”tilsyneladende ganske frie og selvstændige funktioner, der kendetegnede herremændene i forhold til socialt opadstigende grupper fra lavadelen og opefter, som den øvre del af adelen har Landskabslovgivningens ledingssystem, til egentlig kongetjeneste militært og civilt i et større eller forsøgt at holde ude for bevare privilegierne for sig selv. En anden udlægning kommer mindre forvaltningsdistrikt, som fogeder på én borg eller i en by.”273
fra Kristian Erslev der, som tidligere omtalt, mente at herremændene var en udløber af Ifølge dette historiesyn førte denne ”omdannelse af de oprindelige, personlige militære hirdmandinstitutionen. Denne mente at herremændene med Vederlovens indførelse ikke præstationer på egen bekostning (der belønnedes med skattefrihed) til en funktion i en mere kontinuerlig 112
113
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 112
09-08-2021 12:49:59
Uppsala-manuskript, også kaldet ”Kristoffer 1`s forordning om majestætsforbrydelse,” idet ansættelse i kongelig tjeneste” til en stigning af ”begunstigelser” til adelen fra kongemagten, og Uppsala-manuskriptet i overskriften meddeler at loven er udstedt af Kristoffer I ved et iblandt disse ansås opkomsten af det i kilderne benævnte ”det parlament der kaldes Hof.”274 I Hof i Nyborg, og det er derfor antaget at dette manuskript har sit ophavstidspunkt i den tidlige historieforskning blev især håndfæstningen af 1282 anset som en dennes regeringstid, måske 1252-1259. Såvel dette som den senere Erik Glippings forfatningsmæssig innovation, idet der her blev indført en fast mødedag om året for forordning fra år 1276, også kaldet Erik Glippings Forordning for Hoffet i Nyborg, og grundet denne håndfæstnings introduktion af Hoffet er den i Majestætsforbrydelser, omhandler sanktioner og regler vedrørende adelsfolks forfatningshistorien blevet betegnet som en dansk ”Magna Carta.” I kilderne finder vi majestætsforbrydelser. I Kristoffer Ìs forordning ses anvendelsen af termen Withirlagh, desforuden, som før nævnt, Hoffet omtalt som et parlament. I den ældre forskning hvor Vederlag, hvormed dette manuskript ses direkte at relatere til Vederloven, Withirlagh, fokus især lå på studiet af forfatningshistorien var denne håndfæstning hertil anset for at og dennes medlemmer, mens derimod Erik Glippings forordning blot retter sig mod åbne op for en ny tid hvor adelen begyndte at få en langt større indflydelse på landets mænd betegnet principum.271
ledelse sammen med kirke og kongemagt ved Hoffet eller Rigsmøderne. Som allerede fremlagt i dette værk følgende tendenserne i den nyere forskning, da tænkes dog som Som tidligere omtalt sås i Vederloven at hirden var opdelt i en række nævnt adelens magt og indflydelse at havde fungeret uforandret i hele denne studerede undergrupperinger kaldet Worthæld. I Glippings forordning fra år 1276, bestemmes det periode, og der kan snarere tales om at adelen med håndfæstningen af 1282 skriftligt og at kongen i sager af mindre forseelse har ret til at vælge de mænd som skal sværge enten lovgivningsmæssigt får dennes uformelle rettigheder og privilegier nedfældet. I denne for eller imod den anklagede, og at disse mænd skulle udtages fra den anklagedes håndfæstning fremkommer tillige et nyt begreb, nemlig det som kilderne betegner som Worthæld. Når det derimod drejede sig om forbrydelser mod kongens liv, da skulle til
”rigets bedste mænd,” meliores regni. Hvorvidt Hoffets medlemmer har været at finde i gengæld vælges tolv mænd til at sværge, hvoraf tre skulle tages fra hvert Worthæld. Her herremandsstanden eller iblandt blot magnaterne er dog spørgsmålet. De i kilderne oplyses det dog ikke om det stadig er kongen som udvælger edsvidnerne. Ifølge benævnte meliores regni var der angiveligt ganske mange af, idet ærkebiskop Jakob sidstnævnte lov fra 1276 mistede en mand dennes ejendom, dersom han gjorde oprør Erlandsen under kirkekampen blandt andet kritiserede rigsmøderne for at være for mod kongen, og vigtigere endnu, mod enhver herre som denne stod i et tjenesteforhold folkelige og for at kredsen af medlemmer var blevet for omfattende, så Hoffet synes at til. Hermed synes loven specifikt at rette sig mod herremandsstanden.272 Det ses således indbefatte en bredere skare af adelsstanden i modsætning til Rigsrådet, hvor snarere blot at adelsfolk helt fremme i den senere del af 1200 tallet stadig var opdelt efter det i højadelen har været indlemmet.
Vederloven angivne system, og dertil synes at havde hørt til en bestemt hærenhed under denne lov.
I stedet for at anse disse innovationer som en generel forbedring af adelens magtstilling over for kirke og kongemagt, da skal dette måske hellere anskues som også
I den traditionelle forfatningshistorie har man anset udviklingen af Hoffet som en et forsøg på at afgrænse højadelens rettigheder og goder i forhold til lavadelens, idet, udvikling i herremændenes forhold til kongemagten, som blev anset for at ændres fra: som påstanden har været i dette projekt, tidens uro angiveligt tillige skyldes et pres fra
”tilsyneladende ganske frie og selvstændige funktioner, der kendetegnede herremændene i forhold til socialt opadstigende grupper fra lavadelen og opefter, som den øvre del af adelen har Landskabslovgivningens ledingssystem, til egentlig kongetjeneste militært og civilt i et større eller forsøgt at holde ude for bevare privilegierne for sig selv. En anden udlægning kommer mindre forvaltningsdistrikt, som fogeder på én borg eller i en by.”273
fra Kristian Erslev der, som tidligere omtalt, mente at herremændene var en udløber af Ifølge dette historiesyn førte denne ”omdannelse af de oprindelige, personlige militære hirdmandinstitutionen. Denne mente at herremændene med Vederlovens indførelse ikke præstationer på egen bekostning (der belønnedes med skattefrihed) til en funktion i en mere kontinuerlig 112
113
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 113
09-08-2021 12:49:59
længere var at anse som en ”lønnet skare drabanter” men derimod som ”alle Rigets ansete Hoffet bestående af de tidligere Vederlagsmænd. Det har ovenikøbet været hævdet at godsbesiddere,” og hævdede dertil at med denne håndfæstning, og dertil de to kongeløfter Vederloven er forsvundet og gået af brug allerede i Erik Glippings tid.
fra 1282, var den gamle Vederlov ”sprængt.” Årsagen hertil var efter Erslevs udlægning, Ikke desto mindre forefindes der dog en langt senere gårdsret som i forskningen er at Vederloven, som denne i øvrigt mente aldrig havde fungeret fuldt ud i praksis, nu var tilskrevet Erik af Pommern. Som Vederloven omhandler Erik af Pommerns gårdsret blevet erstattet af disse nye regelsæt hørende til Hoffet, hvor kongen og Riget skulle sanktioner for drab i kongens gård, såvel som mindre forseelser, såsom trækken af dele magten og hvor der ”ingensteds er noget spor til standsadskillelse; hvad der her påbødes og våben og hug og dertil tillige tyveri, som Vederloven ikke medindtog. Dertil ses lovedes, gjaldt for høje og lave,” hvormed således disse regelsæt sidestillede konge og endvidere andre nye regler for krænkelser af jomfruer og kvinder på de kongelige herremænd følgende det ligheds-ideal, som Vederloven også havde indeholdt, ifølge ejendomme, og dermed usømmelig og æresløs optræden over for disse, såvel som tillige Erslev.275 Som tidligere omtalt så ses igen her at Erslev mente at herremændene hørte til også sanktioner mod voldtægt og voldtægtsforsøg af kvinder sammesteds. Loven er højadelen, hvilket ikke er i tråd med dette værks udsyn.
gjort af kongen og dennes råd meddeler kilden, og det fortælles endvidere at: Parallelt med Hoffet ses tillige opkomsten af et tidligt Rigsråd i perioden. Dette
”Thenne ræth scal so lanet och so with sto som myn herres hofsynnæ ligge, och hans ridder och swæne tidlige Rigsråd er dog ikke at sammenligne med ”den senere middelalders og adelsvældens ære. Och the gode men i rigens raad ære.”278
Rigsråd, der udpræget blev et talerør for adelens standsinteresser.”276 I stedet synes denne periodes Der er tilsyneladende igen en standsforskel imellem den edsvorne ridderstand og vel Rigsråd til tider at havde været en ganske lille snæver gruppe af kongetro adelsfolk, som svendene i forhold til denne lov. Retten gældende for riddere og svende skal: stod den ofte svage kongemagt bi i trængte tider. Dette var særligt tydeligt i årene 1286-1304-1319, hvor kongeriget i den traditionelle forskning tænkes at havde været præget
”biude wii under wor konniglig hæffend alle wore umbotzmæn at holde thenne forskreffnæ ræth i woræ af en ”absolutistisk politik” ledet af hertug Valdemar af Slesvig, dronning Agnes samt drost garde oc slot, oc brödslig worder i tissæ sage oc icke worther ræt yvær, han ryme bort aff vort land oc rigi Peder Nielsen, mens barnekongen Erik VI Menved var valgt som ny på tronen. I dette oc komme alder meer for wor ögen, saafræmpt han wil æy sættæ siit lif till fare.”279
korte tidsrum øgede kronen kort magten, idet dens værste modstandere var flygtet til Det er bemærkelsesværdigt at retten flere gange nævnes blot at gælde for Norge som fredsløse, og disse tre førnævnte ledede alene landet, og gjorde kun nu og da adelsfolkene hørende til kongens, og dertil dronningens, gårde, mens der omvendt ses at brug af samarbejde med adelen ved lejlighedsvise indkaldelse af Hoffet, og anvendte i straffene varierer fra den store 40 marks bøde der kendes fra Vederloven og blot har stedet primært kongetro adelsfolk som råder. Ikke blot Hoffet, men tillige Rigsrådet, har været muligt for de mest velhavende at betale, og ned til hudstrygning, som tidligere var i forskningen været hævdet at være en arvtager udgående fra Vederlovens trællenes straf, som ses at være sanktionen for eksempelvis simpel tyveri. At ridderne Huskarlestævner, idet det tænkes at der har været:
og svendene kunne være af mindre formue fremgår tillige af lovens tillæg, ”Om Jomfrukræncker” i ”konningens gaard oc drotningens,” idet reglerne herfor gjaldt ”anten ridder
”en lang tradition bag senmiddelalderens Rigsråd, gennem højmiddelalderens stormandsforsamlinger måske tilbage til vikingekongernes huskarlestævner, men udviklingen gør Rigsrådet i stadig højere grad æller swænæ, fatugh æller righ” som havde svoret troskab, således med reference til til en vogter af adelens privilegier.”277
edsaflæggelsen. Straffen for at krænke ugifte jomfruer eller de gifte ”quinner,” var for en edstagen, ”svoren,” mand, at miste den tunge han havde sværget med samt ti fingre og Vederloven antages således ud fra ovenstående traditionelle opfattelse at være gået hertil tillige landsforvisning samt tab af æren. For en ikke-svoren mand var straffen under, og reglerne herfra i stedet optaget i senere håndfæstninger og rigslove i aftaler derimod fornedrelse samt igen landsforvisning og ærestab.
mellem herremænd og kongemagt, og at Huskarlestævnet i stedet udviklede sig til 280 Retten omtales som at
114
115
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 114
09-08-2021 12:49:59
længere var at anse som en ”lønnet skare drabanter” men derimod som ”alle Rigets ansete Hoffet bestående af de tidligere Vederlagsmænd. Det har ovenikøbet været hævdet at godsbesiddere,” og hævdede dertil at med denne håndfæstning, og dertil de to kongeløfter Vederloven er forsvundet og gået af brug allerede i Erik Glippings tid.
fra 1282, var den gamle Vederlov ”sprængt.” Årsagen hertil var efter Erslevs udlægning, Ikke desto mindre forefindes der dog en langt senere gårdsret som i forskningen er at Vederloven, som denne i øvrigt mente aldrig havde fungeret fuldt ud i praksis, nu var tilskrevet Erik af Pommern. Som Vederloven omhandler Erik af Pommerns gårdsret blevet erstattet af disse nye regelsæt hørende til Hoffet, hvor kongen og Riget skulle sanktioner for drab i kongens gård, såvel som mindre forseelser, såsom trækken af dele magten og hvor der ”ingensteds er noget spor til standsadskillelse; hvad der her påbødes og våben og hug og dertil tillige tyveri, som Vederloven ikke medindtog. Dertil ses lovedes, gjaldt for høje og lave,” hvormed således disse regelsæt sidestillede konge og endvidere andre nye regler for krænkelser af jomfruer og kvinder på de kongelige herremænd følgende det ligheds-ideal, som Vederloven også havde indeholdt, ifølge ejendomme, og dermed usømmelig og æresløs optræden over for disse, såvel som tillige Erslev.275 Som tidligere omtalt så ses igen her at Erslev mente at herremændene hørte til også sanktioner mod voldtægt og voldtægtsforsøg af kvinder sammesteds. Loven er højadelen, hvilket ikke er i tråd med dette værks udsyn.
