Lighuset befandt sig i politistationens kælderetage. Det var det eneste sted i bygningen der ikke tilhørte Kollektivet da det hørte ind under medicinallicensen – hvilken jo i Arkadia tilhørte ExtropiaMed – derfor var næsten alt i dette lille kosmos i blå og hvide farver, hvilket måske ikke ville have været så tydeligt hvis det ikke havde været omringet af sort og gråt; om det var grundet barnagtig testosterondrevet overkompensering eller en almen æv-bæv attitude, er svært at sige.
Begge mænd trådte ind på kontoret der tilhørte den retsmedicinske tekniker som havde ansvaret for denne del af sagen. Væggene var hvide og ligeså var gulvet, på den væg til højre for døren var der placeret en bred lystavle hvorpå et par enkelte røntgenfotografier – med cirkler, pile og ulæselig håndskrift hvilke var skrevet og tegnet med en rød sprittusch – hang. På væggen modsat døren var der stillet en række blå kontorskabe der fyldte to tredjedele af den vertikale flade, ovenpå disse befandt der sig papirer og ringbind. Ved den anden væg – den til venstre – var der opsat et reolsystem hvori der hovedsageligt stod en lang række læderindbundne bøger med titler såsom KIRURGISK PATOLOGI, VOL. 1-17; KLINISK HÆMATOLOGI; DEN USTRUKTUREREDE CELLE og LYMFEKNUDEN OG MIG: EN ROMANCE. Bogstøtterne var sylteglas med diverse anatomisk vanskabte fostre i formaldehyd. Skrivebordet – der var i sandblæst matpoleret rustfrit stål – stod i midten af rummet og på det var der tre skærme, der tilsammen skabte en skillevæg mellem teknikeren og de besøgende. Over bordet hang en aflang lampe hvilken afgav et blåligt lys.
– Goddag goddag d’herrer.
Teknikeren rejste sig op, han var iført en hvid kittel med en mørkeblå krave og hals der kunne trækkes op over næsen, således at den både kunne fungere som en antibakteriel maske samt kunne skjule den morbide nydelse alle læger tog i deres arbejde. Han var skaldet og havde små runde briller på, ud under kitlen stak hans tunge skridsikre støvler i samme farve som masken frem. På hans navneskilt stod der Achille-Cléophas F.; en detalje, navneskiltet, der var meget typisk for ExtropiaMed: Undfanget og indført af den progressive chef for PR hvilken havde ment at det måske ville dulme patienternes nervøsitet og til tider fjendske holdning over for deres læger, hvis de kendte deres fornavne og at folk var dus – det havde på ingen måde hjulpet.
De to nyankomne nikkede en hilsen.
– Følg I to bare med mig.
Teknikeren gik rundt om bordet og ind mellem de to mænd hvilke fulgte efter ham ud ad døren, hvorefter han førte dem gennem en større mængde gange der var oplyst ganske som hans kontor.
– Liget blev fisket op af havnen i morges, først nu har vi fundet ud af hvem det er. Det havde hverken identifikation eller nogen chip på sig så vi endte med at skanne dets kunstige øje; jeg siger jer, jeg var ved at skide i bukserne, i et kort øjeblik troede jeg at jeg skulle forsøge mig med fingreaftryk, kan I forstille jer det? Nu er det ikke fordi at jeg syntes at syntetisk-iris skanning er så meget bedre, hulens masse arbejde at skulle bilde øjet ind at det er i ”live”, indsprøjtning af oxygen, tilsætning af strøm og så videre, og selv dér kan det ske at man intet resultat får. Personen havde dog ikke været død i synderlig lang tid, så det gik lige. Fandens til arbejde men stadigvæk bedre end det dér fingeraftryk fis, det sviner ad helvedes til, alt det dér sværte. Giver det overhovedet mening? Vi kan reanimere et artificielt øje men vi kan ikke skanne et fingeraftryk. Det er som om at den teknologiske evolution til tider springer et led over.
