DE SAD ALLE sammen i en af de store båse i baren L'ivrogne. Tabarin var den første der fik øje på hende.
– Nå, der er du… du ser ud til at være lige til at lukke op og skide i; hvad er der sket?
– Jeg har fået tæsk.
Sajid tog et af de tomme glas og hældte øl op fra en kande – han var påpasselig med at det ikke skummede – og stillede det foran Jeg.
– Tak.
– Jamen, fortæl.
– Jeg sad i et spisehus over for Konradsens bygning og ventede på… ja, et eller andet, og efter et godt stykke tid dukkede der en mand op, han var klædt ligesom de to dér der kom ind på kontoret i morges, hvordan gik det egentligt med dem?
– Fortæl du først færdig.
– Nuvel…
Musikken blev afbrudt og to tydelige stemmer hørtes over højtalerne, en mand og en kvindes.
– Jamen, hvorfor ser du så nedtrykt ud?
– Åh, den daglige trummerum er ved at få mig ned med nakken.
– Uha uha, det lyder ikke godt.
– Nej, men hvad kan man gøre?
– Nu skal jeg fortælle dig hvad man kan gøre. En tur i et Shinrin-yoku-rum er måske lige hvad du har brug. Ser du, jeg var engang ligesom dig: nedtrykt, uoplagt og trist; indtil jeg forsøgte mig med Shinrin-yoku-rummet og se hvor glad jeg er nu.
– Ih ja, du gløder ligefrem men fortæl mig lige, er det ikke dyrt at benytte disse Shinrin-yoku-rum?
– Ork nej, det er skam ganske gratis og de kan findes ved flere belejlige lokationer. Extropia har jo vort velfærd i sinde.
Musikken fortsatte derefter; en sang der mest af alt lød som om at man havde samlet de mest umusikalske eunukker fra en tilfældig sindssygeanstalt samt en snotforvirret trommerslager og hældt lysergsyrediethylamid i dem.
– …jeg fulgte efter ham indtil han forsvandt ind i en gyde, da jeg selv trådte derind, jamen, så…
Hun pegede på sit ansigt.
– Røveri?
– Det troede jeg også i starten men jeg har alt.
– Så det var ham, ham du fulgte, der slog dig ud?
– Det går jeg ud fra.
– Hmmm, drengene hér gjorde jo som de fik besked på og de er alle sikre på at de blev efterfulgt. Udover dét, ved vi ikke noget.
– Hvad nu?
– Aner det ikke men vi må holde ved, jeg er sikker på at vi har fat i noget.
– For en gangs skyld er jeg enig.
– …
– Ved I hvad drenge, jeg tror sgu at jeg vil smutte hjem igen, jeg har en absurd hovedpine.
– Måske skulle du tage på skadestuen.
– For at sidde og vente i tre timer på at få fortalt af arrogant stodder at ”vi” har en mindre hjernerystelse?
– Det kan der være noget om.
– Vi snakkes.
– Snakkes.
Ude foran baren stod en middelaldrende kvinde og delte pamfletter ud til de forbipasserende der alle ignorerede hende, for selv om pamfletten engang havde været en form for kommunikation selv de mest intellektuelle i samfundet gjorde brug af, så var folk med disse nu om dage ikke rigtig nogle man mente havde noget værdifuldt at sige – bevidsthedsudvikling fandt man ikke på gadehjørnerne. Hun tog imod et af disse stykker papirer uden rigtig at tænke sig om og inden hun smed den ud i den første skraldespand der befandt sig på ruten hjem, kiggede hun den hurtigt igennem: Der var et billede af en ung mand i en rullestol …Ludwig var en glad og sund dreng, nu er han homoseksuel og sidder i rullestol efter at have overdoseret på Cannabis… Hvor vidt denne pamflet var reel eller om kvinden deltog i en spøg udelukkende hun kendte til, er svært at sige. Der var rigeligt med forældre rundt omkring der havde gået tragedier i møde og valgte, forståeligt nok, at skyde skylden på det første eller letteste mål, og disse var ikke sjældent propelleret af det pseudo-videnskabelige, som for eksempel den lille gruppe der proklamerede at de obligatoriske vacciner alle børn fik var skyld i autisme; til tider skulle der ikke engang en tragedie til, nogle gange var det blot frygt.
