Værelsets tapet var brunt med et blomsterlignende mønster i en lysere tone brun; der var en seng, et lille bord, en stol, en kommode og over den et spejl; næsten alt var brunt, ja, selv spejlet da dét det afspejlede når man ikke stod foran det også var brunt. Eget toilet var der også; af et usselt hotelværelse var det ikke så værst endda og så var det ovenikøbet et hjørneværelse.
Han lagde sig på briksen, en plan måtte lægges. Han havde kassen, nogle kontanter, smøger, nogle få tændstikker og det var mere eller mindre det. Planlægningen skulle ikke være så svær da der kun var Alda og Lieberman tilbage; Alda havde taget hjem til søsteren og Lieberman havde han endnu ikke fået snakket med, han ville tage over til Den Vanærede Albatros på et senere tidspunkt og se om han ikke kunne støve ham op. Måske skulle man forsøge at få kontakt til Alda nu, det kunne være at hun havde noget til ham, et eller andet, noget han kunne gribe fat i således at der kunne kravles fri fra den bare bund, men Ottis vidste hvor hun holdt til, det måtte han, nok var manden stupid men den grad af imbecilitet var selv han ikke i stand til. Hvis han ringede til hende ville chancerne for en sporing af opkaldet være stor, fortalte hans paranoia ham, det skulle holdes kort, han ville kun lige få de oplysninger han havde brug for og lægge på.
Hvad med kassen? Han kiggede omkring sig, der var ikke så forfærdeligt mange gemmesteder, han kunne jo tage den med sig men hvad nu hvis han blev nuppet? Det var nok bedst at gemme den. Han rejste sig og gik en runde i rummet, dérefter endnu en, måske sengen? måske madrassen? Han hev sengetøjet af og undersøgte den: Den var gået op i en syning; han udvidede hullet, gravede en del af indmaden ud og forsøgte at presse kassen ind; den passede. Noget af fyldet blev lagt tilbage således at det skjulte den hvis nogen skulle være så heldige at finde åbningen; ikke det bedste skjulested, faktisk ganske amatøragtigt men det var trods alt det bedste han kunne formå på så kort tid. Resterne af indmaden stak han i frakkens lommer, sengen redte han så godt han kunne igen og inden lyset blev slukket og døren lukket, blev et sidste kig på værelset taget.
Ude på gaden blev der spejdet til højre og venstre: Der var et par enkelte bumser hér og dér samt nogle andre udskud som for eksempel en prædiker med en fez. Han gik til venstre og fortsatte ligeud indtil han nåede en mønttelefon. Man skulle tro at der ville være færre af dem, telefonboksene, siden kommunikation var en af de hurtigst voksende former for teknologi – og den mest aggressive – men nej. Der var et eller andet sikkert ved disse båse, folk kunne vel lide at have et lille rum de kunne træde ind i og gemme sig mens de fortog et opkald; måske var det tanken om at kunne standse op der var tiltrækkende? at træde vande i et øjeblik uden at blive ført med strømmen – et helle for massemennesket.
Lige præcis denne form for telefonbås – store røde klodser – fandtes kun i sektoren hér og de havde været en del af området i snart fyrre år. Iris Kommunikation & Telefoni, IKT, havde på et tidspunkt forsøgt at opdatere designet; de havde lagt ud med nogle forskellige prototyper hvilke faktisk ikke havde været så dårlige endda; problemet kom i form af et ramaskrig fra borgerne, unge såvel som gamle, for telefonboksen – grundet dens alder og ikke mindst dens design – var et ikon for området. Virksomheden valgte at gå på kompromis og bibeholdte derfor alle de originale båse men opdaterede alt indmaden; for nogen havde selv dette været for meget, deres argument: Det var ikke rigtig det samme.
Hvad alt dette egentligt havde omhandlet var kollektiv identitet via design, ikke helt ulig de objekter man valgte at pryde sit hjem med, da disse udvalgte man ofte fordi de sagde noget om én – hvis man altså tilhører middelklassen, underklassen tager hvad de kan få fat i og den øvre klasse har folk til at vælge for dem – telefonboksens design var blevet en del af identiteten, det var stedets bomærke. Ramaskriget omhandlede ikke bibeholdelsen af status quo’en, det havde ikke været et spørgsmål om konservativisme – eller måske havde det for et fåtal – det havde, som sagt, været et spørgsmål om kollektiv identitet. Denne var et vigtigt forskningsområde for virksomhederne, det kunne være, og var ofte, nødvendigt at fintune et produkt til et specifikt marked før man forsøgte at penetrere det, og oftest var det et spørgsmål om design.
