DER VAR KOMMET en ny spiller ind i kampen, van Rooyen, men hvorledes var denne indblandet? Han havde tilfældigvis haft en boks i samme bank som Kleinerstiefel, en boks hvis indhold nu tilhørte Mandelbaum men som ville have tilhørt bankrøverne hvis hun ikke var kommet dem i forkøbet. Det hang alt sammen sammen men gav endnu ikke nogen mening. Han ville tage hjem og tænke lidt over det, det kunne jo være at Alda havde nogle informationer til ham, men først ville han skaffe sig noget at spise. – – –
Han måtte vandre rundt i et godt stykke før han fandt et sted han havde råd til, det blev til et lille trattoria. Væggene var cremefarvede, en bue med synlige tryklejesten delte rummet i to; der var ingen struktur i inventaret, man havde ikke sigtet efter nogen gestalt, på væggene hang der alt lige fra billeder og reklamer til mønstrede tallerkner; hér og dér var der ligeledes små hylder med småting fra stammekulturen. Bordene var små, skubbet sammen og havde stereotype røde og hvide voksduge over dem; for enden af rummet stod der en slidt bardisk. Foliet viste en lille sidegade med ældre bygninger af sten, en dør hvorved der stod en stol med en gammel mand med en hvid lærredskasket siddende på, han bevægelser kørte i en uendelig sløjfe; skodderne på vinduerne over døren var åbne og brune. Musikken var lige så interessant som resten af stedet, det var en finurlig salsaversion af LA DONNA È MOBILE indspillet på et elektrisk klaver.
Han satte sig ved det nærmeste af bordene og håbede på at der ikke ville komme nogen og sætte sig ved hans side. En ung mand i hvid skjorte og sorte bukser kom hen til bordet; en omgang gnocchi i tomatsovs samt husets vin blev bestilt. Der var kun to andre kunder i biksen, to blonde kvinder i umærket tøj højt sandsynligt bestilt over Satnettet – tøjet, ikke kvinderne. Den platinblonde af dem var iklædt udelukkende i denim; hendes bukser stoppede midt på skinnebenet, lommerne var store og sad udenpå som på bukser man havde vendt på vrangen; hun bar en undertrøje med en vest over der kun havde den øverste knap knappet. Hendes frakke, også denim, lå på stolen ved hendes side, oven på den sad hendes håndtaske. Den anden kvinde – hende med det leverpostejsfarvede garn – havde sorte gammeldags jodhpurs på med høje sorte læderstøvler og en militærgrøn kortærmet trøje med et rødt tryk af en velkendt voldsmands ansigt. Hendes mørkebrune aviator-jakke med cremefarvet syntetisk fór hang på stolens ryglæn.
– Hvordan går det egentligt med sangskrivningen?
– Det går fantastisk, simpelthen fantastisk.
– Nå, jamen det er da godt.
– Ja, ikke? Hele mit væsen, min sjæl er investeret i dette, jeg ånder musik.
– Hold da op, det lyder som om at virkelig kører for dig.
– Uh uh, jeg drømte en sang i går, eller nærmere sagt omkvædet, jeg tror den kunne gå hen og blive en rigtig slager.
– Virkelig? Må jeg høre?
– Ja da, selvfølgelig, og så kan du også høre mine nye tone-korrektionsstemmebånd… ahem…
Kvinden begyndte at synge – hvis man kunne kalde det dét – følelsesfuldt og med en hånd for det ene øre; det mindede ham om det volapyk som jazzsangere ofte begav sig ud i når de i deres heroinkoger havde glemt teksten.
– Hvad syntes du? Vær ærlig.
– …
– Er den så dårlig?
– Dårlig? Dårlig? Den er fantastisk, den bliver en slager, ingen tvivl om det. Hvordan kom du på den?
– Årrrh tak, jamen som sagt så drømte jeg den. Måske er det sådan at mus kommunikerer.
– Mus?
– Du ved, inspiration.
– Nååh, ja ja, jeg har godt hørt om mus.
I et af spisehusets hjørner var der en niche der var blevet stillet på en vejrudsigt; det var prognosen for de kommende dage. Han var egentlig ganske glad for disse, ikke selve vejrudsigterne, nej, men ideografien der ofte blev brugt: Man formåede at presse en større mængde informationer ned til en enkel lille og forståelig animation, designet således at ikke blot alle kunne forstå hvad man forsøgte at formidle, men også så det blev forstået korrekt. Hans mad blev stillet foran ham samt en skål revet parmesan og en karaffel vin; et glas blev vendt om og fyldt hvorefter han satte i gang.
Han spiste op på cirka fem minutter, drak sin vin, betalte og forlod etablissementet; uden for, ved trattoriaets dør, stillede han sig op og tændte en smøg, inhalerede og kiggede på medietavlen med nyheder der var placeret på bygningen foran ham …varetægtsfængslet. Ifølge kilder havde manden anskaffet sig en større ladning sorte brystholdere, hvilke han eftersigende havde klippet i stykker og derefter solgt som kalotter foran flere synagoger… Han anede kortvarigt en lille bevægelse på skærmen – ikke helt ulig en dråbe der ramte en overflade af vand – ruden bag ham sprang og et brag hørtes. Han kiggede bag sig og ind gennem den ødelagte rude: Der var et ganske stort hul i bordet nærmest vinduet; han løb tilbage ind i forretningen og smed sig på gulvet således at han var ude af syne fra hvem end det nu var der havde forsøgt at pløkke roen af ham.
Og dér lå han så med en knækket smøg i kæften og dér blev han liggende indtil han kunne høre sirenerne, hvorefter han ligeså stille rejste sig op og satte retningen hjemad via diverse gyder i håb om at undgå panserne da han ikke orkede at skulle snakke med dem.
To gange på to dage havde de forsøgt at slå ham ihjel, to gange; han havde ikke været så populær siden at drengene på stationen havde fundet ud af at han havde scoret den kendte model Bâton, nej, det var ikke helt rigtigt, populariteten steg da de – på samme tid som ham selv – fandt ud af at det ikke havde været hende men hendes transseksuelle forfølger han havde hygget sig med. Hvad han spurgte sig selv var, hvorledes de kunne vide at han ville være dér, ved trattoriaet; det eneste svar han kunne komme på var at de nok havde set ham gå derind, hvilket jo betød at – med mindre at det havde været et tilfælde – at de nok havde fulgt efter ham. Og hvorfor blev han ved med at omtale hvem end der var efter ham i flertal? Han passérede en neo-skoptserisk dignitar i et sort jakkesæt med kinakrave og skinnende sko, hvilken stod på et papmaché bjerg og forkyndede vise ord; ved hans side stod et spejl i menneskestørrelse som han med jævne mellemrum kiggede på, og energi prægede talen efter hvert blik denne mand fik af sig selv.