Ottis havde begge knoer plantet på bordet hvorpå der stod en brun skrivebordslampe med pæren peget mod den afhørte; det var det eneste lys i rummet, væggene forsvandt bag skyggerne og det eneste han kunne se var bordfladen, Ottis’ overkrop, Cosses ben samt konturerne af dennes torso. Sidstnævnte havde placeret sig op ad døren – som man også lige kunne ane det nederste af – med armene over kors, i jeg-stilling, og sørgede for at den afhørte var klar over at der ingen vej udenom var, at han var fanget, at han ligeså godt kunne fortælle hele historien nu og måske ville der være noget sympati at hente på et senere tidspunkt – måske. Problemet var, at denne gang var offeret en forhenværende strømmer der intet galt havde gjort, eller i hvert fald ikke det han blev beskyldt for. Varmen i rummet var skruet op til sit maksimum hvilket var endnu et gammelt panserfif. Ottis havde taget sin brune polyester jakke af og hængt den over ryglænet på stolen der stod på hans side af bordet; han var iført en hvid skjorte med brune seler og svedpletter, ærmerne var smøget op så man kunne se tatoveringerne hvilke var af den type som almindelige mennesker fortrød at de havde fået men ikke ville indrømme det, med andre ord: de billige af slagsen; Ottis selv var typen der fik dem og derefter glemte alt om dem.
– Ud med det.
– Ud med hvad? Jeg har fortalt dig alt hvad jeg ved.
– Så fortæl det igen.
Endnu et strisserkneb. Alt hvad der skete i dette rum var tilrettelagt således at man satte offeret i en ubehagelig situation, gentagelserne, lyset og varmen; dog blev en grænse sat, udsættes et menneske for ubehagelighed nok ville dette eventuelt fortælle alt uden, ganske forståeligt, at tage nogen form for hensyn til sandheden: En person med et træbor i knæskallen ville pådrage sig enhver skyld uanset dennes uskyldighed, da dét at blive boret i knæet er ubehageligt på den forkerte måde.
– Fint, men kun fordi det er dig. Alis Kleinerstiefel kom ind på mit kontor og hyrede mig til at finde en halskæde der var blevet stjålet fra den bank hvor den befandt sig. Hun ville ryge en smøg men havde ikke sin tænder på sig, så jeg lånte hende min, først senere gik det op for mig at den var væk.
– Så denne såkaldte Kleinerstiefel stjal din tænder, slog journalisten ihjel og plantede den på hende?
– Tjah, det ser sådan ud.
– Aha, nu skal jeg fortælle dig noget om denne Kleinerstiefel…
– At hun ikke findes?
– Áhá, så du indrømmer det?
– Nej, du fortalte det selv til mig for en halv time tids siden. Har du allerede glemt det Ottis? Du har sgu aldrig været den skarpeste kniv i skuffen, måske var det dérfor at konen forlod dig.
– Og hvad skete der så?
– Prøv nu at høre hér drenge, ja, min tænder blev fundet på liget men det er også alt og resten af historien kender I lige så godt som jeg, med andre ord: I har intet på mig. Så med mindre I kender til noget som jeg ikke gør, hvilket jeg tvivler, så syntes jeg at I skulle åbne døren og lade mig gå, jeg er en travl mand, forstår I.
– Nåh, du har travlt, siger du? Skal du ud og nakke nogle flere?
– Nej, Ottis, ser du, jeg skal ned og have vekslet nogle sedler, sidst jeg pulede din kone havde jeg ingen småpenge at betale hende med…
Ottis rakte over, tog fat om nakken på ham og bankede hans hovedet ned i bordet. Cosse trådte frem og lagde en hånd på Ottis’ skulder.
– Smut du hellere udenfor, tag dig en kaffe eller en smøg.
– …
– Jeg tror ikke at chefen vil være så glad for at du sender endnu en mistænkt på skadestuen. Han er trods alt dét, kun en mistænkt.
Ottis skulede til dem begge, gik og smækkede med døren; Cosse satte sig ned og rykkede på lampen således at lyskeglen nu befandt sig mellem dem.