Problemet var, at kollektiv identitet sjældent var statisk og det hændte at man var nødsaget til yderligere at fintune produktet med tiden, med generationsskiftene, med modeskiftene. Men en balance skulles der findes for selvom det var nødvendigt at arbejde med den kollektive identitet så skulle det gøres uden at virksomheden selv mistede sin egen, da en general tendens var at folk ofte købte på basis af mærker og tradition, på basis af virksomhedens identitet.
Hvad der ligeledes var interessant var, at hvis en virksomhed forsøgte at ændre på sin egen identitet – for eksempel via et redesign af et logo – kunne dette ligeledes ende med at koste dyrt; folk havde en mærkværdig idé om at hvis de gennem flere år havde gjort brug at en given virksomheds produkter så følte de til tider at de havde et krav på virksomhedens ideal. Et, for eksempel, logoskift kunne i ekstreme tilfælde føre til boykot – man kunne vel sige at var en konsekvens af en sammensmeltning af identiteter – gik man rundt med en skjorte der havde et logo på brystlommen, så sagde dette logo noget om én selv, det lagde til den identitet man ønskede at udvise; et skift til noget man måske ikke brød sig om kunne derfor være en personlig katastrofe af olympiske proportioner – hvis man altså ikke havde vigtigere ting at tænke på, det ville aldrig være noget der kunne gå ham selv på men han var for så vidt også typen der købte sit tøj i supermarkederne.
Virksomhedernes ideal var ofte nøje udregnet – mere præcist deres varemærke eller brændemærkning – og dette krævede en vis gefühl der var markant anderledes end den der blev brugt til selve produkterne. Det var derfor at grafisk design kunne blive til en industri i sig selv, at konsulentfirmaer kunne skabes og enkelte af disse havde nu ligeså mange ansatte som virksomhederne der gjorde brug af dem. Få vidste dog hvor meget tid og hvor mange millioner der blev brugt på de små tegn de bar rundt på til hverdag, mærket på deres bil eller logoet på deres smøger; selvfølgelig kunne dette skabe en smule røre i ny og næ, som for eksempel da det kom frem at Ministeriet havde brugt en absurd høj sum på at finde ud af Ministeriet nu skulle skrives med sans serif i stedet for serif - men dette havde kun vagt røre fordi det havde været skattepengene der var blevet ødslet. Ikke at man skulle kimse af typografiens magt, det omhandlede jo ikke blot om hvor læseligt noget var men ligeså meget om hvad det var man ønskede at kommunikere og hvem man ønskede at denne kommunikation skulle modtages af. Det var ikke et tilfælde at Veritas Tidende og Proletaren – to dagblade der henvendte sig til to vidt forskellige sociale grupper – gjorde brug at to vidt forskellige skrifttyper når det kom til bladets navn; det var ej heller et tilfælde at REJSEN: PRAGMATISK SELVSTUDIE I ET PUNKTERET VAKUUM havde titlen skrevet med den absolut mest sleske sløjfeskrift man kunne støve op.
Alt dette kunne spores tilbage til Højindustrialiseringen. Før denne kendte producent og forbruger hinanden men med de nye maskiner begyndte førstnævnte at skabe med hensyn til et større marked og hvad der adskilte ham fra kollegaerne var det påklistrede bomærke, hvilket jo var det mærke som forbrugeren endte med at basere sine valg på. Det var en interessant form for loyalitet der kom med tiden, for man var ej længere loyal over for andre individer men udelukkende over for mærker og produkter.
Nu var man nået til det punkt hvor man kunne argumentere for, at produkter ikke længere blev skabt, de blev blot markedsført og dét var man blevet ganske god til, men man havde hørt op med at producere. Før masseproduktionen overhovedet var gået i gang var spørgsmålet om markedsføring allerede blevet svaret og til tider allerede igangsat, det hændte ligefrem at det nye produkt blev markedsført allerede før det ældre produkt der skulle erstattes var forældet og det havde individet det fint med, forståeligt nok: Strømmen havde fået momentum og det var altsammen meget lettere hvis man bare fulgte med den. I ny og næ købte man rent faktisk produktet før det var færdiglavet og oftest når man havde det nye produkt i hånden, var éns entusiasme ikke som forventet, hvilket der jo ikke var noget i som sådan, menneskelig natur og alt det dér. Det nye emne man havde i hænderne var tit det samme som dets forgænger, idéen om det nye var mærkeligt på den måde, for hvad man efterhånden kaldte nyt var blot en fintuning af det der var ældre – ældre ikke gammelt, hvilket uhyre af et ord, det ord: gammelt.
