– ALDA, FIND UD af alt hvad du kan med hensyn til hende damen der var her før.
– I orden.
Han hængte overtøjet på plads, gik ind på sit kontor og hev flasken op af skrivebordskuffen, et glas og en usædvanlig billig cigar blev ligeledes taget frem. Han havde vidst at der ikke ville være noget at få ud af Kesef andet end selve forløbet, dog havde han alligevel håbet på et eller andet. Der var flere spørgsmål end der var svar og det var unægtelig svært at finde svar hvis man ikke kendte til spørgsmålene. Men han jo også lige begyndt – vitterligt – så det var vel hvad man kunne forvente, der var jo ingen der sagde at det skulle være let og han var endnu ikke nået til det punkt hvor han følte at han var til grin.
– Jeg smutter.
– Er du allerede færdig?
Han var ikke sikker på hvad han havde ment med det spørgsmål, det var jo ikke fordi hun havde noget at lave på kontoret som sådan; dog var det ikke ensbetydende med at hendes tilstedeværelse ikke kunne mærkes, til at starte med holdt hun inkassatorerne væk, navnlig den sleske lille stodder og den gorilla han altid rendte rundt med. Hvordan hun gjorde det vidste han ikke. Hun deltog også aktivt i sagerne hvilket hun var mere end velkommen til da det betød at han skulle lave mindre.
– Nej, jeg skal lige snakke med nogen først.
Alda havde sine egne informanter ganske som han havde sine, dog spurgte han aldrig ind til dem – det vedkom ikke ham. – – –
Efter et par glas rejste han og stillede sig foran vinduet med cigaren mellem fingrene. Kunstigt lys var vigtig i byen da den navnlig var belemret med dunkelhed, lysforureningen var derfor ganske velkommen. Den tog form af en lyskuppel der indrammede byen, en afgrænsning af denne specifikke stammerealitet. Apropos realiteter så havde han valgt ikke at klistre holografisk folie – hvilket jo var så hipt nu om dage – på ruden; med disse havde man adgang til lys der virkede mere naturligt end det byen havde at tilbyde – hvis det altså var det program man havde valgt – dog var det altid koldt lys. Han forstod udmærket godt hvorfor folk valgte at installere disse, især i deres hjem, men virkeligheden havde en hvis charme over sig, især bag glas og regn samt lysets spil på disse, men på den anden side så kunne man sige virkeligheden set gennem glas og regn egentlig ikke var virkelig men blot en æstetisk efterligning; ikke at han vidste hvad det betød, han havde læst det et sted, men det lød godt: æstetisk efterligning.
Den førnævnte artikel havde omhandlet hvorledes disse holo-folier tog form i de forskellige sektorer. Man skulle umiddelbart tro at disses motiver var udvalgt grundet personlige præferencer, det var de til tider, ja, men langt de fleste var præget af kulturgeografi. Det var ikke kun holo-folierne, det gjaldt alle former for design og i sektorerne selv fandtes der små nicher, et eksempel på dette var boulevarden – hvilken bredte sig over de mere centrerede sektorer – men den var næsten også en verden for sig. Det betød at de forskellige design, når det for eksempel kom til hårde hvidevarer, rent faktisk ændrede sig alt efter hvor i byen man befandt sig; det var egentlig ikke de helt store forskelle men nok til at man kunne blive en smule overrasket, hvis man havde brugt hele sit liv i en sektor og en dag flyttede til en ny. Selv sådan noget så trivielt som indpakning kunne have forskellige detaljer, også selvom det var det samme produkt fra den samme virksomhed der blev solgt. Som sagt så var det ikke altid den helt store forskel men det var skam ikke helt uset at designene var vidt forskellige, nærmest ugenkendelige, ja, faktisk hændte det at logoet selv kunne være rettet en smule til. Når man tænkte på at dette blot var en by, så var den, designmæssigt, ganske heterogen; uniformitet var svært finde på et holistisk plan og han var ikke helt sikker på om der rent faktisk var nogen der ønskede det.
