JEG WOB MEN ingen dit og dat for der var ingen titler at opremse; aldrig var hun blevet kaldt af venner eller bekendte eller kollegaer for Jeg Idiot eller Jeg Stammer eller Stakkels Jeg, for hun var hverken en idiot eller en stammer og hun var i den grad ej heller en stakkel. Hvad hun var, var en person med et vanvittigt tåbeligt navn og hvorfor hendes forældre havde kaldt hende det, vidste hun ikke. Måske bundede det i hendes faders perverse form for humor eller måske den stupide moders hippieisme. Den eneste fordel der var at finde i navnet var at hun kunne omtale sig selv i tredje person uden at nogen løftede et øjenbryn.
Jeg yndede at gå hjem efter endt arbejde, det var en ganske lang tur men ganske nødvendig. Hun var journalist samt lommefilosof med en tendens til det xenoglossofile; hun arbejdede på ugebladet Mysterier & Fænomener, et blad der forholdte sig til diverse former for pseudovidenskaber som det paranormale, kryptozoologi og astrologi; der blev også skrevet om konspirationsteorier – konspirationshypoteser er nok lidt mere præcist – igangsat af virksomhederne, Ministeriet, rumvæsener eller abstruse organisationer. Hun troede ikke selv på det hun rapporterede, ingen af de ansatte gjorde, lige bortset fra chefredaktøren hvilken tilfældigvis også var ejeren, Patos Tabarin. Dem hun kom i kontakt med var oftest ældre damer med to og tyve katte, fedtede bebumsede tabere med absurde fuldskæg eller ensomme mennesker der var blevet bortført af uidentificerede flyvende objekter. Selv var hun en ganske rationel kvinde, hun troede som sådan hverken på det ene eller det andet.
Gåturen hjem var som sagt nødvendig, det var ikke så meget en form for forsinket urbansk wandervogel – hvis man kan forestille sig sådan én – men nu mere en type sanlimyok: Træerne var skiftet ud med bygninger, lyset kom ikke gennem trækronerne men fra skærme, skilte, ædelgasser og mænd der søgte det ærlige menneske; skovbundens duft og træernes olier var erstattet af våd asfalt samt forbipassérendes cremer, barbersprit og hårmiddel; men det fungerede og på trods af det var et bad i beton så trådte hun altid ud af karret med et tomt sind. Der var en hemmelighed til denne daglige vask og hemmeligheden var at hemmeligheden havde en hemmelighed; hun blev tom, en dal klar til at blive fyldt således at ned ad dennes sider – de titaniske menneskeskabte bakker – kunne de æteriske floder strømme frit. Al den frustration hun havde akkumuleret i løbet af dagen ved at have talt med disse folk forsvandt på turen hjem.
Det var ikke dét de fortalte hende der gjorde hende vred, det var deres holdning, deres reaktion på hendes spørgsmål, de var antagonistiske; de mente at det var hendes arbejde at lytte uforbeholdent til deres historier og intet andet, hvorfor hendes spørgsmål blev mødt med aggression. Hun var en udlært journalist, hun havde lært at stille spørgsmål, at være kritisk, jo, hun havde også lært at man skulle påtage sig sin arbejdsplads ideologiske eller religiøse libssyn og skrive ud fra dets synspunkt – man skulle vinkle – og det var skam også i orden men hendes situation var ganske anderledes, for arbejdet var ej at formidle en form for sandhed, næh, hun var blot en sprechstallmeister der præsenterede deforme kuriositeter sort på hvidt – en underholder.
Hun påtog sig titlen som ufaglært lommefilosof fordi hun holdt af de store tanker men konsekvent nægtede at forholde sig til filosofien der – efter hendes egen personlige mening – forsøgte at give svar på spørgsmål som ingen svar havde og dérfor endte man oftest med flere spørgsmål end man lagde ud med.
Når hun kom hjem fra sin lange tur ville hun ofte fylde et glas godt op med alkohol – whisky men til tider også gin – og drikke det mens hun læste en rigtig avis; i dag skulle hun dog ud igen, hun havde et møde, det var overarbejde.
Hun gjorde holdt udenfor Hotel Barok og kiggede på sit armbåndsur, firkantet med sort rem; hun ville ikke kunne komme hjem i tide for dérved at kunne tage ud til mødet uden at ville komme for sent og dérfor følte hun sig nødsaget til at tage en hyrevogn resten ad vejen. Uret havde ikke været en gave eller en arv, hun havde købt det og valget var faldet på et firkantet ét i et håb om at kunne bryde en cyklus, hun ville have rum med sin tid men på trods af dets kantede facade så kunne hun alligevel ikke slippe af med de cirkulærer bevægelser; hun skulle have købt et digitalt ét i stedet men hun var ikke typen og havde ligeledes en irrationel frygt for at en dag at kigge på det og se tallene tælle ned.