Masseproduktionen var rettet mod den kollektive identitet og derfor blev individualitet sværere og sværere at finde indenfor området, man skræddersyede i stedet til større grupper ad gangen, målgruppen; man havde i de fleste virksomheder afdelinger til dette, der fandtes jo sågar virksomheder der udelukkende solgte skræddersyede design til andre. Ville man have noget mere personligt stående derhjemme var man ofte nødt til at gå til selve manden, til en lokal butik, hvilken efterhånden ikke kun var lokal for Satnettet havde sørget for at selv de små kunne sælge deres produkter i et meget større område end blot deres eget lille nabolag.
Han kendte ikke nummeret til Aldas søster. Han kunne selvfølgelig ringe til Oplysningen, hendes navn og området hun boede i kendte han jo, det var ikke det smarteste valg men hvad kan man gøre? Han tastede det trecifrede nummer ind.
– Har det været en lang dag på arbejdet? Har Deres chef givet Dem et projekt der ikke kan realiseres? Var der lutter reklamer og regninger med posten? Sprang et vandrør mens De var væk? Sæt Dem ned og tag en slapper; tænd for en Vergnügen og lad den runde fyldige smag fra vor nøje udvalgte tobaksplanter tage det værste. Vergnügen, cigaretten til hverdagsmanden, Vergnügen… Det er Oplysningen, hvad kan jeg hjælpe Dem med?
– Dav.
– Dav.
– Jeg kunne godt tænke mig nummeret på Ester Florere, Graier-forstaden.
– Var der andet jeg kunne hjælpe med?
– Kunne du ikke være så venligt at stille mig om? Jeg har ikke noget at skrive med.
– Jo, selvfølgelig hr., lige et øjeblik.
– Tak…
– Ja, hallo?
– Ester?
– Ja, det er mig.
– Er Alda der?
– Lige et øjeblik…
– …
– …hun er på vej.
– Tak…
– Hallo, er det dig?
– Ja, det er mig; jeg har travlt og jeg ved ikke om de sporer opkaldet. Fandt du ud af noget om hende dér Kleinerstiefel?
– En smule, det ser ud til at hun faktisk havde flere bankkonti, i de selv samme banker som blev røvet.
– Aha.
– Ja, men det interessante er ikke så meget dét, eller dét at hun åbnede dem alle få dage før selve røverierne, men at i alle de banker der er blevet ramt havde en vis Manfred Baak også en banksboks, hvilke alle var blevet erhvervet et kort stykke tid før Kleinerstiefel åbnede sine konti og anskaffede sig sine egne bokse.
– Aha.
– Jeg har ikke mere.
– Det er også nok.
– Godt.
– Fint, hej.
Hun lagde røret på. Hun var træt. Angrebet på kontoret og ikke mindst hendes person havde suget energien fra hende men hun havde følt at der ikke kunne slappes af før at man havde videregivet de få informationer man havde; opkaldet havde gjort op for dette, arbejdet var færdigt og man havde nu ferie. Hun ville blive her et stykke tid og slappe af, måske læse en bog eller to hvis hun altså kunne holde Esters blikke ud for Ester var som barn faldet ned fra det tag som dækkede deres forældres hjem. Hun var ikke kommet voldsomt til skade som sådan – eller i hvert fald ikke åbenlyst – men siden den dag havde hun været ganske mistænksom over for Alda, og det var ikke blot blikkene men ligeledes de ledende spørgsmål, den diplomatiske retorik samt en overdreven ufamiliær høflighed der kunne genere Alda. Cirka et år efter faldet havde Ester taget hende til side, taget hendes hænder i sine og med aldrig vigende øjenkontakt havde hun sagt jeg véd at du ikke Alda, at du ikke er min søster. Hvornår skiftet skete ved jeg ikke men jeg véd at du ikke er hende, shh shh shhhh, lad mig tale ud, på trods af at du ikke er min søster og vi ikke er kød og blod så er du et langt bedre menneske end hende for hvis jeg skal være helt ærlig så har, mellem os to, Alda altid været lidt af en smatso; du er et langt bedre menneske og jeg lider dig som var du min egen søster.
