I DET SAMME øjeblik hun trådte gennem en af de fire store svingdøre med gyldent og geometrisk mønstret marketeri blev hun mødt af en sensuel kvindestemme.
– Seks ud af syv mænd foretrækker unge kønne kvinder. Er De ikke en af disse? Med blot et besøg hos Iduns Æbler kan vi ændre på dette. Iduns Æbler garanterer for et fyldt balkort. Find os på tre og tyvende etage.
Magasin d’Or var en titanisk labyrint af butikker, neuroklinikker, gallerier, caféer og små restauranter; ligeledes var der en kasino, en lille park og nogle biografer. Midten af centeret var åben hele vejen op til taget der tog form som en eksorbitant glaskuppel: Et facetøje der oplyste det cylindriske tomrum med hundredevis af ti tusinde kelvin xenonlamper hvilken hver oktogonale rude som kuplen bestod af rent faktisk var. I midtens midte befandt en dobbelthelix sig i en beskyttende glascylinder; denne var rulletrapper der førte hver deres vej, ved hver etage havde de et en gange en meters stillestående område der åd trappen, vendte den på hoved og sendte den tilbage hvor den kom fra; ligeledes førte denne afsats, gennem en åbning i glascylinderen, ud til et horisontalt rullebånd – der også var indkapslet af en cylinder i samme gennemsigtige materiale hvis det nu skulle være at nogen fik lyst til at tage springet – hvilket førte sine passagérer over det store tomrum og hen til en given etages forretninger. Det var dog ikke den eneste måde man kunne rejse gennem planerne, der var rigeligt med elevatorer og almindelige trapper.
Vinduerne ind til butikkerne var folierede eller havde udstillinger og tableaux vivants hvilke præsenterede deres varer: Modeller modellerede tøj; fiskere fiskede med det sidste nye inde for fiskegrej; kokke kokkererede med splinternye pander; stereotype japanere viste deres knive frem; de sidste nye nichespil i aktion; afdankede stjerner drak whisky. Halefjerene blev spredt, indbydende og farvestrålende, kom hid kom hid, hos os er tæven altid i løbetid. Den indledende del af akten omhandlede altid opmærksomheden, hvilken jo dikterede strømmen hvis form blev mere og mere atavistisk for når det kom til stykket omhandlede det animalisme; to ellers så civiliserede organismer kæmpede om tilbuddet, individer samlede sig om et fælles objekt, hypnose, massehysteri og temporær sindssyge hvis smitten nedbrød den enkeltes personlige værdier; etik blev tilsidesat for instinktet der var præget af entusiastisk aggression, men det var alt sammen midlertidigt, man kom og gik – vidi, vici, veni, ivi.
– Er du træt af dit hår? Klasker og slasker det? Er det tørt og glansløst? Ligner du din mor? Kom ind til Sifs Coiffure og spørg os om hvad vi kan gøre for dig. Pænt hår er glad hår. Find os på femtende etage.
Hun brød sig ikke om det, folks reaktion, hun fandt deres opførelse degenereret, og for hvad? Det havde jo intet med personlig økonomi at gøre, jo, ganske vist var der mange penge at spare, til tider, men folk med penge, folk der havde rigeligt, havde ej heller nogen kontrol når det kom til udsalget og tilbuddet; det var heller ikke en overlevelsesmæssig nødvendighed der katalyserede fråden, det måtte være konkurrencen, slaget for slagets skyld og hvad vandt man? Glæde, glæden ved at bære fire store indkøbsposer med butikkernes navn og logo, to i hver hånd, og når man så kom hjem ville man blot stille disse poser i entréen, sætte sig ned, træt, med et suk og lige få vejret for det havde været en lang dag, og dér vil det gå op for én at man fortrød, ikke meget men en smule for til at starte med havde man ikke rigtig brug for det man havde erhvervet sig, ligeledes fortrød man den manglende kontrol, at man bukkede under for impuls, at man bukkede under for begær, at man var blevet til det menneskelige bæst men fordi man ikke kunne – eller ville – se sig selv som denne person, gemte man denne lille åbenbaring bort. For hende virkede det altsammen en smule tåbeligt men det var ikke ensbetydende med at hun ikke selv nød at gå rundt og glo på vinduer, trykke på frugterne og bruge sine penge, for det gjorde hun; der var intet galt i at være en tåbe så længe at man var klar over at éns opførelse var tåbelig, det betød at man med en smule latter kunne grave sig fri; det krævede dog en hvis selvironi hvilken var noget – som hun med tiden havde lært – de færreste var i stand til.
Der var ingen ure og fliserne på gulvet havde et forvirrende mønster med henblik på at få folk til at miste tidsfornemmelsen, jo længere tid folk brugte herinde desto flere penge brugte de. Spejle viste et uendelig hav af ansigter. Jeg gjorde holdt foran en holo-skærm der udelukkende reklamerede med tøj fra et specifikt modehus: Den stoppede sin reklame og et violet lys øverst fra skærmen skannede hende fra top til tå og viste hvorledes hun ville se ud i den sidste nye krinoline fra virksomheden; hun skyndte sig at tage rulletrapperne op til femte etage.
