ROSENGADE LÅ I et kvarter der tilnærmelsesvist tilhørte den lumpenproletariate ende af den sociale strata. Jeg øjede et par prostituerede og en narkotikahøker eller to; en lille knægt gik tilfældigvis ind i en forbipasserende med fire kasser stablet oven på hinanden hvilket gjorde at han, manden, måtte udføre nogle akavede bevægelser for ikke blot ikke at miste balancen men også for at sørge for at han ikke tabte kasserne; det lykkedes men kasserne havde nu hver en position der skadede tårnets integritet og hvorfor han var nødsaget til at stille dem ned ganske gelinde for så derved at skubbe dem på plads igen, således at man kunne fortsætte uden at skulle tænke på at tabe dem. Han valgte dog ikke at fortsætte med det samme men lænede sig i stedet op ad det lille paptårn med en beringet hånd. Jeg genkendte ringen, hun havde den samme men gik aldrig med den. Ringene blev udleveret til personer der havde gået på det knapt så prestigefyldte men polemiske Báss Akademi, hvilket både hendes søster og Jeg selv havde.
Akademiet havde haft en mærkværdig – og ganske tåbelig hvis man spurgte hende – tilgang til opdelingen af eleverne. Ved starten af skoleåret havde man sat russerne på en prøve og derefter var de blevet inddelt i de rette klasser alt efter hvorledes de havde løst opgaven. Selve prøven havde været noget så simpelt som at løse en knude. Autoriteterne på skolen havde anset knuden for at være lig Upanishadernes granthi, en spirituel rejse for at finde sig selv – og med sig selv havde de ment, autoriteterne, den rette plads i samfundet – andre derimod havde nu mere set den som en løkke man kunne hænge sig selv i. Hvert barn havde fået en knude tildelt, der havde frit valg på alle hylder været når det kom til at finde en løsning, de havde sågar fået al den tid de kunne bruge og hvad end de kunne finde på skolen havde de måttet gøre brug af. De første der havde fået den løst havde ofte brugt Alexandermetoden, det havde ikke været en metode der krævede synderlig meget intellekt, hvad den derimod havde udvist var aggression og utålmodighed; disse børn var blevet sat i klasser der ville have ført dem til toppen af fødekæden, til prestigefyldte lederpositioner på de diverse virksomheder, eller sågar Ministeriet; det havde i hvert været fald meningen, dog havde ingen af de forhenværende elever fra denne skole formået at klatre sig til toppen. Så havde der været dem der havde set de andre bruge kniven og havde derefter fulgt deres eksempel mest af alt fordi så var det overstået; disse skulle være fremtidens mellemledere. Der havde også været de børn der havde valgt at gå lidt mere fantasifuldt til værks dog stadig i den destruktive bane, som for eksempel at sætte ild til knuden. Så havde der været dem der havde set knuden og havde dånet; de fremtidige kunstnere. Enkelte børn havde rent faktisk valgt at sætte sig ned og forsøge at binde knuden op, de havde læst bøger om knuden og dens historie, havde taget noter, havde forsøgt at hive lidt hér og dér men aldrig med noget direkte resultat; disse havde kunnet se frem til et liv i et klasseværelse iført korksålede sandaler og kridhvide sokker. Man måtte ej glemme dem der blot havde valgt at give op. Hun tilhørte sidstnævnte, faktisk så havde hun ingen gang gidet at forsøge, hun havde forklaret autoriteterne at hun nægtede at lade sig båse, at hendes liv ikke skulle dikteres af deres julelege – en luksus, holdninger som disse, som kun et barn havde ret til. Konsekvensen havde været at hun endte i den klasse hvis elever man havde ment intet andet kunne blive end middelmådige. Hun kunne ikke huske hvorledes søsteren havde løst knuden men hun var sikker på at det havde været på en ganske kreativ måde; denne ejede nu en kæde af abortklinikker hvis slogan var: KOM I KONTAKT MED DIT INDRE BARN. Akademiet havde siden ændret kurs og gjorde nu brug af mere traditionelle metoder, dog var den en af de første skoler til at gøre brug af Kollektivets skolechip.
