BILER KUNNE HØRES bremse hårdt op; han vågnede, rejste sig, kiggede ud ad vinduet og trak hurtigt hovedet til sig igen: Der var tre af dem, tre biler, tre sorte og grå pansrede biler – strømerne var her. Han løb hen til sengen, tog kassen, derefter sin frakke og luntede stille ud ad døren hvilken han sørgede for ikke at lukke på vej ud; han kiggede ned igennem durchsichten, en ung stemme hørtes.
– Der var vi godt nok heldige at receptionisten opda
– Luk arret, mand.
Stemmen der tilhørte den sidste ytring blev genkendt, Ottis, han lød forpustet – tykke dyr. Han løb tilbage til værelset, lukkede døren efter sig, hvilket var ligegyldigt da receptionisten sikkert havde givet dem en nøgle til den; en stol blev sat under dørhåndtaget, lyset blev slukket og man kiggede sig omkring – hvad nu? Heldigt for ham så havde han fået sig et hjørneværelse, det vil sige at rummet havde to flader med vinduer; fra det ene kunne man se lige ned til strømerne, seks og fyrre grader sydvest for det var det andet vindue, måske hvis han var heldig så… banko, der var en brandtrappe ned. Det blev åbnet, der blev krøbet ud, gamle rustne lort mumlede han til sig selv da trappen knirkede under hans vægt og tørrede derefter næsen af i ærmet; halvvejs nede blev lyset i værelset tændt, farten sattes op og inde længe stod han i en blindgyde med åbningen ud mod gaden hvor de tre biler stod parkeret; tyvetrækkerne ville uden tvivl se ham i det øjeblik der blev trådt ud. En dyb indånding blev taget, han gik ud af gyden, drejede til venstre med det samme, væk fra bilerne og begyndte at vandre ned ad fortovet i håb om at grisebasserne ville tro at han var en bums, hvilket ikke var en usandsynlighed når nu man tænkte på hvorledes han så ud.
– Halløj, De dér.
Han lod som om han intet hørte men satte alligevel, instinktivt, farten op.
– Stands, dette er politiet.
Han begyndte at lunte.
– I lovens navn, holdt, hører De?
I lovens navn? Der var et udtryk man ikke hørte så tit, lunten blev til en galop; han mærkede et skarpt stik i den venstre del af hans bildæk samt hørte et slattent knald. Han fortsatte sit løb. Hvislen, flere knald. Endnu en gyde lå på hans venstre side, chancen samt et skarpt sving blev taget, den var ikke rigtig blind men næsten – svær grå stær – selve gyden slog hul hele vejen igennem, i midten var der dog en mur som en eller anden af en eller anden grund havde opført. Siden han nu allerede var i løb var det intet problem klatre over den og ikke så langt fra det punkt hvor begge fødder fik genkontakt med jorden øjede han et kloakdæksel der ville føre ham ned til den del af kloaken der hovedsageligt var beregnet til nedbørsvand; han begyndte at kigge sig omkring, bumserne brugte kloakkerne om vinteren eller når de – ganske tilfældigvis – skulle gemme sig fra panserne og de efterlod ofte et stykke håndgjort værktøj der kunne bruges til at åbne dækslerne i nærheden; han fandt hurtigt et metalrør der var banket fladt i den ene ende, forsynet velsigne bumserne, den kontemporære bys renæssancemand, ja, nogle af dem, der var skam også nogle usle køtere imellem. Han skubbede dækslet til side, sænkede sig ned i mørket og hev det på plads over sig.
Byens forskellige sektorer – hvilke dengang havde været væsentligt flere og mindre, og havde tilhørt diverse proprietær- og herregårde; før at man havde samlet sig i de sektorer der efter borgerkrigen var blevet erstattet med de nuværende – havde historisk haft hvad man kunne kalde naturlige grænser og blandt disse var de ældre floder og åer der med tiden – grundet den civilisatoriske proces og dennes tilhørende voldsomme forurening – blev sluset, gravet længere ned og dækket; byen voksede henover, og flere af disse integrerede sig med det eksisterende kloaksystem og blev med tiden til det mest velfungerende system i byen, for man havde valgt ikke at gøre som jøderne der i sin tid havde sagt her er sgu fint, vi bygger et tempel, men i stedet havde man sagt her er sgu fint, lad os bygge et kloset. Hér i Arkadia var kloakken det perfekte eksempel på det førnævnte og dette var til dels takket være slægten Vervloet der – grundet dens uofficielle monopol på kloakvedligeholdelse i enkelte sektorer samt diverse velplacerede investeringer og patentering af deres teknologi – havde formået at få et ganske udmærket økonomisk fodfæste. Akademikere med lange uddannelser og intet at tage sig til påstod at Arkadias kloakværk var det første rigtige postmoderne mesterværk; disses kritikere insisterede på at det blot var en glimrende allegori for postmodernismen og dennes afkom, nemlig intet andet end en massiv mængde lort der blev sluset frem og tilbage i endeløse tunneler.
