VERITAS TIDENDE HAVDE sit hovedkvarter ved en af de gader der kørte parallelt med boulevarden, i en af de relativt få bygninger i byen der var i Stilen. Det var en bygning der havde et ganske mærkværdigt træk – ja, mærkværdigt er mildt sagt, det var et exceptionelt perverst træk. Bygningen havde man oprindeligt opført som et kontorkompleks kort efter borgerkrigen, hvorefter den var blevet opkøbt af en mediemogul – hvis navn han ikke kunne huske på nuværende tidspunkt – med den intention at det skulle være dér hvor hans flagskib, Veritas Tidende, skulle befinde sig. Manden havde stillet træskoene ikke så langt tid efter og hans stupide søn – der havde haft alle de tendenser man forbandt med rigmandsbørn – havde taget over og denne havde valgt at bygge dette nye træk til, på trods af at det havde været et klart modstykke til bygningens eksisterende stiltræk. Det var klart, at med sådan en imbecil siddende ved bordenden så var der ikke gået langt tid før at virksomheden havde været i sådan en stand at Kollektivet havde kunnet opkøbe den for billige penge.
Trækket befandt sig på taget af bygningen og var en kæmpemæssig kolos i patineret bronze: Det var Merkur der var i gang med at kravle ud af bygningens top, for gud var ej længere at finde i detaljerne; hans venstre arm var bøjet og støttede sig mod tagets kant, den højre strakt og rakte ned over bygningens side mens dens fingre fik sig et godt greb ved at bore sig ind i muren; hans behjelmede hoved kiggede ned, ved hans næsespids samlede regnen sig i enorme dråber der, når de var blevet store nok, mistede deres fæste og faldt ned mod de mange journalister, forfattere, kritikere og gæster der dagligt rendte ind og ud ad V.T.; under dette hoved var der placeret en stor holo-skærm der døgnet rundt var tappet ind på Kollektivets mikromedie, nyhederne kørte lydløst men med store tydelige undertekster på byens officielle sprog …art-carverne instruktøren Jarisch-Herxheimer har gjort det påny. Denne gang var der dog ingen kvinder eller drenge involveret, men en grand danois han eftersigende havde brugt som kameramand i sin sidste film X OPPE I Y… Et billede af en meget forvirret og forlegen mand, instruktøren, dukkede op i øverste venstre hjørne af skærmen.
Overfor kolossen hang en maglevbanes monoskinne fastgjort med gitterarme til mangfoldige bygninger, en metallisk vanskabt rygsøjle med alt for lange tværtapper; en sølvfarvet aerodynamisk stikpille med et stort lysende øje i hver ende susede forbi, Ullskjolds Ekspressen, ikke blot den hurtigste måde at rejse på men også den mest behagelige, kunne han huske at reklamerne engang havde fortalt ham.
Hvis man var en af dem der så en bygnings funktion som værende en form for armbevægelse, en gestikuleren, jamen, så var kolossen den type bevægelse der svarede til, at man vinkede tilbage til en person som egentlig vinkede til nogen der stod bag én; gestussen var for så vidt god nok men alligevel akavet og mild sagt pinlig.
Der blev trådt gennem de gyldne svingdøre og ind i ankomstrummet med det blanke og næsten ravgule trægulv. De folierede vinduer bag ham viste en harmonisk horisont badet i gyldent lys; store ovale glassøjler oplyste rummet i præcis den samme tone som lyset fra foliet. Tapetet, der kun dækkede den nederste tredjedel af væggene, var ligeledes gyldent og dets voluttiske mønstre reflekterede strålerne; resten af de vertikale flader havde en diskret okkerfarve. Foran disse stod der enkelte oplyste montre med de bedstsælgende udgaver af avisen gennem tiderne, kioskbaskere fra V.T.s eget forlag som ligeledes var at finde hér i bygningen samt de priser og udmærkelser avisen havde fået akkumuleret. Mellem montrerne var der placeret lænestole og sofaer med rødt velourbetræk og gyldne kanter og ved siden af disse stod askebægere af rav monteret på strømlinede standere af valnød.
Fra et sted i midten af loftet skød en gylden lyskegle frem og fokuserede kortvarigt på ham, hvorefter den rettede blikket over på en anden person der havde trådt ind i bygningen på samme tid som ham selv. Han gik op til receptionsskranken med de runde kanter og lyset der skinnede ud fra den lodrette flade gennem velpudsede horisontale messing tremmer; på væggen bagved var der et ur, klokken var kvart over tolv. Receptionisten med Eton coiffuren sad i et finurligt ensemble der udelukkende bestod af små sammensyede blå trekanter; den startede som en skjorte og endte som en løsthængende nederdel lige over knæene, hvilke han kunne se fordi hun havde skubbet stolen en smule tilbage for at kunne krydse benene; hun tog sine høretelefoner af og gnubbede et ømt øre.
