Projektet tager afsæt i en eksistensanalytisk tilgang, der udgør en filosofisk modifikation af den psykoanalytiske terapi, som er baseret på eksistentielle, hermeneutiske og fænomenologiske principper (Deurzen 2009). Tilgangen omfatter en analyse af den menneskelige tilværelse med fokus på den måde, hvorpå mennesket giver mening og retning til sin eksistens i konfrontationen med livets vilkår. Projektet tager især afsæt i den aktuelle britiske eksistensanalyse, der hovedsageligt er udviklet af Emmy van Deurzen som en læringsorienteret og terapeutisk praksisfilosofi med et fokus på menneskelig erfaring. Samtidig udlægges eksistensanalysen som en etisk livskunst, der er orienteret mod at udvikle evnen til at tackle livets udfordringer i relationel åbenhed, og som dels anser sig som en moderne variant af den praksisfilosofiske tradition fra den hellenistiske filosofi, og dels som funderet i den moderne eksistentielle tradition inden for filosofi og terapi. Det er påpegningen af dette dobbelte slægtskab som projektet vil eksplicitere i udviklingen af en egentlig terapeutik.
Indledningsvist vil projektet tage udgangspunkt i en eksistensanalytisk samtidsdiagnose af dilemmaer og paradokser i de måder, som det aktuelle menneske forsøger at orientere sin eksistens og håndtere livets udfordringer på ved at rette et kritisk fokus mod faglitteratur omkring udbredelse af lidelse i vor tids samfund og livsteknologisk faglitteratur omkring fremme af lykke, velvære og succes (fx Seligman 2011; Harrold 2001; Pearl 2012).
På den baggrund vil projektet undersøge muligheden for et fremstille en filosofisk terapeutik, der kan udgøre grundlaget for et relevant alternativ til de moderne livsteknologier ved at identificere en terapeutisk og pædagogisk livspraksis, der er orienteret mod livsduelighed. Det vil ske ud fra en eksistentiel analyse af forskellige filosofiske erfaringsdannelser omkring forståelse og udvikling af livsduelighed, der er