MED EN SMØG i hånden stod Jeg i sit køkken og kiggede på brusetabletten hun lige havde lagt i et større glas vand, paracetamol, man kunne stadig ane ExtropiaMeds logo på tabletten. Køkkenet var det rum i lejligheden hvor hun mindst brød sig om at være, at sige at det var klamt ville være en underdrivelse; udover lugten der emmede fra den slimede vask – hvilken hun, så vidt det var muligt, forsøgte at ignorere – var rummet domineret af papkasser og andre beholdere den mad hun bestilte udefra kom i.
Hun tog glasset og askebægeret, gik ind i soveværelset hvor en ny skjorte og et par bukser blev fundet frem for skifte det beskidte tøj hun havde på, eller hun begyndte på det indtil at det gik op for hende at den pyt hun havde ligget i, i gyden hvor hun havde fået tæsk, nok ikke havde været vand. Hun havde ikke manglet noget, uret og pungen med alle Tabarins penge havde hun stadig; bukserne havde været uberørte så voldtægt kunne udelukkes sammen med tyveri som værende motivet for angrebet. Hendes tøj lugtede ikke af urin hvilken hun var sikker på at pytten havde indeholdt, chancerne for at det udelukkende havde været vand var simpelthen alt for små; hvis man gangede alle de gange hun selv havde ladt vandet i en gyde da presset blev for meget med antallet af indbyggere i byen så betød det, sådan cirka, at samtlige pytter i byen måtte indeholde en større procentdel urin – på det punkt var der ikke meget forskel på en vandpyt og en offentlig svømmepøl.
Hun tog det rene tøj og glasset med ind i badeværelset, et bad ville være nødvendigt ellers ville hun nok ikke kunne slippe af med tanken om at hun måske havde ligget i urin lige foreløbigt. Hun kiggede i spejlet, den ene halvdel af ansigtet var hævet, så meget at hun kun kunne se gennem et af øjnene; der var ligeledes en stor flænge ned over læberne. Hun stak hånden ned i lommen, rodede lidt rundt og fandt hvad hun ledte efter: De to kindtænder hun havde fundet liggende i den ene kind da hun vågnede; der var godt med plak på, i et kort øjeblik overvejede hun om hun ikke bare skulle få fjernet resten og få sig nogle nye. Hun røg sin cigaret færdig, smed den ud i kummen, drak væsken i glasset gennem den raske mundvige – hvilket tog noget tid – og hoppede ind under bruseren. Tankerne faldt hurtigt på litteraturen hun havde fundet i Konradsen lejlighed: Det ville være lige voldsomt nok at påstå, at hvad manden havde at sige uden tvivl havde noget med denne at gøre, men en hel vanvittig tanke var det heller ikke. Kollektivet var ganske ivrige efter at finde ham, hun havde trods alt mødt folk fra denne virksomhed tre gange på mindre end et døgns tid, hvis man altså gik ud fra at ham den sidste, ham med den augmenterede hånd eller arm, ligeledes tilhørte virksomheden. Kollektivet var en af de entiteter – ganske som Extropia også var det – der åbent havde proklameret at de ønskede at forske i felter som for eksempel genmanipulering af fostre; officielt gjorde de det dog endnu ikke da Rådet kunne for så vidt ikke beslutte sig om emnet, navnlig fordi kritikken på dette område var ganske stærk.
Kritikerne påpegede, at der på nuværende tidspunkt ikke var plads til felter som dette i lægevidenskaben i og med at denne var til for først og fremmest at helbrede og lindre biologiske lidelser; genetiskaugmentation var der dérfor ikke plads til da man endnu ikke havde kureret hvad der skulle kureres og man endnu ikke kunne lindre alt det der skulle lindres – det var med andre ord et spørgsmål om prioritet. Og i det store hele var langt de fleste pro-genetiskmanipulering ikke helt uenige, man kunne ikke komme udenom konceptet om prioritet, men spørgsmålet om hvem der skulle tage sig af hvad – altså hvem der skulle bøje sig for prioriteringen og hvem der ikke skulle – var ligeledes til stede. For eksempel, påpegede enkelte, kunne man ikke tvinge virksomheder til at udelukkende at fortage forskning der kun var rettet mod den første prioritet hvis de ikke havde anskaffet sig det ansvar, ved for eksempel erhvervelsen af medicinalelicensen i en given sektor; med licensen kom ligeledes også ansvaret og de virksomheder der ikke havde denne burde have frie hænder til selv at vælge hvorledes de ville prioritere, sagde man. Men dette svarede ikke på spørgsmålet om det overhovedet var et etisk forsvarligt forskningsfelt. Hvorom alting var, så var det ikke utænkeligt, grundet Konradsens litteratur og Kollektivets interesse i feltet, at hvad der hændte kunne have noget med teknologien at gøre.
Nyskrubbet og med vederkvæget legeme greb hun knoglen, en sort Ericofon – den sidste model firmaet havde produceret inden det gik nedenom og hjem engang i slutningen af tresserne – vendte den på hovedet og tastede et velkendt nummer ind.
– Hallo.
– Davs, det er Jeg.
– Jamen, halløjsa, er du løbet tør?
– Ja, det kan man vist roligt sige.
– Jeg kan være der om en halv time.
– Fremragende.
– Godt, hej.
– Hej.
Hun hældte noget gin op, satte sig på sofaen og tændte for nichen. Inden hun begyndte at kigge udbuddet igennem skruede hun helt ned for lyden således at hun var sikker på at hun kunne høre ringeklokken; ikke at den ikke var høj nok til man ikke kunne høre den men den sindstilstand én altid dvælede i når man afventede en levering, gjorde at hun havde det svært med at slappe af før at det hun ventede på befandt sig mellem hænderne. Nichen blev stillet på en dokumentar om den gamle Tiberius og dennes koncern før datteren kortvarigt havde overtaget magten6 indtil det blev opkøbt af Drusilla efter hendes død. Hun tændte endnu en smøg. Der var en interessant forskel på røg før og efter den var blevet indhaleret: Den ekshalerede røg var intet andet en grå gennemsigtig sky med diffuse mønstre, opkast; den rene røg var anderledes, et veldefineret æstetisk forhold mellem rod og luft, træets triade, den royale vej der startede ved cigarettens spids, blandingen af papir, tobak, kemikalier, glød og aske afgav den opadgående søjle, axis mundi, der i toppen delte sig i flere spiraler, til en krone opbygget af et net af ledemotiver.
Dørklokken ringede.
Jeg hældte indholdet fra den selvforseglende tyvekpose ned i skrinet, tog en lille bitte knivsspids selv og satte sig tilbage i sofaen med en ny smøg mellem fingrene, for så at vente på at det var tid til at tage af sted igen.