– Du er sgu nødt til at tage Ottis med fløjlshandsker, han har haft det hårdt; damen har ikke været helt god ved ham.
– Han er en usympatisk skiderik.
– Ja, det er sgu ikke helt løgn. Du kender godt til det dér med chefen, ikke?
– Nej, det tror jeg ikke.
– Chefen var jo en af dem hun horede udenom med.
– Nå for satan, ved Ottis det?
– Ja, chefen fortalte ham det selv og bad om forladelse flere gange, i hvert fald ifølge Ottis, men han kunne jo ikke rigtig gøre noget ved det.
– Han gjorde intet?
– Hvad fanden skulle han gøre? Pande ham én? I så fald ville han ikke bare have mistet sin kone men også sit job; han er ikke dum, han virker mongolsk men er det ikke.
– Hun har sgu også altid været en sæk.
– Ja.
– Hvis der ikke er mere så tror jeg at jeg vil smutte.
– Smut du bare, hvor vil du tage hen?
– Hjem til kontoret, det kan være at Alda er der; jeg må hellere få snakket med hende.
– Hun er der ikke og du kan ikke bruge kontoret lige i øjeblikket, du ved gerningssted og alt det dér pis.
– Nej? Ved du hvor hun er?
– En af drengene fortalte mig at hun tog ud til sin søster7 da hun blev udskrevet.
– Det er måske også for det bedste; hvem kender til dette?
– Dig, mig og knægten der fortalte mig det.
– Og han er til at stole på?
– Absolut, han er en af dem der blev panser for at gøre ”byen til et bedre sted”.
– Jah, hvis der er noget man altid kan stole på, så er det blåøjethed.
– Kom du med hjem, så ringer jeg til Grete og fortæller hende at hun skal dække op til fire. Hun bliver glad for at se dig igen, hvis hun altså er hjemme. – – –
Obersturmführeren kørte op ad rampen der førte dem ud af parkeringskælderen og ind i strømmen. Et par gader henne gjorde den holdt ved et lyskryds og en ældre bil kørte op ved siden ad den; Cosse, der sad yderst, kiggede ind i den nyankomne vogn og så føreren hive en grotesk stor helautomatisk peberbøsse pistol op fra passagérsædet; fra hans vinkel lignede den en dyb metallisk bikage.
– NED.
De havde begge lige formået at dukke sig inden føreren trykkede på aftrækkeren, det skudsikre glas fulgte meget godt med et stykke ad vejen men der var en grænse for hvad det kunne holde til og ganske kort tid efter bukkede ruden under for presset og den faldt, med ramme og det hele, ned over Cosses ryg; bildøren derimod udførte sit arbejde ganske vel. Inden længe hørte det op, ikke flere hvislen, ikke flere brag, det eneste man nu kunne høre var de roterende løb geare ned. Den fremmede bil satte i gang igen og først dér satte de to sig op; sømmet blev trådt i bund og med ét var de af sted.
Biljagter var ikke noget man så så tit længere: De sidste par generationer af biler var bygget således at de ikke bare til enhver tid kunne findes over Satnettet men ligeledes gasse føreren med Fentanyl-1-v.55X – et produkt fra IG Farben – hvorefter vognen ville parallelparkere sig selv. Dette fungerede således, at malingen på bilerne indeholdt to hundrede seks og halvfjerds ikke-synlige stregkoder per kvadratcentimeter der kunne læses fra en eller flere af de utallige satellitter Satnettet blandt andet bestod af, og det var via disse at man ganske nøjagtigt kunne finde frem til hvilken fører man skulle gasse. Dog kunne man på de diverse sortbørser – ganske belejligt – anskaffe sig en form for gennemsigtig lak i aerosoldåser man kunne dække disse koder med således at satellitterne ikke kunne finde bilen, hvilket jo var ganske smart hvis man havde hugget den; og hér så man et muligt eksempel på dette, i og med at bilen Obersturmführeren jagtede fortsatte ufortrødent.
– Jeg tror at vi har et problem.