Jeg tjekkede instinktivt sin inderlomme for at se om pengepungen stadig lå der, der var ingen tvivl om at knægten havde løbet af med mandens.
Ved nummer fem kiggede hun på navnene der befandt sig ved dørens side, K.K. tiende til højre; tiende, hun sukkede og trykkede på knappen ved siden af navnet. Intet svar. Hun trykkede igen. Stadig intet svar. En beatnik gik ud af opgangen, nikkede og gik videre; Jeg tog fat i håndtaget inden døren formåede at lukke helt i og travede op til tiende. Lyset i gangen var slukket, lyskontakten blev fundet og trykket på men intet skete, og man måtte nøjes med lyset fra det folierede vindue for enden af gangen hvilket viste et impressionistisk landskab i bevægelse. Mandens navn på døren kunne lige anes; hun bankede på, intet svar, hun bankede på igen, denne gang hårdere, mest af alt fordi hun nu var ved at blive godt irriteret. Døren var ikke lukket ordentligt i for slagene fik den til at åbne sig en smule, den blev skubbet helt op således at der kunne kigges ind i den mørke lejlighed.
– Hr. Konradsen? Jeg kommer fra Mysterier & Fænomener.
Intet svar, hun kørte hånden op og ned ad dørkarmens indtil lyskontakten blev fundet. Det var et bombet lokum, stole og borde var væltet; sofaen og hynderne var skårne op; lamper var knust, skuffer lå på gulvet og deres indhold ligeså; en absurd mængde bøger, blade og papirer lå hist og pist. Der blev trådt ind med påpasselighed for ikke at træde på noget; hun stillede sig midt i rummet mens hun kiggede sig omkring: De fleste af bøgerne så ganske nye ud, efter at kigget nærmere lurede hun at de næsten alle omhandlede de samme emner: genmodificering, bioteknologi, intelligens eller etik; emner hun – grundet sit arbejde – ikke var helt ubekendt med. Man kunne lugte på lejligheden at Konradsen var en ryger så hun tændte for en smøg uden dårlig samvittighed.
Larm kunne høres udefra, dæk der hvinede og en kvinde der bandede højt; hun gik over til vinduet, skubbede gardinerne til side, trykkede på den lille knap der sad ved karmen – grønne bakker og gule marker forsvandt og byen kom til syne – hun kiggede ud og ned: Tre store sorte biler af ukendt mærke havde parkeret ude foran bygningen uden at vise hensyn til den ikke-eksisterende trafik; autoritære mænd og kvinder iklædt sorte jakkesæt og lange sorte frakker sprang ud og gik med selvsikre og målerettede skridt hen imod bygningen. Den unikke følelse at éns mave bliver omringet af et snært kraftfelt der ophæver tyngdekraftens love; den skræmmende følelse der fortæller én at man befinder sig i en position hvor man meget vel kan komme uhyrligt galt af sted; den følelse at man vitterligt nærmer sig en komplet og total ødelæggelse af skålen, var den der præsenterede sig for hende i dette øjeblik – man kunne vel kalde den for intuition. Gardinet blev derfor sluppet, hun skyndte sig mod og ud ad døren, dog ikke uden først at lægge mærke til den lille sorte plastikkasse der sad nederst på dørkarmen: På den side der pegede mod døren var der en linse af en slags, hun havde set sådan én før, hvor vidste hun dog ikke. Hjernen havde slået fra hvorfor valgene nu var instinktive, hvilket måske kunne forklare hvorfor hun valgte at løbe op og ikke ned, op mod taget, hvilket var endnu fem etager.
Hun befandt sig i en lille park oplyst af projektører der hang fire meter over tagets hjørner: Det var en græsplæne med enkelte sporadiske planter, ingen blomster; ved kanten var der plantet slyngplanter der med tidens løb havde vokset sig opad stativerne projektørerne hang fra samt opad de tre satellitmodtagere der var at finde og ligeledes nedad bygningernes sider. Den ene fjerdedel af plænen var domineret af en lille hjemmelavet scene med et halvtag: På den sad en mand i gyldent tøj og håndklædeturban på puder – der mest af alt lignede hynderne fra en sofa der uden tvivl var blevet produceret et sted i halvfjerdserne – og kiggede på en let påklædt småfed kvinde der dansede og svingede med nogle slør i hænderne som en spastisk chimpanse der led af et epileptisk anfald. Rundt om scenen sad resten af truppen under paraplyer og kiggede anerkendende og støttende på deres to medskuespillere.
