JEG HAVDE SOVET over sig, meget, hvilket hun anså som værende endnu en provokation. I løbet af natten var et brev blevet smidt ind gennem brevsprækken; hvem fra var ikke til at vide, hun var jo sent på den og havde derfor blot samlet det op og lagt det i sin inderlomme.
I toget – hvilket hun havde valgt at gøre brug af da hun på daværende tidspunkt ikke havde kunnet få sig selv til at stå og vente på en fri hyrevogn der måske ikke ville komme i tide; ikke at det var ensbetydende med at hun ikke havde spejdet efter én på vej mod stationen – blev det taget frem: Konvolutten havde hendes navn påført men ikke adresse, der var ej heller nogen afsender eller frimærke. I selve brevet stod der intet andet end navnet på en bar der befandt sig i Magasin d’Or samt et tidspunkt, hvilket var klokken seks i dag. Hun gik ud fra at det var fra Konradsen men det var kun et gæt. – – –
Stationen lå et par gader væk fra Mysterier & Fænomener og det resterende stykke blev gået i raskt trav; hvis brevet vitterligt var fra Konradsen så kunne det betyde at med lidt held så ville det alt sammen være overstået i dag, hvilket både var positivt og negativt. Positivt fordi det hele trods alt havde været lidt af en hovedpine for personligt foretrak hun den daglige rutine, hvilken hovedsageligt bestod i at sidde bag et skrivebord og skrive samt være fri for tæsk. Hun forstod godt hvorfor enkelte journalister valgte den vej der tilbød farer, den type journalistik der tilbød priser og prestige; forklædninger og forborgne møder; sub rosa samtaler med farlige mennesker og muligheden for at se hvor meget éns liv var værd i form af dusører – dulce periculum som man sagde – men det havde aldrig tiltrukket hende. Hun anså sig selv som en pseudo-intellektuel person og ikke en vovehals, og det var ikke idéen om at skulle lade livet hun frygtede, men nu mere dét der hørte til, smerte; hun var ganske bange for smerte og forsøgte dérfor at undgå den så vidt muligt – med andre ord, hun var på ingen måde frygtløs.
Men sådan som hun så på det så var der ingen der var. Frygtløshed var et begreb man smed rundt omkring og for mange var det et mål, men ingen var det eller blev det, jo, der var ganske vist nogle mennesker der ikke frygtede for dem selv, men hvad med dem omkring disse? En gammel bekendt havde været det man kaldte for professionel vovehals; denne person havde påstået at han var frygtløs og hans kollegaer ligeså, ville de ellers kunne gøre hvad de gjorde blot for at få en rus? For det var trods alt dét det handlede om, rusen, og den ultimative rus krævede frygtløshed havde hendes bekendt brystende afsluttet sit argument med. Jeg havde haft flere modargumenter, det ene af dem var vokset ud af vovehalsens brug af ordet rus: Var denne søgen ikke blot et forsøg på at ikke at mærke tidens skrækkelige byrde? Og ligeså snart at rusen var overstået søgte de den så ikke igen for ikke at blive tidens mishandlede trælle? Og tiden var blot et eksempel, det kunne jo være hvad som helst de flygtede fra; pointen var at denne søgen efter rusen var et produkt af en flugt, ren og skær eskapisme, hvilken jo havde et fundament støbt i frygt. Men hun valgte ikke at bruge dette for hun vidste at folk som disse – folk der satte en hvis barnagtig værdi i dét at være frygtløs, hvilket jo ikke er meget andet end malplaceret testosterondrevet stolthed – ofte var personer der var intellektuelt handikappede og derfor ikke lydhøre over for andres modargumenter – den oligofrene tror jo at han ved alt. Dérfor valgte hun at gå i en anden retning, en ubehagelig sågar perverteret retning men ikke desto mindre en ganske effektiv retning. Hvis jeg ikke tager meget fejl, havde Jeg sagt, så har du et barn, korrekt? Hvad nu hvis jeg fortalte dig at inden ugen var omme så ville jeg have skampulet dit barn, inden den uge var omme vil du have følt frygt, ikke for dig selv men for dit barn, så helt frygtløs er du ikke; hun havde ikke talt med denne bekendt siden men det havde været det værd.