gjort af kongen og dennes råd meddeler kilden, og det fortælles endvidere at: Parallelt med Hoffet ses tillige opkomsten af et tidligt Rigsråd i perioden. Dette
”Thenne ræth scal so lanet och so with sto som myn herres hofsynnæ ligge, och hans ridder och swæne tidlige Rigsråd er dog ikke at sammenligne med ”den senere middelalders og adelsvældens ære. Och the gode men i rigens raad ære.”278
Rigsråd, der udpræget blev et talerør for adelens standsinteresser.”276 I stedet synes denne periodes Der er tilsyneladende igen en standsforskel imellem den edsvorne ridderstand og vel Rigsråd til tider at havde været en ganske lille snæver gruppe af kongetro adelsfolk, som svendene i forhold til denne lov. Retten gældende for riddere og svende skal: stod den ofte svage kongemagt bi i trængte tider. Dette var særligt tydeligt i årene 1286-1304-1319, hvor kongeriget i den traditionelle forskning tænkes at havde været præget
”biude wii under wor konniglig hæffend alle wore umbotzmæn at holde thenne forskreffnæ ræth i woræ af en ”absolutistisk politik” ledet af hertug Valdemar af Slesvig, dronning Agnes samt drost garde oc slot, oc brödslig worder i tissæ sage oc icke worther ræt yvær, han ryme bort aff vort land oc rigi Peder Nielsen, mens barnekongen Erik VI Menved var valgt som ny på tronen. I dette oc komme alder meer for wor ögen, saafræmpt han wil æy sættæ siit lif till fare.”279
korte tidsrum øgede kronen kort magten, idet dens værste modstandere var flygtet til Det er bemærkelsesværdigt at retten flere gange nævnes blot at gælde for Norge som fredsløse, og disse tre førnævnte ledede alene landet, og gjorde kun nu og da adelsfolkene hørende til kongens, og dertil dronningens, gårde, mens der omvendt ses at brug af samarbejde med adelen ved lejlighedsvise indkaldelse af Hoffet, og anvendte i straffene varierer fra den store 40 marks bøde der kendes fra Vederloven og blot har stedet primært kongetro adelsfolk som råder. Ikke blot Hoffet, men tillige Rigsrådet, har været muligt for de mest velhavende at betale, og ned til hudstrygning, som tidligere var i forskningen været hævdet at være en arvtager udgående fra Vederlovens trællenes straf, som ses at være sanktionen for eksempelvis simpel tyveri. At ridderne Huskarlestævner, idet det tænkes at der har været:
og svendene kunne være af mindre formue fremgår tillige af lovens tillæg, ”Om Jomfrukræncker” i ”konningens gaard oc drotningens,” idet reglerne herfor gjaldt ”anten ridder
”en lang tradition bag senmiddelalderens Rigsråd, gennem højmiddelalderens stormandsforsamlinger måske tilbage til vikingekongernes huskarlestævner, men udviklingen gør Rigsrådet i stadig højere grad æller swænæ, fatugh æller righ” som havde svoret troskab, således med reference til til en vogter af adelens privilegier.”277
edsaflæggelsen. Straffen for at krænke ugifte jomfruer eller de gifte ”quinner,” var for en edstagen, ”svoren,” mand, at miste den tunge han havde sværget med samt ti fingre og Vederloven antages således ud fra ovenstående traditionelle opfattelse at være gået hertil tillige landsforvisning samt tab af æren. For en ikke-svoren mand var straffen under, og reglerne herfra i stedet optaget i senere håndfæstninger og rigslove i aftaler derimod fornedrelse samt igen landsforvisning og ærestab.
mellem herremænd og kongemagt, og at Huskarlestævnet i stedet udviklede sig til 280 Retten omtales som at
114
115
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 115
09-08-2021 12:49:59
være gældende i kongens gårde og slotte, og være en ret der ærede mændene der kom Selvom Erslevs påstand om Vederlovens endeligt i Erik Glippings tid ikke synes at der, tillige med Råderne samt andre adelsfolk. Som det har været antaget i dette værk, kunne støttes, så påstås det i Frederik IÌs ret, at loven havde været ude af brug et stykke da har denne gårdsret angiveligt også været gældende praksis på adelsfolkenes tid, og nu skulle reintroduceres med en del forbedringer:
ejendomme. Der forefindes dertil et kildebelæg for at dette har været således i al fald i
”att thend skick oc ordning, som kaldis Gaardzretten, oc for nogen lang tid siden forleden aff wore en senere periode, nemlig Frederik IÌs gårdsret, hvoraf det fremgår af forordet til forfedre, framfarne konninger udi Danmark, skickit oc udgiffuit er, skall paa nogen tid were nederlagt oc denne, at reglerne har været gældende på også adelsfolks gårde: icke saa rettelig ved magt holdit, som tilbörligt haffde werit: Tha haffue wii nu same Gaardsrett ladett offuerweie oc for gott anseet, att thend igien oprettis oc effther thene tidz leilighet mett nogre ny artikler
”hollis paa alle wore oc Kronenns slotte oc gaarde udi wore riger Danmarck oc Norge, sammeledis udi forbedret.”284
Kiöbstederne, huor wii eller wor Marskalck mett wore Hoffzinder oc Folck ligge, oc thesligeste paa Adelens gaarde offuer alle forneffnte wore riger och lande, huor the selff holle hus eller theris Lignende introduktion er dog tillige set i alle de foregående gårdsretter inklusiv befalningsmend oc fogether mett theris folck forsamblit ere, ligeruis som wii thennd haffue oc holde paa Vederloven og spørgsmålet er om der ikke her blot er tale om en styrkelse af allerede wore slotte, feste oc gaarde, wed alle ord, pungter oc artikle, som hereeffther fölger.”281
eksisterende gårdsretter mere end en genintroduktion af bortfaldede.
Det ses således at retten også var gældende på adelsfolks gårde i Frederik IÌs tid.
I naboriget Sverige ses den første overleverede gårdsret at dukke op i året 1319 med Om gårdsretten har været anvendt på alle adelsfolks ejendomme allerede på Vederlagets den svenske kong Magnus Eriksson som udsteder. Magnus Erikssons gårdsret anstiller tid kan man diskutere. Saxo påstod jo som nævnt at Vederloven spredte sig som måske regler for den rette opførsel og sanktionere mod eksempelvis brugen af ukvemsord, et uformelt regelkodeks til også mænd af lavere stand, ja ligefrem til bondestanden, men tyveri og drab. Som i de føromtalte danske Vederlag, forordninger samt gårdsretter ses spørgsmålet er om dette sidste har sin rigtighed, og hvis, om det stadig var gældende 40 marks bøden at være til stede omend dog, som også i Erik Glippings Forordning for også længere fremme i middelalderen.
Skåne, 3 marks bøden fortsat består for visse forseelser.285 Dette i modsætning til de I denne bog tænkes hertil Vederloven, eller som Sven Aggesen benævner denne, øvrige danske områder hvor 3 marks bøderne blot er at finde i Landskabslovene, men
”hirden eller lejrens lov,” at skulle forstås som en gældende ret for alle de steder hvor ikke optræder i yngre håndfæstninger og forordninger for områderne. Også fra Norge kongen, og de større adelsfolk- opholdt sig, hvad enten dette har været om bord på et ses tidlige gårdsretter fra allerede det sene 1200 tal, nemlig kong Håkon Magnussons skib, i en midlertidig militær lejr, eller på en ejendom, egen eller en andens. Dette synes Borgararéttr.
at fremgå af både Frederik II s og Erik af Pommerns gårdsretter, idet det stadfæstes i Et andet spørgsmål er hvem gårdsretterne er henvendt til? Hvilke sociale grupper sidstnævnte at denne ret gjaldt hvorend kongen opholdt sig, hvad enten dette var ”i har skullet disciplineres, og hørte disse til høj- eller lavadelen, eller til adelen garthen eller köpsted och ær thet so with e som koning eller hans folk ær.”282 På samme vis kan det overhovedet? For at besvare spørgsmålet vil den såkaldte Vederlov studeres nærmere.
tænkes at denne regel har været gældende for også adelsfolk og disses mænd, som det Det har tidligere i værket været fremhævet at man i middelalderen var ganske optaget af sås i Fredriks IÌs ret. Udbredelsen af den nok oprindelige gårdsret primært knyttet til at sætte et skel mellem på den ene side en grov og upassende opførsel som oftest kongsgårdene til også adelsfolks gårde tænkes af Poul Johannes Jørgensen at havde sidestillet med en form for forældet vikingeadfærd der ikke længere blev anset som været ”bekræftedes ved Gårdsretten af 1562” og denne mente at udvidelsen endog var langt tidssvarende, og dette i kontrast til på den anden side en ønskværdi og idealiseret dannet større: ”Også i klostrene ses den at havde anvendt.”283
og høvisk adelskultur hvor rang, ære og social status var særligt vægtet. Hvis Pierre Bourdieus teori bringes ind, da må det fremhæves at det forudsættes at medlemmerne af 116
117
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 116
09-08-2021 12:49:59
være gældende i kongens gårde og slotte, og være en ret der ærede mændene der kom Selvom Erslevs påstand om Vederlovens endeligt i Erik Glippings tid ikke synes at der, tillige med Råderne samt andre adelsfolk. Som det har været antaget i dette værk, kunne støttes, så påstås det i Frederik IÌs ret, at loven havde været ude af brug et stykke da har denne gårdsret angiveligt også været gældende praksis på adelsfolkenes tid, og nu skulle reintroduceres med en del forbedringer:
ejendomme. Der forefindes dertil et kildebelæg for at dette har været således i al fald i
”att thend skick oc ordning, som kaldis Gaardzretten, oc for nogen lang tid siden forleden aff wore en senere periode, nemlig Frederik IÌs gårdsret, hvoraf det fremgår af forordet til forfedre, framfarne konninger udi Danmark, skickit oc udgiffuit er, skall paa nogen tid were nederlagt oc denne, at reglerne har været gældende på også adelsfolks gårde: icke saa rettelig ved magt holdit, som tilbörligt haffde werit: Tha haffue wii nu same Gaardsrett ladett offuerweie oc for gott anseet, att thend igien oprettis oc effther thene tidz leilighet mett nogre ny artikler
”hollis paa alle wore oc Kronenns slotte oc gaarde udi wore riger Danmarck oc Norge, sammeledis udi forbedret.”284
Kiöbstederne, huor wii eller wor Marskalck mett wore Hoffzinder oc Folck ligge, oc thesligeste paa Adelens gaarde offuer alle forneffnte wore riger och lande, huor the selff holle hus eller theris Lignende introduktion er dog tillige set i alle de foregående gårdsretter inklusiv befalningsmend oc fogether mett theris folck forsamblit ere, ligeruis som wii thennd haffue oc holde paa Vederloven og spørgsmålet er om der ikke her blot er tale om en styrkelse af allerede wore slotte, feste oc gaarde, wed alle ord, pungter oc artikle, som hereeffther fölger.”281
eksisterende gårdsretter mere end en genintroduktion af bortfaldede.
Det ses således at retten også var gældende på adelsfolks gårde i Frederik IÌs tid.
I naboriget Sverige ses den første overleverede gårdsret at dukke op i året 1319 med Om gårdsretten har været anvendt på alle adelsfolks ejendomme allerede på Vederlagets den svenske kong Magnus Eriksson som udsteder. Magnus Erikssons gårdsret anstiller tid kan man diskutere. Saxo påstod jo som nævnt at Vederloven spredte sig som måske regler for den rette opførsel og sanktionere mod eksempelvis brugen af ukvemsord, et uformelt regelkodeks til også mænd af lavere stand, ja ligefrem til bondestanden, men tyveri og drab. Som i de føromtalte danske Vederlag, forordninger samt gårdsretter ses spørgsmålet er om dette sidste har sin rigtighed, og hvis, om det stadig var gældende 40 marks bøden at være til stede omend dog, som også i Erik Glippings Forordning for også længere fremme i middelalderen.
Skåne, 3 marks bøden fortsat består for visse forseelser.285 Dette i modsætning til de I denne bog tænkes hertil Vederloven, eller som Sven Aggesen benævner denne, øvrige danske områder hvor 3 marks bøderne blot er at finde i Landskabslovene, men
”hirden eller lejrens lov,” at skulle forstås som en gældende ret for alle de steder hvor ikke optræder i yngre håndfæstninger og forordninger for områderne. Også fra Norge kongen, og de større adelsfolk- opholdt sig, hvad enten dette har været om bord på et ses tidlige gårdsretter fra allerede det sene 1200 tal, nemlig kong Håkon Magnussons skib, i en midlertidig militær lejr, eller på en ejendom, egen eller en andens. Dette synes Borgararéttr.
at fremgå af både Frederik II s og Erik af Pommerns gårdsretter, idet det stadfæstes i Et andet spørgsmål er hvem gårdsretterne er henvendt til? Hvilke sociale grupper sidstnævnte at denne ret gjaldt hvorend kongen opholdt sig, hvad enten dette var ”i har skullet disciplineres, og hørte disse til høj- eller lavadelen, eller til adelen garthen eller köpsted och ær thet so with e som koning eller hans folk ær.”282 På samme vis kan det overhovedet? For at besvare spørgsmålet vil den såkaldte Vederlov studeres nærmere.
tænkes at denne regel har været gældende for også adelsfolk og disses mænd, som det Det har tidligere i værket været fremhævet at man i middelalderen var ganske optaget af sås i Fredriks IÌs ret. Udbredelsen af den nok oprindelige gårdsret primært knyttet til at sætte et skel mellem på den ene side en grov og upassende opførsel som oftest kongsgårdene til også adelsfolks gårde tænkes af Poul Johannes Jørgensen at havde sidestillet med en form for forældet vikingeadfærd der ikke længere blev anset som været ”bekræftedes ved Gårdsretten af 1562” og denne mente at udvidelsen endog var langt tidssvarende, og dette i kontrast til på den anden side en ønskværdi og idealiseret dannet større: ”Også i klostrene ses den at havde anvendt.”283
og høvisk adelskultur hvor rang, ære og social status var særligt vægtet. Hvis Pierre Bourdieus teori bringes ind, da må det fremhæves at det forudsættes at medlemmerne af 116
117
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 117
09-08-2021 12:49:59
et givent socialt rum var i stand til at afkode og forstå spillereglerne qua disses habitus.