De ignorerede hende og hun deres amatørskuespil – dog ikke uden en smule fremdschämen – at finde en vej ned fra taget stod øverst på listen. Der var ingen udvendig brandtrappe, en af nabobygningerne var næsten lige så høj som den hun stod på, hun løb over mod kanten: En gyde skilte de to bygninger ad, der var cirka to meter mellem dem og en til halvanden i højdeforskel hvoraf hendes var den højeste. Enten tog hun chancen og springet, eller også ventede hun til at nogen kom og åbnede døren. Der blev luntet over til den modsatte side af bygningen, hvorefter der blev fortaget en omdrejning på hundrede og firs grader og et tilløb blev igangsat; hun tog afsæt og landede på det andet tag, klodset men uden at komme til skade og med smøgen stadig hængende i mundvigen, og uden at sænke farten synderligt blev der luntet over mod en dør der uden tvivl ville føre hende ned. Gud-ske-tak-og-lov for den elendige vicevært der havde ansvaret for denne bygning, låsen var ødelagt og døren gik op uden problemer. Hun styrtede ned ad trapperne og først da hun ankom til stuen blev farten sat ned. Gennem ruden i døren der førte ud til gaden kunne en prostitueret med franskbrødshår, hvilken stod lige udenfor, ses. Jeg rakte ind efter sin pung og hev et par sedler frem som blev foldet således at de passede i håndfladen, døren blev åbnet, hun gik hen til kvinden og tog hendes hånd i sin, den med sedlerne.
– Følger du mig ikke ned til hjørnet dér?
Gennem de sorte og rustfarvede katteøjnebriller kiggede damen på hende, derefter over på bilerne, tilbage på hende og nikkede; hun lagde sin arm ind i under Jegs og sammen gik de mod det gadehjørne hun med blikket havde peget mod og væk fra bilernes synsvidde.
– Tak.
– Det var da skam så lidt.
Ved hjørnet skiltes de, Jeg begyndte med raske skridt at gå ned ad en gade der førte hende væk fra Rosengade. – – –
Hun kunne ikke få sig selv til at gøre holdt og vente på en vogn, så i stedet gik hun og fulgte gaden i rask gang indtil at distancen var blevet stor nok til at det var sikkert at standse; hun var blevet ført ind i et andet og finere kvarter. Der blev gjort holdt lige overfor Femte Veda teatret og hun stillede sig ud til fortovet for at spejde efter en vogn. Over teatrets røde halve omdrejningscylinderformede markise hang en holo-skærm hvilken afbildede Henrí le Magnifique iført en rød turban med en ravsten på fronten i form af Shivas damaru; hans svævende hænder holdt begge i en blålysende og lynende sfære. En tunge stak ud af teatrets mund, store limousiner standsede temporært, kvinder med rævebælge, lange kjoler og fint hår; mænd i kjole og hvidt – klassisk sort eller rubinrødt – strømmede til som pavlovske savlende hunde.
Personligt brød hun sig ej om denne form for underholdning, levende underholdning, og hvad hun vitterligt ikke brød sig om var dramaet, skuespillerne så altid ud til at være lidt for komfortable med deres egne kroppe. Men sjovt var det sådan som man sværmede om disse opførelser og Henrí le Magnifique var i den grad et lys der tiltrak dette sværmeri. Hans profession var det evolutionære trin over det der førhen havde været shamanen og heksen; dét – som de kontemporære organiserede religioner havde skilt sig af med for så mange år siden i håb om at kunne følge med den voksende rationalitet hos den almene person – var nu blot en fremragende form for underholdning. En smøg blev tændt. Men hagiolatriet forblev, dog havde det sprøjtet sig med botulinum toksin type A, fået tydelige kindimplantater, strukket huden og var på sin vis uigenkendelig; et misfoster, en smilende vanskabning med PR-folk og assistenter, men stadig i bund og grund det samme. Jeg var efterhånden blevet godt gennemblødt.
