Musikken holdt sig udenfor døren han havde lukket efter sig. Sanserne fik sig lidt af et chok når man trådte ind på kontoret der var markant anderledes end resten af banken: På gulvet var der et gyldenbrunt væg-til-væg-tæppe, på dette endnu et tæppe i en udvasket grøn farve med en mørkebrun kant der afgrænsede området hvor skrivebordet, to gæstestole, et lille bord og kontorstolen stod. Skrivebordet var ellipseformet i mørkt træ med enkelte marmoragtige lyse pletter, dets ene ben var en jonisk søjle i samme materiale som bordpladen, det andet ben var væk og i stedet stod den beholder hvori skufferne sad. På dets højre side – set fra døren – stod en patineret messinglampe med en grøn lysende tube, på den anden side stod en skærm og et tastatur i teak, mellem disse lå der et skriveunderlag i samme grønne farve som lampen. Foran skrivebordet befandt to stole sig, begge var vertikale parabolske cylindre betrukket med rødt velour; sæderne var cirkulære og placeret i midten af parablen, disse var også røde. Mellem stolene befandt det lille bord sig, benene hér var to negative parabler der krydsede hinanden på toppunktet; bordfladen var cirkulær, i samme materiale som skrivebordet. Bag sidstnævnte stod en høj øreklapstol betrukket med rødt læder og bag den hang der et maleri af en kvinde i en hvid kjole med en grøn krave og en enkel grøn handske; over det var der monteret en aflang lampe i blankpoleret messing der blidt oplyste det. På hver side af billedet hang der et reolsystem hvori der stod en række læderindbundne ringbind i enkelte af de ni rum de hver især havde. Op ad væggen, på kontorets venstre side, var der stillet en rubinrød divan med to smaragdgrønne puder; over denne hang et spejl i samme gyldne ramme som maleriet og med samme type lampe monteret over sig. Modsat, opad væggen på den højre side, var der et aflangt smalt rektangulært bord med samme negative parabelben som det lille bord mellem stolene, overfladen var i samme materiale som de andre bordflader; på det stod der fem fyldte klukflasker samt nogle ens glas vendt på hovedet. Væggene var i gyldensand og loftet i en lysere nuance af samme farve.
– Tag plads.
Han satte sig ned; den ansvarshavende – som åbenbart ikke havde fundet det nødvendigt at præsentere sig selv – hed Lechol Kesef, fortalte det gyldne navneskilt på skrivebordet.
– Hvad kan jeg så hjælpe med?
– Jeg er blevet hyret af Kleinerstiefel. Jeg har blot nogle få spørgsmål.
– Jeg kan kun fortælle hvad jeg allerede har fortalt politiet. Drink?
– Ja tak.
Kesef gik over til bordet med klukflaskerne og vendte to glas om.
– Er kirschwasser i orden?
– Ja tak, det er fint. Jeg ved, at du højt sandsynligt ikke kan fortælle mig noget jeg kan bruge men så kan jeg med god samvittighed sige at jeg har været her.
Kesef gav ham et glas der var fyldt en fjerdedel op; det var et pænt glas, sjovt var det at jo mindre teknologiske objekterne var desto mere af designerens flair udviste de.
– Det er ganske forståeligt, nuvel, spørg løs.
Han gik rundt om skrivebordet og satte sig i sin stol.
– Ved du hvad der var i boksen?
– Det gør jeg nu, jeg vidste det dog ikke før røveriet.
– ?
– Kleinerstiefel fortalte mig det.
– Du har altså talt med hende?
– Ja, efter røveriet kontaktede jeg personligt alle de kunder der gjorde brug af vore bokse.
– Aha, kunne du fortælle mig hvorledes selve røveriet udfoldede sig?
– Joh, som du jo nok ved så var det kort efter at vi åbnede, banken er næsten altid tom på det tidspunkt.
– Ligesom nu.
– Banken er tom fordi vi lige har haft et røveri, denne tomhed er unaturlig. Jeg sad hér, ganske som jeg gør nu, dog alene, da jeg hørte skrig derudefra. Vi har haft problemer med en bums der har det med at snige sig ind for at onanere på toilettet; jeg troede at det havde noget med ham at gøre, ikke at han hidtil har gjort noget der fortjente sådan et skrig, men man ved aldrig. Jeg gik derud og der var de; de var fem, tre af dem var bevæbnede, en af dem med en sort taske der så ud til at være fyldt, den sidste med hvad der så ud til at være en tom taske. De to med taskerne gik direkte mod døren der fører ned til boksene mens de andre blev tilbage og holdt øje med os.
– Hvad med alarmerne? Og hvorfor reagerede jeres Brutalixer ikke?
– Nåh, det kom ikke med i aviserne.
