Med posen, hvori kassen og chartekket var viklet ind, under armen lukkede Jeg døren ind til Konradsens lejlighed. Hun forstod hvad manden havde sagt – tilnærmelsesvis, nogenlunde – det meste af det virkede nu som det rene mundlort: Han havde talt ustruktureret og ukontrolleret som barnet der havde meget at fortælle og ønskede at fortælle det hele på en gang, som en nervøs elev til en eksamen; og hun var forså vidt ikke helt enig med de mere lommefilosofiske tanker, det lod til at Konradsen havde tænkt lidt for meget over det hele; på anden side så var hun for så vidt også ganske ligeglad, hun var bedøvende ligeglad med hvad der var i kassen, hun var også ligeglad med hvilke konsekvenser der ville være ved at udlevere den til de forkerte, navnlig fordi konsekvenserne ikke ville berøre hende – i hvert fald ikke på et større plan.
Helt var et relativt begreb og når det kom til stykket et af de mere intetsigende. Personligt anerkendte hun dem ikke, helte, som andet end lige dét, et begreb; hun havde læst om dem, ja, mange gange og især som barn, litteraturen var bredfuld med helte, især hvis man mente at alle protagonister var helte uanset deres værdier og etik; det kunne være vinderen af en duel, det kunne være et overmenneske, i den nyere fiktion kom det an på hvilken type helt der var dernier cri, var det superhelten? anti-helten? den byronske helt? eller blot en mand der var på det forkerte sted, på det forkerte tidspukt? Det var alt sammen ligegyldigt, det var måske ganske underholdende at læse om og at se på, men hun havde ingen intentioner om at træffe et valg ud fra fiktionen. Men hvad så med dagligdagens helte? Under studierne havde hun haft en kammerat hvis lillebror havde haft en eller anden form for leukæmi og havde overlevet; man havde derefter kaldt ham for en helt hvilket Jeg aldrig havde forstået, hvorfor havde drengen været en helt? Han havde blot overlevet og hun kunne skam ikke se det heltemodige ved overlevelse, og enkelte havde ligeledes også døbt lægerne som helte men disse havde jo blot passet deres arbejde og de havde højt sandsynligt været ligeglade – professionel distance. Hun havde også engang overhørt at en fader der passede på sit mentalt retarderede barn blive kaldt for en helt, der var intet heltemodigt ved at passe på sit barn, langt de fleste ville have gjort det samme; på samme måde anså hun heller ikke en person der forsvarede sig selv eller sin familie mod en pludselig fare som værende en helt, da denne udelukkende var styret af den sympatetisk-adrenale kropsrespons, så når det kom til stykket var denne såkaldte heltemodige reaktion blot et produkt af instinkt og kemi.
Jeg kunne ikke se nogen forskel på instinktiv opførelse og heltemod, og det instinkt der sagde hende noget lige i øjeblikket var overlevelsesinstinktet, hvilket, som sagt, var alt andet end heltemodigt men måske var det tanken om at hun ikke var én dét der gjorde hende til en helt, nej, for hun havde nu besluttet sig for at aflevere kassen til Drusilla; de var ikke bedre end Kollektivet men de kunne måske sørge for en form for sikkerhed. Hvad hun havde i tankerne havde intet at gøre med etik eller morale, det omhandlede udelukkende det at træffe et valg der var rationelt, intet andet; og hvad så med samvittigheden? Jamen, hvad med den? Ville hendes samvittighed dømme hende for at have handlet som hun var blevet programmeret til? Næppe, og hun ville heller ikke dømme andre hvis de traf det selv samme valg; der kunne intet belæg være for at dømme en person der traf et rationelt valg med henblik på at overleve.
Der var blot blevet taget et par trin ned da hun hørte hoveddøren ud til gaden smække voldsomt i, hvilket resulterede i et kig ned gennem durchsichten: Fire personer arbejdede sig hurtigt op ad trapperne, faktisk kunne hun kun se fire hænder og fire sorte ærmer men det var mere end nok til at få hende til at vende om, løbe hen til Konradsens dør og åbne den.