Hans bildæk gjorde ondt, det var punkteret: han kiggede ned og så en større mængde blod, hvis han havde efterladt et spor af det ville de uden tvivl kunne følge ham herned – havde de ikke hørt om advarselsskud? Midt ude i floden – hvilken var ganske lav i øjeblikket og hvis breder var metalliske og skridsikre – befandt store nedsænkede cylindriske kar med halvanden meter i diameter og med cirka tredive meters mellemrum sig, hvilke var bygget således at de filtrerede al væsken næringsindhold fra, så dét der flød gennem cylinderen var rent og næringsfrit. Dette var nødvendigt da disse cylindre rent faktisk var øer med genetisk manipulerede kandebærere. Fra karrets side stak der et rør op der efter en to meters lodret stigning bøjede sig i en fem og fyrre graders vinkel og dannede derefter en vandret spiral over hele øen; en enorm bruser hvorfra noget af det filtrerede vand, der i ny og næ blev pumpet op, regnede ned over øen. Lige over denne spiral hang der en metal-halogenidlampe under en større reflektor.
Selve planterne var hybrider mellem Nepenthes rafflesiana og Sarracenia leucophylla således at de nød det lidt sumpede miljø der blev skabt i cylinderen men også havde de enorme kander som rafflesianaen tilbød, hvilke faktisk var noget større end de ville have været fra naturens side af, takket være en smule manipulation. Ligeledes havde man sørget for at biopolymernes – hvilke man fandt i kandernes væske – viskoelasticitet var af sådan en grad at selv en rotte ikke ville kunne slippe ud – eller for den sags skyld gnave sig fri – når først den var faldet i fælden og det var nemlig med henblik på disse at man havde skabt øerne hér, de var her for at holde bestanden af skadedyr nede på et acceptabelt niveau.
Hvordan havde Ottis fundet frem til ham? Han var sikker på at der ingen sender sad på hans person ellers ville han have fundet ham før. Receptionisten? Artiklen i den avis hvor Mandelbaum havde arbejdet, Mandelbaum hvis drab han var blevet beskyldt for; receptionisten havde nok nået til det punkt i den hvor der stod hvem det var der havde forfulgt Barbariaruz inden han kørte i døden; hans navn måtte have stået i den og højtsandsynligt havde der også været et billede – hvilke de højt sandsynligt havde erhvervet sig da han blev skannet efter at have trådt ind i V.T.s bygning – da han trods alt var en mistænkt for drabet på en kollega til forfatteren, hvilket artiklen sikkert også havde givet udtryk for. Knægten måtte have genkendt hans ansigt – han havde jo brugt et falsk navn – og derefter ringet til panserne; ren spekulation men det gav mening.
På trods af at han var død så gav Barbariaruz tilsyneladende ikke op. Han forstod godt hvorfor denne havde brugt så meget energi på ham, han havde været en splint i hans ben, en splint der skulle skæres væk, hvilket han jo havde forsøgt men der var gået koldbrand i såret og han måtte lade livet som følge; det havde ikke været en besættelse men en reaktion på en impuls. Men selv fra den anden side forsøgte han at skære i kødet; Barbariaruz havde været vant til at arbejde fra andre sider, han havde jo aldrig rigtig været Hér men oftest Dér, i en realitet adskilt fra dens stamme – dog ikke uden en hvis form for udviskning af grænserne – men det var skam ikke ensbetydende med at han ikke bevidst havde truffet sine valg. Barbariaruz havde åbenbart ikke kunne slippe tanken om ham, hvilket jo havde gjort at han selv var blevet en del af Barbariaruz’ identitet. – – –
Man kunne ikke just sige at regn var en konstant i byen; men det var tæt på. Og disse tunneler han nu vandrede rundt i var jo bygget med henblik på, at det meste af byen ikke skulle gå hen og ende som bunden i et gustent køleskab. Og hvad han nu endte med at vandre ind i var en del af dette enorme og komplekse system: et stort kar. Det var et underjordisk rum i en absurd størrelse; og bortset fra de enkelte gangbroer der var at se derfra hvor han stod, så var alt i beton; og det skarpe lys der kom fra de projektørerne der hang fra loftet, gjorde at rummet så ganske hvidt ud, hvilket jo havde en mærkelig effekt på ham, ja, ganske som det ville have enhver der trådte herind. Ja, det var jo ikke alt sammen hvidt: På bunden af karret lå der cirka en centimeter vand, hvilket skabte et mørkt spejl og derfor fordoblede størrelsen af dette allerede ganske store rum.