Han tørrede sin dryppende næse af på ærmet og fokuserede væk fra glas og dråber og over på en bygning på den anden side af gaden, én der blandt andet havde et lyserødt skilt med ordene Sushi og Kiropraktor. Første gang han havde set dette troede han at det henviste til to forskellige forretninger i samme bygning, han havde taget fejl, det var et og samme sted. Selve bygningen var et enormt wunderkammer oplyst indefra; visse steder kom lyset i epileptiske ryk fra nicherne, andre steder var lyset konstant, mere fyldigt, selve lejlighedens interiør kunne ses og ligeledes beboerne. Der var fest, to mennesker hang halvt ud med overkroppen med hvad der så ud til at være glas i hænderne, de havde åbnet et vindue for at tynde ud i basserallens dunst – verdenssituationen ordnes i en brandert. Bag et andet vindue var der helt mørkt, næsten, et lille orange lys pulserede langsomt med ujævne mellemrum. To unge mænd sad ved et bord, begge med karikerede fipskæg og lange halstørklæder, foran dem var to ældre skrivemaskiner og flere bunker papir, de skændtes med ideologiske armbevægelser, den ene af dem pegende over mod en plakat der dryppede af heroiskrealisme; en ung kvinde sad og lagde kabale, hendes hår var ildrødt, den slags rød man så i reklamerne for shampoo, det var langt, krøllet men ikke for krøllet, det perfekte hår, lige bortset fra den absurde måne der skinnede på toppen; en mand med bukserne nede om anklerne holdt et glas op mod væggen og sit øre op til glasset bund; en malsteller med baskerhue og batik tøj arbejdede på et maleri af en mannequin, modsat befandt modellen sig hvilken var et stort fotografi af en mannequin, rundt om ham og op ad væggene stod en større mængde malerier, alle med det samme motiv; en kvinde sad på sin sofa med fjernbetjeningen til nichen i den ene hånd og en håndbajer i den anden; en krop fra brystet og nedefter pendulerede; en ældre dame bevægede sig rytmisk mens hun pumpede med foden på sin gammeldags symaskine; en blegfed transvedende mand i klipklappere og trikot eksekverede fouettés en tournant med bravur; en kvinde lå og læste i en bog på sin sofa, en terrier sad på sofabordet og stirrede intenst på hende; en mand gik i cirkler mens han læste op af et stykke papir han havde i hånden, han udførte store elegante armbevægelser, i ny og næ gjorde han holdt og rettede på sin positur; en ung person af udefinerbart køn sad og skruede på en kortbølgeradio indrammet af skrivebordslampens lyskegle; en mand i stråhat og med en vandkande gik rundt i en uhyre veloplyst lejlighed, møblementet var ikke til at se, ej heller væggene, grønne planter og blomster i alverdens farver dominerede rummet, fugt havde sat sig på vinduets kant; en kvinde sad ret på en stol i et ellers tomt rum.
Under vinduerne, ikke langt fra indgangen til Jørgensens Sushi og Kiropraktik, stod en lygtepæl. Under denne lygtepæl, halvt oplyst af lyskeglen, stod en skikkelse. Der var ingen menneskelige konturer at se, disse var skjult af en lang regnfrakke plus en hat der skyggede for ansigtet. Han kiggede op mod kuplen igen, blev stående på sin plads i et halvt minut, måske længere, og gik nonchalant tilbage til skrivebordet, lagde cigaren i askebægeret, slukkede for lampen hvilken i øjeblikket var det eneste lys i dette rum, trådte ud til Aldas del af kontoret, slukkede for det sidste lys, gik derefter ned på alle fire – hvilket gjorde at der undslap et par dråber urin – ventede til at øjnene havde vænnet sig til det manglende lys hvorefter der blev kravlet tilbage til vinduet hvorfra han havde set skikkelsen. Han rejste sig lige akkurat nok til at den kunne ses igen. Hattens front var centreret mod hans bygning, et spand tid efter kiggede hatten mod dens venstre hvorefter den vendte tilbage til udgangspunktet. Igen, kort tid efter, kiggede skikkelsen mod venstre, denne gang bevægede den sig, der blev rørt diskret ved lygtepælen og den gik derefter modsat dér hvor der var blevet kigget – dog ikke uden først at lave et lille tegn med pegefingeren hvilket han fortolkede som værende rettet til ham.
