DET TOG NOGET tid at finde en hyrevogn; han fandt dog én, en selvejet der lugtede af svedigt fårekød. Planen havde jo oprindeligt været dén, at han ville gå derover men trætheden og ikke mindst sulten, gjorde lige pludseligt turen meget længere end han havde regnet med at den ville være – faktisk så ville turen havde været meget længere end han havde regnet med også selvom han ikke havde været træt og sulten. – – –
Han trådte ind på Den Vanærede Albatros og kiggede sig omkring, Johnny var blevet sat til tælling og lå ganske fredeligt og boblede i et hjørne; den forhenværende mahout Måge-Laura med fiskefjæset og mågen i snor drak sin klokken-tolv bajer; Kyklop-Lene vaskede gulvet, eller nærmere sagt: Hun rykkede skidtet fra den ene side over til den anden; Jørgen sad ved baren med sin sorte boa og var lidt for kælen med sin Shih Tzu – dens øjne proklamerede rædsel, lede og selvhad. Røven sad og skulede med to af sine fire røvhuller med Lieberman siddende overfor ham i sin alt for store umærkede frakke, løse bukser og slidte sko. En fuld stodder råbte og et tomt ølkrus fløj tværs gennem lokalet ramte et sted bag Tom, der lige akkurat havde nået at dukke sig for det indkommende projektil.
Han banede sig vej over til bordet og satte sig ned.
– Du er en svær mand at få fat i Lieberman.
– Du ligner lort. Hvad har du haft gang i?
– Hvad jeg har haft gang i, er lige præcis grunden til at jeg er her.
– Aha; du bløder, det ved du godt ikke?
– Jeg er blevet skudt.
– Er det slemt?
– Nej ikke rigtigt; det er ikke meget anderledes end en dryppert, det svier og det er slimet og vådt, men så er det sgu heller ikke værre. Jeg har dog alligevel brug for en hånd.
– Jamen, fortæl.
– Er der et sted hvor vi kan være i ro?
– Nåh, det er den slags hjælp du har brug for.
– …
– Fint, vi kan bruge min lejlighed.
– Jeg tager med.
Røven rejste sig op og sonderede terrænet, tog sin jakke på og gik mod udgangen mens han grundigt inspicerede alle dem som krydsede hans vej – Røven var nemlig en meget mistænksom mand.
– Lige et øjeblik drenge, jeg skal lige slå en hurtig streg.
Lieberman gik over mod toilettet mens de to andre ventede på ham udenfor. Røven kiggede på hans blodige skjorte og bukser.
– Det var panserne, ikke?
– Ja, hvordan vidste du det?
– Hvem skulle det ellers have været? – – –
Han blev noget overrasket da han sammen med Røven og Lieberman trådte ind i sidstnævntes lejlighed og fandt en velsoigneret ældre mand, Kleinerstiefel samt Ottis stående i stuen med to bevæbnede håndlangere, hvoraf den ene lukkede døren bag dem.
– Kom indenfor d’herrer. Tillad mig at præsentere mig selv, jeg er Professor Geisteskrankerkopf; De har selvfølgelig mødt min datter Alis, og Ottis kender De jo.
Kleinerstiefel bar en hvid tilknappet hermelin pelsfrakke, hvide sko og en ligeledes hvid turban. Professoren havde en dobbeltradet drapéhabit på, den var marineblå og nålestribet; kridhvid skjorte og rubinrødt slips med hvide diagonale striber og cordovan oxfordsko; håret var redt tilbage og han bar et blyantsoverskæg hvilket han vitterligt slap ganske godt af sted med –Mandelbaum havde haft ret, Professoren lignede faktisk Jarisch-Herxheimer. Ottis havde ikke skiftet tøj siden sidst og de to mænd bar anonyme konfektionsjakkesæt.
– Hvordan?
– Hvordan? Deres gode ven Lieberman hér ringede til os og fortalte at I var på vej herud.
– Mens du var ude og slå en streg?
Lieberman kneb øjnene sammen og begyndte at massére sine tindinger.
– Undskyld, men de tilbø
Undskyldningen blev afbrudt da Røven tog fat om panden på ham med den ene hånd og skar halsen over på ham med en kniv der blevet tryllet frem med den anden, hvorefter han faldt gurglende til jorden da Røven gav slip hvilket var en konsekvens af, at den ene af håndlangerne havde trykket sin pistols munding hårdt og demonstrativt ind i nakken på ham; kniven blev sluppet for så at blive samlet op af den anden mand.
– Tjah, sådan kan det gå; sæt jer ned, vi har vist noget at snakke om.
Begge mænd satte sig på en gullig, slidt lædersofa der havde udsyn til rummets to foliefri vinduer, de resterende mennesker valgte at forblive oprejst og havde alle samlet sig i en halvcirkel rundt omkring dem.