Hun stillede sig ud til kantstenen og begyndte at spejde efter en vogn, en af hotellets piccoloer iklædt en sort uniform med et komplekst system af gyldne mønstre og knapper lagde en sort alligatorskinds kuffert i bagagerummet på en splinterny limousine; på den anden side af gaden befandt en af Tekhrationiks filialer sig i en større azurblå bygning. Der var tre slags hyrevogne her i Prometheus-sektoren: Ministeriets, Drusillas og så de selvejede. Som regel betalte man disse med chippen men langt de fleste chauffører var mere end villige til at tage imod kontanter da pengene så røg direkte ned i deres egne lommer; virksomhederne var selvfølgelig udmærket klar over dette og regulerede deres ansattes løn derefter. Hun prajede én og satte sig ind.
– Tolbértstræde ni, tak.
Vognen kørte ud i trafikken, det begyndte så småt at regne igen, ikke at det gjorde noget, byens bygninger afskærmede for det værste og de overlevende dråber spillede med lyset fra de mange holo-skilte, projektører og vinduer, hvilket jo ikke var så værst endda. Fra indelommen blev det stykke papir Tabarin havde givet hende taget frem: Konrad Konradsen. Rosengade fem. Konradsen havde ikke været meget for at fortælle detaljerne over telefonen og det var noget Tabarin led; jo mere mistroiske folk var, mente han, jo mere sandfærdigt og vigtigt var det de havde at berette. Jeg mente selvfølgelig at det var noget være vås men man kunne ikke undgå at sætte pris på Tabarins weltanschauung, forkvaklet som den nu engang var. Tabarin var en underholdene mand, han var bare ikke klar over det, eller måske var han, det hændte at Jeg fik den tanke at han tog røven på dem alle. – – –
Vognen kørte ind til siden og gjorde holdt foran opgangen til hendes lejlighed.
– Hvordan ville du have dem?
– Kontant, tak.
Hun betalte, steg ud, åbnede døren med de buede mønstre og det ravfarvede glas der førte ind til hendes opgang og gik hele vejen op til tredje sal; hun formåede, som altid, at blive godt forpustet inden hun var kommet helt op.
Frakken blev taget af og smidt på en slidt stol, fra det lille bord som stod bag hendes sorte lædersofa blev et af de fire beskidte glas taget og fyldt halvt op med gin, hvilken hun fortrak at drikke når hun stadig havde noget at skulle gøre; var dagen ovre valgte hun whisky hvis effekt på hende var soporativ. Naboens niche hørtes, det var ikke synderligt højt men der blev lagt mærke til det når der var stille i lejligheden. Hun tændte sig en smøg og med den i mundvigen lagde hun sig ned på sofaen og hvilede glasset på sin mave.
Der blev kigget på uret, tyve minutter til og så måtte hun hellere se at komme af sted. Hun kendte ikke stedet hun skulle ud til så man ville jo nok være nødsaget til at tage endnu en vogn. Hun satte sig op, man var rastløs, tog fat i det hvide askebæger med tobaksfirmaets logo i bunden – Vergnügen, samme mærke som hendes cigaretter – og spyttede ned i asken hvorefter der blev taget et sidste sug; skoddet kørtes henover spyttet indtil at asken og væsken var blevet til en homogen sort klat der dækkede logoet; filteret blev lagt forsigtigt op ad kanten og ny smøg blev tændt hvorefter fjernbetjeningen til nichen blev taget og brugt. Hun lagde benene op på sofabordet og kom til at skubbe REJSEN: PRAGMATISK SELVSTUDIE I ET PUNKTERET VAKUUM ned på gulvet; en bog hun var i gang med at læse for tredje gang.
Den blev ikke benyttet ofte, nichen, og når hun gjorde så var det mere som baggrundsstøj og mens der blev klikket gennem de kanaler hun havde abonnement på kiggede hun ud ad vinduet fra sin plads i sofaen. Satnettet var – udover et eksorbitant væv af nav, satellitter og gitterarme – en del af dagligdagen. Det havde startet med at et nav var blevet bygget og sendt op i omløb – eller havde det været omvendt? – af Ministeriet og den daværende Kasserer, Markus, i et forsøg på at fremme byens og dens indbyggeres kommunikation via de satellitter der var indbygget i navet. Det havde fungeret ganske vel lige bortset fra en ting, det havde været alt for dyrt at holde dén – og de enkelte andre man siden havde bygget til – kørende; man havde besluttet sig for at udleje dem, undtagen det store i midten, det første, hvilket var det nav der havde med makromediet – Ministeriets mikromedie – at gøre og det midtpunkt man spandt nettet fra. De resterende nav – for man jo havde bygget flere alt efter hvad de skulle bruges til, hvilket på det tidspunkt ikke havde været mange – var som sagt blevet lejet ud og senere opkøbt da de største virksomheder havde sprunget til. Disse havde tilbudt – og gjorde stadig – ikke blot en mulighed for at kunne konkurrere med makromediet men også fred og ro til at gøre de ting som virksomheder nu engang gør, som for eksempel tys-tys forskning.