Når regnen var ganske slem, ville man lede vandet herind, opsamle det, for så derefter at sluse det langsomt videre ud til floderne eller ud i havet; uden dette kunne man risikere at floderne gik over deres bredder, eller at de mange gader ovenover ville blive oversvømmet.
I stedet for at tage en gangbroerne – hvilket var i samme højde som den tunnel han lige kom fra – videre således at han kunne komme over på den anden side, besluttede han sig for at tage stigen ned, for så at krydse rummet. Hvorfor var han ikke helt klar over, men måske havde det noget at gøre med at chancen for at gå blandt disse utallige diskorektangel beton søjler, at føle enormiteten og dennes stilhed, nok ikke var en der ville præsenterer sig igen. Det var en rejse der tog sin tid, og da han kom over til den anden side, tog han en stige op og begav sig videre ind i en ny tunnel. – – –
Der var blevet vandret rundt i den labyrintiske underby i en times tid før valget blev truffet om at benytte en stige og kravle op til den friske luft; han befandt sig i endnu en gyde – der var godt nok mange gyder her i byen – præcist hvor han var vidste han ikke, efter en ti minutter i kloakken var det blevet umuligt at orientere sig. En voldsom svimmelhed ramte ham, hans ben skælvede og han var derfor nødsaget til at sætte sig ned, smerten fra skudsåret var grotesk; han skulle have gjort noget ved såret i det øjeblik muligheden havde været til stede, nu, nu var det måske for sent. Svimmelheden var et tegn blodtab og skulle han dømme ud fra mængden af blod på hans skjorte og bukser, så stod det slemt til. Han var en mand i sin bedste alder, at han skulle gå enden i møde via en forblødning grundet en panser der var lidt for glad for aftrækkeren var – mildt sagt – ærgerligt. Her var et sår som tiden ikke kunne læge; han tændte en smøg, den døende mands sidste ønske. Og man skulle have troet, ganske som myterne fortalte at det ville ske, at hans liv passérede revy men nej, det var der intet af – hvad der var, var fortrydelse. Måske fordi han på sin vis var blevet et offer for den, så fortrød han at ikke havde gjort mere for at stoppe den forsmædelige kriminelle svøbe der havde lagt sig over byen; at han ikke havde brugt sin tid på at bekæmpe underverdenen og dens sygelige bevidsthed frem for at drikke sit liv væk og brugt tid og energi på at lede efter billige ludere; at han ikke havde bekriget røveri, vold, mord, voldtægt og ulovlig parkering; at han ikke havde gjort mere for at gøre byen til et sted hvor forbrydelse ikke betalte sig; at han ikke var blevet en helt og at han ikke ville blive husket som én; at han – på et vist plan – havde været ganske egenskabsløs, men ak, således skulle det ikke være, der var blod på hans hænder – både metaforisk og bogstaveligt – og nu var det for sent, ikke engang en enetale fik han. Man kan sgu altid være bagklog, fortalte han sig selv, ikke at han var en mand der var synderlig glad for platituder, dog var der én der i dette øjeblik vitterligt sagde ham noget, nemlig at alt får en ende; det var en tåbelig ytring, ja; præcis, korrekt, nådesløs og forfriskende, også ja; og med denne tanke løftede han op i skjorten og tog et kig på det lille kødsår hvis blødning var hørt op.
