COSSE HAVDE DIRKET låsen således at de kunne komme ind i opgangen der førte til Mandelbaums lejlighed; da de kom til hendes dør bankede han på.
– Regner du med at hun vil svare?
– Nej, det er rigtigt…
Han forsøgte sig med dørhåndtaget, døren gik op og begge mænd trådte ind. Nogen var kommet dem i forkøbet og havde, hvis man skulle dømme ud fra rodet, ransaget stedet.
Lejligheden var en lille toværelses med kombineret stue og køkken. Ved døren lå en stumtjener i støbejern med en lille rund lampeskærm foroven i sandblæst glas; rundt om den, stumtjeneren, lå flere par sko hulter til bulter samt to frakker. På den væg hvor den havde stået op ad, hang der en plakat af en mand med en lang tilknappet sort frakke og hvidt halstørklæde; hans venstre hånd var behandsket og i den holdt han i en cylinderhats skygge samt den anden handske, højre hånd hvilede på låret, det sorte hår var redt tilbage og baggrunden bestod af skyskrabere.
Ved hoveddørens højre side fandt man køkkenarealet: Alle skabslågerne var åbne, husgerådet var væltet ud på gulvet og køkkenbordet samt ned i vasken og ved denne var der en beholder med grønt opvaskemiddel der duftede af syntetisk æble, en børste i et glas med vand samt en gul svamp. Under vasken hang en skraldespand med en grå plastikpose, der snart skulle tømmes hvis man skulle dømme ud fra lugten, samt visse rengøringsartikler og flydende afløbsrens – alle af ukendt mærke. På bordet fandt man også en rød el-kedel, en mikroovn og en kaffemaskine med aerodynamiske linier; et viskestykke lå spredt ud, på det var et par uens glas, nogle tallerkener, en gaffel, en ske og en sløv køkkenkniv med tre rustpletter lagt til tørre.
I stuen stod en sofa med en dominerende rød farve, lave armlæn der var en smule kantede og tre puder i samme røde farve – både puder, hynder og sofa var skåret op og indmaden revet ud. Til højre for sofaen stod et lille bord, på det fandt man en telefon og en læselampe, hvilken var Atlas i krom og himlen han holdt oppe var selve skærmen: Rund og hvid med et hul der hvor titanen kiggede mod, så når man tændte for den dannede der sig en koncentreret lysstråle – telefonens rør var skilt ad og Atlas’ himmel var knust. På bordpladens overflade kunne man ingen mønstre finde men det kunne man på dens kant; det var også hér at man fandt en lille åben skuffe med et nøglehul uden nøgle – skuffen lå på gulvet. Foran sofaen stod et lavt sofabord med en bordplade i lyst træ med en endnu lysere kant – bordbenene var to negative parabler – på det lå to lysestager i nikkel samt en tom frugtkurv i form af en bølget konisk spiral af messing. Over sofaen hang endnu en plakat hvis øverste kant flugtede med vinduets: en kvinde i en grøn bil, lysebrune læderhandsker, hvid hjelm også af læder med en lille lok blondt hår tittende frem, sølvfarvet flagrende halstørklæde, knaldrøde læber og påvirkede øjne. Rummet blev, i øjeblikket, oplyst af det ametyst farvede hav vinduets – hvilket befandt sig til venstre for sofaen, modsat køkkenet – folie viste; der måtte være en løs forbindelse, i ny og næ gik foliet ud og byens silhuet kom til syne. Foran det stod en taburet, en gammel model af træ med et cigarformet hul i midten af sædet; to tykke iturevne puder med fraktale mønstre, i samme røde farve som sofaen, lå på gulvet ved taburettens side. Overfor sofaen – op ad væggen, ved siden af gangen der førte ind til soveværelset og toilettet – befandt en niche sig på et bord designet til formålet hvorpå der lå, udover skærmen, to figurer i faux sølv, hvilke var to slanke kvinder uden ansigter, de sad begge på hver deres kube. Over nichen, med halvanden meters mellemrum, hang to væglamper: Det var to orange og kantede faner med hver deres stillestående penduler i messing, hvilke befandt sig otte og tyve centimeter under selve lampeskærmen.
Badeværelset indeholdt hvad man kunne forvente i et badeværelse: Kumme, et toiletbræt, en lidt for brugt toiletbørste, toiletpapir, bidet, en væltet skraldespand, håndklædestativ med et lille og et stort krøllet håndklæde i samme røde farve som sofaen samt en håndvask, et åbent medicinskab, et tandpastaplettet spejl med hylde, brusekabine med et forhæng der var revet ned og lå på gulvet der bestod af små hvide og sorte fliser, hovedsageligt hvide, de sorte af dem var arrangeret som skyggen af en moderne skyskraber der pegede ind mod vasken hvilken befandt sig lige over for døren. I vasken lå håndsæben, en knust blå kop hvori der havde stået en lidt for brugt tandbørste og en næsten tom tube tandpasta i et origamiagtigt design. På hylden under spejlet havde der stået flere cremer af diverse ukendte mærker samt en enkel af et kendt, deodorant uden alkohol, en lille kurv med stribet fór pakket til randen med alt hendes krigsmaling, grundcreme i den korrekte farve, dækcreme og specielle blyanter; et mærkeligt gynækologisklignende apparat til øjenvipperne havde ligeledes haft sin plads i kurven hvilken nu lå på gulvet sammen med en saks til neglene, en fil, to hårbørster, en kam, en uåbnet pakke hårelastikker og et par spænder af plastik. På gulvet foran medicinskabet lå et åbent skrin der havde indholdt hendes smykker – det var æggeskalshvidt med onyksgrønne kanter – omkring det lå de såkaldte smykker: Det meste af det var billigt ragelse. I selve skabet – der var af beige plastik – kunne man finde plastre, gaze, jod, en hårsaks, to pakker ubrugt sæbe og bumsecreme. På brusekabinens bund var der shampoo til tørt og farvet hår, balsam til ekstra volumen, en lille ubrugt bøtte hårkur samt en skraber; under hylden, der var trekantet i hvid plastik og klistret fast i et hjørne, hang en svamp; brusehovedet, et heptagon med små huller der var påsat med geometrisk præcision, lå på gulvet. Bag døren hang en kakofonisk farvet og mønstret badekåbe med hætte og brede ærmer stadig på sin plads.