For langt værre brud på loven, det være sig vold mod andre med enten våben eller Det synes derfor unødvendigt at skulle nedskrive adfærdskodekser, idet hele meningen hænderne, eller det at vriste noget ud af hånden på en anden, eller rive denne i håret!, med den eksklusive distinktion, det at tilhøre et fællesskab ved at være i stand til kunne faldt der langt hårdere straffe, som kunne ende med tab af ejendom, jord, funktioner i opfatte og forstå reglerne, i modsætning til de der ikke kunne og derfor ikke hørte til, da hæren samt ære. For det vel alvorligste retsbrud, højforræderiet, kunne skadevolderen ville bortfalde. Men årsagen til at man måske har ønsket at åbenbare spillets regler for bede kongen om afholdelse af rettergang. Om dette beretter Saxo: andre kan da måske skyldes at nye grupper uden tilsvarende habitus har fundet vej ind i
”Hvis den anklagede der skulle trækkes for retten, besad ejendom, ville de [stævningsmændene] normalt de royale og adelige borge, eller at yngre adelsfolk hvis bevidsthed om egen habitus overbringe stævningen en gang hjemme hos ham selv og to gange i kongens gård ved hans plads ved endnu ikke var vækket, måske har skullet have en hjælpende hånd. Det kan også være at bordet, hvad enten han var til stede eller ej. Hvis han ingen gård havde, skulle han stævnes tre gange på
adelskulturen har spredt sig uens over de forskellige lande, hvor adelen havde det sted hvor han plejede at sidde i kongsgården.”288
besiddelser og indflydelse, og man derfor har ønsket at fremme en ensartet forståelse af Ifølge Saxo foretrak kongen at lovens strengeste straf som udgangspunkt skulle reglerne for en god adelsmands og -kvindes opførsel. Lad os begynde med at se være landsforvisning og ikke døden, idet kongen gerne ville udvise mildhed, tillige med nærmere på Vederloven og dens bestemmelser.
at straffen som udstødt ville være vanærende og skamfuld, hvilket kongen anså som I Saxos udgave af Vederloven som indgår i Gesta Danorum, bog 10, fortælles det værre end døden. Om straffene fortæller Saxo generelt at når disse skulle udføres ”blev om indførelsen af Vederloven, at dette skete i Knud den Stores tid, hvad enten dette har der ingen hensyn taget til familiebånd eller slægtsskab.” Og tilsyneladende heller ikke til kongen, været en pure tradition eller en historisk realitet. I forbindelse hermed beretter Saxo at for i Saxos udgave af Vederloven, og i modsætning til den anonyme udgave af krigere i et stort tal sluttede sig til Knud den Store, men at ikke blot udgifterne til at Vederloven tilskrevet Knud VI, er den første der overtræder Vederloven Knud den holde en sådan krigerskare, men tillige deres indbyrdes stridigheder og dårlige opførsel Store selv, idet denne myrder en af sine hirdmænd i fuldskab. Ifølge teksten kaster blev vikingekongen for meget. Af den grund oprettede han en ny gårdsret. En af de kongen sig efterfølgende på knæ foran mændene, og udtaler at han har besluttet at det væsentligste nyvindinger ved denne lov var indførelsen af placeringer ved hof-bordet skal være hirdmændene og ikke kongen selv, der skal sanktionere forbrydelsen.
efter hvornår krigerne var indtrådt i krigstjenesten, således at de som havde været Hirdmændene vælger dog at give domsmyndigheden tilbage til kongen, skriver Saxo, længst i tjenesten fik hæderspladserne. Formålet hermed var at vise militær rang, eller idet de mente at hans ydmyghed havde været straf nok. Selvom Vederloven fremstilles som Saxo udtrykker det:
som en militær lov gældende lige for alle uagtet adelig eller kongelige slægtskaber, da har kongen således været anset for at være højeste juridiske instans på samme tid og
“Når de ældste i hirden skulle have hæderspladsen ved bordet, skyldtes det at hvis de satte sig på må og adelsfolkene har valgt at respektere dette frem for at følge Vederlovens bestemmelser.289
få, ville man ikke kunne se forskel på deres [mændenes] fortjenester. ”286
Vederlovens regler fandt som nævnt ifølge Saxo udbredelse langt uden for kongens Straffen for at bryde denne regel var en rettergang ved tinge som kunne føre til gård:
bortvisning fra den militære tjeneste i vanære. Den således forholdsvise hårde straf for føromtalte brud på Vederloven, samt mindre lignende forseelser i samme lov, begrunder
”Hele denne strenge justits bredte sig senere fra kongsgårdene til den daglige omgangstone i noget Saxo således:
laverestående husstande, og det var længe normalt blandt mænd af lavere stand at efterligne deres foresattes disciplin.”290
”Foragt for militær rang var noget der forargede kongen voldsomt, for en kriger der ikke forstod at respektere en ligemand, ville efter hans mening heller ikke vise en overordnet megen respekt.”287
118
119
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 118
09-08-2021 12:49:59
et givent socialt rum var i stand til at afkode og forstå spillereglerne qua disses habitus.
For langt værre brud på loven, det være sig vold mod andre med enten våben eller Det synes derfor unødvendigt at skulle nedskrive adfærdskodekser, idet hele meningen hænderne, eller det at vriste noget ud af hånden på en anden, eller rive denne i håret!, med den eksklusive distinktion, det at tilhøre et fællesskab ved at være i stand til kunne faldt der langt hårdere straffe, som kunne ende med tab af ejendom, jord, funktioner i opfatte og forstå reglerne, i modsætning til de der ikke kunne og derfor ikke hørte til, da hæren samt ære. For det vel alvorligste retsbrud, højforræderiet, kunne skadevolderen ville bortfalde. Men årsagen til at man måske har ønsket at åbenbare spillets regler for bede kongen om afholdelse af rettergang. Om dette beretter Saxo: andre kan da måske skyldes at nye grupper uden tilsvarende habitus har fundet vej ind i
”Hvis den anklagede der skulle trækkes for retten, besad ejendom, ville de [stævningsmændene] normalt de royale og adelige borge, eller at yngre adelsfolk hvis bevidsthed om egen habitus overbringe stævningen en gang hjemme hos ham selv og to gange i kongens gård ved hans plads ved endnu ikke var vækket, måske har skullet have en hjælpende hånd. Det kan også være at bordet, hvad enten han var til stede eller ej. Hvis han ingen gård havde, skulle han stævnes tre gange på
adelskulturen har spredt sig uens over de forskellige lande, hvor adelen havde det sted hvor han plejede at sidde i kongsgården.”288
besiddelser og indflydelse, og man derfor har ønsket at fremme en ensartet forståelse af Ifølge Saxo foretrak kongen at lovens strengeste straf som udgangspunkt skulle reglerne for en god adelsmands og -kvindes opførsel. Lad os begynde med at se være landsforvisning og ikke døden, idet kongen gerne ville udvise mildhed, tillige med nærmere på Vederloven og dens bestemmelser.
at straffen som udstødt ville være vanærende og skamfuld, hvilket kongen anså som I Saxos udgave af Vederloven som indgår i Gesta Danorum, bog 10, fortælles det værre end døden. Om straffene fortæller Saxo generelt at når disse skulle udføres ”blev om indførelsen af Vederloven, at dette skete i Knud den Stores tid, hvad enten dette har der ingen hensyn taget til familiebånd eller slægtsskab.” Og tilsyneladende heller ikke til kongen, været en pure tradition eller en historisk realitet. I forbindelse hermed beretter Saxo at for i Saxos udgave af Vederloven, og i modsætning til den anonyme udgave af krigere i et stort tal sluttede sig til Knud den Store, men at ikke blot udgifterne til at Vederloven tilskrevet Knud VI, er den første der overtræder Vederloven Knud den holde en sådan krigerskare, men tillige deres indbyrdes stridigheder og dårlige opførsel Store selv, idet denne myrder en af sine hirdmænd i fuldskab. Ifølge teksten kaster blev vikingekongen for meget. Af den grund oprettede han en ny gårdsret. En af de kongen sig efterfølgende på knæ foran mændene, og udtaler at han har besluttet at det væsentligste nyvindinger ved denne lov var indførelsen af placeringer ved hof-bordet skal være hirdmændene og ikke kongen selv, der skal sanktionere forbrydelsen.
efter hvornår krigerne var indtrådt i krigstjenesten, således at de som havde været Hirdmændene vælger dog at give domsmyndigheden tilbage til kongen, skriver Saxo, længst i tjenesten fik hæderspladserne. Formålet hermed var at vise militær rang, eller idet de mente at hans ydmyghed havde været straf nok. Selvom Vederloven fremstilles som Saxo udtrykker det:
som en militær lov gældende lige for alle uagtet adelig eller kongelige slægtskaber, da har kongen således været anset for at være højeste juridiske instans på samme tid og
“Når de ældste i hirden skulle have hæderspladsen ved bordet, skyldtes det at hvis de satte sig på må og adelsfolkene har valgt at respektere dette frem for at følge Vederlovens bestemmelser.289
få, ville man ikke kunne se forskel på deres [mændenes] fortjenester. ”286
Vederlovens regler fandt som nævnt ifølge Saxo udbredelse langt uden for kongens Straffen for at bryde denne regel var en rettergang ved tinge som kunne føre til gård:
bortvisning fra den militære tjeneste i vanære. Den således forholdsvise hårde straf for føromtalte brud på Vederloven, samt mindre lignende forseelser i samme lov, begrunder
”Hele denne strenge justits bredte sig senere fra kongsgårdene til den daglige omgangstone i noget Saxo således:
laverestående husstande, og det var længe normalt blandt mænd af lavere stand at efterligne deres foresattes disciplin.”290
”Foragt for militær rang var noget der forargede kongen voldsomt, for en kriger der ikke forstod at respektere en ligemand, ville efter hans mening heller ikke vise en overordnet megen respekt.”287
118
119
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 119
09-08-2021 12:49:59
Hvis der ses på den anonyme Vederlovtekst tilskrevet Knud VI og ærkebiskop ære genfindes i Landskabslovene, nemlig i Skånske Lov, hvor der til sammenligning ses Absalon, da angives i denne at:
at når en mand har ”bødet for manddrab,” kræves det at denne gav arvingerne til afdøde en lighedsed med 12 mænd fra egen slægt og:
”Dette er Vederloven, som Knud konge Valdemars søn og Absalon ærkebiskop skrive, således som den var i Gamle Knuds dage.”
”de skal ikke sværge paa relikvier, men paa bog. Han skal bede Gud og den bog, som den anden bærer frem for ham hjælpe sig.”
og dette udgør indledingen på denne udgave af Vederloven, og det berettes dernæst at Gamle Knud, og dermed Knud den Store, havde en hird sammensat af mænd fra alle Baggrunden for lighedseden forklarer Anders Sunesen i dennes parafrase over de lande, som denne var konge over, nemlig ”Danmark og England og Norge og Samland.” Det Skånske Lov:
sidste område har Jørgen Olrik identificeret som det nuværende Preussen.291
”Men lighedseden kræves altid så meget ihærdigere, som ved den de krænkede ligestilles med de Hvor Saxo lod allerede Knud den Store bryde Vederloven som den første, da krænkede, hvorved den ringeagt tykkes at ophæves, som plejer at blive de forurettede til del som følge af den overlast, de har måttet døje af de forurettende; ti kloge folk lægger altid mere vægt på uplettet rygte udsiger denne udgave at Vederloven stod ”uspildt i otte kongers dage,” og først blev brudt i og på skyldig æresoprejsning end på pengebod.”293
kong Niels tid (1104-1134), men da ikke af kongen selv, men derimod af en adelsmand, Sven Aggesens bedstefar, den jyske stormand Kristiern Svenssøn som Denne lighedsed har endvidere nok skulle hindre blodhævn.
”hug Thure Doke.”