– De kommer.
Døren blev lukket, hun løb videre op mod taget, igen, og det billede der dannede sig af den egyptiske ark med den centrerede trappe, var ikke synderligt betrykkende, men på den anden side så kunne det havde været værre, hun var i det mindste ikke på vej ned.
Oppe på taget blev et øjeblik taget for at se hvorledes hun kunne lægge en hvis distance fra sine forfølgere, hvis de altså var efter hende, måske havde de stoppet ved Konradsen men denne tanke holdt ikke længe og ej heller den lille pause, for med ét befandt hun sig i midten af en enkel crepuscular stråle ledsaget af en overdøvende larm samt en voldsom vind der blæste kasketten af. Det var meget muligt at dem der havde været på vej op ad trapperne ikke havde vidst at hun var her, men helikopteren over hende gjorde, hvilket jo betød at hvem end der var på vej op nu også gjorde. Og hvordan kunne det være at hun vidste at helikopteren tilhørte Kollektivet? Det eneste hun kunne se var dens lys; og det var lige præcis derfor at hun vidste hvem den tilhørte. Hun løb hen til den nærmeste kant mens strålen fulgte hende som projektøren der fulgte den enetalende skuespiller, der var ikke langt til det næste tag, hun tog springet uden tilløb og derfra løb hun videre til den næste kant, tog springet og så videre og så videre. Det nyttede ikke noget at forblive på tagene så længe helikopteren havde hende – bogstaveligt talt – i sit søgelys og hun begyndte så småt at lede efter en vej ned mens der blev sprunget fra tag til tag; hun var dog ikke nær så heldig som første gang hun havde benyttet sig af denne type flugtrute, samtlige døre ind var låst og det tog noget tid før hun fandt en bygning med en udvendig brandtrappe der kunne nås deroppe fra.
I gyden som trappen førte ned til var der læ for projektøren, dog var det ikke ensbetydende med at dette var rette sted at få vejret for over hende var to personer i sort i gang med at benytte selv den samme flugtrute, hvilket jo tvang hende til at løbe ud i folkemængden – der befandt sig på gaden gyden førte ud til for kulturdagen langt fra var overstået – i et håb om at gemme sig blandt disse mange mennesker. Guldsmeden hang over gaden og pegede spotlyset på tilfældige udvalgte punkter, hvilket morede de mange mennesker det faldt på da langt de fleste af disse havde erhvervet sig en ganske stor kæp i øret; enkelte af dem løftede deres plastikkrus med øl eller vin til vejrs for at skåle med hvem end der nu sad i den, ja, en enkelt gjorde sågar det universale tegn man nu engang gjorde når en lastbil passérede én i håb om at chaufføren ville trutte i hornet.
Hun trak hætten over hovedet og holdt den skrigende pose tæt ind til brystet med begge arme, måske kunne hun finde noget at lægge den i, kassen, det ville være betrykkende at have sine hænder fri for lige nu følte hun det samme som man gjorde når man løb ned ad en stejl bakke med begge hænder i lommerne, ikke skide behageligt; så mens hun i rask gang forsøgte at distancere sig fra dem der var bag hende – hvor langt bagud de var var ikke til at vide og ønsket om at gøre holdt for at se efter var ikke-eksisterende – og på samme tid forsøge at gætte lystrålens tendenser for derved undgå den, kiggede hun sig overfladisk omkring efter en taske i de mange boder. Der var rigeligt af dem, tasker, men de var også alle ganske farvestrålende, hvilket måske ville have været godt lige dér hvor hun var nu, hvor der også var andre med dem, men siden hendes plan unægtelig ville føre hende væk fra disse mange mennesker så ville sådan en taske blot gøre hende for let genkendelig. Hun øjede endeligt en bod med en række lædertasker og uden at kigge dem igennem tog hun den første rygsæk der lå inden for hendes rækkevidde, stak sælgeren en lille bunke krøllede sedler og skyndte sig videre mens alt det papir og pap der befandt sig i den blev hevet op og erstattet med posen. Det gjorde en markant forskel at have hænderne fri, hun begyndte at fokusere, hun følte sig klar, og ganske som kentauren måtte der handles med intelligens og præcision – vi er alle halve kentaurer, hviskede hun til sig selv med en zenagtig overbevisning.