– Dav, er det muligt at kunne komme til at snakke med Virginia Mandelbaum?
– Lige et øjeblik så skal jeg se efter om hun er her.
Hun tastede nonchalant på tastaturet med pegefingrene.
– Hun er ikke til stede i øjeblikket men hendes redaktør er her; vil De tale med hende i stedet?
– Du vil ikke vide hvem jeg er først?
– Det er ikke nødvendigt, De blev skannet da De trådte ind i bygningen, vi ved hvem De er, hvor De bor og Deres skostørrelse. Tag elevatoren op til syv og tyvende sal, drej til højre når De stiger ud, tredje dør på højre hånd.
– Tak.
Syv og tyvende etage bestod hovedsageligt af en massiv mængde billige skriveborde med hver deres skærm, bag hver skærm et oplyst ansigt. Der var ingen vinduer, blot flere skærme der var tappet ind i samtlige medier. I rummets hjørner samt ved de kantede søjler var der hængt elektriske ventilatorer op der kørte på fuldt tryk, dog var de placeret så strategisk at de mange papirer der lå og flød rundt omkring forblev hvor de var.
Han havde læst et sted at bygningen hér var en af de såkaldte smarte bygninger, et eller andet sted sad der en VI der styrede temperaturen, lyset og fugten. Hvis han huskede korrekt så kunne man med sin chip ikke blot ringe fra éns egen linie – hvilken man fik tildelt ved ansættelsen – fra hvilken som helst telefon i bygningen men på samme måde kunne man gøre brug af alle bygningens nicher, således at man havde adgang til éns præfererede opsætning samt alle éns filer og dokumenter uanset hvor i bygningen man befandt sig, hvilket jo kunne lade sig gøre i og med at al data blev lagret i Kollektivets nav.
Dette var standard for alle virksomheder nu om dage men da Kollektivet havde implementeret teknologien havde det været en større ting, der havde været meget snak om det; ud fra indretningen lod det dog til at det have været den sidste innovation man havde forsøgt sig med. I større kontormiljøer som dette ville man ofte se en markant anderledes indretning. Man forsøgte nu at efterligne små samfund frem for at fokusere på det mere kontoragtige: Man havde små dagligstuer med sofaer og ficusplanter; caféborde og stole; enkelte steder ligefrem små gader med vejskilte hvor folk kom frem via cykler eller løbehjul; træningsrum, spisesteder, værksteder, dagpleje, hundefrisører og hvad ellers man kunne få plads til.
Han drejede til højre og forsatte ned ad en lang gang hvis hvide vægge var prydet med flugtende billeder af afdelingens ansatte; hvis ordet fotogen havde haft et antonym, så ville det være et ord der passede på tre og halvfems procent af disse ansatte, et ord som seks og halvfems af disse ville nægte at det kunne bruges på dem selv. Der blev gjort holdt ved tredje dør på højre hånd og man bankede på.
– Kom ind.
– Dav, jeg skulle tale med Mandelbaums redaktør?
– Ja, det er mig.
Hun var fed og man kunne lige ane et overskæg; der var store pletter sved under armhulerne på hendes engang hvide skjorte, de grå seler var spændte og kæmpede en brav kamp mod fysikkens love. På et skilt forrest på skrivebordet stod der Berta Hömbög; det passede meget godt, hun lignede en Berta. Han tørrede sin dryppende næse af på ærmet; et askebæger var fyldt til randen med cigarskodder, et enkelt var faldet ud over kanten.
– Jeg ville helst tale med Mandelbaum selv, det er forholdsvis ømtåleligt.
– Javel ja, men hun er ikke til stede i øjeblikket, måske kunne du komme tilbage en anden gang, hvis det er at du ikke ønsker min hjælp.
– Du ved ikke hvor hun er henne, vel?
– Hvis jeg skal være helt ærlig, nej, men det er der sgu ikke noget nyt i.
– Hun efterlod en ”anonym” seddel til mig i går; jeg fik den sporet tilbage til hende.
– Det ligner hende ikke, at blive sporet altså; små beskeder til gengæld er meget typisk hende.
– Det var nu mere en advarsel end det var en besked.
– ?
– Min sag krydser hendes og hvis hun har valgt at advare mig, så kunne man vel gå ud fra at hun selv befinder sig i en situation der måske ikke er… synderlig behagelig.
– Aha.
– Men det kender du ikke noget til?
– Næ.
– Og du er ligeglad med hvad der muligvis kunne ske med hende?
– ”Muligvis” er ikke noget jeg kan bruge til noget, hér på avisen forholder vi os udelukkende til fakta, det er sgu et spørgsmål om journalistisk integritet.
– Nåh, det må være noget nyt.
– Undskyld?
– Ikke noget, jamen, så er der ikke så meget mere at gøre hér.