Begge biler nærmede sig Akhdar-sektoren og derfor Horreyah basaren hvilken altid var tæt pakket med mennesker, for det var ikke blot stedet hvor man kunne handle sig et virvar af langt fra friske grønsager og ny-antikke tæpper, ægte og uægte mærkevarer, høj- og masseproduceret modetøj samt meget andet, men ligeledes et folkeligt samlingspunkt – et ganske hyggelig område. Problemet var ikke så meget det at de kunne komme til at køre nogen ned men nu mere at hvis de gjorde, så ville man ikke kunne se andet i medierne i det kommende stykke tid end demonstrationer med hysteriske og tudende mennesker der på knæ hev dele af deres beklædning af og rakte bønfaldende hænder op mod kuplen; store skilte med stavefejl der proklamerede blodig hævn ville blive løftet højt til vejrs af skæggede vrede mænd der ingen intentioner havde om at fuldføre truslerne. Området var følsomt, patetisk nitroglycerin der altid førte til metaforiske rullende hoveder – et PR-helvede. Det endte dog sjældent med vold medmindre en autonom gruppe valgte at bruge demonstrationerne som front til deres småanarkistiske formål, og dette gav ofte bagslag da sektorens indbyggere ikke fandt sig i noget lort der satte dem i et dårligt lys. Uanset hvor hysteriske demonstrationerne virkede så blev de ofte klassificeret som værende fredlige, for man skulle jo ikke skue hunden på hårene; det var dog ikke ensbetydende at man ikke forsøgte at undgå dem.
– Her tag rattet.
Cosse trykkede på tændingen med højre ringfinger: Purpurt neonlys skinnede igennem den og han hev rattet ud med den frie hånd, et rør dukkede slesk frem med et sensuelt suk foran passagérsædet, rattet blev sat i og bilen havde nu skiftet chauffør. Cosse vendte sig nu om og begyndte at rode rundt på det lille men uhyre uordentlige bagsæde, kort tid efter sad han med en større riffel med en størrelsesmæssig absurd rekylkompensator monteret; han smilte det smil som absolut alle kvinder frembragte når de stod overfor en pakke ekstra mørk chokolade.
– Den skyder med tyve millimeter patroner; tyve.
– ?
– De er eksplosive.
– Eksplosive? Det er ikke nok at skyde dækkene, du skal så absolut springe hele lortet i luften.
– Punkteringsfri dæk, det er umuligt at vide hvilke biler der har dem; det ved du jo godt.
– Du tror altså at punkteringsfri dæk kan holde til en tyve millimeter patron affyret fra en riffel der på ingen måde ser ud til at have været designet af et psykisk raskt menneske?
– Ja.
– …
– …
– Skyd nu svinet, jeg kan se basaren.
Cosse tog ladegreb, lænede sig ud ad vinduet og sigtede; et brag hørtes, den forreste bils bagende blev løftet op og fik overhalet forenden, på sit tag gled den i et virvar af gnister – ledsaget af en lyd der kunne få enhver bilejer til at trække luft ind mellem tænderne – ind i en række boder og gjorde holdt.
– Eksplosive, sagde du?
– Jep, jeg har fået mit navn indgraveret i dem samt et logo af mit eget design; det kostede ekstra men det var det værd.
Obersturmführeren bremsede hårdt og demonstrativt op, de trådte begge ud og gik hen mod kaoset; Cosse havde trukket Næsehornet, en finurlig revolver med et seks tommer langt løb der sad forholdsvist lavt, således at det flugtede med det nederste patron kammer og ikke det øverste som man jo så hos de fleste revolvere, hvilket jo betød at der var væsentligt mindre rekyl end der ellers ville have været i og med at den blev absorberet af brugerens hånd. Der blev kigget ind i bilen: Føreren var død.
– Barbariaruz.
Cosse kiggede op.
– Du kender ham altså?
Ud fra sirenerne at dømme var Akhdars politi nu lige rundt om hjørnet, det gik op for ham at han havde glemt at tænde for sin egen. En dryppende næse blev tørret af på et ærme og to smøger blev tændt. En af de ødelagte boders ejere iklædt en hvid thawb stillede sig op ved siden af vraget med hænderne på hoften og rystede på hovedet.
– Tsk tsk tsk.