EN SÆLSOM KVINDESTEMME bakket op af dyster musik.
– Punkterede dæk har brug for en mand. Men hvad gør man som kvinde når der ingen mand er i nærheden? når man står midt ude i ødemarken? Med punkteringsfri dæk fra I’timads Bilemporium kan du som kvinde køre frit og frygtløst hvorhen du vil uden at skulle tænke på punktering. Punkteringsfri dæk fra I’timads Bilemporium, det logiske valg til en sikker kør
Han slukkede for radioen så han kunne tænke. Kassen sad på passagérsædet og passede sig selv. Cosse havde ret, der havde været uhyre meget bøvl med at få fat i den. Han vidste ikke hvad den indeholdt eller hvorfor folk var så opsat på at finde den.
Han lod flere scenarier passére gennem hovedet– alternative realiteter – de kunne have ladet Ottis få kassen men så ville han nok have slået dem ihjel lige efter, i og med at de begge vidste at han arbejdede med de selv samme der havde røvet bankerne, eller han gik ud fra at det var dem Ottis arbejdede med. Han kunne have ladet sagen ligge efter hændelsen på kontoret, men kort tid efter var han blevet hængt op på Mandelbaums mord; han skulle endnu længere tilbage i tiden hvis han skulle have sluppet udenom, helt tilbage til starten, tilbage dértil hvor han var blevet hyret men ville det have været nok? Ville Kleinerstiefel ikke have taget imod hans tænder alligevel og brugt den til det hun nu havde brugt den til? Det havde ikke været et tilfælde at hun ikke havde kunnet finde sin egen den dag.
Han kunne ikke have sluppet udenom, det var ganske tydeligt, men måske kunne man have sørget for at Cosse ikke havde endt med at købe sig et etværelses, hvilket han gik ud fra at manden havde gjort i hytten. Cosse var blevet bundet til ham i det øjeblik Mandelbaums lig var blevet fisket op af havnen: De havde arbejdet sammen ikke blot at opklare sagen men også for at bevise hans uskyld – disse to ting hang sammen. Han kunne have påtaget sig skylden og derved have afsluttet det hele dér, men hvilket menneske ved sine fulde fem ville have taget den beslutning? Ingen. Når det kom til stykket havde det været et spørgsmål om – fra hans og Cosses side af – tilfælde, hvilket ingen jo kan gardere sig mod; dette var jo ikke som at tage en eller anden gusten kvinde med hjem, der fandtes ikke noget industri-styrke gummi mod underverdenen og dennes lyssky magter – det var en form for klamydia der kunne ramme hvem som helst, når som helst og uanset hvad.
Mandelbaum derimod havde gravet sin egen grav, hun lå som hun havde redt, hun havde kastet sig hovedkulds ud hvor hun ikke ville kunne bunde og havde først derefter bedt om hjælp; ikke at hun havde fået hvad hun fortjente for selvforskyldt var sgu ikke altid velforskyldt, men hun havde ikke været uskyldig, hun havde været en aktør der havde truffet et valg. Og hvorfor skulle han hænges op på hendes mord? Var det fordi at han var blevet sat på den bank hvor kassen havde befundet sig? Men kassen var blevet fjernet fra sin bankboks før hans hyring, måske havde det været endnu et tilfælde? De havde jo hyret flere mænd som ham, måske var hans navn blevet trukket op af hvem-får-skylden-hatten?
Med bilens tænder blev en smøg tændt. Foran ham så han et af de få eksempler på designmæssig uniformitet i byen: Et blåt skilt der med en hvid pil og ligeledes hvid skrift fortalte ham at han skulle tage den næste afkørsel hvis han ville tilbage til Arkadias centrum. En god tommelfingerregel var at hvis det var uniformt på et bydedækkende plan så var det nok noget Ministeriet havde stået for.
Så meget bøvl for en lille kasse men han havde den og dét var da altid noget. Den havde, ifølge Mandelbaum, tilhørt Kollektivet og mon ikke de ville have den igen? Og siden de ejede det politi der var ude efter ham gav den ham muligheden for at købslå, de kunne rense hans navn. Hvis han afleverede kassen nu så kunne han måske blive frifundet for Mandelbaums mord og Ottis11 ville havne bag lås og slå; han ville dog stadig være i fare og Alda ligeså. Kleinerstiefel og Professoren ville fortsat være på fri fod og ligeledes dem disse arbejdede med. Han var en af de dér uacceptable løse ender, hvilket betød at han ikke kunne aflevere kassen uden informationer der førte til de førnævnte, da man kunne jo ikke tilbringe resten af livet med at gå og kigge sig over skulderen – nogle mennesker kunne men ikke ham.
