Foran hans bygning holdt der tre politibiler, to ambulancer og en hvid varevogn parkeret. De blå udrykningslys blev reflekteret af bygningernes våde mure, vinduerne og ansigterne bag disse samt regndråberne på de mange paraplyer der tilhøre de individuelle enheder i den store folkemængde der havde samlet sig om den holografiske afspærring der var sat op for at holde dem ude. På trods af at afspærringen blot var et hologram så respekterede folk den; det havde nu ikke så meget noget at gøre med selve afspærringen men nu mere konsekvenserne et brud førte med sig: Skulle denne blive trådt igennem bippede en emsig alarm der unægtelig ville tiltrække strissernes opmærksomhed, hvilket jo betød at man skulle stå vis-à-vis med dem og siden at strømerne var programmeret til at være ubehagelige, så var det jo noget man helst undgik. Bare fordi at det almene menneske var af den holdning at byen burde være et hotel hvor man havde krav på høflig service, så var det skam ikke ensbetydende med at panserne var enige. Han gik hen til afspærringen og blev vinket ind af en uniformeret betjent.
– De venter på Dem deroppe.
– Ok, tak.
Afspærringen bippede som forventet og i det selv samme øjeblik rettede samtlige betjentene kortvarigt deres blikke mod ham. Døren ind til viceværten var lukket og forseglet med gråligt skum i kanterne, to mænd i sorte og grå kitler arbejdede med professionel ro på at få døren op og befri den ellers så rolige men nu panikslagne vicevært. Skummet var cement fra en aerosoldåse – det ville have været en smart opfindelse, hvis det ikke havde været fordi der for så vidt ikke rigtigt var nogen brug for den – på vej op lagde han mærke til at samtlige døre på hans vej var skummet til på selv samme måde, og det var først da han nåede op til sin etage og så betjentene stå i gangen at det slog ham, at Alda nok havde været på kontoret da hvad end der nu var hændt i bygningen hændte. Da han kom nærmere fik han øje på Cosse der stod og snakkede med hende mens hun sad på sin kontorstol – hvilken var blevet stillet ud i gangen – i en stram tilknappet sort jakke med et kort men bredt revers, indenunder den en sort trøje med en ligeledes sort pibekrave samt en kropsnær sort nederdel, men hvad der vitterligt var iøjefaldende var de mange striber og pletter af blod på hendes person. Cosse havde taget en grå og sort plastik regnfrakke med Kollektivets monogram og ordet Politi skrevet hen over ryggen udover det samme tøj han havde haft på dagen før. Han tørrede sin dryppende næse af på ærmet og tændte en smøg.
– Hvad er der sket?
– Nåh, der er du gamle dreng. Dit kontor har sgu været under ”angreb”, det var et held at Alda hér overlevede… måske er held ikke det rette ord.
– Alda, hvad skete der?
– Jeg ved det ikke, jeg sad og fiflede med dine regninger da døren sprang op og nogle mænd væltede ind.
– ?
Cosse gjorde tegn til at ambulancefolkene i de hvide uniformer med blå lommer og knæbeskyttere i den samme farve godt kunne komme og hente hende; på deres ryg og brystlommer var der afbildet en strømlinet æskulapstav med monogrammet E.M. dér hvor slangen kiggede. Hun lod sig blive ført bort uden brok.
– Hun er, forståeligt nok, i chok. Fysisk har hun det fint, det er ikke hendes eget blod. Du så godt varevognen dernede, ikke?
– Ja.
– Det var bilen de kom i. Det ser ud til at det er den samme vogn som blev brugt til bankrøverierne, dine bankrøverier. Drenge, snup jer lige en smøg eller en kaffe.
– …
– Skal vi gå ind?
Ni til ti minutter gik og de to trådte tilbage ud på gangen. De var begge mænd af verdenen, de havde begge set ting og sager, så det ville være forkert at sige at de var rystede – og Cosse havde jo set den tilstand kontoret og ligene i den var i før – dog havde det alligevel gjort et indtryk på dem – et stort indtryk.
– Alda gjorde alt det dér?
– Jep.
– Imponerende.
– Jeg har i øvrigt overtaget sagen fra Fede-Mogens.
– Hvad med Alda?
– Hvad med hende?
– Lige præcis, hvad med hende?
– Hun vil blive afhørt på sygehuset men så det er også dét. Det er ret tydeligt at hun forsvarede sig selv. Det bliver nok Ottis der snakker med hende.
– Ottis?
– Slap af, han er fin nok.
– Inden jeg glemmer det, hvorfor er alle dørene herop forseglet?
– De ville vel have fred. Dét der undrer mig er, hvorfor de overhovedet kom her.
– Tjah.
– Det var ikke for at slå dig ihjel, det kunne de have gjort på åben gade, men på den anden side så virkede det jo ikke da de forsøgte at køre dig ned. Jeg ville have gættet på at de var amatører hvis det ikke havde været for cementskummet, det er en ganske veltænkt detalje.
– Måske var de ude efter sedlen jeg fik. I øvrigt, så jeg tror ikke at det var dem der forsøgte at køre mig ned.
– Nåh, hvorfor dog ikke?
– Fordi mens alt dette skete, forsøgte nogen at skyde knoppen af mig.
– Aha…
– …
– …
En ung uniformeret betjent kom hen til de to.
– Kommissær Cosse, Kommissær Ottis har lige sendt en besked til Dem. De er ønsket i lighuset.
– Javel, tak.
– …
– Tag med, så kan vi snakke videre på vejen.