HYREVOGNEN SMED HENDE af ved boulevarden der lå parallelt med og ikke lang fra gaden hvor storcenteret befandt sig. Chronos Boulevarden, næsten en kilometer i bredden med en halvtreds meter bred stribe helle i midten prydet med pæne brosten, træer og rubinrøde polyediske skulpturer der afbildede de menneskelige organer, hvilke havde små men kraftige lamper i dem hvis lys reflekterede på indersiderne og dérefter ud af de sporadisk placerede åbninger. Flere af bygningerne havde toppen skjult af skyer.
Klokken var omkring tre så der var med rigeligt tid og med en hvis taknemmelighed for folkemængden gik hun mod centeret. Det var nu fire timer siden at hun havde talt med Torris og tiden i mellem var blevet brugt på biblioteket: I flere timer havde hun siddet med høretelefoner på og gjort brug af en af Prometheus Hovedbibliotekets mange nicher; først havde hun kigget efter om der havde været nogle nyheder angående branden, men der havde intet andet været end at branden var hændt og nu var slukket. Hvorfor havde der intet stået om, andet end at der var en undersøgelse igang men man regnede med, at det nok havde været en kortslutning eller måske en overbelastning af et stik. Resten af tiden var for så vidt blevet brugt på at se om hun kunne finde noget om Konrad Konradsen men det havde vist sig ikke at være så let: Der var i alt sytten Konrad Konradsen i byen – to af dem havde den samme adresse – og personen hun ledte efter kunne for så vidt være hvilken som helst af dem, i og med at hun ingen anelse havde om hvem Konradsen var; alder, historie, beskæftigelse var alt sammen ukendt, det eneste hun vidste var at manden havde en interesse i det bio-teknologiske, men hvem havde efterhånden ikke det?
Storcenteret foran hende var seks og fyrre etager i gennemført brutalisme; Magasin d’Or stod der med store bogstaver og ved hver side af hovedindgangen stod to søjler, der hver forstillede tre muskuløse, udtryksløse og udetaljerede mænd med ryggen til hinanden, skabt ud af noget der lignede flydende metal og sten; deres arme rakte op og støttede halvtaget.
Jeg kiggede på uret igen, nej, ingen grund til at gå derind nu; hun vendte sig om og begyndte at kigge sig omkring, ikke langt derfra, vidste hun, lå et Shinrin-yoku-rum, og måske ville en tur gennem dette fjerne den værste nervøsitet. En forbipasserende blev spurgt om denne vidste hvor den lå; personen kneb øjnene sammen og begyndte at tænke, han kiggede mod en retning.
– Altså, hvis du går den vej og så til højre ved, nej, det går ikke…
Han vendte sig og kiggede den anden vej.
– Godt, dét du skal gøre er at… nej…
– …
– Du… nej, det går heller ikke.
Han tænkte lidt mere over det, pegede blikket mod hende og sagde:
– Du kan ikke komme dérhen hérfra.
Hvorefter han gik videre.
Hun tog chancen og den vej der førte hende bort fra boulevarden, og hun skulle ikke gå synderligt længe før hun fandt indgangen der førte ned til rummet. På vejen havde hun passéret en gadekunstner eller det der lignede, en fulderik med en flaske sprut i hånden; han havde været iført brune bukser med hængerøv og en pisplet samt en brun jakke i en ganske sølle stand og slidte sko; ved hans side havde der stået en gammel portabel niche der havde set bedre dage. DANS NUMMER FEM var blevet spillet, højt, manden havde valgt at udtrykke sig kunstnerisk via en nøje og præcist udført drukkenboltsdans; benene havde været spredte og let bøjede for at få den ultimative balance, armene havde stået en smule ud til siderne, skuldrene hoppende diskret op og ned; i ny og næ havde dansens koreografi krævet at han løftede det ene ben mens det andet måtte arbejde hårdt på ikke blot at bibeholde en flygtig balance men også rytmen. Som alle andre dansenumre var det vigtigste ikke kun positur, tid, rum og handling men udstråling, karisma og ligeledes en je ne sais quoi den enkelte artist bragte med sig – en signatur, om man vil – og denne mand havde haft alt dette; det havde været manifesteret i hans blik, skruetvingeblikket, hvilket havde været tydeligst når han tog en tår af flasken, der jo havde været dansens eneste rekvisit; hver tår havde tømt en fjerdedel af den – han havde haft flere i lommerne, en rigtig prof tænkte frem – med de spredte ben, den ene arm ud til siden og flasken ved læberne havde han stirret intenst og ublinkende på en udvalgt forbipassérende.