Straffen herfor var udstødelse af Vederlaget ”med niddings navn,” det vil sige med tab af Som hos Saxo genfindes tillige straffen med at rykke en plads ved bordet, nemlig ære, og dertil landsforvisning fra alle de lande som kongen herskede over. Denne ender som sanktion ved mindre tvister, for eksempel klagemål over at blive gjort uret, som er dog ikke som forstødt fra Vederlaget, idet en anden jysk adelsmand, Bo Hedinssøn fra blevet bevidnet af Vederlagsmænd med helligdomsed. Denne ed høres tillige om i Vendsyssel og flere andre ældre mænd, foreslår, da der intet fortilfælde endnu har Skånske Lov, nemlig i det tilfælde at en mand giver slag eller sår til en anden: været, at ændre lovens sanktion til blot en bødestraf for hug og sår, nemlig den
”da skal han alene sværge lighedsed med den samme edsformular, som er foreskrevet ved manddrab, men anseelige sum af 40 mark til kongen, 40 mark til de øvrige vederlagsmænd, og til den sikkerhedsed skal ikke gives, når manden ikke er dræbt.”294
skadelidte, 40 mark samt to mark guld i gørsum. I fald denne straf har skullet være realiserbar, da har Vederlagsmændenes antal nok ikke været stort. Det fortælles Anders Sunesen uddyber sikkerhedsed i denne forbindelse, og forklarer at når 1/3 af endvidere at der i kong Niels dage blev begået endnu et Vederlagsbrud, igen udført af boden er erlagt, ydes dertil 1/3 af sikkerhedseden, trygh, hvilket i praksis betød at fire adelsfolk og med igen samme bødestraf som sanktion, ”og siden er mange bøder bødede efter mænd fundet iblandt den dræbtes slægtninge skulle sværge at de ikke ville hævne den samme vedtægt, hvorefter Kristjern bødede.” At bødestraffen kommer på tale og foreslåes drabet. Det har tilsyneladende været nødvendigt stadig at forhindre blodhævn, så helt som et alternativ til udstødelse skyldes hertil Kristierns frænder, som fandt det ”ondt at borte var hærværksforbrydelsen ikke i det skånske område, og i ej heller i de øvrige være,” at fuldføre den oprindelige straf med landsforvisning og tab af ære, og i stedet danske områder ifølge Landskabslovene, selvom tendensen mod i stedet 40 marks bøder ønskede en bødestraf, da flere af Kristierns brødre var gejstlige, nemlig ærkebiskop begynder at gøre sig gældende.295
Asser af Lund samt Sven biskop af Viborg, såvel som at to andre brødre samt Kristierns Ovenstående ritual foregik i praksis ved at 12 mænd aflagde ed ved sidste betaling far, alle tre var høvdinge.292 Der er således at gøre med højadelsfolk hørende til af boden, men før dette skulle dog også 12 mænd fra drabsmandens frænder: magnatgruppen. I modsætning til Saxos tekst lægges der her stor og åbenlys vægt på
hensynet til ædel byrd og lovbryderens og dennes slægts ære. At opretholde en slægts
”rørende ved en fremlagt hellig bog – sværge på deres sjæles salighed.”296
120
121
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 120
09-08-2021 12:49:59
Hvis der ses på den anonyme Vederlovtekst tilskrevet Knud VI og ærkebiskop ære genfindes i Landskabslovene, nemlig i Skånske Lov, hvor der til sammenligning ses Absalon, da angives i denne at:
at når en mand har ”bødet for manddrab,” kræves det at denne gav arvingerne til afdøde en lighedsed med 12 mænd fra egen slægt og:
”Dette er Vederloven, som Knud konge Valdemars søn og Absalon ærkebiskop skrive, således som den var i Gamle Knuds dage.”
”de skal ikke sværge paa relikvier, men paa bog. Han skal bede Gud og den bog, som den anden bærer frem for ham hjælpe sig.”
og dette udgør indledingen på denne udgave af Vederloven, og det berettes dernæst at Gamle Knud, og dermed Knud den Store, havde en hird sammensat af mænd fra alle Baggrunden for lighedseden forklarer Anders Sunesen i dennes parafrase over de lande, som denne var konge over, nemlig ”Danmark og England og Norge og Samland.” Det Skånske Lov:
sidste område har Jørgen Olrik identificeret som det nuværende Preussen.291
”Men lighedseden kræves altid så meget ihærdigere, som ved den de krænkede ligestilles med de Hvor Saxo lod allerede Knud den Store bryde Vederloven som den første, da krænkede, hvorved den ringeagt tykkes at ophæves, som plejer at blive de forurettede til del som følge af den overlast, de har måttet døje af de forurettende; ti kloge folk lægger altid mere vægt på uplettet rygte udsiger denne udgave at Vederloven stod ”uspildt i otte kongers dage,” og først blev brudt i og på skyldig æresoprejsning end på pengebod.”293
kong Niels tid (1104-1134), men da ikke af kongen selv, men derimod af en adelsmand, Sven Aggesens bedstefar, den jyske stormand Kristiern Svenssøn som Denne lighedsed har endvidere nok skulle hindre blodhævn.
”hug Thure Doke.”
Straffen herfor var udstødelse af Vederlaget ”med niddings navn,” det vil sige med tab af Som hos Saxo genfindes tillige straffen med at rykke en plads ved bordet, nemlig ære, og dertil landsforvisning fra alle de lande som kongen herskede over. Denne ender som sanktion ved mindre tvister, for eksempel klagemål over at blive gjort uret, som er dog ikke som forstødt fra Vederlaget, idet en anden jysk adelsmand, Bo Hedinssøn fra blevet bevidnet af Vederlagsmænd med helligdomsed. Denne ed høres tillige om i Vendsyssel og flere andre ældre mænd, foreslår, da der intet fortilfælde endnu har Skånske Lov, nemlig i det tilfælde at en mand giver slag eller sår til en anden: været, at ændre lovens sanktion til blot en bødestraf for hug og sår, nemlig den
”da skal han alene sværge lighedsed med den samme edsformular, som er foreskrevet ved manddrab, men anseelige sum af 40 mark til kongen, 40 mark til de øvrige vederlagsmænd, og til den sikkerhedsed skal ikke gives, når manden ikke er dræbt.”294
skadelidte, 40 mark samt to mark guld i gørsum. I fald denne straf har skullet være realiserbar, da har Vederlagsmændenes antal nok ikke været stort. Det fortælles Anders Sunesen uddyber sikkerhedsed i denne forbindelse, og forklarer at når 1/3 af endvidere at der i kong Niels dage blev begået endnu et Vederlagsbrud, igen udført af boden er erlagt, ydes dertil 1/3 af sikkerhedseden, trygh, hvilket i praksis betød at fire adelsfolk og med igen samme bødestraf som sanktion, ”og siden er mange bøder bødede efter mænd fundet iblandt den dræbtes slægtninge skulle sværge at de ikke ville hævne den samme vedtægt, hvorefter Kristjern bødede.” At bødestraffen kommer på tale og foreslåes drabet. Det har tilsyneladende været nødvendigt stadig at forhindre blodhævn, så helt som et alternativ til udstødelse skyldes hertil Kristierns frænder, som fandt det ”ondt at borte var hærværksforbrydelsen ikke i det skånske område, og i ej heller i de øvrige være,” at fuldføre den oprindelige straf med landsforvisning og tab af ære, og i stedet danske områder ifølge Landskabslovene, selvom tendensen mod i stedet 40 marks bøder ønskede en bødestraf, da flere af Kristierns brødre var gejstlige, nemlig ærkebiskop begynder at gøre sig gældende.295
Asser af Lund samt Sven biskop af Viborg, såvel som at to andre brødre samt Kristierns Ovenstående ritual foregik i praksis ved at 12 mænd aflagde ed ved sidste betaling far, alle tre var høvdinge.292 Der er således at gøre med højadelsfolk hørende til af boden, men før dette skulle dog også 12 mænd fra drabsmandens frænder: magnatgruppen. I modsætning til Saxos tekst lægges der her stor og åbenlys vægt på
hensynet til ædel byrd og lovbryderens og dennes slægts ære. At opretholde en slægts
”rørende ved en fremlagt hellig bog – sværge på deres sjæles salighed.”296
120
121
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 121
09-08-2021 12:50:00
Hvis der vendes tilbage til Vederloven, da hævdes om dennes tilkomst i den Det må endvidere forstås ud fra omtalen af Vederloven at der er at gøre med en anonyme udgave af Vederloven, at Knud den Store udfærdigede regelsamlingen aftale mellem huskarle og deres herrer, og at dette fællesskab har inkluderet både herrer sammen med Øppe Snille af Sælland og Eskil Øppesøn, angiveligt to stormænd. Der og mænd bundet til disse ved edstagning. Der synes i al fald standsmæssigt at være stor fortsættes:
afstand mellem den første Vederlovs-bryder i denne Vederlovstekst, Kristiern Svenssøn, og den næste, Agge Thver fra Varde, som med hug forvoldte skade på en bryde, Esge
”Og fastsatte han dette [kongen] for det første, at kongen og andre højfornemme mænd, som hird skulle Ebbesen, som begge, ud fra deres positioner og embeder, synes at havde tilhørt have, skulle være deres mænd hulde og blide og give dem rettelig deres sold.”297
lavadelen. På den skadevoldte Esge Ebbesens vegne undgår Agge igen også udstødelse Til gengæld skulle mændene være deres herre tro og lyde alle hans bud. Der ses her af Vederlaget og landsforvisning, da adelsmanden Vide Staller beder om at sanktionen at adelsfolkenes havde indflydelse på loven, og at samarbejdet mellem kongen og de blot bliver en bødestraf.300 Det kunne tyde på at disse sidstnævnte mænd har været adelige ”råder,” har været vægtet i denne tekst til forskel fra Saxos tekst. Det er tillige mænd der har været under en herre, snarere end herrer selv. Det ses således igen, som også bemærkelsesværdigt at Vederloven gøres til en almen regelsamling gældende for angivet i Saxos tekst, at bestemmelserne i Vederloven gjaldt alle uagtet rang, fra kongen enhver hird, uagtet om hirdens herre var konge eller adelsmand. Forholdet mellem en og ned til bryde og staldmester. Termen huskarl kan således ud fra denne tekst forstås herre og dennes mænd betones hertil langt kraftigere i denne tekst: som værende en mand i et edstagen forhold til en herre, hvoraf sidstnævnte kunne være
”Hænder der nogen den skændsel og vanskæbne, at vorde trosviger og øve Judasværk med onde råd mod af højadelsslægt eller kongelig.
sin herre, da har han forgjort sig selv og alt det han ejer.”298
Hvad angår det føromtalte Huskarlestævne da ses i den anonyme Vederlagstekst at Det er hertil bemærkelsesværdigt at den anonyme udgave af Vederloven fremsiger der i Huskarlestævnet afgøres en række brud på Vederloven, såsom de føromtalte at en mand kan udstødes af Vederlaget. Hermed gøres Vederloven til mere end blot en mindre voldssager, ”Hug og Sår” eksempelvis, men dertil også mindre tvister mellem lov eller regelsamling – det bliver et fællesskab. Udstødelse af Vederlaget sker i praksis mændene i Vederlaget, og sågar ”trætter om jord eller boran,” hvor sidstnævnte betegner med bevidnelse af to Vederlagsmænd som sværger på hellige relikvier, den føromtalte røveri i egen gård. Det må formodes at stævnet består af huskarlene, men at disses
”helligdomsed,” på at den stævnede er skyldig i anklagen. Tør ingen Vederlagsmænd herrer har haft indflydelse på udfaldet af afgørelserne i stævnet. I al fald fortælles det at vidne i sagen, da anvendes da jernbyrd. Ydermere er det specielt for denne udgave af Vederloven, som er Huskarlestævnets juridiske grundlag, ”blev ærlig vedtagen mellem herren loven, at den er forbundet med særlige administrative enheder, kaldet svet, idet dersom og hans mænd,” hvormed det igen fremhæves at loven er gældende for ethvert forhold kongen ifølge teksten ønsker at udstøde en mand:
mellem en herre og dennes mænd. I denne udgave angives det tillige at tjenesteforholdet til en herre kan opsiges én gang årligt, nemlig på
”af [Veder]laget, da skulle han først i sin gård med to [Veder]lagsmænd lade ham i hans svet og i hans
”ottende dags aften i julen....så kan han siden
fjerding stævne til Huskarlestævne.”
anden herre tjene.”301
299
Det er således blot i denne Vederlovsret at disse enheder optræder. Det har været Det må tænkes at Vederlagsretten har været gældende i alle denne form for relationer hævdet at svet er af fransk oprindelse og er en betegnelse for et følge, hvormed det da mellem herrer og disses mænd, men tillige også at alle, herre såvel som huskarle, havde kan sidestilles med lith. Fjerding optræder gentagende gange i kilderne som blot en bestemte pladser når de gæstede kongens gård, idet sanktionerne også indbefattede fjerdedel af noget; en fjerding af et herred for eksempel.
ændringer i placering i, ikke enhver herres, men blot kongens gård.