Alt hvad der kunne karakteriseres som værende en form for magi blev sluset ud, miraklet blev sat under mikroskopet, den ulegemlige stemme blev til et produkt af påvirkningsmaskinen. Med menneskets voksende rationalitet og skepticisme kom ligeledes pseudo-intellektualismen, der jo krævede en hvis form for leflen hvilken kirkerne ikke var for fine til at levere; hvad der før var fakta blev til symboler, hvad der før var hellig lov blev nu fortolket, pakket om og solgt som retningslinier med henblik på forøgelsen af livskvaliteten med en påklistret vejledendepris. Jo joh, der var skam også grupper der stadig hørte til den gamle skole – der var faktisk en del af dem – grupper der proklamerede at Tro var Viden, hvilket hun altid havde ment var en smule suspekt for hun kunne ikke få idéen ud af hovedet at det unikke ved Tro var at Tro lige netop ikke var Viden. Men hun tog dem sjældent alvorligt da grupper som disse – der aldrig var for fine til at vokalisere deres fortolkninger – havde en pervers holdning til Argumentet; selv havde hun en tommelfingerregel: Man kunne argumentere for en fortolkning men man kunne ikke bruge en fortolkning som argument.
Fortolkningen var en personlig sag, den emmende fra én selv, fra en række personligt erfarede og medfødte koder, det var dét gjorde at begrebet var så interessant, det var dét der gjorde at alle kunne være med; fortolkningen var måden hvorpå man så sig selv, det var spejlet der gjorde det muligt for én at skue sit ansigt, men nu hvor hun tænkte over det så var ordet ansigt ikke godt nok, det hebraiske ord pānīm var måske mere passende i og med at det var pluralt, for ansigtet var aldrig statisk, det ændrede sig, på de linier der dagligt trådte frem blev den nye erfaring skrevet. Jeg kender det fra mig selv, når jeg som voksen genlæser en bog jeg oprindeligt har læst som yngre så er den nye fortolkning ofte markant anderledes end den oprindelige, ganske som jeg ikke er den person nu, som jeg var dengang; Solon tog ikke helt fejl med hensyn til lærdom og alder. Jo joh, organisationerne havde valgt korrekt men det er dog ikke helt ensbetydende med at det har virket optimalt; ser du, de forsøger at forhindre den uundgåelige forældelse, det er et forsøg på at forblive ung, vi har alle sammen set den gamle roué der iklæder sig de unges tøj samt får sig noget plastikkirurgi for så at gå ned ad gaden og kaste håndtegn, hinkeleg med et gangstativ er et ganske ynkeligt syn hvis du spørger mig og det gør du jo, ellers så sad vi ikke hér. Kirkerne endte altså med en balsamering, mumier der ikke rigtig vil indse at løbet er kørt, mumier der ikke bliver holdt i live af magi men af ren og skær overlevelsesinstinkt; en form for volition, willenskraft som jeg ikke kan undgå at admirere. Men Rationaliteten har også en bagside, ja, den har flere men den jeg syntes er værst er, at folk er begyndt at tale og udtrykke sig via sjælelige bonmoter og lignende, som du jo uden tvivl selv har lagt mærke til… undskyld?… nej, det man leder efter og forholder sig til er masseproduceret og fintpakket spiritualitet; spiritualitet der for så vidt ikke kræver at man skal sætte sig ind i tingene og ligeledes en spiritualitet der kan hjælpe én med at projektere, hvem man ønsker at andre skal tro man er, op på det sociale lærred. Og til dét er de fine sætninger og citater jo det perfekte værktøj, og dét tror jeg ikke der kan være nogen tvivl om; sammenkædninger af tegn hvis eneste arbejde er at proklamere pseudo-visdom og overfladisk joie de vivre; små aforismer vi kan hænge op væggen; små fraser vi tatoverer os selv med; små maksimer til gensidig trøstning; patetiske sentenser der kan hjælpe én med at få en smule opmærksomhed på et af de mange sociale netværk som Satnettet tilbyder… uden tvivl, jeg er helt enig, tanken er for så vidt god nok for man skal ikke undervurdere ordets magt, problemet er blot – sådan som jeg ser det – at folk ikke rigtige er villige til