Forældregrupper var også til at finde i bio-genetik polemikken, især efter at muligheden for designerbørn blev luftet, hvilken blot var en lille gren på et ganske stort træ. Genetisk manipulering af fostre – med hensyn til det man nu kaldte designerbørn – havde det moralske problem, argumenterede man, at man lukkede for det kommende individs ret til en åben fremtid, teksten blev lukket allerede før at den overhovedet var færdigskrevet. Et eksempel man ofte brugte var det musikalske vidunderbarn, for skulle man skabe sådan ét, så havde man allerede besluttet barnets fremtid før det overhovedet var født. Det var ikke et helt dumt argument ifølge Jeg – hvis man altså valgte at se fri vilje som værende eksisterende, og privilegium og social arv som faktorer der ikke spillede ind – joh, der var en smule om det, mente hun, især når man kiggede på de mange eksempler på hvorledes forældre valgte at føre deres personlige kriser over på børnene, at få deres småperverterede forstadsdrømme opfyldt via ynglen, at leve indirekte gennem deres afkom. Det var ikke en langt ude tanke at de forældre der ville vælge at pille ved deres endnu ej fødte barns gener, således at det ville blive et musikalsk geni, nok selv var fejlede musikere, ganske som de personer der fik deres børn til at deltage i skønhedskonkurrencer eller forsøgte at få dem med i en reklame for yoghurt, nok selv havde fejlet på disse punkter. Men det var for så vidt et svært emne; forældrenes ret til at bestemme over deres børn, til at opdrage dem, træne, programmere, indoktrinere og manipulere dem således at de fik deres forældres korrekte verdensanskuelse var en menneskelig rettighed, hvilket egentligt var ganske morsomt i og med at menneskets rettigheder tilsyneladende ikke omfattede barnet selv.
Forældrernes ret blev strakt langt ud, der var nu grupper af døve forældre der påpegede at hvis de havde muligheden for at få et døvt barn – fremfor et der kunne høre – så ville de da dét, da det var vigtigt for dem at barnet havde samme weltanschauung dem selv, også selvom der røg en sans i svinget. På lige det punkt traf hun valget om ikke at have en mening, ikke fordi at det var et for komplekst et emne men fordi der intet godt kunne komme af diskussionen, og alligevel ikke helt, hun besluttede sig for at folk der ønskede at designe deres afkom måske ikke ville have børn men et projekt, en påklædningsdukke med udskiftelige legemer.
Argumenterne fra kritikerne var dog ikke rettet mod moderation eller regulering af teknologien, man talte for bandlysningen af den, man skelnede altså ikke mellem misbrugen af en teknologi og implementeringen af den; det var irrelevant at den samme teknologi der kunne skabe genmodificerede atleter, ligeledes kunne hjælpe på muskelsvind.
Politisk korrekthed og frygten for diskrimination spillede skam også en stor rolle. Spørgsmålet om det var etisk i orden at ændre på et fosters gen således at ikke blev født med en invaliditet – hvilket det ville have gjort uden et indgreb – var problematisk. Visse grupper påpegede at det var i den grad ikke i orden, i og med at man derfor proklamerede at en invalid var mindre værd end en ikke-invalid. På nuværende tidspunkt blev halvfems procent – plus minus – i følge statistikkerne – af de fostre der fik stillet diagnosen Downs syndrom aborteret og hér delte gruppen sig i to, den ene sagde at abort i dette tilfælde ej heller er etisk forsvarligt, og mange af disse vil ligeledes fortælle dig at abort generelt er noget der ikke kan forsvares; den anden gruppe argumenterer for at en abort i dette tilfælde er helt fint, men at de modsætter sig muligheden for at ændre på fostret således at det bliver født uden Downs, med andre ord så er eliminering at fortrække fremfor ændring; det er egentlig sjovt, ikke? at der for så vidt er rigeligt med nuancer i polemikken men nuancerne selv er sorte og hvide, men lad os nu lade det ligge. Ser du, en del af argumentet kører på at man ikke bare kan tillade sig at vælge og vrage hvilket barn man vil have eller hvorledes det skal være, men er abort af et foster der ville have en invaliditet på en eller anden måde, mutatis mutandis, ikke det samme? altså, i og med, at man fjerner den første mulighed i håb om at nummer to bliver bedre, og at man højt sandsynligt vil blive ved med det indtil man rammer rigtigt eller blot giver op.