122
123
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 122
09-08-2021 12:50:00
Hvis der vendes tilbage til Vederloven, da hævdes om dennes tilkomst i den Det må endvidere forstås ud fra omtalen af Vederloven at der er at gøre med en anonyme udgave af Vederloven, at Knud den Store udfærdigede regelsamlingen aftale mellem huskarle og deres herrer, og at dette fællesskab har inkluderet både herrer sammen med Øppe Snille af Sælland og Eskil Øppesøn, angiveligt to stormænd. Der og mænd bundet til disse ved edstagning. Der synes i al fald standsmæssigt at være stor fortsættes:
afstand mellem den første Vederlovs-bryder i denne Vederlovstekst, Kristiern Svenssøn, og den næste, Agge Thver fra Varde, som med hug forvoldte skade på en bryde, Esge
”Og fastsatte han dette [kongen] for det første, at kongen og andre højfornemme mænd, som hird skulle Ebbesen, som begge, ud fra deres positioner og embeder, synes at havde tilhørt have, skulle være deres mænd hulde og blide og give dem rettelig deres sold.”297
lavadelen. På den skadevoldte Esge Ebbesens vegne undgår Agge igen også udstødelse Til gengæld skulle mændene være deres herre tro og lyde alle hans bud. Der ses her af Vederlaget og landsforvisning, da adelsmanden Vide Staller beder om at sanktionen at adelsfolkenes havde indflydelse på loven, og at samarbejdet mellem kongen og de blot bliver en bødestraf.300 Det kunne tyde på at disse sidstnævnte mænd har været adelige ”råder,” har været vægtet i denne tekst til forskel fra Saxos tekst. Det er tillige mænd der har været under en herre, snarere end herrer selv. Det ses således igen, som også bemærkelsesværdigt at Vederloven gøres til en almen regelsamling gældende for angivet i Saxos tekst, at bestemmelserne i Vederloven gjaldt alle uagtet rang, fra kongen enhver hird, uagtet om hirdens herre var konge eller adelsmand. Forholdet mellem en og ned til bryde og staldmester. Termen huskarl kan således ud fra denne tekst forstås herre og dennes mænd betones hertil langt kraftigere i denne tekst: som værende en mand i et edstagen forhold til en herre, hvoraf sidstnævnte kunne være
”Hænder der nogen den skændsel og vanskæbne, at vorde trosviger og øve Judasværk med onde råd mod af højadelsslægt eller kongelig.
sin herre, da har han forgjort sig selv og alt det han ejer.”298
Hvad angår det føromtalte Huskarlestævne da ses i den anonyme Vederlagstekst at Det er hertil bemærkelsesværdigt at den anonyme udgave af Vederloven fremsiger der i Huskarlestævnet afgøres en række brud på Vederloven, såsom de føromtalte at en mand kan udstødes af Vederlaget. Hermed gøres Vederloven til mere end blot en mindre voldssager, ”Hug og Sår” eksempelvis, men dertil også mindre tvister mellem lov eller regelsamling – det bliver et fællesskab. Udstødelse af Vederlaget sker i praksis mændene i Vederlaget, og sågar ”trætter om jord eller boran,” hvor sidstnævnte betegner med bevidnelse af to Vederlagsmænd som sværger på hellige relikvier, den føromtalte røveri i egen gård. Det må formodes at stævnet består af huskarlene, men at disses
”helligdomsed,” på at den stævnede er skyldig i anklagen. Tør ingen Vederlagsmænd herrer har haft indflydelse på udfaldet af afgørelserne i stævnet. I al fald fortælles det at vidne i sagen, da anvendes da jernbyrd. Ydermere er det specielt for denne udgave af Vederloven, som er Huskarlestævnets juridiske grundlag, ”blev ærlig vedtagen mellem herren loven, at den er forbundet med særlige administrative enheder, kaldet svet, idet dersom og hans mænd,” hvormed det igen fremhæves at loven er gældende for ethvert forhold kongen ifølge teksten ønsker at udstøde en mand:
mellem en herre og dennes mænd. I denne udgave angives det tillige at tjenesteforholdet til en herre kan opsiges én gang årligt, nemlig på
”af [Veder]laget, da skulle han først i sin gård med to [Veder]lagsmænd lade ham i hans svet og i hans
”ottende dags aften i julen....så kan han siden
fjerding stævne til Huskarlestævne.”
anden herre tjene.”301
299
Det er således blot i denne Vederlovsret at disse enheder optræder. Det har været Det må tænkes at Vederlagsretten har været gældende i alle denne form for relationer hævdet at svet er af fransk oprindelse og er en betegnelse for et følge, hvormed det da mellem herrer og disses mænd, men tillige også at alle, herre såvel som huskarle, havde kan sidestilles med lith. Fjerding optræder gentagende gange i kilderne som blot en bestemte pladser når de gæstede kongens gård, idet sanktionerne også indbefattede fjerdedel af noget; en fjerding af et herred for eksempel.
ændringer i placering i, ikke enhver herres, men blot kongens gård.
122
123
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 123
09-08-2021 12:50:00
Hvis der ses nærmere på Sven Aggesens Vederlovtekst, da fortæller Aggesen selv at også tænkes at dette skal udlægges som at den første hirdlov blev nedfældet og var dennes udgave af Vederloven er en oversættelse af den anonyme tekst der ifølge gældende i specifikt kong Knuds gård, men at denne siden, som fremført i den anonyme Aggesen var skrevet ”i sammentrængt korthed” i ærkebiskop Absalon af Lund og Knud udgave, blev en mere almen gældende lov eller regelsamling for alle herrer med et VÌs tid, hvormed Aggesens tekst dateringsmæssigt ligger efter denne konges tid, følge, og at Vederloven har været gældende ret i enhver herres [militære] husstand.
selvom man i dele af forskningen har tænkt at teksten var ældre og fra cirka 1185.
Dernæst følger en række parafraser fra Saxos tekst, og enkelte fra den anonyme Tilsyneladende har Sven Aggesen især ønsket at udvide teksten for at kunne formidle Vederlagstekst, blandt andet oplysningerne om Knud den Stores udvælgelseskriterier i for dennes samtid Vederlovens oprindelse og funktion, for den er blevet betydeligere forhold til krigerne. Mændene i Vederlaget omfattede ifølge Aggesen blandt andet ”de længere end i al fald den til nutiden overleverede kopi af den anonyme Vederlovstekst, gamle hirdmænd ved Kongens hof, dem, som også nu til dags kaldes med riddernavnet, [milites].”
og med langt fyldigere detaljer. Der fås således et større indblik i Aggesens samtids Herefter følger fortællingen fra Saxo om hvorledes det var forventet at mændene burde opfattelse - og mulige anvendelse af Vederloven i praksis. Sven Aggesen begrunder opføre sig, når de ikke havde deres våbendragere og tjenere hos sig og alene måtte føre indledningsvis tilblivelsen af Vederloven som funderet i at man i fortiden har ønsket at: deres heste til vandingstruget. I begge tekster anvendes termen milites, men hos
”Oldtiden, der jo har efterladt os, efterkommerne, meget, som den havde udfundet ved omhyggelig Aggesen fås således den ekstra oplysning at milites var de ældste krigere, og at disse granskning, har også stræbt at drage omsorg for det om Kongehoffet samlede hærsamfunds og således havde tjenere og andre mænd under sig.303
stalbroderskabs tarv, for at ikke den tøjlesløse ungdom i Krigersamlaget, når den var i besiddelse af uhæmmet frihed, skulle kunne udæske hinanden ustraffet ved gensidige krænkelser. Thi for at holde de Angående Vederlovens praktiske tilblivelse da fortæller teksten at Knud den Store ildesindedes frækhed i tøjler, har den fastslået udstedelsen af den lov, som den i sit eget tungemål har tilkaldte ”højvisemænd” til sig, nemlig igen ”Øpe Sællandsfar med tilnavnet den vise,” og dertil kaldt Witherlogh; den kunne vi i det latinske sprog, om end med et navn, der ikke fuldt ud svarer til hint, hans søn Eskil, som ovenikøbet ikke blot skulle bidrage med råd, men også fungere som kalde Lex Castrensis et militaris, d.v.s. Lejr- og Krigerloven, eller Lex Curiæ, d.e. Kongsgårdsloven.”302
skrivere for kongen. Olrik mener at dette må havde betydet at de indtog et officielt Ganske mange oplysninger forefindes i dette tekststykke. Aggesen opfatter således embede, men manuskriptet lader forstå at de to mænd var de eneste Knud den Store loven som værende en forordning rettet mod militæret eller krigerne, og fremhæver turde betro dennes hemmeligheder til både ved råd og nedskrivning.304 Om optagelsen i dertil at disse krigere er samlet i en form for stalbroderskab. Aggesen kan ikke finde en Vederlaget da udvælges mændene efter om de enten havde et ”berømmeligt stamtræ eller direkte latinsk oversættelse af Witherlogh, men vælger ud fra dennes forståelse af hvad havde rigelig overflod på formue.” Det fremhæves tillige i teksten at man tilstræbte at indføre Vederloven er i stedet at finde en passende betegnelse, her termen Lex Castrensis et en form for hierarki, idet det høres at Knud den Store besluttede: militaris, en lejr -eller krigerlov, altså en regelsamling for ikke blot krigerne, men for
”at sondre krigernes skare, hvori tidligere al orden og rækkefølge var ligesom udvisket, så der ingen krigere der er samlet i en form for lejr eller i et andet fællesskab, og det må formodes at forskel var mellem dem indbyrdes, efter deres fortjenesters beskaffenhed og deres manddomsevners dette sker ud fra Vederlovens funktion i praksis i dennes egen tid. Lex Curiæ finder prøvethed.”305
Aggesen tillige anvendelig som et synonym for Vederloven, og oversætter dette til Lignende udvælgelseskriterier ses angivet i en anden kilde fra perioden, nemlig i Kongegårdsloven. Der forekommer således en form for sidestilling af lejr og kongsgård Knud den Helliges martyrhistorie, hvoraf det fremgår at kongen i forbindelse med et
– og Aggesen taler tillige her om et hof. Hvis dette skal give mening så må denne planlagt Englandstogt, ønskede at udvælge de ”bedste mænd i dette kongerige, dem, der sideordning skulle forstås som at Vederloven har været en lov der var gældende for udmærkede sig mest ved troskab og dygtighed,” som krigere til togtet. Endvidere var det krigerne når disse var samlet i enten en militærlejr eller på en kongsgård. Det kan dog kongen magtpåliggende, ifølge helgenlevnet, at disse krigere hertil skulle opnå
124
125
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 124
09-08-2021 12:50:00
Hvis der ses nærmere på Sven Aggesens Vederlovtekst, da fortæller Aggesen selv at også tænkes at dette skal udlægges som at den første hirdlov blev nedfældet og var dennes udgave af Vederloven er en oversættelse af den anonyme tekst der ifølge gældende i specifikt kong Knuds gård, men at denne siden, som fremført i den anonyme Aggesen var skrevet ”i sammentrængt korthed” i ærkebiskop Absalon af Lund og Knud udgave, blev en mere almen gældende lov eller regelsamling for alle herrer med et VÌs tid, hvormed Aggesens tekst dateringsmæssigt ligger efter denne konges tid, følge, og at Vederloven har været gældende ret i enhver herres [militære] husstand.
selvom man i dele af forskningen har tænkt at teksten var ældre og fra cirka 1185.
Dernæst følger en række parafraser fra Saxos tekst, og enkelte fra den anonyme Tilsyneladende har Sven Aggesen især ønsket at udvide teksten for at kunne formidle Vederlagstekst, blandt andet oplysningerne om Knud den Stores udvælgelseskriterier i for dennes samtid Vederlovens oprindelse og funktion, for den er blevet betydeligere forhold til krigerne. Mændene i Vederlaget omfattede ifølge Aggesen blandt andet ”de længere end i al fald den til nutiden overleverede kopi af den anonyme Vederlovstekst, gamle hirdmænd ved Kongens hof, dem, som også nu til dags kaldes med riddernavnet, [milites].”