Han havde endnu ikke hørt om Alda havde fundet ud af noget og der var jo også Lieberman. Han ville høre disse to ad først og derefter beslutte sig. Og hvad med Obersturmführeren? Der sad stadig en sender på den der fortalte de forkerte mennesker om dens position. Det var irrelevant lige nu, der var ingen grund til at skille sig af med bilen før han nåede udkanten af centrum og selve sektoren var jo stor nok til at de ikke bare lige uden videre kunne finde ham. Dérefter kunne han gå under jorden, finde et sted at hvile, måske lægge en ordentlig plan; han tørrede næsen af på ærmet, kontanter var der heldigvis nok af, det var da altid noget; de selv samme kontanter som hun, Kleinerstiefel, havde givet ham. – – –
Ved Arkadias centrum lod han bilen stå og tog en hyrevogn til det Teknologiske Institut hvor han skiftede vogn og blev kørt til Fleurusgade syv og tyve, dérfra tog han en omnibus til Asfalt-parken hvor folk gik hen for at give op. Parken var et pekuliært sted: De små veje var asfalterede og havde gadelamper i støbejern, hvilke var placeret således at der var en meter mellem hver cirkulære lysplet. Plænerne var cement med græs malet på med sort, rundt om enkelte af disse var der små hegn, kædefestoner med skilte hvorpå der stod Græsset må ikke betrædes. Blomsterbederne var cementklodser hvor planterne – ganske som græsset på plænerne – ligeledes var malet på. Der var også en sø hvor ænderne gik da man jo ikke kan svømme i asfalt, hvilket jo var meget heldigt da skiltene omkring søen påpegede at der var Svømning forbudt; disse blev om vinteren erstattet med andre skilte hvorpå der stod Skøjtning tilladt. Over søen var der en bro i form af en udstrakt mand: Denne var bygget som en gigantisk aksel således at skulle man træde ud på den – hvilket få gjorde i og med at den så ganske suspekt ud – ville manden vende sig om og smide fodgængerne af og ned på søen.
Han gik gennem parken – forbi metan lysinstallationen med de høje gennemsigtige søljer og de blå flammer hvilken ikke stod i midten af parken men to meter sydvest fra midtpunktet – og ud på den anden side af haven hvorefter han banede sig vej gennem et par gyder hér og dér indtil han gled i Hotellet.
Hotellet havde set bedre dage men var dog ikke rigtig klar over det. Bygningens arkitektur samt dens dekor var i sådanne stilarter at man aldrig kunne sige at det var det ene eller det andet; ikke blot fordi det var et stilmæssigt potpourri men fordi at stedet selv ikke ville være for meget Et i forhold til Andet, og at være for meget Andet gik heller ikke da man også skulle have Et med – selv de små detaljer var gennemtænkte men ikke for gennemtænkte. Det var ikke det værste hotel i byen men det ville ikke være helt forkert at sige at det var tæt på, dog indrømmede det at det var et hotel men gjorde det kun modvilligt med hjælp fra de mennesker der benyttede sig af det. Jovist, man fik en seng men man lå ikke godt i den; man kunne gøre brug af toilettet men måske var det bedst at holde sig. Det var en brun klump dog med enkelte grønne striber, for det pureste brunt var for brunt.
Han gik op til receptionisten og bad om et værelse. Den unge mand bag skranken – hvis uniform bar samme præg som stedet – sad og læste i Veritas Tidende der lige var kommet fra pressen, uden at tage øjnene fra den tog han en nøgle og lagde den på gæstebogen.
– Vil De være så venlig at underskrive?
Han skrev Norman D. Fjer og tog nøglerne.
– Hvad er det du har næsen begravet i?
Han fortrød i det øjeblik spørgsmålstegnet var blevet ytret.
– Det er en glimrende artikel om ham Barbariaruz, du ved, ham der døde i går efter en biljagt med autoriteterne. Fremragende, fremragende, jeg tror at jeg vil bruge den i min bacheloropgave. Den hedder FJORTEN PLUS FJORTEN, artiklen, den er fremragende, fremragende. Dét den siger er, at Barbariaruz var et offer, maskinens offer, at han var et produkt af fremmedgørelse og samfundsmæssig negligering. Forstår du, vi er nødt, vi er nødt til som et samfund at gøre op med hvad vi som et samfund har skabt; individualitet er udvisket, hans tragedie er vor tragedie. Måske burde vi lægge mindre fokus på teknologisk udvikling og mere på social udvikling. Han var ikke et produkt af sin livsstil men et offer, et offer for ikke-egalitære mikromagter. Vi, som samfund, er nødt til at få orden på fragmentationen. Barbariaruz er dérfor, dérfor trinbrættet mod orden.
– Står der noget i artiklen om hende pigen han gav fingeren? Hans offer?
– Nej, men jeg har kun læst det første afsnit.