– …
– Måske skulle jeg fortælle dig lidt om vort sikkerhedssystem, med mindre du allerede kender til det?
– Kun overfladisk.
– De automatiske våben er forbundet til en skanner ved hoveddøren, alle der træder ind bliver derfor skannet af den Virtuelle Intelligens hvilken er i stand til at genkende tre hundrede fire og halvfjerds forskellige typer skydevåben og skulle en person træde ind med et af disse, jamen, så låser Brutalixerne sig fast på denne og alarmen går i gang. Bankens VI bedømmer så om personens adfærd er truende og hvis den beslutter sig for at forholder sig således, skyder den, hvis ikke, jamen, så fortsætter alarmen indtil at personen er blevet afvæbnet af vagterne som dérefter manuelt slår alarmen fra. Og uanset hvad så bliver politiet tilkaldt. Det er et fantastisk system… når det virker.
Han lagde mærke til at Kesefs venstre øje blev ved med at fokusere på hans mund, især når han selv talte, og det lod ligeledes til at det var til gene for manden.
– Hvilket det ikke gjorde.
– Nej, de formåede at lukke hele systemet ned inden de overhovedet trådte ind banken. De kastede en såkaldt EMP-granat ind gennem døren først og efter at vort elektroniske udstyr var gået ned trådte de ind, det tog ikke mere end nogle sekunder.
– Hvad med vagterne?
– De blev skudt på stedet, de var tilsyneladende ikke meget værd. Men alt dette så jeg jo ikke; jeg sad hér og jeg trådte som sagt først derud da jeg hørte skrigene. Mærkeligt nok, så kan jeg slet ikke huske at have hørt nogle skud.
– Aha, du kom ud af kontoret hér og hvad skete der så?
– Jeg kom ud og den ene af dem fortalte os at vi skulle holde os i ro og at det alt sammen snart ville være overstået, hvilket vi jo gjorde. Der så jeg at der var et hul i glasset ved skranken, hvilket jo skullet have været skudsikkert; jeg har fået fortalt at det nok var blevet gjort med overlæg, for at vise at glasset ikke ydede nogen beskyttelse. De to med taskerne gik dérefter ned til boksene. Efter et stykke tid, hvilket var ganske kort når man tænker på hvor omfattende deres arbejde måtte have været, vendte de tilbage.
– Omfattende?
– Man åbner ikke bare en boks, der er jo ligesom dét der er meningen. Der er jo også en del af dem men de formåede at komme igennem dem alle på ganske kort tid. Det undrede jeg mig over dér.
– Men ikke længere?
– Nej, jeg har siden været inde og se til dem. De var alle revet op med vold, lågerne var fuldstændigt destruerede. Mit gæt er, at hvad end der var i den fyldte taske så blev det brugt til at åbne dem.
– Hvad skete der så?
– Efter at de to kom tilbage fra boksen, gik de alle ud til varevognen der holdt parkeret udenfor, de to med taskerne først og derefter bakkede de sidste tre ud og det var dét.
– Og der var ikke andet?
– Nej.
Han trådte ud af banken, tørrede næsen af på sit ærme, tændte en smøg og så omkring sig; hvis han havde gættet rigtigt og banken hér snart ville blive til en neuroklinik så ville der også snart blive opført protester hér foran den, højtråbende folk med håndskrevne skilte og dårligt sammensatte slogans. Ikke alle var lige glade for hvor det var at teknologien måske var på vej hen, men sådan som han havde fået det fortalt så var disse protester ligegyldige, blandt andet fordi det lod til at teknologi og fremskridt altid vandt over menneskets generelle anti-teknologiske tendenser; der var altid modstandere og disse måtte næsten altid, på et eller andet tidspunkt, træde til en side. Selv havde han ingen implantater eller kunstige legemer så emnet berørte for så vidt ikke ham. Det var ikke et valg at han ikke havde dem, hans krop var bare ikke modtagelig, den ville frastøde dem. Der var andre som ham, folk hvis genetiske luner ikke tillod denne teknologi; ikke at det gjorde noget da man dérfor slap for at tage stilling – hvis der var noget han vitterligt satte pris på, så var det muligheden for ikke at have en mening.
Det holo-skilt hans blik faldt på da han tændte en smøg henviste til en fertilitetsklinik: Et ungt par boltrede sig i en mark af mælkebøtter, begge i ekstase over det lille tykke barn mellem dem. …er dit ægteskab i fare? Er den daglige rutine blevet for meget? Er der et tomrum i dit hjerte som ingen mængder mad kan udfylde? Et barn er måske svaret. Her på R.G. Edwardsklinikken garanterer vi… – – –
Han nåede stoppestedet til omnibussen og stillede sig ved siden af en smilende mand med en enkel stor fortand; luften havde den udefinerbare kvalitet som den fik før regn og svalerne fløj lavt.