Teknikeren gjorde holdt foran en dør – også i sandblæst matpoleret rustfrit stål – og viftede ganske feminint med en syntetisk hånd foran et lille kamera der var placeret ved siden af døren hvilken derefter gik op. Han trådte ind og gik hen til det midterste af fem operationsborde, hvilket var dækket af et hvidt lagen med blå kant. Uden at se om gæsterne var med tog han fat i dets ene hjørne og hev lagenet til side.
– Mine herrer, må jeg præsentere Dem for Virginia Mandelbaum, den infame journalist. Det var kun et spørgsmål om tid før hun endte hér. Jeg har sendt detaljerne til Ottis.
Rummet var koldt både i temperatur og dekor. Gulvet, væggene og loftet var i rustfrit stål; førstnævnte var skridsikkert med et afløb under hvert af de kirurgiske borde der var i samme materiale. Den ene væg bestod udelukkende af nummererede skuffer i menneskestørrelse; en anden væg havde tre vaske monteret med sensoraktiverede vandhaner. Ved siden af døren var der placeret et lille bord der på ingen måde passede med resten, på dette stod der en kaffemaskine, nogle plastikkopper, en næsten tom pose sukker med en plastikske samt en blå plastikkasse. Ved hvert af de fem operationsborde stod der et mobilt instrumentbord, over dem hang der en lampe hvis design var, mildt sagt, intimiderende og foran hvert af bordene stak der op fra gulvet af en bruser.
– Hvorledes skete det?
– Joh, det var såmænd et nakkeskud, hun så det aldrig komme, mærkede heller ikke en skid. Hvis man spørger mig så var hun heldig, der er sgu værre måder man kan skride i svinget på… hvis det nu altså skal ske. Som for eksempel ham stodderen dérovre, mejetærsker uheld, han lå sgu på sygehuset i tre dage ved fuld bevidsthed før han kradsede af.
– Havde hun noget på sig?
– Kun sit tøj og et par småting, de ligger i kassen derovre.
De stillede sig alle tre rundt om den blå kasse, teknikeren tog tingene ud en efter en med sine hænder hvis ydre lag var af gennemsigtig aluminium.
– Hun havde disse par bukser, skjorte, et par sokker, sko…
– Er det ikke en mandeskjorte?
– Jo, godt set, samt en kuglepen men ikke noget at skrive på, tyggegummi og til sidst en tænder men ingen smøger.
Cosse vendte siden til retsmedicineren.
– Er det ikke din?
Han havde godt set at den var hans, den fra hans tid som knippelsvinger. Lorem Ipsum stod der graveret på den, hvad det betød var han ikke klar over.
– Joh…
Cosse vendte sig om mod teknikeren igen.
– Og du sagde at du havde sendt en rapport til Ottis?
– Jep. – – –
Uden for lighuset, i parkeringskælderen, under stationen, stod de to mænd.
– Den tænder dér?
– Jah?
– Hvordan er den havnet på den kvindes person?
– Tjah, det er svært at sige, eller det er det måske ikke.
– Forklar.
– Sidst jeg så den, var da jeg blev hyret til banktjansen.
– I går…
– Af Kleinerstiefel.
– Aha, så du gætter på at hun tog den og plantede den på liget derinde for at skyde skylden på dig?
– Det ser sådan ud.
– Blandt andet.
– Blandt andet.
– Du ved godt, at ligeså snart Ottis får nys om dette så bliver du slæbt ind?
– Ja.
– Og at jeg ikke kan slippe dig ud af syne indtil at det sker?
– Ja.
– Godt så. Hvad nu?
– Hvad nu?
– Ja, du har sikkert en smule tid at køre på; hvad har du tænkt dig at gøre nu?
– Jeg har overvejet at tage ud til Mandelbaums bolig.
– Lyder fornuftigt, vi tager Obersturmführeren.
Obersturmführeren var en lille panseret, matsort, absurd bil med tre og tyve komma fem tommer brede dæk til vejkørsel; et design der skreg af styrke gennem glæde; maskulint maskineri når det var bedst.