HYREVOGNEN SMED HENDE af i nærheden af men ikke ved Rosengade, ganske som Jeg havde bedt om. Hun gik resten af vejen. Gaden så markant anderledes nu hvor butikkerne havde åbent, de fleste sælgere stod ved dørene og råbte efter mulige kunder, kom kom, jeg har sexy tøj, meget sexy, specielt tilbud kun til dig, kom kom. Holo-skilte var ikke til at finde i denne del af Prometheus-sektoren, i dette nabolag, i stedet var gaden oplyst af det orange lys fra gadelamperne og de forskelligt farvede men hovedsageligt røde neonskilte hvoraf enkelte var placeret vertikalt således at de hang over gaden. Bilernes og knallerternes lygter, hvide og røde, blev genskinnet af det våde asfalt hvilket gjorde det svært at se afmærkningerne. Lige overfor nummer fem var et lille spisested, Amaltheias Horn sagde skiltet der var et af de få der ikke lyste; på hver af dets sider var der i stedet for de bare muresten små limegrønne fliser. Hun gik ind og satte sig ved et bord ved vinduet, en servitrice lagde en menu på det.
– Har I pariserbøf?
– Ja da.
– Jamen så vil jeg gerne have sådan én og en guldbajer, tak.
Gennem vinduet havde hun frit udsyn til nummer fem. Ikke at hun regnede med at Konradsen ville vende tilbage men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle gøre, og dette virkede som et udmærket sted at starte. Hun burde have købt en avis eller en bog, et eller andet til at holde sig beskæftiget med og dérfor blev en smøg tændt. En meget fed og fedtet mand i en lyseblå og hvid muʻumuʻu kørte forbi vinduet i sin alt for lille elektriske trehjulede vogn. Hendes onkel havde selv en af disse handicapkøretøjer, hans problem var ikke fysisk, eller det havde det i hvert fald ikke været til at starte med, næ, det torn der sad i hans øje sad der fordi at han var alt for klar i hovedet: Han ejede ikke den egenskab der gjorde at man var i stand til at blive opslugt af eskapisme, han havde ingen indbildningskraft, han kunne ikke sidde og se, lytte, læse og lade tankerne flyve i et kort øjeblik. Ikke at han ikke havde forsøgt, for det havde han, bøger var blevet læst, film var blevet set og der var blevet lyttet til musik; men skønlitterære værker læste han som man læste i en fagbog man ingen interesse havde for men gerne ville have det, han kunne kende forskel på en god og dårlig film ud fra hvor gode dem der stod bag kameraet havde været til deres arbejde, ganske som han bedømte musik ud fra musikernes snilde og kunnen, men han havde aldrig – på trods af at han ihærdigt havde forsøgt – følt sig revet med af hvad der skete på skærmen og ej heller nogensinde havde han forstillet sig selv stå i et stadium foran tusinde mennesker der skreg og hoppede mens han vred en førsteklasses solo ud af sin spade. Han ville gerne men kunne ikke, for intet af det var ægte og den Ægte realitet kunne simpelthen ikke hamle op med den Uægte, for selvom at den Uægte blev Ægte i det øjeblik den mødte bevidstheden, og udvidede og udviklede den, så kunne den sjældent blive en fysisk realitet.
Tanken og ønsket om at være mere end den man var, fordi det kunne opleves på et plan der ej var ægte, kunne gøre én til mindre end man var. Og det var lige præcis dét der havde hændt ham: Fysisk manifestation af en ny form for weltschmerz – Polisschmerz – der bundede i et uhyre krystalklart kendskab til den absolutte forskel mellem virkelighed og fiktion – for ham var Morlands sammensmeltning af realiteterne misundelsesværdig – og hans mentale tilstand gjorde den fysiske endnu værre end den havde været hidtil.