I øvrigt så er ikke alle modstandere af designerbørn enige, nogle argumenterer for at problemet hér er væsentligt mere sociologisk end det egentlig er moralsk, at ønsket om et designerbarn siger mere om forældrerne selv – om deres holdning til deres egne kroppe – og ikke mindst noget om det samfund vi har skabt, det samfund der gør denne mulighed attraktiv. Det er iøvrigt den samme gruppe der påpeger at fjernelsen af en lidelse eller invaliditet er et spørgsmål om velvære, og vi snakker ikke om velvære i en direkte eudaimonistisk forstand… dog kan man nok argumentere for at polemikken, hele polemikken, er eudaimonistisk, men lad os bare lade det ligge. Modargumentet til dette er, at bortskaffelsen af en fejl ligeledes er sociologisk da det er baseret på en fordom om at de invalide – lad os bare kalde dem det for at fremme samtalen hér – ikke er nær så ”gode” som dem vi kan kalde normale; et argument der ikke falder i synderlig god jord hos alle, da enkelte mener at man i forsøget på ikke at såre de allerede eksisterende invalide, ender man rent faktisk med at skade et barns fremtidige mulighed for at kunne starte et liv på lige fod med andre børn der tilhører det vi kalder for normen; et argument der bliver kaldt for diskriminerende, arrogant og nedladende. Undskyld?…ja, joh, nej, det kan jeg ikke svare på på nuværende tidspunkt… men hvorom alting er, så er der grupper af kritikere der arbejder udfra konceptet om at bibeholde og passe på menneskeligheden; genetiskmanipulering er for dem en ny form for forbrydelse mod menneskeheden… ja, forbrydelse mod menneskeheden… nej jeg tager ikke røven på dig. Ser du, individualitet bliver et emne man vælger at skubbe lidt til en side; hvis et menneske vælger at ændre på visse værdier, ændrer man ikke blot individet men hele menneskeheden; og dette er et argument der vitterligt kan få enkelte grupper af tilhængerne op at køre, i og med at disse er af den holdning at det er deres ret til at gøre hvad de vil, at deres biologiske autonome rettigheder bliver dem frarøvet; argumenter flere – både modstandere og andre tilhængere, og mig selv inkluderet – mener ikke er helt ulig en teenagers bitterhed. Flere tilhængere påpeger, at disse ytringer gør mere skade end gavn da koncepter som regulering og ikke mindst etik bliver ignoreret.
Argumentet om de menneskelige rettigheder bliver blandt andet også taget op af grupper – såsom MØDRE FOR BØRNENES RET – der proklamerer at ved at pille ved den naturlige forplantning og afkommet selv, risikerer man at barnet kan blive mindre end et menneske og derfor miste nogle af de rettigheder der kommer via fødsel – for nogen allerede ved undfangelsen – man frygter en form for déclassement; det er dog ikke uset, at enkelte af disse mødre tilhører de førnævnte der har fået aborteret deres foster da de fandt ud af at det havde Downs, og andre af disse har ligeledes gjort brug af in vitro befrugtning; to eksempler på hykleri hvilke tilhængerne bruger i argumentet om, at koncepter som menneskelige rettigheder og hvad der er naturligt, ikke er statiske men ændres med normen, hvilken i sig selv er et produkt af tiden. Modstanderne svarer tilbage med argumentet om at bare fordi noget er eller kan blive anset som værende normen, er det ikke ensbetydende med at det er etisk forsvarligt.
For eksempel, så er det i dag normen at hvis et organ fejler så anskaffer man sig et syntetisk ét, korrekt? Godt; men førhen var det normen at man fik sig en transplantation, men andre ord, man erhvervede sig et organ fra et andet menneske, oftest fra et menneske der var hjernedødt men ser du, begrebet hjernedød var et man ”opfandt” fordi man havde mangel på organer. Oprindeligt – efter at man fandt ud af at man kunne transplantere organer fra et menneske til et andet – så kunne man kun få et organ fra et emne der var afgået ved døden og dér dukkede der to problemer op, til at starte med steg risikoen for at transplantationen mislykkedes jo mindre ”friskt” et organ var, og hvis donoren var død, jamen, så blev risikoen endnu højere; og, som sagt, så var der ligeledes også en generel mangel på organer, det blev altså et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Løsningen til dette problem er forholdsvis simpel, man hiver blot organerne ud af et levende menneske, men er det etisk i orden? også selvom et enkelt menneskes organer kan redde flere menneskeliv? Nu skal vi ikke gøre dette til en samtale om Utilitarisme for så kommer vi aldrig hjem, lad os bare sige – for at fremme samtalen – at det ikke er etisk forsvarligt at hive organerne ud af et levende menneske for at redde nogle andre, hvilket jo blandt andet var det man besluttede sig for. Jamen, hvad så? Hvad nu? Jamen, man gjorde det at man ”skabte” en ny form for død, hjernedød, man kreerede et vindue hvor man sagde, at man var endnu ikke helt død men død nok til at tage organerne, og voila, det etiske problem var væk… mere eller mindre. Og i det store hele så accepterede folk dette, hjernedøden blev hurtig taget i brug.