Overfladen var blevet brudt tæt ved en af de gader der fungerede som boulevardens laterale rødder; han gik ud til den, boulevarden – med lette og glade skridt – og kiggede rundt for at finde noget genkendeligt så ruten til den næste destination kunne planlægges, han måtte finde en vej til Den Vanærede Albatros. Det viste sig ikke at være så svært, til venstre for sig kunne han se byens nyeste dog endnu ikke helt færdige ziggurat, et enormt værk, Sant’Elias’ gotisk-futuristiske streger på et sumerisk fundament;12 fra denne afstand så den ud til at være dækket af dioder der lå spredt som guldstøv på tekstens overflade. Bygningen bredte sig hen over boulevarden, indgangen var derfor en størrelsesmæssigt abnorm tunnel med stoppesteder til omnibusserne, en station til maglevtogene og afkørsler ned til den parkeringskælder der husede ikke blot bilerne til de mennesker der arbejdede og boede i bygningen, men også til de mange daglige besøgende. Dette var Livia-bygningen, Drusillas hovedkvarter; på toppen sad byens Kasserer i sit camera og holdt et vågent øje med byen, eller rettere sagt det fortalte de PR-folk fra virksomheden der tog ud til skolerne og fortalte om deres fantastiske arbejdsplads – børn er jo fremtiden. Store holografiske skilte med reklamer, nyheder og videoer med den sidste nye populære musik – hvilken i øjeblikket var et gadekryds mellem sløv selvmordsinspirerende rock og halbal pop – afskærmede de enkelte områder af den der stadig fungerede som byggeplads.
Som alle store opførelser var den polemisk, hvilket stammede fra at Livia spredte sig ud over flere sektorer – navnlig grundet dens placering på boulevarden hvilken jo selv kørte igennem flere sektorer – områder der ikke tilhørte Drusilla og det var jo mod skik men egentlig ikke så meget lov; begrundelsen fra virksomheden var at Livia tilhørte byen og ikke koncernen selv, hvorfor den var et symbol på folket som ikke levede i kun et område men i mange; hvis bygningen udelukkende havde haft plads i blot en sektor – hvilken så ville have været Prometheus i og med at det var der Drusilla havde dominans – ville det have skabt splid og galde blandt de mange borgere der ikke boede i denne, noget som historien i øvrigt havde bevist flere gange før. Kassereren arbejdede for byen og ikke for Drusilla. Når firmaet blev spurgt ind til hvorfor de så havde valgt at købe det land de nu engang havde gjort, via proxyer, frem for at gøre det åbent og direkte, var svaret ingen kommentar, hvilket jo var et svar som alle de tunge drenge og piger holdt af, et svar som han med tiden havde lært at fortolke som vi er skyldige i alt det som dit spørgsmål insinuerer til og vi har tænkt os at svare på en måde der sørger for at vi kan forblive skyldige med impunitet, æv bæv.
Tæt ved ham blev en lortebrun bil tildækket med gyldne monogrammer parkeret, en middelaldrende æstetisk handikappet kvinde i et jakkesæt med den samme kombination af brun og gyldent fra top til tå som bilen steg ud og inden hun tog chihuahuaen – der ligeledes var iklædt det samme som hende – ud af bilen tændte hun for en brun og gylden smøg med en brun og gylden tænder.
Han gik tilbage den vej han var kommet fra, og et godt stykke længere henne fra det punkt hvor han var kravlet op lå en plads hvilken var delt i to. På den ene side stod en grå strømlinet og symmetrisk statue af helgenen Rocco og på den anden en pæl. Brune pletter prydede pælen, indtørret blod, katteblod, da hver august måned bandt man ganske højtidelig en kat fast til den og en kronraget ung mand ville derefter nikke den skaller med dyrets død til følge mens de lidt ældre personer kævlede over den generelle situation i dag og bedsteforældrene tog sig en dukkert i nostalgi.
På den anden side af pladsen, et kort stykke fra statuen, ved en døgnåben café, sad tre mænd med meget røde øjne og stirrede måbende på to hunde af ukendt mærke der var godt i gang med at destruere en due; hundenes ejer – en ældre mand med en lærredskasket – tog fat i begge dyr, hev dem væk fra den halvdøde fugl og bandt dem fast til et lille stakit hvor en række fesne knallerter stod parkeret. Han samlede duen op i sine hænder og begyndte at snakke til noget uset mens han gik over mod statuen; fuglen blev lagt op på dens fødder og han kastede sine arme op mod kuplen mens han råbte en lang række uforståelige ord; den ene af de tre rødøjede mænd i caféen vendte sig om mod tjeneren der ligeledes havde kigget på begivenheden.
– Hvad laver han?
– Han beder om hjælp.
– Til duen?
– Til hundene, han er bange for at de skal blive syge; en rotte med vinger er den, duen.