Efter at have udmanøvreret lumske sælgere, sandwichmænd samt unge mennesker iført håndstrikkede trøjer der ville have hendes underskrift og en bid af hendes månedsløn så de kunne redde verdenen eller et dyr der højt sandsynligt allerede var uddødt – fordi de, arrogante som de var, mente at naturen havde brug for hjælp, hvilket ikke var helt ulig myren der kiggede op og spurgte Sisyfos om han havde brug for en hånd – skyndte hun sig ind på et toilet hvor hun i en af båsene tog alle sine ting op af frakken, lagde dem ned i bukselommerne og efterlod den, frakken, på gulvet. En elevator op til fjortende sal blev taget, en af dameafdelingerne, og hun gik ind i den nærmeste butik; hér blev en ny jakke købt, ekspedienten fik besked om at fremskaffe den mest anonyme model; det blev til en brun læderjakke, hun hev mærkatet af på stedet og tog den på. Jeg tog eskalatoren ned til anden etage, gik en runde og tog trapperne op til fjerde mens jakkens lommer blev fyldt med forgængerens ejendele; igen valgte hun en tilfældig butik hvor en tynd grå trøje med hætte og et par grå bukser med sporadiske lommer samt en kasket blev købt. I et omklædningsrum hoppede hun i sit nye tøj og lod det gamle ligge på gulvet, hun gik dog først lommerne efter for at se om hun havde alt – det havde hun. Der blev kigget på uret, den var lige op over, man skyndte sig derefter op til fem og tredivte sal hvor det sted hvor mødet skulle holdes var placeret, Dionysos Bar & Lounge. En bås med med et vindue – hvis halvtonede ruder havde udsigt til byens silhuet, dens myriader af små lys og neonfarvede lyskegler fra de mange projektører – blev valgt. Servitricen kom over.
– Kan jeg ikke få en guldøl… hov, vent lidt, I skulle vel ikke også sælge noget spiseligt?
– Vi har sandwich og smørrebrød.
– En sandwich, tak.
– Lige et øjeblik så kommer jeg med en menu; vi har flere slags.
– Nej, det bliver ikke nødvendig, bare vælg den med mest kød og fedt, og med så lidt kaninfoder som muligt.
– Kød og fedt?
– Ja tak.
– Nuvel.
Servitricen kom tilbage til bordet og stillede en guldøl og et glas.
– Maden kommer lige om lidt.
– Tak.
Hun hældte øllen op i glasset, gelinde; en mand stillede sig ved båsen.
– Nydelig udsigt.
– Det må man sige… hr. Konradsen.
– Jeg er glad for at De kom, frøken Wob.
Konradsen tog sin cremefarvede frakke af og lagde den inderst i båsen.
– På vej herud hørte jeg om hvad der skete på din arbejdsplads.
– Ja, det var ikke så godt.
– …
– Hvad gør vi nu?
– Tjah, det er et godt spørgsmål. Indtil videre har jeg blot taget et skridt ad gangen.
– Jamen, så lad mig fortælle dig om min plan: Jeg har tænkt mig at skrive artiklen færdig.
– Du har ikke noget sted at udgive.
– Nej, ikke endnu men jeg er sikker på at der er købere.
– Hvem?
– Det har jeg ikke regnet ud endnu, men siden at det er Kollektivet som har igangsat alt det hér, jamen, så må det vi har at fortælle have en interesse for deres konkurrenter.
– Joh.
Servitricen kom og stillede en tallerken med en sandwich der hovedsageligt bestod af kød og fedt.
– Jeg har valgt Hjertestopskatalysatoren, masser af fedt og kød, ganske som De bad om.
– Tak.
– Og hvad med Dem hr.?
– Bare en kaffe og en snaps.
Servitricen gik om bag disken. Begge sad i stilhed indtil hun kom tilbage og stillede en kop kaffe og et lille glas snaps foran Konradsen. Jeg skar en lille bid af sandwichen og forsøgte at snige den ind i højre side af munden for ikke at genere hævningen; at tygge var et problem da hun var ikke synderligt glad for at der kom madrester dér hvor der førhen havde siddet to tænder.
– Var der andet?
– Nej tak.
Hun gik.
– Har du nogen i tankerne, konkurrenter?
– Drusilla?
– Ikke en dårlig idé, bortset fra at disse to har kontrakter med hinanden.
– Alle har kontrakter og kontakter med alle.
– …
– Hvad med at fortælle mig hvad det hele handler om?
– Ikke hér, vi gør det hjemme hos mig, i morgen.
– Hjemme hos dig? Er det sikkert?
– Hvis det ikke var, sad jeg jo ikke hér.
– …
– Jeg har også alle mine notater dér.
– Notater?
– Ja, alle informationerne, alt hvad jeg ved, har jeg samlet i en mappe der ligger derhjemme, gemt. I dén er alt hvad du har brug for… så du kan skrive din artikel.
– Hvad vil du gøre bagefter?
– Forsvinde.
– …
– …
– Hvordan kan det være at du gik til et ligegyldigt blad med dette og ikke nogle andre, som jeg nu for eksempel har tænkt mig at gøre, nogen med lidt mere slagkraft?
– Jeg havde fået nok af virksomhederne. Jeg tænkte at hvis jeg bare fik formidlet hvad jeg vidste til nogle andre så kunne jeg slappe af… sende lorten videre, om man vil. At I ikke var ejet af Kollektivet spillede også en rolle.
– Det var vist ikke så lige til, hvad? At sende lorten videre.
– Nej… derfor vil jeg også gerne havde det her overstået.
– Forståeligt nok. I morgen siger du? Hvor og hvornår?
– Klokken et, Rosen… Hotel Norn, hér i sektoren, tæt ved broen.
– Fint, i morgen klokken et.
Konradsen drak resten af sin kaffe samt sin snaps og gik.
– Det er bare i orden, jeg giver.