Mikromediet havde opstået derefter, små kanaler der hver især havde deres stil, ideologi eller religiøse fundament var steget op til overfladen; det havde vist sig at have været en glimrende investering, flere havde fulgt i de første virksomheders spor, nye nav blev bygget til, hvert med deres egne arkitektur og stilart. Satnettet voksede sig til et enormt netværk på begge planer, til et stort glitrende edderkoppespind, et væv der hang højt over byen; myriader af nav, alle forbundet med hinanden via gitterarme, alle noder i et netværk, alle med blikket vendt ned mod byen. Data og informationer i konstant løb frem og tilbage; underholdning, spil, erotik, anarkisme, pseudo-magnitizdatter, nyheder, musik og sociale netværk; det omhandlede dog ikke blot information, folk flyttede derop, bosatte sig i navene og dannede små samfund eller feriedestinationer med hoteller og strande, miljøer til dem med hikikomoriske tendenser, naturreservater, religiøse fristader – til tider tænkte hun selv på at flytte derop.
Det var dog koncernerne der sad på de fleste, disse havde ressourcerne til at kunne gøre brug af hvad Satnettet oprindeligt var blevet bygget til – opsamling og formidling af data og information – og for at kunne følge med den stærke strøm af disse endte man med at udvikle nichen, et opsamlingspunkt, en node hvor hele Satnettet kunne nydes og bruges fra éns stue, kontor, bil eller hvor end man nu havde valgt at installere den; apparatet var en hukommelse og en enhed der gjorde brug af boolesk logik. I starten havde man kaldt den for en teleniche men med tiden havde præfikset forsvundet af sig selv – til hverdag gider man ikke lange ord – og i øvrigt var der intet fjernt ved en niche, reden var lige dér, en lille personlig rede på et meget stort træ.
Bevidsthedens Ægte realitet kunne så udvides med den Uægte ved at man blot lænede sig tilbage og trykkede på en knap. Den var Uægte fordi den var produceret men i det øjeblik den blev set, anerkendt, dømt, færdigskrevet blev den Ægte – den byggede til; koderne blev udvidet, de blev rettet, til tider omskrevet, værket fik dets endelige fylde, bevidstheden udviklede sig, endnu en gren voksede ud af stammen, kronen blev kompleks og tæt. Men stammen var blot en gren i sig selv og placeret på en større stamme ved siden af de andre grene, de var en del af det netværk der dannede kronen; kronen sugede stråler til sig, omformede dem, brugte dem og udskilte affaldstoffer ned til byen hvor roden havde slået sig fast og selv opsugede hvad der var omkring den for så at sende det op igen, for at give kronen en grobund, men den ene fungerede ikke uden den anden, Jakobs stige gik begge veje – stammen var en tarīqāt mod en haqīqāt der ikke var så sandfærdig igen. Satnettet genspejlede byens stammerealitet samtidigt med at det udviklede sin egen.
Interessant var det hvorledes at folk havde taget alle disse realiteter til sig; med Satnettet kom muligheden for at kommunikere med andre mennesker man ikke kendte og aldrig ville kende via mangfoldige fora, kommenteringer på dit og dat eller specifikke sider hvor man med impunitet kunne give udtryk for éns harme – ikke helt ulig de gamle læserbreve – og man kunne gøre det alt sammen ganske inkognito. Anonymiteten sørgede for at man ikke længere behøvedes at være sig selv, men man var ikke rigtig anonym men en virtuel version af noget man kunne tillade sig at være fordi man ikke skulle stå til regning for hvad dette alter ego ytrede eller mente. Efter en lang dag på arbejdet kom man hjem, man satte sig ned, fandt éns favorit forum eller lignende frem og koblede på med sit brugernavn – der jo ofte var et produkt af et falleret forsøg på humor, ordspil eller allusioner – og i præcis det øjeblik trådte éns indre røvhul frem: Det var éns virtuelle identitet hvilken ofte havde de samme fordomme og tanker som én selv, dog, grundet anonymiteten, væsentligt forstærket og nogen gange – hvis man havde haft en dårlig dag – påtog den sig nogle ekstra fordomme. Etik blev derfor flydende, hvad der ikke var etisk i orden at ytre i en realitet blev nærmest standard i en anden.
I de mange spil der kom til nichen fik man ligeledes muligheden for at skabe en ny virtuel identitet der ikke afspejlede den man havde som sig selv – udenfor Satnettet – eller den man påtog sig grundet impuniteten der kom med anonymiteten, men én der var dikteret af spillets eget kosmos. Hvad der for Jeg var overraskende var at folk kunne holde styr alle disse, at disse polyidentiteter sjældent flød sammen, og at folk rent faktisk var villige til at påtage sig et ideal de aldrig ville være villige til at anerkende i den virkelige verden – det stank en smule af småborgerlig kujoneri.
Halvdelen af smøgen havde røget sig selv, hun tog et par hurtige men dybe sug, skoddede den, rejste sig op, tog sin frakke og gik ned til gaden hvor hun, efter et par minutter i regnen, fik anskaffet sig en vogn.
– Rosengade fem, tak.