Dét at undgå Kollektivet var blot en midlertidig løsning, hvad hun skulle var at finde den hurtigste vej ind til Livia-bygningen, således at hun kunne slippe af med kassen – sende lorten videre. Artiklen kunne hun godt glemme alt om på nuværende tidspunkt. Der blev overvejet at springe i en hyrevogn, dog var det ikke en synderlig behagelig tanke at skulle forlade folkemængden, hun var blevet et massemenneske, defendit numerus ytrede hun sotto voce; som en fisk i en stime lod hun sig blive ført med og se så dér, se så dér, hvad det var man blev ledet mod: maglevbanen.
Toget ville ikke blot skjule hende for helikopteren men ligeledes ville det føre hende direkte ind i Livias gab. Hun maste og banede sig ud af sin beskyttende kappe og tog elevatoren der førte op til den åbne perron, dog ikke uden at i et kort øjeblik blive opdaget af helikopteren. Nogle dalere blev smidt i tragten således at slusen gjorde passage muligt og hun stillede sig ved den gule holo-afskærming, hvilken ikke blot viste hvor togets døre ville befinde sig men ligeledes hvor man skulle stå, således at de passagérer der skulle af toget kunne gøre det frit uden at blive skubbet tilbage ind.
Man kunne lære meget om en person ved at se hvorledes denne forholdt sig til de små konventioner der udelukkende var til for at lette dagligdagen, såsom køkultur, stå til højre og gå til venstre, gå ned bagerst i omnibussen eller tænk over hvad du vil bestille før det er din tur; Jeg selv overholdte altid disse små skrevne og uskrevne regler – ikke fordi hun følte nogen trang til at vise hensyn overfor sine medmennesker eller fordi en autoritet krævede det eller grundet pligtfølelse over for konceptet om civilisation, men fordi det simpelthen var meget lettere og hurtigere hvis man bare gjorde det. I visse tilfælde var dét at arbejde mod strømmen intet andet end lallende idioti, personer der modarbejdede disse regler gjorde det ikke grundet travlhed eller ignorance men grundet malplaceret rebelskhed og arrogance; hvis det var hér man valgte at tage et standpunkt, at gøre oprør, så havde man vitterligt et problem for der var unægtelig større og langt farligere koncepter og idéer man burde modsætte sig end hvem der kom først ind eller ud af et tog – hvilket de sidste dages hændelser jo fint havde understreget.
Det var ligegyldigt hvilket tog man tóg da selvom de alle havde forskellige destinationer, så kørte de alle på et eller andet tidspunkt gennem Livia; alle veje førte dertil og lige nu var ikke øjeblikket hvor man kunne tillade sig at vælge og vrage, navnlig siden helikopteren var begyndt at køre sit sauronske øje hen over perronen og de kommende passagérer på den. Toget kom da også på det rette tidspunkt – måske en smule for sent for da de sidste passagérer var i gang med at stige ud fandt spotlyset hende – og efter at have steget ombord, peget en lodret langefinger mod lyskilden og toget havde sat i gang kunne man høre helikopteren følge efter. Hvis hun pressede sit hoved tæt ind til vinduet – for hun havde sat sig ved en vinduesplads – og kiggede op kunne hun se den flyve over toget; den kunne jo for så vidt ikke flyve ved siden af, ikke uden at ramme de bygninger som banen slyngede sig ind mellem.