Nåh, tilbage til modstanderne af det bioteknologiske. Hvad disse blandt andet frygter er tanken om det ikke-eksisterende post-menneske, for ud over at dette væsen vil miste alle de rettigheder man får med sig når man er et medlem af menneskeheden – et medlemskab der kræver nogle helt specifikke kriterier der er af en ganske filosofisk natur – jamen, så kan der ligeledes ske dét at man risikerer at få nogle negative relationer mellem mennesket og hvad end der måske er på vej, ganske som man har haft mellem de menneskelige racer i historiens forløb. Man argumenterer med begreber så som slaveri og andre former for undertrykkelse, taksonomisk terrorisme og ja, ligefrem også krig; uanset hvad, mener man, så vil det gå ud over mennesket som defineret af disse kritikere selv. Enkelte tilhængere argumenterer for at disse udsagn er ren paranoia og ikke mindst science fiction; man arbejder ikke med at skabe en ny art men med en teknologi der tilhører det samme paradigme som medicinen, og at der intet data findes der kan understøtte idéen om at teknologien vil have den konsekvens, at mennesket vil komme på listen over truede dyrearter. Ser du, de bio-konservatives argumenter er ganske smarte, i og med at de arbejder med det samme motif, nemlig frygt, og en meget dyb frygt, da det for dem omhandler noget så vehement som overlevelse, og de bakker denne op med historiske eksempler om hvordan og hvorledes mennesket har opført sig i tidens løb; det sjove er, at man går ud fra at dette såkaldte post-menneske – hvilket man understreger ikke vil være et rigtigt menneske – vil handle ganske som rigtige mennesker har gjort… lige præcis… uden tvivl, jeg har også selv bidt mærke i det, de underliggende tendenser der ligger hos denne gruppe modstandere, al denne snak om artens integritet, lugter lidt som en udvidet form for det velkendte begreb racerenhed, speciesisme mod en art der ikke engang findes og måske aldrig vil. Det er en mærkværdig form for frygt for det ikke-kendte; man har antropomorfiseret det ukendte, givet det fjendtlige værdier hvorefter man har igangsat et angreb; man kunne ligefrem påstå at det er paranoidt. Joh, det er skam ganske interessant og jeg selv kan ikke undgå at tænke på hvornår der vil komme nogen og forsøge at sætte en stopper for evolutionen selv, da denne måske, en dag langt ude i fremtiden, kunne ændre på tingene på en måde man ikke helt bryder sig om. Det sjove er, at folk på sin vis ønsker at leve i frygt, vi ønsker en by hvor beslutningsprocessen er drevet af den; vi proklamerer, at hvis der ikke er videnskabelig konsensus om at, for eksempel, et forsknings felt er ufarligt, så skal man forbyde det, bøje sig for frygten også selvom man intet data har for at bakke påstanden op; i en ikke-juridisk forstand så snakker vi her om en form for ex abundanti cautela. Der er bare det lille problem, at hvis man forbyder noget man ikke har forsket til ende – hvilket blandt andet er nødvendigt før at man kan opnå det førnævnte konsensus – så kan man altså risikere at gå glip af de mulige goder en given teknologi har at tilbyde. Frygt lader til at være svær at komme udenom, måske har det noget at gøre med at det er en guldgrube; prøv at tænk på alle de utallige bøger, aviser, film, dokumentarer, programmer og spil der bliver solgt fordi de blandt andet omhandler den frygt der er dernier cri; folk er jo villige til at bruge mange penge blot for at få muligheden for at ytre quelle horreur.