Han havde som sagt ikke altid været bundet til stolen: Engang havde han været en spinkel mand der havde fungeret men det havde ikke været ensbetydende med at han ikke havde været aparte; hans positur havde vist hvorledes at han ikke havde kunnet passe ind: Han havde været lettere krumrygget og havde en tendens til at hvile hænderne på hofterne med albuerne pegende bagud – et spørgsmålstegn. Hvorfor kan jeg ikke? havde han ytret lydløst, og da svaret endelig havde præsenteret sig for ham – fordi dét ikke er virkeligt og jeg er – satte tegnet sig ned og gav op, han blev svær og lukkede af; han blev til et punktum.
Han havde brugt det meste af sit liv alene da kvinden var for ham ikke et mål, der var ikke noget ønske om at finde sammen med en fra det modsatte køn da parforhold unægtelig var bygget op omkring ønske, drømme og traditioner, og disse var dikteret af medierne. For at deltage i sådan et koncept skulle man kunne bilde sig selv ind, at man kunne være noget man ikke var, noget han jo ikke var i stand til. Ligeledes vidste han, at den såkaldte kærlighed som de førnævnte medier brugte som narrative værktøj eller salgsmidler – hvilken folk jo havde taget til sig på sådan en måde at denne blev til et mål i deres korte liv – blot var en midlertidig kemisk reaktion, hvilken i sig selv var et produkt af biologi, primitiv psykologi og genetisk overlevelse, og de værdier der blev påduttet denne stammede fra den Uægte realitet – nu ved langt de fleste også dette men vælger alligevel ikke at anerkende det. Det seksuelle havde ej heller nogen interesse, da dette ligeledes var dikteret af medierne og hvis man fjernede forplantningselementet så var sex også blot en kemisk reaktion uden nogen egentlig betydning.
Jeg rejste sig op og gik mod hoveddøren; servitricen kiggede på hende.
– Jeg løber lige over til hjørnet og køber en avis.
– I orden, skynd dig tilbage, maden er snart klar.
Med høj fart gik hun ud og satte kursen mod det gadehjørne hun oprindeligt var kommet fra, en bladhandler var blevet passéret på vej herud. En mand med langt halstørklæde og blå demiurguniform stod med Folkets Dagblad under armen mens han kiggede i en lille læderpose bredfuld med mønter.
– Hvor meget? Du må sgu da være sindssyg menneske. Med disse priser er udelukkende burgøjserne der har råd til aviser, men det er måske meningen? Jeg kan lugte undertrykkelse…
Demiurgen sniffede til noget imaginært og bladhandleren trak på skuldrene. Jeg tog en kopi af Veritas Tidende samt en af Mysterier & Fænomener hvorefter hun betalte.
Efter at have sat sig på sin plads kom servitricen med hendes mad og drikkelse. Bøffen var rød og stegt ovenpå et stykke hjemmelavet brød der var godt i gang med at suge så meget kødsaft til sig som brødligt muligt, og oven på førstnævnte lå en rå æggeblomme; ved siden af, i små bunker, fandt hun kapers, rødbeder, peberrod og pickles; ved tallerkenens side en guldøl hun varsomt hældte op i et glas, god tid blev taget da hun ikke kunne fordrage skum. Det tog blot et lille spand tid for hende at fortære maden, cirka ti minutter; øllen var også væk. Servitricen kom og hentede den tomme tallerken.
– Hvad med en kop kaffe?
– Tjoh, hvorfor ikke? Nej, vent, kaffepunch, er det muligt?
– Ja da.