Der var en indgang og udgang i hver ende over Shinrin-yoku-rummet, ved accessen var der en objektdetektor man måtte gå igennem da man helst ikke måtte have personlige ejendele med ned i rummet. I opstarten havde rummene været plaget af husvilde der havde brugt dem som sovekamre, de var ligeledes blevet brugt som lærred for diverse talentløse og selvudråbte guerillaartister, pissoir, junkierefugium og så videre. Alle éns ting blev lagt ned i en lille kasse med lås hvorefter man fik en nøgle udleveret; selve kassen tilhørte en paternoster således at man kunne samle sine ting op ved udgangen.
Første gang hun havde trådt ind i et af disse rum havde hun i et kort øjeblik følt noget der måske ikke havde været helt ulig med hvad de rejsende der kom til Odainsakr måske havde oplevet. Jeg havde dog ikke lagt nogen synderlig vægt på følelsen, andet end at den havde været der og at hun var villig til at acceptere dens tilstedeværelse. Hun vidste at hvad hun havde oplevet havde været et produkt af rummet selv, træerne, olierne og dét at hun havde været rigget til at føle noget, for man havde tilfældigvis været på det rette sted på det rette tidspunkt – kosmisk tilfældighed. Hun kunne ikke huske hvad hun havde lavet op til øjeblikket men hun vidste at det havde haft en betydning, man var blevet klargjort, blevet gjort mør til at føle hvad man nu havde følt, ikke helt ulig disse religiøse genfødsler man hørte om.
Hun havde så småt luret at store dele af disse mennesker – dem der var gået igennem disse såkaldte religiøse opvågninger – byggede deres historie op på samme generelle måde: Jeg var dekadent, jeg følte mig fremmedgjort, der var et hul i min sjæl jeg fyldte med kvinder, mænd, æsler, sprut, stoffer men så en dag gik jeg forbi en kirke og et eller andet fik mig til at gå derind, en præst talte, han talte til mig og jeg vidste at jeg var kommet til det rette sted, jeg åbnede mit hjerte, tog imod og nu fortæller jeg alle de mennesker jeg møder på min vej om min oplevelse, især hvis de ikke er ligesom mig. Slut prut. Hvad disse historier sjældent indeholdt var hvad der præcist var sket den dag, den uge op til genfødslen; hvad der havde gjort det muligt for dem at de på lige præcis dét tidspunkt kunne opleve hvad de havde oplevet. Der var ingen detaljer og manglen af disse var væsentlig mere sigende end man umiddelbart skulle tro – det er når en person undlader detaljerne fra den personlige narration at man skal løfte et øjenbryn – der blev lagt vægt på Hvad der var sket, mere end på Hvorfor, og spurgte man ind til dette Hvorfor, var svaret ofte at dette var en del af Hvad.
Der var en småpervers nydelse at hente når man lyttede til disse historier, for sådanne mennesker glemte ofte en vigtig ting: Denne person der en dag tilfældigvis gik ind i en kirke og blev kristen ville have været blevet en muslim hvis der havde ligget en moske i stedet, han ville have været blevet en jøde hvis der havde ligget en synagoge; mulighederne var mangfoldige og uanset hvilken af disse de havde valgt, ville de have endt med at fortælle den samme historie. Med mindre man selvfølgelig allerede lænede sig mere til den ene retning end den anden, for så omhandlede det jo mere handlingen i at tage et skridt fuldt ud fremfor en konkret spirituel opvågning; man gjorde jo blot det man var blevet programmeret til – man blev det brød man var blevet æltet til.
Og det øjeblik folk henviste til, når de talte om at de vitterligt kunne mærke en eller andens guds kærlighed – hvilken ofte blev beskrevet som en form for velvære, et øjeblik af lykke – var lig den kærlighed som folk følte generelt, en kemisk reaktion, bastardiseret biologi, det var et arkimedisk øjeblik, aha-erlebnis kunne man kalde det, perverteret éclaircissement; Jeg tilsidesatte det med den følelse af at endelig at fundet et specifikt ord på noget man hidtil havde troet var uspecificerbart. En anden ting hun lo af – ikke højt selvfølgelig – var at disse historier, disse genfødsler ofte var en smule seksuelle i det, eller det blev de hvis man havde en beskidt tankegang – hvilken Jeg i dén grad havde – og hvad disse mennesker beskrev lød ofte som en type voldtægt, en guddommelig stupration, og hun kunne derfor ikke lade være med at tænke på disse som var de ofre for en suspekt og pervers afart af et vist syndrom hun ikke kunne huske navnet på lige i øjeblikket.