At køre i disse toge var lidt af en oplevelse, ikke at nogen rigtigt var klar over det, i og med at folk ofte kun tænkte på punkterne A og B og sjældent på rejsen mellem disse; ikke at hun købte tanken der proklamerede at rejse er at leve, da hun ofte så rejsen som et eskapistisk koncept – blot en flugt. Det krævede mod at blive hvor man var, hvilket jo var ganske morsomt da hun nu selv havde valgt at tage flugten. Hvis man under en af disse togture erhvervede sig et kort øjebliks klarhed, kiggede ud gennem ruderne og rent faktisk lagde mærke til hvad det var man havde gang i, ville man lure at det var ganske fantastisk: Her sad man, ganske stille, mindst halvtreds meter over jorden og blev ført lydløst gennem byen med fem hundrede kilometer i timen, man svingede ind mellem bygninger der til tider kom så tæt på, at hvis der ingen rude havde været ville man kunne have rakt hånden ud og rørt ved dem; bygninger hvis mange oplyste vinduer og skilte blev til lange lysende streger, syntetiske regnbuer, ædelgas striber, lysende kometløse støvhaler, brændende slanger, Cæsar var død; det var mildt sagt lidt af en oplevelse som hun på ingen måde var i stand til at nyde, tankerne fokuserede på det der hang hende over hovedet. – – –
Farten blev sat ned, toget kørte ind i endnu en station – hvilket gav helikopteren tid til at indhente dem, da toget havde givet den baghjul da det havde nået sit standard fart – det aflæssede og pålæssede. Jeg blev siddende og så ud ad vinduet hvorledes de afstigende passagérer blev skannet af helikopterens skæve kegle, toget satte i gang igen. Heldigvis befandt stationen i Livia inde i selve zigguraten, hvilket løste hendes problem med helikopteren, og ligeledes ville det have betydet at man bare kunne have siddet her uden bekymring indtil målet var nået, hvis det altså ikke var for de to kvinder der var steget ombord forrest i toget.
I løbet af de sidste fire dage havde hun lært at genkende Kollektivets folk ved blot at tage et kort kig på dem og disse to udviste de tegn der var brug for for at kunne identificere dem: Det var ikke kun tøjet men ligeledes deres positur og ansigtsudtryk. Begge arbejdede sig ned gennem toget ganske langsomt da selvom at der var så få mennesker om bord til at hun kunne se dem – hvilket nok også havde noget at gøre med at hun måske instinktivt havde været på vagt og derfor havde kigget efter dem – så var der stadig rigeligt med passagérer til at man ikke bare frit kunne gå uden at skulle mase en smule; så begge gik langsomt og kiggede ganske åbenlyst på samtlige personer de kom forbi. Jeg havde nu to muligheder: Hun kunne forblive siddende med hætten over hovedet og rygsækken på sit skød mens hun kiggede ud ad vinduet og så håbe på at de ikke lagde mærke til hende; den anden mulighed var at rejse sig og gå ned bagerst i toget i håb om at der snart kom endnu en station, så hun kunne hoppe af inden de nåede derned, men ville de ikke lægge mærke til en person der rejste sig op når toget var mellem to punkter? Hun valgte sidstnævnte, det ene valg var sikkert lige så godt som det andet, det var svært at sige uden at have prøvet dem begge; hun traf sit fordi passivitet i dette tilfælde virkede lige en tand for ophidsende og den aktive handling i at lægge afstand mellem hende og dem tog en betrykkende form. Hun rejste sig op, ganske forsigtigt, og begyndte langsomt at bane sig vej ned til bagenden. Det ville have været spændende at kunne sige at toget stoppede i sidste øjeblik og at hun lige akkurat nåede ud med skindet i behold, jo, det stoppede, toget, men Jeg havde rigeligt med tid at køre på og måske burde hun have ventet til den næste station, i og med at hun var den eneste der steg ud hvor hun gjorde, hvilket var i et gammelt forladt industrikvarter.