og med langt fyldigere detaljer. Der fås således et større indblik i Aggesens samtids Herefter følger fortællingen fra Saxo om hvorledes det var forventet at mændene burde opfattelse - og mulige anvendelse af Vederloven i praksis. Sven Aggesen begrunder opføre sig, når de ikke havde deres våbendragere og tjenere hos sig og alene måtte føre indledningsvis tilblivelsen af Vederloven som funderet i at man i fortiden har ønsket at: deres heste til vandingstruget. I begge tekster anvendes termen milites, men hos
”Oldtiden, der jo har efterladt os, efterkommerne, meget, som den havde udfundet ved omhyggelig Aggesen fås således den ekstra oplysning at milites var de ældste krigere, og at disse granskning, har også stræbt at drage omsorg for det om Kongehoffet samlede hærsamfunds og således havde tjenere og andre mænd under sig.303
stalbroderskabs tarv, for at ikke den tøjlesløse ungdom i Krigersamlaget, når den var i besiddelse af uhæmmet frihed, skulle kunne udæske hinanden ustraffet ved gensidige krænkelser. Thi for at holde de Angående Vederlovens praktiske tilblivelse da fortæller teksten at Knud den Store ildesindedes frækhed i tøjler, har den fastslået udstedelsen af den lov, som den i sit eget tungemål har tilkaldte ”højvisemænd” til sig, nemlig igen ”Øpe Sællandsfar med tilnavnet den vise,” og dertil kaldt Witherlogh; den kunne vi i det latinske sprog, om end med et navn, der ikke fuldt ud svarer til hint, hans søn Eskil, som ovenikøbet ikke blot skulle bidrage med råd, men også fungere som kalde Lex Castrensis et militaris, d.v.s. Lejr- og Krigerloven, eller Lex Curiæ, d.e. Kongsgårdsloven.”302
skrivere for kongen. Olrik mener at dette må havde betydet at de indtog et officielt Ganske mange oplysninger forefindes i dette tekststykke. Aggesen opfatter således embede, men manuskriptet lader forstå at de to mænd var de eneste Knud den Store loven som værende en forordning rettet mod militæret eller krigerne, og fremhæver turde betro dennes hemmeligheder til både ved råd og nedskrivning.304 Om optagelsen i dertil at disse krigere er samlet i en form for stalbroderskab. Aggesen kan ikke finde en Vederlaget da udvælges mændene efter om de enten havde et ”berømmeligt stamtræ eller direkte latinsk oversættelse af Witherlogh, men vælger ud fra dennes forståelse af hvad havde rigelig overflod på formue.” Det fremhæves tillige i teksten at man tilstræbte at indføre Vederloven er i stedet at finde en passende betegnelse, her termen Lex Castrensis et en form for hierarki, idet det høres at Knud den Store besluttede: militaris, en lejr -eller krigerlov, altså en regelsamling for ikke blot krigerne, men for
”at sondre krigernes skare, hvori tidligere al orden og rækkefølge var ligesom udvisket, så der ingen krigere der er samlet i en form for lejr eller i et andet fællesskab, og det må formodes at forskel var mellem dem indbyrdes, efter deres fortjenesters beskaffenhed og deres manddomsevners dette sker ud fra Vederlovens funktion i praksis i dennes egen tid. Lex Curiæ finder prøvethed.”305
Aggesen tillige anvendelig som et synonym for Vederloven, og oversætter dette til Lignende udvælgelseskriterier ses angivet i en anden kilde fra perioden, nemlig i Kongegårdsloven. Der forekommer således en form for sidestilling af lejr og kongsgård Knud den Helliges martyrhistorie, hvoraf det fremgår at kongen i forbindelse med et
– og Aggesen taler tillige her om et hof. Hvis dette skal give mening så må denne planlagt Englandstogt, ønskede at udvælge de ”bedste mænd i dette kongerige, dem, der sideordning skulle forstås som at Vederloven har været en lov der var gældende for udmærkede sig mest ved troskab og dygtighed,” som krigere til togtet. Endvidere var det krigerne når disse var samlet i enten en militærlejr eller på en kongsgård. Det kan dog kongen magtpåliggende, ifølge helgenlevnet, at disse krigere hertil skulle opnå
124
125
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 125
09-08-2021 12:50:00
optugtelse i fromhed, og hertil skulle mændene opøves til at opnå fysisk og psykisk der havde begået dette drab, holdt de stævne og drøftede her med ængstelig overvejelse, hvad der var at disciplin:
gøre.”310
Ængstelsen skyldtes ifølge teksten at de var i tvivl om kongen skulle lade livet eller
”Tanken jo var, få disse krigeres sind øvet og opdraget ved nattevågen og ængstelser, sult og tørst, kulde eller andre besværligheder, at ikke, som det var gået indtil den tid, under et letsindigt liv syndige og gives nåde. I manuskriptet fra Gertzs hånd tilføjes det at adelsfolkene under denne uretfærdige tanker skulle opkomme hos dem som en frugt af yppighed og fedme, og de så skulle skeje ud samling havde:
efter deres hjertes tilbøjelighed.”306
”indbyrdes afvigende meningsudtalelser:..... Thi hvis kongen underkastedes domfældelse, ville de ret som og hertil opnå viden om dannelse og den rette adfærd:
hovedløse kættere og forløbne landstrygere blive udjagne af det fremmede land; [England] men på den anden side, hvis der vistes kongens ærværdighed overbærelse, ville der efter det givne eksempel på
”Ved disse selv samme love er der nemlig også truffet foranstaltninger imod, at nogen skal plette den retsbrud og påfølgende overbærelse kunne blive begået lignende forsyndelser af de øvrige.”311
udmærkede hærmandsstillings strålende glans med uvidenheds smuds. Det sømmer sig nemlig for mænd af berømmelig æt at leve med hæder og ikke ved uvidenheds dvaskhed sværte deres adelige navn.”307
Adelsfolkene beslutter dog i Stephanius udgave af Sven Aggesens Vederlovstekst at:
I Aggesens tekst nævnes tillige straffen med at rykke flere pladser ned ved bordet, som det sås hos Saxo, men her ses tillige denne straf fremlagt også som en almen
”deres høje konge skulle knæle ned på en hynde, der blev udbredt midt i forsamlingen og her vente gældende straf der blev iværksat når en mand havde overtrådt loven tre gange, og stadig dommens nåde eller strenghed. Da så dette var sket, rejste de kongen op og tilstod ham tilgivelse og nåde ikke ville tilrette sig. Lovbryderen skulle da:
for overtrædelsen.”312
Dette udføres ifølge Stephanius manuskript mens de enstemmigt råber at fremover
”sidde på den nederste plads af alle, og enhver måtte da efter eget tykke kaste ben på ham. Han må heller ikke nyde drikke eller spise i fællesskab med nogen anden, men skal alene for sig nøjes med sin egen disk skal ingen kunne tilgives, og ingen kunne fremefter ej heller ”ved nogen som helst bøde og sit eget bæger.”308
kunne sone.” Den eneste straf ville være enten døden eller landflygtighed og fredløshed samt udstødelse af hærmandslaget ved ”niddings navn.”313 Adelsfolkene gives således her i
Kongen kunne dog ”tage nogens hensynsløshed under sin beskyttelse” ved at give denne begge de førnævnte manuskripter af Sven Aggesens tekst en fremtrædende rolle i førstesædet ved siden af kongen, hvorefter denne var under kongens gunst og domsafsigelsen, og kongen behandles omtrent som ligemand i forhold til Vederlovens beskyttelse. Men i så fald ville lovbryderen da miste ”al støtte fra sine fæller i Krigersamfundet bestemmelser. Tvivlen hos adelsfolkene skyldes ifølge det mere detaljerede restituerede og helt udløst af sin tidligere retsstillings bånd.”309
manuskript, at brudet på Vederloven sker i England, og man frygtede tilsyneladende Selvom Aggesen hævder at havde fundet det anonyme manuskript tilskrevet Absalon konsekvenserne her ved drabet på en konge – og tilmed en kristen konge.
og Knud VI, da afviges fra dette manuskripts oplysning om Kristiern Svenssøn som den første lovbryder, og i stedet ses, som i Gesta Danorum, Knud den Store at være den Stormændenes rolle som rådgivere er fremhævet hos Aggesen, som det også sås hos første. Dette kan skyldes at Sven Aggesen er tænkt at være barnebarn af Kristiern Saxo i Gesta Danorum, og var dertil en allerede veletableret praksis i både Saxo og Svenssøn. Men modsat Saxo er det ikke kongen, der tager initiativet til at foreslå en Sven Aggesens egen samtid. Kongen kan ikke regere alene, men har brug for adelens mildere dom, men derimod adelsfolkene:
støtte, og det samme gør sig gældende den anden vej rundt. Men relationerne er mere komplekse, og den uenighed som det restituerede manuskript fremlægger afspejler
”Herover blev hele skaren så voldsomt oprørt, at den ikke afholdt sig fra at gribe til våben, idet dens meget vel de interne stridigheder i adelsstanden, og de mangeartede forbindelser og afdelinger strømmede sammen fra alle kanter. Men da det var blevet bekendt, at det var kongens hånd, 126
127
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 126
09-08-2021 12:50:00
optugtelse i fromhed, og hertil skulle mændene opøves til at opnå fysisk og psykisk der havde begået dette drab, holdt de stævne og drøftede her med ængstelig overvejelse, hvad der var at disciplin:
gøre.”310
Ængstelsen skyldtes ifølge teksten at de var i tvivl om kongen skulle lade livet eller
”Tanken jo var, få disse krigeres sind øvet og opdraget ved nattevågen og ængstelser, sult og tørst, kulde eller andre besværligheder, at ikke, som det var gået indtil den tid, under et letsindigt liv syndige og gives nåde. I manuskriptet fra Gertzs hånd tilføjes det at adelsfolkene under denne uretfærdige tanker skulle opkomme hos dem som en frugt af yppighed og fedme, og de så skulle skeje ud samling havde:
efter deres hjertes tilbøjelighed.”306
”indbyrdes afvigende meningsudtalelser:..... Thi hvis kongen underkastedes domfældelse, ville de ret som og hertil opnå viden om dannelse og den rette adfærd:
hovedløse kættere og forløbne landstrygere blive udjagne af det fremmede land; [England] men på den anden side, hvis der vistes kongens ærværdighed overbærelse, ville der efter det givne eksempel på
”Ved disse selv samme love er der nemlig også truffet foranstaltninger imod, at nogen skal plette den retsbrud og påfølgende overbærelse kunne blive begået lignende forsyndelser af de øvrige.”311
udmærkede hærmandsstillings strålende glans med uvidenheds smuds. Det sømmer sig nemlig for mænd af berømmelig æt at leve med hæder og ikke ved uvidenheds dvaskhed sværte deres adelige navn.”307
Adelsfolkene beslutter dog i Stephanius udgave af Sven Aggesens Vederlovstekst at:
I Aggesens tekst nævnes tillige straffen med at rykke flere pladser ned ved bordet, som det sås hos Saxo, men her ses tillige denne straf fremlagt også som en almen
”deres høje konge skulle knæle ned på en hynde, der blev udbredt midt i forsamlingen og her vente gældende straf der blev iværksat når en mand havde overtrådt loven tre gange, og stadig dommens nåde eller strenghed. Da så dette var sket, rejste de kongen op og tilstod ham tilgivelse og nåde ikke ville tilrette sig. Lovbryderen skulle da:
for overtrædelsen.”312
Dette udføres ifølge Stephanius manuskript mens de enstemmigt råber at fremover
”sidde på den nederste plads af alle, og enhver måtte da efter eget tykke kaste ben på ham. Han må heller ikke nyde drikke eller spise i fællesskab med nogen anden, men skal alene for sig nøjes med sin egen disk skal ingen kunne tilgives, og ingen kunne fremefter ej heller ”ved nogen som helst bøde og sit eget bæger.”308
kunne sone.” Den eneste straf ville være enten døden eller landflygtighed og fredløshed samt udstødelse af hærmandslaget ved ”niddings navn.”313 Adelsfolkene gives således her i
Kongen kunne dog ”tage nogens hensynsløshed under sin beskyttelse” ved at give denne begge de førnævnte manuskripter af Sven Aggesens tekst en fremtrædende rolle i førstesædet ved siden af kongen, hvorefter denne var under kongens gunst og domsafsigelsen, og kongen behandles omtrent som ligemand i forhold til Vederlovens beskyttelse. Men i så fald ville lovbryderen da miste ”al støtte fra sine fæller i Krigersamfundet bestemmelser. Tvivlen hos adelsfolkene skyldes ifølge det mere detaljerede restituerede og helt udløst af sin tidligere retsstillings bånd.”309
manuskript, at brudet på Vederloven sker i England, og man frygtede tilsyneladende Selvom Aggesen hævder at havde fundet det anonyme manuskript tilskrevet Absalon konsekvenserne her ved drabet på en konge – og tilmed en kristen konge.
og Knud VI, da afviges fra dette manuskripts oplysning om Kristiern Svenssøn som den første lovbryder, og i stedet ses, som i Gesta Danorum, Knud den Store at være den Stormændenes rolle som rådgivere er fremhævet hos Aggesen, som det også sås hos første. Dette kan skyldes at Sven Aggesen er tænkt at være barnebarn af Kristiern Saxo i Gesta Danorum, og var dertil en allerede veletableret praksis i både Saxo og Svenssøn. Men modsat Saxo er det ikke kongen, der tager initiativet til at foreslå en Sven Aggesens egen samtid. Kongen kan ikke regere alene, men har brug for adelens mildere dom, men derimod adelsfolkene:
støtte, og det samme gør sig gældende den anden vej rundt. Men relationerne er mere komplekse, og den uenighed som det restituerede manuskript fremlægger afspejler
”Herover blev hele skaren så voldsomt oprørt, at den ikke afholdt sig fra at gribe til våben, idet dens meget vel de interne stridigheder i adelsstanden, og de mangeartede forbindelser og afdelinger strømmede sammen fra alle kanter. Men da det var blevet bekendt, at det var kongens hånd, 126
127
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 127
09-08-2021 12:50:00
relationer mellem forskellige slægter, til hverandre og til kongeslægten og dens mange krigertjeneste” skulle gøre gengæld ved at være deres herrer tro og adlyde disses bud og forgreninger. Magt har været en svær balancegang at opretholde, og det har været foreskrifter: ”Thi ikke med grund kan den stille fordring, som ikke yder, hvad han skylder.”315 Dette nødvendigt at kunne forstå det sociale spil. Et drab på en konge har i denne periode reducerer effekten af edstagningen, som ellers ofte er antaget at være det væsentligste kunnet udløse magtforskydelser langt ind i adelsstanden, og havde ændret på det element imellem en herre og dennes følge af krigere, og det synes snarere som at der var allerede etablerede sociale system internt i adelsstanden, som nye adelsslægter måske tale om en art ”kontraktlig” relation, hvor herren måtte betale for at få ydelsen fra dennes har kunnet vinde fremgang ved.
krigere. Udbetalingen af sold måtte dog heller ikke være for ødsel, som det ses i Gesta Danorum, hvor Saxo kritiserer kong Erik Lam for at øde formuer væk på sold.
Som i Vederlovsteksten tilskrevet Knud VI og Absalon fortælles dernæst at loven Huskarlestævnet er nævnt, og dette i forbindelse med afgørelser vedrørende mindre forblev ubrudt i flere kongers tid, og først krænkes i kong Niels tid. Om dette berettes forseelser såsom spot og hån samt mindre stridigheder. Sanktioner for brud på
endvidere i det restituerede manuskript at ”blev kongen rådvild i sin dom,” fordi kongen sidstnævnte var at rykke en plads ned ved bordet. Ifølge teksten var Huskarlestævnet et mente at:
møde, eller samtalemøde, hvor alle lagsbrødrene hørende under Vederloven stævnede
”det ville skade hans kongedømmets magtfylde og være til men for dets ukrænkelighed og derhos også, at sammen. Det forstås at disse domme, som man mente skulle tages i optrækket inden de det ville vække modvilje såvel hos selve Christierns samtlige slægtninge som hos Rigets [andre]
udviklede sig til det værre, blev henlagt til disse møder, som således måtte havde stormænd.”314
foregået med også andre dagsordener. En anden oplysning vi får hos Sven Aggesen om og igen betones det at Kristierns to brødre var gejstlige og at dertil to andre brødre Vederlaget er at medlemmerne heraf er at betragte som ”husfæller” og i Stephanius og far hørte til blandt ”Rigets førstemænd og øverster.” På samme vis er det igen Bo fra manuskript fortælles det at:
Vendsyssel der foreslår en ændring af loven, nemlig i stedet bødesatser lig de i den
”Da kong Knud nu havde forenet folk af så afvigende sæder og skikke i én husstand, [familiae] var det anonyme udgave af Vederloven fremsatte, idet denne og andre ”oldinge” blev spurt om nødvendigt, at den store konges hær, som jo var samlet sammen fra forskellige folkeslag, (nemlig fra alle de havde kendt til tidligere overtrædelser af Vederloven siden Knud den Stores. Sven de riger, som lå under hans herredømme), og hvis sæder var umådelig vekslende og uensartede, blev Aggesen ses således at havde kombineret de to forlæg, således at Knud den Store gøres tvunget til at overholde en ensartet gårdstugts regel.”316
til første, og Kristiern Svenssøn den anden, lovbryder.
