DER VAR TYVE minutter til at vækkeuret ringede og Jeg vågnede for cirka fem minutter siden, hvilket hun følte – ganske irrationelt – var en provokation af en slags. Fordelen var dog at hun nu slap for at høre dets ringen, en ringen hun med tiden havde lært at afsky; hun rakte over slukkede for det. Det var kun dets ringen der var forhadt, selve uret havde hun intet problem med og Tid – i dens abstrakte form – fandt hun ganske interessant for den var både finit og infinit. I dens finitte form var den grundlaget for dele af den frygt der stod bag konstruktioner så som religion. Menneskets generelle uvilje mod at acceptere at dets levetid ikke blot var begrænset men at den – i den kosmiske gestalt – ligefrem var ynkelig, kunne måske forklare den evige besættelse med Begyndelse og Slutning, Skabelse og Ende. Det omhandlede altid Begyndelse og Slutning, det var en tragedie og dog var det tragiske ikke defineret af de hændelser der skete i løbet af de førnævnte to dele – og den der bandt dem sammen – men i tanken om at der ikke befandt sig noget post-slutning, at dét var dét punktum Og siden at Tid i dens lineære og finitte form blot var et maglevtog på vej mod en endestation, og egentlig ikke så meget andet, blev den den evige fjende, men kun evig indenfor individets tidsmæssige ramme.
Dét at der var en slutning var uacceptabelt og man byggede derfor videre på bukkesangen, der var noget bagefter sagde man, éns Tid var uendelig, men dér opstod der et problem: Hvis Tiden forsatte i en lineær facon efter Enden, så måtte den for så vidt også havde været uendelig før Starten, begyndelsesløs, ellers ville det infinitte være dikteret af individets eget personlige univers og realitet, men hvis individet tilhørte en uendelighed så måtte det kollektive også, ellers braste det hele sammen. Så man sigtede efter en ensartethed, en homogenitet, det var nødvendigt at der var otte elektroner i den ydre skal. Siden at det evige ikke startede med individet og var derfor kollektivt, så måtte dette kollektiv have en skabelse – der måtte være en Start der var større end blot en celledeling – men denne Skabelse, Begyndelse, Start måtte som sagt selv have noget evigt i déns natur; derfor var det nødvendigt at skabe noget der dikterede Begyndelsen, noget der i sig selv var evigt, og dét der diktererede den kosmiske Begyndelse måtte for så vidt også diktere Midten og derfor også Slutningen og dét der kom efter; noget der havde komplet kontrol over Tiden, Kollektivet, Individet og Naturen, en universel diktator og for Jeg virkede dette som en voldsom reaktion på den frygt som Tiden bragte med sig.
Hun havde selv leget med tanken om at bryde Tiden og dens cyklus – som da hun for eksempel havde købt sit ur – men det var blot dét, en leg, mentale armbøjninger. Og hun vidste at håbet om et efterliv ikke blot bundede i frygten for det ukendte enden førte med sig, hun anerkendte ligeledes det sociale aspekt; stimementaliteten var ikke noget man skulle kimse ad og det var derfor ganske naturligt at man søgte efter en mulighed for socialt samvær efter Slutningen, ganske som vennerne der samlede sig i små grupper ude foran biografen for at diskutere filmen de lige havde set. Det post-menneskelige – nu hun tænkte sig om – stammede nogenlunde fra den samme tanke, nogenlunde; hvis man anså frygten for døden – et emne, døden, hun på ingen måde brød sig om at tænke på i og med at det, emnet, var præget af barnagtig banalitet – og dét at der intet var efter den – med andre ord at den var absolut – som værende en af de primære grunde til at man opfandt guden, guderne, livet efter og så videre, jamen, så delte man et ønske med tilhængerne af det post-menneskelige: nemlig en kunstig forlængelse af livet. Det var klart at sidstnævnte flere gange havde argumenteret for at således forholdt det sig ikke, at de udelukkende ønskede at forbedre menneskeheden og en af metoderne til at gøre dette på var ved at forlænge levetiden, og jovist, det var da meget muligt at de havde formået at bilde dem selv det ind og det så da ud til at det havde fungeret, når nu man hørte dem bruge begreber så som velvære med en form for religiøs overbevisning. Hvad disse dog glemte var at deres tanker udsprang fra den samme årsag til at man installerede sikkerhedseler i bilen, at man brugte hjelm når man kørte på en knallert eller motorcykel, at man ikke spiste for mange æg hvis man havde et for højt et kolesteroltal. Jeg benægtede ikke at der var et element af velvære og livskvalitet involveret – hvilket der på sin vis altid er – men argumentet om at det intet havde at gøre med frygt var absurd; ja, måske var frygt ikke det korrekte ord, overlevelsesinstinkt var vel mere passende og det var hér at det blev mærkeligt for hvis der var en ting som tilhængerne af det post-menneskelige var ikke blot enige om men ligefrem stolte af, jamen, så var det rationalitet; men på samme tid, mente hun, var det ganske irrationelt at argumentere for at éns tanker og handlinger – på en eller anden måde – ikke bundede i noget så veletableret som det førnævnte instinkt – det lugtede lidt.
Men hun var ikke kynisk fortalte hun sig selv, eller jo, det var hun, men ikke sådan som kynisk skulle forstås for når man talte om det kyniske – i ordets synkrone betydning – så var den, talen, ofte præget af de negative konnotationer, man var pessimistisk, man var kold, lukket, tom; men den kyniske person var den person der for alvor havde plads til at være spirituel, så jo, måske var hun tom men det at være tom var ikke nødvendigvis negativt – objektet trådte for alvor frem takket været det negative rum. Personen der led af kynisme havde en konkret idé om hvorledes tingene forholdt sig og denne vidste at der var visse ting der bare var; hun havde ikke givet op for der var intet at give op, hun var ikke belemret med dét der var uden for hendes rækkevidde og dét gav fred, det var harmonisk og hvis den kyniske person var den harmoniske person var hun så ikke også den spirituelle person? Og der var da plads til det, spiritualismen, for den kyniske person var trods alt også en tom person.
Noget hun dog aldrig havde tænkt over var, om der kunne være et element af naivitet i det kyniske.
Klokken var nu fem minutter i det punkt uret ville have ringet hvis hun ikke havde slået det fra og hun traf et quasi-bevidst valg om at hvile øjnene i et kort øjeblik.