Han skyndte sig ud af kontoret og løb ned mod gaden, med lidt held ville han kunne følge efter personen; uheldig var han, førnævnte var væk. Han satte kursen mod gadelampen, måske, hvis han stillede sig samme sted som den, skikkelsen, ville han kunne se hvad denne havde kigget efter eller på; ikke at det var nødvendigt, han var ret sikker på at det havde været ham selv der var blevet beluret. En gul seddel var klistret til lampen, den blev revet løs fra det pebermynte tyggegummi den var fastgjort med og lagt ned i bukselommen uden at blive kigget på. Han kastede et blik i den retning hvor skikkelsen var forsvundet, der var intet der var værd at lægge mærke til; han kiggede den anden vej for en god ordens skyld: Der stod en mand – eller det der lignede – en hundrede meters penge fra ham, de stirrede på hinanden i et sekunds tid eller to, detektiven og manden, hvorefter den førstnævnte begyndte mindske afstanden mellem dem. Den nye observatør forsvandt derved ind til siden, han havde trådt ind i en gyde, detektiven satte nu farten op, han var i fuld galop men da han ankom til den var den tom og blind; der var kun gamle våde aviser, en stor slatten papkasse med en madras i og en affaldsbeholder der efter nærmere undersøgelse ligeledes var tom.
På vej tilbage til kontoret trådte tre mænd ud ad opgangen til bygningen ved siden af hans egen, den ene af disse var tæt på de to meter i højden, iklædt en blå latex nederdel og top, neongule plateaustøvler og en billig blond paryk.
– Så drenge, så er det hjem og hvile, og nu ikke noget med at hore, vi har en lang dag foran os i morgen.
Han tændte lyset på skrivebordet og lagde sedlen på det, ved siden af glasset og flasken; han bundede hvad der var tilbage i førstnævnte, fyldte det op igen og tog fat i sedlen: De er blevet hyret til at finde noget der bedst har at forblive gemt. Giv op. Der var flere instanser at holde øje med. Hvad selve sedlen fortalte ham var intet, hvad der til gengæld sagde ham noget – ikke at han vidste hvad – var spørgsmålet om hvorfor man havde valgt at kommunikere til lige præcis ham. En ting var han nu sikker på – mere eller mindre – der var ingen halskæde, ellers ville man nok blot have skrevet at han ikke skulle lede efter dén i stedet for blot at skrive noget; men på den anden side så var dette blot en seddel han havde fundet hængende på en lygtepæl og selvom der kunne være noget om det, så var han også nødt til at stille sig det spørgsmål om hvorvidt han skulle stole på en person der kommunikerede med ham via små sedler og som spildte sin tid med at glo på vinduer. Alligevel traf han valget om at tro på hvad man havde forsøgt at formidle til ham, hvilket betød at Kleinerstiefel ikke længere var hans klient. Og hvad fanden var det han ledte efter hvis det ikke var en halskæde? Lige nu følte han det samme som man gjorde allerførste gang man trådte ind i et bordel: en pervers sammenblanding af forvirring, nysgerrighed og ønsket om at få det overstået.
Som regel plejede han at sammensætte en daglig rapport således at dem der betalte ham, hans kunder, havde en idé om hvad der foregik og hvad deres penge gik til. Rapporterne skrev han i hånden med en – mærkværdig nok – ganske pæn, ja, nærmest feminin sløjfeskrift, hvilke Alda derefter renskrev og sendte videre som e-post. Der var der dog en mulighed for at de denne gang tog røven på ham og en rapport ville i så fald være spildt arbejde. Og hvem var disse de han tænkte på? Efter hans hyring og i løbet af fire timer havde man forsøgt at køre ham ned, han var blevet overvåget, folk var forsvundet ud i den blå luft og mystiske sedler fortalte ham… ja, egentligt ikke så meget. Hvad nu? Informationer; vil man frem, jamen, så har man brug for viden.