I det restituerede manuskript tilføjes om de nævnte riger at disse var de ”som vare hans Det bemærkes tillige at det berettes at mændene efter Knud den Stores udåd kommer retsstyrelse undergivne” og at ”krigernes skikke” var så forskellige at det medførte splid, som tilløbende fra flere forskellige hærenheder eller -afdelinger, hvilket umiddelbart giver et derfor skulle neddæmpes. Hermed ses Vederloven at forsøges gøres til en for hele indtryk af et velstruktueret militært system, men det kan dog ikke udelukkes at der her kongeriget ensartet regelsamling, som måske skal ses som en modsætning til de blot er at gøre med forskellige følger hørende til bestemte herrer. Om forholdet til en tilstande der rådede på Aggesens tid, hvor man må tænke at de enkelte lande stadig herre fortælles det, således som det også sås hos Saxo og i den anonyme Vederlovstekst, havde divergerende love og traditioner. Hos Saxo høres det at kongen [Knud den Store]
at dette kan opsiges en gang årligt, hvorefter det er muligt at gå over til en anden herre. I bemærkede:
Sven Aggesens tekst angives tillige bestemmelser vedrørende betaling af sold. Dette ses
” hvor forskellige de var af både nation (latin. natione), sprog og væsen [om uromagerne](de følelser der tillige i den anonyme Vederlovstekst. Denne skulle ifølge Sven Aggesen betales når drev dem var vildt forskellige og temmelig uklare: hos nogle var det vildskab, hos andre misundelse, hos
”nytten eller nødvendigheden krævede det” så at mændene når de havde fået ”betalingen for deres atter andre ligefrem had).”317
128
129
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 128
09-08-2021 12:50:00
relationer mellem forskellige slægter, til hverandre og til kongeslægten og dens mange krigertjeneste” skulle gøre gengæld ved at være deres herrer tro og adlyde disses bud og forgreninger. Magt har været en svær balancegang at opretholde, og det har været foreskrifter: ”Thi ikke med grund kan den stille fordring, som ikke yder, hvad han skylder.”315 Dette nødvendigt at kunne forstå det sociale spil. Et drab på en konge har i denne periode reducerer effekten af edstagningen, som ellers ofte er antaget at være det væsentligste kunnet udløse magtforskydelser langt ind i adelsstanden, og havde ændret på det element imellem en herre og dennes følge af krigere, og det synes snarere som at der var allerede etablerede sociale system internt i adelsstanden, som nye adelsslægter måske tale om en art ”kontraktlig” relation, hvor herren måtte betale for at få ydelsen fra dennes har kunnet vinde fremgang ved.
krigere. Udbetalingen af sold måtte dog heller ikke være for ødsel, som det ses i Gesta Danorum, hvor Saxo kritiserer kong Erik Lam for at øde formuer væk på sold.
Som i Vederlovsteksten tilskrevet Knud VI og Absalon fortælles dernæst at loven Huskarlestævnet er nævnt, og dette i forbindelse med afgørelser vedrørende mindre forblev ubrudt i flere kongers tid, og først krænkes i kong Niels tid. Om dette berettes forseelser såsom spot og hån samt mindre stridigheder. Sanktioner for brud på
endvidere i det restituerede manuskript at ”blev kongen rådvild i sin dom,” fordi kongen sidstnævnte var at rykke en plads ned ved bordet. Ifølge teksten var Huskarlestævnet et mente at:
møde, eller samtalemøde, hvor alle lagsbrødrene hørende under Vederloven stævnede
”det ville skade hans kongedømmets magtfylde og være til men for dets ukrænkelighed og derhos også, at sammen. Det forstås at disse domme, som man mente skulle tages i optrækket inden de det ville vække modvilje såvel hos selve Christierns samtlige slægtninge som hos Rigets [andre]
udviklede sig til det værre, blev henlagt til disse møder, som således måtte havde stormænd.”314
foregået med også andre dagsordener. En anden oplysning vi får hos Sven Aggesen om og igen betones det at Kristierns to brødre var gejstlige og at dertil to andre brødre Vederlaget er at medlemmerne heraf er at betragte som ”husfæller” og i Stephanius og far hørte til blandt ”Rigets førstemænd og øverster.” På samme vis er det igen Bo fra manuskript fortælles det at:
Vendsyssel der foreslår en ændring af loven, nemlig i stedet bødesatser lig de i den
”Da kong Knud nu havde forenet folk af så afvigende sæder og skikke i én husstand, [familiae] var det anonyme udgave af Vederloven fremsatte, idet denne og andre ”oldinge” blev spurt om nødvendigt, at den store konges hær, som jo var samlet sammen fra forskellige folkeslag, (nemlig fra alle de havde kendt til tidligere overtrædelser af Vederloven siden Knud den Stores. Sven de riger, som lå under hans herredømme), og hvis sæder var umådelig vekslende og uensartede, blev Aggesen ses således at havde kombineret de to forlæg, således at Knud den Store gøres tvunget til at overholde en ensartet gårdstugts regel.”316
til første, og Kristiern Svenssøn den anden, lovbryder.
I det restituerede manuskript tilføjes om de nævnte riger at disse var de ”som vare hans Det bemærkes tillige at det berettes at mændene efter Knud den Stores udåd kommer retsstyrelse undergivne” og at ”krigernes skikke” var så forskellige at det medførte splid, som tilløbende fra flere forskellige hærenheder eller -afdelinger, hvilket umiddelbart giver et derfor skulle neddæmpes. Hermed ses Vederloven at forsøges gøres til en for hele indtryk af et velstruktueret militært system, men det kan dog ikke udelukkes at der her kongeriget ensartet regelsamling, som måske skal ses som en modsætning til de blot er at gøre med forskellige følger hørende til bestemte herrer. Om forholdet til en tilstande der rådede på Aggesens tid, hvor man må tænke at de enkelte lande stadig herre fortælles det, således som det også sås hos Saxo og i den anonyme Vederlovstekst, havde divergerende love og traditioner. Hos Saxo høres det at kongen [Knud den Store]
at dette kan opsiges en gang årligt, hvorefter det er muligt at gå over til en anden herre. I bemærkede:
Sven Aggesens tekst angives tillige bestemmelser vedrørende betaling af sold. Dette ses
” hvor forskellige de var af både nation (latin. natione), sprog og væsen [om uromagerne](de følelser der tillige i den anonyme Vederlovstekst. Denne skulle ifølge Sven Aggesen betales når drev dem var vildt forskellige og temmelig uklare: hos nogle var det vildskab, hos andre misundelse, hos
”nytten eller nødvendigheden krævede det” så at mændene når de havde fået ”betalingen for deres atter andre ligefrem had).”317
128
129
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 129
09-08-2021 12:50:00
Rigerne, eller ”nationes” her omtalt tænkes nok ikke blot at havde refereret ensidigt til
”Kongen rejser beskyldning mod nogen for forræderi eller for den forbrydelse at have krænket den blot de under de senere Landskabslove benævnte lande, men det kan måske også i kongelige majestæt og vil have ham udvist af Hirdmændenes samfund.”320
Aggesens tid tænkes at et følge kunne bestå af mænd fra også utlande og andre områder Lovbryderen stævnes tre gange og kommer han ikke til Huskarlestævnet, da anses underlagt Kongeriget, eksempelvis hertugdømmet? I den anonyme udgave af denne som værende domfældt i absentia og landsforvises tillige med at formuen Vederloven fra angiveligt Knud VÌs tid ses ingen lignende udsagn, og hos Saxo inddrages. Kommer han derimod til Huskarlestævnet, da skal han dømmes med to betones det at mange af disse slagsbrødre måske nok udmærkede sig ved mod og hirdmænds ed på helligdommene, men i fald ingen tør gøre sidstnævnte, da skal han kampgejst, men at det var sjældent at dette var kombineret med dannelse, ”castrensis prøves med jernbyrd. Dømmes han skyldig er straffen landsforvisning. I denne discipline.” Det høres endvidere at pladsen ved bordet var bestemt efter ikke blot forbindelse udføres et ritual efter at synderen har besluttet om denne vil flygte over land tjenestetid og alder, men tillige efter ”forrang i adelsslægt.”318 Hermed fås tillige en eller til havs. Når den straffede ikke længere kan ses på havet eller er skjult i en skov, slægtsmæssig rangering, som må havde favoriseret højadelen.
skal hele mængden råbe tre gange som et symbol på at denne ikke længere er bundet af Og det tilføjes:
I Sven Aggesens Vederlovstekst er der hertil indsat regler for forræderi og drab på
”det gamle pagtforbunds rettigheder.”
en herre og fyrste. I både denne del af Aggesens Vederlovstekst, såvel som afsnittet
”Når dette er sket, er de underkastede denne bindende lovbestemmelse, at hvo som helst af dem, der førhen omhandlende hug og sår på fæller, ses kristne elementer, idet Satan indtræder senere hen møder ham og blot har en mand eller et våben mere med sig end han og desuagtet ikke går løs som den der lokker mennesket til ”synd.” Dertil fortælles det: på ham, skal rammes af den samme soningsstrafs tab og derhos have det vanærende benævnelses ord, nemlig Niddingsord, på sig.”321
”Thi den, som forud var bleven oplært til at kives med sine stalbrødre indtil drabs fare, indlader sig til sidst også med fræk dristighed på at iværksætte anslag om forræderi mod eller mord på sin herre og De tre Vederlovstekster giver således ganske mange oplysninger om den adfærd fyrste.”319
som man ønskede at fremme i periodens adelsstand, og hertil opnås også indblik i hvem Hvor den anonyme udgave af Vederloven fra Knud VIs tid ikke havde disse regler Vederloven var rettet mod. Tilsyneladende omfattede dens medlemmer en bred skare af indsat i hovedteksten, og hvor disse udelukkende forefindes i et senere tillæg med mænd hørende til Hoffet samt kongen, såvel som tillige mænd i et edsforhold til en angiveligt ophav i kong Kristoffers tid, er reglerne her altså at finde i selve herre, de såkaldte svorne mænd. Til Vederlaget hørte ydermere mænd som modtog løn Vederlovsteksten. Det er endvidere spørgsmålet om vi med formuleringen ”herre OG
eller sold for at udføre militære ydelser til en herre. Huskarle var navnet på begge disse fyrste” blot her skal forstå at det drejer sig om en majestætsforbrydelse, eller Vederloven grupper af mænd. Var huskarle hirdmænd eller herremænd? Det kan tænkes at huskarle her angiver regler generelt for forræderi mod en herre? Som i de senere håndfæstninger, blot har været en fælles betegnelse for de mænd der hørte til et gods eller slot, hvor de såvel som i Uppsala-manuskriptet, er der dog i alle tilfælde kun at gøre med anslag mod har indgået i en edsvoren eller lønnet relation til en herre som enten hirdmand, og kongen, men når Vederlovens øvrige tekst og fordringer om relationerne mellem en dermed som del af et mindre personligt følge, eller som herremand, og dermed som del kriger og dennes herre medtænkes, så ville det være nærliggende at forestille sig at af den større gruppe af adelsfolk, der har deltaget i togter, i vikingetiden som en del af reglen har gjaldt anslag mod enhver herre. Dette virker desto mere sandsynligt dersom høvdingens lith, og senere som en del af adelsledingen.
disse herrer indskrænkes til blot at omfatte magnatgruppen, der var en forholdsvis lille Vi hører at både konge og magnater, såvel som også kongens embedsmænd, såsom gruppe af adelsfolk beslægtet eller på anden vis forbundet med kongedynastiet.
stallere og ombudsmænd, også var omfattet af Vederlovens bestemmelser, og at denne Sanktionen for at bryde denne regel var dødstraf samt tab af formue når: således var rettet mod både høj og lav i gården, men samtidig betones det dog også at 130
131
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 130
09-08-2021 12:50:00
Rigerne, eller ”nationes” her omtalt tænkes nok ikke blot at havde refereret ensidigt til
”Kongen rejser beskyldning mod nogen for forræderi eller for den forbrydelse at have krænket den blot de under de senere Landskabslove benævnte lande, men det kan måske også i kongelige majestæt og vil have ham udvist af Hirdmændenes samfund.”320
Aggesens tid tænkes at et følge kunne bestå af mænd fra også utlande og andre områder Lovbryderen stævnes tre gange og kommer han ikke til Huskarlestævnet, da anses underlagt Kongeriget, eksempelvis hertugdømmet? I den anonyme udgave af denne som værende domfældt i absentia og landsforvises tillige med at formuen Vederloven fra angiveligt Knud VÌs tid ses ingen lignende udsagn, og hos Saxo inddrages. Kommer han derimod til Huskarlestævnet, da skal han dømmes med to betones det at mange af disse slagsbrødre måske nok udmærkede sig ved mod og hirdmænds ed på helligdommene, men i fald ingen tør gøre sidstnævnte, da skal han kampgejst, men at det var sjældent at dette var kombineret med dannelse, ”castrensis prøves med jernbyrd. Dømmes han skyldig er straffen landsforvisning. I denne discipline.” Det høres endvidere at pladsen ved bordet var bestemt efter ikke blot forbindelse udføres et ritual efter at synderen har besluttet om denne vil flygte over land tjenestetid og alder, men tillige efter ”forrang i adelsslægt.”318 Hermed fås tillige en eller til havs. Når den straffede ikke længere kan ses på havet eller er skjult i en skov, slægtsmæssig rangering, som må havde favoriseret højadelen.