Jeg tog avisen og begyndte at kigge i den mens hun i ny og næ kastede blik ud ad vinduet. Efter at have skimtet det meste af den igennem kiggede hun fra avisen over på bladet; det var ikke fordi der var den store forskel på hvad hendes kollegaer og hende selv arbejdede med, og de nyheder der blev skrevet om i de mere sobre aviser. Intet skete på den anden side af ruden, avisen blev lagt til en side, en smøg blev tændt og bladet blev taget op; GOLEM TERRORISERER FORSTAD stod der med store sans serif bogstaver samt en kultegning af et muddermonster. Hun åbnede bladet og skimtede, meget kunne man sige om det men underholdene var det: CHUPACABRA ER MIN SØNS FADER; EKSKLUSIVT: SKAKMESTER ER EN KLON; BLIV VEN MED DIN POLTERGEIST: TI GODE RÅD; RETTEN TIL AT LEVE FOR EVIGT. Hun fandt frem til den sidstnævnte titel og kronik. Den var skrevet af en af de såkaldte transhumanister, en nyere pseudo-ekstrem bevægelse der ikke blot var pro bioteknologi men advokerede for elementer af den, som de fleste ville finde knapt så virkelighedsnært, så som evigt liv via teknologi, intelligens intensiveret til absurde planer og ligefrem også en ny version af mennesket. En af årsagerne til at denne bevægelse var så svær at tage alvorlig var medlemmernes retorik og diskurs: De ville lægge ud med at sige at deres bevægelse var baseret på oplyst rationalitet og at de ligeledes tog afstand fra science fiction, men kort efter ville de proklamere at om fem og fyrre år ville vi se det første nye genmodificerede post-menneske eller en bevidsthed der var blevet forflyttet over til en maskine. Hvad der hovedsageligt gjorde det altsammen svært at sluge var at deres primære argument, paraply argumentet, var baseret på menneskets individuelle ret – et emne der i disse tider var meget populært – problemet var at i dette tilfælde endte det med at lyde ganske juvenilt, navnlig grundet parringen med de nærmest lattervækkende proklameringer. Transhumanisterne endte for så vidt med at lyde som teenagere der råbte du kan ikke bestemme over mig, og det er mit liv og jeg kan gøre hvad jeg vil; mærkværdigt nok var mange af disse transhumanister rent faktisk højtuddannede personer og enkelte af dem havde prestigefyldte positioner i diverse universiteter.
Alligevel var der modstandere der bed på. Nogle af dem – hvilken størrelsesmæssigt måtte defineres som værende et slæng – proklamerede at teknologien hér blot var endnu et led i megakoncernernes og byens dystre plan om at kontrollere massen via skjulte hjernebølger eller anden teknologi. Der var ikke rigtig nogen der tog disse alvorligt, men deres hypoteser havde dannet ramme for en større mængde spændende fiktion, hvilken hun i øvrigt selv satte ganske pris på. Der fandtes også det man kaldte for bio-ludditter – hvilke tilhørte en gren af ny-ludditterne – der fokuserede på dette felt indenfor videnskaben fordi det jo havde et fundament der primært bestod af teknologi, og den værste af dem alle da den ikke blot ændrede på naturen men også integrerede sig med den; det var en ting at være omringet af teknologi – hvilket ludditterne på ingen måde brød sig om – men dét at have teknologi i sig var uacceptabelt, detestabelt og vederstyggeligt.