Alda havde selvfølgelig været overrasket og forvirret, hun havde på det tidspunkt ikke kunnet forholde sig til hvad hun lige havde hørt for på den ene side havde Ester lige kaldt hende for en smatso og havde sagt at hun på sin vis var gladere for, hvad hun mente, var en kopi af den rigtige Alda; på den anden side så holdt Ester af hende på trods af at hun var en kopi.
Forvirringen blev dog ikke dulmet jo mere hun tænkte over det, for i tankeprocessen havde hun bygget et narrativ op om hvorledes Ester forstillede sig det alt sammen forholdt sig: Alda (Alda To) havde på et tidspunkt gjort et eller andet ved hende (Alda Et) således at førstnævnte havde kunne tage sidstnævntes plads og hvis hun kendte Esters tankegang ret – hvilket man måtte sige at hun jo ikke rigtige gjorde – så gik hun ligeledes ud fra at Ester mente at hun (Alda To) havde slået Alda (Alda Et) ihjel og alligevel – på trods af dette – holdt Ester af hende (Alda To) som en søster. Esters søster var død og var blevet erstattet af en kopi og det havde hun det fint med. På den ene side var det en fornærmelse, på den anden side et kompliment; som en søster fortrak Ester at hun (Alda Et) var død men som en kopi (Alda To) der havde slået hendes søster (Alda Et) ihjel var hun villig til at acceptere denne handling og anerkende hende (Alda To) som en ny søster. Det var dog ikke ensbetydende med at Ester ikke nærede hende mistro, for hendes opførelse var mildt sagt suspekt når Alda var i nærheden; hun (Alda To) havde jo trods alt skaffet hendes søster (Alda Et) af vejen men hun var på samme tid altid glad for at se hende (Alda To), og det skete at hun (Ester) glemte alt dette og de begge to opførte sig omkring hinanden som om intet var hændt.
Alda havde aldrig fortalt nogen om dette for Ester fungerede fint, til tider var det bedst at lade tingene forblive som de var og siden Ester ikke gjorde nogen skade hverken på andre eller sig selv, jamen, så var der jo ikke rigtigt noget problem – andet end at Esters etiske holdning over for koncepter som mord og identitetstyveri måske var en smule afvigende. Med tiden havde Alda fundet ud af hvad det var Ester fejlede, en afart Capgras’ syndrom – hvilket højt sandsynligt intet havde haft med selve faldet at gøre – men denne viden ændrede dog på intet.
Stuen hér, i Esters lille hus, var rodet, der stod halvtomme glas og tomme flasker på sofabordet samt en vandpibe; fyldte askebægere og tomme cigaretpakker. Ester havde haft sine veninder på besøg – alle ordinære provinshøns, hvilke der jo var rigeligt af herude i forstæderne – stolte katteejere der yndede at skrive små melodramatiske digte og sonetter om deres følelser mens de skyllede antidepressive piller ned med mellemdyrt Caffè Marocchino og økologisk sojamælk bakket op med ligeledes økologiske småkager som de kaldte biscotti der lige var blevet taget ud af pakken og lagt på en Deruta tallerken som var blevet købt brugt men siden lagt i blød i klorin og skrubbet fire gange hvilket havde ødelagt den fine tallerken men ren var den og dét var det vigtigste da man ikke vidste andre mennesker gik og fejlede. Hun gik tilbage ind til gæsteværelset uvidende om at tre mænd i selv samme øjeblik var ved at bryde ind i køkkenet, den ene af dem stadig iført mascara samt læbestift med kirsebærsmag.
Det var ikke synderligt brugbart, dét hun havde fortalt ham; han havde i et godt stykke tid vidst at Kleinerstiefel på sin vis havde orkestreret det meste, hende og Professoren. Lieberman var den næste på listen, men først en morfar.
I hotellets foyer så han ud ad øjenkrogen at receptionisten stirrede på ham. Da han kom op til rummet mærkede han først efter om kassen stadig var der – hvilken den var – og lagde sig derefter på madrassen.