skal hele mængden råbe tre gange som et symbol på at denne ikke længere er bundet af Og det tilføjes:
I Sven Aggesens Vederlovstekst er der hertil indsat regler for forræderi og drab på
”det gamle pagtforbunds rettigheder.”
en herre og fyrste. I både denne del af Aggesens Vederlovstekst, såvel som afsnittet
”Når dette er sket, er de underkastede denne bindende lovbestemmelse, at hvo som helst af dem, der førhen omhandlende hug og sår på fæller, ses kristne elementer, idet Satan indtræder senere hen møder ham og blot har en mand eller et våben mere med sig end han og desuagtet ikke går løs som den der lokker mennesket til ”synd.” Dertil fortælles det: på ham, skal rammes af den samme soningsstrafs tab og derhos have det vanærende benævnelses ord, nemlig Niddingsord, på sig.”321
”Thi den, som forud var bleven oplært til at kives med sine stalbrødre indtil drabs fare, indlader sig til sidst også med fræk dristighed på at iværksætte anslag om forræderi mod eller mord på sin herre og De tre Vederlovstekster giver således ganske mange oplysninger om den adfærd fyrste.”319
som man ønskede at fremme i periodens adelsstand, og hertil opnås også indblik i hvem Hvor den anonyme udgave af Vederloven fra Knud VIs tid ikke havde disse regler Vederloven var rettet mod. Tilsyneladende omfattede dens medlemmer en bred skare af indsat i hovedteksten, og hvor disse udelukkende forefindes i et senere tillæg med mænd hørende til Hoffet samt kongen, såvel som tillige mænd i et edsforhold til en angiveligt ophav i kong Kristoffers tid, er reglerne her altså at finde i selve herre, de såkaldte svorne mænd. Til Vederlaget hørte ydermere mænd som modtog løn Vederlovsteksten. Det er endvidere spørgsmålet om vi med formuleringen ”herre OG
eller sold for at udføre militære ydelser til en herre. Huskarle var navnet på begge disse fyrste” blot her skal forstå at det drejer sig om en majestætsforbrydelse, eller Vederloven grupper af mænd. Var huskarle hirdmænd eller herremænd? Det kan tænkes at huskarle her angiver regler generelt for forræderi mod en herre? Som i de senere håndfæstninger, blot har været en fælles betegnelse for de mænd der hørte til et gods eller slot, hvor de såvel som i Uppsala-manuskriptet, er der dog i alle tilfælde kun at gøre med anslag mod har indgået i en edsvoren eller lønnet relation til en herre som enten hirdmand, og kongen, men når Vederlovens øvrige tekst og fordringer om relationerne mellem en dermed som del af et mindre personligt følge, eller som herremand, og dermed som del kriger og dennes herre medtænkes, så ville det være nærliggende at forestille sig at af den større gruppe af adelsfolk, der har deltaget i togter, i vikingetiden som en del af reglen har gjaldt anslag mod enhver herre. Dette virker desto mere sandsynligt dersom høvdingens lith, og senere som en del af adelsledingen.
disse herrer indskrænkes til blot at omfatte magnatgruppen, der var en forholdsvis lille Vi hører at både konge og magnater, såvel som også kongens embedsmænd, såsom gruppe af adelsfolk beslægtet eller på anden vis forbundet med kongedynastiet.
stallere og ombudsmænd, også var omfattet af Vederlovens bestemmelser, og at denne Sanktionen for at bryde denne regel var dødstraf samt tab af formue når: således var rettet mod både høj og lav i gården, men samtidig betones det dog også at 130
131
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 131
09-08-2021 12:50:00
loven primært var lavet til at tugte ungdommen, og dertil til de som ikke forstod at Noter til kapitel 6
opføre sig ”militært dannet.” Man må tænke at det sidste har gjaldt nye medlemmer af 252. Å. Holmbäck & E. Wessen, 1933, bd. I, s. XIX-XV.
gården, som det ydermere kan tænkes ikke har været en del af adelen længe heller. I gårdsretterne møder vi ikke direkte en sammenstilling af laster og uønsket adfærd med 253. M.Cl. Gertz, 1915, s. 5.
det at være en viking, men det er dog de samme uønskede elementer man her forsøger at 254. K. Friis-Jensen, 2005, bd. I, s. 10 samt 16-20.
fjerne fra adelskulturen.
255. K. Friis-Jensen, 2005, bd. I, s. 31-32.
256. J. Olrik, 1900-1901, s. 91.
257. J. Olrik, 1900-1901, s. 99.
258. J. Olrik, 1900-1901, s. 98.
259. J. Olrik, 1900-1901, s. 68-69 samt K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 11 stk. 13.5 samt 14.2, s. 48-50.
260. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 22, s. 130-131.
261. Å. Holmbäck & E. Wessen, 1933, bd. I, s. 46.
262. K. Robberstad, 1952, bog X, kap. 5, s. 174.
263. K. Robberstad, 1952, bog X, kap. 24, 50 samt 63, s. 186, 197-198 samt 203.
264. P. Skautrup, 1941, bog 2, kap. 114, s. 116-117.
265. E. Kroman, 1971, s. 107-177, særligt s. 129-130.
266. E. Kroman, 1971, s. 160 samt 167-177.
267. E. Kroman, 1971, s. 120.
268. A. E. Christensen, 1976, s. 80.
269. H. Paludan, 1977, s. 459.
270. E. Kroman, 1971, s. 44 samt 48.
271. E. Kroman, 1971, s. 59-61.
272. E. Kroman, 1971, s. 60.
273. K. Hørby & N. Lund, 1980, s. 224.
274. K. Hørby & N. Lund, 1980, s. 224.
132
133
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 132
09-08-2021 12:50:00
loven primært var lavet til at tugte ungdommen, og dertil til de som ikke forstod at Noter til kapitel 6
opføre sig ”militært dannet.” Man må tænke at det sidste har gjaldt nye medlemmer af 252. Å. Holmbäck & E. Wessen, 1933, bd. I, s. XIX-XV.
gården, som det ydermere kan tænkes ikke har været en del af adelen længe heller. I gårdsretterne møder vi ikke direkte en sammenstilling af laster og uønsket adfærd med 253. M.Cl. Gertz, 1915, s. 5.
det at være en viking, men det er dog de samme uønskede elementer man her forsøger at 254. K. Friis-Jensen, 2005, bd. I, s. 10 samt 16-20.
fjerne fra adelskulturen.
255. K. Friis-Jensen, 2005, bd. I, s. 31-32.
256. J. Olrik, 1900-1901, s. 91.
257. J. Olrik, 1900-1901, s. 99.
258. J. Olrik, 1900-1901, s. 98.
259. J. Olrik, 1900-1901, s. 68-69 samt K. Friis-Jensen, 2005, bd. 2, bog 11 stk. 13.5 samt 14.2, s. 48-50.
260. P. Skautrup, 1941, bog 3, kap. 22, s. 130-131.
261. Å. Holmbäck & E. Wessen, 1933, bd. I, s. 46.
262. K. Robberstad, 1952, bog X, kap. 5, s. 174.
263. K. Robberstad, 1952, bog X, kap. 24, 50 samt 63, s. 186, 197-198 samt 203.
264. P. Skautrup, 1941, bog 2, kap. 114, s. 116-117.
265. E. Kroman, 1971, s. 107-177, særligt s. 129-130.
266. E. Kroman, 1971, s. 160 samt 167-177.
267. E. Kroman, 1971, s. 120.
268. A. E. Christensen, 1976, s. 80.
269. H. Paludan, 1977, s. 459.
270. E. Kroman, 1971, s. 44 samt 48.
271. E. Kroman, 1971, s. 59-61.
272. E. Kroman, 1971, s. 60.
273. K. Hørby & N. Lund, 1980, s. 224.
274. K. Hørby & N. Lund, 1980, s. 224.
132
133
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 133
09-08-2021 12:50:00
275. K. Erslev, 1971, s. 119-120.
299. J. Olrik, 1900-1901, s. 93.
276. H. Paludan, 1977, s. 461.
300. J. Olrik, 1900-1901, s. 98.
277. K. Hørby & N. Lund, 1980, s. 234.
301. J. Olrik, 1900-1901, s. 96 samt 94.
278. Kolderup-Rosenvinge, 1827, stk. 17, s. 34-35.
302. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 1-2.
279. Kolderup-Rosenvinge, 1827, s. 36.
303. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 8.
280. Kolderup-Rosenvinge, 1827, s. 35.
304. J. Olrik, 1900-1901, s. 107 samt note 1, s. 107.
281. Kolderup-Rosenvinge, 1827, s. 37.
305. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 5.
282. Kolderup-Rosenvinge, 1827, s. 28.
306. M. Cl. Gertz, 1907, s. 15.
283. P. J. Jørgensen, 1974, s. 62.
307. J. Olrik, 1900-1901, s. 115.
284. Kolderup-Rosenvinge, 1827, s. 37.
308. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 10.
285. E. Kroman, 1971, s. 148-177.
309. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 10-11.
286. K. Friis-Jensen, 2005, bd. I, bog 10, stk. 18.4, s. 670-671.
310. J. Olrik, 1900-1901, s. 112.
287. K. Friis-Jensen, 2005, bd. I, bog 10, stk. 18.6, s. 672-673.
311. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 16-17.
288. K. Friis-Jensen, 2005, bd. I, bog 10, stk. 18.8, s. 674-675.
312. J. Olrik, 1900-1901, s. 112-113.
289. K. Friis-Jensen, 2005, bd. I, bog 10, stk. 18.17 samt 18.19, s. 678-681.
313. J. Olrik, 1900-1901, s. 113.
290. K. Friis-Jensen, 2005, bd. I, bog 10, stk. 18.20, s. 680-681.
314. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 19.
291. J. Olrik, 1900-1901, s. 92.
315. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 12.
292. J. Olrik, 1900-1901, s. 96-98.
316. J. Olrik, 1900-1901, s. 106.
293. E. Kroman & S. Iuul, 1968, kap. 113, s. 39 samt J. Olrik, 1933, s. 530-531.
317. K. Friis-Jensen, 2005, bd. I, bog 10, stk. 18.2, s. 671.
294. E. Kroman & S. Iuul, 1968, kap. 114, s. 39.
318. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 9.
295. J. Olrik, 1933, s. 530-531.
319. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 26.
296. J. Olrik, 1933, s. 530-531.
320. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 26-27.
297.. J. Olrik, 1900-1901, s. 92-93.
321. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 29.
298. J. Olrik, 1900-1901, s. 93.
134
135
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 134
09-08-2021 12:50:00
275. K. Erslev, 1971, s. 119-120.
299. J. Olrik, 1900-1901, s. 93.
276. H. Paludan, 1977, s. 461.
300. J. Olrik, 1900-1901, s. 98.
277. K. Hørby & N. Lund, 1980, s. 234.
301. J. Olrik, 1900-1901, s. 96 samt 94.
278. Kolderup-Rosenvinge, 1827, stk. 17, s. 34-35.
302. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 1-2.
279. Kolderup-Rosenvinge, 1827, s. 36.
303. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 8.
280. Kolderup-Rosenvinge, 1827, s. 35.
304. J. Olrik, 1900-1901, s. 107 samt note 1, s. 107.
281. Kolderup-Rosenvinge, 1827, s. 37.
305. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 5.
282. Kolderup-Rosenvinge, 1827, s. 28.
306. M. Cl. Gertz, 1907, s. 15.
283. P. J. Jørgensen, 1974, s. 62.
307. J. Olrik, 1900-1901, s. 115.
284. Kolderup-Rosenvinge, 1827, s. 37.
308. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 10.
285. E. Kroman, 1971, s. 148-177.
309. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 10-11.
286. K. Friis-Jensen, 2005, bd. I, bog 10, stk. 18.4, s. 670-671.
310. J. Olrik, 1900-1901, s. 112.
287. K. Friis-Jensen, 2005, bd. I, bog 10, stk. 18.6, s. 672-673.
311. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 16-17.
288. K. Friis-Jensen, 2005, bd. I, bog 10, stk. 18.8, s. 674-675.
312. J. Olrik, 1900-1901, s. 112-113.
289. K. Friis-Jensen, 2005, bd. I, bog 10, stk. 18.17 samt 18.19, s. 678-681.
313. J. Olrik, 1900-1901, s. 113.
290. K. Friis-Jensen, 2005, bd. I, bog 10, stk. 18.20, s. 680-681.
314. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 19.
291. J. Olrik, 1900-1901, s. 92.
315. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 12.
292. J. Olrik, 1900-1901, s. 96-98.
316. J. Olrik, 1900-1901, s. 106.
293. E. Kroman & S. Iuul, 1968, kap. 113, s. 39 samt J. Olrik, 1933, s. 530-531.
317. K. Friis-Jensen, 2005, bd. I, bog 10, stk. 18.2, s. 671.
294. E. Kroman & S. Iuul, 1968, kap. 114, s. 39.
318. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 9.
295. J. Olrik, 1933, s. 530-531.
319. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 26.
296. J. Olrik, 1933, s. 530-531.
320. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 26-27.
297.. J. Olrik, 1900-1901, s. 92-93.
321. M. Cl. Gertz, 1916-1917, s. 29.
298. J. Olrik, 1900-1901, s. 93.
134
135
4475946 Adel og Adelsleding indhold.indd 135
09-08-2021 12:50:01
Det fremgår dog af kilden, og som det også vides fra andre kilder, at Bergen var en stor havn med international handel og skibsfart, og at de mange skibe ankomne hertil med søfolk ofte gav anleding til lignende episoder, så det er tænkeligt at der kan havde været en lovgivning til at tæmme sømændene med.