Hovedparten af disse var egentlig ganske organiserede, fokuserede og uhyre velfinansierede. Deres økonomiske støtte fandt de hos de organisationer hvis interesser ligger modsat bio-teknologien samt velstående privatpersoner der deler deres ideologiske værdier. Deres brug af symboler, brændemærkning, agressiv retorik og styrkepåklædning har jo resulteret i at deres kritikere har kaldt dem for øko-fascister, selv kalder de sig for en græsrodsbevægelse. Som du måske selv har opdaget så går en minoritet blandt bio-ludditterne mere anarkistisk til værks og gør brug af sabotage, grafitti, hærværk, rå vold og sjældent – men ikke uset – terrorisme. Den førnævnte lille paranoide gruppe af de venstreorienterede bio-konservative, slænget, er ofte af den holdning at disse terrorakter er planlagt og finansieret af Ministeriet5 og virksomhederne selv i et omfattende forsøg på at sætte den bio-konservative bevægelse i et dårligt lys; deres modstandere påpeger at det klarer de udmærket godt selv, og hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ganske enig med sidstnævnte. Et andet modargument – angående transhumanisternes ønske om at der skal en laissez-faire tilgang til teknologien, og ligeledes disses ønske om et post-menneske – er at hvis teknologien får så løse tøjler som de førnævnte ønsker, så kan det ende med at menneskets kontrol, menneskets Herrschaft – det betyder herredømme, hvis du ikke vidste det – lider et større slag. Forstår du, det man frygter er en ny art der er bedre en selve mennesket, og at det kan ende med slaveri og undertrykkelse… undskyld, hvad?… det er skam ikke helt forkert, altså jeg har luret at man har taget de gamle problemer angående race- eller kønsforskel op og omskrevet dem så de passer med konceptet om artsforskel. Antropocentrisme syntes jeg er det begreb der dækker disse argumenter bedst, menneskets klare og overlegne dominans angående alt hvad der vandrer ind i dens sfære – hvilken for nogen er en ret der kommer ovenfra – må og skal beskyttes. Alt hvad der tilhører den gruppe der hypotetisk set kan blive bedre end os, altså mennesket, skal enten undertrykkes eller destrueres… nej, på det punkt er jeg ikke enig med dig, for mig er det ikke en tanke jeg for så vidt kan tillade mig at se ned på, det er trods alt en ganske naturlig tanke, det omhandler jo gruppens overlevelse, artens overlevelse; det er det instinkt der trods alt har gjort at vi ikke blot eksisterer i en civilisation men ligeledes har erhvervet os en større samling konstruktioner og strukturer; morsomt nok er det også det instinkt der ikke blot har skabt teknologien vi to sidder hér og snakker om men ligeledes, på sin egen måde, propellerer den.
Hun kiggede op, foran nummer fem stod en mand i sort. Hun lagde bladet fra sig, tog bundtet af sedler frem og lagde et par stykker på bordet, nok til at servitricen kunne få sig en pourboire. Kaffepunchen blev drukket – servitricen var kommet med den mens Jeg talte – mønten rykkede sig ikke ud af stedet, den var en del af koppen. Hun rejste sig, alkoholen kunne mærkes, manden bevægede på sig, hun lod bladene ligge og skyndte sig ud. Manden, der jo var på den anden side af gaden, havde fået et forspring. Jeg spildte ikke tid med at se sig for før der blev gået over gaden, en bil bremsede hårdt op og dyttede, hun gestikulerede en undskyldning og følte sig i et kort øjeblik forlegen; det gik dog hurtigt over da det gik op for hende at manden måske havde hørt det og lagt mærke til spektaklet. Nej, han fortsatte og gik rundt om et gadehjørne; hun fulgte efter.
Efter at have vandret gennem flere gader trådte han pludseligt ind i en gyde; Jeg kiggede derind, der var mørkt og tomt, ja, helt mørkt var det ikke: Udover det lys der kom fra kuplen var der ligeledes det der kom fra de kæder af julelys beboerne havde valgt at hænge fra bygning til bygning hele vejen ned gennem gyden; det havde ikke været et forsøg på at gøre gyden en smule hyggeligere men nu mere et forsøg på at gøre stedet mindre indbydende for de mennesker der yndede at gøre forretninger i sådan et sted. Det meste lys kom dog fra gaden bag hende og derfor var det mest synlige hendes egen lange tynde skygge; et par skraldespande samt nogle ødelagte møbler kunne skimtes. Hun trådte ind og var blot nået halvvejs – forbi gadelysets afgrænsning – da hun hørte noget der lød som en lille servomotor, hvorefter hun mærkede noget hårdt gribe fat i hendes højre skulder og vende hende om; en sort metallisk næve ramte hende på højre kind og hun ville have faldet hvis personen – hvilken grundet lyset fra gaden ikke var meget mere en silhuet – ikke havde holdt fast i hendes krave. Slaget blev fulgt op af endnu et, på næsten samme sted, lidt højere oppe, og denne gang faldt hun; det sidste slag kom mens hun lå ned hvorefter hun mistede bevidstheden.