en generel forbedring af adelens magtstilling over for kirke og kongemagt, da skal dette måske hellere anskues som også
I den traditionelle forfatningshistorie har man anset udviklingen af Hoffet som en et forsøg på at afgrænse højadelens rettigheder og goder i forhold til lavadelens, idet, udvikling i herremændenes forhold til kongemagten, som blev anset for at ændres fra: som påstanden har været i dette projekt, tidens uro angiveligt tillige skyldes et pres fra