– Kassen, tak.
Professoren tog kassen med over til et bord, hvilket befandt sig mellem vinduerne, og de andre lukkede mellemrummet han efterlod ved at rykke tættere sammen.
– Hvad er der i den?
– I kassen? Ikke noget De vil forstå, men jeg kan da sige at det er uhyre værdifuldt, og at det vil sikre mig et acceptabelt… otium.
– Har du da ikke sparet op til den?
– Det glæder mig at De bibeholdt Deres humoristiske sans på trods af alt hvad der er hændt, hvad er det nu man siger? …det er ikke muligt at have sans for tragedie uden at have en sans for humor. Har De det? Sans for tragedie, i den brede forstand altså?
– Det kan jeg jo ikke rigtig undgå lige i øjeblikket.
– Det kan De have…
– …
Professoren vendte tilbage til halvcirklen og smed den åbne kasse på gulvet mellem dem.
– Den er tom.
– Tragisk, i en bred forstand.
– …
– Er der nogensinde nogen der har fortalt dig at du ligner ham dér Herxheimer? du ved, ham med hundene?
– !
Ottis gentog ubevidst Liebermans sidste akt og gned sine tindinger med den ene hånd, for han var blevet klar over – ja, han havde vidst det et stykke tid men først nu accepterede han det – at han havde truffet nogle vanvittige elendige valg i det sidste stykke tid. Han havde håbet at det hele ville ende godt for ham – man var jo lidt af en optimist – men nu hvor de endeligt havde fået fat i kassen og den havde vist sig at være en fuser, kunne han godt se at løbet var kørt. Han vidste også godt at ligemeget hvad der skete fremover, så ville det ikke have en positiv indvirkning på hans person, så langt rakte optimismen ikke – chancen for at se dagen i morgen var minimal. Han havde udført et udmærket stykke arbejde for Professoren og altid uden at stille spørgsmål, men nu hvor de var nået til vejs ende uden at have opnået hvad de havde sigtet efter – det var ganske sikkert at det var dér de var, ved vejs ende, hvilket han konkluderede ud fra Professorens ansigtsudtryk da denne havde smidt den tomme kasse ind i halvcirklen – jamen, så var der ikke længere brug for ham og de kunne jo ikke blot lade ham gå sine egne veje, i og med at han jo vidste lidt for meget og at de jo stadig skyldte ham hans betaling.
Han havde handlet velvidende om at det var en fejl udelukkende for at få nogle resultater, en type gelassenhed; at udnytte avisen til at finde frem til stodderen der sad dér foran dem havde på ingen måde været smart, for Veritas Tidende var jo ejet af Kollektivet, hvilket jo også ledte efter kassen. Hans kollegaer og folkene på avisen havde måske blot anset det som værende en form for samarbejde – hvilket det på sin vis også havde været og ikke så meget mere end det – men den Vilde Hippie havde uden tvivl set det som en idiosynkratisk handling der skulle kigges nærmere på, for for magter som Kollektivet fandtes der ingen tilfældigheder, og det at han var på deres lønningsliste gjorde blot deres arbejde endnu lettere. Så det var nu udelukkende et spørgsmål om tid: Ville Kollektivet finde ham før Professoren handlede eller omvendt? Og hvad kunne han gøre for undgå disse to muligheder? Ikke så meget faktisk, han kunne måske gemme sig for sidstnævnte men før eller siden ville Kollektivet finde ham, og i og med at han intet havde af interesse så kunne han ej heller henvende sig til den Vilde Hippies konkurrenter; han kunne lige så godt få det overstået men hvad skulle han vælge? Pest eller kolera?
Han forlod halvcirklen og satte sig med ryggen til vinduerne på en stol ved bordet som Professoren for nyligt havde stået ved; han tændte en smøg og med den i hånden sad han og lyttede til den gamle mand og dennes datter der stadig stod med ryggen til ham. Halvvejs gennem smøgen øjede han noget interessant, hans fire kollegaer – hvilke de jo var indtil videre – dannede stadig en parabel rundt om de to andre: Håndlangerne stod yderst og på disse var der to røde prikker på siden af deres hoveder; hvad han ikke kunne se var at der ligeledes var en rød prik på hans eget baghoved og inden han formåede at lægge to og to sammen eksploderede hans ansigt, håndlangerne faldt til jorden – den eneste lyd havde været splintringen af ruderne – Professoren og Kleinerstiefel vendte sig om, begge med et betuttet udtryk i ansigterne; tre røde punktummer fandt dem begge – to på hans hoved og en på hendes – disse to faldt ligeledes livsløse jorden. Røven og vor helt kiggede på hinanden og følte sig heldige, indtil de så de røde prikker på hverandre. Det tog Kollektivet lidt under seks sekunder at udrydde alle syv mennesker.