Det negative aspekt i at det hele snart ville være ovre omhandlede det samme som det positive blot i den anden ende af spektret, på sin vis havde hun været glad for bruddet. – – –
Da Jeg kom rundt om gadehjørnet så hun brandbiler, brandfolk, pansere og ambulancer oplyst af blå blinklys og flakkende flammer da hele bygningen hvor Mysterier & Fænomener lejede sine lokaler stod i lys lue. Hun skyndte sig over til publikummet og maste sig igennem; hun ignorerede de grynten og sukken der blev ytret når hun skubbede sig forbi, den slags grynten og sukken man hørte fra folk i biografen der havde været så uheldige at et fruentimmer med meget stort hår havde sat sig foran dem; en brandmand stod med en telefon der var forbundet til en af bilerne.
– …der er sgu ikke så meget vi kan gøre, lige nu sørger vi for at ilden ikke breder sig… overlevne? Nej, dét tvivler jeg sgu stærkt på… hvad?…nej, altså de mennesker der så det sagde at det var kommet på engang, at lige pludselig så var der ild i hele lortet… eksplosion? Nej, de sagde at de intet hørte udover nogle enkelte ruder der splintrede… ja, det er faktisk ret blæret…
For en gangs skyld var Jeg glad for at hun var sent på den. Hun vendte sig om og arbejdede sig gennem den tætte gruppe af tilskuere, ned ad gaden, rundt om hjørnet og væk fra tumulten. Dette var et problem, hvad nu? – – –
Jeg valgte at tage over til L'ivrogne der lå ikke så langt derfra men alligevel langt nok; det var bedre end alternativet hvilket jo var at tage hjem. Baren var tom hvilket jo ikke kom bag på hende – det var jo relativt tidligt – bartenderen kendte hun ikke men hun havde jo heller ikke været her på dette tidspunkt på dagen før; nej, stedet var ikke helt tomt, i et hjørne sad en kvinde under en ringformet hat med slør; på vej over mod hende blev to glas gin bestilt hos bartenderen.
– Hej Torris.
– …
– Nå, så du ved det godt.
– Ja, der var allerede ild i bygningen da jeg kom…
– Jeg kommer selv lige derfra.
– …efter brandfolkene ankom tog jeg herover. Jeg orkede ikke at skulle svare på spørgsmål.
– …
Bartenderen kom over og stillede deres drinks på bordet.
– Tak…
– Jeg tror at det kun er os to der er tilbage, Jeg.
– Ja, hvad gør vi nu?
– Jeg ved det ikke.
– …
– Hvad med dig?
– Det ved jeg sgu ikke. Jeg regner vel med at skrive artiklen færdig.
– Ved du hvor han er, Konradsen?
– Nej, ikke endnu men jeg modtog et brev fra ham i morges, vi skal mødes senere på dagen.
– Er du nu også sikker på at det er fra ham?
– Både og. Jeg tvivler på at det er fra nogen der vil mig ondt, ellers kunne de også blot have sat ild til min bygning eller brudt ind i lejligheden mens jeg lå og sov.
– …
– …
– Det er noget rod.
Deres samtale blev afbrud af koret fra syvende scene i MESSIAS’ anden del; det viste sig til at være en reklame for et investeringsfirma.
– Og du vil tage derud? For at møde ham?
– Ja, det tror jeg. Hvad med dig selv? Hvad vil du gøre?
– Det ved jeg ikke, gemme mig vel…
De talte i et stykke tid og forlod baren sammen; Torris ventede på at Jeg fik prajet en hyrevogn hvorefter hun så småt begyndte at gå. Hun var ikke helt sikker på hvor hun var på vej hen; en liste blev kørt igennem, mentalt, med navne på venner, bekendte og familiemedlemmer, i håb om at der var nogen hun følte at hun være til en smule besvær, nogen der måske ville give hende husly indtil at hun fandt ud af hvad hun ville – hjem kunne hun jo ikke tage. Men hvad med bagefter? Efter at hun havde fundet sig et sted at være? Hun kunne måske skifte sin identitet, det ville ikke være så svært, hun kendte trods alt folk der arbejdede inde for feltet. Men hvad så bagefter dét? Hun var ligeledes nødt til at finde på noget at lave, der skulle jo mad på bordet; hun orkede ikke at blive bordelmutter eller arbejde indenfor det område igen, og hun besluttede sig for at det var noget hun ville falde tilbage på hvis hun ikke kunne finde andet. Hun lugtede til sine hænder, de duftede af syntetisk grønt æble; nåh, først gjaldt det om at finde et sted at bo. Hun formåede at gå et par gader da en sort varevogn gjorde holdt ved hende, døren skød til en side, to mænd i sort sprang ud, greb fat i hende og hev hende ind i bilen der derefter satte i gang igen.