Hun lagde sine ting ned i bakken, pengene, konvolutten, smøger og tænder men da hun trådte igennem bippede detektoren alligevel; dørvogteren stillede sig foran hende.
– Spred venligst arme og ben.
Han var en høflig mand, dørvogteren, så høflig at Jeg gjorde som hun fik besked på uden at tænke synderligt over det. En lille portabel objektdetektor blev kørt hen over hendes krop, den bippede da den kom til torsoen; vogteren trykkede på en gul knap og en lille skærm lyste hans ansigt op, den blev derefter holdt over det område der havde udløst bippet. Jeg kunne se på mandens ansigt at han havde fundet noget på skærmen, vogteren stak de behandskede fingre ind bag frakkens højre revers og hev en lille rund plastik himstregims med en lille nål frem.
– Hvad er det hér?
Det var et spørgsmål drevet af nysgerrighed og ikke autoritær mistænksomhed.
– Det ved jeg sgu ikke.
Den aparte kerberos viste den lille plastik tingest til kollegaen der styrede paternosteren.
– Har du set sådan en fætter hér før?
– Næh, det kan jeg ikke sige at jeg har.
Vogteren vendte sig mod Jeg.
– Du ved det ikke, siger du? Jeg kan ikke lade dig gå derned med den.
Han var ved at lægge den ned i kassen med de andre ting, da Jeg gik over til den og begyndte at tage sine ting op.
– Nej, det er klart; ved I hvad drenge? Jeg er alligevel sent på den, jeg kommer tilbage senere.
Efter at have samlet alle sine ting og taget den lille tingest ud af hånden på vogteren, skyndte hun sig den vej tilbage hvor hun var kommet fra; hun havde en udmærket idé om hvad denne lille plastik dippedut var. En hyrevogn blev prajet og passagérdøren åbnet, den runde tingest blev lagt på sædet samt nogle sedler.
– Kør ud til en af forstæderne, du vælger selv hvilken, og der kunne jeg godt tænke mig at du smed den dér ud ad vinduet, du skal ikke ødelægge den, bare smid den ud, er det i orden?
Chaufføren løftede et øjenbryn, kiggede på Jeg, ned på tingesten og tilbage op på Jeg igen.
– Jeg forstår, jeg forstår; stol du trygt på mig.
Vognen kørte ud i trafikken og forsvandt. Hun vidste ikke præcist hvad det var for en himstregims men hvis hun skulle gætte – og det bliver man til tider nødt til – så var den en eller anden form for sender der viste hendes placering til hvem end den sendte til. Der var selvfølgelig ikke noget at bakke gættet op med, det var hovedsageligt baseret på spionromaner, film og lignende men det gav mening, i hvert fald i denne kontekst. Og hvis det var en sender, jamen så vidste de hvor hun var og hvor hun havde været, men hvor og hvornår havde de plantet den på hende? Da hun blev slået ud i gyden, selvfølgelig; hun kunne ikke se hvornår det ellers skulle have sket, medmindre at de havde sneget sig ind i mens hun lå og sov derhjemme – en ganske ubehagelig tanke.
Hvis den virkelig havde været en sender, jamen, så betød det at de havde sporet hende til storcenteret og at de nok havde luret at hun ville derind, siden hun havde gjort en større pause lige ude foran indgangen; det var der intet at gøre ved, hun skulle derind. Det betød også, at hvad end der var hændt angående branden på arbejdspladsen, så havde det ikke været et forsøg på at slippe af med hende, dét kunne hun nu være helt sikker på. Siden at de havde vidst præcist hvor hun havde været på det tidspunkt branden startede – hvis altså at tingesten var en sender og at branden var blevet påsat af Kollektivet, hvilket hun jo gik ud fra – jamen, så havde det for så vidt ikke haft noget med hende at gøre; måske havde de ligefrem valgt at handle på det tidspunkt navnlig fordi hun var sent på den. Spørgsmålene nu var hvorledes ville de reagere på at hun ikke længere havde senderen på sig og hvorfor de overhovedet havde plantet den på hende til at starte med. Svaret på det sidste var måske ganske enkelt, for at finde frem til Konradsen, og i så fald var det meget heldigt at hun havde fundet den på det tidspunkt hun nu havde gjort. Det første spørgsmål var for hende umuligt at svare på.
I spionromanerne plejede helten i disse situationer altid at forklæde sig, hvilket ikke var en dårlig idé og siden de vidste at hun nok ville tage ind i centeret, jamen, så kunne hun ligeså godt gøre det dér; der blev kigget på uret, der var tid nok. Hun gik gennem dørene og ind i Magasin d’Or.