– Men hvis jeg må være så fri, hvilken sag er det du arbejder på?
– Aha.
– Aha hvad?
– Lige præcis.
På vej tilbage gjorde han holdt ved et af skrivebordene og spurgte en kvinde der var iklædt et sort og hvidt minimalistisk tweedsæt om denne kunne vise ham vej til Mandelbaums parti.
– Hun har intet og hvis hun havde ville hun ikke være der, jeg har ikke set hende i en fjortendages tid, sådan cirka, men det er ikke unormalt.
– Intet skrivebord?
– Nej, hun arbejder hjemmefra. Hun sender manuskripterne ind med posten, ikke e-post men almindelig post. Hun er åbenbart for fin til at arbejde sammen med os andre.
Hun havde været væk i cirka to uger, redaktøren og hendes kollegaer vidste ikke hvor hun var. Sedlen var måske ikke så meget en advarsel til ham mere end det var et råb om hjælp; hun havde sørget for at han kom herud for at spørge ind til hende og hvis hun vidste hvem han var, jamen, så vidste hun sikkert også at han kendte pansere og at han højt sandsynligt ville trække på denne ressource. Hvis han havde gættet korrekt, så havde været det ganske smart af hende. Hvad nu? Det var nok for tidligt at forsøge sig igen på Den Vanærede Albatros. Han var nødt til at finde denne journalist. Hvordan havde hun kendt til ham? På det tidspunkt hun afleverede sin besked til ham vidste kun fire personer til hans involvering i sagen: Kleinerstiefel, Kesef, Alda og ham selv. Kesef, han ville opsøge denne igen. – – –
Han trådte ind på Kesefs kontor hvor manden sad bag sit skrivebord i et cremefarvet habit med en sennep- og kanelfarvet slips, begge fra samme skrædder som habitten fra den forgående dag. I dag havde manden en klap for det venstre øje.
– Jeg har lige et par enkelte spør…
– Jeg har ikke været helt ærlig med dig, jeg har et problem, noget blev… dagen før røveriet kom jeg til at gøre noget jeg måske ikke burde have gjort.
Han rejste sig op og gik sin gæst i møde.
– Og hvad var så det?
– …
– Noget pinligt, hvis jeg skal dømme ud fra dit røde ansigt.
– En gammel bekendt kom forbi og spurgte ind til en af mine kunder, på det tidspunkt vidste min bekendt ikke at personen var kunde her, jeg tror at det var et skud i tågen fra dennes side…
– Hvem var denne? Din bekendt.
– Det kan jeg ikke sige.
– Sig det.
– Det kan jeg ikke.
En lussing ramte Kesefs kind så det sang.
– Hvad? Du vover? Jeg skal vise…
Kesef løftede hånden men den blev viftet bort som en kællings mening. To lussinger til, håndflade og derefter håndryg.
– Tag den, so.
En til.
– Hvem var det?
Håndryg.
– Mandelbaum, Virginia Mandelbaum.
– Aha.
Kesef gned sine kinder med et såret udtrykt i de syntetiske øjne, nærmere sagt i det synlige af dem.
– Hun kom forbi og spurgte ind til en af dine kunder, jeg går ud fra at du afviste hende… til at begynde med. Hvordan fik hun dig overtalt?
Kesefs røde tone blev dybere.
– Aha, jeg forstår, noget for noget din gamle gris. Og efter endt ”arbejde” fortalte du hende hvad hun ønskede at vide?
– Nej, jeg gav hende hvad hun ønskede.
– Jeg er ikke helt med.
– Hun fik indholdet fra kundens boks.
– Hvad? Du får svinet dyppet og så opgiver du ikke bare din klients navn men giver tilmed dennes personlige ejendom væk?
– Du kender ikke Virginia, hun kan være meget overtalende.
– Og nu vil den oprindelige ejer have sin ejendom igen?
– Nej, vi har ikke hørt fra ejeren siden boksen blev udlejet.
– Nå, hvad er så problemet?
– Jeg bliver forfulgt.
– Af hvem?
– Det ved jeg ikke. Folk, biler… nej, skygger dukker op rundt omkring… jeg bliver overvåget, og det begyndte altsammen efter… du ved.
– Boksens ejer måske?
– Aner det ikke.
– Jeg går ud fra at denne boks tilhørte Kleinerstiefel?
– Nej, overhovedet ikke.
– Nej? Hvem så?
– …
– …
– I følge Virginia hed han Baruti van Rooyen, boksen stod dog i et andet navn… Manfred Baak. Grunden til, at jeg vidste at det var den samme person var fordi at hun havde et billede af manden med sig.
– Jeg håber at du er klar over at jeg ikke kan hjælpe dig.
– Det var forsøget værd.
– Hvad var der i boksen?
– Dét ved jeg ikke; jeg er trods alt en professionel.