I soveværelset stod en dobbeltseng med en lys ramme, på dens solide fodende var der to rækker marmoragtige fliser adskilt af sorte streger der kulminerede i en firkant på højkant der hvor flisernes hjørner mødte hinanden; hovedgærdet bestod af væsentlige større og aflange fliser der udformede en stor muslingeskal; sengens ben var kantede og af det samme lyse træ som rammen, de havde sorte fødder. Betrækket til dynen og puden var rosenrødt, ligeså var lagenet – disse var smidt på gulvet og madrassen var skåret op flere steder. På væggen bag sengen var der opklistret en plakat med en buttet sovende kvinde med blonde krøller, maskuline arme og feminine fingre, hvilken lå på et blåt lagen med et hvidt ét over sig. Der stod et sengebord på hver side af sengen – cylindre af træ på firkantede fødder, mini søjler – tre skuffer i hver hvor kun de øverste havde en lås. Kun det venstre af bordene var blevet brugt og på det stod der et vækkeur hvilket mest af alt lignede en billedramme i krom: en rektangel med to cirkler i midten, den ene mindre end den anden, rigeligt med plads ud til siderne mellem den yderste cirkel og rektanglets kant; bag dette lå en lampe der lignede et moderne hus balancerende ovenpå et bordben, messing belagt med nikkel. Ikke langt fra cylinderen, dog oppe ad en anden væg, stod hendes kommode hvilken var en klods med afrundede kanter; seks skuffer hver med deres eget fanelignende mønster, en stor trapez med to af mindre størrelse på hver dens side, seks faner i alt, ingen nøglehuller – skufferne var hevet helt ud og smidt på gulvet sammen med undertøjet, sokkerne, strømperne, håndklæderne og sengetøjet. På kommodens horisontale flade lå tre væltede parfumeflasker, to fyldte og en næsten tom; et lille ovalt revnet spejl med indbygget lys, en statuette af en slørdansende kvinde af ukendt materiale, en tom vaselignende karaffel til vand med tilhørende glas og en pudderdåse med et låg i imiteret skildpaddeskjold samt et lille håndtag i samme hvide cremefarve som dåsens fire fødder – talkum var væltet ud af den. Ved dåsens side stod en barberkost i horn og grævlingehår med talkumrester. Der hang ingen lampe fra loftet, ovre ved hendes skab derimod – hvilken var placeret ved dørens side – stod der en høj én med bøjelig krop modelleret som en mager men veltrænet kvindes arm, hvilken i dette øjeblik var bøjet således at pæren, samt den omvendte kegle med de geometriske mønstre, pegede ind mod selve skabet der var åbent og i mørkt træ af et ukendt mærke, træet altså, men for så vidt også skabet – tøjet lå nu på gulvet.
Væggene hér var mælkehvide ganske som i resten af lejligheden; listerne og vindueskarmene bestod af mørkt træ – forloren valnød – ganske som det yderste af dørene hvilke alle havde to kvadrater oven på hinanden inde i en stor rektangel, de to mindre firkanter var lyse og af en helt anden form for træ, birk måske. Dørhåndtagene var alle i messing, selve besætningen var et oktagon med de vertikale sider længere end de andre, bred for oven, smal for neden, uden nøglehul og oprindelig spejlblank.
Cosse gik ud af soveværelset og satte sig på sofaen hvor han ubevidst begyndte at pille i indmaden der stak op af en revne i den ene hynde. Foliet gav op, det gik ud og lysforureningens diskrete lys var nu den eneste kilde, hvilket gjorde det svært for ham at se Cosse der nu sad godt gemt i mørket.
– Hold kæft noget rod.
– Tror du de fandt hvad de var ude efter?
– Det er umuligt at sige men hun blev ikke skudt hér, her er intet blod.
– Måske henrettede de hende i havnen hvor hun blev fundet.
– Måske. Det kunne jo være at de kørte liget derud efter gerningen. Jeg tvivler på at vi nogensinde finder ud af det.
– Har du tænkt dig at tilkalde nogle teknikere? Måske kan de finde noget i rodet hér.
– Ro på, Ottis har sikkert allerede sendt dem af sted.
En ung betjent bankede på den åbne hoveddør. Bag ham stod tre af politiets teknikere i deres sorte og grå malerdragter, og med to værktøjskasser hver.
– Der kan man bare se, kom indenfor knægt.
– Kommisær Cosse, Kommisær Ottis bad mig om at fortælle Dem, at De skulle tage herren hér med ind på stationen til afhøring.
Cosse rejste sig op.
– Uha uha, det lyder alvorligt.
På vej ud klappede han en af teknikerne på skulderen.
– Held og lykke drenge, I har noget af et arbejde foran jer.