selv at skabe deres egne udsagn men i stedet abonnerer på andres, og disse ”aksiomer” som folk er så glade for er produceret til lige præcis det formål at lefle for det spirituelt jejune men uhyre dovne individ. Personligt fortrækker jeg at lytte en persons egne hjemmelavede visdomsord – uanset hvor suspekte eller forkerte jeg syntes de er – end at lytte til nogen opkaste noget som de havde fået fra andre; jeg vil til hver en tid hellere have hjemmelavet frem for masseproduceret mad. Måske er det alt sammen et produkt af den sensationalistiske form det spirituelle har taget, det er ikke helt utænkeligt, for de mest afholdte og succesfulde autoriteter inden for genren er underholdere, sjælesørgerlige versioner af skærmkokkene, brede smil med perfekte hvide tænder; der bliver talt om sjælen og alt dens tilbehør fra en scene, patetisk retorik med masser af udstråling og overfladisk logik, profetter der giver autografer til en rimelig pris og på det punkt mener jeg ikke at der er nogen synderlig forskel mellem den religiøse autoritets métier – det betyder beskæftigelse – og den demagogiske politikers. Men forstå mig nu ret, jeg mener ikke at alle der har en trang til spiritualitet tilhører gruppen der lader narre af det der skinner; der er også en anden lille gruppe, en gruppe jeg personligt mener vitterligt har forstået det teistiske koncept. Når disse bliver spurgt tror du på en gud? svarer de ja, men på min egen måde. Og når den kålhøgne ateist så går jihadisk til angreb og argumenterer med frådende vrede og afsindighed for at der ingen gud kan eksistere fordi dit og dat, at det altsammen er det rene overtro, at spøgelser ikke findes et cetera, und so weiter og så videre, bliver der svaret måske men jeg er ligeglad. Se, dét er noget jeg kan sætte pris på, for det er meget muligt denne autodidaktiske tro er rå og fejlet – hvilket alt dét der er autodidaktisk trods alt er – men det er lige præcis dét der gør det altsammen så specielt, det er dét der gør det så ærligt; denne personlige religion kommer indefra, den arbejder med den individuelle realitet uden at skærme af for stammen hvor både de andre troende og ikke-troende befinder sig, den er ikke dikteret udefra, den er et selvbefrugtende sjæleligt æg; den personlige drage bliver tæmmet, der kommer orden, anæstesi til de kaotiske vande; en ydmyg lise for sjælen, en anodyne og honi soit qui mal y pense. Men lad os vende tilbage til de religiøse af den ældre skole og derfra videre til de bøger, blade og dokumenter jeg i sin tid fandt i Konradsens lejlighed, da mange af disses nye antagonist er bioteknologien, den der allerede er her og udbredt: augmentationerne og implantaterne; og den man forsker i: genteknologi og biomedicin. Emnet kender jeg jo til i og med at de mere outrerede og vanvittige hypoteser og konspirationsteorier angående alt dette ofte fandt vej til bladet hvor jeg i sin tid arbejdede. De religiøse bio-konservative påpeger at mennesket er skabt af en højere magt og det er dérfor ikke hensigtsmæssigt for os – der jo er af en lavere orden – at ændre på noget som vi ikke forstår; der er en plan men det er ikke vor plan, vi er blot en del af den. Siden at en gud har skabt mennesket har den dérfor også skabt menneskeheden og dét der hører til; menneskeheden og dét der hører til er derved hellige produkter og urørlige af andre end deres skaber; det er derfor ikke blot hybris men man risikerer også at miste menneskevæsenet, er du med? Personligt finder jeg denne snak om menneskehed ganske interessant, mest af alt fordi jeg ikke rigtig kan se hvordan et menneske kan være andet end et menneske. Et andet argument er, at for visse religioner er mennesket skabt ud fra en guds eget billede, imago dei, og enhver modificering eller rettelse er derfor blasfemisk, hvilket jo betyder at forskning i og implementering af teknologien er en åben og direkte fornærmelse – en ekstrem form for lèse majesté. Men det primære argument er, at denne nye teknologi, denne gren af videnskaben, giver folk muligheden for at lege gud, hvilket jo for mange er fuldstændigt uacceptabelt. At lege gud argumentet løber dog hurtigt ind i nogle problemer i og med at, for eksempel, kristendommen også har konceptet om fri vilje, for slet ikke at tale om ordren om at herske over alt hvad der rører sig på jorden, altså en åben invitation til at lege gud, ikke nødvendigvist autonomt men i det mindste i et partnerskab. Flere løfter et øjenbryn når det kommer til dette argument, da mange – ikke alle – af disse mennesker – der antager at det udelukkende er en specifik entitets ret til at bestemme over liv og død samt udformningen af førstnævnte – vil alle hjertensgerne undergå en operation der kan redde deres liv, på trods af at der umiddelbart er blevet dikteret fra oven at deres liv er nået til enden, når det kommer til én selv så betyder det lige pludseligt absolut intet at quem deus diligunt adulescens moritur, hvis du forstår sådan en lille én. Men det er ikke kun de religiøse der bruger dette; den sekulære version af lege-gud argumentet har jeg for så vidt lettere at forholde mig til, da det egentlig omhandler arrogance og metaforisk hybris; der er noget om tanken om at man ikke kan træffe enorme valg når der er viden man ikke har adgang til, valg truffet ud fra konceptet om at man gør fordi man kan… nej, nej, jeg lider skam argumentet, navnlig fordi den går begge veje, man udviser samme form for arrogance når man ønsker at forbyde noget uden at have alle data og informationer – valget om ikke at forske kan vel være lige så destruktivt som forskningen selv. Det gik op for hende at hun, endnu engang, talte med sig selv; der var en grim vane, heldigvis skete det kun når hun lod tankerne få frit spil.
Disse monologer tog ofte form som en slags samtale, som om at nogen stillede hende spørgsmål angående et emne hun – tilsyneladende og åbenbart – var en ekspert i. Det var nu nået til det punkt hvor hun ikke blot talte højt men ligefrem også gestikulerede med hænderne hver gang hun følte at det var nødvendigt at understrege noget. Det var ikke blot en grim vane men ligeledes også en pinlig én. Hun var sikker på at alle talte med dem selv men hun var også sikker på at fleste kun gjorde det når de var hjemme og alene, og hendes tendens til at gøre det hvor som helst fik hende til tider til at føle sig som en landsbytosse.
Noget hun fandt interessant var, at det ofte hændte at efter at hun havde ytret sine tanker højt, følte hun tit at de på en eller anden måde var blevet devalueret; selvom hun ofte tog de samme emner op – nogle gange gentog hun sig selv verbatimt – så var dét der blev sagt sjældent brugbart og endnu værre, hun fik aldrig noget ud af det; hun endte ofte med den følelse at hun var banal og til tider ligefrem oligofren. Men den mest mærkeværdige følelse der dukkede op efter sådan en omgang var dén, at hun var en løgner, men hvorfor og overfor hvem hun løj kunne hun ikke sætte en finger på, ja, faktisk vidste hun ikke engang hvorfor det var hun anså sig selv som sådan én; måske stammede dette fra den førnævnte devaluering af hendes åh så store tanker, at det var dem der løj overfor hende, bildte hende ind at de var mere end de var, og følelsen af at være stupid kom til fordi hun troede på dem – hendes egne tankers opblæsthed – og at det var først da de blev ytret, at hun kunne se hvor banale de egentlig var.
Endelig kom der en fri hyrevogn, hun kunne dog ikke være sikker på at det havde været den første, for når tankerne kørte der ud af så glemte hun ofte sine omgivelser.
– Tolbértstræde ni, tak.
Jeg forstod ikke helt hvorfor hun havde reageret som hun havde gjort efter at havde set bilerne udenfor bygningen. Havde dette været et stykke fiktion ville hun umiddelbart have kritiseret karakterens utroværdige handling – hvis hun altså havde været den type person der mente at troværdighed hørte hjemme i fiktionen.